Udvalget for Læring - Dagsordener og referater 2018-2021
Mødedato: 1. marts 2021
Mødested: Mødelokale 3 og 4 Hedensted Rådhus
Dagsordenpunkter
14. UngeprofilundersøgelsenKlik her for at folde ud og læse mere om Ungeprofilundersøgelsen
Beslutningstema
Præsentation af udvalgte kommunale resultater fra Ungeprofilundersøgelsen.
Sagsfremstilling
Ungeprofilundersøgelsens formål er at bidrage til at skabe de bedste betingelser for et godt ungeliv. Undersøgelsen skal give kommuner og uddannelsesinstitutioner en aktuel viden om unges trivsel, sundhed, livsopfattelse og livssituation og bidrager dermed til at styrke den forebyggende indsats i og på tværs af landets kommuner.
I perioden 1. nov.-15. dec. 2020 er undersøgelsen gennemført for 7.-9. kl. fra kommunens skoler samt As Friskole, Bøgballe Friskole og Vejlefjordskolen med i alt 1.463 besvarelser. Resultaterne sammenlignes med 35.612 besvarelser fra de i alt 35 deltagende kommuner på landsplan.
Undersøgelsen er gennemført af BørnUngeLiv.dk. Udvalgte kommunale resultater præsenteres for Udvalg for Læring. Udover en Pixi-udgave med udvalgte resultater og tidlige hovedtendenser vedhæftes kommunerapporten differentieret på 7., 8. og 9. årgang samt en samlet kommunerapport sammenholdt med de 35 kommuner.
Grethe Rieber Dam, leder af Ungdomsskolen og Lone Toft Jensen, SSP koordinator vil præsentere resultaterne på mødet.
Administrationen indstiller,
At orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Orientering taget til efterretning. Ungeprofilundersøgelsen foreslået drøftet på et kommende dialogmøde i Byrådet.
Bilag
- BILAGPIXI Ungeprofilundersoegelsen 2020-2021 Hedensted Kommune rev. 2
- BILAGUngeprofilundersøgelsen 2020-2021 kommune og land
- BILAGUngeprofilundersøgelsen 2020-2021 Kommune 7-8-9
15. Fastsættelse af måltal for søgningen til ungdomsuddannelserneKlik her for at folde ud og læse mere om Fastsættelse af måltal for søgningen til ungdomsuddannelserne
Beslutningstema
Fastsættelse af måltal for søgningen til ungdomsuddannelserne.
Historik
Byrådet besluttede på møde den 24. februar 2016 en række målsætninger som led i Masterplan for Uddannelse og Job. Dermed skærpede Byrådet de nationale uddannelsespolitiske mål til:
- at alle elever udarbejder en realistisk og målrettet uddannelses-, job- og karriereplan inden afgang fra grundskolen
- at 93 pct. af en årgang er i gang med en ungdomsuddannelse 15 mdr. efter afsluttet 9. klasse.
- at 27 pct. af en årgang i Hedensted vælger en erhvervsuddannelse umiddelbart i forlængelse af grundskolen (nationalt mål var dengang 25 pct.).
Sagsfremstilling
Med EUD-aftalen fra november 2018 blev det ved lov besluttet, at alle kommuner skal fastsætte måltal for søgning til ungdomsuddannelserne. EUD-aftalen indeholder mere end 90 initiativer på både folkeskole- og erhvervsuddannelsesområdet, der adresserer behovet for flere faglærte i fremtiden.
Kommunerne skal udarbejde lokale måltal for søgning til ungdomsuddannelserne og præsentere disse samt de seneste års søgetal til ungdomsuddannelserne på kommunens hjemmeside. Kommunalbestyrelsen skal én gang årligt fastsætte måltal for søgningen til ungdomsuddannelserne for elever i 9. og 10. klasse. Måltallene skal fastsættes i tre kategorier:
- Erhvervsuddannelserne, både eud og eux
- Gymnasiale uddannelser, både 2- og 3-årige
- Øvrige
Der arbejdes i Hedensted med en række initiativer, som både har til formål at øge andelen af unge i ungdomsuddannelserne, og en række initiativer rettet mod at styrke søgningen til erhvervsuddannelserne.
Statistik over søgning til de forskellige ungdomsuddannelser kan læses på kommunens hjemmeside. I 2020 var fordelingen:
- 26,9 pct. Erhvervsuddannelserne, både eud og eux
- 63,8 pct. Gymnasiale uddannelser, både 2- og 3-årige
- 9,3 pct. Øvrige (forberedende tilbud)
De nationale målsætninger for søgningen til ungdomsuddannelser er ambitiøse. 30 pct. skal vælge en erhvervsuddannelse i direkte forlængelse af 9. eller 10. klasse i 2025. Måltallene for Hedensted Kommune bør være både ambitiøse og realistiske.
Administrationen foreslås følgende måltal for søgningen til ungdomsuddannelserne i 2022:
- at 28 pct. af en årgang starter på en erhvervsuddannelse umiddelbart i forlængelse af grundskolen.
- at 64 pct. af en årgang starter på en gymnasiale uddannelser umiddelbart i forlængelse af grundskolen.
- at højst 8 pct. af en årgang starter i øvrige forberedende tilbud umiddelbart i forlængelse af grundskolen.
Lovgrundlag
Bekendtgørelse af lov om kommunal indsats for unge under 25 år (LBK nr 1301 af 04/09/2020)
Administrationen indstiller,
At fastsættelsen af måltallet godkendes og herefter offentliggøres på kommunens hjemmeside
Beslutning
Indstillingen er godkendt.
16. Årets gang i Børn og FamilieKlik her for at folde ud og læse mere om Årets gang i Børn og Familie
Beslutningstema
Gennemgang af årsstatistik for underretninger og foranstaltninger, herunder forebyggende foranstaltninger og anbringelser i Børn og Familier 2020.
Sagsfremstilling
Årlig gennemgang af indkomne underretninger, tilgang af sager og igangsatte foranstaltninger i Børn og Familier. Desuden information om udvikling og nye tiltag i afdelingen.
Administrationen indstiller,
At orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Orientering er taget til efterretning.
17. Organisering af tilsyn og vedligeholdelse af legepladserKlik her for at folde ud og læse mere om Organisering af tilsyn og vedligeholdelse af legepladser
Beslutningstema
Der skal tages stilling til forslaget om udbedring, vedligehold og ny organisering af det fremadrettede tilsyn samt meddelelse af anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 3 mio. kr. vedr. legepladspulje.
Økonomi
Der søges om anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 3 mio. kr. til legepladspulje. Udgiften finansieres som en del af de prioriterede projekter i Budgetaftalen 2021-2024.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Historik
Med budgetforlig for 2021 blev det besluttet, at der reserveres midler til en legepladspulje på 3 mio kr., som vil blive disponeret i overensstemmelse med den igangværende legepladsundersøgelse.
Efter en tragisk legepladsulykke blev det tydeligt, at der er brug for at forstærke det løbende og årlige tilsyn med legepladserne i kommunen. Tidligere kontraktholder havde lavet årligt tilsyn kort før ulykken, men efter ulykken og gennemgang af legepladsen konstaterede forvaltningen, at der var behov for en ny ekstern gennemgang af alle legepladser, og en anden ekstern legepladsinspektør blev indkøbt til opgaven. Efter fornyet gennemgang viste der sig en lang række behov for udbedringer, som ikke tidligere var blevet identificeret. Udbedringerne har betydet og vil betyde en stor merudgift på skoler og institutioner.
Kontrakten med tidligere kontraktholder er opsagt, og der skal derfor indgås en ny aftale.
Vedligeholdelse af indvendige og udvendige arealer har hidtil været en del af driftsbudgettet. Med det store efterslæb, som nu er konstateret, vil en stor del af anlægsbevillingen gå til udbedringer. Der er dog også brug for at afsætte en del af midlerne til at få etableret et forstærket tilsyn.
Sagsfremstilling
Vedr. udbedringer og vedligehold
Resultatet af legepladsundersøgelsen viser, at der er behov for en lang række udbedringer med store merudgifter til følge for skoler og institutioner. Med det store efterslæb, som legepladsundersøgelsen konstaterer, anbefaler administrationen, at der reserveres 2,1 mio. kr. til udbedringer. Dermed imødekommes det efterslæb, som legepladsundersøgelsen viser. Puljen placeres hos Læring. Tilsynets anmærkninger (lilla, gul og rød) skal udbedres eller legeredskaber skal fjernes.
Administrationen vil i juni måned opgøre de faktiske udgifter til udbedring, hvorefter de 2,1 mio. kr. fordeles forholdsmæssigt, så alle skoler og institutioner får dækket en andel af udgifterne.
Desuden udarbejdes nye principper til godkendelse af nyetablering. Ved nyetablering skal det fx. dokumenteres, at der er afsat økonomi til vedligeholdelse. Når der laves noget nyt på en legeplads, skal det være en del af en helhedsplan.
Vedr. tilsyn
Af bygningsreglementets vejledning om legepladser fremgår det, at ”Ejeren bør foranledige, at der bliver udført en rutinemæssig visuel inspektion på dagligt eller ugentligt basis eller efter behov, samt en driftsinspektion med et mellemrum på 1-3 måneder. Ejeren bør dernæst foranledige, at der bliver udført årlig hovedinspektion af en certificeret legepladsinspektør eller anden kompetent person.”
Med den seneste legepladsundersøgelse er det blevet tydeligt, at vi har brug for at forstærke det årlige og løbende tilsyn med legepladserne i kommunen.
Som det fremgår af ovenstående bør tilsynet med kommunes legepladser bestå af et årligt, et kvartalsvis og et rutinemæssigt tilsyn.
Administrationen foreslår:
- at vi i 2021 igen anvender anden ekstern legepladsinspektør til det årlige tilsyn, for herved at kunne vurdere, om manglerne er udbedret samtidig med, at erfaring indsamles til udformningen af et fremtidigt udbud. Det årlige tilsyn vurderes at blive 120.000 kr. dyrere end hidtil.
- at det kvartalsvise tilsyn centraliseres, således opgaven placeres hos Team Ejendom og tilsynet udføres af Materialegaarden. Hertil etableres en koordinatorfunktion. Første kvartalseftersyn foretages af ekstern legepladsinspektør, så Team Ejendom kan organisere opgaven og den rette oplæring og uddannelse af tilsynsførende kan finde sted.
- at det rutinemæssige tilsyn fortsat er institutionens ansvar, hvortil der udarbejdes et dokumentationsredskab.
Udgift til forstærket tilsyn vil udgøre 900.000 kr. i 2021 og 2022. Administrationen foreslår, at Team Ejendom tilføres disse midler for at gennemføre tilsynsplan for 2021 og 2022 med efterfølgende evaluering. Efter den toårige prøveperiode tages stilling til en fremadrettet finansiering af området.
Andre forhold
Udestående opgave ifm. de offentlige legepladser koordineres mellem Team Ejendom og Fritid og Fællesskab.
Administrationen indstiller,
At forslag vedr. udbedring, vedligehold og ny organisering af det fremadrettede tilsyn godkendes.
At der indstilles til byrådet, at der meddeles anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 3 mio. kr.
Beslutning
Indstilling godkendt.
18. Ansøgning om opnormering af børnetallet i privatinstitutionen BøgehavenKlik her for at folde ud og læse mere om Ansøgning om opnormering af børnetallet i privatinstitutionen Bøgehaven
Beslutningstema
Der skal tages stilling til en ansøgning fra privatinstitutionen Bøgehaven af den 3. februar 2021 om godkendelse af øget antal børnehavebørn, så det godkendte børnetal går fra 68 til 76 børnehavebørn pr. 1. april 2021.
Økonomi
Hedensted Kommune er forpligtet til at yde driftstilskud til private daginstitutioner, såfremt disse lever op til kommunens godkendelseskriterier.
Tilskuddet til private børnehaver udgør i 2021 6.392 kr. måned / 76.704,- kr. pr år.
Tilskuddet udbetales over 12 måneder.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Sagsfremstilling
Lederen af Bøgehaven har via mail ansøgt om at ændre børnetallet med yderligere 8 børn på grund af stigende børnetal hen over foråret.
Kommunikation
Pladsanvisningen, Økonomi og Bøgehavens leder skal informeres om beslutningen i Udvalget for Læring.
Administrationen indstiller,
At ansøgningen om at opnormere Bøgehavens børnehavetal til 76 børn pr. 1.4.2021 godkendes. Dette på betingelse af, at der inden opstart deponeres eller stilles garanti fra Bøgehaven på 1 ½ måneds driftstilskud på i alt 906.552,- kr. for 16 vuggestuebørn og 76 børnehavebørn.
Beslutning
Indstilling godkendt.
Bilag
19. Forældrebetaling som følge af pulje til normering i dagtilbud 2021 Klik her for at folde ud og læse mere om Forældrebetaling som følge af pulje til normering i dagtilbud 2021
Beslutningstema
Udvalget skal tage stilling til forældrebetaling som følge af puljen til normeringer i dagtilbud 2021.
Økonomi
Modsat puljetildelingen i 2020 skal de tildelte 5.831.000 kr. i puljemidlerne i 2021 indgå i fastsættelsen af kommunens tilskud og forældrenes egenbetaling.
Det betyder, at puljemidlerne skal indgå i kommunens opgørelse af udgifter til dagtilbud (budgetterede bruttodriftsudgifter) efter gældende regler. Puljemidlerne indgår dermed også i fastsættelsen af tilskud til private institutioner.
Det er alminidelig praksis i Hedensted, at forældrebetaling skal udgøre 25 pct. af bruttobudgettet.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Historik
Udvalget for Læring behandlede på møde den 1. februar 2021 punkt vedr. udmøntning af puljen til normeringer i dagtilbud 2021 med følgende beslutning:
- Fordelingen på baggrund af børnetal er godkendt.
- Udvalget ønsker en dybere analyse af behovet for taksstigning på forældrebetaling, før der tages stilling. Der tages endelig stilling til forældrebetaling som særskilt sagsfremstilling i marts.
Sagsfremstilling
Administrationen har nu analyseret på behovet for taksstigning på forældrebetaling som følge af puljen til normeringer i dagtilbud 2021.
Det følger af den politiske aftale i Folketinget, at "Aftalepartierne er derudover enige om at fastholde det udgangspunkt, at forældre betaler op til 25 pct. af udgiften til en plads i dagtilbud". Aftale vedlægges i bilag.
Undervisningsministeriet har den 2. februar offentliggjort spørgsmål og svar vedr. indfasning af minimumsnormering. Heraf fremgår bl.a., at det er kommunalbestyrelsen, der fastsætter størrelsen på forældrenes egenbetaling, dog må betalingen højst udgøre 25 procent af de budgetterede bruttodriftsudgifter.
Dermed har udvalget to muligheder:
1) forældrebetaling kan uændret udgøre 25 pct. af bruttobudgettet, med øget forældrebetalig til følge som fremlagt på møde 1. februar.
2) forældrebetaling kan "fastfryses" men uændret takst i 2021. Forældrebetalingsandelen reduceres dermed til 24,12 pct. for en vuggestueplads og til 24,37 pct. for en børnehaveplads.
På udvalgsmøde 1. februar 2021 besluttede udvalget, at fordelingen af puljemidlerne skal ske på baggrund af børnetal. Såfremt udvalget beslutter af "fastfryse" forældrebetalingstaksten, vil de 5.831.000 kr. blive fordelt på baggrund af børnetal i de kommunale daginstitutioner med 5.441.000 kr. og de private institutioner med 390.000 kr., så fordeling samlet set er udgiftsneutral for Hedensted Kommune.
Kommunikation
De berørte institutioner skal orienteres omkring fordeling af midlerne.
Administrationen indstiller,
At udvalget tager stilling til, hvilken af de to modeller for forældrebetaling, der skal benyttes i 2021.
Beslutning
Udvalget godkender, at model 2 danner grundlag for forældrebetaling i 2021.
Bilag
20. Ændringer af skoledistrikt vedr. Hedensted Skole og StjernevejskolenKlik her for at folde ud og læse mere om Ændringer af skoledistrikt vedr. Hedensted Skole og Stjernevejskolen
Beslutningstema
Der skal tages stilling til et forslag om at ændre skoledistriktsgrænsen mellem Stjernevejskolen og Hedensted Skole.
Økonomi
De økonomiske konsekvenser af forslaget vil være marginale. Driftsmæssigt forventes det med dette forslag, at Stjernevejskolen kan indskrive ca. 10 skolestartere mere årligt, mens Hedensted Skole forventes at kunne indskrive ca. 10 skolestartere færre årligt. Anlægsmæssigt kan distriktsændring på sigt medføre, at Hedensted Skole ikke får behov for yderligere tilbygning.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedr. de økonomiske aspekter.
Historik
På en række møder i 2020 behandlede Udvalget for Læring løsningsforslag vedr. skoleanalysen. Heraf fremgår det, at der er sket en forskydning i elevfordelingen inden for de sidste 10-15 år i skoledistrikterne i Hedensted-Stjernevej-Løsning området. Særligt faldet i Stjernevejskolens elevtal er større end det faldende børnetal.
På møde den 2. november 2020 besluttede udvalget, at der skal udarbejdes sagsfremstilling på forslaget, som det er.
Sagsfremstilling
På baggrund af ovenstående stilles det til forslag, at den del af Hedensted distrikt, der ligger vest for jernbanen, fremover indgår i Stjernevejskolens distrikt.
Fuld indfasning af dette forslag vil medføre 100 elever færre på Hedensted Skole og 100 elever flere på Stjernevejskolen. På trods af ændret distriktsgrænse vil det frie skolevalg formodentlig fortsat føre til, at nogle forældre vil søge at indskrive deres barn på Hedensted Skole.
Løsningsforslaget vil kunne træde i kraft 1. oktober 2021. Det følger af folkeskolelovens §38 stk. 4, at ”En elev, der er optaget i en skole, har ret til at fortsætte skolegangen i denne skole”. Derfor forventes alle nuværende elever på Hedensted Skole at fortsætte på skolen.
Det følger af folkeskolelovens §38 stk. 2, at ”et barn skal optages i skolen i det distrikt, hvor det bor”. Fra skoleåret 2022-23 vil skolestartere således blive optaget på Stjernevejskolen.
Jf. Folkeskoleloven §40 stk. 2 3. pkt. skal en beslutning om distriktsændring som følge af strukturændringer træffes efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne ved de berørte skoler.
Kommunikation
Forslaget sendes i høring ved de to skolebestyrelser samt bestyrelserne i daginstitutionerne i de to distrikter. Høringsfrist vil være 19. april.
Administrationen indstiller,
At beslutning om distriktsændring sendes i høring, således at den del af Hedensted skoledistrikt, der ligger vest for jernbanen overføres til Stjernevejskolens skoledistrikt.
Beslutning
Udvalget godkender, at forslaget om distriktsændring sendes i høring.
Bilag
21. Behandling af høringssvar vedr. organisering af dansk som andetsprog. Klik her for at folde ud og læse mere om Behandling af høringssvar vedr. organisering af dansk som andetsprog.
Beslutningstema
Behandling af indkomne høringssvar vedr. organisering af dansk som andetsprog.
Historik
På udvalgsmøde den 11. januar 2021 blev følgende besluttet vedr. organisering af dansk som andetsprog:
Udvalget ønsker model 1 sendt i høring, med en beskrivelse af muligheden for fleksibelt og tidsbegrænset, at kunne anvende satellitter/lokale forløb efter behov. Forvaltningen udarbejder på den baggrund en opdateret beskrivelse, som sendes i høring frem til 12.2.2021 med forventet videre behandling den 1.3.2021. Her skal ligeledes tages stilling til den fremadrettede finansiering.
Sagsfremstilling
Høringsperioden vedr. organisering af dansk som andetsprog er overstået pr. 12.02.2021. Der er modtaget 19 høringssvar, som kan læses i bilaget. Heraf 17 fra skolebestyrelser, 1 fra Dansk Lærerforening og 1 fra Område MED Læring.
De indkomne høringssvar skal behandles, og der skal tages stilling til den fremadrettede organisering. Endvidere skal udvalget tage stilling til hvordan finansieringen skal ske fra budget 2022 og fremadrettet.
På mødet vil centrale opmærksomhedspunkter fra høringssvarene blive præsenteret mhp. at afdække områder, udvalget skal forholde sig til.
Administrationen indstiller,
At de indkomne høringssvar behandles.
At der tages stilling til den fremadrettede finansiering.
At den udsendte model vedtages.
Beslutning
De indkomne høringssvar er behandlet. På baggrund af de indkomne opmærksomhedspunkter, indstiller udvalget en model til byrådet, hvor der etableres modtagerhold i henholdsvis Tørring og Juelsminde. Dette for at imødekomme de udtalte opmærksomhedspunkter omkring transporttiden for børnene. Finansieringen i 2021 sker af centrale midler til løft af folkeskolen. Fra kalenderåret 2022 indgår det i budgetforhandlingerne.
Bilag
- BILAGHøringsbrev udkast til ny organisering af dansk som andetsprog
- BILAGSamlet fil med høringssvar vedr. organisering af dansk som andetsprog
22. Aftale om midler til at løfte faglighed og trivselKlik her for at folde ud og læse mere om Aftale om midler til at løfte faglighed og trivsel
Beslutningstema
Aftale om midler til at løfte faglighed og trivsel.
Økonomi
Den del af de samlede midler til at løfte faglighed og trivsel, der udmøntes til kommunerne, vil indgå som led i de samlede forhandlinger om Aftale om kommunernes økonomi 2022, hvor de vil indgå som en del af den samlede betragtning vedrørende nettomerudgifter til håndtering af Covid-19 i 2021. Det forventes, at udmøntningen sker via midtvejsreguleringen af bloktilskuddet i 2021. Hedensted Kommunes andel til folkeskoler m.v. udgør 1.973.760 kr., som foreslås bevilget til de enkelte skoler m.v. som fordelt i vedhæftede bilag.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Sagsfremstilling
Corona-krisen påvirker nogle elevers faglige niveau og trivsel. Derfor er et flertal af Folketingets partier enige om en række indsatser frem mod sommeren 2021.
Med aftalen får skolerne mulighed for at arrangere, at lærere kan mødes fysisk med mindre grupper af elever under sundhedsmæssigt forsvarlige forhold. Der udarbejdes klare retningslinjer herfor i samarbejde med sundhedsmyndighederne.
Regeringen har til den såkaldte nødlov fremsat et ændringsforslag, der fra marts og frem til sommerferien 2021 giver skoler mulighed for at omlægge undervisningen og lave lokale løsninger, der tager udgangspunkt i de lokale behov hos den enkelte klasse. Som en del af den øgede fleksibilitet, skal der tilvejebringes en mulighed for, at man lokalt kan beslutte at undlade at udarbejde elevplaner gældende frem til sommerferien. Lærerne har pligt til at afklare, i hvilket omfang eleverne ikke har fået det forventede udbytte af undervisningen i nedlukningsperioden.
Håndtering af fagligt efterslæb
I aftalen er der nationalt afsat 174 mio. kr. til at skoler understøttes i deres arbejde med et fagligt løft af elever frem mod sommerferien. Aftalepartierne er enige om, at skolerne frem mod sommerferien skal have et særligt fokus på de elever og kursister, der skal til afsluttende prøver og eksamener i 1. halvår 2021. Samtidig kan der også være andre elevgrupper, som lokalt vurderes at have et presserende behov for en særlig indsats. Der er bred enighed om, at ressourcerne skal ud på skolerne så hurtigt som muligt til gavn for eleverne. Midlerne bindes ikke til konkrete initiativer.
Midler til trivselsindsatser
Endvidere er der nationalt afsat 88 mio. kr. til at igangsætte en række indsatser for at understøtte trivsel og deltagelse i fællesskaber. Det drejer sig om indsatser i regi af PPR, klubber og elevråd. Midlerne skal anvendes til indsatser målrettet elever i mistrivsel eller i risiko for mistrivsel.
I bilag følger:
- Aftaletekst indgået af et flertal af Folketingets partier
- Administrationens forslag til fordeling af midler til kommunens skoler.
Administrationen indstiller,
At tillægsbevilling med fordeling som foreslået anbefales godkendt.
Beslutning
Indstilling godkendt.
Bilag
- BILAGEndelig aftaletekst om håndtering af faglige udfordringer og indsatser for at styrke trivsel
- BILAGAdministrationens forslag til fordeling
24. Til orienteringKlik her for at folde ud og læse mere om Til orientering
Beslutningstema
Til orientering
- Arbejdstidsaftale skoler
- Nyt dagtilbud i Hedensted: procesplan og kobling til kloge kvadratmeter
Beslutning
Orientering taget til efterretning.
25. Digital godkendelse af dagsordenKlik her for at folde ud og læse mere om Digital godkendelse af dagsorden
Beslutningstema
Referatet godkendes digitalt.
Beslutning
Godkendt.