Udvalget for Teknik & Miljø skal beslutte, om Forslag til Lokalplan 1175 for boliger ved Melhedevej i Tørring skal sendes i høring. Samtidigt skal udvalget godkende, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering af planforslaget.
Ingen bemærkninger.
Kommunalbestyrelsen besluttede at igangsætte planlægningen på deres møde den 21. december 2022, punkt 262.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske fra ejeren om at udvikle et boligområde med boliger på store grunde ved Melhedevej i Tørring. Det er intentionen at udvikle seks storparceller med to vejadgange fra Melhedevej. Udstykningerne ønskes i en størrelse fra 1.200 – 6.000 m2, og bebyggelsen må have en højde på maksimalt 8,5 meter i maksimalt 2 etager. Der etableres et mindre fælles friareal med mulighed for at etablere en grillhytte. Se områdets disponering på lokalplankortet på bilag 1.
Se planområdets placering her.
Tilpasninger og planproces
I forhold til disponeringen af området fra igangsættelsen af planlægningen er der foretaget følgende ændringer:
Lokalplan
Formålet med lokalplanen er at udlægge området til boligområde, der er tilpasset omgivelserne. Derfor har lokalplanen til formål at sikre, at boligerne etableres som åben-lave boliger på store grunde i tråd med den eksisterende bebyggelse langs Melhedevej, og som beskrevet i Tørring Bydelsplan.
For at sikre en blød overgang mellem haveareal og naturarealerne langs Gudenåen og Melhede Bæk har lokalplanen desuden til formål at fastsætte en overgangszone derimellem. Samtidigt reserveres der areal til en fremtidig slyngning af Melhede Bæk samt en fremtidig udvidelse af Melhedevej, som også er beskrevet i Tørring Bydelsplan. Der er derfor indarbejdet byggelinjer langs Melhedevej og Melhede Bæk.
Det er desuden lokalplanens formål at sikre, at overfladevandet håndteres via lokale løsninger inden for området. Lokalplanen udlægger areal langs boligvejen til vandhåndtering, og der kan etableres andre løsninger hertil eksempelvis regnbede, faskiner eller lignende.
Lokalplanen skal sikre, at arealet overføres fra landzone til byzone på nær en 10 meter bræmme langs Melhede Bæk (delområde C).
Lokalplanen indeholder:
Forslag til Lokalplan 1175 for boliger ved Melhedevej i Tørring kan ses her, og er vedhæftet som bilag 2.
Landbrug
Det er i forbindelse med lokalplanlægningen undersøgt, om området er påvirket af lugt fra landbrug. Det konkluderes, at planområdet ikke vil være påvirket af lugt.
Trafik
Lokalplanen udlægges til boligområde med mulighed for at udstykke store grunde, som dermed ikke medfører en væsentlig stigning i trafikmængden på Melhedevej.
Natur
Der er indarbejdet en overgangszone fra have- og bebyggelsesarealerne til vandløbene og naturarealerne, hvilket er med til at sikre en overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer for grønt danmarkskort.
Eksisterende forhold
Planområdet omfatter matrikel nummer 12ec Tørring By, Tørring og udgør et areal på cirka 2 hektar.
Planområdet er ifølge Hedensted Kommuneplan 2021-2033 omfattet af rammeområde 7.B.23 og udlagt til boligområde med en maksimal bebyggelsesprocent på 30, en maksimal bygningshøjde på 8,5 meter og et maksimalt antal etager på 2. Området langs Melhede Bæk er omfattet af rammen 7.R.05.
Området er omfattet af Tørring Bydelsplan, hvori der omkring området langs Melhedevej er lagt vægt på, at den fremtidige bebyggelse gerne må afspejle en åben struktur for at tilpasse den til det eksisterende boligmiljø. Dette er også indarbejdet i retningslinjerne for bebyggelsens omfang i kommuneplanrammen. Projektet er i overensstemmelse med Tørring Bydelsplan og kommuneplanrammen.
Forsyning
Spildevand
Planområdet er i dag ikke omfattet af Hedensted Kommunes Spildevandsplan. Der er spildevandsledning i området. Der skal udarbejdes et tillæg til spildevandsplanen, som muliggør tilslutning af de nye huse til den eksisterende kloak. Spildevand ledes til Tørring Renseanlæg.
Regnvand
Overfladevand skal håndteres inden for lokalplanområdet. Det vurderes at området er egnet til nedsivning.
Drikkevand
Området ligger i Tørring Vandværks forsyningsområde og forventes forsynet med drikkevand herfra.
Varme
Planområdet ligger ved Tørring, hvor der er mulighed for fjernvarme. Der vil eventuelt skulle udarbejdes og godkendes et projektforslag for fjernvarme i området.
Miljøvurdering
Der er foretaget en miljøscreening af planen, hvori det blev vurderet, at planlægningen ikke vil kunne påvirke miljøet væsentligt. Screeningen kan ses på bilag 3.
På grundlag af udkast til miljøscreeningen har andre berørte myndigheder i perioden fra den 15. december 2022 til den 6. januar 2023 har haft mulighed for at kommentere kommunens forventede afgørelse om ikke at gennemføre en miljøvurdering af planforslaget. Der er ikke indkommet høringssvar, som giver anledning til at gennemføre en miljøvurdering, men VejleMuseerne har indsendt supplerende bemærkninger, som er indarbejdet i miljøscreeningen og i lokalplanens redegørelse.
Derfor udarbejdes der ikke en miljøvurdering.
Beslutningsproces
Lokalplanen er en almindelig lokalplan uden kommuneplantillæg. Kommunalbestyrelsen har på mødet den 26. oktober 2022, punkt 204 delegeret kompetencen til behandlingen af forslag og endelig vedtagelse af sådanne planer til Udvalget for Teknik & Miljø eller forvaltningen, hvis planforslaget holder sig inden for de principper, Kommunalbestyrelsen vedtog ved igangsættelsen. Såfremt der ikke kommer høringssvar eller enkelte høringssvar af teknisk karakter vil forvaltningen vedtage og offentliggøre lokalplanen endeligt, og efterfølgende orientere Udvalget for Teknik & Miljø.
Beslutningen meddeles ansøgeren.
Planforslaget offentliggøres i henhold til planlovens § 24-26. Afgørelsen om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering offentliggøres samtidigt.
Forslaget til lokalplan er udarbejdet efter Lov om planlægning, LBK nr. 1157 af 1. juli 2020, § 13 stk. 2 og § 24
Afgørelse om miljøvurdering træffes efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 03. januar 2023, § 8, stk. 2
Udvalget godkender forvaltningens indstilling, dog således at der specifikt optages en dialog med udvikler omkring bebyggelsesprocenten inden udsendelse i offentlig høring.