Udvalget for Vækst & Fællesskab- Dagsordener og referater
Se dagsordener og referater fra møderne i Udvalget for Vækst & Fællesskab.
Udvalg: Udvalget for Vækst & Fællesskab 2026-2029
Mødedato: 2. juni 2026 08:00
Mødested: Mødelokale 5 , Administrationshuset Tørring
Sagsnr.: 00.01.00-P35-23-25
Beslutningstema
Fraværende noteres her
Indstilling
at eventuelle fraværende noteres her
Beslutning
Alle deltog
Sagsnr.: 00.00.00-P35-15-26
Beslutningstema
Indledende afklaring og godkendelse af proces for udvalgets arbejde med Kommunalbestyrelsens vision.
Økonomi
Eventuelle udgifter afholdes indenfor kerneområdets budget.
Historik
I november 2025 vedtog den daværende Kommunalbestyrelse et introduktions- og visionsforløb for den nye Kommunalbestyrelse og udvalgene i Hedensted Kommune.
Som en del af dette, blev der i marts 2026 afviklet et visionsseminar for den nye Kommunalbestyrelse med henblik på at sætte én samlet retning for kommunen. Første udkast til en visionstekst var på Kommunalbestyrelsens temadrøftelse i april, og den 27. maj 2026 behandles det justerede visionsudkast i Kommunalbestyrelsen.
I introduktions- og visionsforløbet har der gennemgående været fokus på at skabe en stærk sammenhæng imellem den samlede retning for kommunen, udvalgenes fokusområder og prioriteringer samt organisationens omsætning i praksis – tæt på borgere og virksomheder. Dette da der er et stærkt ønske om at skabe en vision, der lever og gør en forskel i praksis.
Der har blandt andet været følgende tiltag
- Udvalgene modtog på udvalgsmøderne i januar/februar 2026 det samme grundmateriale om visionsarbejdet
- På visionsseminaret i marts 2026 og på Kommunalbestyrelsens temadrøftelse i april 2026 var der oplæg om omsætning og kobling af visionen ind i udvalgene og kerneområderne
- På organisationsniveau har chefgruppen været inddraget løbende i visionsforløbet og i dialoger om omsætning i både udvalg og organisation.
Sagsfremstilling
I marts satte Kommunalbestyrelsen en samlet retning for Hedensted Kommune (til endelig godkendelse i Kommunalbestyrelsen i maj 2026).
Næste skridt er at få fastlagt en proces for det videre arbejde med at omsætte Kommunalbestyrelsens vision i udvalgene, herunder at drøfte hvilke fokusområder og prioriteringer, der er vigtige for udvalgsområdet netop nu. Det lægges op til, at der som en del af drøftelsen skabes en kobling til Kommunalbestyrelsens vision og til det eksisterende fundament, som udvalget står på. Det handler om udvalgets kerneopgave, eksisterende indsatser, strategier og prioritering samt eksterne rammer og krav så som reformer og lovgivning.
Udgangspunktet for at omsætte visionen vil derfor være følgende centrale emner:
- Centrale udfordringer identificeret af de foregående politiske udvalg under Vækst, Teknik & Fællesskab, under seneste kommunalbestyrelsesperiode.
- Mål og ønsker fra introduktionsforløbet behandlet i udvalget på møde i februar 2026 samt eventuelle nye tilføjelser.
- Eksisterende planer og politikker, herunder prioritering og vurdering af behov for udskiftning, tilretning eller nye planer og politikker.
Formålet med processen er, at udvalget får aftalt fokusområder og målsætninger for den kommende udvalgsperiode. Yderligere procesplan fremgår af bilag.
Processen godkendes på juni mødet og emnerne behandles på udvalgsmøderne i august og september. Forud for udvalgssagerne i august/september forventes konsulenter fra forvaltningen at foretage interviews af de enkelte udvalgsmedlemmer, hvor omdrejningspunktet vil være de centrale emner. Udvalgsmedlemmerne vil have mulighed for at forberede sig forud for interviewet. Opsamling foretages i fællesskab.
På Kommunalbestyrelsens temadrøftelse i november 2026, præsenterer udvalgene deres fokusområder og prioriteringer for hinanden, med henblik på at styrke den fælles viden om udvalgenes arbejde og øge muligheden for koblinger på tværs af udvalgene.
I forhold til processen fremlagt tages der forbehold for mindre ændringer, da der justeres efter behov.
Kommunikation
På Kommunalbestyrelsens temadrøftelse i november 2026 formidler udvalgene deres fokusområder og prioriteringer.
Indstilling
At udvalget drøfter og godkender processen for udvalgets arbejde med Kommunalbestyrelsens vision.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Fællesskab drøftede og godkendte processen.
Sagsnr.: 20.00.00-P20-1-26
Beslutning
Planen genbehandles
Sagsnr.: 20.07.00-G00-1-25
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Fællesskab orienteres om Kulturklasserne i Hedensted Kommune.
Økonomi
Pilotprojektet blev igangsat den 16. januar 2024 med en bevilling på 30.000 kr. Projektet startede umiddelbart herefter på Øster Snede Skole.
I skoleåret 2024/25 blev pilotprojektet udvidet til yderligere to skoler: Daugaard Skole og Juelsminde Skole.
I skoleåret 2025/26 er indsatsen gennemført med 9 Kulturklasser på tværs af kommunen. Erfaringerne fra dette skoleår har været meget positive, og alle involverede parter har givet positive tilbagemeldinger på både undervisningsform, samarbejde og elevernes udbytte.
I 2025 udgjorde driften 248.000 kr. og i 2026 795.833 kr.
I kommende skoleår 2026/27 udvides indsatsen til 16 Kulturklasser. Udvidelsen omfatter blandt andet to trommeklasser på Rask Mølle Skole og en klaverklasse på Barrit Skole.
Der er i budgettet for 2026 afsat 1.325.525 kr, som skal dække skoleåret 2026/2027.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Sagsfremstilling
Kulturklasserne er gået fra pilotprojekt til en indsats med solid forankring i samarbejdet mellem Kulturskolen og kommunens skoler. På baggrund af de positive erfaringer og tilbagemeldinger fra skoleåret 2025/26 foreslås indsatsen videreført og udvidet som en fast del af kommunens kultur- og undervisningstilbud.
Kulturskolen har siden projektets opstart arbejdet målrettet med at udvikle Kulturklasser som et praksisnært, kreativt og inkluderende undervisningstilbud i folkeskolen.
En Kulturklasse er typisk en 3. eller 4. klasse, hvor eleverne modtager instrumentundervisning 45 minutter om ugen i et helt skoleår. Undervisningen varetages i et tæt samarbejde mellem klassens egen lærer og en faglærer fra Kulturskolen. Samarbejdsformen bygger på co-teaching, hvor musikfaglighed, klassekendskab og pædagogisk praksis kobles direkte i undervisningen.
I skoleåret 2025/26 har Kulturskolen gennemført 9 Kulturklasser, hvor børnene har deltaget med stor nysgerrighed, engagement og glæde. Tilbagemeldingerne fra skoler, lærere, elever og samarbejdspartnere viser, at Kulturklasserne ikke blot har styrket elevernes musikalske og kreative kompetencer – de har også skabt begejstring, selvtillid og nye fællesskaber. Eleverne har oplevet succeser, fået mod på at prøve nyt og mærket glæden ved at skabe noget sammen, hvilket har haft en tydelig positiv effekt på trivsel, motivation og sammenhold i klassen. Der har undervejs været enkelte samarbejdsudfordringer, men disse er blevet håndteret konstruktivt og har bidraget til værdifulde erfaringer, som styrker det fremtidige arbejde med Kulturklasserne.
Erfaringerne viser, at Kulturklasserne giver eleverne adgang til kunstneriske og kulturelle udtryksformer som en integreret del af skoledagen. Samtidig giver indsatsen skolerne nye pædagogiske muligheder, hvor musik, rytme, samspil og kropslig læring bliver en del af klassens fælles dannelsesrum.
Status for skoleåret 2025/26
Skoleåret 2025/26 har markeret et vigtigt skridt i udviklingen af Kulturklasserne. Med ni aktive Kulturklasser er indsatsen ikke længere alene et pilotprojekt men en model, der har vist sig bæredygtig i praksis.
De positive tilbagemeldinger peger særligt på:
- at eleverne oplever glæde, motivation og stolthed ved at spille et instrument sammen
- at klasserne styrker fællesskab og samarbejde
- at lærerne oplever nye muligheder for at arbejde med trivsel og klassekultur
- at samarbejdet mellem Kulturskolen og skolerne fungerer godt
- at Kulturklasserne giver flere børn adgang til musikundervisning, end Kulturskolens almindelige fritidstilbud alene når ud til
Samlet set vurderes Kulturklasserne at have stor værdi både som kulturtilbud, læringsrum og fællesskabsskabende indsats.
Følgende skoler har været med i skoleåret 2025/26: Juelsminde, Daugaard, Øster Snede, Korning, Uldum, Ølholm, Lindved og Tørring. Sidstnævnte med 2 klasser.
Folkeskolekoordinator Søren Dibbern og leder af kulturskolen Claus Søndergaard.
Indstilling
At Udvalget for Vækst & Fællesskab tager status om Kulturklasser i Hedensted Kommune til efterretning.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Fællesskab tog orienteringen til efterretning.
Sagsnr.: 18.00.00-A21-1-25
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Fællesskab skal godkende en ny indsats for forenings- og idrætslivet.
Økonomi
Der er i forbindelse med Kommunalbestyrelsens behandling af overførsler overført 1.426.061 kroner af ikke-brugte midler fra 2025 til 2026 til indsatsen, svarende til de midler der er overført fra Fritidsudvalgets Udviklingspulje og puljerne under Det fælles Landdistriktsråd.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Udvalget for Fællesskab besluttede den 2. december 2025 at reservere ikke-brugte midler fra puljemidlerne under Det Fælles Landdistriktsområde og Fritidsudvalget og indsende ønske om overførsel af ikke-brugte midler videre til Kommunalbestyrelsens behandling af ikke-brugte midler fra 2025 til 2026.
Udvalget præciserede, at den konkrete udmøntning af midlerne skal behandles politisk i foråret 2026 af Udvalget for Vækst & Fællesskab, der forud for behandlingen i samarbejde med Landdistrikts-, Kultur- og Fritidsudvalget har drøftet indsatser, der vil kunne styrke forenings- og fritidsområdet.
Sagsfremstilling
Baggrund
Kommunens mange foreninger, særligt de mere end 130 foreninger inden for idræts- og fritidsområdet, har gennem de senere år givet udtryk for ønsker om et tættere samarbejde med og hjælp fra kommunen til at tage fat på nogle af de udfordringer, som mange foreninger oplever.
Dette ønske blev underbygget i en spørgeskemaundersøgelse fra 2025 udsendt til idræts- og fritidsforeningerne, hvor foreninger og frivillige pegede på behovet for understøttelse og facilitering af organisations- og udviklingstiltag.
Der blev peget på ønsket om udvikling af kommunens foreningsliv gennem:
- Foreningsudvikling - eksempelvis generationsskifte i bestyrelser
- Aktivitetsudvikling - eksempelvis udvikling af nye aktiviteter og nye målgrupper
- Frivillighed - eksempelvis rekruttering og fastholdelse af frivillige i foreningslivet
- Øget samarbejde mellem lokalområder og foreninger
Ny indsats målrettet forenings- og idrætslivet
De ovenstående ønsker og behov har dannet rammen for de forslag til temaer og indsatser, som Landdistrikts-, Kultur og Fritidsudvalget samt Udvalget for Vækst & Fællesskab er blevet præsenteret for på deres møder i april og maj måned 2026. Disse temaer og indsatser skal udvalgene arbejde videre med på et visionsmøde den 17. juni 2026 med henblik på at styrke udviklingen af området med indsatser på kort og længere sigte.
Begge udvalg har i de indledende drøftelser haft fokus på, at der skal arbejdes for at styrke samarbejdet på tværs af lokalområder, foreninger og andre aktører, der kan bidrage til meningsfulde lokale fællesskaber. Samtidig har der været et ønske om, at styrke kontakten til de foreninger og fællesskaber, som vi hører mindre fra.
For at kunne understøtte de kommende indsatser samt imødekomme foreningernes behov for et tættere samarbejde med kommunen foreslår forvaltningen, at der afsættes 1,2 mio. kr. til en toårig projektansættelse og 0,2 mio. kr. til en eller flere prioriterede indsatser.
Formålet med projektansættelsen er i særlig grad at understøtte udviklingen af idræts- og fritidslivets rolle som en væsentlig aktør i et levende lokalområde. Behovene hos foreningerne og lokalområderne er forskellige og gennem denne indsats vil det være muligt at identificere de konkrete behov og være bindeled mellem de forskellige aktører.
Konkret kan den styrkede indsats bidrage til:
- højere grad af understøttelse til borgerinvolveringsprocesser - eksempelvis Tag-del.
- fokus på og besøge mindre foreninger, der har et specifikt interesseområde - eksempelvis dartklubber
- være bindeled mellem foreninger og kommunale institutioner - eksempelvis åben skole samarbejde
- være bindeled mellem kommunens andre fagområder og foreninger - eksempelvis understøtte dialogen mellem kommunens sundhedstilbud og idrætsforeningerne
- udvikle nye fællesskaber og tilbud inden for idræt- og fritidsområdet - eksempelvis i samarbejde med flere foreninger at afprøve nye aktiviteter
- etablere og facilitere samarbejde mellem lokalområdets foreninger og fællesskaber - eksempelvis om nye aktivitetstilbud eller deling af opgaver
- understøtte de foreninger, der har brug for hjælp til at sætte bevægelse i de ideer og projekter, der skal være med at udvikle fællesskaberne i lokalområdet
Samtidig vil Udvalget for Vækst & Fællesskab og Landdistrikts-, Kultur- og Fritidsudvalget med de øgede ressourcer kunne igangsætte indsatser, hvor det i højere grad end tidligere vil være muligt at understøtte foreningernes behov i forhold til at skabe den ønskede foreningsudvikling.
Udmøntningen af midlerne
Udvalgenes arbejde på visionsmødet den 17. juni 2026 og prioritering af de strategiske indsatser, der skal ske i efteråret 2026, vil sætte rammerne for den konkrete udmøntning af indsatsen og prioriteringen af ressourcerne.
Begge udvalg evaluerer indsatsen midtvejs i slutningen 2027 og ved indsatsens afslutning i slutningen af 2028. Evalueringerne sker med henblik på, om der med indsatsen er skabt flere aktiviteter og fællesskaber på idræts- og fritidsområdet, samt om der er etableret flere samarbejder i lokalområder, som understøtter flere fællesskaber.
Indstilling
at der afsættes 1,2 mio. kr. til projektansættelse i perioden 2027 - 2028, der finansieres af ikke-brugte midler fra 2025.
at der afsættes 0,2 mio. kr. til en indsats, som defineres af Landdistrikts-, Kultur- og Fritidsudvalget og Udvalget for Vækst & Fællesskab, der finansieres af ikke-brugte midler fra 2025.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Fællesskab stemte:
Et flertal i udvalget bestående af Lars Poulsen, Rune Mikkelsen og Kennet Bøeg-Jensen stemte for indstillingen med den ændring, at der i første omgang ansættes en 1 årig projektstilling og efter en evaluering i udvalget mulighed for forlængelse.
Liselotte Hillestrøm og Mads-Peder Søby stemte for indstillingen.
Sagsnr.: 01.00.05-P20-1-25
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om der skal arbejdes med planlægning for placering af dagligvarebutikker uden for bymidterne i Tørring, Juelsminde og Hedensted.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Personale
Ingen bemærkninger.
Historik
- Den 26. februar 2025, punkt 20, besluttede Kommunalbestyrelsen, at de nuværende muligheder for placering af dagligvarebutikker i Tørring, Juelsminde og Hedensted fastholdes, sådan at nye dagligvarebutikker skal placeres i bymidterne.
Kommunalbestyrelsen besluttede endvidere, at ”… det bliver en opgave for den kommende Kommunalbestyrelse at tage stilling til den kommende kommuneplan, og at placeringen af dagligvarer og detailbutikker er en naturlig del af dette arbejde.” - Den 3. marts 2026, under punkt 44, besluttede Udvalget for Vækst & Fællesskab, at en tilsvarende anmodning for en dagligvarebutik i Tørring skulle sættes på forslagslisten til ændringer af kommuneplanen, og at det overordnede spørgsmål om detailhandel behandles i forbindelse med planstrategi- og kommuneplanarbejdet, som besluttet af Kommunalbestyrelsen i februar 2025.
- Den 25. marts 2026, under punkt 45, besluttede kommunalbestyrelsen at igangsætte arbejdet med planstrategi 2026.
Sagsfremstilling
Der er tilbagevendende henvendelse fra udviklere, dagligvarekæder og grundejere om dagligvarebutikker uden for bymidterne i Tørring, Hedensted og Juelsminde.
Detailhandelsplanlægning er en del af arbejdet med Planstrategi og kommuneplanlægning, der pågår løbende. I et af emnerne i arbejdet med planstrategien lægges spørgsmålet om dagligvarebutikker i centerbyerne frem til politisk behandling.
En aktuel detailhandelsredegørelse og bymidte-analyse fra 2025 anbefaler, at fastholde en placering af dagligvarebutikker i bymidterne for at understøtte centerområdernes liv. Analysen blev udarbejdet som grundlag for etablering af aflastningscenter i Hedensted syd. Kommunalbestyrelsen besluttede i 2025 at følge den anbefaling. Der er ikke siden kommet ny viden på området.
Der ligger allerede dagligvarebutikker uden for det, der opleves som bymidterne, i Tørring, Juelsminde og Hedensted.
Hvis Kommunalbestyrelsen vælger at tillade placering af dagligvarebutikker uden for bymidterne, kræver det en udarbejdelse af et kommuneplantillæg, som belyser den samlede detailhandelsstruktur i kommunen. Forvaltningen vurderer, at spørgsmålet om dagligvarebutikker i centerbyerne er så væsentligt, at det forud for et eventuelt kommuneplantillæg med fordel kan indgå i arbejdet med planstrategien. Dermed vil der være en overordnet ramme for den videre politiske drøftelse af spørgsmålet, samt en mulighed, for at lokalsamfundene på et overordnet niveau bliver hørt om spørgsmålet som en del af den politiske drøftelse.
Fastholdes beslutningen om ikke at tillade placering af dagligvarebutikker uden for bymidterne, vil resterende emner om detailhandel, der kræver tilpasninger i kommuneplanen, blive håndteret som en del af revision af kommuneplan 2029-2041.
Lovgrundlag
Planlægning for detailhandel udarbejdes efter planloven § 5l til 5q
Indstilling
At Kommunalbestyrelsen beslutter:
At der arbejdes videre med planlægning for placering af dagligvarebutikker udenfor bymidterne ved at lade emnet indgå i arbejdet med planstrategien.
Eller
At der ikke gives tilladelse til placering af dagligvarebutikker udenfor bymidterne i Tørring, Juelsminde og Hedensted.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Fællesskab anbefaler Kommunalbestyrelsen, at der arbejdes videre med en mulig placering af dagligvarebutikker udenfor bymidterne ved at lade emnet indgå i arbejdet med planstrategien.
Udvalget for Vækst & Fællesskab besluttede samtidig, at alle ansøgninger om dagligvarebutikker skal fremlægges udvalget til orientering.
Sagsnr.: 01.00.00-P15-2-25
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Fællesskab orienteres om status på tematillæg for boligudvikling idéindkaldelse og analysefase for Temaplan for boligudbygning 2026-2029
Økonomi
Ingen bemærkninger
Historik
Kommunalbestyrelsen besluttede den 17. december 2025, under punkt 238, at igangsætte arbejde med tematillæg for boligudvikling.
Udvalget for Vækst og& Fællesskab besluttede den 3. februar 2026, under punkt 25, at igangsætte indkaldelse af ideer og forslag. Udvalget besluttede under samme punkt at afholde et borgermøde.
Sagsfremstilling
Som led i udarbejdelsen af tematillæg for boligudvikling har forvaltningen gennemført en offentlig idéindkaldelse i perioden 9. marts 2026 til 15. april 2026. Formålet har været at indhente konkrete projektforslag og ønsker fra lodsejere og udviklere.
Resultat af indkaldelse
Der er i perioden modtaget 21 skriftlige bemærkninger. Den samlede portefølje af potentielle boligområder på venteliste. Forslagene fordeler sig således:
18 nye forslag til boligområder (heraf 3 genindsendelser).
1 nyt forslag til boligområde fra boligmesse.
2 forslag til justering af eksisterende kommuneplanlagte arealer.
16 eksisterende forslag overført fra forvaltningens løbende opsamling.
3 bemærkninger sammen med bemærkninger fra boligmessen, der omfatter generelle bemærkninger og ideer til by og boligudvikling i kommunen. De udpeger således ikke egentlig områder men kommer med forslag og ideer til, hvordan boligudviklingen skal udfolde sig i kommunen både i forhold til udformning, målgruppe og generel placering i byerne.
Borgerinddragelse og analyse
Der blev den 9. april 2026 afholdt en boligmesse. Af det samlede fremmøde var der omkring 10 borgere. Udbyttet af mødet var derfor også begrænset, men de indkomne bemærkninger og forslag vil blive medtaget i den samlede vurdering og screening. Erfaringerne med de hidtidige mødeformer og den oplevede interesse vil blive opsamlet og indgå som overvejelser, næste gang udvalget præsenteres for oplæg til borgerinddragelse i en konkret sag.
For at styrke vidensgrundlaget er der gennemført en omfattende spørgeskemaundersøgelse blandt 12.000 repræsentativt udvalgte borgere om deres boligpræferencer, flyttemønstre og ønsker til fremtidige boligtyper. Derudover gennemføres en analyse af byvækst ud fra statslige fastsatte principper. Begge analyser indgår som en del af det samlede beslutningsgrundlag for de fremtidige politiske prioriteringer og nye arealudlæg
Tilsammen er de med til at tegne det faglige og databaserede billede af boligbehovet.
Resultaterne fra begge analyser vil, sammen med den samlede oversigt over indkomne forslag og forespørgsler, indgå direkte i den samlede temadrøftelse og politiske prioritering på temamødet i august, hvor materialet også offentliggøres.
Faglig screening og analyse
Forvaltningen har iværksat en tværfaglig screening af samtlige forslag. Forslagene vurderes på baggrund af objektive kriterier, herunder:
Tekniske bindinger: Miljøforhold, naturinteresser, grundvand og afvandingsforhold.
Planmæssig sammenhæng: Overensstemmelse med overordnet planlægning, infrastrukturkapacitet og kommunal service.
Markedsforhold: Efterspørgsel, realiserbarhed og lokalt engagement.
Videre proces
Det overorndnede videre forløb er tilrettelagt med henblik på politisk stillingtagen efter sommerferien:
August 2026:
- Temamøde i Udvalget for Vækst & Fællesskab vedrørende screening og prioritering
- Temamøde i Kommunalbestyrelsen vedrørende screening og prioritering.
December 2026:
- Politisk behandling af forslag til tematillæg for boligudvikling efterfulgt af 8 ugers offentlig høring.
Primo 2027:
- Politisk behandling af endelig vedtagelse af tematillæg for boligudvikling
Kommunikation
Samtlige bidragsydere, der har indsendt bemærkninger eller projektforslag i forbindelse med idéindkaldelsen, vil blive orienteret direkte når der foreligger et forslag til prioritering og plan. Her vil bagvedliggende rapport om boligpræference fra spørgeskemaundersøgelse også bliver offentliggjort.
Lovgrundlag
Planloven (LBK nr. 572 af 29. maj 2024) § 23c vedrørende udarbejdelse af kommuneplantillæg.
Indstilling
at Udvalget for Vækst & Fællesskab tager orienteringen om status på tematillæg for boligudvikling til efterretning.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Fællesskab tog orienteringen om status på tematillæg for boligudvikling til efterretning.
Sagsnr.: 01.02.00-P16-10-25
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Fællesskab skal beslutte, om ansøgningen om planlægning for en butik ved Vejlevej i Juelsminde, beliggende nord for Vejlevej og lige ved T-krydset Vejlevej/Tofteskovvej, skal sættes på forslagslisten til ændringer af kommuneplanen jævnfør den normale procedure, eller om behandlingen skal afvige fra den normale procedure.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Historik
- Den 26. februar 2025, under punkt 20, besluttede Kommunalbestyrelsen, at de nuværende muligheder for placering af dagligvarebutikker i Tørring, Juelsminde og Hedensted fastholdes, sådan at nye dagligvarebutikker skal placeres i bymidterne. Kommunalbestyrelsen præciserede, at det bliver en opgave for den kommende Kommunalbestyrelse at tage stilling til den kommende kommuneplan, og at placeringen af dagligvarer og detailbutikker er en naturlig del af dette arbejde.
- Den 3. marts 2026, under punkt 44, besluttede Udvalget for Vækst & Fællesskab, at en tilsvarende anmodning for en dagligvarebutik i Tørring skulle sættes på forslagslisten til ændringer af kommuneplanen, og at det overordnede spørgsmål om detailhandel behandles i forbindelse med planstrategi- og kommuneplanarbejdet, som besluttet af Kommunalbestyrelsen i februar 2025.
Sagsfremstilling
Hedensted Kommune har modtaget en ansøgning om flytning af den nuværende REMA1000 i Juelsminde. Butikken ønskes placeret i den vestlige del af Juelsminde, nord for Vejlevej og lige ved T-krydset Vejlevej/Tofteskovvej, Juelsminde Skole, Juelsminde Hallerne og Hellebjerg Idrætsefterskole. Projektområdet er i dag udlagt til boligområde i den nuværende kommuneplan.
Det er intentionen at etablere en dagligvarebutik på 1.200 m2 med tilhørende parkeringspladser, hvilket ud over en lokalplanlægning vil kræve en ændring af kommuneplanens rammer og retningslinjen for detailhandel, da butikken ønskes placeret uden for bymidteafgrænsningen.
Se placeringen på kort bilag 1 og projektudviklers skitse og på bilag 2.
Planproces
Udvalget for Vækst & Fællesskab besluttede den 3. marts 2026, under punkt 44, at en tilsvarende anmodning for en dagligvarebutik i Tørring skulle sættes på forslagslisten til ændringer af kommuneplanen, og at det overordnede spørgsmål om detailhandel behandles i forbindelse med planstrategi- og kommuneplanarbejdet, som besluttet af Kommunalbestyrelsen i februar 2025.
Forvaltningen foreslår, at ønsket kommer på forslagslisten til ændringer af kommuneplanen og indgår i de halvårlige prioriteringssager sammen med de resterende ønsker til ny planlægning. Da denne placering ligger uden for bymidteafgrænsningen vil det kræve kommuneplantillæg og derfor vil det falde under prioriteringskriterie nummer 2.1, se prioriteringskriterierne på bilag 3. Næste prioritering vil være til november 2026.
Kommunikation
Beslutningen meddeles ansøgeren.
Lovgrundlag
Lokalplanen udarbejdes efter Lov om planlægning, LBK nr. 572 af 29. maj 2024 med senere ændringer, § 13 stk. 2.
Kommuneplantillæg udarbejdes efter Lov om planlægning, LBK nr. 572 af 29. maj 2024 medsenere ændringer, §23c.
Miljøscreeningen udarbejdes efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023 med senere ændringer, §8.
Indstilling
- at ansøgningen om planlægning for en butik ved Vejlevej i Juelsminde skal sættes på forslagslisten til ændringer af kommuneplanen.
- at det overordnede spørgsmål om detailhandel behandles i forbindelse med planstrategi- og kommuneplanarbejdet, som besluttet af Kommunalbestyrelsen i februar 2025.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Fællesskab godkendte sagen som indstillet.
Sagsnr.: 01.02.00-P16-2-26
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Fællesskab skal beslutte, om ansøgningen om planlægning for etablering af en dagligvarebutik ved Overholmvej 2 i Hedensted skal sættes på forslagslisten til ændringer af kommuneplanen jævnfør den normale procedure, eller om behandlingen skal afvige fra den normale procedure.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Historik
- Den 26. februar 2025, under punkt 20, besluttede Kommunalbestyrelsen, at de nuværende muligheder for placering af dagligvarebutikker i Tørring, Juelsminde og Hedensted fastholdes, sådan at nye dagligvarebutikker skal placeres i bymidterne. Kommunalbestyrelsen præciserede, at det bliver en opgave for den kommende Kommunalbestyrelse at tage stilling til den kommende kommuneplan, og at placeringen af dagligvarer og detailbutikker er en naturlig del af dette arbejde.
- Den 3. marts 2026, under punkt 44, besluttede Udvalget for Vækst & Fællesskab, at en tilsvarende anmodning for en dagligvarebutik i Tørring skulle sættes på forslagslisten til ændringer af kommuneplanen, og at det overordnede spørgsmål om detailhandel behandles i forbindelse med planstrategi- og kommuneplanarbejdet, som besluttet af Kommunalbestyrelsen i februar 2025.
Sagsfremstilling
Hedensted Kommune har modtaget en ansøgning om etablering af en dagligvarebutik i Hedensted. Butikken ønskes placeret på adressen Overholmvej 2 i Hedensted. Projektområdet er omfattet af lokalplan 1077, der udlægger området til erhverv og butikker for pladskrævende varer, samt kommuneplanramme 5.E.25, der udlægger området til erhvervsområde med specifik anvendelse til let industri og håndværk.
Det er intentionen at etablere en dagligvarebutik på 1.200 m2 med tilhørende parkeringspladser og varegård, hvilket ud over en lokalplanlægning vil kræve en ændring af kommuneplanens rammer og retningslinjen for detailhandel, da butikken ønskes placeret uden for bymidteafgrænsningen.
Se placeringen på kort bilag 1 og projektudviklers skitse og på bilag 2.
Planproces
Udvalget for Vækst & Fællesskab besluttede den 3. marts 2026, under punkt 44, at en tilsvarende anmodning for en dagligvarebutik i Tørring skulle sættes på forslagslisten til ændringer af kommuneplanen, og at det overordnede spørgsmål om detailhandel behandles i forbindelse med planstrategi- og kommuneplanarbejdet som besluttet af Kommunalbestyrelsen i februar 2025.
Forvaltningen foreslår, at ønsket kommer på forslagslisten til ændringer af kommuneplanen og indgår i de halvårlige prioriteringssager sammen med de resterende ønsker til ny planlægning. Da denne placering ligger uden for bymidteafgrænsningen vil det kræve kommuneplantillæg og derfor vil det falde underprioriteringskriterie nummer 2.1, se prioriteringskriterierne på bilag 3. Næste prioritering vil være til november 2026.
Kommunikation
Beslutningen meddeles ansøgeren.
Lovgrundlag
Lokalplanen udarbejdes efter Lov om planlægning, LBK nr. 572 af 29. maj 2024 med senere ændringer, § 13 stk. 2.
Kommuneplantillæg udarbejdes efter Lov om planlægning, LBK nr. 572 af 29. maj 2024 medsenere ændringer, §23c.
Miljøscreeningen udarbejdes efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023 med senere ændringer, §8.
Indstilling
- at ansøgningen om planlægning for en dagligvarebutik ved Overholmvej 2 i Hedensted skal sættes på forslagslisten til ændringer af kommuneplanen.
- at det overordnede spørgsmål om detailhandel behandles i forbindelse med planstrategi- og kommuneplanarbejdet som besluttet af Kommunalbestyrelsen i februar 2025.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Fællesskab godkendte sagen som indstillet.
Sagsnr.: 01.02.00-G01-2-24
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om forslag til Lokalplan 1215 for Solcelleanlæg ved Hornsyld og vindmøller vest for Bjerre med tilhørende forslag til Kommuneplantillæg nr. 2, samlet miljørapport for planerne, miljøkonsekvensrapporter for projekterne samt § 25-tilladelser skal vedtages endeligt. Kommunalbestyrelsen skal samtidig forholde sig til de indkomne bemærkninger samt ændringsforslag.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Historik
- Den 4. september 2023, under punkt 107, besluttede Udvalget for Vækst & Klima, at forvaltningen skulle arbejde videre med to projekter med henblik på lokalplanlægning, hvoraf det ene projekt var Solmarkerne ved Hornsyld (solcelleprojekt).
- Den 4. december 2023, under punkt 154, besluttede Udvalget for Vækst & Klima, at forvaltningen skulle udarbejde en sag med plan-synergieffekt, hvor de to projektforslag Vindmøller ved Solmarkerne og Vindmøllepark - Bjerre Herred Landbrugsselskab indgår som tillæg til Solmarkerne ved Hornsyld (solcelleprojekt). Udvalget besluttede desuden at hjemsende forslag til vindmøller på Brå- og Bjerre Mark 2023 (3 vindmøller ved Bjerre, placeret i retning nord/syd).
- Den 12. august 2024, under punkt 83, besluttede Udvalget for Vækst & Klima at indkalde idéer og forslag til planlægningen for et solcelleanlæg ved Hornsyld og 2 vindmøller vest for Bjerre. Udvalget besluttede desuden at indkalde til et borgermøde den 19. september 2024 på BGI Akademiet.
- Den 18. december 2024, under punkt 213, besluttede Kommunalbestyrelsen at igangsætte planlægning for et solcelleanlæg ved Hornsyld og 2 vindmøller vest for Bjerre med vilkår for planlægningen. Vilkårene, og hvorledes de er taget i betragtning i planlægningen, kan ses i bilag 14 til Kommunalbestyrelsens møde 17. december 2025, punkt 239.
- Kommunalbestyrelsen besluttede desuden, at solcelleanlægget, på baggrund af dialog mellem ejer af Bjørnkærvej 24 og Obton A/S, kan udvides med cirka 1,3 hektar. Herudover imødekom Kommunalbestyrelsen ønsket om et batterianlæg i forbindelse med solcelleanlægget samt varmepumpe, batterianlæg og ny transformer i forbindelse med de 2 vindmøller, og at de ønskede anlæg skal indgå i planlægningen.
- Den 17. december 2025, under punkt 239, besluttede Kommunalbestyrelsen at udsende planforslag, samlet miljørapport for planerne, miljøkonsekvensrapporter for projekterne, udkast til § 25-tilladelser i høring, med den ændring, at afstanden fra beplantningsbæltet til Nørregade er den samme på østsiden af vejen som vestsiden. Til kommunalbestyrelsens behandling af sagen var tilknyttet et faktaark, der beskriver, hvor meget strøm vindmøller og solceller producerer.
Sagsfremstilling
Planlægningen er udarbejdet på baggrund af et ønske fra Renewable Energy Company A/S (tidligere Obton A/S) og Eurowind Energy A/S om at udvikle et solcelleanlæg ved Hornsyld og 2 vindmøller vest for Bjerre. Det er intentionen at udvikle en energipark bestående af et solcelleanlæg på cirka 60 hektar og 2 vindmøller med en totalhøjde på op til 150 meter. Opstillerne har angivet at solcelleanlægget forventes at have en effekt på 43,8 MW, og vindmøllerne forventes at have en samlet effekt på 9 MW (Normtal: 30 og 8,4 MW). Den årlige elproduktion forventes at kunne dække cirka 22.750 husstandes årsforbrug.
Se kort på bilag 1.
Forslag til Lokalplan 1215 for Solcelleanlæg ved Hornsyld og vindmøller vest for Bjerre med tilhørende forslag til Kommuneplantillæg nr. 2, samlet miljørapport for planerne, miljøkonsekvensrapporter for projekterne samt udkast til § 25-tilladelser har været i høring fra 2. februar til 30. marts 2026. Der kom 48 bemærkninger til planlægningen. Bemærkningerne kan ses på bilag 2 Samlede høringssvar.
Der er udarbejdet notat over de enkelte bemærkninger og indsigelser, der kan ses på bilag 3 Behandling af høringssvar. Jævnfør notatet drejer bemærkningerne og indsigelserne sig om;
- Værditab
- Visuelle og landskabelige påvirkninger
- Menneskers sundhed (støj, skyggekast, trafik og lysgener)
- Forurening af grundvand, overfladevand og jord
- Fremtidigt bosætningspotentiale og erhvervsudvikling i Hornsyld
- Energipolitik og prioritering af arealanvendelsen i det åbne land
- Påvirkning af flora, fauna og biologisk mangfoldighed
- Ustabilitet i elnettet, nettilslutning og påvirkning af private solcelleanlæg
- Placering og alternative forslag
- Økonomisk bæredygtighed
- Processen og borgerinddragelse
- Kvalitetssikring og kontrolberegninger
- Kumulative forhold
- Fremtidig varmeforsyning i Bjerre og Stenderup
- Servitut om gasledning
Der er udarbejdet en sammenfattende redegørelse i forbindelse med planlægningen, der samlet beskriver, hvordan miljøhensyn er indarbejdet i planerne og på hvilken måde udtalelserne fra den offentlige høring er taget i betragtning. Den bliver indsat i planerne efter Kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse, og er et krav i henhold til miljøvurderingsloven. Den sammenfattende redegørelse kan ses på bilag 4.
Forvaltningen vurderer, at enkelte bemærkninger giver anledning til ændringer af planlægningen.
Lokalplanens afgrænsning tilrettes mod sydvest, således at Kommuneplanens retningslinjer for Større solcelleanlæg i det åbne land overholdes ved en afstand på minimum 200 meter til nærmeste boliger mv. Kommuneplanrammen tilrettes ligeledes.
Der foretages en redaktionel ændring til lokalplanens § 2.1 ved indsættelse af dato for udarbejdelsen af fortegnelsen over matrikelnumre, der er omfattet af lokalplanens afgrænsning. Den forventede megawatt effekt for Solmarkerne ændres til 43,8 i lokalplanen og i kommuneplantillægget. Herudover indsættes i lokalplanens redegørelse et link til kommuneplantillæg nr. 2.
Forslag til Lokalplan 1215 for Solcelleanlæg ved Hornsyld og vindmøller vest for Bjerre kan ses her, og er vedhæftet som bilag 5.
Forslag til Kommuneplantillæg nr. 2 kan ses her, og er vedhæftet som bilag 6.
Miljøvurdering
Planlægningen er blevet miljøvurderet, idet planerne omhandler et projekt nævnt på bilag 2, punkt 3a og vurderes at kunne have en væsentlig påvirkning på miljøet. Bygherre har samtidigt udarbejdet miljøkonsekvensrapporter (VVM) for vindmøllerne og solcelleanlægget med henblik på at belyse påvirkningen af miljøet.
I miljørapporten vurderes det, at planerne vil have en moderat påvirkning på miljøet inden for emnerne støj og vibrationer, landskab og kirker samt en positiv påvirkning på klimaet og overfladevand. Dog sker der væsentlig påvirkning af Bjerre Kirke set fra Purhøjvej, grundet synligheden af akkumuleringstanken, som afværges, ved i lokalplanen at fastsætte krav om at akkumuleringstanken kun må fremtræde i afdæmpede mørke nuancer. Herudover fastsættes der i lokalplanen bestemmelse om afskærmende beplantning omkring akkumuleringstanken.
Miljørapporten vurderer, at der sker væsentlig påvirkning af flagermus, der kræver afværgeforanstaltninger i forhold til vindmøller. Der indføres et såkaldt cut-in speed på møllerne, så de ikke er i drift i de perioder, hvor flagermusene er mest aktive. Miljørapporten fremgår af bilag 7.
Formålet med miljøkonsekvensrapporterne er at beskrive, analysere og vurdere projekternes miljøpåvirkninger. Miljøkonsekvensrapporterne kan ses i bilag 8 og 9.
I miljøkonsekvensrapporten for vindmøllerne vurderes det, at realiseringen af projektet vil medføre en væsentlig negativ påvirkning i forhold til emnerne trafik, bilag IV-arter (flagermus) og landskab, samt en væsentlig positiv påvirkning i forhold til emnet luft og klima. Med henblik på at mindske den negative påvirkning af trafiksikkerheden ved krydsningen på Bråskovvej med lokalvejen etableres en afværgeforanstaltning i form af et forbudsskilt for venstresving, som mindsker miljøpåvirkningen til ingen/lille. Påvirkningen af flagermus afværges ved fastsættelse af et driftsstop (cut-in speed), som reducerer miljøpåvirkningen fra væsentlig til ingen/lille. I forhold til landskab afværges påvirkningen ved fastsættelse af bestemmelser i lokalplanen om etablering af afskærmende beplantning omkring de planlagte tekniske anlæg (akkumuleringstank, batterianlæg mv.) og vilkår i § 25-tilladelsen om etablering af afskærmende beplantning omkring den eksisterende transformerstation. Dette bevirker, at miljøpåvirkningen af landskabet vurderes som værende moderat. Det vurderes, at projektet Energipark Aktumgaard samlet set vil medføre en lille til moderat negativ påvirkning af miljøet efter implementering af afværgeforanstaltningerne.
I miljøkonsekvensrapporten for solcellerne vurderes det, at realiseringen af projektet vil medføre en væsentlig negativ påvirkning i forhold til emnerne støj/vibrationer og landskab, samt en væsentlig positiv påvirkning i forhold til emnet luft og klima. For at mindske den negative påvirkning stilles i lokalplanen krav om etablering af støjafskærmning omkring batterianlægget, hvilket vurderes at reducere miljøpåvirkningen til moderat. I forhold til landskab afværges påvirkningen ved fastsættelse af bestemmelser i lokalplanen om etablering af afskærmende beplantning omkring solcellerne og batterianlægget, hvilket reducerer miljøpåvirkningen fra væsentlig til moderat. Det vurderes, at projektet Energipark Solmarkerne samlet set vil medføre en neutral til moderat negativ påvirkning af miljøet efter implementering af afværgeforanstaltningerne.
§ 25-tilladelser
Udkast til § 25-tilladelserne har været offentliggjort sammen med VVM-ansøgninger, miljørapport af planerne og miljøkonsekvensrapporterne for projekterne. Der foretages en redaktionel ændring, så datoen i udkastet til § 25-tilladelsen for Solmarkerne ændres fra den 28. februar 2024 til den 28. februar 2025, som er datoen for VVM-ansøgningen.
Udkast til § 25- tilladelserne er vedlagt som bilag 10 og 11.
Beslutningsproces
Planlægningen er af principiel karakter. Kommunalbestyrelsen skal derfor behandle både forslag og endelig vedtagelse af planlægningen. Det fremgår af beslutningen på mødet den 26. oktober 2022, punkt 204.
Hvis sagen ikke godkendes af udvalget, afsluttes sagen, og sendes derfor ikke videre til Kommunalbestyrelsen.
Kommunikation
Beslutningen meddeles ansøgeren.
Der har været afholdt en indledende debatfase fra den 5. september 2024 til den 3. oktober 2024 ifølge planlovens § 23c.
Den 19. september 2024 har der været afholdt borgermøde i forbindelse med debatfasen. På mødet har Hedensted Kommune præsenteret planlægningsprocessen og bygherre har præsenteret det konkrete solcelle- og vindmølleprojekt.
Planforslagene var i høring fra den 2. februar til 30. marts 2026 i henhold til planlovens §§ 24-26.
Opstillerne har jævnfør nationale regler om værditabsordningen mv. afholdt et offentligt møde under høringsperioden. På mødet redegjorde opstillerne for VE-projekternes betydning for de omkringliggende beboelsesejendomme. Energistyrelsen orienterede på mødet bl.a. om værditabsordningen og køberetsordningen. Hedensted Kommune orienterede på mødet om planproces og høringsmuligheder. Mødet blev afholdt i Hornsyld Idrætscenter den 26. februar 2026.
Planforslagene offentliggøres i henhold til planlovens §§ 30-31. Den sammenfattende redegørelse og miljørapporten offentliggøres samtidigt i henhold til miljøvurderingsloven § 34.
Lovgrundlag
Forslag til lokalplan: Forslaget til lokalplan er udarbejdet efter Lov om planlægning, LBK nr. 572 af 29. maj 2024, § 13 stk. 2 og § 24
Forslag til kommuneplantillæg: Forslaget til kommuneplantillæg er udarbejdet efter Lov om planlægning LBK nr. 572 af 29. maj 2024, § 23c og § 24
Miljørapporten for planerne og miljøkonsekvensrapporterne for projekterne er udarbejdet efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023 med senere ændringer, § 8, stk. 1, §§ 19 og 20.
§ 25-tilladelse: Udkastet til § 25-tilladelserne er udarbejdet efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023 med senere ændringer, § 25.
Den sammenfattende redegørelse er udarbejdet efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023, § 13, stk. 2.
Indstilling
at Forslag til Lokalplan 1215 vedtages med følgende ændringer:
- Lokalplanens afgræsning tilrettes mod sydvest
- Redaktionel ændring ved indsættelse af dato i § 2.1, ændring af forventet megawatt til 43,8 og indsættelse af link til kommuneplantillæg.
at Forslag til Kommuneplantillæg nr. 2 vedtages med følgende ændringer:
- Afgrænsningen af rammeområde tilpasses mod sydvest.
- Redaktionel ændring af den forventede megawatt ændres til 43,8.
at Miljørapport for plangrundlaget og Miljøkonsekvensrapporter for projekterne godkendes endeligt,
at den sammenfattende redegørelse for miljøvurderingen af planerne bliver offentliggjort samtidig,
at § 25-tilladelser godkendes endeligt, med den foreslåede redaktionelle datoændring.
Beslutning
Uvalget for Vækst & Fællesskab stemte:
Et flertal i udvalget bestående af Lars Poulsen, Liselotte Hillestrøm og Mads-Peder Søby anbefaler Kommunalbestyrelsen, at godkende sagen med de foreslåede ændringer, samt at området øst for Nørrgade tages ud.
Rune Mikkelsen og Kennet Bøeg-Jensen stemte imod indstillingen.
Bilag
-
Bilag 1 Kort
-
Bilag 2 Samlede høringssvar
-
Bilag 3 Behandling af høringssvar
-
Bilag 4 Sammenfattende redegørelse
-
Bilag 5 Forslag til Lokalplan 1215
-
Bilag 6 Forslag til Kommuneplantillæg nr. 2
-
Bilag 7 Miljørapport af planer
-
Bilag 8 MKR Aktumgaard
-
Bilag 9 MKR Solmarkerne
-
Bilag 10 Udkast til §25-tilladelse for Aktumgaard
-
Bilag 11 Udkast til §25-tilladelse for Solmarkerne
Sagsnr.: 13.05.00-A00-4-16
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Fællesskab skal beslutte, om Hedensted Kommune skal betale for installation af infotainmentskærme i Midttrafiks busser, der kører i Hedensted Kommune.
Økonomi
Engangsomkostning på 260.000 kr og ca. 11.000 kr i årlig drift. Udgiften er ikke optaget i Kørselskontorets budget.
Hvis Hedensted Kommune tilslutter sig forslaget, skal finansieringen findes internt i Kørselskontorets budget.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
I februar 2025 modtog tekniske direktører i Midttrafiks område en opfordring til, at kommunerne investerer i infotainmentskærme i Midttrafiks busser. I 2025 var der tale om en engangsudgift på ca. 165.000 kr og driftsomkostninger på ca. 10.000 kr. Hedensted Kommune ønskede ikke at tage imod tilbuddet om infotainmentskærme.
Sagsfremstilling
Infotainmentskærmene formidler følgende; information og reklamer på venstre side (50 % Midttrafik, 25 % bestiller og 25 % reklamer), mens højre side viser realtidsinformation om ruten, herunder kommende stop og skiftemuligheder.
I februar 2026 modtager Kørselskontoret en ny henvendelse fra Midttrafik. Den fornyede henvendelse begrundes med, at installation af skærme skal ske i samtlige busser. Det skyldes, at busselskaberne har brug for at kunne skifte busser mellem ruter. Midttrafik vurderer, at det vil være uhensigtsmæssigt for kunderne, hvis de ikke kan regne med, at der på de enkelte ruter altid er skærme i busserne.
Prisen steget til ca. 260.000 kr og årlige driftsomkostninger på ca. 11.000 kr.
Midttrafik er nødt til at have Hedensted Kommunes accept for at få skærmene installeret. Hedensted Kommune ønsker forsat ikke at investere i infotainmentskærme.
30. marts 2026 skriver direktør Lars Berg til forvaltningen (bilag 2):
Kort resumé:
Midttrafik ønsker at installere informationsskærme i alle busser i udbud MT66, da busserne anvendes på tværs af ruter og skal være ensartet udstyret. Regionen, Horsens og Skanderborg har sagt ja til at finansiere deres andel, mens Hedensted Kommune foreløbigt har sagt nej. Hedensteds andel udgør ca. 260.000 kr i engangsomkostning samt ca. 11.000 kr årligt i drift. Midttrafik foreslår, at investeringen kan finansieres af et forventet mindreforbrug i 2025. Hvis Hedensted ikke deltager, kan skærmene ikke installeres i nogen af de 40 busser.
Lars Oksbjerre deltager i behandlingen af punktet
Kommunikation
Midttrafik gives besked om Udvalget for Vækst & Fællesskabs beslutning.
Lovgrundlag
LBK nr 537 af 19. maj 2025; Bekendtgørelse af lov om trafikselskaber
Indstilling
at Udvalget for Vækst & Fællesskab drøfter sagen og beslutter, om Hedensted Kommune skal investere i infotainmentskærme i Midttrafiks busser.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Fællesskab besluttede et afslag om at investere i infotainmentskærme i Midttrafiks busser.
Sagsnr.: 03.02.13-P19-2-26
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til godkendelse af skema B indberetningen af byggeriet på Hestelunden.
Derudover skal kommunalbestyrelsen tage stilling til godkendelsen af stigningen i det kommunale grundkapitaltilskud.
Økonomi
Skema A er godkendt af Kommunalbestyrelsen den 24. september 2025 med et rammebeløb på 67.052.000 kr.
Med skema B forventes den samlede anskaffelsessum at udgøre 69.606.000 kr, altså 2.554.000 kr mere end ved skema A. Anskaffelsessummen er indenfor rammerne af maksimumbeløbet på grund af satser for anden kvartal 2026.
Ændringen i den forventede anskaffelsessum medfører en forøgelse i grundkapitaltilskuddet på 255.400 kr. Juelsmindehalvøens Boligselskab af 1946 tilbyder at købesummen reguleres med et beløb svarende til forøgelsen i grundkapitaltilskuddet, det vil sige at købesummen øges med 255.400 kr (eksklusiv moms), svarende til 319.250 kr inklusiv moms.
Forøgelsen i grundkapitaltilskuddet foreslås således finansieret af øgede salgsindtægter. Det gives udgiftsbevilling til øget grundkapitaltilskuddet og indtægtsbevilling til øgede salgsindtægter på 255.400 kr.
I forbindelse med overførslerne fra 2025 til 2026 er budgettet til grundkapitaltilskuddet på projektet ved en fejl ikke overført til 2026. For at rette dette bevilliges derfor i 2026 6.698.800 kr, som er det beløb, der blev afsat til grundkapitaltilskud i 2025. Beløbet finansieres af kassen og udgør det beløb, der blev tilført kassen i forbindelse med afslutning af regnskab 2025.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Skema A er godkendt af kommunalbestyrelsen den 24. september 2025 med et rammebeløb på 67.052.000 kroner.
Sagsfremstilling
Projektet på Hestelunden
Der er tale om 26 boliger, hvor boligerne forventes opført i små klynger, som danner en hyggelig planløsning, der både inviterer til godt naboskab, men hvor privatlivet også kan leves. Der vil være parkering i tilknytning til boligerne samt fælles parkeringspladser for gæster og til fælleshus.
Der vil blive lavet gode udendørs opholdsarealer både til privat og fælles brug.
Der er 18 ældreboliger og 8 familieboliger, som er fordelt således:
Ældreboliger: 14 styk 85 m2
4 styk 103 m2
Familieboliger: 8 styk 103 m2
Skema A for projektet er godkendt af Kommunalbestyrelsen den 24. september 2025 med et rammebeløb på 67.052.000 kr.
Skema B forventes den samlede anskaffelsessum at udgøre 69.606.000 kr, altså 2.554.000 kr mere end ved skema A. Anskaffelsessummen er indenfor rammerne af maksimumbeløbet på grund af satser for anden kvartal 2026.
Indstilling
at Skema B godkendes med tilhørende grundkapitaltilskud.
at der gives udgifts- og indtægtsbevillinger jævnfør økonomiafsnittet.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Fællesskab anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende sagen som indstillet.
Liselotte Hillestrøm erklærede sig inhabil og deltog ikke under behandling af punktet.
Sagsnr.: 00.30.14-S00-2-25
Beslutningstema
Hvert år udarbejder forvaltningen tre budgetopfølgninger til politisk behandling.
Budgetopfølgningen er en økonomisk status og en prognose for årets samlede resultat.
Her sammenholdes det forventede forbrug med det korrigerede budget for at sikre, at økonomien er på rette kurs.
Økonomi
Budgetopfølgningen viser et forventet mindreforbrug på samlet ca. 27 mio. kr. på tværs af det samlede drifts- og anlægsområde. Heraf udgør anlæg et mindreforbrug på netto ca. 25 mio. kr.
Der er i nedenstående indregnet en overførsel på driften på i alt ca. 80 mio. kr. fra 2025 til 2026. Derudover er der overført ca. 39 mio. kr. til anlæg.
Historik
Budgetopfølgningen blev behandlet af Kommunalbestyrelsen på sit møde den 27. maj 2026.
Sagsfremstilling
Herunder er en gennemgang af de væsentligste opmærksomhedspunkter i budgetopfølgningen.
Økonomiudvalget forventer at bruge 10 mio. kr. mere end budgetteret
Vækst, Teknik & Fællesskab har overført merudgifter for 2 mio. kr. vedr. fysisk planlægning fra 2025, da der har været tryk på væksten i Hedensted Kommune. Der har været sager, som kommunen selv er bygherre på, hvor det ikke er private udviklere, der står for redegørelser og udarbejdelse af lokalplan. Dertil gør afgørelser på miljøscreeninger, at flere planer skal miljøvurderes.
Der er overført urealiserede indtægter på 7,5 mio. kr. fra 2025 vedr. ”Kloge kvadratmeter”. Der forventes også i 2026 en fortsat varig driftsudfordring på ca. 2,5 mio. kr. Dette giver forventet mindre indtægter på 10 mio. kr. Grunden til det store overførte beløb er, at indtægten for salg af Valenciavej først kommer i 2027.
Der er overført et merforbrug på 2 mio. kr. vedr. bygningsvedligehold. Dette forventes ikke at blive indhentet i 2026, så man ser ind i et forventet merforbrug på 3 mio. kr.
På øvrige områder forventes et mindreforbrug på 3 mio. kr., hvilket blandt andet skyldes opsparede midler ved borgerservice.
Udvalget for Læring forventer at bruge 32 mio. kr. mindre end budgetteret
Uden overførte midler fra 2025 ville der være merudgifter på 3 mio. kr. samlet set, idet overførte midler fra 2025 udgør 35 mio. kr.
Børn og Familier forventer et samlet merforbrug på 13 mio. kr.
Driftsenhederne Bakkevej, Søndergården og Familiecentret/Ankersvej forventer et samlet mindreforbrug på 4 mio. kr.
Myndighedsområdet, som også tæller Integration, forventer et samlet merforbrug på 17 mio. kr. Heraf udgør anbringelsesområdet langt det mest.
Læring i skolen forventer et mindreforbrug på i alt 9 mio. kr. Heraf forventes skolerne og ungdomsskolen under ét, et mindreforbrug på 2 mio. kr.
Der er opmærksomhed på fortsat stigende udgifter på det segregerede område og kørselsudgifter til specialtilbud.
På skoleområdet arbejder man med partnerskabet Have til Mave, skolevægringsindsatser, samt udvikling af specialtilbud i Stouby.
Læring i dagtilbud forventer et samlet mindreforbrug på 34 mio. kr. Heraf forventer daginstitutionerne og dagplejen under ét, et samlet merforbrug på 6 mio. kr.
Daginstitutioner blev i starten af året tildelt 13 mio. kr. til løft af dagtilbud som led i styrkelsen af den pædagogiske indsats.
Børnepakken på i alt 14,2 mio. kr. er blevet implementeret pr. 1. april. Heri indgår øgede normering, takstnedsættelse med mere.
Sundhedsplejen og Tandplejen forventer samlet et mindreforbrug på 2 mio. kr.
Udvalget for Beskæftigelse forventer at bruge 1 mio. kr. mindre end budgetteret
Der forventes mindreforbrug til Sygedagpenge, Integration (grundtilskud, Resultattilskud), og Beskæftigelsesordninger, 16 mio. kr. Modsat forventes udgifterne til STU, jobafklaring, pensioner, boligstøtte, A-dagpenge, kontanthjælp, fleksjob og ledighedsydelser, samt Ungeforanstaltning at overstige budgettet med 19 mio. kr. Der har de sidste år været en større stigning i opførelse af ældreboliger i kommunen, hvilket betyder at udgifterne til boligsikring og boligydelse er steget markant. Det giver samlet et forventet merforbrug på 3 mio. kr.
Socialpsykiatrien og Rusmiddelcenter forventer et mindreforbrug på 4 mio. kr.
Socialpsykiatrien og Rusmiddelcenter har overført 8 mio. kr. fra 2025, som dækker et forventet merforbrug i 2026, mens de resterende 4 mio. kr. forventes at give et mindreforbrug. Der er usikkerhed om det stigende forbrug på forsorgshjem i årets første måneder. Derudover kan der blive behov for 2-3 ekstra døgnanbringelser. Mindreforbruget er engangsmidler, som bl.a. anvendes til investeringer og eventuelt merforbrug på forsorgshjem.
Udvalget for Social Omsorg forventer at bruge 13 mio. kr. mere end budgetteret
Uden overførte midler fra 2025 ville der være merudgifter på 33 mio. kr. samlet set, idet overførte midler fra 2025 udgør 20 mio. kr.
Sundhed og ældre forventer et mindreforbrug på 5 mio. kr.
Midlerne vedr. "Kvalitetsløft af ældreplejen" og "Sundhedsreformen" er udmøntet til driften i 2025 og 2026. Disse midler er øremærket til implementering af ældreloven, samt den løbende udmøntning af initiativer i Sundhedsreformen. Ikke anvendte midler i 2026 skal derfor overføres til 2027 til den fortsatte udmøntning.
Voksenhandicap forventer et merforbrug på 16 mio. kr. Dette skal dog ses i lyset af en positiv overførsel på 9,6 mio. kr. fra 2025, der er indregnet i det forventede merforbrug. Uden denne overførsel ville underskuddet have været 26 mio. kr.
Der har i perioden 2023-2026 været arbejdet målrettet med indsatserne i handleplanen, og det er lykkedes at reducere antallet af borgere, samt reducere udgiftsniveauet. På trods heraf er det ikke lykkedes at få budget og udgifter i balance. Dette skal ses i sammenhæng med den landsdækkende udfordring med stadigt flere komplekse og udgiftstunge borgere samt meget høje prisstigningen på specielt private botilbud.
På de øvrige områder som vedrører kommunal medfinansiering og ældreboliger forventes der et merforbrug på 2 mio. kr.
Udvalget for Vækst & Fællesskab forventer at bruge 6 mio. kr. mindre end budgetteret
På Kultur & Fritid blev der overført ubrugte midler for 11 mio. kr. fra 2025, hvoraf de 4 mio. kr. var vedrørende Landdistriktspuljen. En stor del af disse midler forventes brugt i 2026, men lige nu forventes der er et mindreforbrug på 6 mio. kr.
Udvalget for Teknik forventer at bruge 14 mio. kr. mere end budgetteret
Der forventes et merforbrug på ca. 13 mio. kr. vedr. vinterdrift grundet vintervejret de to første måneder af 2026. Derudover forventes der et merforbrug på 1 mio. kr. vedrørende integrationsboliger og vandløbsvedligehold.
Udvalget for Klima, Natur & Miljø forventer at bruge 1 mio. kr. mere end budgetteret
Der forventes samlet et merforbrug for Klima, Natur og Miljø på 1 mio. kr. grundet merforbrug vedrørende miljøtilsyn.
Anlæg: Forvaltningen forventer at bruge 25 mio. kr. mindre end budgetteret
Der er på anlæg netto overført 39 mio. kr. fra 2025.
På udgiftssiden forventes samlet at blive brugt 186,4 mio. kr. på projekter afsat i budgettet. Der forventes mindreforbrug på i alt 88 mio. kr., der skal ses i lyset af udskydelse af anlæg.
På indtægtssiden forventes samtidig at ske en forskydning af indgåede salgsindtægter på i alt 63 mio. kr. som overvejende vedrører jordsalg ved Hedensted Syd og Kildeparken.
Likviditet:
Likviditeten udgør ultimo april måned 251,0 mio. kr., hvilket er 1,1 mio. kr. mindre end ved udgangen af marts måned. Samlet set er likviditeten faldet med 1,4 mio. kr. i 2026.
Indstilling
at budgetopfølgningen indenfor udvalgets eget område drøftes og tages til efterretning.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Fællesskab tog orienteringen til efterretning.
Bilag
Sagsnr.: 18.00.00-A00-5-26
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Fællesskab orienteres om tilskudsmodel og drifts- og samarbejdsaftalerne med svømmehallerne.
Økonomi
Der er til drifts- og lokaletilskud på svømmehalsområdet budgetteret med en nettoudgift på 13,8 mio. kr. i budget 2026.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
I Budget 2024 blev der afsat 0,3 mio. kr. til en ekstern analyse af kultur- og fritidsområdet, der skulle komme med anbefalinger til en kommende bæredygtig og transparent økonomisk strategi for området.
Udvalget for Fællesskab besluttede den 28. maj 2024 at afsætte 0,2 mio. kr. af uforbrugte midler samt de 0,3 mio. kr. i forbindelse med Budget 2024 til analyse af svømmehalsområdet og udarbejdelse af driftsaftaler til svømmehaller.
Udvalget for Fællesskab blev den 3. september 2024 præsenteret for analysens konklusioner.
I Budget 2025 blev der fra 2025 og frem årligt afsat 2 mio. kr. til understøttelse af svømmehallerne i kommunen.
Kommunalbestyrelsen besluttede den 18. december 2024 at igangsætte udarbejdelse af nye driftsaftaler med svømmehallerne. På samme møde blev det besluttet, at Hornsyld Svømmehal og Hedensted Svømmehal modtog et ekstraordinært tilskud på 0,39 mio. kr. til Hornsyld Svømmehal og 0,595 mio. kr. til Hedensted Svømmehal for 1. halvår 2025. Midlerne til det ekstraordinære tilskud var fra de tilførte 2 mio. kr. til området fra budget 2025. Beløbene svarede til de i analysen anførte tilskud til svømmehallerne.
Repræsentanter fra Udvalget for Fællesskab afholdte i foråret 2025 møder med de tre svømmehaller for at få svømmehallernes input til kommende aftaler. Udvalget for Fællesskab drøftede på møde den 1. april 2025 principperne for de kommende drifts- og samarbejdsaftaler. Den 6. maj 2025 blev Udvalget for Fællesskab præsenteret for to modeller til fordeling af tilskud til svømmehallerne og udkast til kommende drifts- og samarbejdsaftaler. Udvalget besluttede at sende drifts- og samarbejdsaftaler samt begge modeller til kommentering hos svømmehallerne. Svømmehallerne blev bedt om at kommentere på, hvilken model, de ønskede, skulle ligge til grund for fordeling af tilskudsmidler. De to modeller er vedlagt som bilag.
Alle svømmehaller meddelte, at de ønsker model 1 som grundlag for udbetaling af tilskud.
Modellen indeholder følgende elementer:
- Det samlede tilskud indeholdes i den fastsatte budgetramme.
- Foreningssvømning – tilskud beregnes på baggrund af antallet af indberettede timer x kommunal tilskudstakst
- Skole/institutionssvømning – tilskud beregnet på af antallet af indberettet timer x kommunal tilskudstakst
- Livredder
- Hedensted Centret: Modtager livreddertakst pr. antal indberettet time til skole- og institutionssvømning
- Hornsyld Idrætscenter: Modtager livreddertakst pr. antal indberettet time til børnehavers brug af svømmehallen
- Gudenåcenteret: Leverer ikke livredder til skole- og institutionssvømning - Variabelt driftstilskud – udregnes på baggrund af budget fratrukket antallet af timer til foreningssvømning og skole/institutionssvømning. Det variable driftstilskud vil på baggrund af omfanget af aktivitet variere årligt.
Derudover havde svømmehallerne nedenstående overordnede kommentarer til drifts- og samarbejdsaftalerne.
Hornsyld Idrætscenter
- Behov for at kende den økonomiske ramme for større vedligeholdelsesopgaver.
- Ønske om 2 årig aftale.
Gudenåcenteret
- Ønske om at udvidelse af budgetrammen kan drøftes, hvis skoler og institutioner efterspørger centeret om levering af livredder.
- Ønske om at der til aftalen tilføjes: "at Hedensted Kommune er opmærksom på, at svømmehallen indenfor 2-4 år står foran en hovedrenovering med behov for øget kommunalt driftstilskud til svømmehallen til følge.”
Hedensted Centret
- Økonomien i aftalen balancerer på 0-punktet.
- Ønsker specificering af hvad der i aftalen defineres som løbende vedligeholdelsesopgaver, eventuelt i form af en beløbsgrænse.
- Ønsker specificering af hvad der i aftalen defineres som større vedligeholdelsesopgaver, eventuelt i form af en beløbsgrænse.
- Spørgsmål til hvordan centeret skal søge om tilskud til vedligehold.
- Ønsker tilført at skoler og institutioner stiller med en person med bassinprøve for hvert 15. barn.
- Ønske om en 1 årig aftale, der kan genforhandles.
- Opsigelsesvarslet ønskes ændres fra 6 måneder til 12 måneder.
Svømmehallernes kommentarer og tilbagemeldinger i fuld form fremgår af bilag på sagen i Kommunalbestyrelsen den 25. juni 2025.
Kommunalbestyrelsen godkendte den 25. juni 2025 tilskudsmodel og samarbejdsaftalerne med svømmehallerne fra 1. januar 2026.
Driftsaftalerne blev godkendt med præcisering om, at aftalerne løber 1 år med 12 måneders opsigelsesvarsel. Og at svømmehallernes ønsker om støtte til løbende vedligeholdelsesopgaver og større renoveringsprojekter vil bero på en konkret vurdering af idrætscenterets økonomi og kommende større vedligeholdelses- og renoveringsprojekter.
Derudover besluttede Kommunalbestyrelsen at give et ekstraordinært tilskud til Hornsyld Svømmehal på 0,416 mio. kr. og et ekstraordinært tilskud til Hedensted Svømmehal på 0,635 mio. kr. gældende for 2. halvår 2025. Beløbene svarede til de i analysen anførte tilskud til svømmehallerne.
Sagsfremstilling
I forbindelse med vedtagelse af nye driftsaftaler med svømmehallerne, blev det besluttet, at der årligt skal afholdes et dialogmøde mellem de tre svømmehaller og repræsentanter fra Udvalget for Vækst & Fællesskab. Dialogmødet afholdes den 2. juni 2026.
Forud for dialogmødet er svømmehallerne, jævnfør aftalerne, blevet bedt om at indsende seneste regnskab, en opgørelse over brugen af svømmehallen, herunder offentlig svømning samt status på drift og økonomi, som skal danne rammen for dialogen på mødet.
Drifts- og samarbejdsaftalerne samt økonomien for svømmehallerne er vedlagt som bilag.
Leder af Kultur og Fritid, Kia Skov Rosenbrock deltager ved behandling af punktet.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Fællesskab tog orienteringen til efterretning.
Bilag
-
Modeller for fordeling af kommunalt tilskud
-
Gudenåcenteret svømmehal- Drifts- og samarbejdsaftale 2026
-
Gudenåcenterets svømmehal regnskab 2025
-
Hornsyld Idrætscenter svømmehal - Drifts- og samarbejdsaftale 2026
-
Hornsyld Idrætscenter samlet årsregnskab 2025
-
Hedensted Centret svømmehal - Drifts- og samarbejdsaftale 2026
-
Hedensted Centret svømmehal økonomibalance januar - marts 2026
Sagsnr.: 00.01.00-P35-23-25
Beslutningstema
Punkter til orientering
Sagsfremstilling
- Supplerende ansøgning til BULTJ samt invitation til indvielse af havnetorvet i Juelsminde
- Udvalgets behandling af samarbejdsaftaler med museerne rykkes til august 2026. Udkastet til samarbejdsaftalerne er sendt til kommentering hos museerne.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Derudover blev der orienteret om:
- etablering af pølsevogn i Juelsminde.
- henvendelse fra Claus Thaisen om dagligvarer i Uldum
- Hjarnø Færgefart
Udvalget for Vækst & Fællesskab tog orienteringerne til efterretning.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-23-25
Beslutningstema
Stillingtagen til kørselsgodtgørelse til konferencer og møder mv.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen har vedtaget at såfremt der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser). Der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til følgende arrangementer;
- Byplanmøde i Rødovre 1.-2. oktober 2026
- Gruppen bag Blæsbjerg Energi Park inviterer Udvalget for Klima, Natur & Miljø og Udvalget for Vækst & Fællesskabtil en snak om baggrund for ansøgning om vindmøller, mandag den 1. juni kl. 16.00 – 17.30 ved den første mølle på Blæsbjerg, Hornsyldvej 10 C, 7140 Stouby
- Kulturelt Årsmøde, 22. september 2026. Tid og sted oplyses senere.
Indstilling
at der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer
Beslutning
Mødet med Blæsbjerg Energi Park er både den 1, 2 og 3 juni 2026
Udvalget for Vækst & Fællesskab godkendte deltagelse i de pågældende arrangementer.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-3-25
Beslutning
Intet at bemærke
Sagsnr.: 00.01.00-P35-21-25
Beslutningstema
Godkendelser
Beslutning
Godkendt
Kim Rosenkilde
Udviklingskonsulent
Telefon 79 75 55 74
Mobil: 23 42 65 41
E-mail: kim.rosenkilde@hedensted.dk
Om Udvalget for Vækst & Fællesskab
Læs om Udvalget for Vækst & Fællesskab og se, hvem der er medlem af udvalget.