Kontakt
Viggo Kjær Poulsen
E-mail: viggo.poulsen@hedensted.dk
Fri passage er genetableret i Egelund Å ved Egelund Mølle, hvor en spærring er fjernet og et nyt 260 meter langt, slynget vandløb er skabt. Det forbedrer levevilkår, styrker biodiversiteten og giver fisk og smådyr mulighed for at sprede sig frit.
Fredag blev der igen skabt fri passage i Egelund Å ved Egelund Mølle, da en mangeårig spærring blev fjernet som led i en større naturgenopretning. Dermed kan fisk og smådyr nu bevæge sig frit gennem vandløbet – til gavn for både naturen og området.
- Det her er et godt eksempel på, hvordan vi kan give naturen bedre vilkår. Når vandet igen kan løbe frit, skaber det nye muligheder for livet i åen, sagde udvalgsformand for Udvalget for Teknik, Viggo Kjær Poulsen, som selv førte gravemaskinen ved genåbningen.
Ved genåbningen blev der også sat vand på den nye faunapassage, som erstattede den tidligere spærring, der i mange år havde hindret livet i åen. Undersøgelser viste tidligere mange ørreder nedstrøms, men ingen opstrøms fra spærringen. Med projektet er forbindelsen genetableret, og dermed er grundlaget skabt for, at fisk og smådyr igen kan sprede sig frit i vandløbet.

Som en del af løsningen blev der etableret et nyt, slynget vandløbsforløb på 260 meter. Det nye forløb skaber bedre strømforhold, gydebanker og naturlige levesteder, som styrker forholdene i vandløbet og bidrager til et sundere vandmiljø. Resultatet er en konkret naturforbedring, der både kan ses og mærkes i området.
Projektet ved Egelund Mølle er en del af EU's vandrammedirektiv og vandplanindsats med fokus på at opnå god økologisk tilstand i danske vandløb. Arbejdet blev gennemført i tæt samarbejde mellem rådgivere, kommune og lodsejer, og løsningen blev både teknisk robust og økonomisk ansvarlig.
- Vi arbejder løbende med at se på, hvor vi kan gøre en forskel for miljøet og klimaet i Hedensted Kommune. Projekter som det her viser, at vi kan finde løsninger, der både giver mening lokalt og forbedrer vores fælles natur, sagde Viggo Kjær Poulsen.
Projektet er blevet finansieret af den danske stat og Hedensted Kommune. Staten har betalt cirka 430.000 kroner, mens Hedensted Kommune har bidraget med cirka 160.000 kroner.
E-mail: viggo.poulsen@hedensted.dk