Referater - Arkiv 2022-2025
Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.
Udvalg: Udvalget for Vækst & Klima 2022-2025
Mødedato: 31. marts 2025 14:30
Mødested: Mødelokale 5 og 6, Administrationshuset Tørring
Sagsnr.: 00.22.04-A00-13-24
Beslutningstema
Mødets deltagere og fraværende noteres her.
Beslutning
Lars Poulsen, Hans Vacker, Gitte Andersen, Jacob Ejs og Mads-Peder Søby deltog på mødet.
Jacob Ejs var fraværende under punkt 44, 45, 46 og 48.
Sagsnr.: 01.24.04-A00-1-25
Beslutningstema
Udvalget for Vækst og Klima orienteres om status på Juelsminde Digelag samt projektet omhandlende højvandssikring af Juelminde.
Udvalget for Vækst & Klima skal tage stilling til, om der principielt, skal ydes tilskud til et højvandssikringsprojekt omhandlende Ejerforeningen Bugtens matrikel og tilhørende bygninger.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Sagsfremstilling
Bidragsmodel
Der arbejdes med færdiggørelse af forslag til bidragsmodel, der skal bruges til at fastlægge, hvordan omkostningerne skal fordeles mellem parterne, der har nytte af sikringen. Når forslaget er færdiggjort, vil det blive fremsendt til vedtagelse i Kommunalbestyrelsen.
Ejerforeningen Bugten
Ejerforeningen Bugten har et ønske om at lave deres eget højvandssikringsprojekt, da den forventede kote på et dige på ca. 2,5 meter ikke er i overensstemmelse med det, som medlemmer af foreningen ønsker. Planen er derfor, at ejerforeningen skal udtræde af Juelsminde digelag. Dette forventes at blive fremlagt på digelagets generelforsamling i maj måned. Herefter skal der ske endelig vedtagelse i Kommunalbestyrelsen. Der arbejdes med en samlet procesplan for udtrædelse.
Hvis ejerforeningen har et ønske om en fællesløsning, men der eksempelvis ikke kan opnås enighed herom, kan grundejerne anmode Hedensted Kommune om at igangsætte et kommunalt fællesprojekt jævnfør kystbeskyttelsesloven kapitel 1a.
Hedensted Kommune bidrager til projektet Højvandssikring af Juelsminde med midler til gennemførelse af projektet.
Ejerforeningens placering og afgrænsning er vist på bilag 1
Generelforsamling
Juelsminde Digelag afholder generelforsamling den 25. maj 2025. Generelforsamlingen bliver annonceret i de lokale aviser.
Projektering
Der arbejdes med fastsættelse af den endelige linjeføring af højvandssikringen. Når den endelige linjeføring er fastlagt, gennemføres der "åben skurvogn", hvor alle interesserede kan stille spørgsmål og se projektet i sin helhed.
Sideløbende med projekteringen pågår der dialog med grundejere, som bliver direkte berørt af anlægget. Dialogen pågår både når de første skitser på en given strækning er klar og ligeledes, når den endelige løsning for en gives strækning er fastlagt.
Miljøvurdering
Afgrænsningsnotat for højvandssikringen er udarbejdet og har været i intern stjernehøring. Afgrænsningsnotatet forventes sendt i offentlig høring på kommunens hjemmeside ultimo marts 2025.
John Kristensen deltager under punktet.
Lovgrundlag
Kystbeskyttelsesloven
Indstilling
at udvalget tager orienteringen til efterretning og at udvalget beslutter:
Om Udvalget for Vækst og Klima, ved gennemførsel af et kommunalt fællesprojekt, er indstillet på et tilskud til et højvandsikringsprojekt til Ejerforeningen Bugten, forholdsmæssigt svarende til, tilskuddet der ydes til Højvandssikring af Juelsminde.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima tog orienteringen til efterretning og besluttede, at der ikke ydes kommunalt tilskud til et højvandsikringsprojekt til Ejerforeningen Bugten.
Bilag
Sagsnr.: 01.11.00-P20-2-19
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Klima orienteres om status for fundraising til udviklingsprojekter inden for Vækst, Teknik & Fællesskab og perspektiver for det videre arbejde.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Historik
Udvalget for Vækst & Klima blev sidst orienteret om status på fundraising på udvalgsmødet den 8. april 2024.
Sagsfremstilling
Siden sidste orientering af Udvalget for Vækst & Klima er der brugt en del ressourcer på at arbejde med projektet Bæredygtig Udvikling af Levebyen og Turismebyen Juelsminde. Der er desuden arbejdet med fundraising og opnået bevillinger til blandt andet følgende projekter:
- Uderum til Læringsrum: bevilling på 4,1 mio. kr. til kompetenceløft af lærere, bedre læringsrum til naturfagsundervisning både ude og inde samt udstyr til naturfagsundervisning.
- Hedensted Skole: forskellige bevillinger til nye udearealer, som samtidig kan være et attraktivt uderum for lokale i Hedensted
- Bjerre Arrest: midler til nye vinduer i Bjerre Arrest
- Cykelsti ml. Glud og Sejet: 9,6 mio. kr. fra cykelpuljen i Transportministeriet
- Cykelsti ml. Tørring og Sandvad: 28,9 mio. kr. fra cykelpuljen i Transportministeriet (statsligt projekt)
Der er desuden arbejdet med projektudvikling og -ansøgning til projektet Sammen om en levende og bæredygtig Hedensted Midtby, hvor der er søgt om 5,2 mio. kr. ud af et budget på ca. 13. mio. kr. til fysisk omstilling, styrket bysamarbejde og virksomheds- og komptenceudvikling af erhverv i bymidten. Det forventes, at der kommer svar på ansøgningen medio april 2025.
Herudover er der blevet afholdt puljecafé med ca. 60 frivillige ildsjæle, hvor fundraising og de kommunale puljer var temaet. Der er også arbejdet på at styrke koblingen mellem ansøgere til kommunale puljer og fundraising, så ansøgere til kommunale puljer også får information om, hvor man kan søge yderligere midler ved private fonde. Som en del af Hedensted Kommunes nye hjemmeside er information om kommunale puljer og råd og vejledning om fundraising samlet for at få større sammenhæng. Siden om fundraising indeholder skabeloner, råd/vejledning og en liste med relevante puljer for foreningsliv og lokalråd.
For at styrke den fælles retning og prioritering i fundraisingindsatsen fremadrettet er der lavet et udkast til en fundraisingstrategi med følgende indsatsområder:
- Centerbyerne som vækstmotor
- Stærke lokalsamfund
- Tværfaglighed i byudviklingen
- Strategiske partnerskaber
I strategien lægges der op til at følgende prioriteres fremadrettet:
- Kulturhus i Hedensted.
- Østerbrogade som restaurant- og kulturgade.
- Gennemførelse af projektet Sammen om en levende og bæredygtig Hedensted Midtby (såfremt der opnås tilsagn).
- Gennemførelse af projektet Bæredygtig Udvikling af Levebyen og Turismebyen Juelsminde.
- Understøttelse af yderligere fundraising til Juelsminde Digelag.
- Understøtte fundraising til Byens Hus i Løsning herunder udearealer.
- Understøtte fundraising til besøgscenter ved Bjerre Arrest.
- Fortsat understøttelse af fundraising for foreningsliv og lokalsamfund
- Opbygning af strategiske partnerskaber med fonde og andre samarbejdspartnere.
- Understøttelse af udviklingsprojekter med byudviklingsperspektiv i andre dele af forvaltningen.
- Fundraising til kulturelle tiltag, som kan styrke byudviklingen i centerbyerne.
På mødet i Udvalget for Vækst & Klima præsenteres tiltagene nærmere, som optakt til dialog.
Rune Christoffer Olesen deltager under behandling af punktet.
Indstilling
at Udvalget for Vækst & Klima tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima tog orienteringen til efterretning.
Bilag
Sagsnr.: 01.11.00-P20-2-19
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Klima orienteres om status på Bjerre Arrest og skal beslutte om der skal bevilges 50.000 kr til nye forsatsvinduer i Bjerre Arrest.
Økonomi
Der er ultimo 2024 et restbudget på 115.000 kr fra den tidligere innovationspulje. I forbindelse med Kommunalbestyrelsens behandling af overførsel af ikke-brugte midler fra 2024-2025, vil restbeløbet søges overført til initiativer i 2025. Godkendes overførslen af de ikke-brugte midler, så vil de 50.000 kr til Bjerre Arrest kunne finansieres herfra.
I sagsfremstillingen forudsættes det, at de 500.000 kr kan medtages i forbindelse med næste budgetlægning for Budget 2027.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Sagsfremstilling
Gennem et samarbejde med Foreningen til Bevarelse af Bjerre Arrest er der de seneste år rejst midler til nyt tag, omfattende facaderenovering og udskiftning af en stor del af vinduerne i Bjerre Arrest, således at arresten nu fremstår flot udefra i bybilledet i Bjerre. Sideløbende hermed er der igangsat forskellige aktiviteter i arresten, som teater, kunstudstillinger og rundvisninger med formidling om arrestens historie. Visionen er fortsat at omdanne arresten til vandrehjem og besøgscenter med formidling om historien og fortællingerne fra Bjerre Arrest.
Der arbejdet pt. med tre delprojekter:
1) Forprojekt
Inden der kan fundraises til den indvendige renovering er det dog nødvendigt at få et stærkere grundlag i forhold til en bæredygtig drifts- og organisationsmodel. Både i forhold til at overbevise fonde om at støtte projektet og samtidig for at give foreningen en sikkerhed for, at driften kan løbe rundt efter en omfattende omdannelse. Det fælles landdistriktsråd har bevilget 150.000 kr til dette arbejde, men desværre gav Erhvervsstyrelsen afslag på ansøgningen til puljen til forsøgsprojekter i landdistrikterne om det resterende beløb til en forundersøgelse/business case. Derfor skal der findes yderligere 150.000 kr for at nå i mål med finansieringen af en forundersøgelse, hvilket der arbejdes på.
2) Vinduesprojekt
Sideløbende er der søgt om støtte til renovering af næste etape af vinduesrenoveringen, hvor der skal laves 21 nye forsatsvinder. På samme måde som Bjerre Arrest ønskes bevaret så originalt som muligt i det udvendige, søges huset ligeledes bevaret i det indvendige med et autentisk udtryk, så gæster og brugere får oplevelsen af at være i en tidligere arrest. Derfor prioriteres løsninger der er skånsomme mod de indvendige overflader, men med stor gevinst for komfort og indeklima. Da de nye vinduer er udført med enkeltlagsglas, er det en forudsætning for at opnå en passende komfort i det kommende vandrehjem, boligen og forsamlingssalen, at der etableres forsatsvinduer. Desuden sikres et originalt facadeudtryk uden bredde vinduer med energiglas og brede sprosser, hvilket ikke vil passe til husets klassicistiske stil. Set i forhold til indeklima og komfort er de store gevinster ved forsatsvinduer, at luftlaget mellem facadevinduerne og forsatsvinduerne både forhindrer varmetab indefra til omgivelserne, forhindrer kuldenedfald udefra og lydisolerer værelserne mod udefrakommende støj. Forsatsvinduerne vil således reducere energiforbruget til opvarmning af bygningen og dermed holde de fremtidige driftsomkostninger nede. Delprojektet har et budget på 468.234 kr og NRGi Værdipulje har bevilget 375.000 kr Slots- og Kulturstyrelsen har også bevilget midler, således at der nu mangler 50.000 kr for at være i mål.
3) Besøgs- og formidlingscenter
For at skabe mere liv og aktivitet på kortere sigt har foreningen til bevarelse af Bjerre Arrest en idé om, at omdanne den gamle hestestald til besøgs- og formidlingscenter med handicaptoilet, køkken, formidlings- og forsamlingsrum og garderobe. Dette projekt har et budget på 1,7 mio. kr og vil kunne understøtte de nuværende aktiviteter i Bjerre Arrest og samtidig åbne op for nye aktiviteter i en større del af året. For at gøre det realistisk at komme i mål med finansieringen af de 1,7 mio. kr, er det vurderingen, at der skal en kommunal medfinansiering på 500.000 kr, hvorefter der kan fundraises til den resterende del. Ud af de 1,7 mio. kr kan foreningen bidrage med frivillig arbejdskraft for ca. 100.000 kr og ca. 150.000 kr er afsat til inventar.
Rune Christoffer Olesen deltager under behandling af punktet.
Indstilling
at Udvalget for Vækst & Klima:
- tager orienteringen til efterretning.
- beslutter at allokere 50.000 kr fra den nedlagte innovationspulje, såfremt overførslen godkendes.
- giver tilsagn om, at udvalget ønsker at prioritere 500.000 kr til et besøgs- og formidlingscenter ved Bjerre Arrest i Budget 2027.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima:
- tog orienteringen til efterretning.
- besluttede at allokere 50.000 kr fra den nedlagte innovationspulje, såfremt overførslen godkendes.
- gav tilsagn om, at udvalget ønsker at prioritere 500.000 kr til et besøgs- og formidlingscenter ved Bjerre Arrest i Budget 2027.
Sagsnr.: 01.30.00-A26-1-23
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal godkende revisionen af administrationsgrundlaget for Grøn Pulje
Kommunalbestyrelsen skal godkende tilføjelse af idekataloget som inspirations materiale for Grøn Pulje
Økonomi
Ingen bemærkninger
Historik
Den 27. september 2023 godkendte Kommunalbestyrelsen administrationsgrundlaget for Grøn Pulje.
Lov om fremme af vedvarende energi samt bekendtgørelse om grøn pulje er revideret i 2024, med ikrafttræden den 1. juli 2024.
Den 2. september 2024 blev Udvalget for Vækst & Klima orienteret om lovændringerne til Grøn Pulje og besluttede, at forvaltningen skulle udarbejde et forslag til ændringer i administrationsgrundlaget.
Sagsfremstilling
Kommunen administrerer midlerne i Grøn Pulje.
I Klimaaftale om mere grøn energi fra sol og vind på land 2023 af 12. december 2023, fremlægges der en række ændringer til loven vedrørende Grøn Pulje, som trådte i kraft den 1. juli 2024. Ændringerne omfatter blandt andet, at der skal sikres et væsentligt større økonomisk udbytte for de borgere, der bor tæt på energiparkerne.
Lovændringerne giver anledning til, at Hedensted Kommune opdaterer administrationsgrundlaget for Grøn Pulje, som vedtaget af Kommunalbestyrelsen i september 2023. De væsentligste lovændringer til puljen er vedhæftet som bilag 1 "Væsentligste lovændringer til grøn pulje".
Forvaltningen foreslår, at administrationsgrundlaget opdateres, således at der tages højde for ændringerne i lovgivningen. Vedhæftet til sagen findes derfor et forslag til revideret administrationsgrundlag, jf. bilag 2.
Slutteligt foreslår forvaltningen, at der som tillæg til administrationsgrundlaget tilføjes et idekatalog med inspiration til, hvad Grøn Pulje midler blandt andet kan bruges til. Idekataloget har til formål at gøre formålet og mulighederne for Grøn Pulje mere tilgængeligt for kommunens borgere, således at borgernes får mulighed for at søge puljemidlerne til det rigtige og til noget, der giver værdi i lokalsamfundet. Idekataloget vedhæftet er designmæssigt et udkast. Selve designet vil derfor blive revideret, hvis idekatalogets indhold godkendes.
Kommunikation
De nærmeste naboer til det pågældende vedvarende energianlæg informeres pr. brev, når der åbnes for en Grøn Pulje ansøgningsrunde. Der afholdes yderligere borgermøder for de nærmeste lokalsamfund.
Derudover informeres der om åbne ansøgningsrunder på Hedensted Kommunes hjemmeside og via annoncer.
Lovgrundlag
VE-Loven (Lov om fremme af vedvarende energi) §§14-14a
Bekendtgørelse om grøn pulje
Klimaaftale om mere grøn energi fra sol og vind på land 2023 af 12. december 2023
Indstilling
at Kommunalbestyrelsen godkender revisionen af administrationsgrundlaget for Grøn Pulje
at Kommunalbestyrelsen godkender idekataloget for Grøn Pulje.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende sagen som indstillet.
Sagsnr.: 01.30.00-Ø00-1-23
Beslutningstema
Udvalget skal tage stilling til anvendelsen af de opsparede midler i Grøn Fond.
Økonomi
Pr. 31. december 2024 er status, at der står 3.520.565 kr i den Grønne Fond.
Der er forhåndsallokeret 300.000 kr i 2025 og i 2026 til projektet EU LIFE BioScape, i alt 600.000 kr.
Dermed er den disponible saldo i den Grønne Fond: 2.920.565 kr.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
I budgetaftalen for 2022 blev det besluttet at etablere en Grøn Fond til finansiering af klimahandlinger. Midlerne i den Grønne Fond består af indtægter vedrørende garantiprovision på lån til forsyningsområdet (fjernvarmeselskaber). Garantiprovisionen beregnes ud fra en årlig individuel kreditvurdering af forsyningsselskabernes betalingsevne samt restgældens størrelse, hvilket gør, at det ikke er muligt at lave en præcis prognose for de fremtidige indbetalingerne til Grøn Fond.
Midlerne fra Grøn Fond skal understøtte realiseringen af Klimaplan Hedensted Kommune og indenfor, de i Klimaplanen, fastsatte indsatsområder.
På Kommunalbestyrelsesmøde den 29. juni 2022, sag nr. 119, blev det besluttet at finansiere en del af egenbetalingen til EU LIFE BioScape projektet via midler fra den Grønne Fond. Der blev tildelt i alt 1,2 mio. kr (300.000 årligt over fire år).
På Kommunalbestyrelsesmøde den 29. juni 2022, sag nr. 120, blev det endvidere besluttet, at beslutningskompetencen for tildeling af midler fra fonden skulle overgå til Udvalget for Vækst & Klima.
På Kommunalbestyrelsesmøde den 26. april 2023, sag nr. 62, blev det besluttet, at den Grønne Fond skulle finansiere kontingentbetaling til Kattegatsamarbejdet i 2023 med i alt 53.333 kr.
I Budgetaftalen for 2025 blev det besluttet at fastholde den Grønne Fond til klimatiltag.
Det politiske udvalg er løbende blevet orienteret om status på midler i den Grønne Fond.
Sagsfremstilling
De disponible midler i den Grønne Fond, som kan anvendes til klimatiltag, beløber sig til 2.920.565 kr.
Klimasekretariatet foreslår, at midlerne anvendes til at styrke indsatsen indenfor de nuværende fokusområder, hvor der ikke umiddelbart er afsat midler via støtteordninger eller i kommunens budget. Det drejer sig om midler til følgende områder og indsatser (se mere i bilag):
Energi - grøn omstilling:
- omstilling til grøn varmeforsyning
- lokal forsyning koblet til kommende VE-anlæg
Natur & Landbrug - Grøn Trepart:
- understøttelse af Grøn Trepart med uddannelse og kompetence opbygning i Kommunalbestyrelsen såvel som i Klimasekretariatet
- fleksible incitamenter som understøttelse af processen med udtagning af lavbundsjorde
Kommunen som Organisation - "kommunen går forrest":
- etablering af solceller på offentlige bygninger (understøtter også indsatsområdet Energi)
- uddannelse og omstilling til fødevarer med et lavere CO2 aftryk i kommunens køkkener
- indkøb som grøn muskel - formidling og konkrete tiltag i afdelingerne, som skal reducere kommunens CO2 udledninger som følge af udbud og indkøb (eget forbrug såvel som kommunale ydelser)
Klimatilpasning: Beredskab og afværge
- anskaffelse af risikokort som grundlag for forvaltningens arbejde med klimatilpasning og med Klimaplanen
- pulje til afværgeforanstaltninger, når skaden er sket
Sammenlagt indstiller Klimasekretariatet til, at der frigives 2.455.000 kr af de disponible midler i den Grønne Fond til ovennævnte tiltag.
Dermed resterer et beløb på 465.565 kr, som Klimasekretariatet indstiller til at blive stående i den Grønne Fond, til der kommer et konkret behov.
Se bilag for flere detaljer og yderligere information.
Indstilling
At udvalget godkender, at der tildeles 2.455.000 kr af Grøn Fond midlerne til de foreslåede aktiviteter.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima godkendte sagen som indstillet
Sagsnr.: 01.30.00-P20-14-24
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal godkende ansøgning om anlægsbevilling til igangsættelse af forundersøgelse for klima-lavbundsprojekter.
Økonomi
Der blev i forbindelse med budgetlægningen for 2025 afsat 3 mio. kr på investeringsoversigten til Klima-lavbund.
Derudover er der i budget 2025 en tilbagebetaling på 1 mio. i 2025. Dette dækkes via tilsagn fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), (tidligere Miljøstyrelsen).
Der søges anlægsbevilling på 3 mio. kr i udgift og 1 mio. kr i indtægt.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Historik
I 2022 blev den daværende klima-lavbundsordning åbnet med en opfordring til, at kommuner med kulstofrige lavbundsjorder ansøgte om forundersøgelser til klima-lavbundsprojekter. Hedensted Kommune fik igennem klima-lavbundsordningen tilsagn om seks projekter.
I Hedensted Kommunes budgetaftale for 2025 blev der prioriteret 3 mio. kr til igangsættelse af forundersøgelse af klima-lavbundsprojekter under Udvalget for Vækst & Klima.
Sagsfremstilling
Med landbrugsaftalen fra 2021 blev der fastsat en målsætning om at udtage 100.000 hektar lavbundsjorder for at reducere CO₂-udledningen fra landbruget.
Med Hedensted Kommunes Klimaplan fra 2022 blev denne målsætning konkretiseret med et delmål om udtagning af 500 hektar lavbundsjorder. På denne baggrund indsendte Hedensted Kommune i 2022 en ansøgning til klima-lavbundsordningen.
Som led i Trepartsaftalen og Aftalen om et Grønt Danmark har regeringen og kommunerne forpligtet sig til at reducere kvælstof- og CO₂-udledningen samt styrke biodiversiteten. Klima-lavbundsordningen er et centralt redskab i denne indsats, da den muliggør omdannelse af lavbundsjorder med høj kulstoflagring til naturarealer med en række positive effekter. Projekterne kan bidrage til flere samfundsmæssige dagsordener, herunder:
- Reduktion af drivhusgasudledning
- Klimatilpasning ved at tilbageholde vand i landskabet
- Forbedring af vandmiljøet ved at mindske udvaskning af næringsstoffer
- Øget biodiversitet ved at genskabe naturlige økosystemer
- Rekreativ værdi ved at skabe nye naturområder for borgere og besøgende
Hedensted Kommunes indsats
Hedensted Kommune har identificeret seks egnede klima-lavbundsprojekter, der understøtter både nationale og kommunale klima- og miljømål. Projekterne er fuldt finansierede gennem klima-lavbundsordningen og baseres på frivillige aftaler med lodsejere.
Projektbeskrivelse
De seks projekter er geografisk spredt i Hedensted Kommune og har til formål at:
- Reducere CO₂-udledning ved at hæve vandstanden på lavbundsjorder
- Forbedre biodiversiteten gennem etablering af nye naturområder
- Styrke vandmiljøet ved at reducere udvaskning af kvælstof og fosfor
- Skabe rekreative områder til gavn for borgere og natur
Som led i projekterne vil Hedensted Kommune gennemføre forundersøgelser, der omfatter både tekniske og ejendomsmæssige vurderinger. Formålet med disse undersøgelser er at vurdere, om projekterne er teknisk mulige og økonomisk bæredygtige. Foreløbige samtaler med lodsejere indikerer opbakning til gennemførelse af forundersøgelserne.
Forundersøgelserne vil blive gennemført i overensstemmelse med de principper, som kommunalbestyrelsen vedtog den 26. februar 2025. Beslutningen indebærer en helhedsorienteret tilgang til projektudviklingen, hvor klimatilpasning, biodiversitet og vandmiljøforbedringer integreres for at sikre størst mulig samfundsmæssig værdi.
Forvaltningen indstiller, at kommunalbestyrelsen godkender en anlægsbevilling, så beløbet søges til rådighed så forundersøgelserne kan igangsættes.
Lovgrundlag
- Aftale om et Grønt Danmark. Aftale mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunerne. Landsforening den 24. juni 2024
- Aftale om Implementering af et Grønt Danmark. Aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre den 18. november 2024.
- Kvælstofindsatsbehovet fastlægges i statens reviderede Vandområdeplaner 2021-2027, som blev sendt i høring den 20. december 2024.
Indstilling
At kommunalbestyrelsen godkender en anlægsbevilling på 3 mio. kr i udgift til forundersøgelser af Klima-Lavbundsprojekter samt 1 mio. kr i indtægt vedrørende tilsagn fra Miljøstyrelsen.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende sagen som indstillet.
Sagsnr.: 05.09.00-G01-2-25
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Klima skal tage stilling til en ny parkeringsløsning for Hedensted midtby, der skal understøtte handelslivet, kulturelle aktiviteter og boligfortætning i midtbyen.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Historik
- Byrådet vedtog den 26. august 2020, under punkt 121, Vej- og Trafikplan 2020 - 2030 for Hedensted Kommune, hvor udarbejdelse af parkeringsstrategi for Hedensted midtby indgår som indsats, når der er udarbejdet en midtbyplan.
- Hedensted Midtbyplan blev godkendt af Byrådet den 25. august 2021 under punkt 137.
- I forbindelse med Kommunalbestyrelsens vedtagelse af parkeringsnorm for almene boliger den 21. juni 2023, punkt 90, ønskede Økonomiudvalget et oplæg til en mere generel parkeringsnorm, som også omfatter boligprojekter og normer for opstilling af el-ladestandere. Derudover ønskede udvalget at få undersøgt muligheden for etablering af en parkeringsfond.
Sagsfremstilling
Baggrund og formål
For at kunne udvikle en levende og attraktiv Hedensted midtby er der behov for at koncentrere bylivsfunktioner, tiltrække flere butikker i stueetagen og skabe mere boligfortætning i midtbyen, som beskrevet i Hedensted Midtbyplan. Derfor må parkeringskravene i det enkelte projekt ikke umuliggøre en realisering af visionerne for den samlede byudvikling.
For at imødekomme de konkrete udfordringer omkring parkeringsforholdene i udviklingen af midtbyen har forvaltningen derfor undersøgt fordele og ulemper ved følgende tre parkeringsløsninger:
- Oprettelse af en kommunal parkeringsfond
- Tilpasset parkeringsnorm for Hedensted midtby
- Videreførelse af status quo
Oprettelse af en kommunal parkeringsfond
Fordele og ulemper ved en kommunal parkeringsfond
- Indbetaling til en parkeringsfond kan være en fordel for bygningsejer, da de fritages for parkeringskrav på egen grund
- En parkeringsfond kan skabe overskud af parkeringspladser i midtbyen, da parkeringsfonden ikke nødvendigvis afspejler det konkrete behov for antallet og placeringen af parkeringspladserne.
- En parkeringsfond kan være omkostningstung for kommunen, da de løbende indtægter ikke nødvendigvis modsvarer omkostningerne til opkøb af arealer, etablering og drift af parkeringspladserne.
Ny parkeringsnorm for Hedensted midtby
På baggrund af dialog med byens lokale aktører foreslår forvaltningen, at der udarbejdes en ny parkeringsnorm for Hedensted midtby, der er tilpasset butikker, caféer, restauranter og kulturinstitutioner, så disse fritages for krav om etablering af parkering på egen matrikel.
Parkeringskravene til andre typer anvendelse såsom kontorer og klinikker vil blive fastsat ud fra en konkret vurdering, hvor der kan indgå dobbeltudnyttelse så flere anvendelser/funktioner deles om de samme parkeringspladser, hvis de har parkeringsbehov på forskellige tidspunkter.
Parkeringskravene til etageboliger og dagligvarebutikker, supermarkeder og lignende foreslås ikke ændret.
For at sikre optimal anvendelse af de centrale kommunale parkeringspladser i midtbyen kan det på sigt være nødvendigt at indføre parkeringskontrol. Parkeringskontrollen skal sikre, at disse pladser ikke anvendes til langtidsparkering, men i stedet til midtbyens besøgende og handlende.
En indførelse af parkeringskontrol skal implementeres over en længere periode og i samarbejde med byens aktører. Det skal sikre, at kontrollen er baseret på Hedensteds værdier og tager de nødvendige hensyn til midtbyens butiks- og hverdagsliv.Fordele og ulemper ved en tilpasset parkeringsnorm i Hedensted midtby
- En tilpasset parkeringsnorm vil understøtte fortætning med flere boliger, kultur, caféliv og handel.
- En tilpasset parkeringsnorm kan forbedre anvendelsen af ejendommens areal til udendørs opholdsarealer.
- En tilpasset parkeringsnorm kan medføre en øget anvendelse af den eksisterende parkeringskapacitet.
- På sigt kan manglende parkeringspladser kræve kommunale investeringer.
- Der kan løbende indarbejdes tiltag inden for lade-infrastruktur og initiativer så som delebiler og lempelige parkeringskrav grundet stationsnær placering.
- Parkeringskontrol i midtbyen vil sikre bedre udnyttelse af de butiksnære parkeringspladser.
- Parkeringskontrol kan være kontroversielt over for byens borgere og handlende.
- Parkeringskontrol kan medføre øget parkeringspres i midtbyens naboområder.
Videreførelse af status quo
Fordele og ulemper ved en videreførelse af de nuværende parkeringskrav
- En videreførelse af de nuværende parkeringskrav kan gøre det vanskeligt at gennemføre midtbyplanens indsatser i forhold til at tiltrække og etablere ny detailhandel, kulturtilbud og boligfortætning.
- En stor del af ejendommene blive allokeret til parkeringsarealer frem for til rekreative eller grønne opholdsarealer.
- De nuværende parkeringskrav gør det til en udfordring for mulige investorer at skabe attraktive ejendomsprojekter, hvilket på sigt kan medføre en dårligere konkurrenceevne for midtbyen.
På den baggrund skal udvalget tage stilling til, om der skal igangsættes udarbejdelse af en ny parkeringsløsning for Hedensted midtby.
Kommunikation
Forvaltningen har været i dialog med Hedensted Handelsforening og Hedensted Fællesråd, der bakker op om en parkeringsløsning, der kan skabe bedre grundlag for etablering af flere butikker, kultur og boliger i midtbyen for at skabe mere byliv.
De relevante aktører vil blive inddraget i det videre arbejde med en ny parkeringsnorm for midtbyen.
Lovgrundlag
Bestemmelser og krav om parkeringspladser er omfattet af Planloven og Bygningsreglementet. De forvaltningsmæssige forhold i en tilpasset parkeringsnorm vil blive defineret i det videre arbejde med en ny parkeringsløsning for Hedensted midtby.
Indstilling
At der arbejdes videre med en parkeringsløsning for Hedensted midtby, der fritager butikker, caféer, restauranter og kulturinstitutioner for krav om parkering,
At parkeringskravet til kontorer, klinikker, liberale erhverv og lignende fastsættes efter en konkret vurdering, hvor dobbeltudnyttelse af parkeringspladserne kan indgå,
At der på sigt kan indføres parkeringskontrol i midtbyen for at sikre en optimal anvendelse af de eksisterende parkeringspladser.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima godkendte sagen som indstillet.
Sagsnr.: 01.02.00-P16-975069-24
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om der skal planlægges for datacentre i Hedensted Kommune
Økonomi
Ingen bemærkninger
Sagsfremstilling
Forvaltningen har modtaget to henvendelser om placering af datacentre i Hedensted Kommune.
Hvad er et datacenter?
Et datacenter er en eller flere bygninger, som huser computersystemer inden for telekommunikation og digital datalagring. Et datacenter vil typisk have cirka 50 fuldtidsmedarbejdere.
Planlægning
Datacentre vil være lukkede bygninger, der ofte er 25 meter høje, som vil passe bedst ind i erhvervsområder og ikke nær boliger.
I dag er der allerede planlagt for datacentre i andre kommuner, men man er ikke garanteret, at de udnyttes. Et eksempel på dette er Aabenraa, hvor der er planlagt for et område på cirka 15 hektar lige op ad et stort solcelleanlæg, transformerstation og PtX anlæg. Det ser endnu ikke ud til, der er bygget et datacenter i Aabenraa.
Strøm
Strømforbruget for et datacenter afhænger af størrelsen på det. Et datacenter på 100 MW bruger et areal på 15-20 hektar og producerer ikke selv deres strøm. Etablering af et datacenter i Hedensted Kommune vil derfor øge den mængde strøm, der anvendes. I forhold til Hedensted Kommunes CO2 aftryk og den plan, der er lagt, hvor Hedensted Kommune skal producere den mængde vedvarende energi lokalt, som kan dække kommunens eget energibehov, er der ikke taget højde for datacentre i Hedensted Kommune. Så planlægges der for et eller flere datacentre, vil det kræve tilsvarende ekstra kapacitet i nye VE-anlæg. Det vil sige, at der er brug for yderligere VE-anlæg, så der leveres den mængde strøm, som datacenteret har brug for.
Sammenligner man et datacenter på 100 MW med de solcelleprojekter, der allerede er lokalplanlagt for, så vil et sådan datacenter kræve cirka to gange solcelleanlægget ved Ussinggaard eller cirka 2,5 gange solcelleanlægget ved Stourup.
Hvis der skal planlægges for datacentre i Hedensted Kommune, kommer forespørgslerne til at indgå i de halvårlige prioriteringer af planer og projekter i Plan.
Kommunikation
Beslutningen meddeles ansøgerne.
Lovgrundlag
Planloven, LBK nr. 572 af 29. maj 2024
Indstilling
at det besluttes, om der skal planlægges for Datacentre i Hedensted Kommune
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima besluttede, at udvalget vil tage stilling til prioritering af ny planlægning, hvis der forelægger et konkret projekt, der er klar til realisering.
Sagsnr.: 13.06.02-S29-4-21
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal godkende planen for salg af kommunale parcelhusbyggegrunde.
Økonomi
Der er pr. 31. december 2024 solgt i alt 10 byggemodnede boligparceller for i alt 3.108.000 kr eksklusiv moms. Derudover er der solgt for 5.122.000 kr eksklusiv moms fra "jordbanken". I alt 8.230.000 kr eksklusiv moms.
5,1 mio. kr er tilgået Pulje til strategisk udvikling og 3,1 mio. kr er indgået som salgsindtægter på de respektive udstykninger.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Priserne på kommunale parcelhusgrunde i 2024 blev godkendt på Kommunalbestyrelsens møde den 29. november 2023, sag nr. 196.
Sagsfremstilling
Jævnfør bekendtgørelse om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme skal der én gang årligt laves en genvurdering af alle priser. Jævnfør bekendtgørelsen skal prisen svare til markedsprisen.
I 2024 er der pr. 31. december solgt i alt 10 parcelhusgrunde fordelt over følgende byer:
Aale (1)
Glud (1)
Lindved (2)
Løsning (1)
Tørring (4)
Uldum (1)
På nuværende tidspunkt er der 65 kommunale parcelhusgrunde til salg.
Pt. er der reserveret 5 grunde:
Hedensted (2)
Lindved (1)
Tørring (1)
Uldum (1)
Samlet set er byggegrundene værdisat til 32.196.000 mio. kr. inkl. moms.
På mødet i Udvalget for Vækst & Klima den 30. oktober 2023, under punkt 139, blev der godkendt en handleplan for de resterende byggegrunde. Se bilag 1.
Status på handleplanen er vedlagt som bilag 2. Begge bilag er vedlagt som lukkede bilag.
Der er udarbejdet en kort opsummering af de tiltag, der enten iværksættes for de enkelte udstykninger i overensstemmelse med tidligere beslutninger, eller som kræver yderligere stillingtagen.
Aale, Roloddet
Der er i 2024 solgt grund nr. 4 i Aale og nr. 1 og 6 er tilbage.
I handleplanen blev det vurderet, at priserne er sat så langt ned, at en yderligere prisnedsættelse ikke ville gøre en forskel. Den vurdering fastholdes.
Barrit, Høkervænget
Grund nr. 2 er den sidste tilbage i udstykningen. Det lykkedes at få den solgt i starten af 2024, men den er købt retur i slutningen 2024.
Anbefalingen fra handleplanen var at trække den af markedet og omdanne den til tæt/lav, hvis den ikke var solgt inden 1. marts 2024. Samme vurdering blev godkendt af på Kommunalbestyrelsens møde 29. november 2023 under punkt 195.
Forvaltningen anbefaler, at grunden tages af markedet pr. 1. april 2025, og det undersøges, om den kan omdannes til tæt/lav.
Glud, Fjordplantagen
Der er solgt 2 ud af 14 grunde i udstykningen siden efteråret 2023.
I handleplanen blev det vurderet, at grundene vil blive solgt, når der kommer bedre tider i markedet. Den vurdering fastholdes.
Hedensted, Remmerslund Skovby
Der er pt. solgt grund nr. 167.
Grund nr. 175 har været reserveret flere gange, men det lykkedes ikke at få den solgt. De sidste 3 grunde, nr. 169, 171 og 173 bliver sjældent reserveret. Interesserede købere melder, at det grundet skrånede terræn er dyrt at bygge.
Anbefalingen fra handleplanen var at omdanne de fem resterende grunde til tæt/lav eller mindre etagebyggeri og at tage grundene af markedet og udbyde dem som projektgrund eller lave en prisjustering.
På Kommunalbestyrelsens møde 28. februar 2024 blev besluttet, at bibeholde de restende grunde som åben/lav, dels fordi der var blevet solgt en grund, men også fordi den lokalplan, der skulle udarbejdes for Remmerslund, ikke blev til noget.
Forvaltningen anbefaler at prisjustere de sidste 4 grunde med 50.000 kr.
Lindved, Tykmosevænget
Der er solgt 2 ud af de resterende 4 grunde. Udstykningen er fra 2022.
I handleplanen blev det vurderet, at grundene vil blive solgt, når der kommer bedre tider i markedet. Den vurdering fastholdes.
Stenkærgård, Rask Mølle
Der er ikke solgt nogen af de 6 resterende grunde og de har heller ikke været reserveret.
Anbefalingen i handleplanen var at prisjustere grundene. Forvaltningen anbefaler at prisjustere de 6 grunde med 30.000 kr.
Rårup, Kirketoften
Grund nr. 11 er tilbage, men grund nr. 16 er taget af markedet.
I handleplanen blev det vurderet, at prisen er sat så langt ned at en yderligere prisnedsættelse ikke ville gøre en forskel. Den vurdering fastholdes.
Skovhavegård, Stouby
Der er ikke solgt nogen af de 6 resterende grunde. De har heller ikke været reserveret. På Byrådets møde 30. maj 2018 blev prisen nedjusteret med 75.000 kr pr. grund, men det førte ikke til salg. På Byrådets møde 26. februar 2020 blev prisen nedjusteret med 150.000 kr pr. grund. Dette medførte et salg i 2022.
Der er en privat byggegrund til salg, som støder op til kommunens udstykning. Den er udbudt til 225.000 kr, og er senest nedsat fra 250.000 kr i maj 2024. Den ligger på en hjørnegrund, på hjørnet af Skovhavegård og Rosenvoldvej. Den er delvist byggemodnet og er meget sammenlignelig med kommunens grunde, som trods de tidligere prisjusteringer er udbudt noget højere.
Anbefalingen i handleplanen var at prisjustere grundene, hvis der ikke var solgt nogen i 2024. Forvaltningen anbefaler at prisjustere de 6 grunde med 50.000 kr.
Tørring, Follerupgårdvej
Der er solgt 3 af de resterende 8 grunde. Udstykningen er fra 2020.
I handleplanen blev det vurderet, at grundene vil blive solgt, når der kommer bedre tider i markedet. Den vurdering fastholdes.
Uldum, Lillekongens Ager
Der er solgt en grund i etape 4 (nr. 19 – 39) men kommunen har også købt en grund retur. Der var ingen anbefaling til Etape 4 i handleplanen, men forvaltningen vurderer, at grundene vil blive solgt, når der kommer bedre tider i markedet.
I etape 3 er grund nr. 3 og 5 forsat tilbage. Anbefalingen i handleplanen var at prisjustere grundene med 75.000, hvis der ikke var solgt nogen i 2024, primært grundet deres placering helt ud til vejen. Den anbefaling blev godkendt på Kommunalbestyrelsens møde 29. november 2023, punkt 195. Forvaltningen har derfor nedsat begge grunde med 75.000 kr.
Tørring, Grønlund
De to resterende grunde er solgt og dermed lukkes denne udstykning.
Ølholm, Guldagerparken
Der er ikke solgt yderligere grunde i 2024. Udstykningen er fra 2022.
De almene boliger, der bliver bygget af Alfabo på grund nr. 10 og 12, er snart klar til indflytning. Forvaltningen forventer, det vil lede til flere salg.
I handleplanen blev det vurderet, at grundene vil blive solgt, når der kommer bedre tider i markedet. Den vurdering fastholdes.
Lovgrundlag
- Bekendtgørelse om offentligt udbud ved salg af kommunens henholdsvis regionens faste ejendomme, BEK nr. 396 af 3. marts 2021.
- Vejledning om offentligt udbud ved salg af kommunens og regionens faste ejendomme, VEJ nr. 9175 af 3. marts 2021.
Indstilling
at sagen godkendes som indstillet.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende sagen som indstillet, og at der følges op med en markedsføringskampagne i foråret/sommeren 2025.
Sagsnr.: 01.11.00-P20-11-23
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Klima samt Udvalget for Teknik & Miljø skal beslutte den fremadrettede politiske repræsentation i Bedømmelsesudvalget vedrørende byggefelter på Juelsminde havneområde.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Historik
Den 30. oktober 2023 godkendte Udvalget for Vækst & Klima "Partnerskabsaftale med Juelsminde Havn og Marina om udvikling af Juelsminde". Formålet med partnerskabsaftalen er at fastlægge, hvordan parterne samarbejder om at realisere "Udviklingsplan Juelsminde - kvalitetsløft og nye investeringer ved havneområdet" på en måde, hvor der sikres synergi og koordination mellem de nye tiltag på havneområdet, således at målsætninger og vision fra udviklingsplanen indfries.
Et bedømmelsesudvalg bestående af tre repræsentanter fra Juelsminde Havn og Marina samt tre politiske repræsentanter fra Udvalget for Vækst & Klima har arbejdet med realiseringen af udviklingsplanen - specifikt processen omkring nye byggefelter og udarbejdelen af ny lokalplan for havneområdet Juelsminde.
Sagsfremstilling
En væsentlig del af arbejdet i partnerskabet har været udarbejdelsen af lokalplan for Juelsminde havneområde. Forventningen er, at lokalplanen for Juelsminde Havn og Marina behandles politisk på møde i Udvalget for Teknik & Miljø den 7. maj samt Kommunalbestyrelsen den 28. maj.
Efter lokalplanens godkendelse er det muligt at udbyde nye byggefelter på havneområdet. I denne proces har Bedømmelsesudvalget en vigtig rolle i at vurdere og indstille projekter til henholdsvis Havnebestyrelsen og Kommunebestyrelsen - afhængig af lodsejer.
Da Udvalget for Teknik & Miljø har ansvaret for godkendelse af lokalplan samt byggesagsbehandling foreslås det, at den politiske repræsentation i Bedømmelsesudvalget efter lokalplanens godkendelse, skal bestå at to repræsentanter fra Udvalget for Teknik & Miljø samt en repræsentant fra Udvalget for Vækst & Klima.
Indstilling
At Udvalget for Teknik & Miljø vælger to repræsentanter til Bedømmelsesudvalget for byggefelter på Juelsminde havneområde
At Udvalget for Vækst & Klima vælger en repræsentant til Bedømmelsesudvalget for byggefelter på Juelsminde havneområde
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima valgte Lars Poulsen som repræsentant.
Sagsnr.: 06.02.00-P00-2-24
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Klima orienteres om, at forvaltningen påtænker at afholde et "åbent vandløb" arrangement, tirsdag den 20 maj i Tørring.
Økonomi
Afholdes inden for driftsbudget.
Økonomi har ingen bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Sagsfremstilling
Forvaltningen ønsker at afholde en dag ved Tørring Campingplads og omegn, hvor der formidles omkring vandløb til store og små.
Forvaltningen arbejder med følgende idéer:
- Elfiskeri - hvad ser vi i åen?
- Naturvejlederen fremviser vandløbsdyr og vandløbsplanter
- Gæster kan selv komme i et par vaders og prøve at bevæge sig i åen
- Forvaltningen fortæller om vedligehold og pleje af offentlige vandløb
- Forvaltningen fortæller om vedligehold og pleje af private vandløb - hvad må og skal lodsejere selv gøre?
- Der demonstreres brug af pincetmetoden
- Tilsynsførende ved Materielgården fremviser og demonstrerer plejeredskaber som hånd-le, grødebåd med mere.
- Indvielse af det nye sandfang
Der arbejdes på et samarbejde med lokale som for eksempel campingpladsen og Tørring Kanoudlejning.
Indstilling
at Udvalget for Vækst & Klima tager orienteringen til efterretning
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima tog orienteringen til efterretning.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-29-24
Beslutningstema
Punkter til orientering
Sagsfremstilling
- Orientering om status på Byudviklingsprojekt i Daugaard midtby.
- Orientering om nyhedsbrev. Klimateamet udsender hver 3. måned et nyhedsbrev omkring klimatiltag i Hedensted Kommune. Nyhedsbrevet er primært målrettet Kommunalbestyrelsen, men alle interesserede er velkomne til at læse med. Indholdet spænder bredt, og der fortælles om både små og store tiltag, så den samlede klimaindsats fremstår levende, varieret og relevant. Input og forslag til emner modtages gerne. Nye læsere kan tilmelde sig distributionslisten via klima.hedensted.dk (se bilag)
- Orientering om fremdrift i arbejdet med sandfang i Gudenåen og tilløb til denne (se bilag 1-3)
- Orientering om fremdrift på vandløb i Åle By (se bilag)
- Orientering om status på lokalplan 1213 for Juelsminde Havn
- Orientering om køb og salg
- Orientering om at Hedensted Kommune 18. september 2024 har modtaget projektforslag fra Tørring Kraftvarmeværk a.m.b.a. om forsyning af ny udstykning ved Kirkevej i Tørring (Lokalplan 1163) med fjernvarme. Torsdag den 20. marts godkendte forvaltningen projektforslaget på vegne af Udvalget for Vækst & Klima efter tidligere beslutning om, at forvaltningen kan godkende projekter efter endt høring, under hensyntagen til de bemærkninger, som kommunen modtager i forbindelse med høringen.
- Orientering om status for borgermøder i forbindelse med VE-projekter
- Orientering om status på Grøn Trepart den 26. marts 2025 (se bilag)
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima tog orienteringerne til efterretning.
Derudover blev der givet en orientering om fjernvarmeprojektet i Stouby. Bilag vedhæftet.
Sagsnr.: 00.22.04-A00-10-24
Beslutningstema
Stillingtagen til kørselsgodtgørelse til konferencer og møder mv.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen har vedtaget at såfremt der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser). Der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til følgende arrangementer;
Lovgrundlag
Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser
Indstilling
at der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer
Beslutning
Intet at bemærke.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-26-24
Beslutning
Intet at bemærke
Sagsnr.: 01.11.00-P20-11-23
Sagsnr.: 00.00.00-A00-23-24
Beslutningstema
Udvalgets/Kommunalbestyrelsens medlemmer skriver under digitalt her.
Beslutning
Godkendt