Praktiske informationer
Det er helt naturligt at have mange spørgsmål, når du eller en af dine nærmeste skal flytte på plejehjem. Her har vi samlet svar på de spørgsmål, vi oftest får, så du kan føle dig tryg og godt forberedt, inden indflytningen på Kildevældet Plejehjem.
Her kan du læse mere
På Kildevældet Plejehjem hjælper personalet gerne med mange praktiske ting i hverdagen, men vi må ikke håndtere dine penge eller hjælpe med din private økonomi.
Vi anbefaler derfor, at faste betalinger som husleje, tv, telefon, apotek og lignende så vidt muligt tilmeldes Betalingsservice. På den måde bliver de daglige betalinger lettere at overskue for dig og dine pårørende.
Af hensyn til sikkerheden anbefaler vi, at du kun opbevarer et mindre kontantbeløb i din lejlighed.
Kildevældet Plejehjem kan ikke påtage sig ansvar for bortkomne penge, smykker eller andre personlige værdigenstande. Vi anbefaler derfor, at værdifulde ejendele opbevares forsvarligt, eller at du aftaler med dine pårørende, om de kan hjælpe med opbevaring.
Som udgangspunkt modtager alle borgere deres post digitalt.
Hvis du ønsker at blive fritaget for Digital Post, kan du henvende dig til Borgerservice i Hedensted Kommune. Herefter vil din post blive sendt til dig som fysisk brev.
Du kan også vælge at give en eller flere pårørende adgang til at læse din digitale post, så de kan hjælpe dig med at holde overblik.
Hvis du fortsætter med at modtage Digital Post, er det vigtigt at være opmærksom på, at blandt andet indkaldelser til sygehus, læge og andre offentlige myndigheder sendes til din digitale postkasse.
Personalet på Kildevældet må ikke tilgå eller administrere din digitale post, men hjælper gerne med at åbne og læse fysisk post sammen med dig, hvis du ønsker det.
Dialognet er en platform, hvor du og dine pårørende kan læse lidt om hverdagen på Kildevældet.
Det er typisk medarbejdere, ledere, kommune og frivillige, der lægger indholdet på siden.
Du kan få adgang via telefon, tablet og din computer.
Dit brugernavn og din adgangskode udleveres ved indflytning.
Hvis du allerede har en fodplejer, kan du aftale med vedkommende, om fodplejen fortsat kan foregå hos dig på Kildevældet.
Ønsker du at benytte en fodplejer uden for plejehjemmet, er du naturligvis velkommen til det. Bemærk, at personalet ikke har mulighed for at ledsage til behandling uden for plejehjemmet. Hvis der er behov for ledsagelse, skal dette aftales med dine pårørende eller en anden ledsager.
Når du flytter ind på Kildevældet Plejehjem, er det vigtigt, at du selv sørger for at have en indboforsikring, der dækker dine personlige ejendele i din lejlighed.
En indboforsikring giver dig tryghed, hvis der skulle ske noget uventet, som for eksempel brand, vandskade eller indbrud. Uden en egen indboforsikring er dine ejendele ikke dækket.
Vi anbefaler derfor, at du og dine pårørende sikrer jer, at du har den forsikring, der passer til dine behov.
Værdigenstande og kontanter opbevares på eget ansvar.
Din fødselsdag er en særlig dag, og på Kildevældet vil vi gerne være med til at gøre dagen hyggelig og personlig. Du har mulighed for at komme med ønsker til middagsmenuen på din fødselsdag.
Du er også velkommen til at invitere op til 10 personer til et kaffearrangement på selve dagen. Arrangementet er uden beregning. Hvis du ønsker at invitere flere gæster, er der egenbetaling for de ekstra deltagere.
Cirka en måned før din fødselsdag får du udleveret en fødselsdagsseddel af personalet. Her kan du skrive dine ønsker til dagen, som afleveres tilbage til køkkenet. På den måde får vi de bedste muligheder for at imødekomme dine ønsker.
Det kan være muligt at låne et mindre lokale til kaffearrangementet. Spørg personalet, om lokalet er ledigt. Du og dine gæster står selv for borddækning, opvask og oprydning efter arrangementet.
Hvis du ønsker at afholde en fødselsdagsmiddag, skal du og dine pårørende selv sørge for maden samt stå for borddækning, opvask og oprydning.
Når du flytter ind på Kildevældet Plejehjem, er det obligatorisk at være tilmeldt kostordningen. Tilmeldingen sker i forbindelse med indflytningen, og vi anbefaler, at betalingen tilmeldes PBS.
Ved indflytningen udfylder du også et kostskema. På den måde kan vi tage hensyn til dine ønsker, vaner, allergier og eventuelle særlige behov, så vi kan tilbyde dig mad, der passer bedst muligt til dig.
På Kildevældet ser vi måltiderne som en vigtig del af hverdagen. Vi ønsker at skabe gode rammer omkring maden, hvor der er tid til nærvær, fællesskab og gode oplevelser. Samtidig har vi fokus på, at maden er velsmagende, varieret og ernæringsrigtig.
Du kan læse mere om maden på plejehjemmene, kostordningen og de tilbud, der findes, på Hedensted Kommunes hjemmeside: Mad på plejehjem.
Når du flytter ind på Kildevældet, har du mulighed for at blive tilknyttet vores plejehjemslæge, som har sin faste gang i huset. Det giver en tryg og tæt tilknytning til den lægefaglige behandling.
Hvis du ønsker at beholde din nuværende praktiserende læge, er det naturligvis også en mulighed. I så fald skal du selv aftale det med din læge.
Mod et gebyr kan du få din medicin leveret til Kildevældet fra Hedensted Apotek. Betalingen foregår via PBS, og du skal selv sørge for at tilmelde dig ordningen.
Du kan også vælge selv at hente din medicin på apoteket eller få dine pårørende til at gøre det.
Af hensyn til din sikkerhed opbevares din medicin aflåst i din lejlighed.
I enkelte tilfælde kan der opstå behov for, at medicin hentes uden for apotekets normale leveringstid – eksempelvis om aftenen eller i weekenden. I disse situationer kan vi have brug for hjælp fra de pårørende til at hente medicinen på et døgnapotek, eksempelvis i Horsens eller Aarhus.
Vi har lavet en lille huskeliste, som du og dine pårørende kan bruge som hjælp, når du skal flytte ind på Kildevældet Plejehjem.
Medbring det tøj, du holder af at have på, og som passer til din hverdag. Husk også overtøj og passende fodtøj, da vi kommer ud både sommer og vinter.
| Linned |
|---|
3 - 4 sæt sengelinned |
5 - 6 stræklagner |
Hvis du har behov for vådligger-lagner, skal du selv sørge for at medbringe disse. |
2 hovedpuder og 2 dyner |
Eventuelt et sengetæppe |
| Håndklæder |
|---|
8 -10 almindelige håndklæder (50x70 cm.) |
8 gæstehåndklæder (bruges til nedre hygiejne) |
8 vaskeklude |
Hvis du har behov for spisestykker, skal du eller dine pårørende selv sørge for at medbringe disse. |
| Almindeligt indbo |
|---|
Flad loftslampe til soveværelset (af hensyn til eventuel brug af loftslift). |
Belysning til stuen. |
Vasketøjskurv og vingetørrestativ. |
Kost og fejebakke med langt skaft (spørg eventuelt medarbejderne) |
Vi anbefaler, at du tilmelder dig vores servicepakke. Servicepakken sikrer, at du får de daglige fornødenheder, som personalet anvender i forbindelse med hjælpen i din lejlighed, blandt andet toiletpapir, rengøringsmidler, vaskemiddel og andre engangsartikler.
Du kan læse mere om servicepakken længere nede i denne huskeliste.
Hvis du vælger ikke at tilmelde dig servicepakken, skal du eller dine pårørende selv sørge for at indkøbe de nødvendige produkter.
Vi anbefaler, at du medbringer service til brug for gæster, når du får besøg i din lejlighed. Dette service skal opbevares i lejligheden, og dine gæster hjælper selv med opvask og oprydning efter besøget.
Din post bliver leveret til den postkasse, der hører til din lejlighed. Postkasserne er placeret ved hovedindgangen.
Du eller dine pårørende står selv for at tømme postkassen.
Din lejlighed bliver gjort rent hver anden uge.
Vinduerne bliver pudset både indvendigt og udvendigt to gange om året. Vinduespudsning er inkluderet i huslejen.
Hovedrengøring samt vedligeholdelse og rengøring af vaskemaskinen står du og dine pårørende selv for.
På Kildevældet Plejehjem er du velkommen til at ryge i din egen lejlighed.
Rygning er ikke tilladt på fællesarealerne.
Af hensyn til personalets arbejdsmiljø må der ikke ryges, mens personalet opholder sig i din lejlighed. Det er desuden vigtigt, at der luftes ud dagligt.
Da lejligheden også er personalets arbejdsplads, skal der være installeret en luftrenser, hvis der ryges i lejligheden. Det er muligt at leje en luftrenser gennem kommunen.
Af hensyn til brandsikkerheden anbefaler vi, at du anvender et rygeforklæde eller andet brandhæmmende materiale, når du ryger.
Servicepakken indeholder en række af de produkter, du har brug for i hverdagen – både i din egen lejlighed og på fællesarealerne.
Prisen er 200 kr. pr. måned, og tilmeldingsblanketten udleveres ved indflytning. Vi anbefaler, at du tilmelder dig servicepakken, da den dækker en række praktiske fornødenheder.
Servicepakken omfatter blandt andet:
Produkter til din lejlighed
- Alle rengøringsmidler (miljøvenlige)
- Toiletpapir, køkkenrulle og toiletbørste
- Skumklude og engangsvaskeklude
- Affaldsposer
- Vask af rengørings- og gulvklude
Produkter til fællesarealerne
- Materialer til borddækning
- Vask af klude
- Duge, servietter og køkkenrulle
- Blomster og udsmykning på fællesarealerne
Betalingen forfalder den 1. i hver måned.
Du har mulighed for at fortsætte hos din vanlige tandlæge, hvis det fortsat er muligt for dig.
Hvis du ikke længere har mulighed for at komme til din egen tandlæge, kan du ansøge om at blive tilknyttet omsorgstandplejen.
Sygeplejersken hjælper dig gerne med ansøgningen og kan udlevere den nødvendige ansøgningsblanket. Du kan også selv finde blanketten og læse mere om ordningen på Omsorgstandplejens hjemmeside: https://hedensted.omsorgstandpleje.org/.
På hjemmesiden kan du desuden finde information om den aktuelle egenbetaling og øvrige vilkår for omsorgstandplejen.
Boligforeningen har en aftale med Waoo som leverandør af tv og internet.
Hvis du ønsker tv og/eller internet i din lejlighed, skal du selv kontakte Waoo for at oprette et abonnement.
Alle lejligheder er udstyret med egen vaskemaskine og tørretumbler. Personalet hjælper gerne med at vaske og tørre dit tøj som en del af den daglige pleje.
Har du tøj af uld, silke eller andre sarte materialer, anbefaler vi, at du eller dine pårørende selv står for vasken. Det skyldes, at vi ikke kan garantere, at disse tekstiler kan behandles korrekt i den daglige vask.
Har du andre spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.
Kontakt
Center for Visitation & Hjælpemidler
Ny Skolegade 4
8723 Løsning
Telefon 79 75 58 20
Telefontider
| Mandag | 09:00 – 12:00 |
|---|---|
| Tirsdag | 09:00 – 12:00 |
| Onsdag | 09:00 – 12:00 |
| Torsdag | 09:00 – 12:00 |
| Fredag | 09:00 – 12:00 |
| Lørdag | Lukket |
| Søndag | Lukket |
Lukket Åben