Udvalget for Vækst & Fællesskab- Dagsordener og referater
Se dagsordener og referater fra møderne i Udvalget for Vækst & Fællesskab.
Udvalg: Udvalget for Vækst & Fællesskab 2026-2029
Mødedato: 24. juni 2026 09:00
Mødested: Mødelokale 2, Administrationshuset Tørring
Sagsnr.: 00.01.00-P35-23-25
Beslutningstema
Eventuelle fraværende noteres her
Indstilling
At fraværende noteres
Beslutning
Alle medlemmer var tilstede ved dagens møde
Sagsnr.: 01.02.00-P16-975064-24
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Fællesskab skal beslutte, om Forslag til lokalplan 1222 for et kulturhus ved Østerbrogade i Hedensted med tilhørende kommuneplantillæg nr. 15 skal sendes i høring. Samtidigt skal udvalget godkende, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering af planforslagene
Økonomi
Ingen bemærkninger
Historik
- Den 5. september 2022, under punkt 125, besluttede Udvalget for Vækst & Klima, at åbningstrækket i Midtbyplanen er en omdannelse af Østerbrogade til en "Café-Kultur-Cykelgade".
- Den 4. november 2024, under punkt 137, blev Udvalget for Vækst & Klima orienteret om igangsætning af forprojekt med grundlag og potentialer for en realisering af et kulturhus i Hedensted midtby.
- Den 5. november 2024, under punkt 104, blev Udvalget for Fællesskab, orienteret om igangsætning af forprojekt med grundlag og potentialer for en realisering af et kulturhus i Hedensted midtby.
- Den 24. november 2024, under punkt 194, besluttede Kommunalbestyrelsen at prioritere igangsætning af planlægning for Østerbrogade i Hedensted midtby.
- Den 26. februar 2025, under punkt 21, blev Kommunalbestyrelsen orienteret om aktøranalysen for et kulturhus, og besluttede, at der arbejdes videre med realiseringen af et kulturhus i Hedensted midtby, og at biblioteket i Hedensted by skal indgå.
- Den 26. november 2025, under punkt 205, blev Kommunalbestyrelsen orienteret som status på lokalplanlægningen for kulturhus i Hedensted, derudover besluttede de at afsætte midler til ekstern rådgivning og de nødvendige miljøundersøgelser i forbindelse med planlægningen.
- Den 1. december 2025, under punkt 170, besluttede Udvalget for Vækst & Klima at godkende en parkeringsstrategi for centerbyernes bymidter, og at der udarbejdes et kommuneplantillæg, der fjerner parkeringskrav til for eksempel udvalgsvarebutikker, caféer og restauranter samt kulturinstitutioner i kommuneplanens centerrammer, og at forvaltningen undersøger, hvordan der løbende kan ske en monitorering af parkeringskapaciteten. Derudover ønskede udvalget, at det præciseres, at der ikke skal indføres betalingsparkering i Hedensted Kommune.
Sagsfremstilling
Planlægningen er udarbejdet på baggrund af et politisk ønske om at omdanne det tidligere andelsmejeri i Østerbrogade til et centralt beliggende kulturhus i Hedensted, med tilhørende grønne offentlige friarealer samt arealer til vandhåndtering.
Kulturhuset understøtter Hedensted Kommunes ønske om at sikre en levende og aktiv bymidte, samt den positive udvikling i og omkring Hedensted, som er én af kommunens centerbyer.
Se områdets disponering på lokalplankortet på bilag 1.
Lokalplan
Lokalplanen muliggør etablering af et kulturhus samt om- og tilbygning af det tidligere andelsmejeri i Østerbrogade, som i dag rummer en farvehandel.
Kulturhuset skal samle nye og eksisterende kulturtilbud, og samtidig skabe rum for nye kulturelle og fællesskabende oplevelser for kommunens borgere og besøgende.
Lokalplanen indeholder:
- Området disponeres efter principperne vist på lokalplanens bilag 2,
- At delområde A skal anvendes til kulturelle institutioner, publikumsorienteret serviceerhverv samt et befæstet areal til vejanlæg, parkering og affaldshåndtering.
- At bebyggelse skal placeres inden for det udlagte byggefelt i delområde A,
- At delområde B skal anvendes til nærrekreativt område, herunder rekreative formål og regnvandsanlæg,
- En bebyggelsesprocent på maksimalt 80,
- En maksimal bygningshøjde på 10 meter og 2 etager,
- At ny bebyggelse tager hensyn til eksisterende bebyggelse i forhold til skala og arkitektur,
- At området vejforsynes fra Østerbrogade,
- En offentlig sti igennem området,
- Bevaring af hovedbygningen, det gamle mejeri, ud mod Østerbrogade,
- Bevaring af beplantning i det grønne område,
- En støjbyggelinje mod Bredgade,
- Krav om cykel- og handicapparkering.
Forslag til Lokalplan 1222 for et kulturhus i Hedensted kan ses her, og er vedhæftet som bilag 2.
Trafik og parkering
Det nye kulturhus forventes at tiltrække flere og bredere brugergrupper end Hedensted Bibliotek på grund af et større og mere varieret aktivitetsudbud, herunder en publikumssal, samt en central og synlig placering i bymidten. Mange brugere vil være lokale og eksisterende besøgende, som benytter flere tilbud i samme besøg.
Det største pres på kapaciteten forventes ved arrangementer i salen. Kulturhusets placering nær togstationen sikrer god tilgængelighed, også fra Horsens og Vejle, og understøtter samtidig brug af fleks-knudepunktet.
Den centrale placering fremmer mobilitet, hvor besøgende parkerer ét sted og bevæger sig til fods eller på cykel. Lokale brugere forventes primært at gå eller cykle, og der etableres cykel- og handicapparkering ved kulturhuset.
Der stilles ikke krav om almindelige parkeringspladser, men der etableres 3 handicappladser. Der er god adgang til offentlige parkeringsmuligheder i nærområdet. Parkeringsbehovet for kulturhusets brugere vurderes at ligge på tidspunkter, hvor behovet i handelslivet er lavere, hvilket muliggør dobbeltudnyttelse af pladserne.
Ved større arrangementer henvises til pendlerparkering ved togstationen og parkering ved rådhuset. Der etableres desuden en standsningslomme foran kulturhuset til aflevering og varelevering. Medarbejdere forventes at benytte rådhusets personaleparkering for at friholde centrale pladser til besøgende.
Støj - vejstøj
Lokalplanen udlægger en byggelinje mod Bredgade, der sikrer at der ikke etableres nye anlæg til ophold inden for støjbyggelinjen.
Støj – ekstern støj
Kulturhusets konkrete udformning er endnu ikke fastlagt, bygherre ønsker derfor først at udføre en støjredegørelse i forbindelse med det konkrete projekt. Støjredegørelsen kan have indflydelse på kulturhusets anvendelse og den endelige udformning, da projektet skal overholde miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for centerområder.
Det betyder, at det ikke er sikkert at alt det, som lokalplanen fastsætter af muligheder kan realiseres, for eksempel afholdelse af større arrangementer, hvis undersøgelserne i forbindelse med det konkrete projekt ikke understøtter dette.
Det vurderes at lokalplanen, så vidt som muligt, giver mulighed for afværgetiltag, hvis det viser sig nødvendigt. Det kan for eksempel være via byggetekniske løsninger, støjisolerende vinduer, støjsvag belægning, støjhegn og lignende.
Kommuneplantillæg
Planområdet er ifølge Hedensted Kommuneplan 2025-2037 omfattet af rammeområde 5.C.02 og udlagt til centerområde, herunder bymidte, butikker og trafikterminal med en maksimal bebyggelsesprocent på 80, en maksimal bygningshøjde på 10 meter og et maksimalt antal etager på 3. Lokalplanen er ikke overensstemmelse med kommuneplanrammens krav om parkering for erhverv.
Der er derfor sideløbende med lokalplanen udarbejdet et kommuneplantillæg, som fjerner kravet til parkering for erhverv, der ikke er dagligvarebutikker, for eksempel udvalgsvarebutikker, restauranter og kontorer, i gældende kommuneplanramme 5.C.02.
Derudover udpeges mejeribygningen som bevaringsværdig i retningslinje 11.2 for kulturhistoriske bevaringsværdier.
Der laves ikke andre ændringer i kommuneplanrammen.
Forslag til Kommuneplantillæg nr. 15 kan ses her, og er vedhæftet som bilag 3.
Eksisterende forhold
Planområdet omfatter matrikelnummer 7r, 8s og 7y, Hedensted By, Hedensted og udgør et areal på cirka 0,45 hektar. Planområdet ligger i byzone afgrænset af jernbanen mod vest, Bredgade mod nord, byhuse mod øst og karrébebyggelse med erhverv og boliger mod syd.
Hedensted Midtbyplan
Visionen om et kulturhus i Hedensted har eksisteret længe og senest i Hedensted Midtbyplan fra 2021 og det opfølgende beslutningsgrundlag i form af rapporten Byggeri omkring banen i Hedensted, også fra 2021.
Midtbyplanen indeholder en række indsatser og hovedgreb, som skal binde byen bedre sammen og styrke livet mellem husene gennem konkrete indsatser og handlinger. I denne sammenhæng er omdannelsen af Østerbrogade til en café-, kultur- og cykelgade en central indsats, der skal gøre bymidten mere attraktiv, levende og sammenhængende.
Som en del af denne udvikling skal Østerbrogade få en tydeligere identitet som byens kulturelle hovedakse. Planlægningen for kulturhuset understøtter omdannelsen af Østerbrogade til et gadeforløb med caféer, kulturaktiviteter og byliv.
Hedensted Masterplan
Lokalplanen følger rammerne for Hedensted Masterplan fra 2016, der lægger op til at udnytte potentialet i Hedensteds forskellige bycentre og deres kvaliteter samt bearbejde byrummene, så de tilpasser sig byens skala og behov og derigennem skabe attraktive byrum.
Forsyning
Spildevand: Planområdet er i dag omfattet af Hedensted Kommunes Spildevandsplan og er udlagt til separatkloakeret og fælleskloakeret. Matrikel 7y er beliggende i fælleskloakeret opland, mens matrikel 7r er beliggende i separatkloakeret opland. Hvis hele eller dele af 7y lægges sammen med 7r, kan afledning af tag- og overfladevandet fortsat ske mod Østerbrogade.
Regnvand: Tag- og overfladevand, der i dag løber til kloakken fra lovligt anvendt byggeri, må forsat afledes til kloakken. Sker der en væsentlig ændring i byggeriet i form af tilbygning eller nybyggeri skal afledningen revurderes. Det er muligt at søge om håndtering af regnvand inden for lokalplanområdet.
Idet der i området er smeltevandssand i undergrunden, vurderes nedsivning af regnvand som en mulighed.
Drikkevand: Området ligger i Hedensted vandværks forsyningsområde og forventes forsynet med drikkevand herfra.
Varme: Planområdet ligger inden for et forsyningsområde til fjernvarme.
Miljøvurdering
Der er foretaget en miljøscreening af planerne, hvori det blev vurderet, at planlægningen ikke vil kunne påvirke miljøet væsentligt. Screeningen kan ses på bilag 4.
På grundlag af udkast til miljøscreeningen har andre berørte myndigheder i perioden fra den 7. maj 2026 til den 27. maj 2026 har haft mulighed for at kommentere kommunens forventede afgørelse om ikke at gennemføre en miljøvurdering af planforslagene. Der er ikke indkommet høringssvar, som giver anledning til at gennemføre en miljøvurdering.
Derfor udarbejdes der ikke en miljøvurdering.
Beslutningsproces
Lokalplanen er en almindelig lokalplan med et mindre kommuneplantillæg. Kommunalbestyrelsen har delegeret kompetencen til behandlingen af forslag og endelig vedtagelse af denne type planer til Udvalget for Vækst & Fællesskab eller forvaltningen. Det fremgår af beslutningen på mødet den 29. april 2026, punkt 64.
Dette gælder dog kun, hvis planforslaget holder sig inden for de principper, som Kommunalbestyrelsen besluttede i denne sag.
Kommunikation
Forvaltningen har været i dialog med de nærmeste naboer i Østerbrogade omkring projektet og planlægningen.
Den 31. oktober 2025 blev der afholdt et offentligt informationsmøde om processen for det fremtidige kulturhus.
Planforslaget offentliggøres i henhold til planlovens § 24-26. Afgørelsen om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering, offentliggøres samtidigt.
Beslutningen meddeles ansøgeren
Lovgrundlag
Forslag til lokalplan: Lov om planlægning, LBK nr. 572 af 29. maj 2024, § 13 stk. 2
Forslag til kommuneplantillæg: Lov om planlægning, LBK nr. 572 af 29. maj 2024, § 23b og § 24
Afgørelse om miljøvurdering træffes efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023 med senere ændringer, § 8, stk. 1
Indstilling
- at Forslag til Lokalplan 1222 sendes i 8 ugers offentlig høring,
- at Forslag til Kommuneplantillæg nr. 15 sendes i 8 ugers offentlig høring,
- at afgørelsen om ikke at udarbejde en miljøvurdering af planforslagene offentliggøres samtidig.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Fællesskab godkendte:
at Forslag til Lokalplan 1222 sendes i 8 ugers offentlig høring,
at Forslag til Kommuneplantillæg nr. 15 sendes i 8 ugers offentlig høring,
at afgørelsen om ikke at udarbejde en miljøvurdering af planforslagene offentliggøres samtidig.
Sagsnr.: 01.02.05-P16-1147394-25
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Fællesskab skal med denne sag tage stilling til, om Lokalplan 1200-2 for Boligområde i Torup vest og miljøvurdering af planen skal vedtages endeligt. Udvalget skal samtidig forholde sig til de indkomne bemærkninger og ændringsforslag.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Historik
- Den 27. april 2022, under punkt 71, besluttede Kommunalbestyrelsen at igangsætte lokalplan og tilhørende kommuneplantillæg, herunder med opmærksomhed på udfordret institutionskapacitet i Hedensted.
- Den 19. juni 2024, under punkt 125, besluttede Udvalget for Teknik & Miljø at endelig vedtage Lokalplan 1200. Lokalplan 1200 blev efterfølgende ophævet af Planklagenævnet den 2. oktober 2024.
- Den 5. november 2025, under punkt 159, besluttede Udvalget for Teknik & Miljø at endelig vedtage Lokalplan 1200-1. Lokalplan 1200-1 blev efterfølgende påklaget, og forvaltningen genoptog sagen som Lokalplan 1200-2 den 16. december 2025.
- Den 7. april 2026, under punkt 64, besluttede Udvalget for Vækst & Fællesskab at sende forslag til Lokalplan 1200-2, med tilhørende miljøvurdering, i 4 ugers offentlig høring.
Sagsfremstilling
Planlægningen har til formål at:
- udlægge lokalplanområdet til boligområde, hvor der er mulighed for at opføre åben-lav og tæt-lav bebyggelse samt etageboliger til helårsbeboelse. Bebyggelsen bliver maksimal 2 etager høj med en højde på 8,5 meter,
- sikre et større område som grøn kile med beplantning og anlæg, der understøtter levesteder for stor vandsalamander og flagermus, som forefindes i området,
- sikre vejadgang til lokalplanområdet fra Rindbækvej samt stier, der forbinder området til det eksisterende stinet,
- sikre, at regn- og overfladevand forsinkes inden for lokalplanområdet, inden det ledes til recipienten.
Se områdets disponering på lokalplankortet på bilag 1.
Se planområdets placering her.
Lokalplan 1200-2 for Boligområde i Torup vest og miljøvurdering af planen, har været i høring fra den 20. april 2026 til den 18. maj 2026. Der kom tre høringssvar.
Bemærkningerne kan ses på bilag 2.
Der er udarbejdet et notat over bemærkninger og indsigelser, der kan ses på bilag 3. Som det fremgår af notatet, drejer bemærkningerne og indsigelserne sig primært om:
- Støj
- Miljøvurdering
- Trafik
- Regn- og overfladevand
- Opretholdelse af grønt område til rekreativ anvendelse
Forvaltningen vurderer, at bemærkningerne ikke giver anledning til ændringer af planlægningen. Der vil kun være mindre redaktionelle tilretninger af planen.
Forslag til Lokalplan 1200-2 - Boligområde i Torup vest kan ses her, og er vedhæftet som bilag 4.
Miljøvurdering
Der er udarbejdet en sammenfattende redegørelse i forbindelse med miljøvurderingen. Den er et krav i henhold til miljøvurderingsloven, og ved beslutning om endelig vedtagelse indføres den i lokalplanen.
Den sammenfattende redegørelse kan ses på bilag 5.
Miljøvurderingen kan ses på bilag 6.
Beslutningsproces
Lokalplanen er en almindelig lokalplan. Kommunalbestyrelsen har delegeret kompetencen til behandlingen af forslag og endelig vedtagelse af denne type planer til Udvalget for Teknik & Miljø eller forvaltningen. Det fremgår af beslutningen på mødet den 29. maj 2024, punkt 86.
Dette gælder dog kun, hvis planforslaget holder sig inden for de principper, som Kommunalbestyrelsen besluttede i denne sag.
Kommunikation
Beslutningen meddeles ansøgeren.
Planforslagene var i høring fra den 20. april 2026 til den 18. maj 2026 i henhold til planlovens § 24-26.
Planforslagene offentliggøres i henhold til planlovens §§ 30-31.
Den sammenfattende redegørelse offentliggøres samtidigt i henhold til miljøvurderingslovens §34.
Lovgrundlag
Lokalplan er udarbejdet efter Lov om planlægning, LBK nr. 572 af 29. maj 2024, § 13stk. 2, §§ 30 og 31.
Miljøvurderingen er udarbejdet efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023 med senere ændringer, § 8, stk. 2 og offentliggøres efter § 34.
Indstilling
- at Lokalplan 1200-2 vedtages endeligt uden ændringer.
- at den sammenfattende redegørelse til miljøvurderingen af planforslagene offentliggøres samtidig.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Fællesskab godkendte:
at Lokalplan 1200-2 vedtages endeligt uden ændringer og
at den sammenfattende redegørelse til miljøvurderingen af planforslagene offentliggøres samtidig.
Sagsnr.: 20.00.00-P20-1-26
Sagsnr.: 00.16.00-G01-2-26
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Fællesskab skal vælge ny mødedatoer og tidspunkt for Visionsmøde
Økonomi
Ingen bemærkninger
Sagsfremstilling
Den 17. juni skulle der være afholdt Visionsmøde mellem Landdistrikts-, Kultur- og Fritidsudvalget og Udvalget for Vækst & Fællesskab. Mødet måtte aflyses med kort varsel på grund af afbud.
Forvaltningen foreslår følgende nye mødedatoer:
- 7. september kl. 17-20
- 9. september kl. 17-20
- 15. september kl. 17-20
Indstilling
at udvalget vælger ny mødedato og tidspunkt for Visionsmødet
Beslutning
Udvalget for Vækst & Fællesskab besluttede at gå videre med den 7. september kl. 17-20.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-21-25
Beslutningstema
Udvalget skal godkende referatet
Indstilling
At referatet godkendes digitalt
Beslutning
Godkendt
Kim Rosenkilde
Udviklingskonsulent
Telefon 79 75 55 74
Mobil: 23 42 65 41
E-mail: kim.rosenkilde@hedensted.dk
Om Udvalget for Vækst & Fællesskab
Læs om Udvalget for Vækst & Fællesskab og se, hvem der er medlem af udvalget.