Udvalget for Læring - Dagsordener og referater
Mødedato: 30. januar 2023
Mødested: Hedensted Rådhus mødelokale
Dagsordenpunkter
8. Serviceeftersyn af dagsordener og skabelon.Klik her for at folde ud og læse mere om Serviceeftersyn af dagsordener og skabelon.
Beslutningstema
Opfølgende dialog/interview med de stående udvalg i forbindelse med serviceeftersyn af dagsordenpunkter og skabelon.
Sagsfremstilling
Hedensted Kommunes dagsordenskabelon er ikke blevet revideret siden den blev indført 1. januar 2010. For at sikre dagsordenerne til de politiske møder fungerer som et godt arbejdsredskab og beslutningsgrundlag, er der i 2023 påbegyndt et arbejde med at se på hvordan der kan ske en optimering af disse. Arbejdet med denne optimering er igangsat med en spørgeskemaundersøgelse blandt kommunalbestyrelsens medlemmer i januar måned. Undersøgelsen følges op med en dialog/ et interview med de stående udvalg på møderne i februar/marts 2023. Her vil de stående udvalg få mulighed for at komme med uddybende bemærkninger til undersøgelsen. Input fra spørgeskemaundersøgelsen og samtalerne med de stående udvalg, vil efterfølgende danne baggrund for den videre proces med at kvalitetssikre og udvikle dagsordenproduktionen i Hedensted Kommune.
Udviklingskonsulenterne Kim Rosenkilde og Sofie Boudigaard Nielsen deltager i behandlingen af dette punkt i Udvalget for læring.
Forvaltningen indstiller,
at der afholdes en kort opfølgende dialog/interview med de stående udvalg i forbindelse med serviceeftersyn af dagsordenpunkter og skabelon.
Beslutning
Interview afholdt og input tages med videre.
9. Ændret specialklassestruktur for udskolingseleverKlik her for at folde ud og læse mere om Ændret specialklassestruktur for udskolingselever
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tages stilling til, om der kan dispenseres fra byrådsbeslutning 26 maj 2021 om at udskolingsspecialtilbud samles under Ungdomsskolen fra 7.kl.
Økonomi
Der er ikke økonomi i forslaget ud over det beskrevne i sagsfremstillingen til byrådsmødet i maj 2021.
Historik
På Byrådsmødet den 26. maj 2021 vedtog byrådet forslaget om at ændre specialklassestrukturen for udskolingselever til nedenstående:
Centerklassernes nuværende elever forbliver på Stjernevejsskolen, og der arbejdes med at udvide tilbuddet, så der i højere grad er plads til elever med både autisme og skolevægring.
Barrit Skole beholder sit nuværende specialtilbud.
På Rask Mølle Skole og Løsning Skole fastholdes tilbud for elever i 0.-6. kl. med primært opmærksomhedsforstyrrelse eller socio-emotionelle udfordringer. For de elever, der skal i 7. kl, og som tænkes inkluderet i almen i løbet af 7. eller 8. kl., etableres en mellemform på Rask Mølle Skole eller Løsning Skole.
Under Ungdomsskolen laves et samlet udskolingstilbud for eleverne fra specialklasserne i Barrit, Løsning og Rask Mølle med fokus på uddannelse, job og livsduelighed. Denne afdeling skal have flere mindre tilbud og placeres med udgangspunkt i Ungdomsgården i Hedensted. Her skal der findes nye lokaler i nærheden, så afdelingerne på Skjoldskolen kan flyttes hertil.
Sagsfremstilling
Hedensted kommune modtog 14. februar 2022 en henvendelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) vedr. en redegørelse for Hedensteds kommunes beslutning om ændret specialklassestruktur jf. byrådsbeslutning 26.maj 2021.
En del af Hedensted kommunes redegørelse har omfattet beskrivelse af lovhjemlen til den nye organisering. Her har Hedensted kommune især lagt vægt på den fulde udnyttelse af Ungdomsskolelovgivningens §3stk.1 nr og §3stk.2 nr2 omkring Ungdomsskolens SKAL-opgave vedr. specialundervisning og KAN-opgave vedr. heltidsundervisning. Derudover har Hedensted kommune i sin redegørelse lagt vægt på, at der ved visitation af elever til et af Ungdomsskolens skoletilbud altid vil pågå en individuel vurdering af den unges behov såvel dialog med elev og forældre omkring tilbuddet.
Hedensted kommune har d. 22. december 2022 modtaget endeligt svar fra STUK vedr. fremsendte redegørelse. STUK’s svar stiller sig i modstilling til Hedensted kommunes tolkning af lovgivningen. Særligt påpeger STUK følgende:
- Undervisningspligten kan ifølge STUK kun til fulde opfyldes i regi af Ungdomsskolen fra og med 8.klasse – dette på trods af Hedensted kommunes fremhævning af §3 stk1 og stk3. Ifht 7. kl. elever i Ungdomsskolen så må dette således kun være enkelte elever og delvist at de er en del af skoletilbuddet, og skal fortsat være indskrevet i en folkeskole.
- På trods af ordlyden i Ungdomsskolelovgivningens §3stk 1 nr 3 omkring specialundervisning som en SKAL opgave for Ungdomsskolen, så påpeger STUK at det er udenfor kommunalbestyrelsens beslutningskompetence at forankre et specialundervisningstilbud under Ungdomsskolens §3stk1 nr.3. Et sådan tilbud kan jf. STUK kun forankres under folkeskolelovgivningen for at opfylde den fulde undervisningspligt for 7. kl elever.
For at leve op til STUKs afgørelse af 22. december 2022 indstilles der derfor følgende forslag:
- At eleverne fra Rask Mølle og Løsning Skolers specialundervisning først fra og med 8.kl tilbydes et nyt specialtilbud i regi Ungdomsskolen.
- At Løsning Skoles specialundervisning går til og med 7.kl – herefter kan elever tilbydes skoletilbud i Rask Mølle special eller i regi af Ungdomsskolens skoletilbud.
- At Rask Mølle Skole bevarer specialundervisning til og med 9.kl
Kommunikation
Der gives besked til personale og forældre på de berørte afdelinger om udvalgets beslutning efter udvalgsmødet.
Af STUK’s afgørelse af 22.december 2022 skriver de afslutningsvis at de løfter deres fortolkning af Ungdomsskolelovgivningens §3stk.1 nr.3 op til ministeriets departement for drøftelse og fortolkning. Hedensted kommune fortsætter derfor dialogen med nationale parter på området såvel STUK.
Forvaltningen indstiller,
At eleverne fra Rask Mølle og Løsning Skolers specialundervisning først fra og med 8.kl tilbydes et nyt specialtilbud i regi Ungdomsskolen.
At Løsning Skoles specialundervisning går til og med 7.kl – herefter kan elever tilbydes skoletilbud i Rask Mølle special eller i regi af Ungdomsskolens skoletilbud.
At Rask Mølle Skole bevarer specialundervisning til og med 9.kl
At udvalg for Læring anbefaler kommunalbestyrelsen at vedtage ovenstående ændringer i beslutningen fra maj 2021
Beslutning
Udvalget ønsker en ny sagsfremstilling på udvalgsmødet i marts, der tager højde for et fokus med fornyet dialog med STUK. Herunder skal der tages stilling til udskydelse af implementeringen og dermed en midlertidig fastholdelse af udskolings specialtilbud til og med 9.klasse i Løsning og Rask Mølle.
Bilag
10. Årets gang i Børn og FamilierKlik her for at folde ud og læse mere om Årets gang i Børn og Familier
Beslutningstema
Årlig gennemgang af indkomne underretninger, tilgang af sager og igangsatte foranstaltninger i Børn og Familier i 2022. Desuden information om udvikling og nye tiltag i afdelingen.
Det indstilles at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Orientering taget til efterretning.
11. Reformen Børnene FørstKlik her for at folde ud og læse mere om Reformen Børnene Først
Beslutningstema
Gennemgang af indhold og målsætninger i reformen Børnene Først samt orientering om Børn & Familiers foreløbig procesplan samt igangsatte aktiviteter ift. reformen.
Økonomi
Der pågår aktuelt forhandlinger om statstilskud til kommunerne ifm reformen som led i Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT).
Historik
Den 11. maj 2021 indgik et flertal i Folketinget en ny reform for udsatte børn og unge. Af den endelige aftaletekst fremgår:
Med en ny Barnets Lov ønsker partierne at stadfæste et tidssvarende børnesyn, der både i lovgivning og praksis skal sikre, at børn ses i deres egen ret, får flere rettigheder, og at rettighederne og barnets stemme får større betydning i sagsbehandlingen. Børns retssikkerhed skal prioriteres, og de skal opleve et børnevenligt system, der møder dem med en målrettet og sammenhængende indsats.
Den nye lovgivning forventes fremsendt til første behandling i februar 2023. Endelig lovtekst og gyldighedsdato er derfor ikke kendt.
Sagsfremstilling
Med reformen Børnene Først er der lagt op til, at vi som kommune skal hjælpe udsatte børn og familier tidligere og bedre end i dag.
Som kommune står vi over for en stor omstillingsproces med implementering af ny lovgivning, udvikling af nye metoder, ændring af praksis samt nye og ændrede dokumentationskrav.
På mødet gennemgås reformens indhold og målsætninger samt Børn & Familiers foreløbige procesplan og igangsatte aktiviteter.
Forvaltningen indstiller,
At orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Orientering taget til efterretning.
12. Handleplan for balance mellem almen og specialKlik her for at folde ud og læse mere om Handleplan for balance mellem almen og special
Beslutningstema
Der skal tages stilling til et forslag til handleplan for balance mellem almen- og specialområdet i Hedensted Kommune.
Historik
Udvalget for Læring behandlede på møde den 2. maj 2022 under pkt. 37 Status på udvikling i skolernes segregerede specialundervisning. Udvalget besluttede, at der skulle udarbejdes en samlet plan for Læring.
Med Kommunalbestyrelsens 1. behandling af budget 2023 den 21. september 2022 indgik 'Reduktionsforslag nr. LÆ0' hvor øgede udgifter på 14,7 mio. til segregerede specialtilbud blev beskrevet.
Den 5. december 2022 godkendte Udvalg for Læring et kommissorium for balance imellem almen og special, hvor der blev peget på en række fokusområder.
Den 23. januar 2023 var der en temadag for Udvalg for Læring med fokus på balance imellem almen og special. Her blev udfordringsbilledet på området udfoldet, og der blev peget på mulige veje, anbefalinger og tiltag, der kan understøtte den rette balance imellem almen- og specialområdet. Udkast til handleplan for balance imellem almen og special er udarbejdet på baggrund af drøftelser i Udvalg for Læring og på temadagen.
Sagsfremstilling
Der er udarbejdet et forslag til en handleplan for balance imellem almen- og specialområdet i Læring. Handleplanen udfolder fokusområderne fra kommissoriet (jf. mødet 5.12.2022) og indeholder anbefalinger og tiltag som led i den videre proces med at udvikle stærkere og endnu mere inkluderende fællesskaber samt sikre ressourcer til mere varierede og tilpassede læringsmiljøer.
I Handleplanen beskrives først de anbefalinger og tiltag, der omhandler hele Læring i Hedensted Kommune. Dernæst udfoldes fokusområder og anbefalinger for dagtilbudsområdet og til sidst beskrives fokusområder og anbefalinger ift. de fire skolespecifikke fokusområder vedr. kompetenceudvikling, understøttende systemer, differentierede læringsmiljøer og økonomi.
Som bilag til handleplanen er det slidemateriale, der blev gennemgået på temadagen den 23. januar 2023, hvor udviklingen på specialområdet på landsplan og i Hedensted Kommune er udfoldet. Enkelte slides er fjernet, da der er tale om så få enkelte cpr. numre, at det er personhenførbart.
Forvaltningen indstiller,
at forslag til Handleplan for balance imellem almen og special drøftes og godkendes.
Beslutning
Handleplanen for balance imellem almen og special er drøftet og godkendt. Dorrit Haulrich og Birgit Jakobsen tager forbehold. Der ønskes en status på udvalgsmødet i september i forhold til handleplanens initiativer.
Bilag
- BILAGBilag balance imellem almen og special. Slides fra temadag udvalg for Læring 23.1.2023
- BILAGSamlet handleplan for balance mellem almen og special i Læring. Godkendt 30.1.2023
13. Kapacitet vidtgående specialskoletilbudKlik her for at folde ud og læse mere om Kapacitet vidtgående specialskoletilbud
Beslutningstema
Der skal politisk tages stilling til etablering af vidtgående specialskoletilbud i Hedensted Kommune.
Økonomi
Der er ikke i investeringsoversigten for 2023 afsat midler til dette formål. Eventuelle anlægsudgifter vil skulle finansieres inden for Udvalget for Lærings driftsramme.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Sagsfremstilling
Aktuelt har vi i Hedensted Kommune fået en udfordring, idet både Vejle og Horsens Kommuner har kapacitetsudfordringer på henholdsvis Skovagerskolen, Lundagerskolen og §32 dagtilbuddet Spiren. Både Vejle og Horsens Kommune har derfor meddelt, at deres egne borgere vil få førsteprioritet til ledige plader på de tidligere amtslige institutioner. Hedensted Kommune har igennem mange år haft 5-10 børn på Skovagerskolen i Vejle, 15-25 børn på Lundagerskolen i Horsens og 3-5 børn i Spiren i Horsens. Dermed står vi nu i den nye situation, hvor borgere fra Hedensted ikke kan få plads i disse institutioner. Dette får betydning for børn, der har behov for vidtgående specialpædagogiske indsatser. Målgruppen er børn med vidtgående udviklingsforstyrrelser og svære indlæringsvanskeligheder samt børn med varige og betydelige funktionsnedsættelser.
De kommunale samarbejdsforpligtigelser på dette område har sin oprindelse i intentionerne i opgaveflytningen fra amter til kommuner som følge af strukturreformen. Det fulgte af Aftale om strukturreform af juni 2004 vedr. specialundervisning, ”at kommuner, der ikke selv råder over et relevant tilbud, kan købe specialundervisningspladser f.eks. på skoler i andre kommuner, i regionerne eller bruge private tilbud”. Aftalen blev udmøntet i Lov nr. 541 af 24. juni 2005 om forpligtende kommunale samarbejde og Lov nr. 592 af 24. juni 2005 om ændring af lov om folkeskolen. Ansvaret for den vidtgående specialundervisning overgik i 2007 til kommunerne. Opgaveflytningen skulle aftales på en måde, der sikrede fortsat drift af de amtslige institutioner på en måde, der var økonomisk retfærdig for såvel leverandør/værtskommuner som for bestiller/brugerkommuner. Derfor blev der indgået bindende aftaler mellem kommunerne, der skulle sikre dette. Samtidig var det nødvendigt, at et antal kommuner med et tilstrækkeligt befolkningsunderlag lavede fælles forpligtende samarbejder om specialtilbud på undervisningsområdet herunder drift af specialskoler. For at sikre kommunernes forsyningsforpligtigelse med hensyn til undervisningspladser med de nødvendige specialistkompetencer, blev der lagt op til, at kommunerne indgik i frivilligt forpligtende samarbejde i netværk. Intentionerne i Aftale om strukturreform og de samarbejdsforpligtigelser, der fulgte med, er blevet efterlevet indtil nu, hvor kapacitetsudfordringer ikke giver plads til det store antal børn, der har behov for disse tilbud.
I Horsens Kommune blev det på møde i Skole-, Unge- og Uddannelsesudvalget 19. december 2022 besluttet, at det tidligere gymnasium Højen skal anvendes til specialskole og specialdagtilbud. Dette med baggrund i, at skolen dimensioneres til et stigende antal segregerede elever. Af sagen fremgår: "Lundagerskolens elevtal er over de seneste 4-5 år steget betydeligt fra 85 elever i skoleåret 2017/2018 til 125 elever i indeværende skoleår. Det forventes, at antallet af segregerede elever fortsat vil stige i de kommende år. Samtidig efterspørger andre kommuner, særligt nabokommunerne Hedensted og Odder, pladser på Lundagerskolen og i Spiren. Grundet kapacitetsudfordringer har det dog i de seneste år ikke være muligt at tilbyde det antal pladser, som andre kommuner har efterspurgt." og videre "Den første fase forventes projekteret og etableret i 2023-2025. Fase to af ombygningen af Højen 1 vil blandt andet omfatte ombygning til specialdagtilbud. Igangsættelsen af fase to er endnu ikke fastlagt og er afhængig af prioriteringen af den samlede anlægsramme for kapacitetsudvidelse på Skole-, Unge- og Uddannelsesudvalgets samt Børne- og Dagtilbudsudvalgets område."
Til skoleåret 2023-24 har vi fra Hedensted Kommune 10 børn i målgruppen til Skovagerskolen/Lundagerskolen og 3 børn i målgruppen til Spiren. I de efterfølgende år forventes årligt op til 3-5 børn i målgruppen til Skovagerskolen/Lundagerskolen og tilsvarende op til 5 børn i målgruppen til Spiren.
I den aktuelle situation og på baggrund af dialog med henholdsvis Vejle og Horsens Kommune ser forvaltningen det nødvendigt at udvide den interne kapacitet og målgruppen i et af Hedensted Kommunes egne specialtilbud.
Forvaltningen anbefaler en tidsbegrænset udvidelse af målgruppen i Barrit Skoles specialklasser. Dette begrundes i, at specialtilbuddet i Barrit er bedst gearet til opgaven, da der i forvejen er ansat personale med de rette specialpædagogiske og sundhedsfaglig kompetencer. Der skal dog ansættes flere medarbejdere til opgaven, og der kan ikke forventes samme grad af specialistkompetencer og stordriftsfordele som i de tidligere amtslige tilbud. Endvidere skal der nødvendigvis foretages nogle bygningsmæssige tilpasninger. Samtidig bør nævnes, at det for børn i den vestlige del af kommunen vil give en længere transporttid.
Forvaltningen indstiller,
At der arbejder videre med udvidelse af kapacitet og målgruppe i Barrit Skoles specialtilbud.
At der på møde i marts fremlægges et overslag over pris for de nødvendige bygningstilpasninger.
Beslutning
Indstilillingen godkendt. I et udviklingsperspektiv bør der overvejes at kombinere det med et aflastningstilbud.
14. Udvælgelse af emner til Kommunalbestyrelsens første årige afrapportering på Kommunalbestyrelsens StrategiKlik her for at folde ud og læse mere om Udvælgelse af emner til Kommunalbestyrelsens første årige afrapportering på Kommunalbestyrelsens Strategi
Beslutningstema
Drøftelse af, hvilke handlinger/indsatser fra udvalgsområdet det er relevant at lade indgå i Kommunalbestyrelsens første årige afrapportering på kommunalbestyrelsens strategi.
Økonomi
sag drøftet og forslag tages med i det videre arbejde.
Historik
Det er som en del af Kommunalbestyrelsens Strategi 2022-2025 besluttet, at der i Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelse skal ske en løbende, datainformeret opfølgning samt én årlig mere omfattende opfølgning både kvalitativt og kvantitativt på strategien.
Det er den årlige mere omfattende opfølgning (afrapportering) som denne sagsfremstilling omhandler. Dvs. en årlig, samlet ’temperaturmåling ’, som giver Kommunalbestyrelsen et godt indblik i 1) hvilke handlinger, indsatser, projekter mv. der samlet set er sat i gang i kommunen, der understøtter strategiens intentioner samt 2) en status på udviklingen.
Der var på samtlige udvalgsmøder i januar 2023 en orienteringssag på dagsordenen vedr. arbejdet med udvikling af indhold til den første årlige afrapportering. Her blev der orienteret om, at der er nedsat en arbejdsgruppe, som er ansvarlig for at producere indholdet til den årlige afrapportering i juni 2023. Samt at der skal arbejdes med input fra udvalgene til dette på februar udvalgsmøderne.
Sagsfremstilling
De enkelte udvalg skal bidrage til at kvalificere indholdet i den første årlige afrapportering til Kommunalbestyrelsen. På mødet vil der derfor være en proces hvor
- Direktøren for området præsenterer et samlet overblik over udvalgets fokusområder, handlinger/indsatser knyttet til fokusområder samt hvordan der kan måles på handlinger/indsatser (hvordan ved vi, at vi er på rette vej). Se bilag.
- Udvalget peger på hvilke handlinger/indsatser fra udvalgsområdet, der er relevante at lade indgå i den første årlige afrapportering (relevant ind i det fælles overblik) samt, hvordan der kan måles på handlingerne/indsatserne (tal, fortællinger, kvalitativ, kvantitativt mv.)
På baggrund af input fra samtlige udvalgsmøder, vil der blive udarbejdet en første skitse til, hvad der kan indgå i afrapporteringen.
Der vil være materiale tilgængelig på mødet, som understøtter drøftelsen.
Forvaltningen indstiller,
At der sker en drøftelse af overblikket over fokusområder og de handlinger/indsatser, der er knyttet til fokusområderne, samt hvordan der kan måles på handlinger/indsatser.
At udvalget peger på, hvilke handlinger/indsatser fra udvalgsområdet, det er relevant at lade indgå i den første årige afrapportering på Kommunalbestyrelsens Strategi 2022-25.
Beslutning
Sagen er drøftet. Forslag tages med i det videre arbejde.
Bilag
15. Til orienteringKlik her for at folde ud og læse mere om Til orientering
Beslutningstema
Til orientering:
- Lukket sag retssag
Beslutning
orientering taget til efterretning
16. Godkendelse af referatKlik her for at folde ud og læse mere om Godkendelse af referat
Beslutningstema
Referatet godkendes digitalt.
Beslutning
.