Udvalget for Læring - Dagsordener og referater
Mødedato: 7. juni 2022
Mødested: Administrationshuset i Tørring
Dagsordenpunkter
45. Foreningernes Hus i ØlstedKlik her for at folde ud og læse mere om Foreningernes Hus i Ølsted
Beslutningstema
Udvalget for Fællesskab og Udvalget for Læring skal i fællesskab præsenteres for og drøfte udviklingsprojektet vedr. etablering af Foreningernes Hus i Ølsted.
Økonomi
Der lægges op til, at projektet Foreningernes Hus er en kommunal institution, hvor foreningerne bidrager med driftsansvar.
Den kommunale anlægsudgift er 10,5 mio. kr. Herudover egenfinansierer foreningerne 1 mio. kr. fra fonde, lokale indsamlinger og øvrige aktiviteter, som ikke indgår i det kommunale anlægsprojekt. Provenuet af salget af den gamle spejdergrund på Bottrupvej 13E i Ølsted vil kunne inddrages i det samlede anlægstilskud. Bottrupvej 13E vurderes til at kunne sælges for 0,75 mio. kr.
Projektet vil medføre en årlig tilførsel på 0,2 mio. kr. i driftstilskud til skolens ramme til indvendig vedligehold. Foreningerne varetager løbende indkøb og vedligehold af inventar ved oprettelse af en driftsforening, der gennem arrangementer og aftaler med brugerne sikrer den fornødne økonomi til opgaven.
Foreningernes Hus er delt op i to dele. Del 1, der indeholder ombygning, tilbygning på 300 m2 og de bygningsnære udearealer, har en samlet anlægssum på 10,5 mio. kr. Del 2, der ikke er medtaget i det oprindelige projektforslag, fokuserer på trafiksituationen og indeholder genetablering af grus p-plads og fartdæmpning og har en samlet anlægssum på 0,8 mio. kr. Beløbet kommer dermed ud over 10,5 mio. kr., såfremt del 2 også etableres og den samlede kommunale udgift til del 1 og 2 er i alt 11,3 mio. kr.
Der er ikke afsat midler i budgettet til hverken anlæg eller øgede udgifter på driften.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Sagen blev behandlet på et fællesmøde mellem Udvalget for Læring og Udvalget for Fritid & Fællesskab den 7. juni 2021 pkt. 43, hvor udvalgene besluttede, at der arbejdes videre med projektet frem mod budgetforhandlingerne 2022 - 2025 og at Udvalget for Fritid & Fællesskab frem mod Byrådets dialogmøde i august arbejder videre med en foreningskonstellation. Den 10. august 2021 på møde i Udvalget for Fritid & Fællesskab pkt. 59 blev det besluttet, at sagen skulle oversendes til budgetforhandlingerne og at nettoudgiften i model 2 undersøges nærmere. I forbindelse med budgetforhandlingerne 2022 - 2025 imødeså forligspartierne det endelige forslag til Foreningernes Hus i Ølsted – og at der ses frem til et samarbejde om en fælles realisering af projektet over de kommende år. Projekterne vil indgå i de kommende års budgetlægning.
Sagsfremstilling
En lokal styregruppe i Ølsted har gennem en årrække arbejdet på at skabe Foreningernes Hus i Ølsted. Visionen er at udvikle og fremtidssikre Ølsted ved at skabe et foreningshus, der summer af liv. Et fælles samlingspunkt for byens mange aktiviteter og hvor alle har mulighed for at mødes på tværs af alder og interesser. Styregruppen præsenterede i december 2020 et skitseforslag for formandsskabet for Fritid & Fællesskab samt Kultur og Fritid. Skitseforslaget bestod af en tilbygning til Ølsted Skole på 770 m2, som af administrationen vurderedes at være svært for styregruppen at realisere, grundet den store anlægssum og efterfølgende høje driftsudgifter.
På baggrund af kortlægningen af Ølsted by ifm. stratetisk planlægning for landsbyer vurderes det, at der er basis for at arbejde videre med visionen om et forening-/fælleshus. Ud fra principperne omkring klogt anvendte kommunale m2 og igennem en proces hvor skole, foreninger og forskellige kommunale afdelinger har drøftet ønsker og behov, er der blevet udarbejdet et nyt skitseforslag. Det nye skitseforslag udgør en tilbygning på 300 m2, der bygger på et stort samspil mellem skole og fritidsliv, hvor mange lokaler vil være flerfunktionelle. Projektet i Ølsted er et pilotprojekt og dermed en ny måde at interagere mellem skole og fritidsliv. En stor del af lokalerne og faciliteterne indgår i den fælles bygning, hvor der mellem skole og fritidslivet er et delt ansvar for brugen og samarbejde.
Ølsted Skole indgår i den samlede facilitetsplan for skoler og daginstitutioner og projektets anlægssum på 10,5 mio. kr. inkluderer den del af Ølsted Skoles facilitetsplan, der vedrører udvikling af læringsmiljøer, men ikke renovering af de i Foreningernes Hus projekt uberørte områder
I tiden efter vedtagelse af budget 2022-2025 er der blevet arbejdet på at tilrette skitseforslaget. Derudover er der gennemført en forundersøgelse for at få belyst hvilke tiltag, der kan iværksættes for at afhjælpe den af borgerne oplevede trafiksituation omkring Ølsted Skole. Der er lokalt et ønske om flere parkeringspladser og fartdæmpning. Tidligere trafikmålinger i området viser, at der ikke er særlige trafikale udfordringer i området. Den trafikale forundersøgelse er blevet opdelt i 3 trin, hvor trin 1 med det mindste antal tiltag, som fartdæmpning og genetablering af grusparkeringsplads, beløber sig til 0,8 mio. kr.
I Ølsted er der et spejderhus, hvor der ikke længere er aktivitet, og hvor bygningens stand er klar til nedrivning. I forbindelse med finansiering af projektet har der været dialog om hvorvidt provenuet fra salget af denne grund på Bottrupvej 13E, 8723 Løsning til boligformål kan indgå som en del af den kommunale anlægsudgift til projektet. Ændringen til boligformål vil kræve, at der udarbejdes et kommuneplantillæg. Bottrupvej 13E vurderes til at kunne sælges for 0,75 mio. kr.
En række bilag er vedlagt sagen, som alle uddyber ovenstående oplysninger i sagsfremstillingen. Bilag 1 er den lokale styregruppes projektbeskrivelse for udviklingen af Foreningens Hus. Bilag 2 indeholder et notat omkring baggrund, processen, økonomi samt anlæg og er udarbejdet af en arbejdsgruppe på tværs af de kommunale afdelinger. Bilag 3 viser eksisterende situationsplan og bilag 4 viser projektforslaget fra maj 2022 på baggrund af input fra møder med den lokale styregruppe, Ølsted Skole og de kommunale afdelinger. Af bilag 5 fremgår den trafikale analyse.
En repræsentant fra styregruppen for Foreningernes Hus, René Kjemstrup, deltager på udvalgsmødet og præsenterer projektet.
Kommunikation
Beslutningen informeres til styregruppen for Foreningernes Hus.
Forvaltningen indstiller,
at | sagen drøftes med henblik på, at sagen sendes videre til budgetforhandlingerne. |
Beslutning
Sagen er drøftet og sendt videre til udvalgenes første drøftelse af anlæg forud for den videre budgetforhandling.
Bilag
- BILAGBilag 1 - Projektbeskrivelse Foreningens Hus
- BILAGBilag 2 - Baggrund for projekt
- BILAGBilag 3 - eksisterende situationsplan Ølsted Skole
- BILAGBilag 4 - Forslag situationsplan maj 2022
- BILAGBilag 5 - Trafikanalyse_Ølsted_Skole
46. Godkendelse af referatKlik her for at folde ud og læse mere om Godkendelse af referat
Beslutningstema
Referatet godkendes digitalt.
Beslutning
.