IoT sensorer – hvad er det og hvad bruger vi dem til

Rundt om på vandreruterne i Hedensted Kommune vil du kunne opleve, at der sidder en lille IoT sensor et sted på ruten. Ofte vil sensoren sidde på en stolpe i forbindelse med, at en vandrerute krydser en bro eller et spang. Nedenfor ser du et billede af en sådan IoT sensor.
Sensor på bro

Forkortelsen IoT står for ”Internet of Things”, hvilket dækker over en teknologi, hvor små systemer (ting) ”kan tale sammen” på internettet – uden menneskelig indblanding. Formålet med sensorerne er at skabe viden, der bl.a. kan være med til at optimere drift og planlægning inden for forskellige fagområder.

I Hedensted Kommune bruger vi IoT sensorer til bl.a. at indsamle data om, hvor mange der bruger vores vandreruter og mountainbikeruter. Antallet af brugere fortæller os noget om, hvor meget en rute benyttes og på hvilke tidspunkter.

Teknisk set bygger sensorerne på en infrarød teknologi, der blot registrer bevægelsen forbi sensoren. Sensorerne indeholder ikke kameraer og tager derfor heller ikke nogen billeder.

Kontakt

Data & Analyse

Tlf.: 79755000

Send e-mail til Data & Analyse