Sagsnr.: 17.00.00-A00-1-22 Sagsbehandler: Sofie Boudigaard Nielsen
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til ansøgning om, at dagtilbud og skole i Stouby fra 1. august 2022 ophører med at være omfattet af reglerne for fælles ledelse jf. folkeskolelovens §24a.
Økonomi
Ingen ændringer. Stouby Skole skal have organiseret ledelse af skolens SFO, der under fælles ledelse formelt set har ligget som en dagtilbudslederopgave. Udgifterne hertil ligger inden for skole/SFO’s eksisterende budget.
Historik
Fælles ledelse blev i Stouby etableret i efteråret 2018 i lyset af det faldende børnetal og for at høste de synergieffekter, der kunne ligge i et tættere samarbejde om byens børn. Lokalt var der i 2018 også overvejelser omkring dagtilbuddets placering. Skulle der investeres i de nuværende bygninger eller skulle der arbejdes på at flytte dagtilbuddet til ledige lokaler på skolen. Læring har været i løbende dialog med ledelsen i Stouby om den fælles ledelse. Allerede i forbindelse med udarbejdelse af skoleanalysen i 2020 stod det klart at fordelene ved fælles ledelse vanskeligt lader sig realisere, når der ikke er tale om bygningsfællesskab eller hvor institution og skole bor side om side.
10. august 2020 behandlede Udvalget for Læring løsningforslag vedr. skoleanalyse. Udvalget tog på mødet stilling til, hvilke scenarier udvalget anbefalede til det videre budgetarbejde. Beslutningen vedr. 'Løsning 5: Børneuniverser flere steder' blev, at Udvalget gerne ser, at der bliver flere børneuniverser, og at Udvalget ønsker have en dialog med lokalområderne.
2. november 2020 besluttede Udvalget for Læring at revurdere de 12 scenarier og løsningsforslag vedr. skoleanalysen jf. budgetforliget. Beslutningen blev, at Udvalget fastholder beslutningen og arbejder fortsat videre med proces for dialog med lokalområderne. Deraf fulgte, at de nuværende børneuniverser med fordel kan optimeres på følgende punkter:
- Der skal arbejdes med én lovgivning for alle børneuniverser i Hedensted Kommune. Det betyder i praksis, at alle børneuniverser skal etableres som fælles ledelse, da dette er en betingelse for at måtte have vuggestuebørn.
- Ledelsesstrukturen skal justeres, så der kun er ansat det nødvendige antal ledere.
12. april 2021 besluttede Udvalget for Læring, at administrationen skulle gå videre med at konkretisere modeller, der giver mulighed for, at USFO kan overgå til fælles ledelse under dagtilbudsloven inden for den nuværende økonomiske ramme i dagtilbud til fremlæggelse på junimødet. Alle børneuniverser oprettes dermed under Dagtilbudsloven (Fælles ledelse). Beslutningen vil kunne implementeres med den konsekvens, at alle børneuniverser inkl. de nuværende USFOer i Ølholm, Aale og Korning fremadrettet får samme vilkår.
7. juni 2021 besluttede Udvalget for Læring følgende principper:
- At harmonisering af ledelsesvilkår samt normeringstilpasning sker inden for den samlede ramme inkl. bevilling på 2. mio. kr. fra 2020, således at harmonisering kan ske udgiftsneutralt.
- At minimumsnormeringer for alle dagtilbud og alle SFOer fastlægges under hensynstagen til det lokale bygningsfællesskab og deraf følgende mulighed for sampasning i ydertimer. Som konsekvens heraf vil der fremadrettet ikke være demografi for enheder ned børnetal under minimumsnormering.
- At der (fremadrettet) ikke etableres fælles ledelse, hvis ledelse af dagtilbud og SFO ikke kan varetages af én leder.
- At beslutning om harmonisering af børneuniverser søges effektueret med virkning fra 1. januar 2022.
6. september 2020 behandlede Udvalget for Læring forslag om, at USFOer overgår til fælles ledelse under dagtilbudsloven. Forslaget indebærer følgende:
- Juridisk ændrer USFOerne i Ølholm, Aale og Korning med virkning fra 1. januar 2022 status til dagtilbud med fælles leder og fælles bestyrelse. Disse dagtilbud omfattes dermed af gældende retningslinjer, styrelsesvedtægt og vedtægter for fælles ledelse - se evt. nærmere på kommunens hjemmeside.
- Personalemæssigt overgår USFO-ledere i Ølholm, Aale og Korning til indplacering efter overenskomst og forhåndsaftaler på dagtilbudsområdet. Medarbejdere, der beskæftiger sig med børn i dagtilbud, overgår til indplacering efter overenskomst og forhåndsaftaler på dagtilbudsområdet. Medarbejdere, der beskæftiger sig med SFO-børn, berøres ikke af forslaget. Ingen af de pt. ansatte kommer til at opleve lønnedgang.
- Budget og økonomi for USFOerne i Ølholm, Aale og Korning opdeles i henholdsvis dagtilbud og SFO, idet tildeling sker ud fra alm. principper for dagtilbudsnormering og SFO-normering.
- I alle dagtilbud tildeles normering til mindst følgende antal børn:
- Minimum normering ved Fælles ledelse og bygningsfællesskab med SFO i samme hus er 20 normerede børn. Dette vedrører Korning, Aale, Barrit og Ølholm.
- Minimum normering ved Fælles ledelse og bygningsfællesskaber med nærtliggende SFO er 26 normerede børn. Dette vedrører Ølsted og Daugård.
- Minimum normeringen til øvrige dagtilbud er 32 børn. Dette vedrører Stouby, Bjerre m.fl.
Ledelsestid til ledelsesteamet udgør 33t/uge. Institutioner over 40 børn tildeles 33 timer/uge samt 0,3 time pr. barn. Institutioner under 40 børn tildeles 33 timer/uge fratrukket 0,3 time pr. barn under 40.
- I alle SFOer tildeles normering til mindst følgende antal børn:
- Minimum normering ved Fælles ledelse og bygningsfællesskab med dagtilbud i samme hus er 26 børn. Dette vedrører Korning, Aale, Barrit og Ølholm.
- Minimum normering ved Fælles ledelse og bygningsfællesskab med nærtliggende dagtilbud er 32 børn. Dette vedrører Ølsted og Daugård.
- Minimum normering til øvrige SFOer er 40 børn. Dette vedrører Stouby, Stenderup m.fl.
- I alle dagtilbud løftes normeringen, så der ved beregningen af kronebeløbet i budgettildelingen tages udgangspunkt i, at der tildeles 4,98 timer pr. barn pr. uge (inkl. tidligere bevilgede 0,2 timer pr. barn til afskaffelse af lukkeuger), og børn under 2 år 11 måneder tæller med faktor 2, dvs. 9,96 timer pr. uge.
Udbredelse af børneuniverser til andre lokalsamfund vil nu kunne ske med vished for den juridiske, personalemæssige og økonomiske model. Kombinationen af lokalt ejerskab, frivillighed og kendte vilkår kan muligvis understøtte udbredelse af børneuniverser efter initiativ fra de lokale bestyrelser. Ulemperne, som nogle af USFO'erne hidtil har oplevet, bliver med ovenstående 6 punkter ryddet af vejen. For at fremme et eventuelt lokalt initiativ kan følgende fordele ved børneuniverser fremhæves:
- Børneuniverser oplever styrkede overgange og fælles samarbejde, fordi man er én organisation. Både formelt og gennem det naturlige samvær gennem det kendskab personalegruppen får til hinanden i dagligdagen.
- Forældre kan aflevere samme sted og det er lettere at holde et helhedsorienteret blik på barnet (kendskab til familie, søskende, udvikling).
- Én skoleleder og én institutionsleder giver mere tid til kvalitetsledelse, da opgaven og ledelsestiden samles på få personer, og to personer vil set i forhold til børnetal og antal ansatte være det optimale.
- Et børneunivers på én matrikel giver gode muligheder for at optimere driften ved at planlægge med færre medarbejdere i ydretimerne mod at kunne opnå en bedre bemanding, når der er flest børn. Personaleressourcer og kompetencer deles lettere og udnyttes bedre.
- Fælles indkøb og fælles sekretær er en gevinst.
- Ved lokaler med børnehaver og SFO tæt på hinanden, er der let at optimere den daglige drift, man kan få en trimmet MED-organisering, understøtte et effektivt bestyrelsesarbejde og lave fælles udviklingsplaner.
- Der er en række pædagogiske fordele, hvis man opnår den fulde synergi i et børneunivers. De fordele, der nævnes ovenfor, vil både kunne understøtte børne- /ungepolitikken og skolepolitikken.
Udvalget besluttede at sende forslaget til høring i de berørte bestyrelser.
Sagsfremstilling
Etablering af fælles ledelse har været baseret på lokale initiativer, og heraf følger, at samme vilkår må gælde ved ophævelse af denne. Fællesbestyrelsen har lavet en lokal analyse i efteråret 2021, og er her kommet frem til at kræfterne kan bruges bedre til gavn for børnene ved at overgå til et formaliseret samarbejde mellem selvstændige institutioner. Samarbejdet vil frem over tage afsæt i:
- Udarbejdelse af et fælles årshjul, hvor de to nye selvstændige bestyrelser mødes min. 2 gange årligt for at sikre fortsat fælles fokus på de fællesnævnere, der er for samarbejdet.
- Det fælles fokus på udviklingen af ” Den grønne tråd” i Stouby, som både dagtilbud og skole arbejder målrettet med
- Involvering i lokale arrangementer eks. byfest
- Arbejde med fælles indsatser i forhold til børn og familier
- Arbejde med at sikre ”gode overgange” for børn fra henholdsvis dagpleje til dagtilbud og fra dagtilbud til skole – på linje med resten af vores kommune.
Kommunikation
Skoleleder og daginstitutionsleder informeres om beslutningen, bestyrelsen informeres via skoleleder.
Forvaltningen indstiller,
at | udvalget for Læring indstiller ansøgningen om ophævelse af fælles ledelse i Stouby til godkendelse i kommunalbestyrelsen. |
Beslutning
Udvalget indstiller ansøgning om ophævelse af fælles ledelse i Stouby til godkendelse i kommunalbestyrelsen.
Bilag