Udvalget for Læring - Dagsordener og referater
Se dagsordener og referater fra møderne i Udvalget for Læring.
Udvalg: Udvalget for Læring 2026-2029
Mødedato: 4. maj 2026 16:00
Mødested: Hedensted Skole
Sagsnr.: 00.30.04-S00-1-26
Beslutningstema
Vækst, Teknik & Fællesskab introducerer udvalgene til arbejdet med anlæg i forbindelse med processen for budget 2027.
Sagsfremstilling
Det indgår som en del af tids- og procesplanen for Budget 2027, at Vækst, Teknik & Fællesskab introducerer udvalgene til arbejdet med anlæg på udvalgsmøderne i maj.
Vedlagt i bilag er den seneste investeringsoversigt 2026-2029, der blev besluttet i forbindelse med Budget 2026, og derudover Økonomisk politik 2024-2025, der skal sætte den økonomiske retning for Hedensted Kommune. Der er syv pejlemærker i politikken, og det tredje pejlemærke omhandler anlæg med angivelse af et nettoanlægsniveau på ca. 90 mio. kr. årligt samt, at jordforsyningen skal hvile i sig selv.
Chef for Vej, Ejendomme og Drift, John S. Kristensen, vil stå for introduktionen på mødet.
Indstilling
at introduktionen til arbejdet med anlæg tages til efterretning.
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning.
Sagsnr.: 00.01.00-A00-2-25
Beslutningstema
Udvalget for Læring deltager i en introduktion til revisionen af Klimaplanen.
Udvalget for Læring skal drøfte og idéudvikle til revision af Klimaplanen.
Historik
Den 26. august 2020, tilsluttede kommunalbestyrelsen sig at udarbejde en klimaplan, i regi af det regionaldrevne projekt DK2020.
Kommunalbestyrelsen vedtog d. 26. oktober 2022, under punkt 203, Klimaplan 2050.
Kommunalbestyrelsen godkendte d. 17. december 2025 opstart af revision af kommunens Klimaplan, samt godkendte procesplanen for revisionsarbejdet.
Den 25. februar 2026 deltog Kommunalbestyrelsen i et temamøde vedrørende klimaplansrevision, med fokus på ambitionsdrøftelser for den næste klimaplan.
Sagsfremstilling
Kommunens nuværende Klimaplan 2050 blev udarbejdet som led i DK2020-samarbejdet og politisk vedtaget i 2022. Planen fungerer i dag som kommunens overordnede strategiske ramme for klimaindsatsen og rummer mål og tiltag på blandt andet energi-, transport- og landbrugsområdet samt inden for klimatilpasning og kommunens egen drift og organisation. Klimaplanen skal gennemgå en revision hvert fjerde til femte år.
Kommunalbestyrelsen besluttede den 17. december 2025 at igangsætte arbejdet med en revideret klimaplan for Hedensted Kommune og godkendte samtidig en proces, som lægger vægt på bred involvering – både politisk på tværs af de stående udvalg, i samarbejde med erhvervslivet og med fokus på borgerrettede aktiviteter. Revisionsarbejdet tilrettelægges med udgangspunkt i kommunens nye programorganisering af klimaområdet under titlen “Klima på tværs”.
Udvalget for Læring skal i den forbindelse have en introduktion til arbejdet med klimaplansrevisionen og drøfte samt udvikle idéer til udvalgets eget ansvarsområde, herunder udvalgets egne forventninger, mål og ambitioner for klimaindsatsen.
Finn Kejfe Abrahamsen deltager på behandlingen af dagsordenspunktet som udvalgsrepræsentant for Udvalget for Klima, Natur & Miljø. Marc Reseke og Mette Sommer deltager på mødet.
Indstilling
at Udvalget for Læring drøfter og udvikler ideer til kommunens reviderede klimaplan.
Beslutning
Udvalget drøftede sagen og gav input til fagområdet til videre bearbejdelse.
Bilag
Sagsnr.: 82.00.00-P15-1-24
Beslutningstema
Punkt oversendt fra møde i Udvalg for Læring d.13. april.
Udvalget for Læring skal beslutte den videre plan for prioritering, så der kan igangsættes anlægsarbejde i dagtilbud og på skoler med afsæt i facilitetsplanen.
Historik
Udvalget for Læring besluttede på mødet 1. november 2021 at igangsætte udarbejdelsen af en 10 årsplan for vedligehold, efterslæb og bygningsudvikling. Med principperne fra kloge kvadratmeter, om både at nedskalere bygningsmassen og skabe klogere kvm2, blev der udarbejdet en facilitetsplan. Kommunalbestyrelsen godkendte d. 31. august 2022 facilitetsplanen, og der er i 2026 og i overslagsårene afsat midler til realisering af planen.
På mødet i Udvalg for Læring 2. december 2024 blev prioriteringen af de første projekter besluttet. Prioriteringen tog afsæt i de tekniske behov, kapacitetsbehov og pædagogiske behov. Ved at adressere de tekniske forhold, herunder bygningernes klimaskærm, fysiske tilstand og funktionalitet, blev det presserende vedligeholdelsesarbejde belyst. Samtidig vurderedes kapacitetsbehovet i forhold til elev- og børnetal, og hvordan eksisterende faciliteter understøtter den demografiske udvikling. Endelig er pædagogiske behov blevet gennemgået med fokus på, hvordan bygningerne kan tilpasses moderne læringsformer og didaktiske principper.
På mødet i Udvalg for Læring 13. april 2026 blev dette punkt behandlet første gang. Det blev besluttet, at der udarbejdes et fornyet beslutningsgrundlag til næste møde.
Sagsfremstilling
Efter beslutning på seneste møde følger i bilag et Notat 2, der på baggrund af henvendelser fra borgere og Udvalget for Læring giver svar på diverse spørgsmål vedr. institutionerne i Rårup, Skjold og Glud.
Hedensted Kommunes daginstitutioner og skoler står over for et væsentligt behov for vedligehold, indhentning af efterslæb samt bygningsudvikling. For at sikre at bygningerne kan levere de optimale rammer for undervisning og pædagogik, er det nødvendigt at prioritere de næste etaper for anlægsarbejdet.
For at kvalificere beslutningen om, hvilke bygninger der skal prioriteres først, følger i vedlagte Notat 1 en ”seedning” af institutionerne. I denne sammenhæng betyder "seedning" at rangordne og prioritere behovene for at igangsætte facilitetsplansarbejdet. Det indebærer, at de mest presserende eller vigtigste behov bliver adresseret først, så der kan lægges en klar strategi for handling.
For hver institution og skole vil der blive lavet et selvstændigt projekt med et detaljeret dispositionsforslag. Hvert projekt skal sikre involvering samt faglig og økonomisk ajourføring i hele forløbet. Projektorganiseringen skal være tværfaglig og sikre repræsentation fra både centralt hold og decentralt niveau.
Det skal bemærkes, at økonomien til Facilitetsplanens bygningsforbedringer ikke dækker eventuelle kapacitetsbehov – særligt ikke på 0-2 års området.
Forvaltningen vil på mødet gennemgå det supplerende beslutningsgrundlag i form af Notat 2.
Kommunikation
De omtalte institutioner og skoler orienteres om udvalgets beslutning.
Indstilling
At sagen drøftes med afsæt i den udarbejdede plan til prioritering og supplerende beslutningsgrundlag.
Beslutning
Den udarbejdede plan til prioritering blev godkendt.
Diana Beurze (LA) stemte imod at Rårup/Skjold projektet indgår i prioriteringen.
Sagsnr.: 18.00.00-A00-6-26
Beslutningstema
Udvalget orienteres om Ungeprofilundersøgelsen samt ansøgning om projekt under Alkohol og Samfund.
Historik
Ungeprofilundersøgelsen bliver gennemført blandt alle udskolingselever i Hedensted Kommune. Undersøgelsen giver en pejling på, hvordan unge har det, og hvordan det generelt opleves at være ung i Hedensted Kommune.
Ungeprofilundersøgelsen har været gennemført hvert 2. år og senest i 2022-23. Fra og med 2024-25 er Ungeprofilundersøgelsen blevet gennemført hvert år. Dette som led i Sundhedsstyrelsens forebyggelsesprogram ”Fælles om Ungelivet”, hvor Hedensted Kommune er med som programkommune frem til og med 2027.
Sagsfremstilling
Ungeprofilundersøgelsens formål er at bidrage til at skabe de bedste betingelser for et godt ungeliv. Undersøgelsen skal give kommuner, uddannelsesinstitutioner og lokale aktører en aktuel viden om unges trivsel, sundhed, livsopfattelse og livssituation samt bidrage til at styrke den forebyggende indsats i og på tværs af landets kommuner.
I perioden 1.11.2025 til 31.12.2025 er undersøgelsen gennemført for alle 7.-9. klasser fra kommunens folkeskoler samt udvalgte friskoler og én ungdomsuddannelse. Data fra Ungeprofilundersøgelsen giver mulighed for at følge udvikling og tendenser i ungelivet i Hedensted Kommune, både i forhold til tidligere år såvel som tendenser og mønstre på regionsniveau og landsplan.
På udvalgsmødet præsenterer ungdomsskoleleder Jakob Klode Damgaard udvalgte resultater fra undersøgelsen, ligesom han introducerer til et nyt projekt under Alkohol & Samfund, der understøtter eksisterende initiativer og spor i Fælles om Ungelivet. (Bilag: Projekt Alkohol & Samfund)
Kommunikation
Pressemeddelelse vedrørende hovedkonklusioner af Ungeprofilundersøgelsen sendes ud umiddelbart efter udvalgsmødet
Indstilling
At udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning.
Sagsnr.: 28.00.00-A00-1-26
Beslutningstema
Udvalget introduceres til området Børn og Familier.
Sagsfremstilling
Som led i introduktionsforløbet for Læring, præsenteres udvalget for Børn & Familier og organisationens forskellige afdelinger.
Chef for Børn & Familier Charlotte Rottbøll Lauridsen udfolder data og afdelingernes forskellige ydelser.
Indstilling
At udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning.
Sagsnr.: 34.25.00-K07-1-25
Beslutningstema
Drøftelse af budgetanalyse på anbringelsesområdet foretaget af Deloitte med afrapportering marts 2026.
Økonomi
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
På møde i udvalget i den 6. oktober 2025 blev udvalget orienteret om den interne analyse foretaget i juni 2025 som en opdatering af den interne analyse, der blev foretaget i april 2024 på baggrund af budgetmæssige overskridelser på anbringelsesområdet.
Udvalget ønskede på baggrund af analysen, at der i Børn og Familier blev taget initiativ til at få lavet en ekstern analyse af de faglige og budgetmæssige sammenhænge i det samlede myndighedsområde. Analysen skulle angive faglige såvel som budgetmæssige anbefalinger.
Udvalget fik på møde den 1. december 2025 forelagt 2 tilbud på undersøgelsen og godkendte, at Børn & Familier indgik aftale med Deloitte.
Sagsfremstilling
Med afsæt i rapporten fra Deloitte gennemgås de 9 anbefalinger for en styrket indsats på anbringelsesområdet herunder hvilke initiativer, der er iværksat i Børn & Familier, samt hvad analysen har afstedkommet.
Indstilling
At udvalget drøfter budgetanalysen.
Beslutning
Sagen blev drøftet.
Sagsnr.: 27.00.00-K01-1-26
Beslutningstema
Udvalget skal beslutte, om resultatet af Handicapbarometeret 2025 skal afstedkomme en kvalitetsundersøgelse af sagsbehandlingen i sager om tabt arbejdsfortjeneste.
Økonomi
Der vil til mødet være afsøgt en estimeret pris på en undersøgelse.
Sagsfremstilling
Udvalget behandlede den 13. april 2026 Handicapbarometeret 2025 og godkendte den iværksatte handleplan på baggrund af resultatet. Udvalget ønskede på det efterfølgende møde at drøfte, hvorvidt der er behov for en kvalitetsundersøgelse af sagsbehandlingen i sager med bevilling af tabt arbejdsfortjeneste.
BDO foretager hvert år revision af sagsbehandling i bevillinger i personsager indenfor udvalgte områder. Revisionen er en del af revisionsberetningen. Revision af bevillinger i 2021 og 2022 af tabt arbejdsfortjeneste gav anledning til udarbejdelse af en handleplan på området. Handleplanen blev gennemført i 2023 og fulgt tæt af BDO. Hedensted Kommune modtog juni 2024 revisionsberetning for 2023, og Kommunalbestyrelsen behandlede beretningen den 28. august 2024.
Af revisionsberetningen fremgik:
Konklusion: Vi har foretaget opfølgning på ovenstående bemærkninger, og årets revision har vist, at kommunen har foretaget en tilfredsstillende opfølgning på områdets handleplaner efter 2022 revisionen. Administrationen af området vurderes betryggende, og vi anser bemærkningerne som afsluttet.
Ankestyrelsen udarbejder hvert år et Danmarkskort, blandt andet på de handicapkompenserende ydelser, på baggrund af de klagesager, der er behandlet i det forgangne år. Det er overvejende afgørelser om tabt arbejdsfortjeneste, der ligger til grund for Børnehandicaps andel i undersøgelsen. Danmarkskortet behandles hvert år i udvalget for Læring og efterfølgende i Kommunalbestyrelsen. Hvert år tages der stilling til, hvorvidt der er grundlag for en handleplan på området, og Ankestyrelsen meddeles beslutningen. Handleplanen, der er udarbejdet på baggrund af BDO's revisionsbemærkninger, har været inddraget i tilbagemelding til Ankestyrelsen.
Vedlagte bilag på sagen:
Sagsfremstilling fra møde i udvalget 5. februar 2024
Handleplan vedrørende revisionsbemærkninger 2023
Uddrag af BDO’s delberetning af revision 2022
Uddrag af BDO’s revisionsberetning 2023
Indstilling
At udvalget tager stilling til, om der skal foretages yderligere undersøgelse af sagsbehandlingen i sager om tabt arbejdsfortjeneste i Børn & Familier.
Beslutning
Udvalget besluttede, at der ikke skal købes yderligere afdækning, men at afdelingen skal have et læringsfokus på de problemstillinger, der blev konkluderet i handicapbarometeret.
Sagsnr.: 28.00.00-A00-5-26
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til ansøgning om, at dagtilbud og skole i Ølsted fra 1. august 2026 ophører med at være omfattet af reglerne for fælles ledelse jf. folkeskolelovens §24a.
Økonomi
Ingen ændringer. Ølsted Skole skal have organiseret ledelse af skolens SFO, der under fælles ledelse formelt set har ligget som en dagtilbudslederopgave. Udgifterne hertil ligger inden for skole/SFO’s eksisterende budget.
Historik
Fælles ledelse blev i Ølsted etableret i 2009. Læring har været i løbende dialog med ledelsen i Ølsted om den fælles ledelse.
Sagsfremstilling
Etablering af fælles ledelse har været baseret på lokale initiativer, og heraf følger, at samme vilkår må gælde ved ophævelse af denne. Fællesbestyrelsen har lavet en lokal analyse i januar til marts 2026, og er her kommet frem til, at kræfterne kan bruges bedre til gavn for børnene ved at overgå til et formaliseret samarbejde mellem selvstændige institutioner. Samarbejdet vil fremover tage afsæt i:
- Udarbejdelse af et fælles årshjul, hvor de to nye selvstændige bestyrelser mødes min. 2 gange årligt for at sikre fortsat fælles fokus på de fællesnævnere, der er for samarbejdet.
- Involvering i lokale arrangementer eks. byfest
- Arbejde med fælles indsatser i forhold til børn og familier
- Arbejde med at understøtte samarbejdet om ”gode overgange” for børn fra henholdsvis dagpleje til dagtilbud og fra dagtilbud til skole – på linje med resten af vores kommune.
Kommunikation
Skoleleder og daginstitutionsleder informeres om beslutningen, bestyrelsen informeres via skoleleder.
Indstilling
At Udvalget for Læring indstiller ansøgningen om ophævelse af fælles ledelse i Ølsted til godkendelse i Kommunalbestyrelsen.
Beslutning
Indstilles godkendt i Kommunalbestyrelsen.
Sagsnr.: 27.00.00-P19-1-26
Beslutningstema
Drøftelse af forslag til udviklingsområde i Rammeaftale 2027-2028.
Historik
Kommunerne og regionen i Midtjylland indgår hvert andet år en rammeaftale om samarbejdet på det specialiserede social- og specialundervisningsområde. Formålet med rammeaftalen er at sikre fælles principper for styring og udvikling af det sociale område på tværs af kommuner og region.
Den Administrative Styregruppe for Social- og Specialundervisningsområdet i Midtjylland (DASSOS), der består af direktører med ansvar for det specialiserede socialområde i kommunerne, udarbejder i det kommende halvår et udkast til en rammeaftale for perioden 2027-28, som behandles i KKR Midtjylland med efterfølgende godkendelse i alle byråd og i regionsrådet.
Som led i processen har KKR Midtjylland på sit møde den 13. april 2026 godkendt forslag til udviklingsområde(r) for den kommende rammeaftale, med henblik på drøftelser i hver af de midtjyske kommuner.
Sagsfremstilling
Det er kommunernes ansvar at koordinere det specialiserede social- og specialundervisningsområde i samarbejde med regionen. Denne koordination foregår via rammeaftalen, som indeholder aftaler om fælles udviklingstiltag, kapacitet og styring på det sociale område.
Området omhandler blandt andet tilbud til borgere med fysiske og mentale handicaps eller psykiske lidelser, hvor kommunerne sammen med regionen i regi af rammeaftalen skal sikre, at der er den nødvendige kapacitet i regionen som helhed i form af fx tilbud til børn og unge eller voksne. En række af tilbuddene har en faglig specialisering, der gør, at det ikke er fagligt og økonomisk bæredygtigt, at alle kommuner opretter tilbud til bestemte målgrupper. Nedenstående udviklingsområde adresserer denne udfordring.
Læs om den nuværende Rammeaftale 2025-2026 i vedhæftede bilag af samme navn.
Det er en vigtig del af processen, at kommunerne og regionen giver input og bemærkninger til udviklingsområdet for den nye Rammeaftale, da Rammeaftalen efter godkendelse skal omsættes til konkrete tiltag for borgerne, der er tilknyttet det sociale område. De midtjyske byråd samt regionsrådet har derfor nu mulighed for at afgive bemærkninger til den kommende Rammeaftale. KKR Midtjylland behandler herefter det endelige udkast til Rammeaftale 2027-2028 på KKR mødet den 1. september 2026. Rammeaftale 2027-2028 sendes til endelig godkendelse i kommuner og region i perioden primo september til 1. december 2026.
Forslag til udviklingsområde: Borgere med komplekse udfordringer
Forud for DASSOS’ og KKR Midtjyllands drøftelse af mulige udviklingsområder, har der været gennemført en rundspørge hos alle 19 kommuner, hvor kommunerne har haft mulighed for at give input til blandt andet udviklingsområderne. Resultatet heraf er samlet i de kommunale indberetninger for henholdsvis børne- og ungeområdet og voksenområdet.
DASSOS drøftede behovet for, at kommunerne står stærkere sammen om kapacitetsudfordringer på det specialiserede socialområde. På den baggrund har KKR Midtjylland godkendt forslaget fra DASSOS om, at der arbejdes videre med ”borgere med komplekse udfordringer” som et overordnet udviklingsområde. Herunder foreslås det, at der blandt andet arbejdes med ”mental sundhed og psykiatri” samt ”overgangen fra børne- og ungeområdet til voksenområdet”, hvilket er en fortsættelse af fokus fra den nuværende rammeaftale.
Borgere med komplekse udfordringer
Kommunerne peger i de kommunale indberetninger på, at der fortsat er udfordringer med en række målgrupper indenfor både børn- og voksenområdet med komplekse udfordringer. Der peges blandt andet på følgende målgrupper, hvor der kan være behov for at udvikle tilbudsviften:
- Børn og unge med komplekse udfordringer, herunder psykiatri, autisme, betydelige udviklingsmæssige vanskeligheder, selvskadende adfærd, misbrug, flere funktionsnedsættelser og intellektuelle handicap med videre. Der er oftest tale om flere udfordringer på én gang.
- Børn og unge med høj grad af udadreagerende adfærd – herunder voldsparathed og adfærd forbundet med sikkerhedsrisici, kriminalitetstruede unge, mangel på pladser på sikret/særlig sikret institution, matchningsudfordringer i forhold til eksisterende børne- og ungehjem på grund af risiko for andre beboere samt behov for høj normering, behov for skærmning med videre.
- Voksne med komplekse udfordringer, herunder autisme, psykiatri, misbrug, udviklingshæmning, senhjerneskadede, betydelige plejebehov kombineret med psykiatriske eller adfærdsmæssige udfordringer. Der er oftest tale om flere udfordringer på én gang.
- Voksne med udadreagerende adfærd (på tværs af diagnoser), herunder problemer med at indgå i almindelige tilbud på grund af risiko for medbeboere, voldsom reaktion ved overstimulering, behov for skærmede fysiske rammer og høj personalenormering.
Som en del af udviklingsområdet ”borgere med komplekse udfordringer” fortsættes arbejdet med de fælles kommunale principper for samarbejdet på det specialiserede socialområde. Formålet med principperne er, at:
- Styrke kvalitet og effekt af borgerindsatsen
- Styrke samarbejdet gennem gensidig forpligtethed om kapacitet, forsyningssikkerhed og fælles styringspraksis
- Knække den stigende udgiftskurve
DASSOS er der desuden enig om, at man i det videre arbejde med udarbejdelse af udkast til rammeaftale skal søge at gøre den så handlingsorienteret som muligt, så de fælles indsatser i stigende grad kan bidrage til at håndtere de økonomiske og kapacitetsmæssige udfordringer på området.
Kommunikation
Bemærkninger til det foreslåede udviklingsområde for rammeaftalen sendes til Fælleskommunalt Social- og sundhedssekretariat senest den 1. juli 2026.
Indstilling
Det indstilles, at forslag til udviklingsområde i Rammeaftale 2027-2028 drøftes, og at eventuelle bemærkninger sendes til Fælleskommunalt Social- og sundhedssekretariatet.
Beslutning
Udvalget kunne ønske en øget tilgængelighed til tilbud i egen region.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-28-25
Beslutningstema
Stillingtagen til kørselsgodtgørelse til konferencer og møder mv.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen har vedtaget at såfremt der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser). Der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til følgende arrangementer;
- Forslag om dato for Første spadestik Ølholm d. 13/8 kl.14.00
- Kursus: Samarbejdet mellem direktør og udvalgsformand d. 12.-13. maj
- Sammen om Skolen 21. maj
Indstilling
At der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer.
Beslutning
Godkendt.
Der er givet kørsel til det nævnte arrangement omkring kursus for formand og direktør jf. kommunalbestyrelsens beslutning 25. marts pkt. 54
Sagsnr.: 00.07.00-A26-1-26
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til bevilling af tabt arbejdsfortjeneste til de i sagsfremstillingen nævnte arrangementer.
Sagsfremstilling
Styrelsesloven § 16, stk. 1, har denne ordlyd:
Der ydes et fast vederlag til kommunalbestyrelsens medlemmer. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om vederlaget. Vederlaget omfatter medlemmernes a) deltagelse i møder i kommunalbestyrelsen og dennes udvalg samt underudvalg, b) deltagelse i møder i forbindelse med varetagelse af kommunale hverv, der udføres efter valg af kommunalbestyrelsen, medmindre der på andet grundlag er fastsat bestemmelse om særskilt vederlæggelse, c) deltagelse i kurser mv., der af kommunalbestyrelsen eller af økonomiudvalget efter bemyndigelse fra kommunalbestyrelsen anses for at have betydning for varetagelsen af de under litra a og b nævnte hverv, d) deltagelse i seminarer, jf. § 9 a, e) deltagelse i revisionens forelæggelse af beretninger, jf. § 42 c, f) varetagelse af andre nærmere angivne kommunale hverv efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller dennes udvalg og g) udførelse af andre aktiviteter i forbindelse med de under litra a-f nævnte møder mv. Af 16, stk. 5 fremgår, at erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste ydes for deltagelse i de i stk. 1, litra a-e, nævnte møder mv. Herudover kan kommunalbestyrelsen beslutte at yde erstatning til et medlem for udførelse af de i stk. 1, litra f, nævnte aktiviteter. Det er en betingelse, at udførelsen af hvervet sker efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller dennes udvalg. Såfremt der planlægges f.eks. en studietur eller en besigtigelse for et udvalg som helhed, skal deltagelse heri ske efter anmodning fra kommunalbestyrelsen, for at aktiviteten kan anses for omfattet af litra f. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i en skrivelse af 22.04.2025 fastslået, at kommunalbestyrelsen ikke med tilbagevirkende kraft kan anmode et medlem om at varetage et kommunalt hverv omfattet af Styrelsesloven § 16, stk. 2, litra f. En sådan anmodning skal ske forud for den konkrete aktivitet eller være omfattet af en generel forudgående beslutning, der dækker den forudgående aktivitet.
- Første spadestik Ølholm d. 13/8 kl.14.00
Lovgrundlag
Styrelsesloven § 16, stk. 1 og stk. 5.
Indstilling
At Kommunalbestyrelsen godkender bevilling af tabt fortjeneste til de i sagsfremstillingen nævnte arrangementer.
Beslutning
Godkendt.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-27-25
Beslutningstema
Udvalget orienteres om indsatser, arrangementer og opmærksomheder i Læring.
Sagsfremstilling
- Økonomi/ Ny tildelingsmodel Dagplejen
- Første spadestik Ølholm d. 13/8 kl.14.00
Indstilling
At udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-29-25
Beslutningstema
Mødets deltagere og fraværende noteres her.
Beslutning
Alle udvalgets medlemmer var deltagende under hele mødet.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-30-25
Beslutningstema
Udvalgets medlemmer skriver under digitalt her.
Beslutning
Udvalgets medlemmer skriver under digitalt her.
Kim Rosenkilde
Udviklingskonsulent
Telefon 79 75 55 74
Mobil: 23 42 65 41
E-mail: kim.rosenkilde@hedensted.dk
Om Udvalget for Læring
Læs om Udvalget for Læring og se, hvem der er medlem af udvalget.