Gå til hovedindhold

Udvalget for Social Omsorg - Dagsordener og referater

Se dagsordener og referater fra møderne i Udvalget for Social Omsorg.

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Social Omsorg 2026-2029
    Mødedato: 4. maj 2026 14:00
    Mødested: Kærminde- Hus 4

    Sagsnr.: 00.22.04-A00-4-25

    Beslutningstema

    Mødets deltagere og fraværende noteres her.

    Beslutning

    Der var ingen fraværende.

    Sagsnr.: 00.01.00-A26-7-25

    Beslutningstema

    Introduktion til Kærminde.

    Sagsfremstilling

    Som led i introduktionsprogrammet modtager Udvalget for Social Omsorg en indføring i nogle af de specialiserede områder, der er i kerneområdet Social Omsorg. 

    Leder af Hedensted Demenscenter, Katrine Lindrup Grunnet vil sammen med teamleder Marianne Røjgaard og Demenskonsulent Marianne Ankersen holde et oplæg om Kærminde, og komme omkring nedenstående punkter. Der vil være mulighed for spørgsmål og dialog.

    • Kærmindes rejse
    • Organiseringen af Demensområdet
    • En hverdag med udfordringer, dilemmaer, men også dejlige stunder

    Indstilling

    at introduktionen tages til efterretning. 

    Beslutning

    Introduktion taget til efterretning. 

    Sagsnr.: 29.00.00-A00-2-25

    Beslutningstema

    Udvalget for Social Omsorg præsenteres for et inspirationsoplæg med eksempler på input til en lokal nærsundhedsplan. 

    Historik

    • Sundhedspolitikken 2021-2030 fastlægger de overordnede strategiske rammer for kommunens arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse.
    • Sundhedsreformen 2024 stiller nye krav til organiseringen af det nære sundhedsvæsen. Herunder etablering af sundhedsråd i 2026 samt udarbejdelse af en national sundhedsplan og lokale nærsundhedsplaner.
    • Sundhedsprofilen 2025 dokumenterer en udvikling med stigende mistrivsel, flere kroniske sygdomme og fortsatte udfordringer med kost, fysisk inaktivitet og overvægt.

    Sagsfremstilling

    Sundhedsprofilen 2025 viser, at flere borgere lever længere, men med øget sygdomsbyrde og mistrivsel. Samtidig ses en fortsat udvikling i social ulighed i sundhed. For Hedensted Kommune peger data særligt på udfordringer med usunde kostmønstre og svær overvægt, stigende mental mistrivsel blandt unge, samt et stigende antal borgere med kroniske sygdomme. Det nære sundhedsvæsen er samtidig under pres, og den nuværende kapacitet er tæt på udnyttet.

    Med afsæt i sundhedsreformen og de lokale udfordringer er der behov for nye tilgange til organisering og levering af sundhedsindsatser. Et centralt element er styrkelsen af det primære sundhedsvæsen gennem øget tilgængelighed, tidligere indsats og bedre sammenhæng mellem aktører.

    Digitalisering kommer til at spille en central rolle i den lokale nærsundhedsplan. Det indebærer, at størstedelen af de eksisterende sundhedstilbud understøttes digitalt. Opstarts- og opfølgningssamtaler vil i højere grad kunne gennemføres virtuelt og patientrapporterede oplysninger vil kunne udbredes til endnu flere områder som kvalitetsunderstøttende redskab. Desuden vil der kunne tænkes i anvendelse af en digital platform, hvor borgere kan tilgå viden, vejledning og let oversigt over relevante tilbud. Digitaliseringen vil øge fleksibilitet, tilgængelighed og være en bedre udnyttelse af ressourcer, samt reducere transportbehov og klimabelastning.

    Sideløbende kan fokus styrkes på den strukturelle forebyggelse, særligt på børne- og ungeområdet. Her tages afsæt i erfaringer fra kommunen på nikotinområdet, som viser at opsøgende indsatser og tilstedeværelse i unges egne arenaer har stærkt effekt. Disse erfaringer kan bidrage med inspiration til, hvordan lignende tilgange kan tænkes ind i arbejdet med andre sundhedsudfordringer blandt børn og unge.

    Et yderligere fokusområde er borgere, der ikke benytter eksisterende sundhedstilbud. Det kan være på grund af barrierer forbundet med transport, kendskab til tilbud, eller sociale forhold. Der er derfor behov for fleksible, lettilgængelige og opsøgende tilbud. Det kan eksempelvis være åbne rådgivningstilbud uden henvisning, samt aktive partnerskaber med civilsamfundet og private aktører, som der kan henvises til.

    Indstilling

    at Udvalget for Social Omsorg drøfter oplægget til en lokal nærsundhedsplan.

    Beslutning

    Udvalget for Social Omsorg drøftede oplægget til en lokal nærsundhedsplan. 

    Sagsnr.: 29.00.00-A00-2-25

    Beslutningstema

    Orientering om afledte konsekvenser af sundhedsreformen.

    Historik

    Med sundhedsreformen er der truffet politisk beslutning om en omstilling af sundhedsvæsenet. Dette med intention om at skabe mere nærhed, lighed og sammenhæng i sundhed. Et af elementerne i sundhedsreformen er opgaveflytning mellem kommuner og regioner. 

    Som led heri overgår myndigheds- og finansieringsansvaret for en række sundhedsfaglige opgaver fra kommunalt til regionalt regi.

    Social Omsorg udgiftsreducere svarende til opgaveoverdragelsen.

    Sagsfremstilling

    Opgaveflytningen indebærer, at 70% af medarbejdere og ledelse, som er helt eller overvejende tilknyttet opgaver og funktioner som overgår, ligeså overdrages til regionen pr. 01.01.2027.

    Opgaveflytningen medfører to konkrete væsentlige og indbyrdes forbundne konsekvenser for kommunen.

    Bortfald af sygeplejefaglige kompetencer i nattevagten
    Den nuværende nat dækning fra det kommunale akutteam, som i dag sikrer adgang til akutte, sub akutte samt planlagte sygeplejefaglige kompetencer i nattetimerne, overgår til regional organisering.

    Dette betyder konkret, at kommunen fremadrettet vil mangle direkte adgang til sygeplejefaglige kompetencer i nattetimerne.

    Konsekvenserne vurderes for eksempel at kunne være reduceret mulighed for tidlig opsporing og håndtering af sub akutte forværringer hos borgere, der ikke er omfattet af regionens fremtidige akutte tilbud og dermed øget risiko for indlæggelser, som kunne være forebygget. Desuden også en øget belastning af øvrigt nat personale uden tilsvarende sygeplejefaglig kompetence og deres tværfaglige sparringsmuligheder.

    Bortfald af ledelseskapacitet og faglig forankring
    Den nuværende leder for de berørte funktioner overgår ligeledes til regionen, på samme måde som medarbejdere tilknyttet opgaverne. Dette medfører et bortfald af ledelsesmæssig kapacitet og faglig kontinuitet omkring den tilbageværende kommunale opgave med 6 midlertidige pladser.

    Sundhedsreformen medfører altså en væsentlig strukturel ændring, hvor kommunen mister centrale ledelsesfaglige kompetencer omkring midlertidige pladser og sygeplejefaglige kompetencer i nattetimerne (kl. 23-07). Dette skaber en ubalance mellem opgaver og kompetencer, som samlet set er en potentiel forringelse af borgernes oplevede tryghed og sundhedsfaglige kvalitet og patientsikkerhed i indsatsen. Forvaltningens vurdering på den baggrund er, at det bliver nødvendigt at ansætte en leder til de tilbageværende kommunale opgaver og desuden sygeplejefaglige kompetencer til et nattevagtsteam.

    Indstilling

    at orienteringen om de afledte konsekvenser af sundhedsreformen tages til efterretning.

    Beslutning

    Orientering taget til efterretning. 

    Sagsnr.: 27.00.00-P19-1-26

    Beslutningstema

    Drøftelse af forslag til udviklingsområde i Rammeaftale 2027-2028.

    Historik

    Kommunerne og regionen i Midtjylland indgår hvert andet år en rammeaftale om samarbejdet på det specialiserede social- og specialundervisningsområde. Formålet med rammeaftalen er at sikre fælles principper for styring og udvikling af det sociale område på tværs af kommuner og region.

    Den Administrative Styregruppe for Social- og Specialundervisningsområdet i Midtjylland (DASSOS), der består af direktører med ansvar for det specialiserede socialområde i kommunerne, udarbejder i det kommende halvår et udkast til en rammeaftale for perioden 2027-28, som behandles i KKR Midtjylland med efterfølgende godkendelse i alle byråd og i regionsrådet.

    Som led i processen har KKR Midtjylland på sit møde den 13. april 2026 godkendt forslag til udviklingsområde(r) for den kommende rammeaftale, med henblik på drøftelser i hver af de midtjyske kommuner.

    Sagsfremstilling

    Det er kommunernes ansvar at koordinere det specialiserede social- og specialundervisningsområde i samarbejde med regionen. Denne koordination foregår via rammeaftalen, som indeholder aftaler om fælles udviklingstiltag, kapacitet og styring på det sociale område.

    Området omhandler blandt andet tilbud til borgere med fysiske og mentale handicaps eller psykiske lidelser, hvor kommunerne sammen med regionen i regi af rammeaftalen skal sikre, at der er den nødvendige kapacitet i regionen som helhed i form af fx tilbud til børn og unge eller voksne. En række af tilbuddene har en faglig specialisering, der gør, at det ikke er fagligt og økonomisk bæredygtigt, at alle kommuner opretter tilbud til bestemte målgrupper. Nedenstående udviklingsområde adresserer denne udfordring.

    Læs om den nuværende Rammeaftale 2025-2026 i vedhæftede bilag af samme navn. 

    Det er en vigtig del af processen, at kommunerne og regionen giver input og bemærkninger til udviklingsområdet for den nye Rammeaftale, da Rammeaftalen efter godkendelse skal omsættes til konkrete tiltag for borgerne, der er tilknyttet det sociale område. De midtjyske byråd samt regionsrådet har derfor nu mulighed for at afgive bemærkninger til den kommende Rammeaftale. KKR Midtjylland behandler herefter det endelige udkast til Rammeaftale 2027-2028 på KKR mødet den 1.  september 2026. Rammeaftale 2027-2028 sendes til endelig godkendelse i kommuner og region i perioden primo september til 1. december 2026.


    Forslag til udviklingsområde: Borgere med komplekse udfordringer
    Forud for DASSOS’ og KKR Midtjyllands drøftelse af mulige udviklingsområder, har der været gennemført en rundspørge hos alle 19 kommuner, hvor kommunerne har haft mulighed for at give input til blandt andet udviklingsområderne. Resultatet heraf er samlet i de kommunale indberetninger for henholdsvis børne- og ungeområdet og voksenområdet.

    DASSOS drøftede behovet for, at kommunerne står stærkere sammen om kapacitetsudfordringer på det specialiserede socialområde. På den baggrund har KKR Midtjylland godkendt forslaget fra DASSOS om, at der arbejdes videre med ”borgere med komplekse udfordringer” som et overordnet udviklingsområde. Herunder foreslås det, at der blandt andet arbejdes med ”mental sundhed og psykiatri” samt ”overgangen fra børne- og ungeområdet til voksenområdet”, hvilket er en fortsættelse af fokus fra den nuværende rammeaftale.

    Borgere med komplekse udfordringer
    Kommunerne peger i de kommunale indberetninger på, at der fortsat er udfordringer med en række målgrupper indenfor både børn- og voksenområdet med komplekse udfordringer. Der peges blandt andet på følgende målgrupper, hvor der kan være behov for at udvikle tilbudsviften:

    • Børn og unge med komplekse udfordringer, herunder psykiatri, autisme, betydelige udviklingsmæssige vanskeligheder, selvskadende adfærd, misbrug, flere funktionsnedsættelser og intellektuelle handicap med videre. Der er oftest tale om flere udfordringer på én gang.
    • Børn og unge med høj grad af udadreagerende adfærd – herunder voldsparathed og adfærd forbundet med sikkerhedsrisici, kriminalitetstruede unge, mangel på pladser på sikret/særlig sikret institution, matchningsudfordringer i forhold til eksisterende børne- og ungehjem på grund af risiko for andre beboere samt behov for høj normering, behov for skærmning med videre.
    • Voksne med komplekse udfordringer, herunder autisme, psykiatri, misbrug, udviklingshæmning, senhjerneskadede, betydelige plejebehov kombineret med psykiatriske eller adfærdsmæssige udfordringer. Der er oftest tale om flere udfordringer på én gang.
    • Voksne med udadreagerende adfærd (på tværs af diagnoser), herunder problemer med at indgå i almindelige tilbud på grund af risiko for medbeboere, voldsom reaktion ved overstimulering, behov for skærmede fysiske rammer og høj personalenormering.

    Som en del af udviklingsområdet ”borgere med komplekse udfordringer” fortsættes arbejdet med de fælles kommunale principper for samarbejdet på det specialiserede socialområde. Formålet med principperne er, at:

    • Styrke kvalitet og effekt af borgerindsatsen
    • Styrke samarbejdet gennem gensidig forpligtethed om kapacitet, forsyningssikkerhed og fælles styringspraksis
    • Knække den stigende udgiftskurve

    DASSOS er der desuden enig om, at man i det videre arbejde med udarbejdelse af udkast til rammeaftale skal søge at gøre den så handlingsorienteret som muligt, så de fælles indsatser i stigende grad kan bidrage til at håndtere de økonomiske og kapacitetsmæssige udfordringer på området.

    Kommunikation

    Bemærkninger til det foreslåede udviklingsområde for rammeaftalen sendes til Fælleskommunalt Social- og sundhedssekretariat senest den 1. juli 2026. 

    Indstilling

    Det indstilles, at forslag til udviklingsområde i Rammeaftale 2027-2028 drøftes, og at eventuelle bemærkninger sendes til Fælleskommunalt Social- og sundhedssekretariatet.             

    Beslutning

    Forslag drøftet uden yderligere bemærkninger. 

    Sagsnr.: 00.00.00-G00-15-26

    Beslutningstema

    Den økonomiske situation på området for voksne med handicap.

    Historik

    I 2022 vedtog Kommunalbestyrelsen en handleplan for gentænkning af området for voksne med handicap, der beskriver initiativer, der havde til formål at nedbringe udgifterne på området, da der sås et betydeligt merforbrug.

    Handleplanen indebar et kassetræk på 63 mio. kr. over 4 år. 

    2026 er handleplanens afsluttende år og status er, at handleplanens initiativer følger den lagte plan, men at en række faktorer, herunder blandt andet prisudviklingen på de private botilbud alligevel betyder, at der fortsat er et merforbrug, der skal håndteres. 

    Der gives en endelig afrapportering på handleplanen på udvalgets møde i december 2026. 

    Sagsfremstilling

    Til udvalgets møde i juni 2026 planlægges en temadrøftelse vedrørende situationen på området for voksne med handicap med særligt fokus på den økonomiske situation og behovet for en strategisk drøftelse af fremtidige handlemuligheder. 

    Forud for denne temadrøftelse gives i forbindelse med denne sag et oplæg med udgangspunkt i nøgletal på området, såvel KL’s Kend din kommune-nøgletal og egne nøgletal. Oplægget har til formål at give en grundlæggende forståelse for udviklingen på området, så udvalget er klædt på til den efterfølgende temadrøftelse i juni. 

    Indstilling

    at udvalget for Social Omsorg tager orienteringen til efterretning.

    Beslutning

    Orientering taget til efterretning. 

    Sagsnr.: 29.30.16-P35-1-20

    Beslutningstema

    Orientering om samarbejdet i Kommunalt Lægeligt Udvalg (KLU) og beslutning om, hvorvidt KLU igen skal være med politisk deltagelse.

    Historik

    Ved overenskomst for almen lægegerning af 1. april 2011, blev det fastsat, at der i alle kommuner skal etableres Kommunalt Lægeligt Udvalg (KLU). Arbejdet i udvalgene skal bidrage til, at lægerne og kommunerne får en styrket dialog og et integreret samarbejde. Det kommunalt lægelige udvalg afholder møder minimum to gange årligt, og varigheden er op til 3 timer pr. møde dog afhængig af behov. Der kan være en bred vifte af emner til møderne, som dækker over både konkrete problemstillinger og mere principielle forhold i samarbejdet.

    Møderne har i Hedensted Kommune tidligere været med politisk deltagelse. Udvalget besluttede den 5. maj 2025, at der for nuværende ikke skulle ske politisk deltagelse på møderne i KLU.

    Sagsfremstilling

    I Hedensted Kommune afholdes møderne 2 gange årligt med en varighed af 2 timer pr. møde. Møderne er med deltagelse af:

    • Formand PLO-K Midtjylland
    • Udpeget medlem af PLO-K Midtjylland
    • Direktøren for Social Omsorg
    • Chef for Sundhed & Ældre
    • Chef for Voksen Handikap
    • Chef for Beskæftigelse
    • Chef for Læring
    • Leder af Center for Kvalitet
    • Udviklingskonsulent

    Tidligere har møderne været med politisk deltagelse, men da dette er særegent for Hedensted Kommune og ikke et krav jf. Vejledning om kommunalt lægelige udvalg (se bilag: Vejledning om kommunalt lægelige udvalg), er der for nuværende ikke politisk deltagelse.

    Kommunalt lægeligt udvalg behandler emner af fælles interesse med henblik på at styrke dialog og samarbejde imellem praktiserende læger og kommunen. Fokus ved møderne skal være at skabe en positiv effekt for borgernes sundhed og deres oplevelse af sammenhæng i sundhedsvæsenet. Dette sker ved at understøtte udvikling og samarbejde på tværs gennem fælles dialog og udveksling af information.  I vejledningen om kommunalt lægeligt udvalg anbefales det, at der ved møderne fast:

    • Følges op på indgåelse og udmøntning af sundhedsaftaler
    • Informeres om lokale sundhedspolitiske initiativer
    • Sker en drøftelse af lægedækning
    • Foretages opfølgning i forhold til den elektroniske kommunikation mellem almen praksis og kommune

    Andre emner kan behandles i udvalget efter behov

    Udvalgets arbejde erstatter ikke det løbende samarbejde mellem de praktiserende læger og de enkelte enheder i Hedensted Kommune.

    Indstilling

    • At orienteringen tages til efterretning.
    • At der træffes beslutning om politisk deltagelse ved KLU

    Beslutning

    Orientering taget til efterretning. 

    Udvalget for Social Omsorg har besluttet, at KLU fortsættes uden fast politisk repræsentation. 

    Sagsnr.: 00.30.04-S00-1-26

    Beslutningstema

    Vækst, Teknik & Fællesskab introducerer udvalgene til arbejdet med anlæg i forbindelse med processen for budget 2027.

    Sagsfremstilling

    Det indgår som en del af tids- og procesplanen for Budget 2027, at Vækst, Teknik & Fællesskab introducerer udvalgene til arbejdet med anlæg på udvalgsmøderne i maj.

    Vedlagt i bilag er den seneste investeringsoversigt 2026-2029, der blev besluttet i forbindelse med Budget 2026, og derudover Økonomisk politik 2024-2025, der skal sætte den økonomiske retning for Hedensted Kommune. Der er syv pejlemærker i politikken, og det tredje pejlemærke omhandler anlæg med angivelse af et nettoanlægsniveau på ca. 90 mio. kr. årligt samt, at jordforsyningen skal hvile i sig selv.

    Chef for Vej, Ejendomme og Drift, John S. Kristensen, vil stå for introduktionen på mødet.

    Indstilling

    at introduktionen til arbejdet med anlæg tages til efterretning.

    Beslutning

    Introduktion taget til efterretning. 

    Sagsnr.: 00.22.04-A00-3-25

    Beslutningstema

    Gensidig orientering mellem forvaltningen og Udvalget for Social Omsorg.

    Sagsfremstilling

    • Status §18 midler
    • Besøg på matrikler i Social Omsorg
    • Seminar: Omsætning af vision i Udvalget for Social Omsorg

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Orientering taget til efterretning. 

    Sagsnr.: 00.22.04-A00-5-25

    Beslutningstema

    Stillingtagen til kørselsgodtgørelse til konferencer og møder mv.

    Sagsfremstilling

    Kommunalbestyrelsen har vedtaget at såfremt der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser). Der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til følgende arrangementer;

    • 7.-8. maj 2026 Social- og Sundhedspolitisk forum, Aalborg Kongres & Kultur Center 
    • 19. maj 2026 Åbent hus Aale-Hjortsvang Friplejehjem, Raskvej 28, 7160 Tørring
    • 29. maj 2026 Åbent hus Løsning Friplejehjem, Skolegade 24, 8723 Løsning 

    Lovgrundlag

    Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser.

    Indstilling

    at der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer.

    Beslutning

    Indstilling godkendt. 

    Sagsnr.: 00.22.04-A00-7-25

    Beslutningstema

    Udvalgets medlemmer skriver under digitalt her.

    Beslutning

    Godkendt.