Udvalget for Læring - Dagsordener og referater
Se dagsordener og referater fra møderne i Udvalget for Læring.
Udvalg: Udvalget for Læring 2026-2029
Mødedato: 31. august 2026 16:00
Mødested: Mødelokale 5, Hedensted Rådhus
Sagsnr.: 00.15.00-P35-2-25
Beslutningstema
Dialogmøde mellem Udvalget for Læring og Handicaprådet.
Historik
Der har hidtil været tradition for at afholde to årlige dialogmøder med Udvalget for Social Omsorg. Denne praksis er ændret, så Handicaprådet fremover afholder ét årligt dialogmøde med henholdsvis Udvalget for Social Omsorg og Udvalget for Læring.
Dette dialogmøde er det første mellem Udvalget for Læring og Handicaprådet efter ændret mødestruktur.
Sagsfremstilling
Der er afsat 1 time til dialogmødet kl. 16.00 - 17.00.
Handicaprådet foreslår følgende emner til drøftelse på mødet:
- Handicaprådets rolle
- Tilgængelighed som rådgivende organ
- Ufrivilligt skolefravær
- Sikring af undervisning under længevarende sygefravær
- Handleplanen på det specialiserede område - proces i efteråret
Indstilling
At dialogen tages til efterretning.
Beslutning
Dialogen blev taget til efterretning idet;
Handicaprådet ønsker at blive inddraget så tidligt som muligt i høringsprocesser.
Handicaprådet ønsker generelt at blive inddraget, hvor de kan gøre en forskel.
Handicaprådet har et ønske om medindflydelse bredt i hele kommunen og ønsker at stå til rådighed med viden og sparring, hvor der er behov.
Handicaprådet opfordrer til, at der også i Læring er fokus på tilgængelighed, samt at Tilgængelighedsrådet kan inddrages efter behov.
Udvalget for Læring har fokus på fraværsproblematikker i skoler og daginstitutioner og er bevidste om, at indsatserne skal være helhedsorienterede og involvere hele familien.
alle har en erkendelse af at arbejde med ufrivilligt skolefravær er en stor og kompleks opgave, som i tiden der kommer skal have et betydeligt fokus.
Udvalget følger procesplanen for at skabe en udviklingsplan for det specialiserede område frem mod starten af det nye år, og er opmærksomme på behovet for at kommunikere planen efterfølgende.
Sagsnr.: 00.01.00-A00-2-25
Beslutningstema
Opfølgning på arbejdet med revision af Hedensted Kommunes klimaplan.
Sagsfremstilling
På udvalgsmøde i maj måned indgik Udvalg for Læring i en proces omkring ønsker til arbejdet med klima i Læring. På indeværende møde samles op på processen, ligesom udvalget præsenteres for den videre proces for revision af Hedensted Kommunes Klimaplan, herunder et oplæg til mulige ansvarsområder under Udvalget for Teknik, i den reviderede klimaplan, jf. vedlagte bilag.
Mette Gaardsvig Sommer og Marc Reseke fra Vækst, Teknik og Fællesskab deltager under punktet.
Indstilling
At udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Udvalget tog orienteringen til efterretning.
Bilag
Sagsnr.: 00.00.00-P00-2-25
Beslutningstema
Udvalget præsenteres for, drøfter og kommer med forslag til temaer for kommende dialogmøder med bestyrelser på dagtilbuds- og skoleområdet.
Historik
På dagtilbuds- og skoleområdet afholdes årligt 2 møder for begge områder, hvor relevante temaer er til orientering, drøftelse og dialog. Deltagerkredsen afgrænser sig til fagområdernes valgte bestyrelser, Udvalg for Læring samt chef for dagtilbud og skolechef. Afhængigt af tema kan relevante fagpersoner deltage med oplæg til drøftelse.
Sagsfremstilling
Chef for dagtilbud Anne Lynggaard Vinther og skolechef Finn Gatten fremlægger foreløbige tanker for de kommende dialogmøder med bestyrelser i henholdsvis oktober (skolebestyrelser) samt november (dagtilbud). Udvalget kommer med ønsker og input til møderne.
Indstilling
At Udvalg for Læring drøfter og tilkendegiver temaer for møderne i efteråret.
Beslutning
Sagen blev drøftet, og følgende idéer kan tages videre: Klimaplan, Børne- og Ungepolitikken og fravær. Herudover er udvalget i udgangspunktet optaget af, at bestyrelserne kan byde ind med temaer.
Sagsnr.: 28.06.00-A00-1-25
Beslutningstema
Udvalget orienteres om status og erfaringer fra afviklingen af sommerpasning i uge 29 og 30 for henholdsvis dagtilbud og SFO.
Historik
Den 3. november 2025 behandlede Udvalget for Læring et forslag om at udvide muligheden for sampasning i dagtilbud og SFO til at omfatte ferieperioder udenfor den etablerede to-ugers sommerferiepasning. Dette med henblik på at sikre effektiv ressourceanvendelse på dage med lavt børnefremmøde og frigive ressourcer til gavn for den pædagogiske kvalitet i hverdagen.
Efter en forudgående høringsrunde hos forældrebestyrelserne blev udvalget den 12. januar 2026 præsenteret for høringssvarene og en revideret model for den fremtidige ramme for sampasningsperioder. Nærværende sag giver en orientering om erfaringerne fra den senest afviklede sommerferiesampasning i uge 29 og 30 i sampasnings- områderne (Øst, Midt og Vest).
Sagsfremstilling
Forvaltningen har samlet input fra de dagtilbudsledere, som havde feriepasningsugerne og de administrative erfaringer fra uge 29 og 30. Afviklingen har fundet sted i de tre sampasningsområder (Øst, Midt og Vest) for både dagtilbud (vuggestue og børnehave) og SFO. Nedenfor præsenteres opgørelsen over det reelle børnefremmøde samt tilbagemeldinger på trivsel, bemanding og organisering.
Børn tilmeldt og fremmødt i områderne:
| Område og gruppe | Uge 29 tilmeldt/ fremmødt | Uge 30 tilmeldt/ fremmødt |
| BH øst | 13/10 | 13/8 |
| BH midt | 20/18 | 14/11 |
| BH vest | 22/21 | 15/13 |
| Ialt: | 55/49 | 42/32 |
| VU øst | 5/4 | 5/2 |
| VU midt | 17/16 | 13/10 |
| VU vest | 11/10 | 11/10 |
| Ialt: | 33/30 | 29/22 |
Børnenes trivsel og den pædagogisk kvalitet
- Feriepasningen har generelt været præget af ro og god dynamik i børnegrupperne.
- Børnene legede godt med hinanden på tværs af de vante dagtilbud
- Pædagogerne skabte indholdsrige læringsmiljøer, eks. ved pandekager over bål, bærplukning, vandlege og cykelture ud af huset
- Afleveringssituationen har for enkelte børn - særligt vuggestuebørn - været svær
- I det ene område havde vuggestuebørnene gavn af at være delt op, så de ikke var sammen med børnehavegruppen
Bemanding og personaleressourcer
- Mindre fremmøde end forventet. På grund af højt frafald/spontan ferie blandt børnene, har dagtilbuddene generelt haft rigeligt personale i forhold til antallet af fremmødte børn
- Medarbejderne har vist stor fleksibilitet og samarbejdsvilje, hvormed overnormeringen er blevet håndteret ved, at personalet har afspadseret (både timer og hele dage) samt brugt tid på pædagogisk forberedelse
- Det lavere børnefremmøde gjorde at sygemeldinger fra personalet har været til at håndtere
- Personalet har været omstillingsparate og gode til at samarbejde på tværs af dagtilbud
Organisering og gode erfaringer
- Prioriter forberedelse og forventningsafstemning op til sampasning. For eksempel et formøde med feriepersonalet, en visuel planche over dagens rytme og opgavefordeling
- Visuel og overskuelig modtagelse, evt. med billeder af de børn der har/ikke har deres daglige gang i dagtilbuddet
- At ledelsen op til sommerferien følger op med forældrene, omkring vigtigheden af at forældre indmelder komme- og gåtider. Det har ikke fungeret optimalt alle steder i år
- Tydeliggørelse af regler for tilmelding/framelding for at undgå uventet fremmøde og sikre korrekt bemanding
Tilbagemeldinger fra SFO
Lukkeuger i sommerferien: Generelt fungerer den nuværende ordning med fælles pasning på tre SFO’er i øst, midt og vest godt i de to lukkeuger i sommerferien. Der er generelt størst fremmøde fra den skole, hvor feriepasningen bliver holdt. Der har været og er forsat en forskel på tilmeldte børn og antal fremmødte børn. SFO’erne er efterhånden blevet gode til at gange antal tilmeldte med en erfaringsbaseret faktor, så balancen mellem tilstrækkelig bemanding og ferieafvikling for medarbejdere tilgodeses bedst muligt. Specialafdelingen i Rask Mølle holder åbent i sommerferiens lukkeuger hvert år, da det vurderes, at børnene ikke kan klare skiftet til Tørring med andre børn og en del nye voksne. For mindre SFO’ er lyder det, at det er en udfordring at skulle afgive medarbejdere til den fælles feriepasning (hvor der ofte kun er deltagelse fra 0 – 2 ”egne” børn) og samtidig få afviklet medarbejdernes ferie.
Sampasning – her som fælles pasning mellem almen og special eller mellem dagtilbud og skole på ”ikke skoledage”.
På skoler med en specialafdeling er der, når elevgruppen kan profitere af det, sampasning i dele af SFO’ens åbningstid – særligt morgen og aften.
Muligheden for sampasning har været afsøgt i en del lokalområder, men kan være vanskeligt at gennemføre i praksis, da vuggestuebørns behov foreskriver at sampasningen sker i vuggestuens lokaler, som ofte ikke virker attraktive for de ældre børn fra skolens SFO.
Indstilling
At orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning.
Sagsnr.: 00.00.00-P20-1-25
Beslutningstema
Udvalget foretager opfølgning på besøgsdag i eksterne specialiseringer.
Historik
Som led i processen omkring udarbejdelse af Udviklingsplan for det specialiserede område har Udvalg for Læring samt Chefgruppen i Læring i april 2026 været på rundtur i interne specialtilbud i Hedensted Kommune. I august 2026 har samme gruppe været på besøgsdag i specialtilbud i henholdsvis Kolding og Kruså.
Sagsfremstilling
Inspirationsbesøgene i specialiseringer internt og eksternt bliver på mødet afsæt for en drøftelse af faglige fokuseringer og tematikker til den videre proces og workshoprække, der pågår i oktober og november (1/10, 20/10, 18/11). Workshoprækken har til formål at informere den endelige udarbejdelse af Udviklingsplan for det specialiserede område.
Indstilling
At udvalget som del af opfølgningen på besøgsrunden sætter retning for den kommende workshoprække.
Beslutning
Udvalget ønsker at tage afsæt i opsamlingen fra udvalgsseminaret suppleret med et tema om struktur og organisering.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-32-25
Beslutningstema
Udvalget drøfter og evaluerer Udvalgsseminar afholdt d.24.-25. august.
Sagsfremstilling
Udvalget for Læring samt Chefgruppen i Læring har afholdt Udvalgsseminar, hvor det faglige fokus rettede sig mod omsætning af Kommunalbestyrelsens Vision i udvalget og kerneområdet Læring. På udvalgsseminaret blev der arbejdet med omsætning og konkretisering af sigtepunkterne i visionen, samt hvordan disse sætter retning for samarbejdet, de faglige indsatser, opmærksomheder og fokus i udvalgsperioden frem mod 2029.
Indstilling
At udvalget foretager evaluering af udvalgsseminaret.
Beslutning
Udvalget tager afsæt i opsamlingen fra seminaret, når det videre arbejde skal planlægges, og der var stor tilfredshed med form og indhold.
Sagsnr.: 28.09.00-A00-2-23
Beslutningstema
Læring i Dagtilbud indstiller til Udvalget for Læring, at godkende en forlængelse af den midlertidige vuggestue i Børnehaven Landsbyhaven i Korning.
Historik
Den 15. januar 2024 godkendte Udvalget for Læring etablering af en midlertidig vuggestue i Børnehaven Landsbyhaven i Korning, med åbning den 1. marts 2024. Den midlertidige godkendelse blev fastsat til at ophøre den 31. december 2025. Godkendelsen indebar, at Landsbyhaven kunne påbegynde optagelse af op til otte børn pr. 1. marts 2024.
Den midlertidige vuggestue opstod på baggrund af ventelister til dagplejere i området, samt forgæves forsøg på at rekruttere flere dagplejere. Godkendelsen blev oprettet som midlertidig, da der på daværende tidspunkt var usikkerhed om det langsigtede børnegrundlag til at opretholde en vuggestue.
Sagsfremstilling
Data fra pladsanvisningen viser, at der siden vuggestuens åbning, har været stor og vedvarende efterspørgsel på pladser. Allerede i august 2025 var ti børn indmeldt i vuggestuen.
Der er fortsat to dagplejere i Korning.
Data fra den nuværende venteliste bekræfter den fortsatte efterspørgsel, da der aktuelt er syv børn opskrevet med ønske om pasning i 2026. På baggrund af den stærke efterspørgsel og vækst i antallet af opskrevne børn vurderer Læring i dagtilbud, at der er behov for en forlængelse af vuggestuen, med henblik på at sikre mulighed for lokal pasning og stabilitet for både børn, voksne og forældre.
Indstilling
At Udvalget for Læring godkender forlængelse af midlertidig vuggestue i Landsbyhaven, Korning indtil andet besluttes.
Beslutning
Godkendt.
Sagsnr.: 00.30.04-S00-1-26
Beslutningstema
Udvalget drøfter det teknisk-administrative oplæg til budget 2027-2030.
Historik
Kommunalbestyrelsen blev på temamøde d. 26. august 2026, samt i udsendt materiale, præsenteret for det teknisk-administrative budgetforslag for budget 2027-2030.
Sagsfremstilling
De overordnede milepæle i den videre politiske budgetproces er følgende:
Spørgsmål- og svar-perioden er i gang og løber til budgettets vedtagelse.
7. september: Økonomi- og Erhvervsudvalget drøfter det teknisk-administrative oplæg til budget 2027 og oversender budgetforslaget til Kommunalbestyrelsens 1.behandling.
7.-16. september kl. 10:00: Høringsperiode
17. september: 1. behandling af budgetforslaget i Kommunalbestyrelsen.
17.-18- september: Budgetseminar for Kommunalbestyrelsen på Juelsminde Rådhus.
8. oktober: Kommunalbestyrelsen 2.behandler og vedtager budget for 2027-2030.
Indstilling
at udvalget drøfter det teknisk-administrative oplæg til budget 2027-2030.
Beslutning
Det teknisk-administrative oplæg blev drøftet.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-27-25
Beslutningstema
Udvalget orienteres om indsatser og opmærksomheder i Læring.
Sagsfremstilling
- Workshoprække Udviklingsplan for det specialiserede område (1/10, 20/10, 18/11)
- Status på visitation på dagtilbudsområdet/børnehandicap
- Social Drive Out
Indstilling
At udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-28-25
Beslutningstema
Stillingtagen til kørselsgodtgørelse til konferencer og møder mv.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen har vedtaget at såfremt der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser). Der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til følgende arrangementer;
- Dialogmøder med bestyrelser Dagtilbud og skole (5.oktober og 2.november)
Lovgrundlag
Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser.
Indstilling
At der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer.
Beslutning
Godkendt.
Sagsnr.: 00.07.00-A26-1-26
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til bevilling af tabt arbejdsfortjeneste til de i sagsfremstillingen nævnte arrangementer.
Sagsfremstilling
Styrelsesloven § 16, stk. 1, har denne ordlyd: Der ydes et fast vederlag til kommunalbestyrelsens medlemmer. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om vederlaget. Vederlaget omfatter medlemmernes a) deltagelse i møder i kommunalbestyrelsen og dennes udvalg samt underudvalg, b) deltagelse i møder i forbindelse med varetagelse af kommunale hverv, der udføres efter valg af kommunalbestyrelsen, medmindre der på andet grundlag er fastsat bestemmelse om særskilt vederlæggelse, c) deltagelse i kurser mv., der af kommunalbestyrelsen eller af økonomiudvalget efter bemyndigelse fra kommunalbestyrelsen anses for at have betydning for varetagelsen af de under litra a og b nævnte hverv, d) deltagelse i seminarer, jf. § 9 a, e) deltagelse i revisionens forelæggelse af beretninger, jf. § 42 c, f) varetagelse af andre nærmere angivne kommunale hverv efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller dennes udvalg og g) udførelse af andre aktiviteter i forbindelse med de under litra a-f nævnte møder mv. Af 16, stk. 5 fremgår, at erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste ydes for deltagelse i de i stk. 1, litra a-e, nævnte møder mv. Herudover kan kommunalbestyrelsen beslutte at yde erstatning til et medlem for udførelse af de i stk. 1, litra f, nævnte aktiviteter. Det er en betingelse, at udførelsen af hvervet sker efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller dennes udvalg. Såfremt der planlægges f.eks. en studietur eller en besigtigelse for et udvalg som helhed, skal deltagelse heri ske efter anmodning fra kommunalbestyrelsen, for at aktiviteten kan anses for omfattet af litra f. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i en skrivelse af 22.04.2025 fastslået, at kommunalbestyrelsen ikke med tilbagevirkende kraft kan anmode et medlem om at varetage et kommunalt hverv omfattet af Styrelsesloven § 16, stk. 2, litra f. En sådan anmodning skal ske forud for den konkrete aktivitet eller være omfattet af en generel forudgående beslutning, der dækker den forudgående aktivitet.
- Dialogmøder med bestyrelser Dagtilbud og skole (5.oktober og 2.november)
Lovgrundlag
Styrelsesloven § 16, stk. 1 og stk. 5.
Indstilling
At Kommunalbestyrelsen godkender bevilling af tabt fortjeneste til de i sagsfremstillingen nævnte arrangementer.
Beslutning
Godkendt.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-29-25
Beslutningstema
Her noteres hvem der har været fraværende.
Beslutning
Alle udvalgets medlemmer var deltagende under hele mødet.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-30-25
Beslutningstema
Udvalgets medlemmer skriver under digitalt her.
Beslutning
Udvalgets medlemmer skriver under digitalt.
Kim Rosenkilde
Udviklingskonsulent
Telefon 79 75 55 74
Mobil: 23 42 65 41
E-mail: kim.rosenkilde@hedensted.dk
Om Udvalget for Læring
Læs om Udvalget for Læring og se, hvem der er medlem af udvalget.