Gå til hovedindhold

Styrket affaldstilsyn

Er din virksomhed klar til tilsyn?

Indhold

    Fra den 1. januar 2025 trådte det styrkede affaldstilsyn i kraft – et landsdækkende initiativ, der har til formål at sikre, at virksomheder håndterer og sorterer affald korrekt, så mest muligt kan genanvendes og ikke ender til forbrænding.

    Det betyder, at flere virksomheder end tidligere kan forvente at få besøg eller blive kontaktet i forbindelse med tilsyn. Tilsynet kan være både administrativt (gennemgå affaldsdata og dokumentation) og fysisk (et besøg på virksomheden). Uanset hvad, er det vigtigt, at du som virksomhedsejer eller affaldsansvarlig har styr på dokumentationen og praksis for din affaldshåndtering.

    Hvad er styrket affaldstilsyn?

    Det styrkede affaldstilsyn er et landsdækkende kontrolsystem, der skal sikre, at virksomheder lever op til affaldsreglerne. Det omfatter især:

    • Korrekt sortering af affald – fx adskillelse af farligt affald, elektronik, plast, metal, bioaffald m.m.
    • Rigtig opbevaring og håndtering – fx opbevaring i lukkede beholdere, mærkning, adskillelse m.m.
    • Dokumentation og sporbarhed – fx kvitteringer, kontrakter og registrering i Affaldsdatasystemet (ADS)
    • Aflevering til godkendte affaldsmodtagere – og ikke til "uautoriserede vognmænd" eller lignende

    Tilsynene udføres af enten kommunen eller Miljøstyrelsen og sker som led i en risikobaseret model – dvs. der fokuseres på virksomheder med størst risiko for fejl eller mangler.

    Tilsynet udføres af den kommune hvor dit firma har adresse, eller hvor arbejdet udføres – fx på byggepladser.

    Hvad sker der ved et administrativt affaldstilsyn?

    Ved er administrativt tilsyn, gennemgår miljøstyrelsen de indberettede mængder i affaldsdata, uden at besøge virksomheden. Efterfølgende vil I modtage en tilsynsrapport i E-boks, der indeholder resultaterne af tilsynet, samt eventuelle anbefalinger til forbedringer.

    Hvad sker der ved et fysisk affaldstilsyn?

    Ved et fysisk affaldstilsyn får din virksomhed besøg af en tilsynsmedarbejder fra kommunen. Formålet er at kontrollere, om affaldet bliver håndteret og sorteret korrekt – og om I overholder gældende lovgivning og miljøkrav.

    Tilsynet omfatter typisk:

    • Gennemgang af jeres fysiske affaldshåndtering og sortering
    • Tjek af beholdere, mærkning, opbevaring og adskillelse af affaldstyper
    • En samtale om jeres indsamlingsaftaler og hvilke affaldsmodtagere I benytter
    • Drøftelse af eventuelle optimeringsmuligheder eller forbedringspotentiale
    • Opfølgning på data, hvis der er foretaget administrativt tilsyn forinden
    • Gennemgang af virksomhedens affaldsdata i Affaldsdatasystemet (ADS)

    Tilsynsmedarbejderen vil tage udgangspunkt i virksomhedens konkrete forhold – herunder branche, størrelse og affaldsprofil – og vurdere, om praksis lever op til kravene.

    Har virksomheden allerede et miljøtilsyn, vil affaldstilsynet blive en del af dette.

    Hvor lang tid varer tilsynet – og hvad koster det?

    Et fysisk affaldstilsyn varer som regel mellem 30 minutter og 2 timer, afhængigt af hvor kompleks virksomhedens affaldsforhold er. Hvis der er behov for opfølgning, kan tilsynet omfatte flere besøg.

    Sker affaldstilsynet i sammenhæng med et almindeligt miljøtilsyn (det såkaldte basis miljøtilsyn), vil hele besøget vare længere.

    Gebyr for tilsyn

    Tilsynsmyndigheden opkræver et gebyr for det fysiske affaldstilsyn. Beløbet afhænger af, forberedelsestid, kørsel, hvor lang tid tilsynet varer, samt det efterfølgende forløb. Beløbet fastsættes ud fra lokale takster. Du kan finde de gældende gebyrer på Hedensted Kommunes hjemmeside Hvad koster det at få hentet dit affald? | Hedensted Kommune. Gebyret for affaldstilsynet er i 2025, 805 kr. i timen inkl. moms.

    Hvad kræver det af dig som virksomhed?

    Det vigtigste er, at du har styr på affaldet – både i praksis og på papiret.

    Det betyder bl.a., at du:

    • Ved, hvordan affald skal sorteres og opbevares
    • Har dokumentation på affaldstyper og mængder
    • Har kontrakt med en godkendt affaldsindsamler
    • Kan vise sporbarhed og overblik over affaldsstrømme
    • Kender din rolle og ansvar i hverdagen

    Det er ikke kun store produktionsvirksomheder, der er omfattet – det gælder også mindre virksomheder som håndværkere, butikker, kontorer, frisører, restauranter og andre, der genererer erhvervsaffald.

    Sådan forbereder du dig – få hjælp i god tid

    (indsættes som boks) - Hvad er det for en boks I gerne vil have ind her?

    Miljøstyrelsen har udgivet en opdateret og brugervenlig guide til virksomheder om affaldstilsyn, som vi opfordrer til, at du læser igennem og bruger som tjekliste.

    Download guiden her (PDF)

    Guiden indeholder bl.a.:

    • Tjeklister til affaldshåndtering og sortering
    • Gode råd om affaldsoverblik og dokumentation
    • Skabeloner til at holde styr på jeres affald
    • Eksempler tilpasset forskellige brancher