Lærke giver gamle møbler nyt liv

I sin virksomhed Det Kreative Gartneri i Stouby giver Lærke gamle ting nyt liv - blandt andet gamle møbler, som hun sætter i stand, så de får ny værdi i stedet for at ende som affald.
Kvinde med to brugte stole

Mød Lærke.

Lærke driver til daglig Det Kreative Gartneri i Stouby – og så har en hun stor passion for at give gamle ting nyt liv.

Netop derfor overtog hun for et par år siden det gamle gartneri i Stouby, som har stået tomt i en årrække.

Nu er der kommet liv og kunder i det gamle butikslokale, som er sat i stand og fyldt med blomster, planter, kunst, lokale aktiviteter og meget mere.

Her giver Lærke også gamle møbler nyt liv.

”Jeg sætter gamle møbler i stand. For rigtig mange møbler er faktisk alt for gode til at blive smidt ud og kan holde mange år endnu. Ofte kræver det kun en slibning, lidt maling eller måske en mindre reparation, før møblerne kan leve videre.

”For mig handler det både om, at møblerne giver en mere spændende forretning, men i høj grad også om at vise, at vi kan undgå meget ressourcespild og udledning af CO2, hvis vi bliver dygtigere til at genbruge det, vi allerede har, i stedet for bare at smide det væk. Det giver mig en god følelse i maven at kunne bidrage til det – og for mine kunder en mulighed for at få nogle unikke møbler, som kan give noget karakter og kolorit til deres hjem.”

Ved at sætte gamle møbler i stand er Lærke med til at gøre en forskel for klimaet. Og hun er med til at vise, at både store og små tiltag kan gøre en forskel i den grønne omstilling af vores kommune og samfund.

Klima Upcycling