Udvalget for Beskæftigelse - Dagsordener og referater
Se dagsordener og referater fra møderne i Udvalget for Beskæftigelse.
Udvalg: Udvalget for Beskæftigelse 2026-2029
Mødedato: 6. oktober 2026 12:30
Mødested: Mødelokale 5, Hedensted Rådhus
Sagsnr.: 15.00.00-P35-3-25
Beslutning
Fraværende var; Ingen fraværende - mødet sluttede kl. 14.45.
Sagsnr.: 15.00.00-A00-41-26
Beslutningstema
Udvalget orienteres om tilsagn og anvendelse af tilskud fra Sundheds- og Kirkeministeriet til projektet ”Styrkelse af den kommunale alkoholbehandling af dobbeltbelastede 2026-2028”
Økonomi
Sundheds- og Kirkeministeriet har bevilget 245.000 kr. i 2026 som en del af et samlet tilskud på 735.000 kr. for projektperioden 2026-2028.
Tilskuddet for 2027 og 2028 forudsætter bevilling på finansloven i de enkelte finansår.
Tilskuddet er eksklusive moms.
Sagsfremstilling
Kommunen har modtaget tilsagn om tilskud fra Sundheds- og Kirkeministeriet til at styrke alkoholbehandlingen i døgnregi af borgere med samtidig alkoholproblematik og psykisk lidelse.
Tilskuddet må alene anvendes til døgnbehandling af målgruppen. Midlerne kan således ikke anvendes til projektledelse, administration, opkvalificering eller revision. Dette afholdes af den eksisterende ramme på Rusmiddelcentret.
Døgnbehandling tilbydes på baggrund af en konkret faglig vurdering af borgerens behov og skal understøtte en målrettet behandlingsindsats for borgere med komplekse problemstillinger, som ikke vurderes at profitere af hverken traditionel ambulant behandling, og som heller ikke er i målgruppen for den regionale misbrugsbehandling - Team for Integreret Behandling.
Målgruppen er borgere med en alkoholproblematik, og samtidig psykisk lidelse eller mistanke herom. Der er tale om borgere med komplekse og sammensatte problemstillinger, hvor alkoholproblematikken og den psykiske lidelse kan påvirke hinanden og vanskeliggøre traditionel ambulant behandling, hvorfor borgeren i en periode kan have behov for en mere intensiv behandlingsindsats, som evt. efterfølges af ambulant behandling eller anden relevant indsats.
Døgnbehandlingen vil som udgangspunkt være koncentreret om et 12 ugers forløb, som forventes fulgt op med ambulant, individuel behandling i Rusmiddelcentret. Det bevilgede beløb svarer til, at 3 borgere kan tilbydes et fuldt døgnophold på 12 uger samt 1 borger kan tilbydes et ophold på 6 uger over perioden. Det kan evt. tilpasses – alt efter det behov den enkelte borger har.
Eventuelle ubrugte midler kan inden for projektperioden overføres mellem årene og fortsat anvendes til døgnbehandling, hvilket er en fordel, da tilgangen af borgere i målgruppen ikke kan forventes at fordele sig helt jævnt.
Forvaltningen vil desuden sikre den nødvendige status og regnskabsmæssige afrapportering.
Indstilling
at Udvalget for Beskæftigelse tiltræder,
- at kommunen modtaget tilskuddet på i alt 735.000 kr. for perioden 2026-2028 og
- at tilskuddet anvendes til døgnbehandling af borgere med alkoholproblematik og samtidig psykiske lidelse i overensstemmelse med ministeriets tilsagn.
Beslutning
Indstillingen godkendt.
Sagsnr.: 15.00.00-A00-40-26
Beslutningstema
Udvalget for Beskæftigelse skal tage stilling til revideret kompetenceplan for JobHedensted.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Historik
Kompetenceplanen har senest været revideret i februar 2021.
Sagsfremstilling
I forbindelse med lovændringer med ikrafttrædelse 1. juli 2026 i Lov om en aktiv beskæftigelsespolitik og Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v blev kommunens forpligtigelse til, at have et rehabiliteringsteam afskaffet.
Denne lovændring betyder, at sagsgangen for tilkendelse af fleksjob samt sagsgangen for bevilling af førtidspension er ændret.
Den nye kompetenceplan beskriver, hvilken medarbejdergruppe der kan afgøre sager om fleksjob, og ligeledes hvilken medarbejdergruppe som kan indstille en sag til Pensionsudvalget.
Der er ikke ændret på Pensionsudvalgets sammensætning.
Administrationens forslag til kompetenceplanen er vedhæftet som bilag.
Kommunikation
Efter Udvalget for Beskæftigelse har behandlet og godkendt kompetenceplanen, bliver de nye sagsgange bredt ud til medarbejdere, og planen publiceres på JobHedensteds hjemmeside.
Indstilling
at Udvalget for Beskæftigelse godkender kompetenceplanen.
Beslutning
Indstillingen godkendt.
Sagsnr.: 15.00.00-P20-3-12
Beslutningstema
Effekter af kommunale beskæftigelsestilbud afsluttet 1. halvår 2026 forelægges udvalget til orientering.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Personale
Ingen bemærkninger.
Historik
Effekter af kommunale tilbud er hidtil blevet forelagt Udvalget for Beskæftigelse en gang årligt, senest den 1. april 2025.
Sagsfremstilling
På mødet bliver effekter af de væsentligste kommunale beskæftigelsesrettede tilbud forelagt udvalget. Notat fremsendes forud for udvalgets møde,og gennemgås på mødet.
Kommunikation
Ingen bemærkninger.
Lovgrundlag
Lov om organisering og understøttelses af beskæftigelsesindsatsen.
Indstilling
At udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Indstillingen godkendt.
Bilag
Sagsnr.: 00.30.14-S00-2-25
Beslutningstema
Hvert år udarbejder forvaltningen tre budgetopfølgninger til politisk behandling.
Budgetopfølgningen er en økonomisk status og en prognose for årets samlede resultat.
Her sammenholdes det forventede forbrug med det korrigerede budget for at sikre, at økonomien er på rette kurs.
Økonomi
Det forventede regnskab og tillægsbevillingerne som følge af midtvejsreguleringen er beskrevet i afsnittet nedenfor og uddybes i de vedhæftede bilag.
Samlet set tilføres driften 25,8 mio. kr. Midtvejsreguleringen medfører netto en godskrivelse på 25,8 mio. kr. Hovedsageligt grundet pris- og lønfremskrivning, lov- og cirkulærprogram samt ukrainerelaterede udgifter.
Budgetopfølgningen viser et forventet mindreforbrug på samlet 38 mio. kr. Dette skyldes primært et forventet mindreforbrug på Læring samt anlæg.
Historik
Budgetopfølgningen blev behandlet af Kommunalbestyrelsen på sit møde den 30. september.
Sagsfremstilling
Herunder er en gennemgang af de væsentligste opmærksomhedspunkter i budgetopfølgningen samt de ønskede bevillingskorrektioner.
De ønskede bevillingskorrektioner er ikke indregnet i budgetopfølgningen.
Bevillingskorrektioner:
Regeringen og KL har indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2027, hvor der også indgår aftale om midtvejsreguleringen af den kommunale økonomi i 2026. Hedensted Kommune bliver kompenseret med netto 25,8 mio. kr. i midtvejsreguleringen. Heri indgår bl.a. lov- og cirkulærprogram og andre reguleringer (7,4 mio. kr.), ukrainerelaterede udgifter (8,0 mio. kr.), ændrede skøn for overførelsesudgifter (-5,4 mio. kr.) samt ændrede pris- og lønskøn (15,8 mio. kr.).
Samlet set lægges der op til, at der på udgiftssiden bliver givet bevillingskorrektioner på 25,8 mio. kr., herunder 5,2 mio. kr. til Lokalløn OK26, 2,2 mio. kr. til lov- og cirkulærprogram, -0,3 mio. kr. på øvrige samt at de resterende 18,7 mio. kr. bliver bevilliget til en indefrysning til en fælles handleplan på det specialiserede socialområde.
Endeligt er der nogle bevillingskorrektioner mellem udvalgene, som samlet set er udgiftsneutrale, og som er udtryk for omorganisering.
Ukrainerelaterede udgifter håndteres inden for områdernes egne budgetter.
Økonomiudvalget forventer at bruge ca. 11 mio. kr. mere end budgetteret
Vækst, Teknik & Fællesskab har overført merudgifter for 2 mio. kr. vedr. fysisk planlægning fra 2025, da der har været tryk på væksten i Hedensted Kommune. Der har været sager, som kommunen selv er bygherre på, hvor det ikke er private udviklere, der står for redegørelser og udarbejdelse af lokalplan. Dertil gør afgørelser på miljøscreeninger, at flere planer skal miljøvurderes. Dette betyder at der er et forventet merforbrug i 2026 på 3 mio. kr.
Der er overført urealiserede indtægter på 7,5 mio. kr. fra 2025 vedr. ”Kloge kvadratmeter”. Der forventes også i 2026 en fortsat varig driftsudfordring på ca. 2,5 mio. kr. Dette giver forventet mindreindtægter på 10 mio. kr. Grunden til det store overførte beløb er, at indtægten for salg af Valenciavej først kommer i 2027.
Der er overført et merforbrug på 2 mio. kr. vedr. bygningsvedligehold. Dette forventes ikke at blive indhentet i 2026, så man ser ind i et forventet merforbrug på 2 mio. kr., da det overførte merforbrug ikke bliver indhentet.
Der er et forventet merforbrug på 1,5 mio. kr. vedr. Byg og Landskab
Kommunaldirektøren har opsparede midler på 7 mio. kr.
Øvrige områder forventes samlet set at stemme.
Udvalget for Læring forventer at bruge 25 mio. kr. mindre end budgetteret
Det skal bemærkes, at der er et merforbrug på driften på 10 mio. kr. idet overførte midler fra 2025 udgør 35 mio. kr.
Børn og Familier forventer et samlet merforbrug på 16 mio. kr. Heraf udgør overførte midler fra 2025 i alt 3 mio. kr.
Driftsenhederne Bakkevej, Søndergården og Familiecentret/Ankersvej forventer et samlet mindreforbrug på 4 mio. kr.
Myndighedsområdet, som også tæller Integration, har et samlet merforbrug på 20 mio. kr. Heraf udgør merforbruget på anbringelsesområdet alene 22 mio. kr. og på krisecentre et merforbrug på 2 mio. kr. På forebyggelsesområdet og tabt arbejdsfortjeneste er der et samlet mindreforbrug på 4 mio. kr.
Læring i skolen forventer et mindreforbrug på i alt 4 mio. kr. Heraf udgør overførte midler fra 2025 i alt 15 mio. kr. Skolerne og ungdomsskolen under ét, forventer et mindreforbrug på 1 mio. kr.
Der er opmærksomhed på fortsat stigende udgifter på det segregerede område og kørselsudgifter til specialtilbud. Med skoleåret 2026/2027 er udtrapningsplanen på 5 mio. kr. stigende til 10 mio. kr. finansieres inden for rammen, da de faglige forudsætninger for planen ikke er realiserbare.
Læring i Dagtilbud forventer ved regnskabsafslutningen et samlet mindreforbrug på 35 mio. kr. Heraf udgør overførte midler fra 2025 i alt 15 mio. kr.
På det decentrale område forventer daginstitutioner og dagpleje samlet set et merforbrug på 5 mio. kr.
Dagtilbudsområdet er i løbet af året blevet tilført i alt 23 mio. kr. til de decentrale enheder. Heraf er 16 mio. kr. tildelt som led i initiativet ”Løft af dagtilbud”, der har til formål at styrke den pædagogiske indsats. Derudover er daginstitutionerne tilført 7 mio. kr. i forbindelse med implementeringen af Børnepakken.
Børnepakken er fuldt implementeret med virkning fra 1. april 2026. Den samlede bevilling på 14 mio. kr. er, ud over den decentrale udmøntning på 7 mio. kr., anvendt til en reduktion af forældrebetalingsandelen til 21,3 pct. samt til at forhøje tilskuddene til private daginstitutioner, privat pasning samt pasning af egne børn.
Sundhedsplejen og Tandplejen forventer samlet et mindreforbrug på 2 mio. kr. Heraf udgør overførte midler fra 2025 i alt 2 mio. kr.
Udvalget for Beskæftigelse forventer at bruge 1 mio. kr. mindre end budgetteret
Der forventes mindreforbrug til sygedagpenge, A-dagpenge, integration (grundtilskud, Resultattilskud), og arbejdsmarkedsforanstaltninger på ca. 20 mio. kr. Modsat forventes udgifterne til STU, jobafklaring, pensioner, boligstøtte, kontanthjælp, fleksjobvisiterede, sociale formål samt ungeforanstaltninger at overstige budgettet med ca. 22 mio. kr.
Heraf forventes et merforbrug på 3 mio. kr., 1,5 mio. kr. vedr. ungeforanstaltninger og 1,5 mio. kr. vedr. Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU), som overføres til 2027.
Socialpsykiatrien og Rusmiddelcenteret forventer i 2026 et mindreforbrug på 4 mio.kr. med den nuværende forventede aktivitet.
Det opsparede mindreforbrug er overførte engangsmidler fra tidligere år, hvor bl.a. forsorgshjem udgjorde en markant risiko for merforbrug. Socialpsykiatrien og Rusmiddelcenter har derfor overført 8 mio. kr. fra 2024 og 2025 til 2026. Heraf er 6,5 mio. kr. disponeret til projekter som opkvalificering af medarbejdere, afprøvning af nye medicinske behandlingsmetoder, fælles projekt med beskæftigelsen for de svageste ledige samt nedbringelse af lange ophold på forsorgshjem. Trods indsatsen på forsorgshjem er dette fortsat behæftet med usikkerhed, og der kan være 2 nye bevillinger på botilbud på vej. Isoleret set, går driften i 0, hvis engangsmidlerne ikke var overført fra tidligere år.
Øvrige områder forventer samlet set et merforbrug på 1 mio. kr. Herunder bl.a. personlige tillæg samt boligsikring m.m.
Udvalget for Social Omsorg forventer at bruge 21 mio. kr. mere end budgetteret
Uden overførte midler fra 2025 ville der være merudgifter på 41 mio. kr. samlet set, idet overførte midler fra 2025 udgør 20 mio. kr.
Sundhed og ældre forventer at balancere. Forskellen ift. budgetopfølgningen pr. 30. april 2026 skal ses i lyset af en øget tilgang af borgere på ældreområdet. Derudover er der en nedsættelse af borgerens egenbetaling på madservice. Dette forventes kompenseret med midler fra lov- og cirkulæreprogram på 1,5 mio. kr.
Voksenhandicap forventer et merforbrug på 19 mio. kr. Dette skal dog ses i lyset af en positiv overførsel på 10 mio. kr. fra 2025, der er indregnet i det forventede merforbrug. Uden denne overførsel ville underskuddet have været 29 mio. kr.
Der har i perioden 2023-2026 været arbejdet målrettet med indsatserne i handleplanen, og det er lykkedes at reducere antallet af borgere, samt reducere udgiftsniveauet. På trods heraf er det ikke lykkedes at få budget og udgifter i balance. Dette skal ses i sammenhæng med den landsdækkende udfordring med stadigt flere komplekse og udgiftstunge borgere samt meget høje prisstigningen på særligt private botilbud.
På de øvrige områder som vedrører kommunal medfinansiering og ældreboliger forventes der et merforbrug på 2 mio. kr.
Udvalget for Vækst & Fællesskab forventer at bruge 7 mio. kr. mindre end budgetteret
Mindreforbruget skyldes at Landdistriktspuljen forventer et mindreforbrug på 4 mio. kr. Derudover forventes der et mindreforbrug på 0,5 mio. kr. vedr. Kulturskolerne, som skal dække lønninger i anden halvår af skoleåret 2026/2027.
Øvrige områder forventer samlet et mindreforbrug på 2,5 mio. kr.
Udvalget for Teknik forventer at bruge 18 mio. kr. mere end budgetteret
Der forventes et merforbrug på 13 mio. kr. vedr. vinterdrift grundet vintervejret de to første måneder af 2026. Udvalget for Teknik samt Udvalget for Økonomi og Erhverv er informeret om sagen. Der forventes et merforbrug på 1 mio. kr. ved vandløbsvedligehold hvoraf 0,6 mio. kr. er overført fra 2025.
Der forventes mindreindtægt på miljø- og affaldsgebyrer på 0,5 mio. kr.
Der forventes på forsyningsområdet en forværring på 3,3 mio. kr. ift. det budgetterede, hvilket skyldes færre indtægter end budgetteret og ekstra udgifter til en mandskabsvogn.
Udvalget for Klima, Natur & Miljø forventes at overholde budgettet.
Budgettet forventes at balancere for 2026
Anlæg: Forvaltningen forventer at bruge 28 mio. kr. mindre end budgetteret
Mindreforbruget skal ses i lyset af udskydelse af anlæg, som udgør i alt 87 mio. kr.
Der forventes samtidig at ske en forskydning af indgåede salgsindtægter på i alt 59 mio. kr. som overvejende vedrører jordsalg ved Hedensted Syd og Kildeparken.
Likviditet:
Likviditeten udgør ultimo juli måned 244,2 mio. kr., hvilket er et fald på 2,6 mio. kr. end ved udgangen af juni måned. Samlet set er likviditeten faldet med 8 mio. kr. i 2026 og likviditeten forventes fortsat at falde i den nærmeste fremtid.
Indstilling
at budgetopfølgningen indenfor eget udvalgsområde drøftes og tages til efterretning.
Beslutning
Indstillingen godkendt.
Sagsnr.: 27.00.00-P19-1-26
Beslutningstema
Stillingtagen til politisk rammeaftale 2027-2028 om udvikling, koordinering og styring på det specialiserede social- og specialundervisningsområde i Midtjylland.
Økonomi
Styring og økonomi
Ud over det faglige udviklingsområde, sætter rammeaftalen rammerne for styring af økonomi- og kapacitetsudviklingen på de omfattede tilbud.
Med rammeaftalen indgår de 19 kommuner og Region Midtjylland aftale om, at taksterne ikke kan stige i perioden 2027-28.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Udvalget for Social Omsorg, Udvalget for Beskæftigelse og Udvalget for Læring drøftede på deres udvalgsmøder i maj måned på baggrund af en henvendelse fra Kommunernes kontaktråd (KKR) i Midtjylland forslag til udviklingsområde i Rammeaftalen 2027-2028. Udvalget for Beskæftigelse og Udvalget for Social Omsorg gav ikke udtryk for nogle bemærkninger. Udvalget for Læring gav udtryk for at udvalget kunne ønske en øget tilgængelighed til tilbud i egen region. Disse input blev videreformidlet til KKR Midtjylland 12. maj 2026.
Sagsfremstilling
De 19 midtjyske kommuner og Region Midtjylland indgår hvert andet år en rammeaftale om samarbejdet på det specialiserede socialområde. Formålet med rammeaftalen er at sikre fælles principper for styring og udvikling på tværs af kommuner og region.
Rammeaftale 2027-28 er udarbejdet i en tæt dialog mellem de 19 kommuner og Region Midtjylland, som har haft mulighed for at komme med indspil til rammeaftalens udviklingsområder undervejs. Dette har givet et godt afsæt for fælles indsats og rammer på det specialiserede socialområde.
KKR Midtjylland har på møde den 1. september 2026 godkendt udkast til Rammeaftale 2027-28 og anbefaler, at rammeaftalen godkendes i de midtjyske byråd og i regionsrådet.
Fælles fagligt udviklingsområde: Borgere med komplekse udfordringer
Rammeaftalen har fokus på faglig udvikling og indeholder et samlet skøn over behovet for pladser og tilbud.
I de midtjyske kommuner opleves generelt set store udfordringer med at finde tilbud til borgere med komplekse og sammensatte problemstillinger. Det gælder på både børn- og ungeområdet og voksenområdet. Efterspørgslen på pladser handler ikke alene om antallet af pladser, men også i høj grad om, at tilbuddene fagligt set afspejler det, der efterspørges – at tilbuddene har den fornødne fleksibilitet i indretningen af de fysiske rammer og i selve indsatsen. For den store gruppe borgere på socialområdet, som har lette til moderate udfordringer/behov, opleves der dog som udgangspunkt sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel på tilbud.
I de midtjyske kommuner og Region Midtjylland prioriteres det derfor at samle kræfterne og sætte fokus på ét overordnet udviklingsområde i Rammeaftalen 2027-28. Der er tale om en fortsættelse af et udviklingsområde fra den forrige rammeaftale. Det drejer sig om:
- Borgere med komplekse udfordringer
De senere års rammeaftaler har haft fokus på faglig udvikling. Dette vil der fortsat være fokus på, men med forslag til den nye rammeaftale vil der, være et større fokus på økonomi og styring af området, med særligt fokus på tilbud til borgere med komplekse problemstillinger.
Med rammeaftalen foreslås det ligeledes at styrke det forpligtende samarbejde med udgangspunkt i rammeaftalens udviklingsområde og de fælles principper for samarbejdet på det specialiserede socialområde i Midtjylland. Principperne danner rammen for et tættere og mere forpligtende samarbejde mellem de midtjyske kommuner og mellem kommuner og Region Midtjylland.
Styring og økonomi
Ud over det faglige udviklingsområde, sætter rammeaftalen rammerne for styring af økonomi- og kapacitetsudviklingen på de omfattede tilbud.
Med rammeaftalen indgår de 19 kommuner og Region Midtjylland aftale om, at taksterne ikke kan stige i perioden 2027-28.
Kommunikation
Rammeaftalen skal godkendes i de midtjyske byråd og i regionsrådet senest den 1. december 2026. Tilbagemelding om beslutning sendes til det fælleskommunale social- og sundhedssekretariat.
Indstilling
at de midtjyske byråd og regionsrådet godkender udkast til Rammeaftale 2027-28
Beslutning
Indstillingen godkendt.
Sagsnr.: 00.00.00-K07-1-26
Beslutningstema
Orientering om og drøftelse af Borgerrådgivernes beretning for funktionen i 2025.
Økonomi
I 2025 har udgiften til borgerrådgiverne beløbet sig til 458.800 kr. Udgiften til borgerrådgiverne reguleres hvert år med afsæt i blandt andet medlemskommunernes indbyggertal.
Historik
Siden starten af 2023 har Hedensted Kommune haft tilknyttet to borgerrådgivere, som har træffetid to gange ugentligt på rådhuset i Hedensted – og derudover efter aftale.
Borgerrådgiverne stilles til rådighed for Hedensted Kommune, fordi vi er en del fælleskommunal ordning for borgerrådgivere sammen med en række andre jyske kommuner.
Der betales et årligt bidrag til ordningen for at være med. Randers Kommune er tovholder på ordningen
Kommunalbestyrelsen blev orienteret om borgerrådgiverens beretning for 2025 på sit møde den 30. september 2026.
Sagsfremstilling
Som led i borgerrådgivernes opgavevaretagelse udarbejdes der hvert år en såkaldt beretning- en årsrapport over det foregående års aktiviteter.
Borgerrådgiverne har i 2025 registreret i alt 260 henvendelser fra borgere i løbet af året. Det er på samme niveau som i 2024 hvor der var 257 henvendelser.
Henvendelserne kommer fra borgere som har haft berøring med forskellige dele af Hedensted
Kommune, men særligt læringsområdet (117) og beskæftigelsesområdet (91) er der mange henvendelser på.
Billedet var det samme i 2024, hvor der dog var flere henvendelser på læringsområdet (122) og færre på beskæftigelsesområdet (74)
Tallene for de øvrige kerneområder var i 2025: (i parentes angives tallene for 2024)
- Social Omsorg: 29 (37)
- Vækst, Teknik & Fællesskab 12 (14)
- Hedensted Kommune generelt 6 (5)
- Henvendelser som falder uden for borgerrådgivernes område: 4 (4)
- Kommunaldirektørens område 1 (1)
Henvendelserne giver i langt størstedelen af tilfældene (68 pct.) anledning til, at borgerne modtager råd og vejledning uden, at kommunens forvaltning bliver involveret.
Borgerne har i disse samtaler typisk fremført sine synspunkter og/eller stillet spørgsmål til en given sagsbehandling eller afgørelse. Borgerrådgiveren har herefter tilbudt borgeren en uddybende forklaring på sagsforløbet, en generel information om lovgivningen eller en orientering om, hvilken retning borgerens sag kunne formodes at udvikle sig i.
I 19 pct (49 henvendelser) af sagerne har borgerrådgiverne fundet det nødvendigt at involvere forvaltningen i et svar på en henvendelse, mens der i to tilfælde er stillet uddybende spørgsmål til forvaltningens svar til borgeren. 11 gange har borgerrådgiverne deltaget i et møde mellem borgeren og kommunen. Og i 8 tilfælde har borgerrådgiverne hjulpet borgere enten med at klage over en afgørelse eller med at udarbejde et partshøringssvar, mens borgerrådgiverne i et enkelt tilfælde har vi været behjælpelige med en ansøgning.
På baggrund borgerrådgivernes erfaringer kommer de også med en række opfordringer, som kan styrke sagsbehandlingen og dialogen med borgerne, herunder:
- Borgerrådgiveren opfordrer til et fortsat fokus på tydelig kommunikation og forventningsafstemning gennem hele sagsforløbet. Borgerne bør løbende modtage
relevant vejledning om deres rettigheder, muligheder og næste skridt i sagen samt information om forventede tidsfrister og sagens videre forløb. Dette kan styrke borgernes forståelse af processen og reducere usikkerhed og behovet for gentagne henvendelser. - Borgerrådgiveren opfordrer fortsat til, at kommunen har fokus på at besvare borgernes spørgsmål, klager og henvendelser hurtigt og imødekommende. En rettidig og respektfuld kommunikation bidrager til at styrke borgernes tillid til kommunen. Det er Borgerrådgiverens erfaring, at et øget fokus på dette område ofte har en positiv betydning for borgernes generelle oplevelse af og tillid til kommunen.
- Borgerrådgiveren opfordrer til at kommunen fortsat arbejder systematisk med borgerinddragelse gennem dialog og løbende evaluering af indsatserne i samarbejde med borgeren. Dette vil styrke både retssikkerheden, kvaliteten i sagsbehandlingen og sandsynligheden for positive resultater.
- Det anbefales, at forvaltningen fortsat har fokus på at udforme afgørelser i et klart og borgervenligt sprog.
Derudover nævnes der i borgerrådgivernes beretningen to øvrige fokuspunkter:
- Det ene er, at det særligt vigtigt med tydelig kommunikation, inddragelse og gennemsigtighed i kommunens arbejde, så borgerne kan følge med i og forstå kommunens håndtering og arbejde med den konkrete sag.
- Det andet er, at AI ændrer på forudsætningerne på borgerrådgivernes arbejde – det skyldes, at flere borgere anvender AI til fx at skrive henvendelser eller klager. Det kan gøre det mere vanskeligt at vurdere sager, som måske ved første øjekast virker korrekte, mens som kan hvile på misforståelser.
Samtidig påpeger borgerrådgiverne, at anvendelsen af AI i forvaltningen kun bør ske med afsæt i klare og operationelle retningslinjer, der sikrer, at AI alene anvendes som et understøttende redskab og ikke erstatter den faglige vurdering eller det forvaltningsretlige ansvar.
Det er samtidig væsentligt, at retningslinjerne ikke blot udarbejdes, men også implementeres i praksis. Det kræver oplæring af medarbejdere i både muligheder og begrænsninger ved AI samt løbende ledelsesmæssig opfølgning på anvendelsen.
For yderligere information om ordningen og eksempler på konkrete cases, som borgerrådgiverne har arbejdet med henvises til borgerrådgivernes beretning (bilag 1).
Indstilling
at udvalget drøfter borgerrådgiverens beretning og tager den til efterretning.
Beslutning
Indstillingen godkendt.
Sagsnr.: 15.00.00-A00-42-26
Beslutningstema
Drøftelse af ny beregningsmodel i forhold til fordrevne fra Ukraine.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Historik
Siden Rusland indledte en invasion af Ukraine, har Danmark modtaget mere end 70.000 ukrainske flygtninge. Mere end 50.000 er fortsat bosiddende i landets kommuner.
Sagsfremstilling
KL fremsendte d. 2. september 2026 et borgmesterbrev til landets kommuner, hvor man informerede om, at regeringen fremover vil fordele ukrainske flygtninge til kommunerne efter en ny fordelingsnøgle.
Fremadrettet vil kommuner med mere end 100.000 indbyggere få fordelt ukrainere som i dag efter folketal, mens der i kommuner med færre indbyggere fordeles efter folketal under hensyntagen til antallet af indvandrere med ikkevestlig baggrund, der allerede bor i kommunen.
I samme brev oplyses det, at der er et behov for koordination mellem kommuner, som har plads til og ønsker flere ukrainske flygtninge, og kommuner der har store kapacitetsproblemer.
I KL's orienteringsbrev af 18. september 2026 følger det at processen, hvor den enkelte kommune frivilligt kan tage flere fordrevne ukrainere end de allerede tildelte, kører fra d. 18. september med en frist for indmelding til Udlændingestyrelsen den 16. oktober 2026. Kommunens indmelding skal fremsættes skriftligt og være underskrevet på vegne af kommunalbestyrelsen.
Efter den 16. oktober vil Udlændingestyrelsen beregne de endelige kvoter på baggrund af kommunernes evt. indmeldinger.
Vedhæftet dette punkt er:
- Borgmesterbrev af 2. september 2026
- KL's orienteringsbrev af 18. september 2026
- Orienteringsbrev af Udlændingestyrelsen af 18. september 2026 og
- bilag 1: oversigt over fordelingen af fordrevne ukrainere efter den nye model.
Lovgrundlag
Bekendtgørelse nr. 339 af 24. februar 2026 om forholdsmæssige kommunetal for 2026 til fordeling af personer omfattet af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.
Indstilling
at Udvalget for Beskæftigelse drøfter og tager stilling til hvor mange fordrevne flygtninge fra Ukraine, Hedensted kommune fremover ønsker at tage imod.
Beslutning
Udvalget drøftede muligheden for at tilbyde frivilligt at tage flere flygtninge.
Det besluttes, at Hedensted Kommune følger ny model for fordeling af flygtninge fra Ukraine jævnfør brev af 18. september 2026 fra Udlændigestyrelsen.
Sagsnr.: 15.00.00-A00-39-26
Beslutningstema
Drøftelse af mulige og relevante temadrøftelser i Udvalget for Beskæftigelse i 2026/27.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Historik
Udvalget for Beskæftigelse har tidligere i år haft en temadrøftelse omkring AnsvarligHedensted i udvalgets møde i marts 2026.
Sagsfremstilling
Udvalget for Beskæftigelse skal drøfte og beslutte hvilke emner, som kunne være relevante for fremtidige temadrøftelser i udvalget.
Emner som kunne være relevante er:
- Førtidspensionsområdet. Førtidspensionsområdet har været omdiskuteret over længere tid - både landspolitisk og i den siddende regering. Man har drøftet såvel tilkendelseskriterierne som omfanget af tilkendelser hos de enkelte kommuner. Senest er der iværksat en revurdering af 5000 allerede tilkendte førtidspensionsager knyttet til særlige boligområder og befolkningsgrupper.
- Kvalificeret arbejdskraft. Man mangler arbejdskraft, og hvordan sikrer vi at den arbejdskraft, vi har bliver ved at være i stand til at løfte de opgaver, som er nødvendige. Der tales om livslang læring, muligheder for at hjælpe virksomheder og borgerne til at skabe fremtidens arbejdskraft.
- Andre ønsker til relevante temadrøfteler.
Indstilling
at Udvalget for Beskæftigelse drøfter og tager stilling til, hvilke temadrøftelser man ønsker i perioden 2026/27 ud fra de nuværende prioriteringer.
Beslutning
Følgende temadrøftelser ønskes:
- Førtidspensionsområdet
- Kvalificeret arbejdskraft.
- Arbejdsevne og handicap.
- Fleksjob - bevilling - hvor lang er vejen for den enkelte borger.
Sagsnr.: 15.00.00-A00-12-26
Beslutningstema
Ledelsesinformation og Udvikling i ledighed for jobparate målgrupper forelægges Udvalget for Beskæftigelse til orientering.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Historik
Ledelsesinformation og Udvikling i ledighed for jobparate målgrupper er faste punkter på møder i Udvalget for Beskæftigelse.
Sagsfremstilling
Ledelsesinformation
Administrationen i Hedensted Kommune udarbejder hver måned en oversigt over antal borgere fordelt på de forskellige forsørgelsesgrupper. Ledelsesinformationen følger op på de måltal, der hvert år besluttes af Udvalget for Beskæftigelse ud fra budgetlægningen. På den måde har udvalget mulighed for at følge op på, hvordan Hedensted Kommune ligger i forhold til måltallene. Måltallene er etableret for bedre at kunne følge borgerens bevægelse mod selvforsørgelse.
Ledelsesinformationen for september 2026 eftersendes.
Udvikling i ledigheden for jobparate målgrupper
I vedlagte notat med titlen: Udvikling i ledighed, jobparate målgrupper til UFB oktober 2026 præsenteres den seneste udvikling i ledigheden for a-dagpengemodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere.
Ledigheden blandt de jobparate målgrupper i Hedensted er uændret den seneste måned og udgør 1,9 procent i august 2026. Hedensted har fortsat en markant lavere ledighed end både hele landet og Region Midtjylland og har den laveste ledighed blandt de sammenlignede østjyske kommuner.
Ledigheden i Hedensted ligger på samme niveau som i juli 2026 og 0,1 procentpoint under niveauet for august 2025. Hele landet har en ledighed på 3,1 procent, mens ledigheden i Region Midtjylland udgør 2,9 procent.
Lovgrundlag
Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.
Indstilling
at Udvalget for Beskæftigelse tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Indstillingen godkendt.
Sagsnr.: 15.00.00-P35-4-25
Beslutningstema
Orientering om aktuelle begivenheder.
Sagsfremstilling
- LBR den 20. oktober 2026 - Udvalgets næstformand er forhindret i at deltage i arrangementet.
- Udvalgets næstformand orienterer om den nationale flagdag den 5. september 2026 i Juelsminde.
- Udvalgets formand orienterer om AnsvarligHedensted afholdt på Vejle Fjord.
Indstilling
at Udvalget for Beskæftigelse tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Udvalgets formand orienterede om Fællesmøde - Læring, Social Omsorg og Beskæftigelse den 30. november 2026.
Brud på CPR - forholdsregler truffet i administrationen.
Sagsnr.: 15.00.00-P35-6-25
Beslutning
Ingenting.
Sagsnr.: 15.00.00-P35-7-25
Beslutningstema
Udvalgets medlemmer skriver under digitalt her.
Beslutning
.
Kim Rosenkilde
Udviklingskonsulent
Telefon 79 75 55 74
Mobil: 23 42 65 41
E-mail: kim.rosenkilde@hedensted.dk
Om Udvalget for Beskæftigelse
Læs om Udvalget for Beskæftigelse og se, hvem der er medlem af udvalget.