Børn i familien

Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og derfor har du behov for pasning af dine børn.
Hvis det vurderes, at du og din familie har brug for vejledning for at få familielivet til at fungere, kan en af Integrationsafdelingens familiekonsulenter træde til.
Familiekonsulenten vejleder både i praktiske opgaver og hjælper med at forklare, hvordan vi agerer i det danske samfund. For eksempel giver konsulenten dig vejledning i hvordan du får dine mindre børn skrevet op til en plads i et af kommunens dagtilbud eller i privat pasning.
Har du børn, der skal i skole, får du besøg af en 2-sprogs konsulent fra kommunen. Formålet med besøget er blandt andet, at konsulenten vurderer dit barns sproglige kompetencer. En viden, der er nødvendig for skolelederen på den skole, dit barn skal gå i.
Også Stimulancen, der er et unikt tilbud i Hedensted Kommune, kan være en hjælp for børnene - og for hele familien. Stimulancen er et socialpædagogisk tilbud til børn og unge i alderen 7 - 18 år, som har særlige integrationsmæssige behov.
Børn af flygtninge får samme tilbud fra den kommunale sundhedspleje som alle andre børn i kommunen.
Familiekonsulenterne hjælper hele familien
Familiekonsulenterne støtter jeres familie med at agere i den nye hverdag - sammen og hver for sig.
I første omgang handler det om at få jeres tilværelse i lokalsamfundet til at fungere.
Konsulenterne kan forklare meget af alt det, der kan virke fremmed for dig og din familie. De kan give jer forståelse og respekt for, hvordan det danske samfund er opbygget.
For eksempel:
- Hvorfor det er vigtigt, at I som forældre samarbejder, når børnene skal i daginstitution og skole
- Hvorfor det er vigtigt, at hele familien deltager i aktiviteterne i lokalsamfundet og i det danske foreningsliv
- Hvorfor de danske kvinder er på arbejdsmarkedet
- Hvordan den offentlige transport virker
- Hvordan man får et hverdagsliv til at fungere, når begge forældre er på arbejdsmarkedet
Pasning af mindre børn i dagtilbud
Familiekonsulenten hjælper dig med at få børnene skrevet op til et pasningstilbud.
Inden barnet begynder i et dagtilbud, deltager du og din familie i et møde, hvor du bliver informeret om, hvordan dagtilbuddet fungerer og hvad der forventes af dig.
Du kan få passet dine små børn på to forskellige måder i dagtimerne:
Kommunal dagpleje
Her passes børn i alderen 26 uger til 3 år i private hjem, som er godkendt af kommunen.
Børnehaver/vuggestuegrupper
Der findes 27 børnehaver i vores kommune. Heraf har 15 vuggestuegrupper. Børnehaverne er pasningstilbud for 2-7-årige børn.
Stimulancen forbereder børnene på at gå i skole
Stimulancen er en særlig indsats overfor børn og unge, der er kommet til Danmark som flygtninge. Fokus er på at udvide børnenes og de unges begrebsverden og bakke op om identitesudviklingen i Danmark.
Stimulancens medarbejderne arrangerer mange og meget forskellige udendørs aktiviteter. Fritidsaktiviteterne i naturen er velegnede til, at børnene og de unge skaber sociale relationer med deres jævnaldrende.
Herudover samarbejder Stimulancen med kommunens skoler om, at de nyankomne børn får en god skolestart. Konkret arbejdes med ”skole-boostning”, hvilket betyder, at børnene sammen med forældrene får en godt indblik i, hvad det vil sige at gå i skole i Danmark. Det drejer sig om alt lige fra betydningen af sund morgenmad til at forklare, hvad gruppearbejde og lektielæsning er.
Nedenstående er eksempler på aktiviteter, som Stimulancens medarbejderne har arrangeret - ofte i samarbejde med borgere, som stiller materiale og deres kræfter til rådighed:
- Fællesture til svømmehal
- Fisketure
- Introduktion til boldspil, fitness og andre sportsaktiviteter
- Påskeaktiviteter - f.eks. malet æg
- Assisteret unge med at få fritidsjob
- Introduktion til ungdomsklubber
- Introduktion til bibliotekerne
- Sommerlejr for børn under 13 år
- Kolonitur for børn i alderen 13 – 18 år