Fra asyl - til bolig

Når Udlændingestyrelsen har besluttet, at du skal flytte til kommunen, bliver din første kontakt en socialrådgiver fra Integrationsafdelingen.
Rådgiveren besøger dig i asylcentret og er efter behov din vejleder gennem dine første tre år i Danmark.
Bolig
Når vi ved, at du flytter til kommunen, går vores medarbejdere i gang med at finde en lejebolig til dig. Hvis du på et tidspunkt skal flytte fra denne bolig, skal du selv finde en anden bolig. Det en god ide at blive skrevet op i en boligforening. Se links her på siden.
Praktisk
Med hjælp fra socialrådgiveren får du ordnet mange af de praktiske ting, der er nødvendige for at kunne fungere i det danske samfund. For eksempel skal du have Nem-ID, en bankkonto, en læge og du skal finde ud af, hvordan den offentlige transport i kommunen virker.
Børn
Er der børn i familien vil en socialrådgiver sammen med jer vurdere, om jeres familie har behov for at få tilknyttet en familiekonsulent. Konsulenten kan give råd og vejledning om praktiske opgaver og støtte jer med at finde jeres identitet som familie i Danmark.
Flytning
Flytningen fra asylcentret til din nye bolig i kommunen aftales med socialrådgiveren.
Fakta om lejeboliger i kommunen
Lejeboligerne findes i 3 kategorier:
- Almindelige boliger
- Deleboliger
- Privat indkvartering (i værelse hos familie)
- Boligen kan være placeret overalt i kommunen - i byerne eller på landet
- Du er lejer på de vilkår, som gælder for alle, der lejer en bolig i Danmark
- Du kan søge kommunen om lån til depositum
- Du kan søge Udbetaling Danmark om boligstøtte (undtagen i deleboliger)
- Kommunen har kun pligt til at anvise den første midlertidige bolig
- Kommunen har ikke pligt til at anvise bolig, hvis dit behov ændrer sig for eksempel ved familiesammenføring eller arbejde et andet sted