Udvalget for Læring - Dagsordener og referater
Mødedato: 8. august 2022
Mødested: Hedensted Rådhus mødelokale
Dagsordenpunkter
57. Status på specialtilbud under Ungdomsskolens heltidsundervisningKlik her for at folde ud og læse mere om Status på specialtilbud under Ungdomsskolens heltidsundervisning
Beslutningstema
Orientering om status på sammenlægning af dele af udskolingernes specialtilbud på skoleområdet under Ungdomsskolens heltidsundervisning samt etablering af det kommende specialtilbud i Ungdomsskolen.
Økonomi
Sagsfremstillingen kræver ikke ekstra økonomi tilført, idet økonomi for elevtal i specialtilbuddet er inden for det gældende takstgrundlag for specialtilbud.
Derudover behandlede Udvalget for Læring på møde 4. april 2022 Anlægsbevilling til ombygning og renovering af Ungdomsgården. Det blev besluttet at godkende en anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 4.400.000 til det nye specialtilbud i Ungdomsskolen.
Historik
Kommunalbestyrelsen behandlede på møde 28.april 2021 Ændret specialklassestruktur for udskolingselever. Her besluttede kommunalbestyrelsen at samle udskolingseleverne fra specialklasserne fra Rask Mølle Skole og Løsning Skole i Ungdomsskolens heltidsundervisning.
Det nye specialtilbud i Ungdomsskolen har hjemmel i ungdomsskolelovgivningen, hvilket giver bedre mulighed for alternative lektionsopdelinger, holddannelse og understøttende aktiviteter, såvel som aktiv brug af praktikker og praksislæring som en vej til videre uddannelse og/eller beskæftigelse.
Eleverne i Ungdomsskolens specialtilbud har forskelligartede forudsætninger og udfordringer. Kerneopgaven i Ungdomsskolens specialtilbud kræver derfor et mere differentieret undervisningsbegreb, som har fokus på både det faglige, sociale og personlige perspektiv. Formålet med denne organiseringsproces er bl.a. at bidrage med flere muligheder for at arbejde mere målrettet med overgangen til uddannelse og/eller job under den mere fleksible ungdomsskolelovgivning. Dette sker med en trinvis sammenlægningsproces, som får fuld gennemslag til skoleåret 23/24.
Sagsfremstilling
Som en del af sammenlægningsprocessen er der udarbejdet en Masterbeskrivelse for det nye specialtilbud, som udgør det pædagogiske værdigrundlag og grundlæggende ramme for tilbuddet. Der ønskes med Masterbeskrivelsen at give Udvalget for Læring en orientering og status på sammenlægningen af dele af udskolingernes specialtilbud og etableringen af det kommende specialtilbud i Ungdomsskolen.
Masterbeskrivelsen indeholder bl.a.: Juridisk og pædagogisk grundlag, Målgruppebeskrivelser, Økonomi, Samarbejdsaktører -og aktiviteter. Se bilag ’Masterbeskrivelse af Ungdomsskolens specialtilbud’.
Masterbeskrivelsen bliver specialtilbuddets fremadrettede retningslinje, dels i forhold til visitation af elever, og dels til at sikre tilbuddets kvalitet, løbende udvikling og vedligehold.
På mødet gives en status på etablering af specialtilbuddet og den fremadrettede proces.
Kommunikation
Ungdomsskolens bestyrelse orienteres om Udvalgets drøftelse og beslutning.
Forvaltningen indstiller,
at | Masterbeskrivelse for Ungdomsskolens specialtilbud godkendes. |
Beslutning
Masterbeskrivelse godkendt.
Bilag
- BILAGMasterbeskrivelse af Ungdomsskolens specialtilbud
- BILAGOplæg Masterbeskrivelse og status på sammenlægning
58. Skoleudviklingssamtaler Klik her for at folde ud og læse mere om Skoleudviklingssamtaler
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, hvordan opgaven med skoleudviklingssamtaler i Hedensted Kommune skal struktureres.
Økonomi
Intet.
Sagsfremstilling
Folkeskoleforligskredsen indgik den 29. oktober 2021 en aftale om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen. Herunder, at elevplaner og kvalitetsrapporter afskaffes.
I forbindelse med kvalitetsrapportens afskaffelse er der i Folkeskoleloven blevet indført krav om obligatoriske skoleudviklingssamtaler mellem skole og kommunalbestyrelse med virkning fra skoleåret 22/23. Folkeskolelovens §40 a:
"Kommunalbestyrelsen gennemfører årligt en skoleudviklingssamtale med skolens leder. I samtalen inddrages resultaterne fra obligatoriske test, jf. § 13 a, status på eventuelle udviklingsplaner, jf. § 57 d, stk. 3, og handlingsplaner, jf. § 57 d, stk. 4, og opfølgning på tidligere skoleudviklingssamtaler."
I Hedensted Kommune har Læring i Skolen hidtil afholdt årlige dialogsamtaler med hver skole omkring skolernes resultater, udviklingsplan osv. I forbindelse med den politisk aftale om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem blev kvalitetsrapporten afskaffet og erstattet af skoleudviklingssamtaler.
Kommunalbestyrelse skal jf. Vejledning vedr. skoleudviklingssamtaler årligt afholde en samtale med skolelederne ved samtlige skoler i kommunen (se bilag). Denne opgaven kan dog jf. vejledningen uddelegeres til forvaltningen:
Kommunalbestyrelsen kan vælge at delegere opgaven med at gennemføre samtaler med skolelederne til et politisk udvalg, den kommunale forvaltning eller til skolebestyrelserne. Opgaven kan dog ikke delegeres fuldt ud til skolebestyrelsen. Dette skyldes, at formålet med skoleudviklingssamtalen ikke kan indfries, hvis samtalerne udelukkende bliver en intern dialog på skolen. Det betyder, at enten kommunalbestyrelse, et politisk udvalg eller forvaltning må være repræsenteret ved samtalen, og i praksis vil deltagelsen ofte være uddelegeret til forvaltningen.
På mødet drøftes fremtidig praksis vedr. skoleudviklingssamtaler i Hedensted Kommune.
Kommunikation
Skolelederne informeres om udvalgets beslutning.
Lovgrundlag
LOV nr 882 af 21/06/2022 vedr. Folkeskoleloven §40a
Forvaltningen indstiller,
at | Kommunalbestyrelsen uddelegerer opgaven med skoleudviklingssamtalerne til Læring i Skolen (forvaltningen). |
at | Læring i Skolen præsenterer Udvalg for Læring for den endelige form på udviklingssamtalerne i efteråret 2022. |
Beslutning
Udvalget for Læring anbefaler indstilling godkendt og sagen videresendes til Kommunalbestyrelsen til endelig beslutning.
Bilag
59. Facilitetsplan for Skoler og Daginstitutioner 2023-2032Klik her for at folde ud og læse mere om Facilitetsplan for Skoler og Daginstitutioner 2023-2032
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til facilitetsplaner for dagtilbud og skoler.
Økonomi
På baggrund af forarbejde vedr. bygningsanalyse, kloge kvadratmeter og aktuel bygningsgennemgang konkluderer Facilitetsplan for Skoler og Daginstitutioner 2023-2032 et behov for politisk prioritering af anlægsmidler til nødvendigt vedligehold, indhentning af efterslæb samt bygningsudvikling.
Den nuværende kommunale bygningsmasse i dagtilbud og skoler vil i et 10årigt perspektiv nødvendiggøre en kommunal anlægsudgift på 402 mio. kr.
Facilitetsplan for Skoler og Daginstitutioner 2023-2032 konkluderer et behov for en årlig anlægsramme på 40,2 mio. kr. Driftsmæssigt vil der ved realisering af planerne for de enkelte institutioner være en årlig driftsbesparelse som følge af arealmæssige overskud, og dermed en mulighed for optimering af brugen af bygningerne i form af fortætning og nedrivning, eller øgede bygningsfællesskaber.
Der er ikke afsat midler i budgettet til facilitetsplanerne og/eller anlægsmidler til det omtalte vedligehold, indhentning af efterslæb samt bygningsudvikling. Manglende finansiering skal behandles under de kommende budgetforhandlinger for 2023.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
På møde den 7. juni 2021 behandlede Udvalget for Læring punkt 49 vedr. Input til anlægsprioritering Budgetforslag 2022-2025 med den beslutning, at Udvalget ønskede at støtte 10-årsplaner for alle skoler og dagtilbud, som det anbefales i bygningsanalysen. Der blev ønsket en beregning på det årlige anlægsbehov til vedligehold med udgangspunkt i analysen.
På møde d. 9. august 2021 behandlede Udvalget for Læring punkt 57 vedr. 10-årsplan for vedligehold, efterslæb og bygningsudvikling med den beslutning, at Udvalget ønskede, at vi udvikler os ud af efterslæbet med principperne for kloge kvadratmeter. Udvalget tog ønsket om en 10-årsplan svarende til 380 mio. kr. med i investeringsoversigten. Med budget 2022 blev der ikke afsat anlægsmidler til 10-årsplaner for vedligehold, efterslæb og bygningsudvikling.
På møde den 1. november 2021 behandlede Udvalget for Læring punkt 87 vedr. 10-årsplaner for skoler og dagtilbud med den beslutning, at et arbejde med at lave 10 årsplaner for daginstitutioner og skoler skulle igangsættes, da der i en årrække ikke har været afsat økonomi nok til driften af bygningerne i Læring. Det viser sig som slidte og utidssvarende ejendomme, som bliver mere og mere omkostningstunge at bringe tilbage på et acceptabelt niveau.
Sagsfremstilling
Forvaltningen fremlægger hermed 'Facilitetsplan for Skoler og Daginstitutioner 2023-2032' udarbejdet af et tværgående team af nøglemedarbejdere i Ejendomme og Service, Læring og arkitektfirmaet Gorm Nielsen m.a.a.
Facilitetsplan for Skoler og Daginstitutioner 2023-2032 er opbygget i to bilag/afsnit:
- Afsnit I - Økonomi og tidsplan, der redegør for baggrunden for facilitetsplanen og bilag 1.0 og 2.0 med de samlede anlægsudgifter, der følger af de udarbejdede forslag til bygningsforbedringer for de enkelte skoler og daginstitutioner.
- Afsnit II - Bygningsgennemgang, indeholder en gennemgang af fokusområder, der er relevante for vurderingen af skolernes og daginstitutionernes fysiske rammer. Dernæst den udarbejdede facilitetsplan for hver enkelt skole og for hver af de i skoledistriktet beliggende daginstitutioner.
Afsnit I - Økonomi og tidsplan
Her redegøres for processen frem mod facilitetsplanernes tilblivelse, kobling til prognoser og kapacitet, kloge kommunale kvadratmeter og økonomi. For hver enkelt skole og daginstitution er udarbejdet overslag over de udgifter, der følger af Facilitetsplanens forslag til bygningsforbedringer. De udarbejdede overslag er koordineret med Ejendomme og Service og indeholder alle håndværkerudgifter mv. samt udgifter til det af Ejendomme og Service registrerede behov for indvendigt vedligehold i det pågældende område. Her fremgår de samlede udgifter for de enkelte skoler og daginstitutioner og for Hedensted Kommune i alt. Anlægsudgifter følger af de i Facilitetsplanen foreslående bygningsforbedringer og det af Ejendomme og Service registrerede vedligeholdelsesefterslæb.
Samlet økonomi vedr. nuværende bygningsmasse summerer op til:
- Daginstitutioner i alt 76,5 mio. kr.
- Skoler i alt 325,5 mio. kr.
Afsnit II - Bygningsgennemgang
Vedr. folkeskoler efter bygningsgennemgang: Fleksibilitet og multifunktionalitet skal være kendetegnende for skolernes rammer. De skal såvel i skoledagen som uden for skoletid have forskellige funktioner til glæde for elever, ansatte og beboere i lokalområdet og bidrage til bevægelse, leg, liv og læring på skolens arealer på alle tider af dagen. Skolernes rammer skal skabe rum til en varieret skoledag invitere og inspirere til bevægelse samt læring gennem kreativ og innovativ tænkning, og læringsprocesser med udgangspunkt i problemløsning og eksperimenterende aktiviteter.
Renovering, om- og tilbygning af eksisterende skoler skal ske med afsæt i fleksibel udnyttelse af eksisterende faciliteter. Udformning af skolens bygninger og arealer kan variere ift. den enkelte skoles størrelse, behov, muligheder mv. Fælles er dog ambitionen om, at skolens bygninger og arealer understøtter en varieret skoledag, som styrker elevernes indlæring og trivsel. Skolens bygninger og arealer skal understøtte at undervisningen kan struktureres, så den består af varierede og differentierede læringsformer, og der arbejdes med både praktiske og teoretiske sider af læring i alle fag. Eleverne skal gøres i stand til at omsætte teoretisk viden til konkrete produkter, ligesom der arbejdes med elevernes generelle udvikling og motivation for læring.
Vedr. daginstitutioner efter bygningsgennemgang: Daginstitutionerne er indarbejdet i facilitetsplanen under det skoledistrikt de tilhører. For hver daginstitution gives en beskrivelse af de eksisterende forhold, således som de fremstår i foråret 2022 og der er udarbejdet forslag til bygningsforbedringer hvor der er fundet behov herfor. Efterfølgende beskrives en række pædagogiske betragtninger for indretning og indhold af moderne daginstitutioner. Efterfølgende gennemgås de mere håndgribelige forhold, der ligger til grund for vurderingen af de enkelte daginstitutioner.
De fysiske rammer i dagtilbuddene er tæt forbundet med den pædagogiske hverdag som børn møder hver dag. Bygninger og indretning skal understøtte det pædagogiske læringsmiljø hele dagen og danne grundlag for en alsidig måde at arbejde med den pædagogiske læreplan. Rummet har betydning for, hvad der kommer til at foregå, og hvilke muligheder der skabes for børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. I dagtilbuddet er rummet den tredje pædagog og skal signalere og invitere til udforskning, fordybelse og leg, og dermed bidrage til at børn får mod på livet og lyst til læring.
Kommunikation
Bestyrelser i dagtilbud og skoler informeres om de udarbejdede facilitetsplaner.
Forvaltningen indstiller,
at | Udvalg for Læring indstiller til Kommunalbestyrelsen, at Facilitetsplan for Skoler og Daginstitutioner 2023-2032 tages til efterretning. |
at | konklusioner og prioriteringer indgår i de videre budgetforhandlinger. |
Beslutning
Udvalget indstiller til Kommunalbestyrelsen, at facilitetsplanerne tages til efterretning og, at konklusioner og prioriteringer indgår i de videre budgetforhandlinger.
Bilag
- BILAGHedensted Kommune_Fysiske Udviklingsplaner for Skoler og Daginstitutioner_Afsnit I
- BILAGHedensted Kommune_Fysiske Udviklingsplaner for Skoler og Daginstitutioner_Afsnit II
60. Månedsopfølgning maj 2022Klik her for at folde ud og læse mere om Månedsopfølgning maj 2022
Beslutningstema
Orientering om, hvordan forbruget forventes at holde i forhold til budgettet
Økonomi
Fremgår under sagsfremstilling
Sagsfremstilling
Maj-opfølgningen viser, at de korrigerede budgetter under ét forventes overholdt.
Sammenholdt med seneste opfølgning for april måned er der sket en mindre forbedring af driftsresultatet, som skyldes en mere positiv forventning på årsresultatet på Social Omsorgs område. For øvrige områder er der stort set tale om uændrede forventninger til resultatet for 2022.
På anlægsområdet er der ikke ændringer siden seneste månedsopfølgning. Der henvises dog til sag 142 om stigende priser.
Likviditeten efter kassekreditreglen kan ultimo maj opgøres til 270 mio. kr., hvilket er en marginal forbedring på 3 mio. kr. siden april-opgørelsen.
Forvaltningen indstiller,
at | Udvalget drøfter månedsopfølgningen inden for eget område og tager den til efterretning. |
Beslutning
Månedsopfølgning taget til efterretning.
Bilag
62. Til orientering Klik her for at folde ud og læse mere om Til orientering
Beslutningstema
Til orientering.
- 50 års jubilæum i Tandplejen den 11.11.2022.
- Datatilsynets afgørelse i sagen om chromebooks i Helsingør og eventuelle konsekvenser i Hedensted Kommune
- Oktober mødet i udvalget falder sammen med budgetforhandlinger. Drøftelse af alternativ mødedato. Onsdag den 5.10. foreslås.
Beslutning
Orientering taget til efterretning. Udvalgsmødet i oktober flyttes til 5.10.
63. Godkendelse af referatKlik her for at folde ud og læse mere om Godkendelse af referat
Beslutningstema
Referatet godkendes digitalt.
Beslutning
Godkendt.