For fagfolk

Politikken for sprog og læsning skal fungere som en hjælp for alle pædagoger/lærere (herefter omtalt som fagfolk); som en rød tråd for sprog- og læseundervisningen. Dog er politik for sprog og læsning kun det første skridt. Klog ledelse, uddannelse, tid og rammer må være til stede for at føre politikken ud i livet.
Politik for sprog og læsning i Hedensted Kommune skal være dynamisk, så den hele tiden er i overensstemmelse med den nyeste viden og ”best practice” for området. Den skal derfor evalueres hvert 4. år.
Status
De seneste internationale undersøgelser af danske børns læsefærdigheder viser, at der til stadighed er behov for en særlig indsats, som sikrer, at alle børn og unge bliver bedre til at læse (PISA).
I Hedensted kommune arbejdes der ud fra de grundprincipper, som kan beskrives som inkluderende pædagogik. Det betyder, at der bl.a. arbejdes med at udvikle en inkluderende praksis, så barnet og den unge mødes på en åben, forstående og anerkendende måde.
I Hedensted kommune er dagtilbud og skoler godt i gang med at implementere initiativer og har uddannet særlige ressourcepersoner til at styrke børns sprog og læsning. Det betyder, at der i Hedensted kommune er sprogansvarlige på alle institutioner og læsevejledere på alle skoler, som kan være behjælpelig og støtte deres kolleger. De kan bl.a. deltage i at målrette indsatserne, reflektere over metoders virkning, lave opfølgning og forankring og omsætte forskningsbaseret viden til handlingsforslag. De sprogansvarlige og vejlederne arbejder bl.a. med tidlig sprog- og læseindsats, begrebsudvikling, dialogisk oplæsning, læsebånd og læseevents. På den måde skabes et grundlag for en tidlig, systematisk og målrettet indsats som har det langsigtede formål, at flere børn forlader skolen med gode læsefærdigheder.
I Hedensted kommune har vi fokus på, hvordan anvendelsen af it kan understøtte læsning og den faglige læring i det hele taget. Kommunen sikrer skolerne adgang til it-arbejdspladser, adgang til interaktive tavler i klasseværelserne og andet elektronisk udstyr, samt den nødvendige software til en læseteknologisk indsats.
Vi arbejder med læseteknologi i almenundervisningen, fordi det skaber muligheder for lige deltagelse for alle, og dermed er det et redskab i vores arbejde med inklusion. Læseteknologien åbner nye veje for læring, og eleverne bliver mere selvhjulpne med øget selvværd til følge.
I Hedensted kommune er der skoler, hvor eleverne i 1. kl. udstyres med en netbook. Denne er tænkt som et redskab til kommunikation og videnstilegnelse.
I Hedensted kommune vurderer skolerne løbende, hvilke børn der kan have gavn af at benytte læseteknologi som personligt redskab i deres videnstilegnelse.
Visioner
At være læser i videnssamfundet kræver mange kompetencer.
Det er vigtigt at have gode læsefærdigheder, hvor man hurtigt kan afsøge materiale og vælge læsestrategi, men det er lige så vigtigt at kunne kommunikere og forstå kommunikation på flere måder. Vores børn og unge magter allerede en del af dette i deres fritidsliv, så det handler om at sætte det i spil i undervisningen – her undervisningen i læsning og kommunikation.
For at sætte dette i spil kræver det adgang til forskellige online tjenester, netadgang mm. Men lige så vigtigt er det, at eleverne bliver aktive og deltagende i kommunikationen. Undervisning og videnstilegnelse foregår ikke længere kun fra lærer til elev, men fordrer at eleverne producerer såvel tekst som billede og lyd. På den måde viser de, at de mestrer mange forskellige tilgange til kommunikation.
For at dette bliver virkelighed kræves det, at eleverne bliver superbrugere af teknologi.