Gå til hovedindhold

Udvalget for Beskæftigelse - Dagsordener og referater

Se dagsordener og referater fra møderne i Udvalget for Beskæftigelse.

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Beskæftigelse 2026-2029
    Mødedato: 7. april 2026 12:30
    Mødested: Mødelokale Borgmestersekretariatet Hedensted Rådhus

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-3-25

    Beslutning

    Fraværende var; Afbud fra Herluf Møller

    Sagsnr.: 00.01.00-A00-2-25

    Beslutningstema

    Udvalget for Beskæftigelse deltager i en introduktion til revisionen af Klimaplanen.

    Udvalget for Beskæftigelse skal drøfte og idéudvikle til revision af Klimaplanen. 

    Historik

    Den 26. august 2020, tilsluttede kommunalbestyrelsen sig at udarbejde en klimaplan, i regi af det regionaldrevne projekt DK2020.

    Kommunalbestyrelsen vedtog d. 26. oktober 2022, under punkt 203, Klimaplan 2050.

    Kommunalbestyrelsen godkendte d. 17. december 2025 opstart af revision af kommunens Klimaplan, samt godkendte procesplanen for revisionsarbejdet.   

    Den 25. februar 2026 deltog Kommunalbestyrelsen i et temamøde vedrørende klimaplansrevision, med fokus på ambitionsdrøftelser for den næste klimaplan. 

    Sagsfremstilling

    Kommunens nuværende Klimaplan 2050 blev udarbejdet som led i DK2020-samarbejdet og politisk vedtaget i 2022. Planen fungerer i dag som kommunens overordnede strategiske ramme for klimaindsatsen og rummer mål og tiltag på blandt andet energi-, transport- og landbrugsområdet samt inden for klimatilpasning og kommunens egen drift og organisation. Klimaplanen skal gennemgå en revision hvert fjerde til femte år.

    Kommunalbestyrelsen besluttede den 17. december 2025 at igangsætte arbejdet med en revideret klimaplan for Hedensted Kommune og godkendte samtidig en proces, som lægger vægt på bred involvering – både politisk på tværs af de stående udvalg, i samarbejde med erhvervslivet og med fokus på borgerrettede aktiviteter. Revisionsarbejdet tilrettelægges med udgangspunkt i kommunens nye programorganisering af klimaområdet under titlen “Klima på tværs”.

    Udvalget for Beskæftigelse skal i den forbindelse have en introduktion til arbejdet med klimaplansrevisionen og drøfte samt udvikle idéer til udvalgets eget ansvarsområde, herunder udvalgets egne forventninger, mål og ambitioner for klimaindsatsen.

    Simon Bendfeldt og Jakob Toftebjerg deltager på behandlingen af dagsordenspunktet som udvalgsrepræsentant for Udvalget for Klima, Natur & Miljø. Marc Reseke og Mette Sommer deltager på mødet. 

    Indstilling

    at Udvalget for Beskæftigelse drøfter og udvikler ideer til kommunens reviderede klimaplan.

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-20-26

    Beslutningstema

    Udvalget bedes tage stilling til forslag om fire investeringsprojekter inden for Rusmiddelområdet og Socialpsykiatrien.

    Projekterne har alle til formål at styrke den faglige indsats, forbedre behandlingsmuligheder, forebygge længerevarende ophold på forsorgshjem samt udvikle nye tilbud til borgere med begrænset systemkontakt – bl.a. som følge af jobcenterreformen.

    Økonomi

    Der ansøges om i alt 6,25 mio. kr. (overførselsmidler) fordelt på følgende initiativer:

    1. Kompetenceudvikling: 1,0 mio. kr. over 2,5 år
    2. Afprøvning af forbedrede medicintyper: 0,75 mio. kr. over 3 år (0,25 mio. kr. årligt)
    3. Pulje til nedbringelse af lange ophold på forsorgshjem mv.: 2,5 mio. kr. over 2 år
    4. Udvikling af trivsels- og mestringstilbud: 2,0 mio. kr. over 2 år

    Den samlede investering foreslås finansieret inden for rammen i Socialpsykiatrien og Rusmiddelcentret.

    Økonomien foreslås tilvejebragt via det akkumulerede samlede mindreforbrug på driften i Rusmiddelcentret og Socialpsykiatrien over flere år, samt ved at indsatsen i forhold til Housing first og hjemløse har vist sig særdeles effektiv, hvorved et forventet merforbrug, hvortil der var afsat midler, ikke er blevet realiseret. Der vil løbende blive fulgt op på effekter og økonomi.

    Sagsfremstilling

    Forvaltningen foreslår iværksættelse af i alt fire projekter, der skal styrke kvaliteten og effekten af indsatsen over for borgere med rusmiddelproblematikker og/eller psykiske udfordringer i bred forstand.

    1. Kompetenceudvikling af personale i Socialpsykiatrien og Rusmiddelcentret – kr. 1 mio. over 2 ½  år
      Der har i mange år ikke været arbejdet systematisk med kompetenceudvikling af medarbejdergruppen i Socialpsykiatrien og Rusmiddelcentret pga. begrænsede midler til uddannelse. Det vurderes ikke som en holdbar løsning, da borgerne til stadighed bliver mere komplekse – ligesom nye diagnoser kræver andre og tilpassede indsatser.

    Der er samtidig ansat en del nye medarbejdere i både Rusmiddelcentret og Socialpsykiatrien, hvorfor der er behov for at genbesøge og videreudvikle et fælles fagligt fundament. Midlerne skal anvendes til kompetenceudvikling inden for relevante metoder (fx LA2, neuropædagogik eller tilsvarende tilgange) samt fokusområder som traumer, trang, etnicitet, spiseforstyrrelser, selvskade og misbrug.

    Der afsættes desuden midler til efteruddannelse, herunder diplomuddannelse i misbrug til nye medarbejdere samt ledersupervision. Det vurderes, at ledergruppen kan profitere af supervision, da ledergruppen er forholdsvis nyetableret med stor spredning i ledelseserfaring.

    Formålet er fortsat at sikre en faglig kvalificeret indsats og samarbejde i såvel Rusmiddelcentret og Socialpsykiatrien.

    1. Afprøvning og tilpasning af brug af medicin i Rusmiddelcentret - kr. 0,75 mio. over 3 år
      Der introduceres løbende nye medicintyper i den medicinske behandling af misbrug af alkohol og stoffer. Nogle af disse præparater er f.eks. langtidsvirkende substitutionsmedicin, der kan reducere abstinenser og minimere den oplevede effekt fra sidemisbrug af andre stoffer. Fælles for disse behandlinger er, at de er omkostningstunge, hvorfor det i øjeblikket ikke er muligt at tilbyde de borgere, som særligt vurderes at kunne profitere særligt af behandling med de nye typer af medicin. Eksempelvis er medicinen Buvidal afprøvet i begrænset omfang, da medicinen er markant dyrere end den nuværende suboxone behandling. Derfor er det på nuværende tidspunkt kun 6 borgere i behandling med buvidal – alle med god effekt. Det foreslås, at antallet af borgere, der kan tilbydes buvidal behandling øges til 12-15 borgere.

    Hertil ønskes gennemgang af eksisterende rammer for udlevering af gratis medicin – fx kan borger i dag modtage antabus gratis i op til 6 måneder, mens et andet trangdæmpende præparat Campral kun tilbydes i 3 måneder. Det foreslås at der sker en ensretning af retningslinjerne i prøveperioden og tilhørende effektvurdering.

    Der er ligeledes behov for at genvurdere niveauet for udlevering af f.eks. vitaminer til borgere med langvarigt alkoholmisbrug. Der er evidens for, at tidlig udlevering af vitaminkure har en positiv effekt i forhold til minimering af risikoen for skader på hjernen som følge af alkoholmisbrug. 

    Det arbejdes samtidig med, at Rusmiddelcentret via ændret samarbejde med de praktiserende læger kan varetage flere ambulante afrusninger end tilfældet er i dag.

    Den samlede effekt af afprøvning og tilpasning af medicinadministrationen evalueres løbende i den 3-årige periode med henblik på den konkrete effekt for borgeren og økonomisk bæredygtighed for kommunen.

    1. Pulje til nedbringelse af lange ophold på forsorgshjem mv. kr. 2,5 mio. over 2 år
      En mindre gruppe borgere har fortsat meget lange ophold på forsorgshjem, hvor statsrefusionen bortfalder efter 4 måneder. En plads koster ca. 70.000 kr. pr. måned uden refusion. Puljen skal anvendes til målrettede indsatser, der kan understøtte udflytning også for de borgere, som har ekstremt svært ved at samarbejde herom.

    Puljen ønskes også anvendt til støtte til udslusningsboliger, hvor kommunen kan yde støtte med op til 3500 kr pr måned i tråd med Housing First-principperne. Det kan f.eks. være relevant for yngre borgere med meget lav indkomst, hvor det vurderes realistisk, at der inden for en periode på 2 år vil kunne ske en reel afprøvning af arbejdsevne og dermed ændret indkomstgrundlag.

    Desuden ønskes mulighed for i relevante tilfælde at benytte muligheden for afklarende ophold efter Servicelovens § 107. Det vil være i de tilfælde, hvor der er uklarhed om borgerens reelle funktionsniveau – selv om borger til en vis grad er stabiliseret via forsorgshjemsophold.

    Formålet er, at afprøve effekten af udslusningsboliger, og udvikle andre initiativer, så vi reelt bliver i stand til at arbejde med den borgergruppe, som i den nuværende situation har særlig vanskelig ved at samarbejde med kommunen om udflytning fra forsorgshjem, og dermed er særlig vanskelige at hjælpe til etablering i egen bolig.

    1. Udvikling af trivsels- og mestringstilbud – kr. 2 mio. over 2 år
      En af konsekvenserne af jobcenterreformen er, at nogle borgere fremadrettet kan vælge at have minimal kontakt med det kommunale system. En del af de borgere, som forventes at benytte denne mulighed, tilhører en borgergruppe, som vi fagligt har en stor bekymring for. Konkret går bekymringen på, at borger risikerer at komme længere væk af arbejdsmarkedet, at sociale udfordringer øges – herunder med risiko før forværring af misbrug og psykisk sygdom.

    Puljen er målrettet borgere med rusmiddelproblematikker og/eller psykiske udfordringer i bred forstand. Projektet skal udvikle nye tilbud med fokus på trivsel og mestring af eget liv og vil ske i et samarbejde mellem JobHedensted, Rusmiddelcentret og Socialpsykiatrien.

    Midlerne dækker involverede medarbejderressourcer. Driftsudgifter og ledelsesmæssig opfølgning afholdes af eksisterende budgetter. Formålet er at forebygge forværring af borgerens udfordringer i en situation, hvor kontakt til offentlige systemer fravælges. Det er således målet, at risikoen for yderligere udsathed minimeres.

    For at sikre at tilbuddet ikke kun er målrettet borgere med tilknytning til Socialpsykiatrien, foreslås det, at der i denne sammenhæng kan arbejdes mere bredt med forståelsen af en psykiatriske diagnose. Dette betyder, at en konkret diagnose ikke i sig selv er et kriterie for at være i målgruppen for dette projekt. Det betyder også at borgere uden udredt diagnose, men med tydelige tegn på psykiatrisk sygdom, kan være i målgruppen for tilbuddet.

    Samlet set forventes projekterne at bidrage til en styrket faglig indsats, bedre behandlingsresultater samt en effektiv ressourceanvendelse på området, da risikoen for øget udsathed med projekterne søges minimeret.

    Indstilling

    At Udvalget for Beskæftigelse tiltræder anvendelse af det akkumulerede mindreforbrug til de foreslåede projekter.

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-P20-3-12

    Beslutningstema

    Effekter af kommunale beskæftigelsestilbud afsluttet i 2025 forelægges udvalget til orientering

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Effekter af kommunale tilbud forelægges Udvalget for Beskæftigelse en gang årligt. Senest 1. april 2025.

    Sagsfremstilling

    På mødet bliver effekter af de kommunale beskæftigelsestilbud 2025 forelagt udvalget. 

    Opgørelsen bidrager med et overblik over de jobrettede effekter af de kommunale beskæftigelsestilbud, som dermed giver administrationen mulighed for at justere tilbuddene med henblik på styrket effekt. 

    Opgørelsen eftersendes til udvalget forud for udvalgsmødet og gennemgås nærmere på mødet.

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Lovgrundlag

    Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. 

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Udsættes til maj mødet.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-1-21

    Beslutningstema

    Opfølgning på strategi og mål fremlægges til orientering.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Personale

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Opfølgning på strategi og mål fra Beskæftigelsesplanen præsenteres for Udvalget for Beskæftigelse 2 gange årligt. Seneste opfølgning blev præsenteret den 2. september 2025, punkt 92.

    Sagsfremstilling

    To gange årligt følges der op på strategi og mål fra beskæftigelsesplanen. Nedenfor er en opsummerende opfølgning. Den mere detaljerede er vedhæftede nærværende sagsfremstilling og gennemgås nærmere på mødet.

    Sammenfattende opfølgning på strategi og mål
    Overordnet udvikling

    Hedensted ligger i januar 2026 fortsat under både landsgennemsnittet og Region Midtjylland i andelen af fuldtidspersoner på offentlig forsørgelse (tabel 1).  Forskellen til både landsgennemsnittet og Region Midtjylland er dog indsnævret.  Hedensted har desuden lavere offentlige udgifter pr. person i arbejdsstyrken end landsgennemsnittet, men højere udgifter end Skanderborg og Favrskov (tabel 3)

    Virksomhedsrettet indsats
    • Hedensted ligger markant over både Hele landet og Region Midtjylland i andelen af borgere, der har lønnede timer undervejs i deres forløb (tabel 5).
    • Antal løntilskudsforløb og virksomhedspraktikker er øget siden 2023.
    • Omkring 80 procent af a-dagpengemodtagere og 70 procent af jobparate kontanthjælpsmodtagere er i job efter løntilskud.
    • 60 procent af de jobparate kontanthjælpsmodtagere og 50 procent af de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, er i job efter endt virksomhedspraktik.
    Andele i beskæftigelse efter endt ydelse

    Tabel 8 viser, at Hedensted har en relativ højere andel af borgere i job efter endt ydelsesforløb sammenlignet med Hele landet. Tabellen viser blandt andet følgende:

    • De jobparate målgrupper ligger højest.
    • I Hedensted kommer 42 procent af de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i job efter ydelsesforløbet, hvilket er 15 procentpoint over landsgennemsnittet.
    • 55 procent af de sygemeldte er i job efter ydelse, svarende til landsgennemsnittet.
    • 44 procent af borgere i jobafklaringsforløb afsluttes til job, hvilket er 10 procentpoint over landsgennemsnittet.
    Lave gennemsnitlige varigheder af afsluttede ydelsesforløb

    Hedensted har lavere gennemsnitlige varigheder end gennemsnittet for landets øvrige kommuner for a-dagpenge, kontanthjælp (job- og aktivitetsparat) og sygedagpenge (tabel 10).

    Fuldtidsbeskæftigelsen efter arbejdssted og bopæl, Hedensted

    Fuldtidsbeskæftigelsen blandt Hedensteds borgere er steget med 9 procent siden 2020, mens beskæftigelsen i kommunens virksomheder er steget med 12 procent (figur 2).

    Udenlandsk arbejdskraft, Hedensted

    Antallet af beskæftigede udenlandske statsborgere i Hedensted er steget fra 1.626 i januar 2020 til 2.931 i januar 2026, en vækst på ca. 80 procent. Opgjort i fuldtidspersoner er stigningen på ca. 85 procent. De primære brancher er Handel (42 procent), Industri (21 procent), Bygge og anlæg (8 procent) og offentlig administration, undervisning og sundhed (11 procent) (figur 3).

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Lovgrundlag

    Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

    Indstilling

    At orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-22-26

    Beslutningstema

    Oplæg til rammer, formål og indhold for seminaret den 7. og 8. maj forelægges udvalget til drøftelse.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Personale

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Ingen bemærkninger.

    Sagsfremstilling

    Den 7. og 8. maj 2026 planlægges seminar i Udvalget for Beskæftigelse. Formålet er at drøfte de lokale beskæftigelsespolitiske prioriteringer, herunder:

    • Den virksomhedsrettede indsats, både tilgang og omfang
    • Prioriteringen af indsatsen i de kommende 5 nye målgrupper
    • Mål for beskæftigelsesindsatsen
    • Overvejelse af eventuelle særlige krav i indsatsen.

    Seminaret afvikles på Hotel VejleFjord, hvor der er mulighed for overnatning.

    Programmets indhold og opbygning drøftes nærmere på udvalgsmødet. 

    Samtidig foreslås det at udvalgsmødet den 5. maj 2026 udsættes til 7. maj. 2026 og dermed bliver en integreret del af seminaret. 

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Lovgrundlag

    Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

    Indstilling

    At formål og indhold for kommende seminar i Udvalget for Beskæftigelse drøftes.

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 00.01.00-I00-1-24

    Beslutningstema

    Orientering om afgørelser vedrørende klagesager for Jobcenter Hedensted i perioden 1. juli - 31. december 2025.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger. 

    Historik

    Udvalget for Beskæftigelse orienteres to gange årligt om afgørelser vedrørende klagesager.

    Punktet er senest behandlet i mødet i Udvalget for Beskæftigelse i oktober 2025.

    Sagsfremstilling

    Administrationen har udarbejdet en oversigt over Ankestyrelsens afgørelser på klagesager i 2. halvår 2025 ( vedlagt som bilag)

    Oversigten inddrager til sammenligning tal fra omegnskommunerne Odder, Favrskov, Ringkøbing-Skjern og Skanderborg kommune. 

    Ankestyrelsens afgørelser opdeles i fire kategorier: Afvisning/bortfald, hjemvisning, ændring og stadfæstelse.

    Kategorierne dækker og følgende beslutninger:

    Afvisning/bortfald: Ankestyrelsen har afvist at behandle klagen. Det sker hvis den for sent indgives til kommunen, eller hvis Ankestyrelsen ikke er den rigtig klageinstans. Det kan også skyldes, at klageren beslutter sig til at opgive klagen, eller at klagen bortfalder af andre grunde. 

    Hjemvist: Ankestyrelsen sender klagen tilbage til kommunen, som herefter skal behandle sagen igen og træffe en ny afgørelse. Det sker hvis Ankestyrelsen mener, at der i sagsbehandlingen er sket alvorlige sagsbehandlingsfejl, som ikke umiddelbart kan rettes op i en klagesagsbehandling i Ankestyrelsen. Det kan også være, at Ankestyrelsen mener, at der er behov for nye oplysninger i sagen, og kommunen således skal indhente disse og herefter træffe en ny afgørelse. 

    Ændring: Ankestyrelsen finder grund til at ændre afgørelsen på baggrund af det materiale, der foreligger i sagen. 

    Stadfæstet: Ankestyrelsen er enig i kommunens afgørelse og fastholder afgørelsen, som den foreligger. 

    Antallet af realitetsbehandlinger af klagesager ligger samlet set med en overvægt af sager behandlet i 4. kvartal 2025. I forhold til omgivende kommuner ligger Hedensted kommune således højest i forhold til påklagede sager i 4. kvartal og mere gennemsnitlig i 3. kvartal 2026. 

    Den samlede stadfæstelsesprocent er 86 % i 3. kvartal mod 95 % i 2. kvartal 2025, mens Ankestyrelsen stadfæstede 97 % af alle realitetsbehandlede sager i 4. kvartal.  Alene Favrskov kommune kommer op på samme høje stadfæstelsesprocent. 

    Omgørelsesprocenten ligger på 14 % i 3. kvartal mod 5 % for 2. kvartal 2025. Men i 4. kvartal er omgørelsesprocenten igen faldet til 3 %. Her ligger Hedensted kommunen med den lavest omgørelsesprocent bland de kommuner, som vi har valgt at sammenligne os med i oversigten.  

    Til sammenligning ses det at man på landsplan ligger med omgørelsesprocenter for aktivloven på 20 %, for pensionsloven på 18 %, for sygedagpengeloven på 16 % og for beskæftigelsesindsatsloven på 21 % som gennemsnit for hele året. Se venligst vedlagte oversigt fra Ankestyrelsen i bilag. 

    Når det kommer til hjemviste sager, får Hedensted kommune hjemvist 4 % af de samlede sager til fornyet behandling i kommunen. Det drejer sig om 3 sager fra 3. kvartal, hvor kommunen har truffet afgørelse jvf. aktivloven. Ud over disse tre sager er der ikke sket hjemvisning i de 2 kvartaler på nogle af de behandlede lovkomplekser. 

    Lovgrundlag

    Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt relevant lovgivning for de enkelte fagområder

    Indstilling

    at Udvalget for Beskæftigelse tager orienteringen til efterretning. 

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 00.01.00-A26-1-26

    Beslutningstema

    Det enkelte udvalg skal tage stilling til opdatering af delegationsplan indenfor deres eget område.

    Kommunalbestyrelsen skal efterfølgende tage stilling til den samlede opdaterede delegationsplan.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Historik

    I 2025 blev der udfærdiget en samlet delegationsplan for hele organisationen. Hedensted Kommune havde ikke tidligere haft en samlet nedskrevet delegationsplan.

    En delegationsplan i en kommune beskriver, hvordan kommunalbestyrelsen har fordelt beslutningskompetencen mellem sig selv, udvalg og administrationen.  Planen klargør, hvilke opgaver der behandles politisk, og hvilke der håndteres administrativt.

    Den samlede delegationsplan blev godkendt af kommunalbestyrelsen den 24. september 2025. Dagsordenpunkt herfra vedhæftes som bilag 3.

    Sagsfremstilling

    Efter ændringer i den politiske struktur m.v.  er delegationsplanen nu blevet opdateret og skal godkendes af de enkelte udvalg inden for deres eget område, og samlet godkendes af den nye kommunalbestyrelse for perioden 2026 – 2029.

    Delegationsplanen er uændret i sin udformning med fælles bestemmelser først og dernæst opgaver indenfor de enkelte politiske udvalg.

    Der er sket ændringer under Vækst, Teknik & Fællesskab på grund af nye udvalg og ændret opgavefordeling. Desuden er der sket mindre justeringer under Udvalget for Social Omsorg, Beskæftigelse og Økonomiudvalget- Udvalget for Økonomi & Erhverv. Der er ikke sket nogle ændringer indenfor udvalget for Læring.

    Det er det enkelte Udvalg  og dettes administration der har ansvaret for opdatering af planen indenfor eget område. Der opdateres løbende efter behov (ved ændringer af den politiske struktur, ved diverse lovreformer eller andet, der medfører ændringer heri)  dog altid i begyndelsen af et år i januar måned.

    En tværfaglig administrativ arbejdsgruppe sørger for at sikre helheden og ensartetheden af delegationsplanen. Der vil dog være en vis naturlig forskellighed, da opgaverne i kerneområderne er forskellige, og der f.eks. på Vækst, Teknik og Fællesskabs område er 3 udvalg.

    Hvert 4. år efter Valg, ved ny konstitueringsperiode, skal den samlede tilrettede / opdaterede delegationsplan forelægges og godkendes af den nye kommunalbestyrelse.

    Den samlede opdaterede delegationsplan i såvel tabelform som webtilgængelig udgave er vedhæftet som bilag.

    Bilag 1. Delegationsplan 2026-2029  i tabelform

    Bilag 2. Delegationsplan 2026-2029  - webtilgængelig udgave

    Bilag 3. Dagsordenpunkt fra kommunalbestyrelsesmøde den 24. september 2025

    Kommunikation

    Den opdaterede delegationsplan skal efter politisk godkendelse lægges på Hedensted Kommunes hjemmeside.

    Lovgrundlag

    Der er ikke noget lovkrav om at udfærdige delegationsplaner.

    Indstilling

    At de enkelte udvalg godkender den opdaterede delegationsplan indenfor deres eget område

    At den samlede opdaterede delegationsplan godkendes af kommunalbestyrelsen

    Beslutning

    Erhvervsplan skal flyttes til Udvalget for Økonomi og Erhverv. 

    Indstillingen godkendt under forudsætning af ovenstående!

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-17-26

    Beslutningstema

    Udvalget for Beskæftigelse skal drøfte og godkende Hedensted kommunes sammensætning af pensionsudvalget. 

    Økonomi

    Ingen bemærkninger. 

    Sagsfremstilling

    I henhold til Hedensted kommunes delegationsplan, senest behandlet i Kommunalbestyrelsen den 24. september 2025 , skal Udvalget for Beskæftigelse ved ny valgperiode beslutte, om tilkendelser af førtidspension fortsat skal ske i det administrative udvalg som har været tilfælde i seneste valgperiode.  

    Udvalget har hidtil været sammensat af 3 medarbejdere; direktøren i JobHedensted, direktøren i Social Omsorg samt en sundhedsfaglig medarbejder fra Social Omsorg.

    Pensionsudvalget sekretariat betjenes af Beskæftigelsesforvaltningen. 

    Lovgrundlag

    Lov om social pension. 

    Indstilling

    At den nuværende sammensætning af pensionsudvalget videreføres ind i den næste valgperiode. 

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-5-25

    Beslutningstema

    Stillingtagen til kørselsgodtgørelse til konferencer og møder mv.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger. 

    Sagsfremstilling

    Kommunalbestyrelsen har vedtaget at såfremt der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser). Der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til følgende arrangementer; 

    Beskæftigelsesområdet er strategisk velfærdspolitik med direkte betydning for borgernes liv og kommunens udvikling. På temamøderne gives der en introduktion til den politiske opgave på beskæftigelsesområdet – fra at lægge den overordnede strategi til at udnytte det lokale mulighedsrum.

    Vi sætter fokus på, hvordan du som politiker kan sætte politisk retning for indsatsen og skabe rammer, der gør en forskel for borgere og virksomheder i din kommune. Og vi vil give mulighed for sparring med kollegaer fra andre kommuner om den vigtige rolle, I har taget på jer. Det bliver der plads til at drøfte og reflektere over sammen med andre udvalgsmedlemmer fra forskellige kommuner.

    Temamødet afholdes d. 24. august, mellem kl. 16-19 på Scandic Aarhus Vest, Rytoften 3, 8210 Aarhus eller d. 25. august 2026, mellem kl. 16-19 på Scandic Kolding, Kokholm 2, 6000 Kolding. 

    Lovgrundlag

    Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser.

    Indstilling

    at der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Tilmeldt: Hele udvalget og HC.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-19-26

    Beslutningstema

    Præsentation af Ungeenheden og Ungeløftet. 

    Økonomi

    Ingen bemærkninger 

    Sagsfremstilling

    Ungeenhedens kerne opgaver består af en bred vifte af opgaver: 

    Ungeenheden arbejder således for, at alle unge i Hedensted kommune får: 

    • Mulighed for job, uddannelse og meningsfulde fællesskaber
    • En helhedsorienteret indsats, hvor trivsel, mental sundhed, netværk og livsmestring tænkes ind
    • Ét indgangssted og et tværfagligt samarbejde - "No wrong doors"

    Ungeenheden dækker: 

    • STU
    • Foranstaltninger
    • Unge på Ydelser 
    • Unge med psykiatrisk/social udfordringer og unge med misbrug
    • Unge i overgangen fra skole - job/uddannelse

    Indstilling

    At Udvalget for Beskæftigelse tager orienteringen til efterretning. 

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-21-26

    Beslutningstema

    Orientering om nedlukning af Trabjerggård bo- og beskæftigelsestilbud

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Historik

    Udvalget for Beskæftigelse blev orienteret om sagen i udvalgsmøde i februar 2026. 

    Sagsfremstilling

    Udvalget for Beskæftigelse blev orienteret om nedlukningen af Trabjerggård på mødet i udvalget i februar 2026. 

    Vedlagte notater beskriver udviklingen siden. 

    Indstilling

    At Udvalget for Beskæftigelse tager orienteringen til efterretning. 

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-12-26

    Beslutningstema

    Ledelsesinformation og Udvikling i ledigheden for jobparate målgrupper forelægges udvalget til orientering.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Ledelsesinformation og udvikling i ledigheden for jobparate målgrupper er faste punkter på udvalgets møder.

    Sagsfremstilling

    Den månedlige ledelsesinformation uddeles på mødet.

    Udvikling i ledighed for jobparate målgrupper

    Hedensted følger den nationale og regionale udvikling med stigende ledighed, men fastholder et lavere niveau end både landet og Region Midtjylland. Stigningen i ledighed skyldes primært flere a-dagpengemodtagere, mens antallet af jobparate kontanthjælpsmodtagere er stabilt.

    Væsentlige pointer i analysen:

    • Ledigheden er kun steget med 0,1 procent fra januar til februar 2026
    • Ledigheden er steget fra 2,1 procent i december til 2,6 procent i februar, en lidt mindre stigning end både landet og regionen.
    • Hedensted ligger fortsat godt: 0,6-0,8 procentpoint under nationalt og regionalt niveau.
    • Ledigheden blandt dagpengemodtagere er steget med 0,5 procentpoint siden december 2025, mens kontanthjælpen stort set er uændret.
    • Sammenlignet med februar 2025 og februar 2024 er ledigheden i Hedensted steget med 0,3 procentpoint.
    • Kommunesammenligning (udvalgte kommuner): Hedensted ligger i februar 2026 på 2,6 procent, kun overgået af Skanderborg (2,5 procent) blandt de nærliggende kommuner.

    Det vedhæftede notat gennemgås nærmere på mødet.

    Lovgrundlag

    Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

    Indstilling

    at Udvalget for Beskæftigelse tager orienteringen til efterretning. 

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-4-25

    Sagsfremstilling

    • LBR
    • Opdatering på Beskæftigelsesreformen
    • Sag om varsling

    Beslutning

    Orienteret.

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-6-25

    Beslutning

    Intet at bemærke.

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-7-25

    Beslutningstema

    Udvalgets medlemmer skriver under digitalt her.

    Beslutning

    .