Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om Forslag til Lokalplan 1176 for solcelleanlæg nord for Løsning med tilhørende Forslag til Kommuneplantillæg nr. 9, samlet miljørapport samt tilhørende udkast til VVM-tilladelse skal sendes i høring.
Ingen bemærkninger.
Planlægningen er udarbejdet på baggrund af et ønske fra European Energy om at udvikle en solcellepark langs den Østjyske Motorvej ved Ussinggaard Sønderskov mellem Løsning og Hatting, sydvest for Horsens. Det er intentionen at udvikle et solcelleanlæg med dertilhørende nødvendige tekniske anlæg (herunder en transformerstation), interne veje, hegn og beplantning. Solcelleanlægget vil i driftsfasen producere omkring 50-60 MW per år. Solcelleanlæggets samlede effekt vil dermed svare til forbruget for 11.000-13.000 gennemsnitsfamilier (to voksne og to børn). Se områdets disponering på lokalplankortet på bilag 1.
Se planområdets placering her.
For at projektet kan realiseres, består planlægningen af et forslag til lokalplan og et forslag til kommuneplantillæg.
Lokalplan
Lokalplanen har til formål at udvikle et solcelleanlæg med dertilhørende nødvendige tekniske anlæg (herunder en transformerstation), interne veje, hegn og beplantning. Lokalplanen har desuden til formål at sikre en respektafstand til skovbrynet, dels for at sikre skovbrynets fortsatte funktion som levested for dyr samt sikre indkig til skovbrynet. Derudover er det lokalplanens formål at sikre, at der kan ske en fortsat udvidelse af Østjyske Motorvej.
Lokalplanen indeholder:
Forslag til Lokalplan 1176 for solcelleanlæg nord for Løsning kan ses her, og er vedhæftet som bilag 2.
Skovbyggelinje:
Lokalplanområdet grænser mod syd op til et fredskovsareal i form af Ussinggaard Sønderskov med dertilhørende skovbyggelinje. Cirka halvdelen af lokalplanområdet ligger inden for skovbyggelinjen. Det vil være nødvendigt at søge om dispensation efter naturbeskyttelsesloven § 17 for at kunne anvende området inden for skovbyggelinjen til solceller og de dertilhørende anlæg. Solcellerne placeres med en afstand på minimum 30 meter fra skovbrynet og 50 meter ved Ussingvej, for at sikre indkigskile til skovbrynet.
Lokalplanen er lavet sådan, at der ikke skal gives efterfølgende landzonetilladelser:
Planlovens § 15, styk 4 giver mulighed for at lokalplaner, der udarbejdes for områder i landzone, kan indeholde bestemmelse om, at lokalplanen erstatter de landzonetilladelser, som ellers er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse jævnfør Planlovens § 35, styk 1. Dette kaldes for bonusvirkning. Bonusbestemmelserne i en landzonelokalplan kan indeholde betingelser svarende til de betingelser, der kan indeholdes i landzonetilladelser, såsom områdets anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, bebyggelsens fremtræden og ubebyggede arealer.
Kommuneplantillæg
Der er sideløbende med lokalplanen udarbejdet et kommuneplantillæg, idet planområdet ikke er i overensstemmelse med rammerne i Hedensted Kommuneplan 2021-2033. Rammeområdet vil blive udlagt til teknisk anlæg og mere specifikt solenergianlæg, jordbrugsområde og natur med en maksimal højde på 3,2 meter for solceller, 8,5 meter for bygninger og anlæg i forbindelse med transformerstation samt lynafledere på op til 22 meter. Der ændres i følgende retningslinjer støj, vindmøller, større solcelleanlæg i det åbne land jævnfør solcelleanlægget nord for Løsning.
Forslag til Kommuneplantillæg nr. 9 kan ses her, og er vedhæftet som bilag 3.
Eksisterende forhold
Planområdet omfatter matrikelnummer 4g Eriknauer By, Hatting og del af matrikelnummer 1al Ussinggaard Hgd., Korning og udgør et areal på cirka 54 hektar. Planområdet ligger ved Ussinggaard Sønderskov, mellem Løsning og Hatting, afgrænset af den Østjyske Motorvej mod nordvest, Ussinggaard Skov mod sydøst og marker mod nordøst og sydvest. Fra nord mod syd forløber Ussingvej igennem lokalplanområdet.
Forsyning
Samlet miljørapport
Planlægningen er blevet miljøvurderet, idet planerne omhandler et projekt nævnt på bilag 2, punkt 3a og 10f og vurderes at kunne have en væsentlig påvirkning på miljøet.
Bygherre har samtidigt udarbejdet miljøkonsekvensrapport (VVM) af solcelleanlægget. Formålet med miljøkonsekvensrapporten er at beskrive, analysere og vurdere projektets miljøpåvirkninger.
Da lovkravene til indholdet i miljøvurderingen af planerne og miljøkonsekvensrapporten (VVM) stort set er identiske, er der udarbejdet en samlet miljørapport, som opfylder begge miljøvurderingsrapporter, og kan ses på bilag 4.
På baggrund af afgrænsningen af miljøparametre for den samlede miljørapport har der indledningsvis været afholdt henholdsvis en høring af berørte myndigheder og offentligheden fra den 6. marts til den 20. marts 2023. Der er indkommet høringssvar fra fire myndigheder og en borger. Høringssvar og behandlingen af høringssvar kan ses bagerst i afgrænsningsnotatet, bilag 5.
Miljørapporten viser, at solcelleanlægget ved Ussinggaard vil have en moderat påvirkning på miljøet indenfor emnerne visuel påvirkning på landskabet (anlægs- og driftsfasen), skovbyggelinje (anlægsfase), støj (anlægsfasen), påvirkning af værdifulde levesteder for plante- og dyreliv (driftsfasen). Derudover vil anlægget have en væsentlig påvirkning indenfor emnet påvirkning af den økologiske funktionalitet for arter på habitatdirektiv bilag IV – Flagermus uden afværgetiltag (anlægsfasen). Som afværgetiltag foretages anlægsarbejde med impulsstøj i perioderne 1.april – 1. juni, eller 15. august – 1. oktober, således at flagermusene har mulighed for at søge væk inden yngle- eller dvaleperiodens start. Konsekvensen er derfor vurderet til begrænset. Det er ikke vurderet, at den økologiske funktionalitet for arter af flagermus vil blive påvirket.
Til slut vil anlægget have en væsentlig (positiv) påvirkning indenfor emnerne produktion af grøn energi (driftsfasen), påvirkning af § 3 beskyttede naturtyper ved drift af solcellepark (driftsfasen) og påvirkning af den økologiske funktionalitet for arter på habitatdirektivet bilag IV (driftsfasen).
VVM-tilladelsen
Når der er VVM-pligt, skal udkast til afgørelse offentliggøres i overensstemmelse med reglerne om VVM-proceduren. Det vil sige sammen med ansøgning, miljørapport og udkast til VVM-tilladelse (også kaldet § 25-tilladelse). Udkastet til VVM-tilladelse kan ses på bilag 6.
Beslutningsproces
Planlægningen er af principiel karakter. Kommunalbestyrelsen skal derfor behandle både forslag og endelig vedtagelse af planlægningen. Det fremgår af beslutningen på mødet den 26. oktober 2022, punkt 204.
Hvis sagen ikke godkendes af udvalget, afsluttes sagen, og sendes derfor ikke videre til Kommunalbestyrelsen.
Forvaltningen indstiller, 6. september 2023, pkt. 113:
Beslutning fra Udvalget for Teknik & Miljø 2022-2025, 6. september 2023, pkt. 113:
At forvaltningens indstilling anbefales godkendt, dog således at forvaltningen tilretter planforslagene redaktionelt, så bestemmelser, der regulerer det samme, formuleres ens i de to solcellelokalplaner 1176 og 1180. Beplantningsbæltet skal kunne vedligeholdes på egen grund på begge sider.
Jeppe Mouritsen stemmer i mod, da han ikke finder det hensigtsmæssigt, at placere solceller på naturskønt beliggende, god og dyrkningssikker landbrugsjord.
Beslutningen meddeles ansøgeren.
Den 31. maj 2022 blev der afholdt et borgermøde, hvor Hedensted Kommune præsenterede planlægningsprocessen og bygherre præsenterede selve projektet.
Der har været afholdt en indledende debatfase fra den 24. maj til den 21. juni 2022 ifølge planlovens § 23c.
Ifølge værditabsordningen er opstiller af et VE-anlæg forpligtet til at afholde et offentligt møde under høringsperioden for udkast til planlægningen for opstilling af VE-anlægget. På mødet skal opstiller redegøre for VE-projektets betydning for de omkringliggende beboelsesejendomme. Energistyrelsen orienterer på mødet om værditabsordningen samt om køberetsordningen.
Planforslagene offentliggøres i henhold til planlovens § 24-26. Den samlede Miljørapport og udkast til § 25-tilladelse offentliggøres samtidigt.
Forslag til lokalplan: Forslaget til lokalplan er udarbejdet efter Lov om planlægning, LBK nr. 1157 af 1. juli 2020, § 13 stk. 2 og § 24
Forslag til kommuneplantillæg: Forslaget til kommuneplantillæg er udarbejdet efter Lov om planlægning, LBK nr. 1157 af 1. juli 2020, § 23c og § 24
Samlet miljørapport: Miljørapporten er udarbejdet efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023 med senere ændringer, § 8, stk. 1, §§ 19 og 20
VVM-tilladelse: Udkastet til VVM-tilladelse er udarbejdet efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023 med senere ændringer, §25
Forvaltningens indstilling anbefales godkendt med beslutning fra Udvalget for Teknik & Miljø indarbejdet.
Fraværende: Hans Kristian Skibby.