Gå til hovedindhold

Udvalget for Beskæftigelse - Dagsordener og referater

Se dagsordener og referater fra møderne i Udvalget for Beskæftigelse.

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Beskæftigelse 2026-2029
    Mødedato: 3. februar 2026 12:30
    Mødested: Danmarksvej

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-3-25

    Beslutningstema

    Fraværende var:

    Beslutning

    Fraværende var: Ingen fraværende.

    Mødet sluttede kl. 17.00.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-23-24

    Beslutningstema

    Orientering til Udvalget for Beskæftigelse om national aftale om 37 timers arbejdspligt. 

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Sagsfremstilling

    Vi er i Beskæftigelse ved at implementere en ny lovgivning om arbejdspligt, hvor flygtninge og familiesammenførte borgere på offentlig forsørgelse skal aktiveres i op til 37 timer om ugen. 

    Borgerne, som bliver omfattet af arbejdspligten, kommer fra lande som Afghanistan, Eritrea, Iran, Irak, Syrien m.fl.

    Aftalen er trådt i kraft den 1. januar 2025, og den indebærer, at borgere i målgruppen skal arbejde op til 37 timer om ugen som bidrag til den forsørgelsesydelse, de modtager. I de 37 timer indgår også transport, deltagelse i danskundervisning, forberedelse mv.

    For Hedensted Kommune er der d.d. cirka 90 borgere, der er omfattede af arbejdspligten.

    I Beskæftigelse gør vi alt, hvad vi kan for, at flere ledige borgere med anden etnisk baggrund end dansk kommer i job. Vi har derfor igangsat tiltag for at hjælpe borgere i målgruppen i arbejde eller til at deltage i jobrettede aktiviteter fx nytteindsats, virksomhedspraktik mv.

    Arbejdspligten stiller krav til os som kommune og som offentlig arbejdsgiver, da vi skal etablere kommunale arbejdspladser (nytteindsatser og virksomhedspraktikker) til de borgere, der er omfattet af arbejdspligten.

    Borgere i nytteindsats og virksomhedspraktik "aflønnes" via deres forsørgelsesydelse, hvilket betyder, at der ikke er koblet lønudgifter til borgeren.

    Der er tre aktiveringsmuligheder:

    Nytteindsats og særligt tilrettelagt nytteindsats

    Nytteindsats vil som udgangspunkt udgøre en betydelig aktivitet i arbejdspligten.

    Nytteindsats skal etableres som opgaver, der ellers ikke ville blive udført, og arbejdet må ikke være konkurrenceforvridende. Det betyder, at nytteindsats for eksempel ikke kan bestå af pleje- og omsorgsopgaver, der løses af ordinært ansatte.

    Nytteindsatsopgaver kan for eksempel være:

    • ekstra rengøring af depotrum og skyllerum
    • ekstra hjælp til sundhedspersonale
    • sortering af uniformer før vask,
    • beskæring af træer og buske langs veje og cykelstier
    • opsamling af affald i naturområder
    • tømme kælderrum på skoler
    • ekstra renhold og reparation af offentlige arealer mv.

    Nytteindsatsen kan desuden kombineres med øvrige aktiviteter fx sprogundervisning, anden opkvalificering, vejledning mv.

    Nytteindsatsen vil for de flestes vedkommende skulle være på cirka 20 timer om ugen, da borgerne også deltager i danskundervisning og bruger tid på transport mv.

    Nytteindsatsen kan enten etableres ved, at

    • en borger, der er omfattet af arbejdspligten bliver tilknyttet en konkret kommunal arbejdsplads,
    • en gruppe af borgere varetager sammen med en formand fra Beskæftigelse opgaver løbende på/for forskellige kommunale arbejdspladser.
    Virksomhedspraktik

    Hvor nytteindsats kan vare op til 13 uger, er en virksomhedspraktik for de fleste ledige borgere på fire uger. En virksomhedspraktik kan opkvalificere borgeres kompetencer, og de må derfor gerne udføre arbejdsopgaver, som løses af ordinært ansatte. Efter endt virksomhedspraktik ses det gerne, at borgeren tilbydes ordinære timer.

    Ordinære timer, evt. job med løntilskud

    Foruden nytteindsats og virksomhedspraktik kan borgere også ansættes i ordinære timer.

    Herudover så kan der i nogle tilfælde etableres job med løntilskud. Borgere kan være i job med løntilskud i op til fire måneder, og ved ansættelsen skal der være tale om merbeskæftigelse, da borgeren ikke må erstatte ordinært ansatte medarbejdere. Hvis en borger ansættes i et job med løntilskud, vil denne være omkostningsneutral for dig som kommunal arbejdsgiver, dvs. der vil ikke være lønudgifter for arbejdsgiveren.

    For-forløb

    Der vil forud for borgernes deltagelse i nytteindsatser have været etableret holdforløb på Danmarksvej, hvor der arbejdes med fremmøde og arbejdspladskultur m.m. Dette gør, at borgerne er bedre klædt på til arbejdsmarkedet, når de starter hos i nytteindsats eller virksomhedspraktik.

    Hvad karakteriserer målgruppen af borgere?

    De borgerne, som bliver omfattet af arbejdspligten, har en baggrund som flygtninge eller indvandrere. De har ofte været på offentlig forsørgelse i en årrække, hvor de har modtaget beskæftigelsesrettede indsatser uden markant effekt. En stor andel af borgerne er udfordrede på danskkundskaber, og mange vil også have udfordringer udover ledighed. På grund af fysiske og/eller psykiske helbredsmæssige udfordringer er forventningen, at mange vil have behov for nedsat arbejdstid.

    Målinger

    STAR har lavet en række målinger om arbejdspligten, der nu i januar 2026 skal være fuldt implementeret.

    Oplysningerne er fordelt på, om personen er omfattet af introduktionsprogrammet under integrationsloven eller ej.

    Der er vedhæftet et bilag, der viser tallene for Hedensted Kommune sidestillet med tal på landsplan for august 2025.

    Tabel 1

    Viser at Hedensted kommune netto har 69 personer, som er omfattet af arbejdspligten sammenlignet med, at der på landsplan er 7665 personer.

    Af denne grupper er der 63 personer i Hedensted, som er aktiveret, hvilket udgør 91,3 procent. Landsgennemsnittet er 76,3 procent aktivering. 

    Tabel 2

    Viser hvilken aktivitet de 63 aktiverede personer er i gang med. 28 personer er i Øvrig vejlednings- og opkvalificeringsforløb, 23 personer er i særlig tilrettelagt nytteindsats, 16 personer er i virksomhedspraktik, 12 er i ordinær uddannelse, 10 arbejder i ordinære jobs og 3 personer er i nytteindsats. 

    Tallene for januar 2026 forventes at foreligge ultimo marts 2026.

    Indstilling

    at Udvalget for Beskæftigelse tager orienteringen til efterretning. 

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-5-26

    Beslutningstema

    Orientering til Udvalget for Beskæftigelse om Ungeguiden.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Sagsfremstilling

    Inklusion af unge i beskæftigelse eller uddannelse

    Ungeenheden har i regi af Region Midtjylland og sammen med syv andre kommuner deltaget i et projekt ”UNG I UDDANNELSE OG JOB, UNGEGUIDER”, der var finansieret af EU’s socialfond og Rockwoolfonden.

    Projektets målgruppe har været de mange unge, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse eller falder fra i overgangene.

    I alt 1.500 unge i Midtjylland er gennem projektet tilbudt en forebyggende indsats. Projektets samlede budget var på 52 mio. kr.

    Projektet har haft en varighed på 2 år og 7 måneder med start den 1. april 2023 og afslutning 1. november 2025. De lidt skæve start- og sluttidspunkter skyldes, at projektet har været planlagt under hensyntagen til skoleårets gang.

     
    Udfordringen, som projektet har skulle løse

    Forskning og erfaring viser, at især overgangene i uddannelsessystemet er kritiske, og at dette i særlig grad gør sig gældende for sårbare unge.

    Udfordringen i overgangen er, at der ikke er et formaliseret netværk eller indsats, der griber de unge i den overgangsperiode, hvor den unge slippes fra en uddannelsesinstitution og overgår til den modtagende uddannelsesinstitution, eller hvor den unge slippes fra en uddannelsesinstitution og er i overgang til beskæftigelse.

    Projektets indsats har bestået i en forebyggende håndholdt, primært individuelt tilpasset hjælp til den sårbare unge fra grundskole/10. klasse og FGU i overgangen til ungdomsuddannelse eller beskæftigelse.

    Der har været fire vigtige grunde til at iværksætte dette projekt:

     
    Overgange i uddannelsessystemet udgør en særlig kritisk risiko for sårbare unge:

    Forskning viser, at særligt sårbare unge er i øget risiko for frafald ved overgangene i uddannelsessystemet. For de sårbare unge er problemet, at hver gang de kommer i en ny sammenhæng, så skifter de relation. Der mangler et bindeled og en voksen tillidsperson, som den unge har en relation til. Projektet har skulle bidrage med støttestrukturer, der øger sandsynligheden for, at den unge starter på en ungdomsuddannelse eller i beskæftigelse.

    Massivt krav om uddannelse skaber grobund for eksklusion:

    Siden 1994 er lovgivningen tiltagende skærpet med henblik på, at unge under 30 år på offentlig forsørgelse uden kompetencegivende uddannelse skal gennemføre en uddannelse. Hovedparten af unge har en stærk tilskyndelse til at gennemføre en uddannelse.

    De unge er meget bevidste om, at uddannelse er vigtig, og de har et stærkt ønske om at "være normale" og at ”være ligesom alle de andre". Blandt de 20 %, der ikke har en uddannelse som 25-årig, har 8 ud af 10 forsøgt at gennemføre en uddannelse flere gange uden at lykkes. I stedet for gentagne gange at starte på en uddannelse er det vurderingen, at beskæftigelse kan give fornyet selvtillid og selvværd og inkludere den unge og give den unge nye muligheder for at udfolde sit potentiale. På den lange bane kan praksisnært arbejde måske medvirke til at give den unge motivationen for på sigt at gennemføre en uddannelse.

     
    Andelen af unge, der mistrives, er i vækst:

    En vigtig markør for hvordan unge har det, er hvordan de vurderer deres egen helbredstilstand. Fra 2017 til 2021 har der været en markant stigning i andelen af unge med dårligt selvvurderet helbred. Nye tal viser, at 44 procent af de 16 til 24-årige i Region Midtjylland er stressede. Det er en overraskende stigning fra 2017, hvor 32 procent af de unge følte sig stressede. Projektet har som delmål haft at bidrage til, at den unge oplever en større tiltro til egen mestring og at bidrage til, at den unge udvikler en større robusthed, der gør, at den unge har mod på at give sig i kast med ungdomslivet, uddannelse og job.

     
    Antallet af aktivitetsparate unge er konstant i regionen og på landsplan:

    Andelen af unge, som er vurderet aktivitetsparate (aktivitetsparate er unge, der er længst væk fra arbejdsmarkedet) er konstant over tid – uanset konjunkturerne. Projektet har skullet adressere denne udfordring ved at yde en forebyggende fremrykket og tidligere indsats – så færre unge på langt sigt ender på offentlig forsørgelse og færre unge bliver aktivitetsparate.

    Projektet har adresseret de ovennævnte udfordringer

    • Mindske andelen af unge, der pga. af sårbarhed ikke påbegynder eller frafalder deres ungdomsuddannelse.
    • Bidrage til, at understøtte unge i beskæftigelse, herunder understøtte at den unge kan finde en læreplads.
     
    Projektets målgruppe

    Målgruppen for projektet har været sårbare unge fra grundskole/10 klasse eller FGU i overgangen til ungdomsuddannelse eller beskæftigelse. Hvis en ungarbejder afskediges, eller en ung stopper på en ungdomsuddannelse/læreplads i opstartsfasen og har gavn af at deltage i projektet har der været mulighed for dette. Aldersmæssigt har målgruppen været fra 15 år og op til 25. Hovedparten af målgruppen kom fra grundskole/10. klasse.

    Målgruppen har altså været 2.000 sårbare unge i regionen, som ikke i forvejen er diagnosticeret med en psykisk sygdom. Hvis en ung diagnosticeret med psykisk sygdom har kunne have gavn af at deltage i projektet, så har der været mulighed for dette, men projektet var som udgangspunkt målrettet den gruppe af sårbare unge, der ikke i forvejen modtager støtte, og som har et udækket behov. Projektet skulle ved en tidlig intervention bidrage til at dæmme op for, at sårbarheden udvikler sig til egentlige alvorlige psykiske lidelser. Der er forskningsmæssigt belæg for at belastning/sårbarhed over tid kan akkumulere til alvorlig psykisk lidelse.

    Indsatsen

    Der har været ansat mere end 30 fuldtidsansatte ungeguider fordelt ud på de 18 kommuner, der deltager i projektet.

    I Hedensted Kommune har der været tale om cirka to heltidsstillinger fordelt på fire medarbejdere, og indsatsen har ligget ud over den almindelige indsats i Ungeenheden.

    Måltal

    Det forventede antal af unge i projektet var oprindelig estimeret til 1.500 unge. Tallet blev dog efterfølgende justeret, fordi Ikast-Brande Kommune udtrådte af projektet, og Randers Kommune ønskede færre unge. Det nye måltal blev derfor reduceret til 1.393 unge.

    I alt har 1.480 unge fået en indsats i projektet. Så sammenlagt er der præsteret mere end forventet.

    Hedensted Kommunes måltal i projektet har været 126, og vi har ved projektets afslutning haft 128 unge igennem, svarende til 102 %.

    Resultater

    86,3 % af de unge er kommet videre i arbejde og uddannelse.

    Herudover så er der af Carelink foretaget en kvalitativ analyse af projektet. Analysen er vedlagt dette notat som bilag.

    Forankring af projektet

    Indsatsen er efter afslutningen af projektet forankret i Ungeenhedens almindelige drift og i samarbejdet med uddannelsesinstitutionerne, og metoden går godt i spænd med hele opsporingsarbejdet i Ungeløftet.

    Indstilling

    at Udvalget for Beskæftigelse tager orientering til efterretning. 

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-6-23

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-9-26

    Beslutningstema

    Præsentation af Arbejdskraft. 

    Økonomi

    Ingen bemærkninger. 

    Sagsfremstilling

    Organisering af Arbejdskraft består af følgende: 

    Chef for Arbejdskraft: Marianne Gro Bank

    Faglig koordinator: Gitte Bisgaard ( referer direkte til Marianne)

    Under Chef for Arbejdskraft ligger 4 hovedområder: 

    1. Teamleder for Aktivitetscenter Henrik Laursen. Henrik Laursen har ansvar for det borgerrettede Aktivitetscenter, Aktivitetscenter service og Arbejdspligt.
    2. Teamleder for Virksomhedsservice Anne Glibstrup. Anne Glibstrup har ansvar for virksomhedskonsulenterne og vejlederne.
    3. Teamleder for Arbejdskraft og Rekruttering Bolette Fridmann. Bolette Fridmann har ansvar for dagpengeafdelingen, kontanthjælpsafdelingen og fleksjobafdelingen. 
    4. Teamleder for Arbejdsfastholdelse Mette Graabach. Mette Graabach har ansvaret for sygedagpenge - både myndighedsafdelingen og ydelsesafdelingen, jobafklaring og ressourceforløb med tilhørende virksomhedskonsulenter samt ArbejdslivHedensted. 

    Organisationen uddybes yderligere ved oplæg under udvalgsmødet. 

    Indstilling

    at Udvalget for Beskæftigelse tager orienteringen til efterretning. 

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-24-24

    Beslutningstema

    Afrapportering for AnsvarligHedensted samarbejdet 2025 forelægges til orientering.

    Økonomi

    Ingen bemærkning.

    Personale

    Ingen bemærkning.

    Historik

    Rammer for diplomprocessen blev godkendt i Udvalget for Beskæftigelse den 3. september 2024, punkt 94.

    Sagsfremstilling

    Om AnsvarligHedensted

    AnsvarligHedensted blev etableret i foråret 2024 som Hedensted Kommunes virksomhedsnetværk for social ansvarlighed og fremtidens arbejdskraft. Netværket bygger videre på tidligere netværk med fokus på social ansvarlighed. Med etableringen af AnsvarligHedensted blev perspektivet udvidet, så netværket i dag omhandler social ansvarlighed, rekruttering, opkvalificering, fastholdelse, job og uddannelse til unge samt bæredygtighed mm. Udvidelsen har skabt en bredere og mere helhedsorienteret ramme for netværket og for virksomhedernes engagement. Virksomhederne kan bidrage og engagere sig indenfor de områder, der er mest relevante for deres forretning, interesser og behov. 

    Ved udgangen af 2025 deltager 175 virksomheder i netværket. Netværket afholder fire årlige netværksmøder med aktuelle temaer, og der gennemføres derudover en række virksomhedsrettede aktiviteter såsom:

    • Job- og uddannelsesmesser
    • Inspirationsoplæg for ledige
    • Virksomhedsbesøg
    • Netværks- og vidensdelingsinitiativer.

    I tilknytning til AnsvarligHedensted er der nedsat en inspirationsgruppe af private og offentlige virksomheder. Gruppen fungerer som praksisnært sparringsrum, hvor virksomhedernes perspektiver omsættes til konkrete aktiviteter, der udvikler netværket.

    Diplomer

    Der uddeles årligt diplomer til virksomheder, der lever op til mindst to ud af seks kriterier for social ansvarlighed. 

    De seks kriterier er:

    1. Ambassadør for socialt ansvar
    2. Job til borgere på kanten af arbejdsmarkedet
    3. Opkvalificering og kompetenceløft
    4. Flere unge i erhvervsuddannelser
    5. Fastholdelse og forebyggelse af sygemeldinger
    6. Job til flygtninge og indvandrere.

    Diplomerne gælder for to år af gangen. 

    • I 2024 blev der uddelt 103 diplomer
    • I 2025 blev der uddelt 53 diplomer.

    Fokus for 2026

    I 2026 afvikles fire netværksmøder og temaerne forventes at blive:

    • Samarbejdet mellem virksomheder og Beskæftigelse om det nye JobHedensted
    • Forebyggelse og fastholdelse, herunder nye regler for sygedagpenge
    • Den attraktive arbejdsplads - generationer og ledelse.

    Derudover planlægges job- og uddannelsesmesser, inspirationsoplæg fra arbejdsgivere til ledige, virksomhedsbus, håndværkerevent for unge mv.

    Den samlede afrapportering for 2025 er vedlagt. Status for samarbejdet uddybes på mødet.

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger. 

    Lovgrundlag

    Lov om ansvaret for og udviklingen af den aktive beskæftigelsesindsats.

    Indstilling

    at afrapporteringen godkendes.

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 00.00.00-A21-2-24

    Beslutningstema

    Dialog og forventningsafstemning om det gode samarbejde og kommunikation på og imellem udvalgsmøder

    Historik

    Forløbet for den gode modtagelse af en ny Kommunalbestyrelse i 2025 og 2026 (introduktionsforløb) og visionsforløb blev behandlet og godkendt på Økonomiudvalgsmøde den 10. november 2025 samt på Kommunalbestyrelsesmøde den 26. november 2025.

    På første udvalgsmøde i januar 2026 blev der i samtlige udvalg gennemgået et fælles materiale vedr. den gode modtagelse. Punkt 2 i det materiale var det gode samarbejde og kommunikation i udvalget.

    Sagsfremstilling

    I Hedensted Kommune vægtes den gode modtagelse af både Kommunalbestyrelse og udvalg højt, derfor er der planlagt introduktionsforløb både for den samlede Kommunalbestyrelse og i de enkelte udvalg jf. beslutning på Økonomiudvalgsmøde og Kommunalbestyrelsesmøde i november 2025.

    I forlængelse af udvalgsmøderne i januar, er der på dette møde fokus på en drøftelse af det gode samarbejde og kommunikation på og imellem udvalgsmøder. Til det formål er der udarbejdet et fælles materiale, som kan understøtte udvalgets drøftelse af punktet. Se bilag 1 ”dialog om det gode samarbejde og kommunikation. Udvalg februar 2026”.

    Hvis udvalget ønsker det, er der på baggrund af udvalgets drøftelse mulighed for at udarbejde en samarbejdsaftale for udvalget. Dette kan ske ved en justering af indholdet i bilaget på linje med udvalgets drøftelser.

    Indstilling

    At det gode samarbejde og kommunikation på og imellem udvalgsmøder drøftes

    At der eventuelt udarbejdes en samarbejdsaftale

    Beslutning

    Det gode samarbejde gennemgået. Udvalget var enige om, at der ikke udarbejdes en samarbejdsaftale. Kan tages op efter behov.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-15-21

    Beslutningstema

    Drøftelse af Rammeaftale mellem FH Horsens/Hedensted og Jobcenter Horsens og Hedensted.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Personale

    Ingen bemærkninger

    Historik

    Der har historisk været et godt samarbejde mellem LO - nu FH og Horsens og Hedensted kommuner. Den første aftale ligger helt tilbage til 2002.

    Sagsfremstilling

    Beskæftigelsesområdet er kendetegnet ved at der er et tæt samarbejde mellem kommune, arbejdsgivere og arbejdstagere. Beskæftigelsesområdet er styret af aftaler mellem parterne, og lovgivningen er oftest udarbejdet i et samarbejde mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.

    I regi af FH Horsens/Hedensted er der en tradition for, at vi er et tæt samarbejde mellem fagbevægelsen og Horsens og Hedensted kommuner. 

    Rammeaftalen sikrer at der er et tæt og strategisk samarbejde om at skabe og udvikle et fleksibelt og velfungerende arbejdsmarked. 

    Formålet er også at bidrage til kommunalbestyrelsens og LBR Hedensteds udvikling af ideer og principper om, at lokalområdet løfter i flok.

    Aftalen er frivillig og beror på et positivt og tillidsfuldt samarbejde mellem parterne.

    Der indgås aftaler om udvikling af arbejdskraften, så virksomhederne får den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft og at lokalområdets borgere tilbydes den nødvendige opkvalificering.

    Aftalen gendrøftes, og det er på et møde mellem formand og næstformand for FH og repræsentanter og Horsens og Hedensted kommune, at aftalen revideres pr. 01.01.2027, hvor ændringerne i beskæftigelseslovgivningen implementeres fuldt ud.

    Rammeaftalen drøftes på mødet den 03.02.2026 

    Indstilling

    Det indstilles at rammeaftalen drøftes og at rammeaftalen først tilrettes beskæftigelsesreformen, når reformen er fuldt indfaset pr. 01.01.2027

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-8-26

    Beslutningstema

    Præsentation af Jobbutik og Administration.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Sagsfremstilling

    Afdelingsleder Gitte Pedersen præsenterer afdelingen Jobbutik og Administration. 

    Gitte Pedersen er ansvarlig for i alt 3 underområder: 

    • Jobbutikken som tager sig af indkommende opkald fra borgere og virksomheder. De borgere som kommer i huset fysisk og har en aftale melder ankomst via FrontDesk, alle andre går til skranken.
    • Administrationen som varetager udbetalinger af diverse ydelser til borgere og virksomheder, herunder fleksjobrefusion, løntilskud, mentor, voksenlærlinge og fleksløntilskud samt befordring.
    • Rengøring på Rådhuset.

    Indstilling

    at Udvalget for Beskæftigelse tager orienteringen til efterretning. 

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 00.00.00-P35-2-26

    Beslutningstema

    Den politiske udvalgsstruktur i Hedensted Kommune er blevet justeret fra 2026, og bevillingerne i budget 2026 er blevet tilpasset den nye struktur. Udvalgene får med denne sag et overblik over fordelingen af budget 2026 på de enkelte udvalg til orientering.

    Sagsfremstilling

    Som følge af konstitueringsaftalen blev den politiske udvalgsstruktur i Hedensted Kommune justeret fra 2026. Bevillingerne i budget 2026 blev tilsvarende besluttet tilpasset til den nye struktur, jævnfør  ”Bevillingsmæssige konsekvenser afledt af konstitueringsaftalen” på Kommunalbestyrelsens møde den 17. december 2025.

    Udvalgene får med denne sag et overblik over fordelingen af budget 2026 på de enkelte udvalg i bilag 1.

    Indstilling

    at udvalget tager orienteringen om overblik over budget 2026 på de enkelte udvalg til efterretning

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-5-25

    Beslutningstema

    • Orientering om Partnerskabsdag om Ungeløftet. 
    • Orientering om Undervisning i "Samarbejdet mellem udvalgsformand og direktør"
    • AnsvarligHedensted

    Økonomi

    Ingen bemærkninger 

    Sagsfremstilling

    • Der afholdes Partnerskabsdag om Ungeløftet med henblik på, at bringe viden om unges vej i job og uddannelse. Dagen er målrettet lokalpolitikere, virksomheder, kommuner og organisationer mm. Mødet afholdes i Kolding d. 27. april 2026 på Scandic Kolding.  
    • Der afholdes undervisning om Samarbejdet mellem formand og direktør d. 12 -13. maj 2026 i Middelfart, Kursuscenter Severin. 
    • Der afholdes møde i AnsvarligHedensted d. 11. marts 2026. Indkaldelse er udsendt og yderligere information følger. 

    Indstilling

    at Udvalget for Beskæftigelse tager stilling til, hvem i udvalget der ønsker at deltage i hver af de tre arrangementer. 

    Beslutning

    Den 27. april 2026 deltager: Hanne Grangård, Simon Benfeldt, Herluf Møller og Diana Beurze.

    Den 12. og 13. maj 2026 deltager: Hanne og Simon - er tilmeldte.

    Den 11. marts 2026 deltager Diana, Hanne, Herluf og 

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-10-23

    Beslutningstema

    Orientering om den seneste udvikling i ledigheden for jobparate målgrupper.

    Økonomi

    Ingen  bemærkninger.

    Personale

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Udvikling i ledighed er vedlagt ledelsesinformation ved hvert møde i Udvalget for Beskæftigelse.

    Sagsfremstilling

    Vedhæftede notat viser udviklingen i ledigheden for de jobparate målgrupper i beskæftigelsesindsatsen i perioden december 2023 til december 2025.

    Figur 1 viser udviklingen i ledige fuldtidspersoner i procent af arbejdsstyrken 16-66 år for jobparate ydelsesgrupper i alt for Hedensted, Hele landet og Region Midtjylland

    Pr. december 2025 har Hedensted en ledighed på 2,0 procent. Til sammenligning er ledigheden 2,7 procent i Hele landet og 2,5 procent i Region Midtjylland.

    Hedensteds ledighed var 1,9 procent i december 2024 og 2,1 procent i december 2023.  

    Den laveste ledighed ses i august  2024, hvor Hedensted lå på 1,6 procent. Forskellen til både Hele landet og Region Midtjylland var her 1,2 procentpoint, men dette gab er indsnævret gennem de seneste måneder.

    Siden april 2025 er forskellen til Hele landet ligget omkring 0,7 procentpoint, og forskellen til Region Midtjylland omkring 0,5 procentpoint.

    Figur 2: Udviklingen i ledige fuldtidspersoner i procent af arbejdsstyrken 16-66 år, a-dagpenge, for Hedensted, Region Midtjylland og Hele landet.

    December 2025 er ledigheden for a-dagpengemodtagere 1,7 procent i Hedensted, 2 procent i Region Midtjylland og 2.2 procent i Hele landet. Niveauet ligger på omtrent samme niveau som i december 2024 og december 2023.

    Den laveste ledighed i den 2 årige periode forekommer i juni - juli 2024, hvor ledigheden i Hedensted var 1,4 og 1,3 procent. Den højeste var januar 2025 og januar 2024, hvor ledigheden i Hedensted var 2 procent, mod 2,7 procent i både Hele landet og Region Midtjylland.

     Figur 3 viser udviklingen i antal ledige og fuldtidsledige a-dagpengemodtagere de seneste to år for Hedensted kommune.

    Pr. december 2025 har Hedensted 576 ledige a-dagpengemodtagere, svarende til 415 fuldtidsledige.

    Til sammenligning var der i december 2023 i alt 566 ledige og 106 fuldtidsledige.

    Figur 4 viser udviklingen i ledige og fuldtidsledige jobparate kontanthjælpsmodtagere de seneste to år for Hedensted kommune.

    I december 2025 er der 107 ledige jobparate kontanthjælpsmodtagere, svarende til 93 fuldtidsledige jobparate kontanthjælpsmodtagere. Til sammenligning var der i december 2024 i alt 88 ledige og 74 fuldtidsledige i ydelsesgruppen.

    Figur 5 Fuldtidsledige i procent af arbejdsstyrken, sammenligning mellem kommuner

    Figuren viser udviklingen i fuldtidsledige over de seneste to år i Hedensted sammenlignet med Hele landet, Region Midtjylland, Favrskov, Horsens og Skanderborg.

    Over perioden er det Hedensted og Skanderborg, der skiftes til at have den laveste ledighed. Derefter følger Favrskov, Horsens, Region Midtjylland og Hele landet.

    Bilaget gennemgås på mødet.

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Lovgrundlag

    Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-4-25

    Beslutningstema

    Orientering om aktuelle personsager og andet.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Sagsfremstilling

    Formanden orienterer om aktuelle personsager samt lukning af lokalt bo- og aktiveringstilbud. 

    Indstilling

    at Udvalget for Beskæftigelse tager orienteringen til efterretning. 

    Beslutning

    Orienteret om lukning af Trabjerggård.

    Orientering om personsag.

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-6-25

    Beslutning

    Intet.

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-7-25

    Beslutningstema

    Udvalgets medlemmer skriver under digitalt her.

    Beslutning

    .