Udvalget for Klima, Natur & Miljø - Dagsordener og referater
Se dagsordener og referater fra møderne i Udvalget for Klima, Natur & Miljø
Udvalg: Udvalget for Klima, Natur & Miljø 2026-2029
Mødedato: 2. september 2026 15:00
Mødested: Mødelokale 5 , Administrationshuset Tørring
Sagsnr.: 00.01.00-P35-22-25
Beslutningstema
Eventuelle fraværende noteres
Indstilling
At eventuelle fraværende noteres
Beslutning
Alle deltog
Sagsnr.: 00.01.00-P35-21-25
Beslutningstema
Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal godkende dagsordenen
Indstilling
At udvalget godkender dagsordenen
Beslutning
Udvalget for Klima, Natur & Miljø godkendte dagsordenen.
Sagsnr.: 06.01.15-K08-316-26
Beslutningstema
Udvalget for Klima, Natur og Miljø orienteres om status for kloakering i Hedensted Kommune.
Sagsfremstilling
Udvalget for Klima, Natur og Miljø har bedt om en status på kloakering i Hedensted Kommune.
Der har i samarbejdet mellem Hedensted Kommune og Hedensted Spildevand været kutyme for, at bestyrelsesmedlemmer fra Hedensted Spildevand orienterer om status på forsyningens forhold. Jævnfør sagen på Udvalget for Klima, Natur og Miljø i august 2026 'Aktivt ejerskab af kommunale forsyningsselskaber' er spørgsmålet om fremtidig koordinering under politisk behandling.
Afdelingsleder, Jesper Mau Kristiansen fra Hedensted Spildvand deltager og giver en status på mødet.
Indstilling
at Udvalget for Klima, Natur og Miljø tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Udvalget for Klima, Natur & Miljø tog orienteringen til efterretning.
Sagsnr.: 00.01.00-A26-6-25
Beslutningstema
Udvalget skal beslutte, hvilke eksisterende planer, politikker og strategier, der forsat er relevante (eventuelt opdateres) samt hvilke, der skal igangsættes og hvilke, der skal udgå.
Udvalget skal, i overensstemmelse med ovenstående samt vedtagne fokusområder fra møde i august, beslutte konkrete målsætninger for udvalgsperioden 2026-2029
Økonomi
Ingen bemærkninger
Historik
- Den 27. maj 2026 godkendte den samlede Kommunalbestyrelse visionen "Hedensted - sammen om at skabe et liv i balance" for Hedensted Kommune 2026-2029.
- På udvalgsmøde i juni 2026 godkendte udvalget proces og emner for omsættelse af visionen i forhold til udvalgets arbejde (se bilag 1)
- I juni blev der gennemført individuelle interviews med udvalgets medlemmer. Omdrejningspunktet var Kommunalbestyrelsens vision samt opfølgning på ønsker og prioriteringer fra udvalgsmødet i februar.
- På udvalgsmøde i august vedtog udvalget, med udgangspunkt i individuelle interviews og prioriteringer fra udvalgsmøde i februar (bilag 3), en række fokusområder for udvalgsperioden 2026-2029
- På Kommunalbestyrelsens temadrøftelse i november 2026 præsenterer udvalgene deres fokusområder og prioriteringer for hinanden, med henblik på at styrke den fælles viden om udvalgenes arbejde og øge muligheden for koblinger på tværs af udvalgene.
- På udvalgsmøde i december vil udvalget få mulighed for at evaluere proces omkring introduktion og omsættelse af Kommunalbestyrelsens vision i de respektive fagudvalg.
Sagsfremstilling
På baggrund af bilag med oversigt over planer, politikker og strategier, anbefalinger fra seneste Kommunalbestyrelsesperiode, samt besluttede fokusområder i overensstemmelse med Kommunalbestyrelsens vision fra udvalgsdrøftelse i august, drøftes og aftales konkrete målsætninger.
Målsætningerne skal skabe en fælles retning for udvalgets og forvaltningens arbejde og tydeliggøre, hvad udvalget vurderer som særligt vigtigt at prioritere og udvikle i den kommende udvalgsperiode – både i et kortsigtet og langsigtet perspektiv – inden for rammerne af Kommunalbestyrelsens vision.
Nuværende oversigt over politikker og strategier under udvalgets område på nuværende tidspunkt:
- Klimaplan 2050 (ny på vej)
- Klimatilpasningshandleplan – (ny på vej)
- Strategisk Energiplan 2023-2030 (under revision)
- Biodiversitetsstrategien
- Grøn Trepart: Omlægningsplan
- Spildevandsplan (revideres løbende)
- Strategisk varmeplan – kommende (2027)
- Strategi for udvikling af fjernvarme (2016-2021, stadig gældende)
- Fælles strategi for havsamarbejdet (tværkommunal)
Se også bilag 4 for en samlet oversigt over alle planer, politikker og strategier under Vækst, Teknik & Fællesskab
Anbefaling fra fagudvalg under seneste udvalgsperiode:
- Grøn trepart - arealplanlægning med videre
- Strategisk energiplan
- Borgerinddragelse
- Helhedsplanlægning - herunder grønnere planlægning og fokus på miljøet, infrastruktur med mere.
Generelle anbefalinger:
- Øget opmærksomhed på tværgående sager og grundig politisk overdragelse
Vedtagne fokusområder fra udvalgsmøde i august med forslag til målsætninger herunder (forslag er skabt af AI på baggrund af interviews):
1. En samlet strategi for borger- og interessentinddragelse
- Mange af pointerne peger mod behovet for en mere systematisk tilgang til borgerdialog, virksomhedssamarbejde, frivilliginddragelse og lokalsamfundsinddragelse.
2. Natur som fælles løftestang
- Skovrejsning.
- Sammenhængende naturområder.
- Rekreative faciliteter.
- Biodiversitet.
- Adgang til natur tæt på borgerne. Alle borgere skal have nem adgang til natur i nærheden af deres lokalsamfund. Indsatsen hænger desuden sammen med fokusområde 3, hvor naturen for eksempel kan understøtte læring og formidling.
3. Tværgående samarbejde om klima, natur og sundhed
- Der er potentiale i at koble udvalgets arbejde tættere sammen med andre udvalg.
4. Langsigtet areal- og energiplanlægning
- Strategiske arealprioriteringer.
- VE-udbygning.
- Balance mellem klima, natur og lokalsamfund.
- Samlet prioritering af kommunens arealanvendelse.
5. Et fælles politisk narrativ om den grønne omstilling
- Interviewene peger samlet på behovet for en fortælling om, at den grønne omstilling skaber værdi lokalt, vil udvikles sammen med borgere og virksomheder, understøtter natur og fællesskab og er en fælles opgave frem for et kommunalt projekt.
Til at understøtte dialogen og træffe beslutning om målsætninger for udvalgsperioden, kan udvalget gøre brug af vedhæftede processkabelon (bilag 2)
Mette G. Sommer deltager under behandlingen af punktet
Indstilling
at udvalget beslutter hvilke eksisterende planer, politikker og strategier, der forsat er relevante samt hvilke, der skal igangsættes og hvilke, der skal udgå.
at udvalget beslutter konkrete målsætninger for udvalgsperioden 2026-2029
Beslutning
Udvalget for Klima, Natur & Miljø besluttede hvilke eksisterende planer, politikker og strategier, der fortsat er relevante samt hvilke, der skal igangsættes og hvilke, der skal udgå samt konkrete målsætninger for udvalgsperioden 2026-2029.
Det detaljerede referat er vedlagt som bilag 5.
Sagsnr.: 00.01.00-A00-2-25
Beslutningstema
Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal drøfte, om forvaltningen arbejder i den rigtige retning med udviklingen af klimaplanens reduktionskapitel. Forvaltningen noterer udvalgets drøftelser og indarbejder det i arbejdet med revisionen af klimaplanen.
Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal beslutte, om de ønsker en undersøgelse af muligheden for en digital version af klimaplanen.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Historik
Hedensted Kommunes nuværende Klimaplan blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen i efteråret 2022 og fastsætter en samlet målsætning om at reducere CO₂-udledningen med 70 % i perioden fra 1990 til 2030 samt at opnå klimaneutralitet senest i 2050. Derudover er det et særskilt mål, at kommunen, som virksomhed, skal være udledningsneutral på el, varme og transport inden 2030.
Klimaplanen er senest blevet behandlet af Udvalget for Klima, Natur & Miljø den 12. august 2026, under punkt 88, hvor udvalget drøftede indsatsområder og målsætninger for reduktionsindsatsen.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen godkendte den 17. december 2025 tids- og procesplanen for revisionen af kommunens klimaplan. Ambitionen er, at en færdig klimaplan kan vedtages i december 2026, eller som minimum at et samlet forslag til klimaplan foreligger til politisk behandling og efterfølgende kan sendes i fire ugers offentlig høring. Arbejdet med klimaplanen koordineres samtidig med kommunens kommende recertificeringsforløb, så processerne understøtter hinanden bedst muligt.
Status for sideløbende proces i de stående udvalg
Som led i revisionen af klimaplanen behandler kommunens stående udvalg i september de indsatsområder, der vurderes at ligge inden for deres respektive ansvarsområder. Udvalget for Social Omsorg behandler sagen i oktober.
Bilag 1-5 indeholder en samlet oversigt over det materiale, der behandles i de stående udvalg i september.
Videre udvikling af klimaplanens reduktionsindsats
For at sikre fremdrift og overholdelse af den politisk vedtagne tidsplan ønsker forvaltningen udvalgets input til den videre udvikling af klimaplanens indhold.
På udvalgsmødet i august blev de overordnede indsatsområder i reduktionskapitlet drøftet. Med denne sag præsenteres et første, foreløbigt oplæg til retning for reduktionsområdet. Retning og mål for tilpasning behandles separat.
Et første samlet udkast til det samlede indhold til den reviderede klimaplan forventes forelagt udvalget i oktober på baggrund af CONCITOs midtvejsevaluering.
Indholdet er udviklet med afsæt i erfaringerne fra den gældende klimaplan, den gennemførte inddragelsesproces samt input fra borgere, virksomheder, foreninger, fagområder og politiske udvalg.
Udvalget for Klima, Natur & Miljø har det overordnede ansvar for klimaplanen. De konkrete indsatser forventes fordelt på flere stående udvalg, mens udvalget fortsat har ansvaret for den samlede fremdrift og opfølgning på planens mål. Samtidig vil udvalget have direkte implementeringsansvar for de indsatser, der forankres inden for eget fagområde.
For kommunens tre største geografiske udledningskategorier, bliver der i bilaget anbefalet følgende målsætninger, som udvalget skal forholde sig til:
Energi
- Fastholdelse af målet om lokal produktion af vedvarende energi svarende til kommunens samlede elforbrug inden 2030.
- Fastholdelse af målet om 10% lokal egenproduktion i 2030 for private, erhverv, samt kommunens egen organisation.
- Målet om CO₂-neutral varmeforsyning foreslås ændret fra 2030 til 2035.
Natur og landbrug
- Skovrejsningsmålet videreføres og tilpasses til et procentmål frem mod 2030 og 2045 i tråd med Grøn Trepart.
- Målet for klimalavbundsarealer ændres til 50% gennemførelse af omlægningsplanen i 2030 og 100% i 2045.
- Landbrugets CO₂-udledning foreslås reduceret efter en lineær reduktionsbane frem mod 2030 og videre.
Transport
- Nyt mål om netto-nul udledning i 2050 og bagudregnet lineær reduktionsbane, svarerende til en gennemsnitlig årlig reduktion på ca. 4.456 ton CO₂e
Forvaltningens oplæg til retning for reduktionsområdet og dertilhørende argumenter kan findes i bilag 6.
Indstilling til drøftelse
Med sagen skal Udvalget for Klima, Natur & Miljø drøfte, om forvaltningen arbejder i den rette retning med udviklingen af klimaplanens reduktionskapitel.
Der er på nuværende tidspunkt tale om overordnede retninger og indsatsidéer. Mere detaljerede beskrivelser af mål, virkemidler og forventede effekter forelægges i forbindelse med den næste politiske behandling af klimaplanen i oktober.
Digital formidling af klimaplanen
Forvaltningen anbefaler, at der arbejdes videre med at undersøge mulighederne for at formidle den kommende klimaplan i et digitalt hjemmesideformat, samtidig med at den politisk vedtagne udgave fortsat foreligger som et samlet PDF-dokument. Se bilag 7 for nærmere baggrund og argumentation.
Kommunikation
Se under sagsfremstilling
Indstilling
at Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal drøfte forvaltningens arbejde med udviklingen af klimaplanens reduktionskapitel, samt at det videre arbejde laves med baggrund i forvaltningens notater fra udvalgets drøftelser, som indarbejdes direkte i det videre arbejdet med revisionen af klimaplanen.
at Udvalget for Klima, Natur & Miljø beslutter, at muligheden for en digital version af klimaplanen undersøges.
Beslutning
Udvalget for Klima, Natur & Miljø drøftede forvaltningens arbejde med udviklingen af klimaplanens reduktionskapitel, samt at det videre arbejde laves med baggrund i forvaltningens notater fra udvalgets drøftelser, dog at målsætningen om det samlede elforbrug behandles igen på næst kommende møde.
Udvalget for Klima, Natur & Miljø besluttede, at muligheden for en digital versionen af klimaplanen skal undersøges.
Sagsnr.: 01.30.00-G01-5-25
Beslutningstema
Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal beslutte, hvilke VE-projekter i slusen, udvalget ønsker prioriteret.
Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal beslutte, hvordan de resterende VE-projekter fra slusen skal håndteres herefter.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Historik
Udvalget for Klima, Natur & Miljø og Udvalget for Vækst & Fælleskab afholdte den 24. juni en temadrøftelse om VE. Til mødet blev der fremsat et ønske om, at Udvalget for Klima, Natur & Miljø efter sommerferien fik mulighed for at træffe videre beslutning om projekterne i slusen og systemet med slusen.
Den 6. maj 2026 besluttede Udvalget for Klima, Natur & Miljø, under punkt 58, at afsætte midler fra Grøn Fond til udvidelse af kapaciteten for VE lokalplaner, bestående af yderligere kapacitet tilsvarende arbejdet med to lokalplaner for VE.
Den 6. maj 2026, under punkt 56, besluttede Udvalget for Klima, Natur & Miljø, at Aldumgaard projektet skulle bringes til fælles temamøde vedrørende prioritering af projekter, sammen med Udvalget for Vækst & Fællesskab. Under samme punkt blev det besluttet, at krav til borgerinddragelse skulle stilles, jf. den Strategiske Energiplan.
Den 2. september 2024 blev fire VE-projekter politisk prioriteret til en plads i slusen af daværende Udvalg for Vækst & Klima. Den 1. december 2025 besluttede Udvalget for Vækst & Klima at tilføje projektet i Hornum/Urlev til slusen.
Sagsfremstilling
Prioritering af vedvarende energiprojekter til videre planlægning
Forvaltningen har aktuelt kapacitet til at igangsætte planlægningen af yderligere projekter inden for vedvarende energi. Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal derfor beslutte, hvilke projekter der skal prioriteres til videre behandling.
Frem til den 6. maj 2026 har kommunen haft planmæssig kapacitet til at behandle to VE-lokalplaner ad gangen. På baggrund af Udvalget for Klima, Natur & Miljøs beslutning om at afsætte midler fra Grøn Fond til en kapacitetsudvidelse, er planlægningskapaciteten forøget, så kommunen nu kan arbejde med op til fire VE-lokalplaner samtidigt.
Der er på nuværende tidspunkt fem projekter i kommunens sluse for vedvarende energi. Projekterne fremgår af bilag 1-5 og omfatter:
- Aldumgaard (Renewable Energy Company)
- Energipark Sindbjerg (UNISON Energy Partners)
- Soleskov/Nord for Vejle (Eurowind Energy)
- Tørring Kraftvarmeværk (Anesco)
- Område ved Hornum/Urlev (Agilix)
Tørring Kraftvarmeværk har anmodet om, at projektet midlertidigt sættes i bero. Projektmaterialet er dog fortsat vedlagt sagen, så udvalget har mulighed for at inddrage projektet i den samlede prioritering.
Derudover fremgår en samlet oversigt over projekternes teoretiske produktions- og effektestimater af bilag 6.
Videre proces
For de projekter, som prioriteres til videre behandling, vil den videre proces som udgangspunkt bestå af følgende trin:
- Politisk behandling af debatoplæg samt fastlæggelse af dato for borgermøde.
- Offentlig høring af debatoplæg.
- Afholdelse af borgermøde i høringsperioden.
- Indsamling og behandling af høringssvar.
- Politisk stillingtagen til igangsættelse af planarbejde, herunder lokalplan og kommuneplantillæg.
En prioritering af et projekt indebærer således ikke en endelig godkendelse af projektet, men alene at projektet gives mulighed for at indgå i den videre planlægnings- og dialogproces.
Fremadrettet håndtering af projektporteføljen
Ud over prioriteringen af de aktuelle projekter skal udvalget tage stilling til den fremtidige håndtering af projekter, som ikke prioriteres på nuværende tidspunkt.
I den forbindelse kan udvalget drøfte, om projekterne fortsat skal indgå i den eksisterende sluse, med henblik på senere prioritering, eller om den nuværende model skal ophæves, således at ikke-prioriterede projekter fra slusen afsluttes og eventuelt må genfremsendes på et senere tidspunkt.
Udvalgets beslutning vil danne grundlag for forvaltningens videre arbejde med både de konkrete projekter og den fremadrettede administration af ansøgninger om vedvarende energianlæg.
Kommunikation
Udvalgets beslutning kommunikeres direkte til alle projektudviklere fra slusen.
Indstilling
at Udvalget for Klima, Natur & Miljø beslutter hvilke VE-projekter i slusen, udvalget ønsker prioriteret.
at Udvalget for Klima, Natur & Miljø beslutter hvordan de resterende VE-projekter fra slusen skal håndteres herefter.
Beslutning
Et flertal bestående af Claus Thaisen, Finn Kejfe Abrahamsen, Jakob Toftebjerg og Mads-Peder Søby besluttede at prioritere projekterne Aldumgaard, Hornum/Urlev og Sindbjerg. Samtidig besluttede udvalget, at der skal være styr på nettilslutningen før et debatoplæg bliver politisk behandlet.
Udvalget for Klima, Natur & Miljø besluttede at nedlægge slusen til prioritering. Projekterne Soleskov og Tørring Kraftvarmeværk skal prioriteres på ligefod med fremtidige projekter.
Simon Bendfeldt stemte imod beslutningen om prioritering, idet han mener, at projektet Aldumgaard strider imod principperne i den Strategiske Energiplan.
Sagsnr.: 01.30.10-P20-7-25
Beslutningstema
Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal modtage input fra Klimapartnerskabet for Landbrug og Klimapartnerskabet for Tung Transport i relation til den nye klimaplan.
Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal beslutte, om udvalget skal deltage i en inspirationstur til Göteborg sammen med de lokale transportvirksomheder.
Økonomi
I forbindelse med budget 2024 blev der afsat 600.000 kr til etablering af grønne partnerskaber med virksomheder i Hedensted Kommune.
Midlerne er blandt andet blevet anvendt til at etablere Klimapartnerskabet for Tung Transport. Midlerne forvaltes af Hedensted Erhverv under Økonomiudvalget.
Klimapartnerskabet for Landbrug blev etableret i 2023 og er derfor ikke omfattet af den afsatte bevilling. Finansiering af projekter under Klimapartnerskabet for Landbrug bevilges derfor på projektniveau.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Med Hedensted Kommunes første klimaplan, som blev godkendt i 2022, blev det tydeligt, at tre hovedområder stod for størstedelen af kommunens drivhusgasudledninger: energi, transport og landbrug.
På den baggrund blev Klimapartnerskabet for Landbrug etableret i 2023 med det formål at understøtte den grønne omstilling i landbrugserhvervet. Gennem partnerskabet blev projektet ESGreen Tool igangsat, og Plantefonden blev ansøgt om støtte til et større udviklingsprojekt inden for planteproteiner på tværs af syv kommuner. Partnerskabet spiller desuden en medvirkende rolle i realiseringen af Grøn Trepart.
For at styrke indsatsen på endnu et af de store udledningsområder blev Klimapartnerskabet for Tung Transport etableret den 17. juni 2025. Partnerskabet skal bidrage til at fremme omstillingen af den tunge transport gennem samarbejde mellem kommunen, virksomheder og øvrige relevante aktører.
Sagsfremstilling
Landbrugspartnerskabet
Klimapartnerskabet for Landbrug afholdt den 25. juni et onlinemøde, hvor det blev drøftet, hvordan CO₂-udledningen skal målsættes frem mod 2050.
Klimapartnerskabet besluttede, at der skal være fokus på landbrugets fremadrettede reduktionssti mod klimaneutralitet frem for på bagudskuende reduktionsmål.
Konkret indstiller Klimapartnerskabet for Landbrug til den nye klimaplan, at der fremadrettet fokuseres på vejen mod klimaneutralitet i 2050 med en lineær reduktionssti.
Statusbelastningen i 2024 er opgjort til 104.760 ton CO₂e.
Delmålene for reduktionsstien er en udledning på:
- 2030: 80.585 ton CO₂e
- 2040: 40.292 ton CO₂e
- 2050: 0 ton CO₂e
Fra 2024 til 2050 svarer dette til en gennemsnitlig årlig reduktion på ca. 4.029 ton CO₂e.
De centrale indsatsområder for at nå reduktionsmålene er ESG, biogas og CCS, arealomlægning, energi og transport samt plantebaserede råvarer.
Transportpartnerskabet
Transportpartnerskabet havde d. 24 februar 2026 en drøftelse af input til den nye klimaplan. I Partnerskabet sidder repræsentanter for erhvervslivet og en repræsentant fra Udvalget for Klima, Natur & Miljø, fælles har de besluttet at arbejde med arbejdspakker, som er uddybet i bilag 2 - Arbejdspakker for partnerskabet for tungtransport, samt en indstilling til den nye klimaplan på transportområdet som følgende:
- Hedensted Kommune skal i udbud stille krav om fossilfri transport ved levering.
- 100 % fossilfri kommunal busdrift senest 2030
- 100 % fossilfri renovationskørsel ved næste udbud
- Mindst 1 lokalt offentligt tilgængeligt lade knudepunkt til lastbiler før 2028
- Alle nye erhvervsområder forberedes til tung ladeinfrastruktur (på ladestiksniveau ligesom i Ladestanderdirektivet).
- Tilslutningshastighed på 3-6 måneder (eller midlertidig løsning)
- Mål for nyregistreringer – 40 % i 2030, 60 % i 2035
- Hedensted Kommune vil arbejde for innovationsprojekter som selvkørende busser og lastbiler frem mod 2030.
Deltagelse i inspirationstur jf. arbejdspakke
Klimapartnerskabet for Tung Transport har, som en konkret handling, besluttet at arbejde for at arrangere en inspirationstur for de lokale transportvirksomheder i Hedensted Kommune til Volvo´s Testcenter i Göteborg. På turen får virksomhederne mulighed for at prøvekøre en el-lastbil, få ny viden om mulighederne for omstilling til el og indgå i et fællesskab med andre virksomheder med interesse for el-lastbiler. Formålet er at give virksomhederne et bedre grundlag for at træffe beslutning om et eventuelt skifte til el-lastbiler i 2027.
Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal beslutte, om udvalget ønsker at deltage i inspirationsturen, som faciliteres af Hedensted Erhverv.
Lovgrundlag
Klimaloven
Indstilling
At Udvalget for Klima, Natur & Miljø tager Klimapartnerskabet for Landbrugs input til den nye klimaplan til efterretning og godkender indstillingen om fremadskuende reduktionsmål
At Udvalget for Klima, Natur & Miljø tager Klimapartnerskabet for Tung Transports input til den nye klimaplan til efterretning
At udvalget for Klima, Natur & Miljø tager stilling til om Udvalget ønsker at deltage i inspirationsturen til Volvos testcenter i Göteborg sammen med lokale transportvirksomheder fra Hedensted Kommune.
Beslutning
Udvalget for Klima, Natur & Miljø tog Klimapartnerskabet for Landbrugs input til den nye klimaplan til efterretning og godkendte indstillingen om fremadskuende reduktionsmål
Udvalget for Klima, Natur & Miljø tog Klimapartnerskabet for Tung Transports input til den nye klimaplan til efterretning
Udvalget for Klima, Natur & Miljø besluttede at deltage i inspirationsturen til Volvos testcenter i Göteborg sammen med lokale transportvirksomheder fra Hedensted Kommune.
Sagsnr.: 01.30.10-P20-8-25
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til ansøgning om kommunal lånegaranti på samlet 12,5 mio. kr. fordelt med 6,25 mio. kr. til Rårup Vandværk og 6,25 mio. kr. til Sønderby Vandværk vedrørende projektet grundvandssikring.
Økonomi
Kommunegaranti
Såfremt Rårup Vandværk og Sønderby Vandværk overholder betalingsbetingelserne på lånet, vil der ikke være økonomiske konsekvenser for Hedensted Kommune.
Der opkræves i henhold til gældende regler en årlig garantiprovision på minimum 0,4% af den garanterede restgæld. Hvert 3. år vil kommunens revision BDO foretage en kreditvurdering såfremt den samlede gæld i selskabet, som kommunen garanterer for, overstiger 7 mio. kr. Honoraret hertil vil blive opkrævet hos forsyningsselskaberne sammen med garantiprovisionen. Garantiforpligtelserne er vedlagt under bilag 2.
I de mellemværende år vil kommunens administration foretage kreditvurderingerne.
Rårup Vandværks kommunegaranterede gæld pr. 31. december 2025 udgjorde 3,67 mio. kr.
Sønderby Vandværks kommunegaranterede gæld pr. 31. december. 2025 udgjorde 0 kr.
Den kommunale lånegaranti forudsætter, at lånene optages gennem KommuneKredit. Hvis der i fremtiden optages lån uden kommunegaranti ved tredjemand, kræver dette kommunens godkendelse.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Skovrejsningsprojektet udspringer af Hedensted Kommunes Open Call om skovrejsning i 2023 og 2024. På baggrund af Open Call-processen blev der indledt en dialog med Rårup Vandværk og Sønderby Vandværk om mulighederne for et fælles skovrejsningsprojekt med fokus på grundvandsbeskyttelse.
Sagsfremstilling
Skovrejsningsprojekt og drikkevandsbeskyttelse
Rårup og Sønderby Vandværker ønsker i samarbejde med Klimaskovfonden at sikre indvindingsområdet mellem de to vandværker gennem et skovrejsningsprojekt.
Skovrejsningsprojektet skal samtidig bidrage til at skabe sammenhæng mellem flere trepartsprojekter i området. Skovrejsningsprojektet vil dermed understøtte større og mere sammenhængende naturarealer og bidrage til både grundvandsbeskyttelse og naturudvikling. Projektet er nærmere beskrevet i ansøgningen til Kommunekredit i bilag 1.
Kommunegaranti
Hedensted Kommunes fagforvaltning Kultur, Vækst & Klima har den 9. juli 2026, på vegne af Rårup Vandværk og Sønderby Vandværk, sendt en ansøgning om kommunal lånegaranti på samlet 12,5 mio. kr. til finansiering af immaterielle anlægsudgifter i form af servitutter til projektet om grundvandssikring og skovrejsning.
De to vandværkers grundvandsmagasiner er særligt sårbare, og forsyningen er afhængig af ungt grundvand med dannelsestider ned til 2–10 år. Projektområdet ligger desuden på Juelsmindehalvøen, hvor grundvandsressourcerne er begrænsede, og alternative indvindingsmuligheder er få. Beskyttelsen af området er derfor afgørende – ikke kun for de to vandværker men for hele den lokale forsyningssikkerhed.
Klimaskovfonden finansierer størstedelen af projektet, derfor skal lånebeløbet på samlet 12,5 mio. kr, anvendes til immaterielle anlægsudgifter i form af tinglysning af servitutter om sprøjte- og gødningsfri drift ved indgåelse af dyrkningsaftaler.
Hedensted Kommunen vurderer, at vandforsyningslovens §52 a kan benyttes, og udgifterne kan indregnes i vandprisen jfr., punkt 8.
”8) kortlægning, overvågning og beskyttelse af de vandressourcer, som anlægget indvinder fra eller i fremtiden kan forventes at indvinde fra, i det omfang en sådan supplerende overvågning og beskyttelse ud over den offentlige kortlægning, overvågning og beskyttelse er nødvendig eller hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget”.
Lånet optages som et annuitets-, serie- eller indekslån med en løbetid på maksimalt 40 år jfr. lånebekendtgørelsen § 12, stk. 4.
Garantiprovisionsforpligtelserne kan ses under bilag 2
Kommunikation
Kommunalbestyrelsens beslutning meddeles Rårup Vandværk og Sønderby Vandværk
Lovgrundlag
Bekendtgørelse om kommunernes låntagning of meddelelse af garanti m.v.
Indstilling
at der tages stilling til ansøgningen om kommunal lånegaranti på 12,5 mio. kr. fordelt med 6,25 mio. kr. til Rårup Vandværk og 6,25 mio. kr. til Sønderby Vandværk.
at der i henhold til gældende regler opkræves en garantiprovision på minimum 0,4% af den garanterede restgæld.
Beslutning
Udvalget for Klima, Natur & Miljø anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende ansøgningen om kommunal lånegaranti på 12,5 mio. kr. fordelt med 6,25 mio. kr. til Rårup Vandværk og 6,25 mio. kr. til Sønderby Vandværk samt opkrævning af garantiprovision på minimum 0,4 % af den garanterede restgæld.
Sagsnr.: 13.03.18-G01-1-26
Beslutningstema
Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal beslutte:
- Dato og tidpunkt for det forestående fællesmøde mellem udvalget og kommunens varmeværker.
- Emner på dagsordenen for det kommende fællesmøde mellem udvalget og kommunens varmeværker.
- Hvilke, hvis ikke alle, af udvalgsmedlemmerne, som deltager på fællesmødet.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Historik
- På udvalgsmødet den 4. februar 2026 under punkt 20; "Introduktion til varmeplanlægning og Grøn Fond" præsenterede forvaltningen udvalget for en revideret plan over mødestruktur for 2026, som bestod af tre fællesmøder mellem Udvalget for Klima, Natur & Miljø og kommunens varmeværker, som blev foreslået afholdt i henholdsvis juni, 2026, oktober 2026 og januar 2027.
- Det første fællesmøde blev afholdt i forlængelse af udvalgsmødet den 3. juni 2026, hvor Økonomi og BDO var inviteret ind til at give oplæg om kommunale lånegarantier, kreditvurderinger og garantiprovision.
Sagsfremstilling
Tidspunkt for det kommende fællesmøde:
Årets andet fællesmøde mellem Udvalget for Klima, Natur & Miljø og kommunens varmeværker skal afholdes i efteråret.
Forvaltningen forslår, at fællesmødet for Udvalget for Klima, Natur & Miljø og kommunens varmeværker placeres i direkte forlængelse af det ordinære udvalgsmøde den 4. november 2026 fra kl. 19.00-21.30.
Emner til dagsorden for det kommende fællesmøde:
Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal tage beslutning om emner til dagsordenen for det forestående fællesmøde.
På baggrund af den nationale udfordring med manglende kapacitet på elnettet og Energinets udmelding om en midlertidige pause i nye net-tilslutninger i foråret samt meldinger fra de lokale elselskaber om begrænsninger for mulig tilslutning af større anlæg, forslår forvaltningen nedenstående to emner til drøftelse på det andet fællesmøde:
- Elektrificering af varmesektoren og udfordringer med manglende kapacitet i elnettet.
- En status på varmeværkernes arbejde i 2026, planer for 2027 og grønne omstilling af værkerne.
Første emne var planlagt som emne på det aflyste koordinationsforum, som skulle være afholdt i juni. Det var ligeledes planlagt, at Energinet skulle deltage som oplægsholder. Forvaltningen anbefaler, at der arbejdes for at kunne gennemføre dette til det fælles møde med varmeværkerne.
Forvaltningen anbefaler tillige, at der åbnes op for, at de inviterede parter kan komme med ønsker til dagsordenen. Dertil at forvaltningen kan bede relevante parter forberede et lille oplæg i forbindelse med emnet om status fra værkerne.
Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal derudover tage beslutning om hvem - hvis ikke alle - fra udvalget, som deltager på mødet.
Kommunikation
Forvaltningen orienterer om udvalgets beslutning og inviterer varmeværkerne til mødet.
Lovgrundlag
- Lovbekendtgørelse 7. maj 2026 nr. 465 om varmeforsyning.
Indstilling
at Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal tage beslutning om:
- Tidpunkt for det forestående fællesmøde mellem udvalget og kommunens varmeværker.
- Emner på dagsordenen for det kommende fællesmøde mellem udvalget og kommunens varmeværker.
- Hvilke, hvis ikke alle, af udvalgsmedlemmerne, som deltager på fællesmødet.
Beslutning
Udvalget for Klima, Natur & Miljø besluttede at godkende det forestående tidspunkt og emner på dagsorden til fællesmøde mellem udvalget og kommunens varmeværker samt at det er formandskabet, der deltager på mødet.
Sagsnr.: 00.17.20-P17-1-25
Beslutningstema
Udvalget for Klima, Natur og Miljø skal drøfte principper for aktivt ejerskab af kommunes selskaber. Samtidig skal udvalget tage stilling til, om der er behov for at justere nuværende praksis for ejerstrategier, ejerdialog eller bestyrelsesudpegning.
Økonomi
Ingen direkte økonomiske konsekvenser. Indirekte kan styrket ejerskab og governance have betydning for selskabernes investeringsprioriteter og langsigtede værdiskabelse. Derudover kan oprettelse af et selskabssekretariat kræve noget økonomi, som vil kræve en ny behandling.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Udvalget for Klima, Natur & Miljø besluttede på møde den 12. august, at udskyde sagen til næstkommende møde.
Sagsfremstilling
En artikel af Henrik Seiding, Administrerende Direktør, Teknik & Miljø i Aarhus Kommune, fra 5. marts 2026 sætter fokus på kommunalt ejede forsyningsselskabers rolle som centrale samfundsaktører i den grønne omstilling, klimatilpasning og udvikling af robust infrastruktur. Kommunalt ejede forsyningsselskaber kan blandt andet være vand og spildevand, varme og affald.
Artiklen peger på, at forsyningsselskaberne ikke alene er driftsorganisationer med fokus på stabil levering og lave takster, men også bidrager aktivt til samfundsudviklingen gennem betydelige investeringer og strategiske indsatser. Dermed forventes selskaberne at levere på flere bundlinjer: økonomi, klimamæssigt, socialt og strategisk.
Samtidig fremhæves det som en central, udfordring at sikre klar rollefordeling mellem Kommunalbestyrelsen som ejer, forsyningsbestyrelsen og selskabernes daglige ledelse for at undgå såkaldt "kasketforvirring".
Artiklen understreger følgende hovedpointer:
- Kommunalbestyrelsen fastlægger retning og overordnede mål (hvad og hvorfor) gennem ejerstrategier og udpegning af bestyrelser
- Forsyningsbestyrelsen har ansvar for strategi, tilsyn og risikostyring (hvordan)
- Kommunalbestyrelsesmedlemmer i bestyrelser skal agere i selskabets interesse og ikke som politisk repræsentanter
- Aktivt ejerskab forudsætter en løbende og struktureret ejerdialog - uden at tilsidesætte armslængdeprincippet
- Kompetencesammensætningen i bestyrelserne er afgørende
Artiklen fremhæver desuden erfaringer fra Aarhus Kommune med etablering af selskabssekretariat som organisatorisk understøttelse af professionelt ejerskab og tydelig rollefordeling.
På den baggrund giver artiklen anledning til at drøfte kommunens praksis for aktivt ejerskab.
Et tydeligt og aktivt ejerskab vurderes at være en forudsætning for, at kommunens forsyningsselskaber kan bidrage optimalt til både kerneopgaver og bredere samfundsmål. Samtidigt er det afgørende at fastholde en klar governance-struktur og armslængde i relationen mellem politisk niveau og selskaber.
Indstilling
at Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal:
- Drøfte principperne for aktivt ejerskab af kommunens selskaber med afsæt i artiklens pointer
- Tage stilling til, om der er behov for at justere nuværende praksis for ejerstrategier, ejerdialog eller bestyrelsesudpegning
- Give forvaltningen til opgave at belyse eventuelle konkrete tiltag til styrkelse af ejerrollen og governance på området
Beslutning
Udvalget for Klima, Natur & Miljø gav forvaltningen til opgave at belyse eventuelle konkrete tiltag til styrkelse af ejerrollen og governance på området.
Sagsnr.: 06.01.05-A08-3-24
Beslutningstema
Udvalget for Klima, Natur & Miljø skal beslutte om erhvervsområdet ved Gesagervej betragtes som omfattet af undtagelsen i principbeslutning af 3. juni 2026.
Økonomi
Beslutningspunktet har ingen økonomisk konsekvens for kommunens budget. Besluttes det, at det er Hedensted Spildevand, der skal have ansvaret for at håndtere regnvand fra området, vil Hedensted Spildevand opkræve tillslutningsbidrag for regnvandskloakeringen samt have udgifter til etablering af regnvandsanlæg og fremtidig drift af regnvandssystemet.
Historik
Den 3. juni 2026 vedtog Udvalget for Klima, Natur & Miljø, at der som udgangspunkt ikke længere kan etableres nye fælles private regnvandsanlæg og regnvandslaug.
Samtidig blev det besluttet, at igangværende plansager for boligområder, hvor der allerede var tilkendegivet, at der kunne arbejdes med fælles private regnvandsanlæg og regnvandslaug, ikke skulle omfattes af den nye praksis.
Beslutningen skal evalueres efter 2 år.
Sagsfremstilling
Udvikleren af et erhvervsområde ved Gesagervej har anmodet om, at principbeslutningen fra 3. juni 2026 afprøves for sin konkrete plansag. Udvikler har opstartet udarbejdelse af et vandhåndteringsnotat og i den forbindelse er der et behov for at få afklaret, om kommunens ønsker at tillade, at der oprettes et regnvandslaug for erhvervsområdet eller om kommunen ønsker, at det er Hedensted Spildevand der skal håndtere regnvandet fra området. Afklaringen er vigtig i forhold til vandhåndteringsnotatet og de løsninger der arbejdes med heri.
Udvikler og forvaltning har forskellige opfattelser af, om projektet er omfattet af undtagelsen i principbeslutningen (bilag 1). Derfor forelægges sagen for udvalget med henblik på en afklaring.
Beskrivelse af projektet
Projektet omhandler et større erhvervsområde nord og syd for Gesagervej øst for Øster Snede. Udvikler ønsker at der i den sydlige del kan tillades højere befæstelse end der normalt arbejdes med i erhvervsområder. Projektet er pt. i forhandlingsfasen, hvor planen tilpasses gennem redegørelser inden kommuneplantillæg og lokalplan kan skrives. En af de redegørelser er vandhåndteringsnotatet. Vandhåndteringsnotatet er med til at undersøge hvilke muligheder der er for håndtering af regnvand og klimavand i området samt sikre at det nødvendige areal reserveres i lokalplanen. På baggrund af resultaterne i vandhåndteringsnotatet fastsættes kloakeringsprincippet for området og der skal udarbejdes et tillæg til spildevandsplanen eller laves en administrativ tilretning.
Siden planen blev igangsat og gik i forhandlingsfasen, har udvikler arbejdet med et vandhåndteringsnotat, der skal redegøre for håndteringen af hverdagsregn og klimavand. Udvikler startede med et samarbejde med Hedensted Spildevandsselskab om at de skulle håndtere regnvandet.
I oktober 2025 bliver forvaltningen bekendt med at udvikler har afsluttet samarbejdet med Hedensted Spildevandsselskab, og at udvikler i stedet vil arbejde med at undersøge mulighederne for at håndtere regnvandet selv. Som led heri er der undersøgt grundvandsforhold, jordbundsforhold, nedsivningskapacitet samt håndtering af klimavand. Derudover har udvikler haft rådgiver til at regne på hvor store volumener og arealer der er nødvendige for at kunne håndtere regnvandet fra området.
I den første version af vandhåndteringsnotatet, hvor der arbejdes med om regnvand kan håndteres ved nedsivning, mangler der nogle helt grundlæggende undersøgelser, for at det endeligt kan vurderes om løsningen er teknisk gangbar. Forvaltningens bemærkninger til denne version er primært af teknisk karakter. Det nævnes, at det ikke kan vurderes om der kan opnås tilladelse til det bassin der nu er tegnet ind i notatet.
I starten af december 2025 bliver udvikler gjort opmærksom på, at forvaltningen ikke har kendskab til fortilfælde med fælles private anlæg i erhvervsområder, og at det skal politisk afklares hvorvidt det er noget der skal arbejdes videre med i Hedensted Kommune.
Forvaltningens vurdering
I sagen fra 3. juni 2026 beskrives det, at plansager for boligområder, hvor det allerede er tilkendegivet, at de kan arbejde med fælles private anlæg og regnvandslaug ikke skal have denne tilkendegivelse tilbagerullet.
Forvaltningen vurderer, at projektet ikke er omfattet af undtagelsen i principbeslutningen.
Vurderingen bygger på:
• At undtagelsen specifikt omhandler boligområder,
• At der ikke er givet en tilkendegivelse om, at projektet kunne etablere et fælles privat regnvandsanlæg,
• At udvikler blev orienteret om, at spørgsmålet om oprettelse af fælles privat regnvandslaug i erhvervsområde krævede politisk stillingtagen.
Udvikler vurderer, at projektet er omfattet af undtagelsen, da planprocessen var igangsat inden principbeslutningen blev truffet, og der allerede var arbejdet med en fælles løsning for regnvandshåndtering.
Partsindlæg
Udvikler har fremsendt et partsindlæg med deres betragtninger på sagen. Se bilag 2-4.
Udvikler fremfører blandt andet følgende argumenter for at de ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i principbeslutningen:
1. Projektet bør betragtes som en igangværende plansag.
2. Et fælles privat regnvandsanlæg giver bedre muligheder for høj befæstelsesgrad.
3. Et regnvandslaug i et erhvervsområde vil være professionelt drevet.
4. Løsningen kan understøtte biodiversitet og reducere klimaaftryk.
Her følger forvaltningens vurdering af udviklers argumenter:
Ad 1) Projektet er en igangværende plansag men med opmærksomhed på at projektet stadig er i forhandlingsfasen, hvor redegørelse er med til at fastlægge rammerne for den endelige planlægning i området.
Ad 2) Det er delvist korrekt at der ved privat håndtering af regnvand, uden videre vil kunne opnås en højere befæstelsesgrad i et område, da krav til befæstelsesgraden stilles af hensyn til dimensionering af Hedensted Spildevands kloaksystem. Det er dog stadig muligt at befæste det areal udvikler ønsker. Hvis udvikler ønsker at befæste mere en den fastsætte befæstelsesgrad, vil der blive stillet krav om, at regnvandet fra det overskredet befæstet areal, skal håndteres på grunden eller forsinkes inden det ledes til Hedensted Spildevands regnvandskloak. Forsinkelse kan for eksempel ske ved grønne tage, permeable belægninger, regnbede og lignende. Forvaltningen vil desuden gøre opmærksom på at det er muligt via et tillæg til spildevandsplanen at fastsætte en anden tilladt befæstelsesgrad i spildevandsplanen generelt eller i et område specifikt.
Ad 3) Det er ingen garanti for at et fælles privat anlæg, der ligger i et erhvervsområde bliver drevet professionelt. Det vil stadig afhænge af hvordan lauget vælger at drifte anlægget.
Ad 4) Biodiversiteten kan understøttes gennem åbne vandførende anlæg, så som nedsivningsgrøfter, nedsivningsbassiner eller regnvandsbassiner. Biodiversiteten er størst i våde regnvandsbassiner fremfor i tørre nedsivningsbassiner. Hedensted Spildevand etablerer som udgangspunkt våde regnvandsbassiner, hvor bygherre ønsker at etablere et tørt nedsivningsbassin. Der kan være eventuelle CO2 gevinster i etableringsfasen, ved at anlægge åbne grøfter, frem for rør i plastik, men det forventes at være begrænsede. Hvis der skal opnås et tilstrækkeligt fald til regnvandsbassinet, vil det formentligt også bliver nødvendigt at anlægge en del af strækningen i rør.
I partsindlægget argumenteres der i øvrigt for, at det vil have samfundsmæssige økonomiske gevinster med et fælles privat anlæg, men der fremsættes ikke yderligere argumenter for hvordan. Forvaltningen kan ikke vurdere, hvordan det at have et fælles privat anlæg vil have højere samfundsøkonomiske gevinster fremfor løsninger der anlægges på de enkelte grunde eller på løsninger der drives af Hedensted Spildevand.
Beslutningsmuligheder
Forvaltningen ser følgende 2 beslutningsmuligheder.
1. Projektet vurderes at være omfattet af undtagelsen i principbeslutningen af 3. juni 2026. Der kan derfor arbejdes videre med etablering af et fælles privat regnvandsanlæg og et regnvandslaug som en del af planlægningen for erhvervsområdet. Området udlægges i spildevandsplanen som spildevandskloakeret.
2. Projektet vurderes ikke at være omfattet af undtagelsen i principbeslutningen af 3. juni 2026. Der kan derfor ikke etableres et fælles privat regnvandsanlæg eller et regnvandslaug. Herfra vil der være to muligheder for håndtering af regnvand:
a. Regnvand håndteres på indenfor de enkelte matrikler og området udlægges i spildevandsplanen som spildevandskloakeret.
b. Området udlægges i spildevandsplanen som separat kloakeret og Hedensted Spildevand skal håndtere regnvandet fra området.
Uanset hvilken beslutning Udvalget vælger, vil der skulle udarbejdes et tillæg til spildevandsplanen, som fastsætter kloakeringsprincippet i området.
Lovgrundlag
- BEK nr. 1446 af november 2025, §4, stk. 1, nr. 2.
- BEK nr. 310 af 25. april 1994, §4, stk. 3.
Indstilling
• At erhvervsområdet er omfattet af undtagelsen i principgodkendelsen af 3. juni 2026.
eller
• At erhvervsområdet ved Gesagervej ikke er omfattet af undtagelsen i principbeslutningen af 3. juni 2026 og vælger mulighed A eller B, som beskrevet i sagsfremstillingen.
Beslutning
Udvalget for Klima, Natur & Miljø besluttede, at sende sagen tilbage til forvaltningen med henblik på en yderligere belysning af sagsfremstillingen.
Sagsnr.: 00.30.04-S00-1-26
Beslutningstema
Udvalget drøfter det teknisk-administrative oplæg til budget 2027-2030.
Historik
Kommunalbestyrelsen blev på temamøde d. 26. august 2026, samt i udsendt materiale, præsenteret for det teknisk-administrative budgetforslag for budget 2027-2030.
Sagsfremstilling
De overordnede milepæle i den videre politiske budgetproces er følgende:
Spørgsmål- og svar-perioden er i gang og løber til budgettets vedtagelse.
7. september: Økonomi- og Erhvervsudvalget drøfter det teknisk-administrative oplæg til budget 2027 og oversender budgetforslaget til Kommunalbestyrelsens 1.behandling.
7.-16. september kl. 10:00: Høringsperiode
17. september: 1. behandling af budgetforslaget i Kommunalbestyrelsen.
17.-18- september: Budgetseminar for Kommunalbestyrelsen på Juelsminde Rådhus.
8. oktober: Kommunalbestyrelsen 2.behandler og vedtager budget for 2027-2030.
Indstilling
at udvalget drøfter det teknisk-administrative oplæg til budget 2027-2030.
Beslutning
Udvalget for Klima, Natur & Miljø drøftede det teknisk-administrative oplæg til budget 2027-2030.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-22-25
Beslutningstema
Punkter til orientering
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Der var intet til orientering.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-22-25
Beslutningstema
Stillingtagen til kørselsgodtgørelse til konferencer og møder mv.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen har vedtaget at såfremt der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser). Der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til følgende arrangementer;
- Deltagelse på en inspirationstur til Göteborg sammen med lokale transportvirksomheder. Omdrejningspunktet er Klimapartnerskabet for Landbrug og Klimapartnerskabet for Tung Transport i relation til den nye klimaplan.
Indstilling
at der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer
Beslutning
Udvalget for Klima, Natur & Miljø godkendte deltagelse i arrangementet.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-6-25
Beslutning
Intet at bemærke
Sagsnr.: 00.01.00-P35-20-25
Beslutningstema
Udvalgets/Kommunalbestyrelsens medlemmer skriver under digitalt her.
Indstilling
At referatet godkendes
Beslutning
Godkendt
Kim Rosenkilde
Udviklingskonsulent
Telefon 79 75 55 74
Mobil: 23 42 65 41
E-mail: kim.rosenkilde@hedensted.dk
Om Udvalget for Klima, Natur & Miljø
Læs om Udvalget for Udvalget for Klima, Natur & Miljø og se, hvem der medlem af udvalget.