Gå til hovedindhold

Udvalget for Beskæftigelse - Dagsordener og referater

Se dagsordener og referater fra møderne i Udvalget for Beskæftigelse.

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Beskæftigelse 2026-2029
    Mødedato: 8. maj 2026 10:00
    Mødested: Vejle Fjord- Kongesalen

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-3-25

    Beslutning

    Fraværende var; Afbud fra Herluf Møller.

    Sagsnr.: 27.00.00-P19-1-26

    Beslutningstema

    Drøftelse af forslag til udviklingsområde i Rammeaftale 2027-2028.

    Historik

    Kommunerne og regionen i Midtjylland indgår hvert andet år en rammeaftale om samarbejdet på det specialiserede social- og specialundervisningsområde. Formålet med rammeaftalen er at sikre fælles principper for styring og udvikling af det sociale område på tværs af kommuner og region.

    Den Administrative Styregruppe for Social- og Specialundervisningsområdet i Midtjylland (DASSOS), der består af direktører med ansvar for det specialiserede socialområde i kommunerne, udarbejder i det kommende halvår et udkast til en rammeaftale for perioden 2027-28, som behandles i KKR Midtjylland med efterfølgende godkendelse i alle byråd og i regionsrådet.

    Som led i processen har KKR Midtjylland på sit møde den 13. april 2026 godkendt forslag til udviklingsområde(r) for den kommende rammeaftale, med henblik på drøftelser i hver af de midtjyske kommuner.

    Sagsfremstilling

    Det er kommunernes ansvar at koordinere det specialiserede social- og specialundervisningsområde i samarbejde med regionen. Denne koordination foregår via rammeaftalen, som indeholder aftaler om fælles udviklingstiltag, kapacitet og styring på det sociale område.

    Området omhandler blandt andet tilbud til borgere med fysiske og mentale handicaps eller psykiske lidelser, hvor kommunerne sammen med regionen i regi af rammeaftalen skal sikre, at der er den nødvendige kapacitet i regionen som helhed i form af f.eks. tilbud til børn og unge eller voksne. En række af tilbuddene har en faglig specialisering, der gør, at det ikke er fagligt og økonomisk bæredygtigt, at alle kommuner opretter tilbud til bestemte målgrupper. Nedenstående udviklingsområde adresserer denne udfordring.

    Læs om den nuværende Rammeaftale 2025-2026 i vedhæftede bilag af samme navn. 

    Det er en vigtig del af processen, at kommunerne og regionen giver input og bemærkninger til udviklingsområdet for den nye Rammeaftale, da Rammeaftalen efter godkendelse skal omsættes til konkrete tiltag for borgerne, der er tilknyttet det sociale område. De midtjyske byråd samt regionsrådet har derfor nu mulighed for at afgive bemærkninger til den kommende Rammeaftale. KKR Midtjylland behandler herefter det endelige udkast til Rammeaftale 2027-2028 på KKR mødet den 1.  september 2026. Rammeaftale 2027-2028 sendes til endelig godkendelse i kommuner og region i perioden primo september til 1. december 2026.


    Forslag til udviklingsområde: Borgere med komplekse udfordringer
    Forud for DASSOS’ og KKR Midtjyllands drøftelse af mulige udviklingsområder, har der været gennemført en rundspørge hos alle 19 kommuner, hvor kommunerne har haft mulighed for at give input til blandt andet udviklingsområderne. Resultatet heraf er samlet i de kommunale indberetninger for henholdsvis børne- og ungeområdet og voksenområdet.

    DASSOS drøftede behovet for, at kommunerne står stærkere sammen om kapacitetsudfordringer på det specialiserede socialområde. På den baggrund har KKR Midtjylland godkendt forslaget fra DASSOS om, at der arbejdes videre med ”borgere med komplekse udfordringer” som et overordnet udviklingsområde. Herunder foreslås det, at der blandt andet arbejdes med ”mental sundhed og psykiatri” samt ”overgangen fra børne- og ungeområdet til voksenområdet”, hvilket er en fortsættelse af fokus fra den nuværende rammeaftale.

    Borgere med komplekse udfordringer
    Kommunerne peger i de kommunale indberetninger på, at der fortsat er udfordringer med en række målgrupper indenfor både børn- og voksenområdet med komplekse udfordringer. Der peges blandt andet på følgende målgrupper, hvor der kan være behov for at udvikle tilbudsviften:

    • Børn og unge med komplekse udfordringer, herunder psykiatri, autisme, betydelige udviklingsmæssige vanskeligheder, selvskadende adfærd, misbrug, flere funktionsnedsættelser og intellektuelle handicap med videre. Der er oftest tale om flere udfordringer på én gang.
    • Børn og unge med høj grad af udadreagerende adfærd – herunder voldsparathed og adfærd forbundet med sikkerhedsrisici, kriminalitetstruede unge, mangel på pladser på sikret/særlig sikret institution, matchningsudfordringer i forhold til eksisterende børne- og ungehjem på grund af risiko for andre beboere samt behov for høj normering, behov for skærmning med videre.
    • Voksne med komplekse udfordringer, herunder autisme, psykiatri, misbrug, udviklingshæmning, senhjerneskadede, betydelige plejebehov kombineret med psykiatriske eller adfærdsmæssige udfordringer. Der er oftest tale om flere udfordringer på én gang.
    • Voksne med udadreagerende adfærd (på tværs af diagnoser), herunder problemer med at indgå i almindelige tilbud på grund af risiko for medbeboere, voldsom reaktion ved overstimulering, behov for skærmede fysiske rammer og høj personalenormering.

    Som en del af udviklingsområdet ”borgere med komplekse udfordringer” fortsættes arbejdet med de fælles kommunale principper for samarbejdet på det specialiserede socialområde. Formålet med principperne er, at:

    • Styrke kvalitet og effekt af borgerindsatsen
    • Styrke samarbejdet gennem gensidig forpligtethed om kapacitet, forsyningssikkerhed og fælles styringspraksis
    • Knække den stigende udgiftskurve

    DASSOS er der desuden enig om, at man i det videre arbejde med udarbejdelse af udkast til rammeaftale skal søge at gøre den så handlingsorienteret som muligt, så de fælles indsatser i stigende grad kan bidrage til at håndtere de økonomiske og kapacitetsmæssige udfordringer på området.

    Kommunikation

    Bemærkninger til det foreslåede udviklingsområde for rammeaftalen sendes til Fælleskommunalt Social- og sundhedssekretariat senest den 1. juli 2026. 

    Indstilling

    Det indstilles, at forslag til udviklingsområde i Rammeaftale 2027-2028 drøftes, og at eventuelle bemærkninger sendes til Fælleskommunalt Social- og sundhedssekretariatet.           

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-24-24

    Beslutningstema

    Drøftelse af fremtidig struktur for AnsvarligHedensted

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Historik

    Udvalget for Beskæftigelse fik i møde d. 3. februar 2026 en afrapportering af AnsvarligHedensteds samarbejde i 2025.

    Sagsfremstilling

    AnsvarligHedensted blev etableret i foråret 2024 som Hedensted Kommunes virksomhedsnetværk for social ansvarlighed og fremtidens arbejdskraft. Netværket bygger videre på tidligere netværk med fokus på social ansvarlighed. Med etableringen af AnsvarligHedensted blev perspektivet udvidet, så netværket i dag omhandler social ansvarlighed, rekruttering, opkvalificering, fastholdelse, job og uddannelse til unge samt bæredygtighed mm. Udvidelsen har skabt en bredere og mere helhedsorienteret ramme for netværket og for virksomhedernes engagement. Virksomhederne kan bidrage og engagere sig indenfor de områder, der er mest relevante for deres forretning, interesser og behov. 

    Ved udgangen af 2025 deltager 175 virksomheder i netværket. Netværket afholder fire årlige netværksmøder med aktuelle temaer, og der gennemføres derudover en række virksomhedsrettede aktiviteter såsom:

    • Job- og uddannelsesmesser
    • Inspirationsoplæg for ledige
    • Virksomhedsbesøg
    • Netværks- og vidensdelingsinitiativer.

    I tilknytning til AnsvarligHedensted er der nedsat en inspirationsgruppe af private og offentlige virksomheder. Gruppen fungerer som praksisnært sparringsrum, hvor virksomhedernes perspektiver omsættes til konkrete aktiviteter, der udvikler netværket.

    Diplomer

    Der uddeles årligt diplomer til virksomheder, der lever op til mindst to ud af seks kriterier for social ansvarlighed. 

    • I 2024 blev der uddelt 103 diplomer
    • I 2025 blev der uddelt 53 diplomer.

    Fokus for 2026

    I 2026 afvikles fire netværksmøder og temaerne forventes at blive:

    • Samarbejdet mellem virksomheder og Beskæftigelse om det nye JobHedensted
    • Forebyggelse og fastholdelse, herunder nye regler for sygedagpenge
    • Den attraktive arbejdsplads - generationer og ledelse.

    Derudover planlægges job- og uddannelsesmesser, inspirationsoplæg fra arbejdsgivere til ledige, virksomhedsbus, håndværkerevent for unge mv.

    Lovgrundlag

    Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen.

    Indstilling

    at Udvalget for Beskæftigelse drøfter hvilke rammer forvaltningen kan understøtte det fremtidige arbejde i AnsvarligHedensted med henblik på at få de bedste resultater og styrke samarbejdet med de deltagende virksomheder. 

    Beslutning

    Udvalget ønsker at styrke arbejdet i AnsvarligHedensted. Der afsættes ekstra ressourcer, som skal findes indenfor rammen i 2026.

    Der udarbejdes investeringscase for 2027 og fremad.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-1-25

    Beslutningstema

    Drøftelse af planlægningen af årets Veterandag. 

    Økonomi

    Der er fra budget 2025-26 afsat 50.000 kr. årligt til veteranindsatsen herunder afvikling af veterandagen - flagdagen.

    I budgetaftalen for 2024-2027 indskrev man følgende beslutning:
    Partnerskaber omkring veteranpolitikken:
    Veteranpolitikken beskriver, hvordan Hedensted Kommune vil hjælpe den enkelte veteran og dennes familie med at komme igennem de udfordringer, der er i systemet. Denne ordning har fungeret i en årrække ved en veterankoordinator. Forligspartierne ønsker at indgå partnerskaber om at iværksætte aktiviteter, som rækker ud over den enkelte veterans personlige behov. Til formålet blev der afsat 0,1 mio. kr. i 2024. Udvalget for Fællesskab besluttede den 9. april 2024 at bevillige 74.430 kr. til etablering af Veteran Refugium Stenderup samt drift det første år. De øvrige midler er overført til Beskæftigelse i 2025.

    Da Veteran Refugium Stenderup er lukket ned, er dele af dette beløb (27.200 kr.), der var øremærket en hytte blevet tilbageført, da den ikke var opført.  

    Personale

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Hedensted Kommunes første og nuværende veteranpolitik blev udarbejdet i foråret 2018, og godkendt i det daværende Byråd den 30. maj 2018.

    I politikken står beskrevet, at veteranpolitikken løbende vil blive udmøntet i relevante tiltag og indsatser, når behovet opstår.

    Frem til 2025 indgik Udvalget for Fællesskab i et samarbejde med Udvalget for Beskæftigelse i forhold til at sikre, at relevant viden om veteranindsatsen og veteranernes behov formidles til de øvrige områder. Politikken var forankret i Udvalget for Fællesskab, mens veterankoordinatoren er ansat i Beskæftigelse. For at følge op på politikkens hensigtserklæringer er det vedtaget, at der årligt laves en kort status samt et servicetjek af veteranområdet for at følge op på indsatser og tiltag.

    I forbindelse med budgetaftalen 2025-2026 besluttede man at samle ansvaret for veteranindsatsen under Udvalget for Beskæftigelse.

    I den forbindelse overgik ansvaret for planlægning og afholdelse af veteranernes dag – Flagdagen også til Beskæftigelse fra 2025.

    Uddeling af §18 midler hører fortsat til i Udvalget for Fællesskab.

    Sagsfremstilling

    Veteranpolitikken er bygget op af seks søjler, som hver har deres indsatsområder og hensigtserklæringer. Herunder gives en kort status på, hvordan det ser ud i dag:

    SØJLE 1: DEN BREDE ANERKENDELSE

    Facilitere aktiviteter for veteraner
    Hedensted Kommune yder økonomisk støtte til Veterancafé Horsens-Hedensted via §18-puljen. Veterancafeen er et frirum for veteraner og pårørende i Horsens og Hedensted. Her kan de snakke, dele erfaringer og være sammen med ligesindede. Man kan ligeledes få rådgivning om, hvordan man kommer videre med sit liv eller få støtte af en bisidder ved møder med myndigheder og styrelser. Endelig arrangerer veterancafeen også udflugter, virksomhedsbesøg og andre aktiviteter.

    Markere den nationale Flagdag den 5. september med et tilbagevendende arrangement, gerne i samarbejde med de omkringliggende kommuner
    Kommunalbestyrelsen inviterer hvert år veteraner og deres pårørende til en festlig markering af Flagdagen med taler, mad og drikke samt uddeling af børnemedaljer. Udgifterne til arrangementet afholdes af de afsatte midler fra budgetaftalen. Planlægning og udførelse varetages af Beskæftigelse.

    Der er i forbindelse med planlægningen af Flagdagen en styregruppe bestående af veteraner og frivilligt samt hjemmeværn og søværn, som bistår med både input og planlægning, så dagen afvikles i fællesskab og i henhold til veteranernes ønsker.

    Et stort ønske fra styregruppen var at Flagdagen blev afviklet på en anden måde. Derfor flyttede vi afholdelsen til Juelsminde Havn. Her var der inddragelse af både frivillige, hjemmeværn og søværn samt Veterancafé Horsens-Hedensted mv. der havde stande og udstillede materiel samt grillede pølser og tilbød mulighed for sejltur på vandet. Desuden var der velkomst ved borgmesteren samt gæstetaler Peter Viggo Jacobsen m.m.

    Fokusere på veteranernes ressourcer ved at gøre en indsats for at få dem med i foreningslivet og i det frivillige arbejde
    I dag har man ikke nogen indsatser inden for dette område.

    SØJLE 2: FÆLLESSKAB, IDENTITET, KOMPETENCER OG RESSOURCER

    Støtte veteranen i at oparbejde en ny arbejdsmarkedsidentitet såfremt beskæftigelse ved Forsvaret ikke er muligt længere
    Opgaven varetages af kommunens veterankoordinator under Beskæftigelse. Opgaven udføres primært en til en i forhold til konkrete veteraner, der søger sparring samt råd og vejledning.

    Støtte veteranen i at danne fællesskaber og netværk i bl.a. frivillige organisationer
    Opgaven varetages en til en i forhold til den konkrete veteran i samspil mellem veterankoordinatoren og socialpsykiatrien eller Veterancafé Horsens-Hedensted.

    Understøtte veteranens mulighed for samvær med ligesindede i samarbejde med omegnskommuner
    Hedensted Kommune henviser veteraner til Veterancafé Horsens-Hedensted, som ligger i Horsens, men støttes økonomisk af Hedensted Kommune. Her kan veteraner fra Hedensted Kommune mødes med ligesindede fra Horsens Kommune i et trygt miljø.

    Desuden samarbejder veterankoordinatoren med veterankoordinatorerne i omegnskommunerne et netværk således at der er fokus på vidensdeling og vidensformidling af muligheder.

    SØJLE 3: STØTTE OG HJÆLP TIL UDSATTE VETERANER

    Indlede et formaliseret samarbejde med de omkringliggende kommuner, som allerede har en veteranindsats
    Hedensted Kommune har som tidligere beskrevet et formaliseret samarbejde med Horsens Kommune omkring Veterancafé Horsens-Hedensted. Derudover har veterankoordinatoren et godt samarbejde med hendes kollegaer i veterankoordinator netværket med omegnskommunerne.

    Skabe en indgangsvinkel/et telefonnummer til kommunen
    Veteranerne har én indgang i Hedensted Kommune via vores veterankoordinator. Hun kan guide og vejlede veteranerne til de rette afdelinger i kommunen og hjælpe med at sikre, at der skabes kontakt til de relevante personer i kommunen. Hun kan vejlede og informere om tilbud og muligheder samt hjælpe med at skabe overblik over, hvad der er relevant i den konkrete situation. Veterankoordinatoren vejleder og koordinerer, men sagsbehandler ikke som udgangspunkt. Der er i gennemsnit mindre end én henvendelse til veterankoordinatoren pr. måned.

    Øge mulighed for hjælp til selvhjælp ved at linke til veteranindsatsen og andre aktører på kommunens hjemmeside
    På kommunens hjemmeside linkes til Veterancentret. Veterancentret forsker og formidler viden til gavn for soldater, veteraner og deres pårørende. De støtter soldater og deres pårørende før, under og efter udsendelse, for at ruste dem til udfordringerne ude og hjemme. De er klar til døgnet rundt at støtte kriseramte veteraner og deres pårørende. De opsøger og behandler sårbare veteraner og støtter dem i at opbygge sociale netværk. De hjælper også veteraner videre i deres arbejdsliv efter Forsvaret.

    Ligeledes er der på hjemmesiden information om Veterancafé Horsens-Hedensted samt veterankoordinatoren med kontaktoplysninger.

    Endvidere er der information om flagdagen samt en fortælling om Flagdagens afvikling i 2025.

    Oplyse telefonnummer på Veterancentrets døgntelefon på kommunens hjemmeside
    Der linkes til Veterancentrets hjemmeside fra kommunens hjemmeside.

    Sikre en koordinerende sagsbehandler, så borgeren kun skal henvende sig ét sted
    Hedensted Kommune har en veterankoordinator ansat, så borgerne kun skal henvende sig ét sted for at få hjælp.

    SØJLE 4: FAMILIE OG PÅRØRENDE

    Informere om kontaktnummer hvor pårørende kan henvende sig med bekymring
    Hedensted Kommune henviser til Veterancentret, som yder støtte og rådgivning til både soldater, veteraner og deres pårørende.

    SØJLE 5: VIDENS- OG KOMPETENCEUDVIKLING BLANDT ANSATTE
    Veterankoordinatoren sørger for at videreformidle tilbud fra Veterancentret om eksempelvis samtalegrupper til børn til PPR og skoleledere samt andre kursustilbud.

    SØJLE 6: SAMMENHÆNGENDE OG HELHEDSORIENTERET INDSATS
    Veteraner og pårørende, der har behov for hjælp og støtte, vil som udgangspunkt få hjælp og støtte inden for eksisterende kommunale tilbud på lige fod med andre med lignende udfordringer. Ud over konkrete tiltag som eksempelvis markering af Flagdagen den 5. september samt ønsket om at skabe én indgang til kommunen, indeholder politikken en række hensigtserklæringer, som vil hjælpe os til at sætte fokus på og styrke vores evne til at spotte og identificere behov for hjælp, så der kan sættes ind med en så tidlig og ikke mindst rigtig indsats som muligt.

    Planlægning Flagdagen 2026.

    Planlægningen af årets flagdag 5. september er aktuelt i gang, og styregruppen har sammen med veterankoordinatoren afholdt møder omkring dette.

    Flagdagen falder i år på en lørdag, og der er derfor drøftelser i styregruppen om tidspunkt for afvikling af arrangementet, der er foreslået. at det afholdes med start 11.30.

    Der er i styregruppen enighed om at gentage afviklingen i Juelsminde, gerne på havnen som sidste år og i samarbejde med de frivillige samt bl.a. hjemmeværn og søværn.

    Borgmesteren er reserveret til at byde velkommen i lighed med de forrige år.

    Sidste år havde gruppen held med at booke gæstetaler Peter Viggo Jakobsen, hvilket blev oplevet som en stor succes. Udgifterne til dette samt afviklingen af hele flagdagen var ca. 5000 kr.

    Der er dialog om hvilke evt. andre talere og gæstetalere, der skal bookes til årets arrangement, da de fleste relevante talere ønsker 20.000 kr.- 25.000 kr. i betaling.

    Desuden er der overvejelser om, hvorvidt der skal åbnes op for andre deltagere, således at der er tale om et mere bredt arrangement fremfor som sidste år, hvor det var et arrangement for veteranerne og deres pårørende.

    Endeligt er der drøftelser om, hvorvidt der skal opstilles et større telt eller leje lokaler for at sikre mod evt. dårligt vejr.

    Da flere af ovenstående overvejelser ændrer på afviklingen af Flagdagen, eller på det budget der tidligere har været i forbindelse med afviklingen, ønskes dette politisk behandlet.

    Lovgrundlag

    Ikke relevant

    Indstilling

    at Udvalget for Beskæftigelse drøfter status på de igangværende indsatser i veteranpolitikken samt tager stilling til, om der skal ske ændringer i indsatserne fremadrettet samt i afvikling af Flagdagen.

    Beslutning

    Indstillingen godkendes,

    Veterandagen afholdes indenfor rammerne som hidtil.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-12-26

    Beslutningstema

    Orientering om seneste udvikling i ledigheden.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Personale

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Udvikling i ledighed fremgår normalt af det faste punkt på udvalgsmøderne, ledelsesinformation.

    Sagsfremstilling

    Nedenstående sammenfatter vedlagte bilag, som gennemgås nærmere på udvalgsmødet.

    Ledigheden blandt jobparate borgere i Hedensted er faldet markant den seneste måned. Kommunen har fortsat en lavere ledighed end både landet, regionen og sammenlignelige nabokommuner, og faldet er især drevet af et fald i ledige a-dagpengemodtagere.


    Overordnet udvikling i ledigheden

    Fra februar 2026 til marts 2026 er den samlede ledighed i Hedensted faldet med 0,4 procentpoint, fra 2.6 procent til 2,2 procent. Til sammenligning faldt ledigheden i samme periode faldet med 0,2 procentpoint på landsplan til 3,2 procent og med 0,3 procentpoint i Region Midtjylland til 2,9 procent. Hedensted har dermed oplevet det største fald i ledighed i den seneste måned.
    Faldet skyldes især et markant fald i ledigheden blandt a-dagpengemodtagere. Her er ledigheden fra februar til marts 2026 faldet fra 2,2 procent til 1,8 procent. Samme tendens ses for både hele landet og regionen.

    Udviklingen i den overordnede ledighed fremgår af figur 1 og 2 i bilag 1 til dette notat. Data er hentet fra Jobindsats.dk Ledighed: Faktiske antal ledige og fuldtidsledige.

    Ledighedsprocenten for jobparate
    Hedensted har fra februar til marts 2026 reduceret ledigheden blandt jobparate målgrupper med 0,4 procentpoint til 2,2 procent. Ledigheden er dermed næsten tilbage på niveauet fra november 2025 (2,1 procent). Til sammenligning er ledigheden i marts 2026 på 3,2 procent for landet og 2,9 procent for Region Midt. Det er henholdsvis 0,4 og 0,3 procentpoint over niveauet for november 2025 (jævnfør bilag 1 figur 1).


    Ledigheden blandt a-dagpengemodtagere
    Udviklingen for ledige a-dagpengemodtagere fremgår af figur 2 i bilag 1.
    I marts 2026 er ledigheden blandt a-dagpengemodtagere i Hedensted på 1,8 procent. Det er et fald på 0,4 procentpoint i forhold til måneden før og svarer til niveauet i november 2025.
    Både Hele landet og Region Midtjylland har oplevet et fald på 0,3 procentpoint den seneste måned, men ligger fortsat henholdsvis 0,3 og 0,2 procentpoint over niveauet i november 2025.
    Ledighedsniveauet for a-dagpengemodtagere i Hedensted svarer desuden til niveauet for både ét og to år siden. Det samme gør sig gældende for landet og regionen.

    Antal ledige og fuldtidsledige, Hedensted
    A-dagpenge (bilag 1, figur 3)
    I marts 20226 var der 589 ledige a-dagpengemodtagere, hvilket er 76 færre ledige end i februar 2026. 
    Opgjort som fuldtidsledige var der i marts 456 fuldtidsledige, knap 100 færre end måneden før. Til sammenligning var der 479 fuldtidsledige i marts 2025 og 445 fuldtidsledige i marts 2024.

    Kontanthjælp, jobparate (bilag 1, figur 4), Hedensted
    I marts 2026 er der 121 ledige jobparate kontanthjælpsmodtagere, hvilket er 5 færre end februar 2026. Opgjort i fuldtidsledige var der i marts 2026 101 fuldtidsledige, hvilket er 2 færre end i februar 2026.

    Sammenligning med nabokommuner, landsgennemsnit og regions gennemsnit
    Figur 5 i bilag 1 viser udviklingen i den samlede ledighedsprocent over de seneste to år for Hele landet, Region Midtjylland samt kommunerne Favrskov, Hedensted, Horsens og Skanderborg.
    Hedensted har i marts 2026 den laveste ledighed blandt de sammenlignede i marts 2026. Med 2,2 procent ligger Hedensted 0,2 procentpoint under Skanderborg og 0,4 procent under Favrskov. Alle de sammenlignede kommuner har faldende ledighed den seneste måned, og Hedensted har oplevet det største fald. Desuden har Hedensted flere gange i løbet af de seneste to år haft den laveste ledighed, og altså også den seneste måned.

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Lovgrundlag

    Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-4-25

    Beslutning

    Fredericia Kommunes Beskæftigelses- og planudvalg 15.6 2026 til 1½ time - eftermiddag ! Hanne og Simon inviteres i kalenderen.

    Orienteret om personsag !

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-6-25

    Beslutning

    Ingenting.

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-7-25

    Beslutningstema

    Udvalgets medlemmer skriver under digitalt her.

    Beslutning

    .