Gå til hovedindhold

Udvalget for Klima, Natur & Miljø - Dagsordener og referater

Se dagsordener og referater fra møderne i Udvalget for Klima, Natur & Miljø

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Klima, Natur & Miljø 2026-2029
    Mødedato: 8. april 2026 15:00
    Mødested: Mødelokale 5 , Administrationshuset Tørring

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-22-25

    Beslutningstema

    Mødets deltagere og fraværende noteres her.

    Indstilling

    At referatet godkendes digitalt

    Beslutning

    Alle deltog

    Sagsnr.: 13.03.18-G01-1-26

    Beslutningstema

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal introduceres til og orienteres om:

    • Kommunegaranterede lån og garantiprovision

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal derudover træffe beslutning om det overordene format for det kommende koordinationsforum i juni, herunder om, hvorvidt mødet skal ligge i forlængelse af udvalgsmødet i juni den 3. juni, eller om udvalget ønsker at koordinationsforummet planlægges til en separat dag?

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Garantiprovision:
    • Kommunalbestyrelsen har på deres møde den 29. maj 2024, truffet beslutning om garantiprovisionssatserne samt forvaltningspraksis i forbindelse med kommunale lånegarantier. Økonomiudvalget har efterfølgende på deres møde den 10. juni 2024, truffet beslutning om at sætte en nedre værdi på 7 mio. kr. Hvilket betyder at hvis et forsyningsselskabs samlede gæld, hvor kommunen stiller garanti er under 7 mio. kr., skal BDO ikke fortage en kreditvurdering hvert 3. år. Her foretages kreditvurderingen af kommunens økonomiforvaltning hvert år.
    • På det årlige møde mellem kommunens varmeværker og Udvalget for Vækst & Klima den 6. oktober 2025 deltog varmeværkernes bestyrelsesformænd samt den daglige driftsledelse. Følgende varmeværker var repræsenteret: Løsning Fjernvarme, Rask Mølle Uldum Forsyning, Hedensted Fjernvarme, Tørring Kraftvarmeværk og Hornsyld Klimavarme. På mødet deltog repræsentant fra Hedensted Kommunes Økonomiafdeling, der fremlagde regler og retningslinjer for den lovpligtige garantiprovision, som kommuner skal opkræve, når de giver kommunal lånegaranti. Varmeværkerne sendte efterfølgende en fælles forespørgsel til kommunens Økonomiafdeling med ønske om, at dette blev uddybet yderligere.
    Koordinationsforum:
    • Den 31. august 2023 afholdt Hedensted Kommune et koordinationsforum for kommunens varmeværker, el-distributionsselskaber, Hedensted spildevand og Termonet.dk.
    • På udvalgsmødet i februar 2026 under punkt 20; "Introduktion til varmeplanlægning og Grøn Fond" introducerede forvaltningen udvalget til kommunens rolle og ansvar i forbindelse med kommunal varmeplanlægning. Introduktionen omhandlede blandt andet afholdelse af det årlige lovpligtige koordinationsforum. Et forum hvor alle de forsyningsgrene, der spiller en rolle i kommunal varmeplanlægning herunder fjernvarmeudrulning mødes og koordinerer. 
    • På udvalgsmødet i marts 2026 under punkt 31; "Oplæg til mødestruktur for møder med kommunens varmeværker 2026" besluttede Udvalget for Klima, Natur & Miljø, at der skal afholdes det årlige lovpligtige koordinationsforum angående varmeplanlægning i juni 2026.

    Sagsfremstilling

    Garantiprovision:

    Ifølge Bekendtgørelsen om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier med videre kan kommuner stille kommunal lånegaranti til kollektive varmeforsyningsanlæg. Det følger dog af EU’s statsstøtteregler og varmeforsyningsloven, at en sådan garanti altid skal modsvares af et vederlag – den såkaldte garantiprovision, som kommunen skal opkræve hos varmeforsyningsvirksomheden.

    Hedensted Kommune har som udgangspunkt valgt at benytte, de af EU fastsatte, minimumssatser på henholdsvis: 0,4%, 0,55% og 0,75%. Garantiprovisionen beregnes på restgælden pr. 31. december året før. 

    Til at beregne garantiprovision og lave selskabsvurderingen af værkerne benytter Hedensted Kommune BDO Danmark, der er et statsautoriseret revisionspartnerselskab.

    Koordinationsforum:

    I 2022 fremlagde et bredt flertal i Folketinget Klimaaftalen om grøn strøm og varme 2022. En aftale der foreskrev, at landets kommuner i samarbejde med de lokale varmeværker skulle facilitere, at kommunens borgere skiftede deres varmeforsyning væk fra gas og over på CO2-neutrale alternativer. I aftalen er specielt fjernvarme fremhævet som et af de foretrukne konverteringsalternativer. Derfor blev alle kommuner også pålagt at screene deres geografi for områder med et oplagt fjernvarmepotentiale. Et oplagt fjernvarmepotentiale skal her forstås som et område, hvor fjernvarme vil give en positiv samfundsøkonomi i forhold til alternative opvarmningsformer.

    For at fremme en smidig og glidningsfri overgang til fjernvarme generelt samt i disse områder, blev kommunerne pålagt at facilitere årlige koordinationsfora. Koordinationsfora er lovpligtige fora, der skal afholdes mindst en gang årligt med det formål at sikre grøn omstilling og grøn kollektiv varmeforsyning til så mange borgere som muligt i rette tid og med rette pris. Herunder at de forskellige forsyningsvirksomheder i fælleskab lokaliserer og hindrer eventuelle begrænsninger, der kan forhindre en effektiv og god omstilling af borgernes varmekilder.

    Til det årlige koordinationsforum kan relevante eksterne oplægsholdere inviteres foruden de relevante forsyningsgrene.

    Det årlige koordinationsforum kan enten afholdes i forlængelse af/som del af udvalgsmødet for juni måned, men det er også en mulighed at indkalde til et særskilt møde senere i juni. 
    Forvaltningen vurderer, at et koordinationsforum samt det efterfølgende møde angående garantiprovision vil vare ca. 3,5 time. 

    Lena Molin og Jeanette Bjerregård Petersen deltager under behandlingen af punktet.

    Kommunikation

    Forvaltningen vil sende invitation ud til Udvalget for Klima, Natur & Miljø, relevant forsyning samt eventuel ekstern oplægsholder.

    Lovgrundlag

    • Klimaaftalen om grøn strøm og varme 2022
    • Lovbekendtgørelse 2. februar 2024 nr. 124 om varmeforsyning

    Indstilling

    • at Udvalget for Klima, Natur & Miljø tager introduktionen af kommunegaranterede lån og garantiprovision til efterretning.
    • at Udvalget for Klima, Natur & Miljø tager beslutning om, hvorvidt de ønsker at godkende det overordene format for det kommende koordinationsforum i juni fremlagt i sagsfremstillingen samt fastlægger, hvorvidt mødet skal ligge i forlængelse af udvalgsmødet i juni den 3. juni, eller planlægges til en separat dag?

    Beslutning

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø tog introduktionen af kommunegaranterede lån og garantiprovision til efterretning.

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø besluttede at godkende det overordene format for det kommende koordinationsforum i juni som fremlagt i sagsfremstillingen samt at holde det i forlængelse af udvalgsmødet i juni den 3. juni, som rykkes til et tidligere tidspunkt.

    Sagsnr.: 01.05.13-P20-2-26

    Beslutningstema

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal beslutte, om Hedensted Kommune skal deltage i et tværkommunalt 8 årigt naturgenopretningsprojekt.

    Økonomi

    Der skal disponeres 25.000 kr i 2027, 50.000 kr i 2028-2033 og 25.000 kr til afrunding af projektet i 2034. 

    Herudover afsættes 10.000 kr i 2026 til ekspertviden og hjælp til ansøgningen.

    Den samlede egenbetaling på 40% udgør i alt 350.000 kr. Med en medfinansiering fra Life-projektet på 60% giver det en samlet pulje på 875.000 kr.

    Hertil vurderer forvaltningen, at der bliver brug for 1-2 ugers mandetimer årligt, som egenfinansieringen, svarende til ca. 6500-13000kr, der også medfører 60% medfinansiering fra Life-projektet.

    Udgifterne foreslås finansieres inden for puljen til Naturforvaltningsprojekter.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Historik

    Overvågning af sjældne og beskyttede paddearter som løgfrø og strandtudse og spidssnudet frø har været en del af amternes og kommunernes arbejde siden implementeringen af EU's Habitatdirektivet.

    Paddearterne står på habitatdirektivets bilag IV som strengt beskyttede og kaldes i daglig tale for bilag IV arter. Kommunerne har hermed en forpligtigelse til at sikre, at deres bestande ikke går tilbage. 

    Overvågning er gennemført i 1999-2006, 2017, 2019 og senest i 2025, og der er tidligere udført naturgenopretning og plejetiltag. I 2025 deltog Hedensted Kommune i en fælleskommunal overvågning med Vejle, Ikast-Brande og Horsens Kommuner. Resultaterne viste tilbagegang for arterne, hvilket afspejler en generel forringelse af naturen, da de sjældne padder er afhængige af god natur. 

     Samarbejdet har åbnet mulighed for at deltage i Life-projektet MOOR FROG aLIFE, der fokuserer på at genoprette levesteder for de sjældne padder.

    Sagsfremstilling

    Deltagelse i MOOR FROG aLIFE er én mulig tilgang til at styrke arternes bevaringsstatus og sikre langsigtet naturforvaltning, men der kan også være andre relevante metoder, som endnu ikke er afdækket.

    MOOR FROG aLIFE er et internationalt naturgenopretningsprojekt, der skal styrke truede paddearter og deres levesteder – særligt den spidssnudede frø, som er en vigtig indikator for god natur. Projektet giver Hedensted Kommune mulighed for at arbejde strategisk og langsigtet med naturgenopretning i tråd med Naturgenopretningsforordningen (2024) og de nationale mål i Grøn Trepart. Kendskab til arterne vil også sikre fagligt solide artsvurderinger og fremme den daglige sagsbehandling.

    Overvågning i 2025 viser tilbagegang for paddearterne i hele det fælleskommunale område. Derfor peger forvaltningen på et fortsat tværkommunalt samarbejde med Ikast-Brande og Horsens, hvor fokus er at sikre stærke bestandes spredning og genopretning af vigtige levesteder.

    Indsatser vil omfatte sikring og forbedring af eksisterende vandhuller samt etablering af nye levesteder og naturkorridorer.

    Amphi Consult er national projektleder og håndterer ansøgning, regnskab og afrapportering. Kommunens bidrag til ansøgningsmaterialet skal leveres i 2026.

    Athena deltager på udvalgsmødet.

    Lovgrundlag

    EU’s Habitatdirektiv (92/43/EØF), artikel 12, samt den danske implementering gennem naturbeskyttelsesloven, habitatbekendtgørelsen og artsfredningsbekendtgørelsen.

    Artikel 6 i Habitatdirektivet (rådsdirektiv 92/43/EØF) er kernen i forvaltningen og beskyttelsen af Natura 2000-områder (habitatområder og fuglebeskyttelsesområder) i EU. Den fastsætter forpligtelser for medlemslandene til at sikre bevaring af naturtyper og arter, herunder krav om forvaltning, forebyggelse af forringelse og vurdering af projekter.

    Indstilling

    at udvalget for Klima, Natur & Miljø beslutter, at forvaltningen igangsætter ansøgning om deltagelse i projektet "MOOR FROG aLIFE"

    Beslutning

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø besluttede at godkende forvaltningens indstilling.

    Oplæg præsenteret på møde er vedhæftet referatet.

    Sagsnr.: 00.15.00-A00-9-25

    Beslutningstema

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø orienteres om opgaver og ansvar for de driftsområder, der hører ind under udvalgets budget. 

    Økonomi

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø har på budget 2026 følgende driftsmidler: 

    Havmiljø 607.760 kr.

    Naturforvaltningsprojekter: 946.960 kr.

    Grønne områder og naturpladser: 1.245.180 kr. 

    Byg og Landskab: 165.000 kr.

    I alt budget 2026: 2.964.900 kr. 

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Historik

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø blev på udvalgsmødet den 4. februar 2026, under punkt 17, præsenteret for de overordnede driftsbudgetter inden for udvalgets ansvarsområder. Udvalgsformanden ønskede herefter at blive præsenteret for en formel beskrivelse af de opgaver og aktiviteter, der finansieres inden for udvalgets budgetramme. 

    Sagsfremstilling

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø blev på udvalgsmødet den 4. februar 2026, under punkt 17, præsenteret for de overordnede driftsbudgetter inden for udvalgets ansvarsområder. Udvalgsformanden har herefter ønsket en formel beskrivelse af de opgaver og det ansvar, der ligger inden for de forskellige driftsområder. Det gælder havmiljø, naturforvaltningsprojekter samt grønne områder og naturpladser. 

    Denne sag beskriver kort, hvilke hovedopgaver der løses inden for de enkelte områder, hvilket myndigheds- og driftsansvar der ligger i forvaltningen og hvilke indsatser, der finansieres af driftsmidlerne. 

    Nedenstående oversigt beskriver centrale opgaver og indsatser inden for hver af de tre områder. Oversigten er ikke udtømmende, men giver et overblik. 

    Tværkommunale samarbejder om havmiljø

    Forvaltningen arbejder med en række indsatser, der bidrager til at forbedre tilstanden i de kystnære havområder. Arbejdet omfatter blandt andet samarbejde med andre kommuner om naturgenopretning, biodiversitet, vandkvalitet og formidling af havets natur, og sker i tæt samarbejde med forskningsinstitutioner, lokale aktører og frivillige organisationer. 

    Hedensted Kommune deltager i flere samarbejder om havmiljøet i de østjyske kystvande. Det gælder blandt andet Naturpark Svanegrund, hvor Hedensted, Odder, Samsø og Horsens Kommuner arbejder sammen om naturgenopretning, udplantning af ålegræs, etablering af stenrev samt formidling og udvikling af friluftsmuligheder. 

    Derudover indgår kommunen i Havsamarbejdet Østjylland, hvor syv kommuner fra Hedensted til Norddjurs samarbejder om fælles projekter, videndeling og koordinering af indsatser for et bedre havmiljø. 

    Naturforvaltningsprojekter

    Forvaltningen gennemfører en række naturforvaltningsprojekter der skal styrke biodiversiteten, forbedre natur- og vandmiljøet samt sikre pleje af værdifulde natur- og kulturhistoriske områder. Indsatserne gennemføres både som lokale naturplejeprojekter og i samarbejder med andre kommuner og lodsejere, og bidrager samtidig til at bevare og synliggøre naturens og landskabets værdier. 

    Arbejdet omfatter blandt andet følgende indsatser:

    • Gudenåplanen
      En fælles plan for udvikling af natur, vandmiljø og rekreative muligheder i Gudenåen og Randers Fjord.
    • Gudenåkomitéen
      Tværkommunalt samarbejde om udvikling af Gudenåen, herunder koordinering af indsatser for vandmiljø, natur og rekreativ anvendelse.
    • Natura 2000-områder
      Gennemførelse af kommunens Natura 2000-handleplaner gennem naturpleje og andre indsatser, der skal forbedre tilstanden for beskyttede naturtyper og arter.
    • Naturpleje og græsningsaftaler
      Indsatser der understøtter lodsejere i at sikre og pleje særligt værdifulde private naturarealer.
    • Pleje af private fortidsminder
      Indsatser der bidrager til at synliggøre og bevare fortidsminder i landskabet gennem rydning af bevoksning og anden pleje i samarbejde med lodsejere.
    • Genrydning i Uldum Kær
      Naturplejeindsats der skal sikre bevarelse af værdifuld lysåben natur.
    • Pleje af kommunale naturarealer
      Pleje af naturarealer, der er beskyttet efter naturbeskyttelsesloven.
    • Bekæmpelse af kæmpebjørneklo
      Indsatser i henhold til kommunens indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo 2021 til 2027.
    Grønne områder og naturpladser

    Dette område omfatter drift, pleje og udvikling af kommunale grønne arealer, rekreative stier, naturområder, faciliteter og friluftspladser.

    Indsatserne sikrer attraktive, tilgængelige og naturmæssigt værdifulde områder til gavn for borgere, friluftsliv, biodiversitet og turisme.

    Driften omfatter både praktiske plejeopgaver, tilsyn samt samarbejde med lokale aktører.

    Pleje af grønne og rekreative arealer

    Løbende drift og vedligeholdelse af kommunens grønne opholds- og fritidsområder, herunder områder som Hedensted Søerne og Kæret i Uldum.

    Indsatserne omfatter græsslåning, beskæring, naturpleje og renhold for at sikre attraktive og tilgængelige rekreative miljøer.
    Driften omfatter også tilsyn og vedligehold af friluftsfaciliteter og naturpladser, herunder fugletårne, opholdspladser og mindre friluftsanlæg.

    Indsatserne omfatter reparationer, udskiftninger og opretholdelse af sikker og funktionel brug.

    Rekreative stier og ruter
    Vedligeholdelse og forbedring af kommunens rekreative stisystemer, for eksempel Gudenåstien, Hjertesti samt stiforløb ved Horsens Fjord.

    Indsatserne omfatter reparationer, mindre broarbejder, skiltning samt pleje af stierne, hvor græs slås og bevoksningen klippes for at sikre fremkommelighed.

     

    Kyst- og strandpleje
    Pleje og renholdelse af kommunens strande og kystområder, blandt andet ved Store Strand, Rosenvold og Bugten.

    Indsatserne omfatter strandrensning, hvor der blandt andet fjernes tang og drivmateriale samt løbende overvågning af badevandskvalitet gennem sæsonen.

     

    Teltpladser og opholdsarealer
    Vedligeholdelse og udvikling af kommunens teltpladser, herunder Åle Teltplads og områder ved Åstedbro.

    Indsatserne omfatter blandt andet beplantningspleje, oprydning og mindre anlægsarbejder.

    Ved Åle Teltplads varetages pasning og rengøring af både teltplads og toilet desuden af lokale aktører som en del af den løbende driftsindsats.

     

    Toilet- og servicefaciliteter
    Drift, tømning og rengøring af toilet- og servicebygninger ved centrale friluftsområder, herunder faciliteter ved Åstedbro, Rosenvold, Bugten og Daugård.

    Indsatserne sikrer et højt serviceniveau i områder med mange besøgende.

    Indstilling

    At orienteringen tages til efterretning. 

    Beslutning

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø tog orienteringen til efterretning.

    Sagsnr.: 01.30.00-G01-5-25

    Beslutningstema

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal beslutte processen for vedvarende energianlæg i Hedensted Kommune. 

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Historik

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø modtag den 4. februar 2026, under punkt 22, en introduktion til vedvarende energi og grøn pulje.

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø og Udvalget for Vækst & Fællesskab har den 25. februar 2026 haft fælles temadrøftelse om Hedensted Kommunes proces for vedvarende energianlæg. 

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø har den 4. marts under punkt 34 besluttet at genoptage sagen på det kommende udvalgsmøde. 

    Sagsfremstilling

    Udvalget for Vækst & Fællesskab og Udvalget for Klima, Natur & Miljø har den 25. februar 2026 holdt et fælles temamøde, hvor processen for håndtering af vedvarende energianlæg i Hedensted Kommune blev drøftet.

    På baggrund af den fælles temadrøftelse skal de to udvalg beslutte den fremadrettede proces for håndtering af sager vedrørende vedvarende energianlæg, herunder snitflader og ansvarsfordeling mellem de to udvalg.

    Forslag til proces

    Forvaltningen forslår, at der fremover kan arbejdes med en samarbejdsstruktur, hvor Udvalget for Klima, Natur & Miljø har ejerskabet over VE-processen frem til udsendelse af debatoplæg (punkt 1-8 nedenfor), hvorfra Udvalget for Vækst & Fællesskab overtager ejerskabet (punkt 9-10). Det vil være Kommunalbestyrelsen som i sidste ende igangsætter planlægningen for et VE projekt efter debatfasen, samt godkender forslag og endelig vedtagelse af planlægningen. Inden en politisk prioritering af ansøgninger indsendt, anbefales et fælles møde mellem Udvalget for Klima, Natur & Miljø, samt udvalget for Vækst & Fællesskab (nedenfor punkt 4). Her vil udvalgene få en fælles fremlæggelse af indsendte ansøgninger af forvaltningen, og vil have mulighed for at drøfte projektansøgningerne sammen. Selve beslutningen om prioriteringen af ansøgninger indsendt, vil efterfølgende kunne tages af Udvalget for Klima, Natur & Miljø (jævnfør punkt 5). 

    I forhold til punkt 1, forslås det, at Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal genbesøge open call processen.

    Borgermøder og -inddragelse.

    Det forslås, at der fortsat foretages formelle borgermøder i forbindelse med debatoplægget (punkt 7), hvor begge udvalg deltager.

    Ved nedenfor punkt 3 forslås det, at der overfor VE-udviklerne tilføjes om krav til, at de afholder og faciliterer et tidligt borgermøde, hvor Hedensted Kommunes politikere og forvaltning har mulighed for at deltage som observatør. For det borgermøde, der afholdes af udvikler i forbindelse med høringsperioden, deltager forvaltningen forklarende i forhold til selve høringsprocessen. Herudover vil forvaltningen til dette borgermøde deltage lyttende. 

    Det forslås, at succeskriterierne for borgerinddragelse konkretiseres nærmere til et næstkommende møde. 

    Ny proces forankret i Udvalget for Klima, Natur & Miljø

    1. Ansøgning modtages løbende og fremlægges for udvalget.
    2. Udvalget foretager en grov prioritering/sortering af ansøgninger.
    3. Spørgetid for ansøgere ved forvaltningen (hertil tilføjelse om krav til, at udvikler afholder og faciliterer et tidligt borgermøde).
    4. Fællesmøde mellem Udvalget for Klima, Natur & Miljø og Udvalget for Vækst & Fællesskab.
    5. Prioritering af projekter til fremtidig igangsættelse.
    6. Igangsættelse af planlægning for et VE projekt.
    7. Udsendelse af debatoplæg i forbindelse med planlægning for et VE projekt.
    8. Igangsættelse af planlægning for et VE projekt og behandling af bemærkninger fra debatfasen. Sendes videre til behandling i Kommunalbestyrelsen.

    Ny proces forankret i Udvalget for Vækst & Fællesskab

         9. Godkendelse af forslag til lokalplaner for VE projekter. Sendes videre til behandling i Kommunalbestyrelsen.
        10. Godkendelse af endelige lokalplaner for VE projekter. Sendes videre til behandling i Kommunalbestyrelsen.

    For så vidt angår Grøn Pulje foreslås det, at de to udvalg senere beslutter det fremtidige administrationsgrundlag for udmøntningen af puljemidler – herunder hvor puljen ønskes forankret. Det foreslås, at det nye brugerudvalg for Landdistrikter, Kultur og Fritid udmønter puljerne.

    Indstilling

    at Udvalget for Klima, Natur & Miljø beslutter den fremadrettede proces for vedvarende energianlæg i Hedensted Kommune. 

    Beslutning

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø godkendte den foreslåede proces for vedvarende energianlæg i Hedensted Kommune med den tilføjelse, at der under punkt 4 er tale om et fælles temamøde udvalgene imellem.

    Oplæg præsenteret på møde er vedhæftet referatet.

    Sagsnr.: 00.01.00-A00-2-25

    Beslutningstema

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø orienteres om status for revisionen af Klimaplanen

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Historik

    Kommunalbestyrelsen vedtog den 26. oktober 2022, under punkt 203, Klimaplan 2050. Klimaplanen skal revideres hvert 4.-5. år.

    Udvalget for Vækst & Klima godkendte den 3. november 2025, under punkt 144, en evaluering af arbejdet med Klimaplanen siden vedtagelsen i oktober 2022 og har godkendt en retning for det fortsatte arbejde med kommunens nuværende Klimaplan for 2026.

    Kommunalbestyrelsen godkendte den 17. december 2025 opstart af revision af kommunens Klimaplan, samt godkendte procesplanen for revisionsarbejdet.  

    Den 14. januar 2026 under punkt 4 modtog Udvalget for Klima, Natur & Miljø en introduktion til revisionen af Klimaplanen. Udvalget for Klima, Natur & Miljø udvalgte under samme punkt en repræsentant til involveringsprocessen for de øvrige stående udvalg i første halvår af 2026. 

    Den 25. februar 2026 blev der afholdt temamøde med Kommunalbestyrelsen vedrørende klimaplansrevisionen. På dette temamøde, drøftede Kommunalbestyrelsen sammen ambitionerne for kommunens næste Klimaplan. Temaerne til temamødet blev besluttet af Udvalget for Klima, Natur & Miljø den 4. februar 2026, under punkt 21. 

    Sagsfremstilling

    Arbejdet med revisionen af Klimaplan 2050 forløber planmæssigt efter den procesplan, som Kommunalbestyrelsen godkendte den 17. december 2025.

    Siden opstarten af revisionsarbejdet i december har fokus særligt været på at tilrettelægge en bred involvering på tværs af forvaltningen, borgergrupper, virksomheder, forsyningsvirksomheder med flere.

    I april (og for et enkelt udvalg maj) gennemføres første runde af involvering i alle stående udvalg, efterfulgt af anden runde i juni. Det første møde har fokus på rammesætning og idéudvikling, andet møde har fokus på konkretisering og prioritering. Møderne gennemføres med deltagelse af den politisk udpegede repræsentant i udvalgene, samt Mette Sommer og Marc Reseke. 

    På klimatilpasningsområdet har kommunen modtaget risikokortlægningen for klimafarer for hele kommunens geografi. Udvalget vil få en nærmere præsentation af kortlægningen på næste udvalgsmøde.

    I forhold til børn og unge er der igangsat planlægning for forløbene med både skolernes elevråd og gymnasieelever. Med hensyn til involveringen af gymnasiet, vil en håndfuld elever deltage på udvalgets junimøde, hvor de præsenterer deres idéer til kommunens fremtidige klimahandlinger. For gymnasieforløbet er konceptet desuden udvidet, siden udvalget blev præsenteret for forvaltningens ønske om at involvere gymnasiet, hvor en mindre gruppe følger udvalgte nedslag i arbejdet med klimaplansrevisionen gennem efteråret. Forløbet afsluttes med et fælles arrangement for de deltagende elever i forbindelse med den endelige politiske vedtagelse af Klimaplanen.

    Internt er der lavet opslag på kommunens medarbejdernet, hvor medarbejdere kan bidrage med forslag til nye klimahandlinger. Derudover er der afholdt workshop med kommunikationsafdelingen, hvor der er blevet arbejdet på en kommunikationsplan for denne fase af klimaplansrevisionen.

    I forhold til eksisterende partnerskaber på klimaområdet kan det nævnes, at transportpartnerskabet har afholdt møde og indsendt input til revisionen af Klimaplanen. Ligeledes har landbrugspartnerskabet været samlet for at drøfte deres bidrag til planen og følger op på disse input ved deres næste møde.

    Der er desuden indgået aftaler med større lokale virksomheder om etablering af et virksomhedsråd. Medlemmerne af virksomhedsrådet vil besøge udvalget til juni med deres input til Klimaplanen.

    Derudover planlægges der for yderligere involvering og aktiviteter i den kommende periode, som ikke er medtaget i denne status.

    Indstilling

    At Udvalget for Klima, Natur & Miljø tager orienteringen til efterretning.

    Beslutning

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø tog orienteringen til efterretning.

    Sagsnr.: 09.00.06-G01-22-25

    Beslutningstema

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø orienteres om genbesøget af Vandområdeplan 3 og status for de tilhørende indsatser.

    Økonomi

    Forundersøgelser og realisering af vandplanerne indebærer et kommunalt udlæg, som efter afslutning af en fase – enten forundersøgelse eller realisering – refunderes til kommunen. Kommunen har dermed ikke en direkte udgift forbundet med efterlevelsen af vandplanerne, men alene midlertidige udlæg.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Historik

    EU’s vandrammedirektiv fastsætter, at alle overfladevande (vandløb, søer og kystvande) og grundvand skal opnå “god økologisk og kemisk tilstand”. Direktivet blev vedtaget i 2000 med første deadline i 2015. Denne deadline blev udskudt til 2021 og senest til 2027, som er den sidste frist for efterlevelse af direktivet.

    Arbejdet har tidligere været organiseret gennem vandoplandsstyregrupper (VOS). Med Aftalen om et grønt Danmark i 2024 blev organiseringen omlagt til Grøn Trepart, til et samarbejde om gennemførelsen af indsatserne på tværs af interesser. 

    Hvordan er tilstanden i det danske vandmiljø?
    Der er fortsat ikke god økologisk tilstand i vandmiljøet. Den positive udvikling, der sås som følge af blandt andet forbedret spildevandsrensning og indsatser i landbruget i 1990’erne og 00’erne, er stagneret de seneste ca. 10 år. Det betyder ikke, at de indsatser, der er gennemført, ikke virker. Effekten tager imidlertid lang tid, og der findes ingen hurtige løsninger. Med Grøn Trepart er der dog blevet sat betydelig fokus og fart på området.

    Sagsfremstilling

    Formålet med vandområdeplanerne

    EU’s medlemslande vedtog i 2000 vandrammedirektivet, som har til formål at sikre, at alt vand opnår ”god økologisk tilstand”.

    Dette sker gennem nationale vandområdeplaner, der fastlægger miljømål samt konkrete indsatser til forbedring af vandmiljøet 

    Kvælstof

    Hvor Grøn Trepart har fokus på reduktion af særligt kvælstof, udtagning af lavbundsjorder samt indsatser for natur og drikkevand, peger vandområdeplanerne på konkrete indsatser, som kommunerne er forpligtet til at gennemføre i vandløb.

    Vandløb

    Bilag 1 viser en oversigt over placeringen af indsatser fra Vandområdeplan 3 og genbesøget af Vandområdeplan 3.

    Samlet set har Hedensted Kommune 81 indsatser inden for kommunens geografi. Kommunen har hovedansvaret for 52 indsatser. Flere af indsatserne ligger i samme vandløb, og det samlede antal projekter omfatter derfor 38 vandløb. De øvrige indsatser ligger i vandløb, hvor andre kommuner – eksempelvis Vejle og Horsens er hovedansvarlige.

    Tre projekter er netop realiseret: Skjold Å, tilløb til As-Rårup Skelbæk samt spærringen ved Egelund Mølle.

    Derudover er 14 projekter aktuelt under forundersøgelse, mens 11 projekter fra Vandområdeplan 3 endnu mangler at blive ansøgt. Endelig afventer 10 projekter fra Vandområdeplan 3-genbesøget også ansøgning.

    Indsatserne kan blandt andet omfatte:

    • genslyngning af vandløb

    • fjernelse af fysiske spærringer

    • strækningsbaserede restaureringer

    • mindre restaureringsindsatser

    • åbning af rørlagte vandløbsstrækninger

    Indsatserne bidrager til at forbedre de fysiske forhold i vandløbene og skabe bedre levevilkår for fisk, smådyr og planter. Samtidig indgår indsatserne som en del af den samlede indsats for at forbedre vandmiljøet.

    Vandløbsvedligeholdelse

    I forbindelse med genbesøget af Vandområdeplan 3 er der nationalt sat øget fokus på vandløbsvedligeholdelse og dens betydning for vandløbenes økologiske tilstand.

    Vedligeholdelsen af vandløb skal sikre en tilstrækkelig afvanding, men samtidig tilrettelægges, så den understøtter målopfyldelsen i vandområdeplanerne. Det kan blandt andet indebære mere skånsom eller målrettet vedligehold og større hensyn til vandløbenes fysiske forhold og biodiversitet. Forvaltningen arbejder i den forbindelse på at opdatere regulativerne løbende, i takt med restaureringsprojekter nævnt ovenfor færdiggøres.

    Spildevand

    Derudover sker en del af indsatsen for at forbedre vandmiljøet gennem kommunens spildevandsplanlægning og myndighedsbehandling. Dette kan blandt andet omfatte reduktion af overløb fra fælleskloakerede områder, forbedret rensning samt indsats over for ejendomme i det åbne land med utilstrækkelig spildevandsrensning. Disse indsatser gennemføres i samarbejde med forsyningsselskabet, Hedensted Spildevand.

     

    Bilag:

    Bilag 1 – Viser et oversigtskort over vandløbsindsatser inden for kommunens geografi. De forskellige vandløbsstrækninger er tegnet som tynde, farvede linjer, der følger åer og vandløb i landskabet.
    Bilag 2–4 udgør faktaark, som beskriver formålet med vandplanerne, de indsatser der indgår, samt sammenhængen til vandløb. 
    Bilag 5 udgør den samlede vandplan efter genbesøget.
    Bilag 6–7 viser kort over Danmark samt den målrettede kvælstofregulering for årene 2024, 2025 og 2026, og hvordan den har udviklet sig efter genbesøget.

    Marc Reseke deltager under punktet.

    Indstilling

    At Udvalget for Klima, Natur & Miljø tager orienteringen til efterretning.

    Beslutning

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø tog orienteringen til efterretning.

    Sagsnr.: 00.01.00-A26-1-26

    Beslutningstema

    Det enkelte udvalg skal tage stilling til opdatering af delegationsplan indenfor deres eget område.

    Kommunalbestyrelsen skal efterfølgende tage stilling til den samlede opdaterede delegationsplan.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Historik

    I 2025 blev der udfærdiget en samlet delegationsplan for hele organisationen. Hedensted Kommune havde ikke tidligere haft en samlet nedskrevet delegationsplan.

    En delegationsplan i en kommune beskriver, hvordan kommunalbestyrelsen har fordelt beslutningskompetencen mellem sig selv, udvalg og administrationen.  Planen klargør, hvilke opgaver der behandles politisk, og hvilke der håndteres administrativt.

    Den samlede delegationsplan blev godkendt af kommunalbestyrelsen den 24. september 2025. Dagsordenpunkt herfra vedhæftes som bilag 3.

    Sagsfremstilling

    Efter ændringer i den politiske struktur m.v.  er delegationsplanen nu blevet opdateret og skal godkendes af de enkelte udvalg inden for deres eget område, og samlet godkendes af den nye kommunalbestyrelse for perioden 2026 – 2029.

    Delegationsplanen er uændret i sin udformning med fælles bestemmelser først og dernæst opgaver indenfor de enkelte politiske udvalg.

    Der er sket ændringer under Vækst, Teknik & Fællesskab på grund af nye udvalg og ændret opgavefordeling. Desuden er der sket mindre justeringer under Udvalget for Social Omsorg, Beskæftigelse og Økonomiudvalget- Udvalget for Økonomi & Erhverv. Der er ikke sket nogle ændringer indenfor udvalget for Læring.

    Det er det enkelte Udvalg  og dettes administration der har ansvaret for opdatering af planen indenfor eget område. Der opdateres løbende efter behov (ved ændringer af den politiske struktur, ved diverse lovreformer eller andet, der medfører ændringer heri)  dog altid i begyndelsen af et år i januar måned.

    En tværfaglig administrativ arbejdsgruppe sørger for at sikre helheden og ensartetheden af delegationsplanen. Der vil dog være en vis naturlig forskellighed, da opgaverne i kerneområderne er forskellige, og der for eksempel på Vækst, Teknik & Fællesskabs område er 3 udvalg.

    Hvert 4. år efter Valg, ved ny konstitueringsperiode, skal den samlede tilrettede / opdaterede delegationsplan forelægges og godkendes af den nye kommunalbestyrelse.

    Den samlede opdaterede delegationsplan i såvel tabelform som webtilgængelig udgave er vedhæftet som bilag.

    Bilag 1. Delegationsplan 2026-2029  i tabelform

    Bilag 2. Delegationsplan 2026-2029  - webtilgængelig udgave

    Bilag 3. Dagsordenpunkt fra kommunalbestyrelsesmøde den 24. september 2025

    Kommunikation

    Den opdaterede delegationsplan skal efter politisk godkendelse lægges på Hedensted Kommunes hjemmeside.

    Lovgrundlag

    Der er ikke noget lovkrav om at udfærdige delegationsplaner.

    Indstilling

    At de enkelte udvalg godkender den opdaterede delegationsplan indenfor deres eget område

    At den samlede opdaterede delegationsplan godkendes af Kommunalbestyrelsen

    Beslutning

    Under 5.3 Udvalget for Klima, Natur & Miljø mangler der et punkt om varmeplanlægning

    Godkendelse af projektforslag om kollektiv varmeforsyning jf. Varmeforsyningsloven.

    Administration er besluttende instans, Stående udvalg skal orienteres.

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende forvaltningens indstilling med den tilføjelse, at godkendelse af projektforslag om kollektiv varmeforsyning jf. Varmeforsyningsloven godkendes af Udvalget for Klima, Natur & Miljø og at administrationen er indstillende instans.

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-22-25

    Beslutningstema

    Punkter til orientering

    Sagsfremstilling

    • Orientering om arbejdet på myndighedsområdet.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø tog orienteringen til efterretning.

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-22-25

    Beslutningstema

    Stillingtagen til kørselsgodtgørelse til konferencer og møder mv.

    Sagsfremstilling

    Kommunalbestyrelsen har vedtaget at såfremt der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser). Der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til følgende arrangementer;

    • Næste møde i Udvalg for Klima, Natur & Miljø afholdes den 6. maj og indledes med en tur til Uldum Kær. Forvaltningen holder oplæg i felten fra kl. 15.00–17.00. Herefter fortsætter mødet i administrationshuset, hvor den formelle del af mødet gennemføres, og de øvrige dagsordenspunkter behandles som vanligt. Det konkrete program vil findes under dagsorden til Maj.

    Lovgrundlag

    Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser

    Indstilling

    at der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer

    Beslutning

    Udvalget for Klima, Natur & Miljø godkendte sagen som indstillet.

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-6-25

    Beslutning

    Intet behandlet under eventuelt.

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-20-25

    Beslutningstema

    Udvalgets/Kommunalbestyrelsens medlemmer skriver under digitalt her.

    Indstilling

    At referatet godkendes digitalt

    Beslutning

    Godkendt