Udvalget for Læring - Dagsordener og referater
Mødedato: 15. januar 2024
Mødested: Hedensted Rådhus mødelokale 5
Dagsordenpunkter
1. Præsentation af ny dagtilbudschefKlik her for at folde ud og læse mere om Præsentation af ny dagtilbudschef
Beslutningstema
Præsentation af Anne Lynggaard Vinther, ny dagtilbudschef i Læring pr. 1. januar 2024.
Sagsfremstilling
Udvalget præsenteres for dagtilbudschef Anne Lynggaard Vinther. Anne har siden 2017 været ansat i Silkeborg Kommune, som leder af Pædagogisk Praksis og Læring (PPL). Hun har tidligere været ansat i VIA som underviser og leder.
Forvaltningen indstiller, at
Udvalget for Læring møder dagtilbudschefen med mulighed for gensidig præsentation af udvalgets medlemmer.
Beslutning
Godkendt
2. Årshjul 2024 Udvalg for LæringKlik her for at folde ud og læse mere om Årshjul 2024 Udvalg for Læring
Beslutningstema
Udvalg for Læring gennemgår og justerer Årshjul for Udvalg for Læring.
Sagsfremstilling
I forbindelse med årsskiftet gennemgåes og justeres udvalgets årshjul med henblik på at skabe overblik og sammenhæng i placering af drøftelser, emner og tematikker på kommende møder. Årshjulet fungerer som rettesnor for årets udvalgsarbejde og opdateres løbende efter afholdelse af udvalgsmøder.
Forvaltningen indstiller, at
Udvalget for Læring gennemgår, justerer og godkender årshjul 2024.
Beslutning
Godkendt idet møde med bestyrelser i dagtilbud planlægges til afholdelse 6.maj 2024.
3. Hvor går børnene i skole?Klik her for at folde ud og læse mere om Hvor går børnene i skole?
Beslutningstema
Udvalget præsenteres for tabeloplysninger, der viser, hvor børnene går i skole.
Historik
Udvalget for Læring behandlede på møde d. 7. juni 2023 pkt. 43 'Orientering om status på skoleanalysens udfordringsbillede'.
Udvalget besluttede, at forvaltningen på møde i august skulle forelægge aktuelle nøgletal vedr.:
- Andel af skoledistrikternes børn, der går på den lokale skole
- Gennemsnitspris pr. elev for hver af kommunens folkeskoler med/uden specialundervisning
- Andel af hver enkelt skoles budget, der går til henholdsvis undervisning og drift/bygninger.
Sagsfremstilling
På baggrund af ønske fra Udvalget for Læring fremlagde forvaltningen på møde i august 2023 en række af de ønskede data.
Da indskrivninger på fx. efterskoler er blevet registreret hen over efteråret kan forvaltningen nu fremlægge oplysninger om andelen af skoledistrikternes børn, der går på den lokale skole.
Af vedlagte bilag fremgår skoledistrikt og skole for alle 6.133 elever.
Som læsevejledning til tabellerne i bilag kan nævnes:
- at side 1-5 sider opgør antal elever
- at side 6-10 opgør andel af distriktets børn på forskellige skoler
- at side 11-15 opgør andel af skolens børn fra forskellige skoledistrikter.
På mødet præsenteres udvalget for det samlede materiale med fokus på, om den lokale skole er det naturlige valg for distriktets børn? har den lokale skole tiltrækningskraft på børn fra andre distrikter? Hvem mister skolen elever til?
Kommunikation
Skoler og skolebestyrelser informeres.
Forvaltningen indstiller,
At de præsenterede oplysninger tages til efterretning.
Beslutning
Godkendt.
Bilag
4. Etablering af midlertidig vuggestue i Landsbyhaven i KorningKlik her for at folde ud og læse mere om Etablering af midlertidig vuggestue i Landsbyhaven i Korning
Beslutningstema
Etablering af midlertidig vuggestue i Børnehaven Landsbyhaven, Korning.
Økonomi
Den kommunale økonomi og normeringsforholdene vil være de samme, uanset om børnene indmeldes i vuggestue i Landsbyhaven i Korning eller i vuggestue andetsteds i kommunen.
Udgifterne i forbindelse med indretningen af de fysiske rammer, finansieres indenfor Dagtilbuds egne rammer.
Økonomi har ingen yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Sagsfremstilling
På baggrund af venteliste til dagpleje og forgæves forsøg på rekruttering af yderligere dagpleje har der været tæt dialog mellem forvaltningen og Landsbyhavens ledelse om muligheden for etablering af vuggestuepladser.
Aktuelt er der 6 forældre med børn på venteliste til en dagplejeplads i Korning skoledistrikt. Almindelig praksis er, at disse børn vil skulle henvises til pasning i nabodistrikterne eller andetsteds i kommunen.
Forvaltningen foreslår derfor, at det fra 1. marts godkendes, at Børnehaven Landsbyhaven kan påbegynde optagelse op til 8 børn i alderen 6 mdr - 3 år i nuværende institution. Dermed kan Landsbyhaven i tiden frem til 1. marts indrette de fysiske rammer til den yngre aldersgruppe. Det indebærer kvadratmeterkrav, garderobe, pusleplads og lignende. Derudover er det relevant at understøtte et tæt samarbejde mellem Landsbyhaven og dagplejerne om legestue, gæstepasning og lignende, så alle lærer hinanden at kende.
Forvaltningen foreslår endvidere, at godkendelse er midlertidig frem til 31. december 2025. Dette begrundet i, at det på længere sigt er tvivlsomt, om der vil være tilstrækkeligt børnegrundlag til at opretholde en vuggestue.
Det vil pædagogisk set være hensigtsmæssigt at kunne starte med en blandet aldersgruppe af både små og store vuggestuebørn. Pladsanvisning vil derfor give mulighed for, at børn på venteliste til en dagplejeplads kan opskrives på lige vilkår med børn, der allerede har en dagplejeplads.
Kommunikation
Der udsendes informationsbrev om udvalgets beslutning til forældre til nuværende dagplejebørn og forældre med børn på venteliste.
Forvaltningen indstiller,
at der som foreslået etableres midlertidig vuggestue i Børnehaven Landsbyhaven, Korning.
Beslutning
Et mindretal bestående af Socialdemokratiet og Kristendemokraterne stemte imod.
Et flertal bestående af Danmarksdemokraterne og Venstre stemte for.
Bilag
5. Anlægsbevilling næste fase Lille DalbyKlik her for at folde ud og læse mere om Anlægsbevilling næste fase Lille Dalby
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til anlægsbevilling og rådighedsbeløb i forbindelse med næste fase af ny daginstitution Lille Dalby.
Økonomi
Der søges om anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 875.000 kr. til etablering af nyt krybberum i forbindelse med næste fase af ny daginstitution Lille Dalby.
Beløbet finansieres af de i investeringsoversigten for 2024 afsatte 7,0 mio. kr. til dagpleje/vuggestuekapacitet. Der er endvidere i 2025 afsat 32,0 mio. kr. til Daginstitution Lille Dalby, Hedensted.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Kommunalbestyrelsen besluttede på møde den 29. november 2022 under pkt. 223. 'Ny dagsinstitution i Hedensted Øst, anlægsbevilling samt placering' at meddele anlægsbevilling på 8.500.000 kr. til udbygning af dagtilbudskapaciteten i Hedensted. Kommunalbestyrelsen godkendte samtidig placering af ny institution på grunden ved Børnehuset Lille Dalby.
Sagsfremstilling
Der skal i forbindelse med det nu etablerede modulbyggeri til den kommende nye daginstitution ved Børnehuset Lille Dalby etableres krybberum.
Udgifterne beløber sig til kr. 875.000 (Vedr. indhentet tilbud 659.000,-; adk og babyalarmer kr. 56.000,-; ekstra arbejder kr. 60.000,-; rådgivning kr. 100.000,-)
Forvaltningen indstiller,
at kommunalbestyrelsen meddeler anlægsbevilling og rådighedsbeløb, og udgiften finansieres som beskrevet under økonomi.
Beslutning
Godkendt.
7. Mere tid til kerneopgavenKlik her for at folde ud og læse mere om Mere tid til kerneopgaven
Beslutningstema
Drøftelse i udvalget afledt af forslag fra Det konservative folkeparti vedrørende ”Mere tid til kerneopgaven - afskaffelse af kommunalt besluttede regler, dokumentationskrav og administrative opgaver".
Historik
På Kommunalbestyrelsesmødet den 25. oktober 2023, blev det vedtaget, at opgaven placeres i fagudvalgene, som selv vurderer opgavens omfang.
Sagsfremstilling
På vegne af Det Konservative Folkeparti har Lars Jensen den 6. oktober 2023 fremsendt følgende sagsfremstilling til behandling i Kommunalbestyrelsen:
"Det Konservative Folkeparti ønsker at give mere tid til kerneopgaven og prioritering af de opgaver, som kommer borgerne mest mulig til gavn. Det kræver, at medarbejderne frigøres for de dokumentationskrav og administrative regler og opgaver, som kommunen selv har besluttet (enten politisk eller administrativt), og som dermed ikke er lovpligtige krav.
Undtaget er de krav, regler og opgaver, som der er en særlig begrundelse for, og som skaber værdi for kerneopgaven, og som besluttes opretholdt af det enkelte fagudvalg.
Regler, dokumentationskrav og administrative opgaver, der følger af lovgivningen er ikke omfattet af forslaget.
Formålet med forslaget er, at der på længere sigt frigøres tid til kerneopgaven for de ældre, børn, unge, handicappede samt borgerne i Hedensted Kommune, og at vi dermed sikrer mest mulig kvalitet i de ydelser, der leveres til borgerne.
Med forslaget er der lagt op til, at kommunalbestyrelsen træffer den overordnede beslutning, og at det vil være op til de enkelte fagudvalg at udarbejde en plan for arbejdet.
Den tid der frigøres, går ubeskåret til mere tid til borgerne”.
Forvaltningen indstiller,
At udvalget, med afsæt i direktørens orientering, drøfter opgavens omfang indenfor Læring.
Beslutning
Udvalget ser, at fagområderne i Læring med fordel kan tage en drøftelse om smarte måder at arbejde på, så medarbejdernes fokus er på arbejdet med kerneopgaven og ikke unødig dokumentation.
8. Udpegning af udvalgsmedlem samt suppleant til HandicaprådetKlik her for at folde ud og læse mere om Udpegning af udvalgsmedlem samt suppleant til Handicaprådet
Beslutningstema
Udvalget for Læring skal udpege et nyt medlem og personlig suppleant til Handicaprådet.
Historik
Den 10. Januar 2022 blev Ester Due udpeget som medlem af Handicaprådet af Udvalget for Social Omsorg.
30. maj 2023 blev Viggo Kjær Poulsen udpeget som Ester Dues suppleant i Handicaprådet af Udvalget for Social Omsorg.
Den 10. Januar 2022 blev Kim Tuominen udpeget som medlem af Handicaprådet af Udvalget for Læring.
7. august 2023 blev Merete Skovgaard Jensen udpeget som Kim Tuominens suppleant i Handicaprådet af Udvalget for Læring.
I forbindelse med Kommunalbestyrelsens beslutning 20. december 2023 om at godkende Ester Dues Udtræden af Kommunalbestyrelsen, skete der en omrokering af udvalgsposter.
Kommunalbestyrelsen godkendte fritagelse af Dorrit Haulrich og Liselotte Hillestrøms udvalgsposter i henholdsvis Udvalget for Læring og Udvalget for beskæftigelse. Efterfølgende har Socialdemokratiet udpeget Dorrit Haulrich som medlem af Udvalget for Beskæftigelse og Liselotte Hillestrøm som medlem af Udvalget for Læring fra 1. januar 2024.
Sagsfremstilling
I forbindelse med omfordelingen af pladser i udvalg, råd og nævn i forbindelse med Ester Dues anmodning om udtræden af Kommunalbestyrelsen den 20 december 2023 er der indgået en aftale mellem flertalsgruppen og mindretalsgruppen om at Udvalget for Læring og Udvalget for Social Omsorg udpeger hver deres nye repræsentant til Handicaprådet på deres første møde i januar måned.
Kommunikation
Hjemmesiden tilrettes og organisationen orienteres om beslutningen.
Forvaltningen indstiller,
at Udvalget for læring udpeger et nyt medlem til Handicaprådet og en personlig suppleant
Beslutning
Udvalget udpeger Liselotte Hillestrøm til handicaprådet og som suppleant Birgit Jakobsen.
9. Udpegning af medlemmer til § 17 stk. 4 udvalgetKlik her for at folde ud og læse mere om Udpegning af medlemmer til § 17 stk. 4 udvalget
Beslutningstema
Udvalget skal tage stilling til bemanding af § 17, stk. 4 udvalg vedrørende gentænkning af det sociale område i Hedensted Kommune.
Historik
I forbindelse med konstitueringen af den nuværende Kommunalbestyrelse blev det besluttet at nedsætte et udvalg i henhold til Kommunestyrelseslovens § 17 stk. 4 med det formål at arbejde med gentænkning af det samlede socialområde i Hedensted Kommune.
Udvalget efterfølger et andet § 17, stk. 4 udvalg, der i valgperiodens første to år har arbejdet med udvikling af en strategi for Hedensted Kommunes ungeindsats. Dette udvalg har netop ultimo november 2023 afsluttet deres arbejde og præsenteret en samlet Ungestrategi for Kommunalbestyrelsen, der nu er godkendt.
Sagsfremstilling
Det forestående § 17, stk. 4 udvalg vedrørende det samlede socialområde skal således arbejde i valgperiodens to sidste år; 2024-2025.
Birgit Jakobsen (KD) er formand for udvalget.
Gruppeformandskredsen har på deres møde den 18. december 2023 drøftet bemanding af udvalget og besluttet, at de fire udvalg; Udvalget for Læring, Udvalget for Social Omsorg, Udvalget for Beskæftigelse og Udvalget for Fællesskab, hver især udpeger en repræsentant til at deltage i udvalgets arbejde.
Der henvises til Bilag 1, ”Notat vedrørende rammerne for det kommende arbejde i § 17, stk. 4 udvalget vedrørende gentænkning af socialområdet i Hedensted Kommune” for yderligere information om indholdet af udvalgets arbejde.
Forvaltningen indstiller,
at Udvalget for Læring udpeger et medlem til § 17, stk. 4 udvalg vedrørende gentækning af det sociale område i Hedensted Kommune.
Beslutning
Udvalget udpeger ikke yderligere medlemmer.
Bilag
10. Udpegning af repræsentant fra Udvalg for Læring til Ungdomsskolens bestyrelseKlik her for at folde ud og læse mere om Udpegning af repræsentant fra Udvalg for Læring til Ungdomsskolens bestyrelse
Beslutningstema
Udvalget for Læring skal udpege ny repræsentant til Ungdomsskolens bestyrelse.
Sagsfremstilling
I forbindelse med omkonstituering i udvalget for Læring, skal der ske fornyet udpegning til Ungdomsskolens bestyrelse. Der skal jf. §2 i styrelsesvedtægten for Ungdomsskolen udpeges en repræsentant for Udvalget for Læring.
Forvaltningen indstiller,
at der udpeges en repræsentant fra Udvalg for Læring til ungdomsskolens bestyrelse.
Beslutning
Udvalget har udpeget Liselotte Hillestrøm.
Bilag
11. Udpegning af skolegruppe under Udvalg for LæringKlik her for at folde ud og læse mere om Udpegning af skolegruppe under Udvalg for Læring
Beslutningstema
At udvalget for Læring tager udpegningen til efterretning.
Historik
I forlængelse af vedtagelsen af budget 2024-27 drøftede gruppeformandskredsen den 18. december 2023 status på igangsætning af arbejdsgruppe på skoleområdet. På mødet blev kommisoriet for arbejdsgruppen samt tidsplanen skitseret.
Sagsfremstilling
Arbejdsgruppen er forankret under Udvalget for Læring og selve arbejdet er organiseret i en arbejdsgruppe bestående af Udvalget for Læring + et medlem fra hvert parti i KB, samt Direktør for Læring og Skolechef.
Gruppen kan ad hoc invitere kredsen fra ”Sammen om skolen”, Kapacitetsudvalget, faglige aktører fra området, og eksterne om nødvendigt.
Der nedsættes en planlægningsgruppe med direktør, formand og et menigt medlem, der planlægger arbejdsgruppens arbejde.
Udpegede udover udvalget for Læring er:
Finn Kejfe Abrahamsen (A)
Mads-Peder Winther Søby (F)
Viggo Kjær Poulsen (V)
Søren Vanting(C)
Forvaltningen indstiller,
At udvalget tager udpegningen til efterretning.
Beslutning
Godkendt.
Bilag
12. OrienteringKlik her for at folde ud og læse mere om Orientering
Beslutningstema
- Udvalget skal udpege en repræsentant til Kapacitetsudvalget version 2,0 jf. kommunalbestyrelsens temamøde 20. december
Beslutning
Udvalget udpegede Kim Tuominen.
13. Fælles om UngelivetKlik her for at folde ud og læse mere om Fælles om Ungelivet
Beslutningstema
Drøftelse og godkendelse af ansøgning til deltagelse i programfasen af ’Fælles om Ungelivet’.
Økonomi
Som programkommune vil man få et økonomisk tilskud til at udbrede programmet lokalt samt få stillet rådgivning og sparring til rådighed, dels fra programsekretariatet i Sundhedsstyrelsen, og dels fra de nuværende pilotkommuner, hvorfra der tildeles en mentorkommune for hver enkelt programkommune. Tildelte projektmidler er primært øremærket til tilskud til lønmidler til en programkoordinator over programfasens 4 årige løbetid, og derudover vil der være en mindre pulje af midler til igangsættelse af aktiviteter og indsatser til at understøtte udmøntningen af programmet.
Programkommunens egenfinansiering kan ske i form af bidrag med ressourcer i form af relevante aktiviteter for og med unge, forældre og lokalsamfund, samt ressourcer i forbindelse med deltagelse i netværksmøder, afholdelse af styregruppemøder mv.
Historik
I Hedensted Kommune vil vi noget for og med vores unge. Vi har høje ambitioner for at skabe de bedst mulige rammer og vilkår for det gode ungdomsliv hvilket vedtagelse af Ungestrategien (bilag 3) sender en klar retning og vision for.
En vigtig og væsentlig del af det gode ungdomsliv handler også om et sundt ungdomsliv uden rygning, alkohol og rusmidler. Tre områder hvor ungdommen i Hedensted kommune desværre ligger markant over niveau i forhold til kommuner landsplan (Ungeprofilundersøgelsen 2022)
Det gode ungdomsliv, og i særlig grad sundhed, er noget vi skaber sammen. Her vil Hedensted Kommune med Sundhedspolitikken (bilag 1) gerne skabe en kultur, hvor de sunde valg bliver de lette valg, og den enkelte borger får gode vilkår til at leve det gode og sunde liv – hele livet.
Ingen kan løfte sundhedsudfordringen alene. Heller ikke Hedensted Kommune. Men sammen med civilsamfundet, vigtige aktører i de enkelte lokalsamfund, foreninger, haller og kommunale aktører på sundheds- og ungeområdet står vi stærkt.
I ’Fælles om Ungelivet’ (bilag 2) er visionen, at danske unge skal have et godt ungeliv, hvor rusmidler ikke spiller en markant rolle. Sundhedsstyrelsen og Trygfonden har i samarbejde med fem pilotkommuner udviklet et koncept for Fælles om ungelivet, som kan udbredes i nye kommuner i programfasen (2024-2027)
’Fælles om Ungelivet’ bygger på eksisterende viden og forskning om beskyttende faktorer for unges brug af alkohol, tobak, nikotinprodukter og stoffer samt erfaringer fra praksis i de fem danske pilotkommuner: Gentofte, Odder, Silkeborg, Sorø og Aalborg
kommune.
Der er hentet inspiration fra den ”Islandske forebyggelsesmodel”, som har været bemærkelsesværdig effektiv i arbejdet med at få unge i Island til at drikke mindre alkohol, ryge mindre og eksperimentere mindre med hash. Udviklingen er vendt, så islandske unge i dag ikke længere har et af Europas højeste alkoholforbrug, men i stedet har Europas laveste. Fokus i både den islandske forebyggelsesmodel og i Fælles om ungelivet er at understøtte positive rammer og fællesskaber for unge uden rusmidler.
Med deltagelse som programkommune i ’Fælles om Ungelivet’ får Hedensted Kommune en unik mulighed for styrke udmøntningen af Sundhedspolitikkens visioner med særligt fokus på unge og det gode ungdomsliv i Hedensted kommune. Dette i form af viden, metoder, anvendelse af data og ikke mindst mobilisering af både forældre og de mange vigtige aktører som til sammen kan gøre en kæmpe forskel for unge og det sunde og gode ungdomsliv.
Sagsfremstilling
Med Sundhedspolitikken, suppleret med Ungestrategien, er der tilsammen sat retningen og visionen for det sunde og gode ungdomsliv. For at styrke udmøntningen af disse ønskes der derfor at søge deltagelse i programfasen ’Fælles om Ungelivet’ med en primær politisk forankring under udvalg for Læring men med en tværgående forvaltningsmæssig organisering, som kobles på KUI-organisering suppleret med deltagelse fra Sundhed og omsorg (Sundhedshuset) og Kultur&Fritid.
Ansøgningen forudsætter politisk opbakning, hvorfor der ønskes en drøftelse i udvalget med henblik på politisk opbakning og godkendelse til ansøgning af deltagelse i programfasen samt primær forankring under udvalg for Læring men med en tværgående organisering.
Forvaltningen indstiller,
at udvalget drøfter og formelt godkender ansøgning til deltagelse i programfasen samt primær forankring under Læring men med en tværgående organisering.
Beslutning
Godkendt.
Bilag
- BILAGBilag 1 - Sundhedspolitik-2021-2030
- BILAGBilag 2 -Programfase Fælles om ungelivet - invitation til nye kommuner
- BILAGBilag 3 - Ungestrategi
14. Månedsopfølgning november månedKlik her for at folde ud og læse mere om Månedsopfølgning november måned
Beslutningstema
Orientering om kommunens forventede regnskab for 2023 holdt op imod budgettet for 2023.
Økonomi
Det forventede regnskab og budgetopfølgningen for 2023 er beskrevet overordnet i afsnittet nedenfor og uddybet i de to vedlagte bilag.
Budgettet er på Kommunalbestyrelsesmødet den 27. september 2023, forhøjet med samlet 37,2 mio. kr., fordelt med 31,6 mio. kr. på driften, 1,6 mio. kr. på anlæg og 4 mio. kr. til renter. Samtidig blev indtægter forøget med 66 mio. kr. som følge af positiv midtvejsregulering af de generelle tilskud.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Sagsfremstilling
November opfølgningen viser forventede mindreudgifter på netto 12 mio. kr. i 2023 i forhold til det korrigerede budget.
I forhold til oprindeligt budget, forventes et merforbrug på 24 mio. kr. i 2023, blandt andet som følge af overførelser fra 2022.
Social Omsorg:
Bevillingskorrektionerne i september har forhøjet budgettet med 25,3 mio. kr. til handleplanen på voksenhandicapområdet, som tidligere har været budgetlagt under Økonomi, Personale & IT.
Der forventes merforbrug vedrørende tomgangsleje for ubesatte ældreboliger, plejeboliger og handicapboliger.
Læring:
Størstedelen af kommunens skoler har flere udgifter til betaling for segregerede elever, end der er budgetteret med, og der er en generel tendens til øgede segregering, som presser skoleområdets økonomi betydeligt.
I Læring arbejdes der løbende med, at balancere de faglige og økonomiske hensyn med afsæt i en balanceplan for området og for 2023, forventer man at kunne finansiere merudgiften til segregerede elever inden for eget budget.
I budgetaftalen for 2024-2027 er budgettet til segregerede elever forhøjet med 15 mio. kr. i 2024, 10 mio. kr. i 2025 og 5 mio. kr. i 2026.
Ukraine og Energi:
Der afholdes fortsat Ukraine-relaterede udgifter samt forhøjede udgifter til energi i 2023.
Bevillingskorrektionerne i september har samlet set forhøjet budget 2023 med 12,7 mio. kr. og som nu forventes at holde.
Anlæg:
Der er budgetteret med salgsindtægter på 88 mio. kr., hvoraf de 21 mio. kr. ikke forventes at nå at indgå i 2023. Tilsvarende forskydes anlægsudgifter på 24 mio. kr. til senere og samlet set forventes der således mindreudgift på 3 mio. kr. i 2023 i forhold til korrigeret budget.
Likviditet:
Likviditet opgjort efter kassekreditreglen udgør ultimo november 2023, 130 mio. kr., hvilket er 3 mio. kr. mindre end ved udgangen af oktober måned. Likviditeten forventes fortsat at falde lidt resten af 2023 til et niveau omkring 120 mio. kr. ultimo året.
Forvaltningen indstiller,
at månedsopfølgningen indenfor udvalgets eget område drøftes og tages til efterretning.
Beslutning
Godkendt.
Bilag
- BILAGLikviditetsgraf pr. 30.11.2023
- BILAGNovember 2023 - Trafiklys til månedsopfølgning
- BILAGNovember 2023 - Forklaringstekst månedsopfølgning
15. Ny leder i tandplejenKlik her for at folde ud og læse mere om Ny leder i tandplejen
Beslutningstema
Orientering om ansættelsesproces for ny leder i tandplejen.
Sagsfremstilling
Orientering omkring status på ansættelsesprocessen til ny leder af tandplejen.
Forvaltningen indstiller,
At udvalget orienteres om status på ansættelsesproces for ny leder i tandplejen.
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning.
16. Landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse af folkeskole og SFO 2023Klik her for at folde ud og læse mere om Landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse af folkeskole og SFO 2023
Beslutningstema
Offentliggørelse af resultaterne af den landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse (BTU) af folkeskolen og SFO for 2023.
Historik
Undersøgelsen er en gentagelse af folkeskole/SFO BTU’en fra 2020. Den giver et bredt billede af forældrenes tilfredshed med undervisningen, personalets indsats for barnets trivsel, indsats mod mobning, skolens ledelse og den samlede tilfredshed. Der er også medtaget baggrundsspørgsmål om bl.a. klassetrin, skoletype, sprog i hjemmet, og om barnet modtager særlig støtte. For en række kommuner indgår desuden op til fem kommunespecifikke spørgsmål.
Sagsfremstilling
I forbindelse med rapporterne opfordrer Ministeriet til, at de enkelte kommunalbestyrelser, forvaltninger og insitutioner forholder sig til undersøgelsens resultater.
Forvaltningen indstiller,
At udvalget på baggrund af orientering drøfter undersøgelsen – herunder hvad resultaterne giver anledning til; hvad gør vi godt & hvad kan vi gøre bedre?
Beslutning
Udvalget vil med interesse følge udviklingen i målingerne og ser positivt på nærværende resultat, der er skabt i en svær tid.
Bilag
- BILAGBrev til kommunerne - landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse af folkeskole og SFO
- BILAGBilag Landsrapport
- BILAGBilag Hedensted rapport
17. Digital underskriftssideKlik her for at folde ud og læse mere om Digital underskriftsside
Beslutningstema
Digital underskriftsside. Udvalgets medlemmer skriver under her.
Beslutning
Udvalgets medlemmer skriver under her.