‹ Tilbage

Børnehuset Årupvej åbner for indskrivning

Nu kan du skrive dit barn op til Børnehuset Årupvej, der åbner den 1. august 2024.
Børnehuset Årupvej

Den 1. august 2024 slår Hedensted Kommunes nye, grønne daginstitution på Årupvej i Hedensted dørene op.

Derfor har vi nu åbnet op for, at du kan skrive dit barn op til Børnehusets pladser i både vuggestue og børnehave.

Du skriver dig op via den digitale pladsanvisning.

Om Børnehuset Årupvej

Børnehuset Årupvej er en helt ny, moderne institution, som netop nu opføres i den nordvestlige del af Hedensted by – hvor der er gode vejforbindelser og snart også cykelsti.

Børnehuset får en særlig grøn profil med spændende udeområder, grønne tage og på lidt længere sigt omgivelser med skov.

Bygningerne bliver opført som en klynge af små skovhuse, der åbner sig mod naturen til alle sider.

Det betyder, at særligt natur, sundhed og bevægelse kommer i højsædet, så både børn og voksne får optimale rammer at udvikle sig i. Udover de naturlige omgivelser bliver der også mulighed for, at børn kan mødes på kryds og tværs, og at der også kan tages hensyn til særlige grupper, som fx har brug for at kunne trække sig i perioder.

Børnehuset bliver hjemsted for både vuggestue, børnehave og for børn med behov for en særlig tilrettelagt hverdag (Miniteamet) samt lidt ældre børn med særlige behov.