Gå til hovedindhold

Referater - Arkiv 2022-2025

Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Læring 2022-2025
    Mødedato: 8. april 2024 16:00
    Mødested: Hedensted Rådhus mødelokale

    Sagsnr.: 28.03.00-A00-1-24

    Beslutningstema

    Orientering til Udvalg for Læring om fremdrift i byggeri.

    Økonomi

    Budget ser ud til at holde, idet der løbende er lavet tilpasninger i forhold til indkøb af legeredskaber til legepladsen mv. blandt andet på grund af prisstigninger.

    Historik

    I 2022 blev der bevilget midler til bygning af Børnehuset på Årupvej.

    Bevillingen er på 39,1 mio og Børnehuset skulle stå færdigt inden sommerferien 2024.

    Der er plads til tre vuggestuegrupper med ialt 42 vuggestuebørn, tre børnehavegrupper med ialt 78 børnehavebørn samt Minigruppen, der er et skærmet specialpædagogisk tilbud under Dagtilbudsloven.

    Institutionen bygger på natur, bevægelse og sundhed.

    Institutionen kommer på sigt til at ligge midt i folkeskoven, der skal udvikles omkring institutionen.

    Der er pr. 1.3.24 ansat leder af institutionen og rekruttering af personale er netop gået i gang.

    Sagsfremstilling

    Institutionen er placeret på Årupvej 10 i Hedensted. Det var en forventning, at Børnehuset Årupvej ville være klar til indtag af børn d. 1. august 2024, men da der er tilstødt forsinkelser pga længere tørretider, efter en kold og våd vinter, er forventningen nu, at der kan åbnes for 2 grupper d. 5. august, og at den resterende del vil være klar til ibrugtagning d. 8. august.


    Det betyder, at der åbnes for 1 vuggestue- og 1 børnehavegruppe d. 5.august og at Minigruppen flytter ind snarest efter d. 8. august.

    Indstilling

    at Udvalg for Læring tager orienteringen til efterretning.

    Beslutning

    Orienteringen blev taget til efterretning.


    Sagsnr.: 28.00.00-A00-3-24

    Beslutningstema

    Der fremlægges forslag om organisering af samarbejde mellem politikere og repræsentanter for forældrebestyrelser omkring indhold og processer på dialogmøderne igennem etablering af et forretningsudvalg.

    Der ønskes desuden tilkendegivelse af ønsker til temaer på kommende dialogmøde d. 6. maj.

    Historik

    Der afholdes to dialogmøder årligt mellem politikere og formænd for forældrebestyrelser i de kommunale daginstitutioner og dagplejen. Struktur og hyppighed blev senest drøftet på udvalgsmøde d. 12. april 2023.  Dialogmøder - struktur og emner.

    Sagsfremstilling

    For at styrke relevans i valget af emner og samspillet mellem politikere og forældrebestyrelserne omkring dialogmøderne, foreslås det, at der etableres et forretningsudvalg i form af:

    En udpeget politiker fra Udvalget for Læring, som sammen med tre valgte forpersoner i gruppen af forældrebestyrelsesformænd mødes 1½ måned før hvert dialogmøde for at forberede, drøfte og udvælge relevante emner, som der er fælles interesse for at arbejde videre med, samt ønsker til form på mødet.

    Møderne har en varighed af 1-1½ time.

    Møderne indkaldes og planlægges af chef for dagtilbud, som herefter arbejder videre med endelig dagsorden og ramme for dialogmøderne på dagtilbud.

    Såfremt Udvalget for Læring beslutter at gå med det nye format, skal der på dialogmødet d. 6. maj vælges tre repræsentanter fra forældrebestyrelserne til dette forum.

    Derudover ønskes tilkendegivelser fra Udvalget for Læring om emner, der ønskes drøftet på kommende dialogmøde.

    Indstilling

    at udvalget træffer beslutning vedr. etablering af forretningsudvalg for dialogmøder på dagtilbudsområdet.

    at udvalget kommer med forslag til emner til kommende dialogmøde.

    Beslutning

    Godkendt idet udvalget udpegede Rune Mikkelsen.

    Emneforslag: Den attraktive arbejdsplads, feriepasning, kvalitet med fokus på leg.

    Sagsnr.: 00.00.00-P05-7-24

    Beslutningstema

    Udvalgene følger op på forårsseminaret for Kommunalbestyrelsen den 26. februar 2024.

    Økonomi

    Der er ingen økonomiske konsekvenser.

    Historik

    Økonomiudvalget godkendte den 19. februar 2024 tids- og procesplanen i forbindelse med Budget 2025. Heri indgik, at der, som i forbindelse med processen for Budget 2024, blev gennemført et forårsseminar for Kommunalbestyrelsen den 26. februar 2024. Økonomiudvalget godkendte endvidere, at udvalgene skulle forelægges en opsamling på forårsseminaret på udvalgsmøderne i april 2024.

    Sagsfremstilling

    Der blev afholdt forårsseminar for Kommunalbestyrelsen den 26. februar 2024, hvor formålet var at introducere, temasætte og drøfte det politiske arbejde med budgetlægningen for 2025 og budgetoverslagsårene 2026-2028.

    På forårsseminaret var der en grundig gennemgang af tids- og procesplanen i forbindelse med Budget 2025.


    På forårsseminaret blev der som noget nyt allerede i februar måned givet en rammesætning af de forventede strategiske udfordringer på et overordnet niveau, ligesom der var en introduktion og drøftelse af nye muligheder indenfor de enkelte kerneområder. Dette danner fundamentet for den videre konkretisering af strategiske udfordringer og muligheder, som bliver præsenteret i udvalgene i juni, og som herefter forventes at indgå i det teknisk-administrative budgetforslag.

    I vedlagte notat er der udarbejdet en detaljeret opsamling på forårsseminaret, herunder en overordnet opsummering af strategiske udfordringer og muligheder indenfor de enkelte kerneområder, såvel som et indblik i gruppedrøftelserne af dilemmafyldte spørgsmål, som er væsentlige for opgaveløsningen.


    Frem til juni arbejder forvaltningen videre med at afdække og konkretisere de strategiske udfordringer, som blev skitseret på forårsseminaret, såvel som kerneområdernes generelle forventninger til de kommende år.

    På udvalgsmøderne i juni 2024 vil det samlede overblik over de strategiske udfordringer og muligheder på det enkelte område blive præsenteret med henblik på drøftelse og kvalificering. Dette vil efterfølgende blive præsenteret for den samlede Kommunalbestyrelse på temamødet den 19. juni 2024.


    Der lægges op til, at udvalgene drøfter opsamlingen og giver eventuelle yderligere input til forvaltningens videre arbejde med det teknisk administrative budgetforslag.

    Indstilling

    at udvalgene drøfter opsamlingen og giver eventuelle yderligere input til forvaltningens videre arbejde med det teknisk administrative budgetforslag.

    Beslutning

    Udvalget ønsker relevant forberedelsesmateriale fsva. kapacitetsudfordringer på skoleområdet i Hedensted by, øvrige behov for kapacitetsjusteringer ønskes belyst.

    Arbejdet med facilitetsplan bør prioriteres.

    Omkostningerne ved udbud bør håndteres i det teknisk administrative budget ved bl.a rengøring og skolebefordring.

    Omkostninger i forbindelse med barnets lov.


    Sagsnr.: 28.03.04-P00-1-24

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til anlægsbevilling og rådighedsbeløb i forbindelse med de projekter, der igangsættes i 2024.

    Økonomi

    Der er i investeringsoversigten for 2024 afsat 7 mio. kr. til dagpleje-/vuggestuekapacitet.

    Kommunalbestyrelsen meddelte anlægsbevilling på 875.000 kr. til etablering af krybberum i den nye daginstitution Lille Dalby.

    Dette beløb blev finansieret fra det afsatte beløb i investeringsoversigen - således at der på nuværende tidspunkt resterer 6.125.000 kr.

    Der søges om anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 6.125.000 kr. til de projekter, der beskrives i sagsfremstilling.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Historik

    Udvalget for Læring blev på møde d. 4. marts orienteret om de påtænkte projekter. Udvalget besluttede, at der på møde i april fremlægges bevillingssag på de projekter, der igangsættes i 2024.

    Sagsfremstilling

    Der har over de senere år været fokus på både kapacitetsstyring og specifikke kapacitetsudfordringer på dagtilbudsområdet i Hedenstedområdet og en række andre distrikter.


    Som forarbejde til budget 2024 fremkom forvaltningen med input til investeringsoversigten. Heri indgik både behovet for oprettelse af ekstra vuggestuekapacitet ved nogle institutioner og etablering af ny vuggestue ved institutioner uden.


    Kommunalbestyrelsen besluttede på møde d. 29. november 2023 at bevilge 3,0 mio. kr til etablering af vuggestue til Eventyrhaven i Lindved. Dermed er der nu følgende distrikter, der ikke har tilbud om vuggestue: Stenderup, Uldum, Ølholm, Ølsted og Aale-Hjortsvang.


    Kapacitetsbehovet gør, at der på den korte bane nogle steder er behov for ekstra vuggestuekapacitet (fx. Hornsyld) og andre steder er institutioner udfordret vedr. krybberum og lign.


    Anlægsmidlerne anvendes til følgende projekter:

    1) Skjoldbørnehaven (istandsættelse af ekstra lokaler)

    2) Hornsyld idrætsbørnehave (udvidelse med ekstra vuggestuegruppe)

    3) Søstjernen, Rask Mølle (krybberum)

    4) Børnehuset Stjerneskuddet (helhedsplan)

    5) Lille Dalby (Krybberum, supplerende beløb)


    I bilag følger budgetdetaljer for de enkelte projekter.

    Indstilling

    at kommunalbestyrelsen meddeler anlægsbevilling og rådighedsbeløb til de omtalte projekter, og udgiften finansieres som beskrevet under økonomi.

    Beslutning

    Godkendt.

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-10-23

    Beslutningstema

    Udvalget for Læring evaluerer afholdt dialogmøde med skolebestyrelser 4. marts 2024.

    Sagsfremstilling

    Den 4. marts blev der afholdt dialogmøde med bestyrelsesformænd fra skolebestyrelserne. Dagsordnen til mødet var:

    • Velkomst ved udvalgsformand
    • Den digitale verden i skole/ SFO kontekst
    • Fælles pædagogiske indsatsområder - nu og i 24/25
    • Aktuelt på skoleområdet netop nu
    • Eventuelt og tak for i aften ved udvalgsformand


    På baggrund af dialogmødet, samt de i bilaget foreslåede temaer til fremtidige møder, skal der nu pågå en drøftelse af:

    • Hvad blev udvalget optaget af?
    • Er der opstået behov for yderligere informationer eller drøftelser?


    Indstilling

    at udvalget evaluerer dialogmødet.

    Beslutning

    Ros til indhold og form, og oplevelsen kan med fordel danne afsæt for de næste dialogmøder.

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-10-23

    Beslutningstema

    Allokering af midler mellem udvalg (Læring/Økonomiudvalg) som følge af Barnets Lov.

    Økonomi

    I forindelse med budgetlægningen for 2024 blev der afsat følgende midler til gradvis implementering af Barnets Lov, som trådte i kraft 1. januar 2024. Alle midler er afsat under Udvalget for Læring.

    2024

    2025

    2026

    2027

    2,8 mio. kr.

    3,1 mio. kr.

    3,9 mio. kr.

    4,2 mio. kr.


    Det skal besluttes om midlerne til opnormering (1,8 mio. kr. i 2024) grundet øget sagsbehandling kan overføres til Økonomiudvalgets budgetområde. Nedenstående tabel viser den fremadrettede fordeling af midlerne til Barnets Lov mellem de 2 udvalg.


    Indsats

    Beløb 2024

    Beløb 2025

    Beløb 2026

    Beløb 2027

    Opnormering indenfor myndighedsafdelingen i Børn og Familie tilsagsbehandling (Økonomiudvalget)

    1,8 mio. kr.

    2,2
    mio. kr.

    2,7 mio. kr.

    3 mio. kr.

    Indsatser herunder tidlig indsats og medarbejdere i Modtagerteamet

    (Udvalget for Læring)

    1 mio. kr.

    0,9 mio. kr.

    1,2 mio. kr.

    1,2 mio. kr.

    I alt

    2,8 mio. kr.

    3,1 mio. kr.

    3,9 mio. kr.

    4,2 mio. kr.


    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.



    Personale

    Der kan ansættes personale indenfor den ramme, der overføres til Økonomiudvalget.

    Historik

    I forbindelse med indførelsen af Barnets Lov modtog Hedensted Kommune DUT-midler til gradvis indfasning og implementering af nye sagsgange og indsatser:


    2024

    2025

    2026

    2027

    2,8 mio. kr.

    3,1 mio. kr.

    3,9 mio. kr.

    4,2 mio. kr.

    I budget 2024 blev alle midlerne lagt ind på indsatsdelen (udvalget for Læring). Det er i løbet af efteråret 2023 blevet mere tydeligt, at midlerne i højere grad skal anvendes til sagsbehandling (Økonomiudvalget) bl.a.:

    • Øgede borgerrettede aktiviteter, herunder tættere kontakt med børn og unge under sagsforløbet.
    • To socialrådgivere på sager med komplekse problemstillinger for at styrke stabiliteten for barn/ung og familie i sagsforløbet.


    Sagsfremstilling

    Reformen Børnene Først blev besluttet i maj 2021 med det overordnede formål, at udsatte børn og unge ikke skal blive udsatte voksne, at udsatte børn og familier skal hjælpes tidligere og bedre end i dag.

    I forlængelse af reformen blev Barnets ny Lov besluttet juni 2023 med virkning fra 1. januar 2024 med det formål at øge barnets rettigheder, hurtigere indsats, enklere regelsæt og et dynamisk sagsforløb. Der er bl.a. lovkrav om:

    · Øgede rettigheder til børn og unge – også det ufødte

    · Øget inddragelse af børn, unge, familien og netværk

    · Obligatorisk børnefaglig undersøgelse af visse børn med afbrudt ophold på krisecenter

    · Obligatorisk børnefaglig undersøgelse for søskende til børn og unge anbragt grundet omsorgssvigt

    · To børne- og unge rådgivere i komplekse sager

    · To børne- og unge rådgivere til det personrettede tilsyn med anbragte børn og unge 2 gange årligt

    · Obligatorisk forældrehandleplan ved anbragte børn og unge

    · Selvstændig partsstatus fra 10 år i anbringelsessager

    · Risikovurdering ved bekymring for æresrelaterede konflikter

    · Let tilgængelig indgang på kommunens hjemmeside


    De ændrede lovkrav og dokumentation herpå i sagerne kræver ændret praksis hovedsagligt i sagsbehandlingen, og kræver primært flere personale ressourcer. Indsatser skal løbende følges op, og ikke længere med faste lovfæstede intervaller.


    Endvidere skal anbringelse benyttes som forebyggelse af omsorgssigt, og derfor forventes en stigning i afgørelser om denne foranstaltning, både ift. børn og unge men også deres søskende.

    Der er igangsat flere aktiviteter og tiltag for målgruppen – både i afdelingen og i et samarbejde med resten af Læring – med det formål at forebygge mistrivsel. Seneste initiativer er Forældrekontakten – et åbent anonymt rådgivningstilbud til forældre til børn og unge 0-18 årige i et samarbejde mellem Sundhedsplejen, TCLT og Børn & Familier. Projektet er støttet af midler fra Socialstyrelsen med 4,1 mio. kr. i perioden 2023-2025 som led i understøttelsen af reformen Børnene Først. Et andet er SES i samarbejde med Beskæftigelse – et digitalt værktøj til skilsmisseramte familier samt fagpersoner i håndtering og arbejdet med de udfordringer, børn, unge og deres familier rammes af.


    Indstilling

     at midlerne til opnormering af personale overføres til Økonomiudvalget som beskrevet under Økonomi.

    Beslutning

    Godkendt.

    Sagsnr.: 27.00.00-G01-31-24

    Beslutningstema

    Årlig gennemgang af indkomne underretninger, tilgang af sager, igangsatte indsatser i Børn og Familier i 2023. Desuden information om udfordringsbilledet, udvikling og nye tiltag i afdelingen.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Orienteringen blev taget til efterretning.

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-10-23

    Beslutningstema

    Udvalget tager stilling til deltagelse i arrangementer.

    Historik

    Kommunalbestyrelsen har vedtaget, at såfremt der gives kørselsgodtgørelse til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser).

    Sagsfremstilling

    Afholdt arrangement:

    • Dialogmøde med bestyrelser Skole, 4. marts 2024


    Kommende arrangementer:

    • Dialogmøde med bestyrelser Dagtilbud, 6. maj 2024
    • Rejsegilde i Lindved - Dagtilbud, 23. april 2024

    Indstilling

    at der gives kørselsgodtgørelse til de i sagsfremstillingen nævnte arrangementer.

    Beslutning

    Godkendt.

    Sagsnr.: 00.01.00-A00-7-24

    Beslutningstema

    Udvalget orienteres om igangværende og kommende indsatser.

    Sagsfremstilling

    • Byggesag Tørring, proces og næste skridt
    • Politikimplementering i Læring
    • Børne- og Ungesyn
    • Kommunikationsgruppe
    • Hjemmeside
    • Skoleforlig 2024

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Orienteringen er taget til efterretning.

    Sagsnr.: 00.00.00-A26-4-24

    Beslutningstema

    Udvalgets medlemmer skriver under her.

    Beslutning

    .

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-2-24

    Beslutningstema

    Fællesmøde mellem Udvalget for Læring og Udvalget for Beskæftigelse om implementering af Ungestrategien.

    Historik

    Ungestrategien er godkendt i kommunalbestyrelsen den 20. december 2023.

    Sagsfremstilling

    Orientering om implementering af Ungestrategien


    Ungestrategien er godkendt i kommunalbestyrelsen den 20. december 2023.


    Forud for behandlingen i kommunalbestyrelsen har Udvalget for Læring og Udvalget for Beskæftigelse på fællesmøde den 9. november besluttet, at udmøntningen af Ungestrategien skal behandles på fællesmøde mellem de 2 udvalg i marts/april 2024.


    Forvaltningen har arbejdet med Ungestrategien i regi af KUI-strategiimplementeringsgruppen, og der har været afholdt fælles temadag for nøgleaktører på Ungeområdet.


    På fællesmødet i dag er der taget udgangspunkt i følgende områder, som vil blive gennemgået på mødet:


    • Opfølgning på temadag 6. marts – præsentation af temaer fra gruppedrøftelser til det videre arbejde
    • Hvem er de 160 unge, som ikke er klar til videre uddannelse?
    • Sammenhængende skole-vejledningsplan
    • Skolepolitiske signaler
    • Den videre implementeringsplan – næste skridt

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Orienteringen er taget til efterretning.