Spærring fjernet ved Egelund Å: Naturen får forbindelsen tilbage
Fri passage er genetableret i Egelund Å ved Egelund Mølle, hvor en spærring er fjernet og et nyt 260 meter langt, slynget vandløb er skabt. Det forbedrer levevilkår, styrker biodiversiteten og giver fisk og smådyr mulighed for at sprede sig frit.
Fredag blev der igen skabt fri passage i Egelund Å ved Egelund Mølle, da en mangeårig spærring blev fjernet som led i en større naturgenopretning. Dermed kan fisk og smådyr nu bevæge sig frit gennem vandløbet – til gavn for både naturen og området.
- Det her er et godt eksempel på, hvordan vi kan give naturen bedre vilkår. Når vandet igen kan løbe frit, skaber det nye muligheder for livet i åen, sagde udvalgsformand for Udvalget for Teknik, Viggo Kjær Poulsen, som selv førte gravemaskinen ved genåbningen.