Gå til hovedindhold

Seniorrådet - Dagsordener og referater

Se dagsordener og referater fra møderne i Seniorrådet

Indhold

    Udvalg: Seniorrådet 2026-2029
    Mødedato: 8. juni 2026 08:30
    Mødested: Mødelokale 2, Hedensted Rådhus

    Sagsnr.: 27.69.40-P35-1-26

    Beslutningstema

    Mødets fraværende noteres her.

    Beslutning

    Følgende medlemmer af Seniorrådet var fraværende:

    • Inger Baungaard
    • Inga Larsen
    • Anker Nielsen.

    Sagsnr.: 27.69.40-P35-1-26

    Beslutningstema

    Godkendelse af dagsordenen for den 8. juni 2026.

    Beslutning

    Dagsordenen godkendt uden bemærkninger.

    Fraværende: Inger Baungaard, Inga Larsen og Anker Nielsen.

    Sagsnr.: 27.69.40-P35-1-26

    Beslutningstema

    Godkendelse af referatet fra den 11. maj 2026.

    Beslutning

    Referatet godkendt uden bemærkninger.

    Fraværende: Inger Baungaard, Inga Larsen og Anker Nielsen.

    Sagsnr.: 27.69.40-P35-1-26

    Beslutningstema

    Orientering om nyt fra Social Omsorg.

    Sagsfremstilling

    Ann Hermansen, direktør for Social Omsorg og Christina Bjerking, chef for Sundhed & Ældre, orienterer om sidste nyt fra Social Omsorg.

    Derudover ønsker Seniorrådet en orientering om følgende:

    • Status på arbejdet med sundhedsreformen
    • Status på de to nye friplejehjem.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Punktet udsat.

    Fraværende: Inger Baungaard, Inga Larsen og Anker Nielsen.

    Sagsnr.: 27.69.40-P35-1-26

    Beslutningstema

    Orientering ved formand, næstformand og medlemmer af Seniorrådet.

    Sagsfremstilling

    Formand, næstformand og medlemmer af Seniorrådet orienterer om følgende:

    • Seniorrådets vedtægter, som var på Udvalget for Social Omsorgs dagsorden den 1. juni 2026
    • Orientering fra medlemmerne af Seniorrådet i forhold til deres kontakt til plejehjemmene.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Seniorrådets vedtægter, som var på Udvalget for Social Omsorgs dagsorden den 1. juni 2026
    Vedtægter var på dagsordenen hos Udvalget for Social Omsorg den 1. juni 2026 og kommer på Kommunalbestyrelsens møde den 24. juni 2026.

    Orientering fra medlemmerne af Seniorrådet i forhold til deres kontakt til plejehjemmene
    Nederbylund Plejehjem skal have ny leder pr. 1. juli 2026.

    Indvielse af de to friplejehjem
    Der har været indvielser af de to friplejehjem i henholdsvis Løsning og Aale. Sten Sandager, Inger Baungaard og Bent Petersen var med til indvielsen af Løsning Friplejehjem, hvor der den 1. juli 2026 flytter 9 beboere ind.

    Bent Petersen deltog i indvielsen af Aale-Hjortsvang Friplejehjem, hvor der flytter 12 beboere ind den 1. juli 2026.

    Orienteringen taget til efterretning.

    Fraværende: Inger Baungaard, Inga Larsen og Anker Nielsen.

    Sagsnr.: 27.69.40-P35-1-26

    Beslutningstema

    Drøftelse af arrangement for seniorer vedrørende fremtidsfuldmagter.

    Historik

    9. marts 2026

    På mødet den 9. marts 2026 drøftede Seniorrådet kort muligheden for at afholde et arrangement med fokus på emner som fremtidsfuldmagt, behandlingstestamente og værgemål.

    20. april 2026

    Inger Baungaard orienterede om et møde i Hedensted Centret den 19. marts vedrørende fremtidsfuldmagter

    Der opleves ofte udfordringer, når fremtidsfuldmagter skal træde i kraft.

    Seniorrådet drøftede muligheden for at afholde et arrangement om fremtidsfuldmagter og værgemål. Ældre Sagen råder over en jurist, der kan holde oplæg om fremtidsfuldmagter, behandlingstestamenter og værgemål.

    Der arbejdes videre med et aften arrangement med fokus på generel orientering og vigtigheden af at få etableret fremtidsfuldmagter i tide. Seniorrådet ønsker selv at stå for arrangementet, og Steen Sandager, Anker Nielsen og Inger Baungaard indgår i arbejdsgruppen.

    Seniorrådet undersøger mulighed for et velegnet og centralt sted til arrangementet. Derudover undersøger de mulighed for at samarbejde med et advokatfirma.

    Punktet sættes på dagsordenen til næste møde.

    Drøftelsen taget til efterretning.

    11. maj 2026

    Arbejdsgruppen gav en status på arbejdet med planlægningen af et arrangement for seniorer med fokus på fremtidsfuldmagter.

    Der blev foreslået torsdag den 20. august som afholdelsesdato. Seniorrådet er i dialog med Ørum Daugård Multihal som mulig lokation, hvor der er mulighed for et mindre traktement. Drikkevarer vil være for egen regning for deltagerne.

    Den forventede tidsramme for arrangementet er 2½ time med start kl. 18.00.

    Det blev oplyst, at en annonce i Hedensted Avis koster ca. 5.000 kr. Kommunen kan være behjælpelig med den praktiske håndtering af tilmelding via Place2Book samt med annoncering via kommunens Facebook‑side og Kultunaut.

    Det blev aftalt, at eventuelle kommende arrangementer sættes på dagsordenen til næste møde.

    Drøftelsen blev taget til efterretning.

    Sagsfremstilling

    På dagens møde giver arbejdsgruppe status på arrangementet vedrørende fremtidsfuldmagter samt det videre arbejde med arrangementet.

    Indstilling

    at drøftelsen tages til efterretning.

    Beslutning

    Der er plads til 120 deltagere, og sidste frist for tilmelding er den 14. august 2026.

    Der udarbejdes 100 flyers i A4-format. Annoncering gennemføres enten den 23. juni 2026 eller den 30. juni 2026 samt igen i begyndelsen af august 2026.

    Fordelingen af opsætning og distribution af plakater er aftalt således:

    • Kurt Vind sørger for opsætning af flyers i Juelsminde. 
    • Knud Aage Jensen sørger for distribution i Tørring.
    • Inga Sørensen distribuerer flyers i Rårup.
    • Ib Bræmer sørger for distribution i Hedensted.

    Et eventuelt arrangement i efteråret 2026 sættes på dagsordenen til Seniorrådets møde den 17. august 2026.

    Spørgsmålet om opdatering af Seniorrådets informationsfolder sættes ligeledes på dagsordenen til mødet den 17. august 2026.

    Drøftelsen taget til efterretning.

    Fraværende: Inger Baungaard, Inga Larsen og Anker Nielsen.

    Sagsnr.: 27.69.40-P35-1-26

    Beslutningstema

    Seniorrådets ønsker til budget 2027

    Sagsfremstilling

    Seniorrådet skal fastsætte en dato for møde i forhold til høringssvar til budget 2027.

    Indstilling

    at drøftelsen tages til efterretning og der fastsættes en dato til udarbejdelse af høringssvar til budget 2027.

    Beslutning

    Steen Sandager orienterede om, hvordan Seniorrådet tidligere har behandlet kommunens budget og udarbejdet høringssvar.

    Det blev oplyst, at høringsperioden for budget 2027 løber fra den 17. august 2026 og 10dage frem.

    Seniorrådet drøftede processen for udarbejdelse af høringssvar til budget 2027.

    I forbindelse med drøftelsen blev der også peget på emner, som Seniorrådet ønsker at arbejde videre med i forbindelse med budget 2028. Der blev blandt andet nævnt behovet for en større pulje til renovering og vedligeholdelse af fortove og cykelstier.

    Derudover blev der peget på behovet for et tilbud om midlertidig aflastning for borgere, som i en periode har vanskeligt ved at være alene i eget hjem. Som eksempel blev nævnt borgere, der efter en ægtefælles død pludselig står alene og kan have behov for støtte og trygge rammer i en overgangsperiode.

    Disse emner indgår i Seniorrådets videre arbejde frem mod budget 2028.

    Fraværende: Inger Baungaard, Inga Larsen og Anker Nielsen.

    Sagsnr.: 27.69.40-P35-1-26

    Beslutningstema

    Rundvisning på Løsning Friplejehjem.

    Sagsfremstilling

    Steen Sandager giver en status samt orienterer om muligheden for en rundvisning på Løsning Friplejehjem.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Steen Sandager orienterede om, at han har været i kontakt med plejehjemsleder Lea Schmidt Nielsen vedrørende et besøg fra Seniorrådet.

    Seniorrådet er velkomment til at besøge plejehjemmet. Det vil passe bedst at gennemføre besøget efter sommerferien, når både den daglige drift er kommet godt på plads, og beboerne er faldet til i deres nye omgivelser.

    Der fastsættes en dato for besøget på Seniorrådets møde den 17. august 2026.

    Fraværende: Inger Baungaard, Inga Larsen og Anker Nielsen.

    Sagsnr.: 27.69.40-P35-1-26

    Beslutningstema

    Drøftelse af emner til dialogmødet med Udvalget for Social Omsorg.

    Sagsfremstilling

    Mandag den 31. august 2026 afholdes der dialogmøde med Udvalget for Social Omsorg kl. 14.45-15.45 i kantinen på Hedensted Rådhus, Niels Espes Vej 8, 8722 Hedensted.

    På dagens møde skal Seniorrådet drøfte og forberede de emner, de ønsker at tage op med Udvalget for Social Omsorg den 31. august 2026.

    Indstilling

    at drøftelsen tages til efterretning og det besluttes, hvilke emner Seniorrådet ønsker at drøfte med Udvalget for Social Omsorg.

    Beslutning

    Det blev oplyst, at dialogmødet med Udvalget for Social Omsorg flyttes til den 10. august 2026. Mødet afholdes fortsat i kantinen på Hedensted Rådhus fra kl. 14.45 til 15.45.

    Seniorrådet ønsker at drøfte følgende emner med udvalget:

    • Muligheden for midlertidige pladser til ældre borgere, der befinder sig i en akut livskrise, f.eks. efter en ægtefælles død.
    • Status på regionale og kommunale rehabiliteringspladser.
    • Tilgængelighed og muligheder for bevægelse i byrummene.
    • Kommunikation med seniorer, herunder mulighederne for digitale informationstavler eller digitale pyloner ved indkørslerne til byerne efter model fra Horsens Kommune.

    Drøftelsen taget til efterretning.

    Fraværende: Inger Baungaard, Inga Larsen og Anker Nielsen.

    Sagsnr.: 27.69.40-P35-1-26

    Beslutningstema

    Orientering fra de øvrige politiske udvalg.

    Sagsfremstilling

    Seniorrådsmedlemmerne orienterer fra det politiske udvalg, som de er ansvarlige for:

    • Økonomiudvalget – Anker Nielsen
    • Udvalget for Beskæftigelse – Kurt Vind
    • Udvalget for Vækst & Fællesskab – Bent Petersen og Inga Sørensen
    • Udvalget for Social Omsorg – Steen Sandager
    • Udvalget for Klima - Inger Baungaard
    • Handicaprådet - Inga Larsen.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Økonomiudvalget – Anker Nielsen
    Anker Nielsen havde fremsendt en orientering om, at området ved den tidligere rideskole i Hedensted planlægges udstykket til boliger. Det forventes blandt andet at medføre øget trafik i området samt et større pres på de lokale skoler.

    Derudover arbejdes der med planer om etablering af et nyt boligområde i Juelsminde.

    Udvalget for Beskæftigelse – Kurt Vind
    Kurt Vind orienterede om udvalgets fokusområder og bemærkede, at seniorer ikke er omtalt som et fokusområde. Han har derfor været i dialog med et medlem fra Udvalget for Beskæftigelse om problemstillingen.

    Seniorrådet drøftede muligheden for at rette henvendelse til Udvalget for Beskæftigelse, og der var enighed om, at det ville være hensigtsmæssigt at gøre opmærksom på seniorernes perspektiv og interesser.

    Kurt Vind udarbejder et udkast til et brev, som rundsendes til Seniorrådets medlemmer med henblik på bemærkninger. Det aftaltes, at brevet fremsendes på vegne af Seniorrådet, så Udvalget for Beskæftigelse kan behandle henvendelsen inden deres møde den 11. august 2026.

    Udvalget for Vækst & Fællesskab – Bent Petersen og Inga Sørensen
    Der blev orienteret om udvalgets ønske om at styrke borgerinddragelsen gennem øget kontakt til mindre foreninger og understøttelse af deres arbejde.

    Udvalget for Social Omsorg – Steen Sandager
    Ingen bemærkninger.

    Udvalget for Klima – Inger Baungaard
    Ingen orientering, da Inger Baungaard var fraværende.

    Handicaprådet – Inga Larsen
    Ingen orientering, da Inga Larsen var fraværende.

    Orienteringen taget til efterretning.

    Fraværende: Inger Baungaard, Inga Larsen og Anker Nielsen.

    Sagsnr.: 27.69.40-P35-1-26

    Beslutningstema

    Orientering om sidste nyt fra Danske Ældreråd og Regionsældrerådet.

    Sagsfremstilling

    Formanden og næstformanden orienterer om sidste nyt fra Danske Ældreråd og Regionsældrerådet.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    I forbindelse med den kommende sundhedsreform blev der orienteret om, at der flere steder i landet ikke etableres rehabiliteringsenheder i kommunerne. Det betyder, at nogle borgere kan få lang afstand til rehabiliteringstilbuddene. På den baggrund er der sendt bekymringshenvendelser til de relevante regioner.

    Det blev desuden oplyst, at alle deltagere har modtaget, slides fra mødet, bortset fra Steen Sandager, som er registreret med en forkert e-mailadresse. Dette rettes i forbindelse med næste arrangement hos Danske Ældreråd.

    Orienteringen taget til efterretning.

    Fraværende: Inger Baungaard, Inga Larsen og Anker Nielsen.

    Sagsnr.: 27.69.40-P35-1-26

    Beslutningstema

    Næste møde afholdes mandag den 17. august 2026 i mødelokale 2 på Hedensted Rådhus, Niels Espes Vej 8, 8722 Hedensted.

    Beslutning

    På mødet den 17. august sættes følgende punkter på dagsordenen:

    • Rundvisning på Løsning Friplejehjem
    • Drøftelse af Seniorrådets folder
    • Drøftelse af muligt kommende seniorrådsarrangement i efteråret 2026
    • Status på arrangementet vedrørende fremtidsfuldmagter.

    Fraværende: Inger Baungaard, Inga Larsen og Anker Nielsen.

    Sagsnr.: 27.69.40-P35-1-26

    Beslutning

    Ingen bemærkninger.

    Fraværende: Inger Baungaard, Inga Larsen og Anker Nielsen.

    Sagsnr.: 27.69.40-P35-1-26

    Beslutningstema

    Gensidig drøftelse af samarbejde og inddragelse i aktuelle og kommende projekter på det tekniske område med Viggo Kjær Poulsen, udvalgsformand for Teknik.

    Sagsfremstilling

    Seniorrådet har inviteret Viggo Kjær Poulsen, udvalgsformanden for Teknik, til dialogmøde mandag den 8. juni 2026 med henblik på en gensidig drøftelse af samarbejde og inddragelse i aktuelle og kommende projekter.

    Følgende temaer ønskes drøftet:

    • Udvalgsformandens forventninger til Seniorrådets rolle og samarbejde
    • Muligheder for Seniorrådets inddragelse i havneprojektet og midtbyprojektet
    • Seniorrådets muligheder for deltagelse og inddragelse i fremtidige projekter
    • Udvalgets bemærkninger til Seniorrådets input vedrørende bosætningsstrategien.

    Indstilling

    at drøftelsen og orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Der er afbud fra Viggo Kjær Poulsen udvalgsformand for Teknik.

    Der aftales et nyt tidspunkt, hvor udvalgsformanden kan deltage på et seniorrådsmøde.

    Fraværende: Inger Baungaard, Inga Larsen og Anker Nielsen.