Gå til hovedindhold

Referater - Arkiv 2022-2025

Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Vækst & Klima 2022-2025
    Mødedato: 13. januar 2025 14:30
    Mødested: Hedensted

    Sagsnr.: 01.02.00-P16-2-23

    Sagsnr.: 03.02.00-G00-1-25

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til godkendelse af skema A til opførsel af i alt 36 almene boliger ved Nordbakken i Glud.

    Økonomi

    Den samlede anskaffelsessum for projektet er 89.239.000 kr. Kommunen skal indskyde 8.924.000 kr til Landsbyggefonden i kommunal grundkapital. Yderligere skal der stilles en kommunal lånegaranti for den del af realkreditlånet, som er over 60 % af ejendommens værdi. Dette vil maksimalt kunne beløbe sig til 78.530.000 kr. Lånegarantien påvirker ikke kommunens låneramme.

    Der er afsat beløb i budgettet til indskud i Landsbyggefonden.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.

    Historik

    • Den 30. november 2022, under punkt 230, besluttede Kommunalbestyrelsen at igangsætte lokalplanen for Nordbakken i Glud.
    • Den 2. oktober 2024, under punkt 161, besluttede Udvalget for Teknik & Miljø at sende lokalplanen i 5 ugers høring. Udvalget besluttede desuden, at afgørelsen om ikke at udarbejde en miljøvurdering af planforslagene offentliggøres samtidig, og at den nye boligvej navngives ”Søborgparken”.

    Sagsfremstilling

    Der er et stort ønske om lejeboliger i Glud og Juelsmindehalvøens Almene Boligselskab af 1946 (JAB) har i længere tid været i dialog med lokalrådet i Glud samt med Hedensted Kommune om opførelse af 36 lejeboliger på hjørnet af Nordbakken og Søborgvej. Glud er et spændende område med en velfungerende skole med tilhørende børnehave og SFO, en god dagligvareforretning samt et aktivt foreningsliv og derfor god basis for et alment boligprojekt.


    JAB har, i samarbejde med Hedensted Kommune, udarbejdet en lokalplan over det pågældende areal, som er på ca. 14.300 m2 og som i kommuneplanen er udlagt som tæt/lav byggeri og efter at projektet er blevet rettet til af flere omgange, er det endt med 36 boliger, hvoraf noget af bebyggelsen er i 2 etager. Lokalplanen indstilles til endelig godkendelse af Kommunalbestyrelsen den 29. januar 2025.


    Der er planlagt 24 boliger på 90 m2 med en forventet husleje på ca. 7.500,- pr. måned og 12 boliger på 110 m2 med en forventet husleje på ca. 9.150 kr. pr. måned.

    Der opføres 18 familieboliger og 18 ældreboliger og er fordelt med:


    Familieboliger:

    10 stk. på 90 m2

    8 stk. på 110 m2


    Ældreboliger:

    14 stk. på 90 m2

    4 stk. 110 m2


    Umiddelbart efter godkendelse af skema A, vil der blive udarbejdet detailprojekt og udbudsmateriale, og hvis alt går efter planen, forventer JAB at være klar til at stikke spaden i jorden i efteråret 2025.


    Det samlede støtteberettigede boligareal er 3.480 m2.


    Boliganvisning

    Der forventes indgået særskilt aftale med kommunen vedrørende håndteringen af udlejningen af ældreboligerne, således kommunen kan få mulighed for at indgå en anvisningsaftale. Dette forhold foreslås afklaret inden skema B.


    Regaranti

    Boligselskabet forventer, at den kommunale garantistillelse (regaranti) bliver på cirka på ca. 70%.

    Den kommunale grundkapital udgør 8.924.000kr til Landsbyggefonden.


    Almindelige betingelser

    Vedrørende ABR og AB18 oplyser Boligselskabet, at de forventer, at begge kan lægge til grund for projektet uden afvigelser.


    Regulering af maksimumbeløb

    Indberetningen til Landsbyggefonden via BOSSINF tager udgangspunkt i 2025 maksimumbeløbene. Ved skema B sker indeksregulering, hvor indeksreguleringsbeløbet forhøjer sagens samlede anskaffelsessum med det faktiske indeks udover maksimumsbeløbet jf. Bekendtgørelse om støtte til almene boliger med videre, kap. 4 § 13, stk. 3.


    Byggetid

    Skema B forventes fremsendt, når detailprojektet har været i udbud og den faktiske anlægssum kendes.

    Forventet byggestart er efteråret 2025. Byggetid på cirka 12-15 måneder med forventet indflytning ultimo 2026.


    Kommunikation

    Det almene boligselskab meddeles beslutningen

    Lovgrundlag

    Bekendtgørelse om støtte til almene boliger med videre, Kap. 4 §13, stk. 3

    Lånebekendtgørelse § 2

    Indstilling

    at skema A for opførsel af i alt 36 almene boliger ved Nordbakken i Glud godkendes, med en anskaffelsessum på 89.239.000 kr.
    at der ydes kommunal grundkapital indskud på 8.924.000 kr.
    at de 8.924.000 kr i kommunal grundkapital til indskud i Landsbyggefonden finansieres som beskrevet under Økonomi.
    at der gives tilsagn om lånegaranti efter gældende regler.



    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen, at godkende:


    - At skema A for opførsel af i alt 36 almene boliger ved Nordbakken i Glud godkendes, med en anskaffelsessum på 89.239.000 kr.

    - At der ydes kommunal grundkapital indskud på 8.924.000 kr.

    - At de 8.924.000 kr i kommunal grundkapital til indskud i Landsbyggefonden finansieres som beskrevet under Økonomi.

    - At der gives tilsagn om lånegaranti efter gældende regler.


    Godkendelsen forudsætter, at det er udgiftsneutralt for Hedensted Kommune.


    Fraværende: Jacob Ejs.

    Sagsnr.: 03.02.14-G01-3-24

    Beslutningstema

    Alfabo anmoder om godkendelse af skema C - byggeregnskab – vedrørende opførelse af 10 almene familieboliger på Blomsterengen i Aale.

    Økonomi

    Det samlede projekt koster 18.939.000 kr. Heraf skal Hedensted Kommune afholde 8 % i kommunal grundkapital til Landsbyggefonden, svarende til 1.515.120 kr. Beløbet er indbetalt til Landsbyggefonden i 2022.

    Yderligere skal der stilles kommunal lånegaranti for den del af realkreditlånet, som er udover 60 % af ejendommens værdi, dvs. maksimalt 17.045.100 kr. Lånegarantien vil ikke påvirke kommunens låneramme.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Historik

    Byrådet godkendte den 31. august 2022 skema A for 10 almene boliger på Blomsterengen i Aale.


    Skema B blev godkendt med maksimumsatser for 2022 og en lånegaranti på 19,44 mio. kr. Lånegarantierne vil ikke påvirke kommunens låneramme.

    Sagsfremstilling

    Opførelse af 10 almene familieboliger med et bruttoetageareal på 890 m2, hvorved boliggennemsnittet opgøres til 89 m2 på et grundareal på 4.723 m2.


    Byggeriet er beliggende på adressen Blomsterengen 10-28, 7160 Tørring.


    Forvaltningen anbefaler, at skema C godkendes uden yderligere bemærkninger, da skema C er i overensstemmelse med godkendt skema B.

    Kommunikation

    Beslutningen meddeles boligselskabet.

    Lovgrundlag

    Lov om almene boliger med videre.

    Lov om kommunernes styrelse §§ 40 og 41.

    Bekendtgørelse om støtte til almene boliger med videre.

    Indstilling


    at skema C, byggeregnskab, godkendes



    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende skema C.


    Fraværende: Jacob Ejs.

    Sagsnr.: 03.02.10-P19-1-23

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen orienteres om godkendelse af skema B for opførsel af 14 ældreboliger, 16 familieboliger og 1 fælleshus på Skolebækken i Stenderup til godkendelse.

    Økonomi

    Skema B er fremsendt af Alfabo med en samlet anskaffelsessum på de støttede arbejder på 70.364.000 kr.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Historik

    Skema A for projektet blev godkendt af Kommunalbestyrelsen den 28. februar 2024, med en samlet anskaffelsessum på 70.364.000 kr. Samtidig blev der bevilget indskud til Landsbyggefonden med 7,036 mio. kr.


    Sagsfremstilling

    Forvaltningen er bemyndiget til at godkende skema B, såfremt økonomien ikke afviger væsentligt fra den i skema A godkendte.


    Skema B er forelagt med samme anskaffelsessum, som blev godkendt i forbindelse med Kommunalbestyrelsens behandling af skema A. Hedensted Kommune godkender derfor skema B med en samlet anskaffelsessum på 70.364.000 kr.


    Indberetningen til Landsbyggefonden via BOSSINF tager udgangspunkt i 2024 maksimumbeløbene. Ved sagens afslutning, ved Skema C, sker indeksregulering hvor indeksreguleringsbeløbet forhøjer sagens samlede anskaffelsessum med det faktiske indeks udover maksimumsbeløbet jf. Bekendtgørelse om støtte til almene boliger med videre, Kap. 4 § 13, stk. 3 og i henhold til ABT18 og i henhold til tilbudsbrevet i forbindelse med skema A godkendelsen.


    Forventet byggestart er 17. januar 2025. Byggeprojektet forventes at tage 15 måneder og forventes klar til indflytning den 1. april 2026.

    Indstilling

    at godkendelse af skema B tages til efterretning

    Beslutning

    Udvalget for Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen at tage orienteringen om godkendelse af skema B til efteretning.


    Fraværende: Jacob Ejs.

    Sagsnr.: 01.02.03-P15-1-22

    Beslutningstema

    Udvalget for Vækst og Klima orienteres om status på kommuneplanrevisionen.

    Derudover skal Udvalget for Vækst & Klima beslutte, hvilke navne på de tre bytyper i kommunens bymønster forvaltningen skal arbejde videre med.

    Udvalget for Vækst & Klima skal desuden beslutte, om forvaltningen skal arbejde videre med den overordnede retning for udviklingsretninger i otte af kommunens lokalområder.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    • Den 21. juni 2023, under punkt 87, behandlede Kommunalbestyrelsen bemærkninger til og godkendte Planstrategien.
    • Den 8. april 2024, under punkt 40, drøftede Udvalget for Vækst & Klima den forestående kommuneplanrevision 2025. Den samlede Kommunalbestyrelse drøftede samme emne på temamøde den 24. april 2024.
    • Den 8. april 2024, under punkt 41, drøftede Udvalget for Vækst & Klima kommunens bymønster (tidligere kaldet bystruktur). Den samlede Kommunalbestyrelse drøftede samme emne på temamøde den 24. april 2024.
    • Den 25. september 2024, under punkt 152, igangsatte Kommunalbestyrelsen kommuneplanrevision 2025 og godkendte samtidigt indhold og tidsplan for kommuneplanrevisionen.

    Sagsfremstilling

    Forvaltningen har på baggrund af Kommunalbestyrelsens beslutning om revisionen af Hedensted Kommuneplan 2025-2037 arbejdet med temaerne. Status for de enkelte temaer kan læses nedenfor.


    Fra byhierarki til bynetværk: Forvaltningen er i gang med at revidere kommuneplanens hovedstruktur, hvor fokus rettes mod kommunens forskellige lokalområder som del af et samlet netværk af byer og landsbyer. Der laves en fortælling om hvert lokalområde bestående af en udviklingsretning og en beskrivelse af lokalområdet. Der er udarbejdet et udkast til udviklingsretningerne for otte lokalområder, som tager afsæt i områdernes særlige karakterer og kvaliteter. Der er i udarbejdelsen af udviklingsretninger taget udgangspunkt i den nuværende kommuneplan, masterplaner, udviklingsplaner, helhedsplaner, bymidteplaner med flere, som på forskellig vis er udarbejdet i samarbejde med lokalsamfundene. Derudover er beslutninger i forbindelse med Kommuneplantillæg nr. 10 for boliger indarbejdet i hovedstrukturen, hvor det ikke var muligt at udlægge konkrete rammer, men hvor Kommunalbestyrelsen ønsker udvikling på lang sigt. Dette materiale er bearbejdet således, at det svarer til kommuneplanens strategiske niveau med vision og mål og handlinger for hvert lokalområde. Udkastet til udviklingsretningerne kan ses på bilag 1. Forvaltningen vil bede Udvalget for Vækst og Klima om at gennemgå og drøfte udviklingsretningerne for lokalområderne, for at se om forvaltningen arbejder i den rigtige retning.


    I forbindelse med hovedstrukturen er navngivningen af bytyperne i bymønsteret blevet drøftet. Hedensted Kommunes byer, samt forholdet mellem dem, udgør kommunens bymønster. I eksisterende kommuneplan består bymønsteret af tre centerbyer, 16 lokalbyer og 38 landsbyer. Bilag 2 forklarer de tre bytypers rolle i det samlede netværk af byer i kommunen og viser en oversigt over byerne i bymønsteret.


    Nationalt set defineres byer på størrelse med mange af Hedensted Kommunes ”lokalbyer” som ”landsbyer.” Forvaltningen oplever, at ”lokalbyerne” oftest af både politikere, borgere og forvaltningen kaldes ”landsbyer”. Det kan skabe en del forvirring, da ”landsbyer” i Hedensted Kommune er de 38 mindre landsbyer. Forvirringen kan medføre tvivl om, hvad der udviklingsmæssigt er muligt og ikke muligt i den givne by.


    Forvaltningen anbefaler derfor, at begrebet ”lokalby” erstattes med ”landsby i byzone”. Det indikerer en mindre by, der skal sikre den lokale service, og hvor ønsket om byvækst prioriteres.

    Dertil anbefaler forvaltningen, at begrebet ”landsby” erstattes af ”landsby i landzone”. Det indikerer, at kun landsbyvækst i mindre skala er muligt her, og at hensynet til jordbrugserhvervet med videre prioriteres.


    Kommuneplanrammer: Der er indarbejdet tekniske rettelser i konkrete kommuneplanrammer, hvor der har vist sig at være et behov. Større ændringer af eksisterende

    kommuneplanrammer vil blive revideret i fremtidig kommuneplanlægning.


    Kulturhistorisk bevaringsværdi: Forvaltningen har gennemgået de nedrivninger af bevaringsværdige bygninger og opførsel af nye ejendomme, der er sket igennem årenes løb. Der er udtaget 10 bevaringsværdige bygninger, der er revet ned, og ændret i udpegningerne for 8 bevaringsværdige bygninger, der er delvist revet ned.

    Derudover er der udpegninger af bevaringsværdige bygninger i vedtagne lokalplaner, der ikke er blevet indarbejdet i kommuneplanen, nu blevet registerert på retningslinjekortet. Der er blevet udpeget bygninger omkring Hotel Vejle Fjord og Svanedamskvarteret i Juelsminde i Hedensted Kommuneplan 2025-2037, således kommuneplanen er i overensstemmelse med gældende lokalplanlægning.


    VE-anlæg: Hedensted Kommune har vedtaget en ny Strategisk Energiplan, der skal implementeres i kommuneplanen. Derudover er der kommet en ny bekendtgørelse om planlægning for lokalplanpligtige solcelleanlæg i det åbne land. Der vil primært ske ændringer i kommuneplanens retningslinjer for større solcelleanlæg i det åbne land samt i retningslinjer og rammer for vindmøller. Forvaltningen har udarbejdet et selvstændigt dagsordenspunkt, hvor Udvalget for Vækst & Klima skal beslutte hvilke ændringer, der skal indgå i revision af Hedensted Kommuneplan 2025-2037. Dagsordenspunktet vil også blive sat på dagsordenen i januar 2025.

    Forvaltningen oplyser, at der ikke udarbejdes en landskabskarakteranalyse i forbindelse med revisionsemnet.


    Udpegning af risikovirksomhed: Forvaltningen har afvist at udpege virksomheden på Aldumvej 1 i Hedensted som en risikovirksomhed i kommuneplanen, da udpegningen som risikovirksomhed vurderes at kunne have en uacceptabel stor risiko for omgivelserne. Vurderingen er lavet sammen med risikomyndighederne, der ud over planmyndigheden omfatter miljømyndigheden i kommunen, beredskabet, arbejdstilsynet, politiet og brandvæsnet. Der pågår en dialog med virksomheden om den fortsatte drift og udviklingsmuligheder. Virksomheden ligger i et erhvervsområde, og kan fortsat drive erhverv dog med et omfang og en karakter, således den ikke omfattes af risikobekendtgørelsen.


    Overførsel af hele byer fra landzone til byzone: Kommunalbestyrelsen skal i december 2024 beslutte, om de vil overføre byerne Glud, Rårup, Bjerre, Stenderup, Kragelund og Aale fra landzone til byzone. De seks byer er i kommuneplanens bymønster udpeget som byer, hvor Kommunalbestyrelsen ønsker reel byvækst. Reel byvækst er muligt i byzone. Såfremt Kommunalbestyrelsen beslutter, at byerne fastholdes i landzone, skal beslutningen indarbejdes i kommuneplanens hovedstruktur i forbindelse med revisionen.


    Overordnet tidsplan for kommuneplanrevision 2025:

    September 2024: Igangsætning af kommuneplanrevision 2025

    Juni 2025: Vedtagelse af forslag til Kommuneplan 2025

    Juli-august 2025: Otte ugers offentlig høring

    September-oktober 2025: Behandling af høringssvar

    December 2025: Endelig vedtagelse af Kommuneplan 2025


    Udvalget for Vækst & Klima vil løbende blive involveret i arbejdet med de forskellige revisionsemner, ligesom den samlede Kommunalbestyrelse vil blive involveret, såfremt der opstår behov for det.


    Miljøvurdering

    Der udarbejdes en miljøvurdering af ændringer i Hedensted Kommuneplan 2025-2037.

    Kommunikation

    Kommuneplanrevision 2025 skal i otte ugers offentlig høring.


    Planforslaget vil blive offentliggjort i henhold til planlovens § 24-26.

    Lovgrundlag

    Kommuneplanen udarbejdes efter Planlovens § 11, stk. 1 LBK nr. 572 af 29. maj 2024

    Bekendtgørelse om planlægning omkring risikovirksomheder §§ 2-4 BEK nr. 371 af 21. april 2016

    Risikobekendtgørelsen (Bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer) BEK nr 372 af 25. april 2016

    Miljøvurderingen af planen udarbejdes efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023 med senere ændringer, § 8, stk. 1.

    Indstilling

    • at status tages til efterretning.
    • at forvaltningen skal arbejde viderede med navnene for bytyperne i kommunens bymønster: centerbyer, landsbyer i byzone og landsbyer i landzone.
    • at forvaltningen skal arbejde videre med den overordnede retning for udviklingsretninger i otte af kommunens lokalområder (som beskrevet i sagsfremstillingen)

    Beslutning

    Udvalgst for Vækst & Klima besluttede:


    • at status tages til efterretning.
    • at forvaltningen skal arbejde viderede med navnene for bytyperne i kommunens bymønster: centerbyer, landsbyer i byzone og landsbyer i landzone.
    • at forvaltningen skal arbejde videre med den overordnede retning for udviklingsretninger i otte af kommunens lokalområder.


    Fraværende: Jacob Ejs.


    Sagsnr.: 01.02.03-P15-1-22

    Beslutningstema

    Udvalget for Vækst & Klima skal beslutte, hvilke retningslinjeændringer forvaltningen skal arbejde videre med i revision af kommuneplanens retningslinjer for henholdsvis større solcelleanlæg i det åbne land og vindmøller. Udvalget for Vækst & Klima skal desuden beslutte, hvilke rammeændringer forvaltningen skal arbejde videre med i revision af kommuneplanens rammer for vindmølleområder.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    • Den 21. juni 2023, under punkt 87, behandlede Kommunalbestyrelsen bemærkninger til og godkendte Planstrategien.
    • Den 8. april 2024, under punkt 40, drøftede Udvalget for Vækst & Klima den forestående kommuneplanrevision 2025. Den samlede Kommunalbestyrelse drøftede samme emne på temamøde den 24. april 2024.
    • Den 25. september 2024, under punkt 152, igangsatte Kommunalbestyrelsen kommuneplanrevision 2025 og godkendte samtidigt indhold og tidsplan for kommuneplanrevisionen.

    Sagsfremstilling

    Forvaltningen har på baggrund af kommunalbestyrelsens beslutning om revision af Hedensted Kommuneplan 2025-2037 arbejdet med revisionsemnet VE-anlæg. Forvaltningen har i den forbindelse behov for, at Udvalget for Vækst & Klima træffer beslutning om ændringer af kommuneplanens retningslinjer for større solcelleanlæg i det åbne land samt retningslinjer og rammer for vindmøller i forhold til det videre arbejde med kommuneplanrevisionen. De gældende retningslinjer for større solcelleanlæg i det åbne land og for vindmøller ses på bilag 1, mens de gældende rammer for vindmølleområder ses på bilag 2.


    Ændring af retningslinjer for større solcelleanlæg i det åbne land

    En ny bekendtgørelse om planlægning for lokalplanpligtige solcelleanlæg i det åbne land er trådt i kraft den 1. juni 2024. Bekendtgørelsen stiller ikke krav om, at allerede vedtagne retningslinjer i kommuneplanen skal ændres. Bekendtgørelsen indeholder anbefalinger om, hvilke hensyn kommuneplanens retningslinjer bør varetage.


    Forvaltningen har i arbejdet med revisionsemnet VE-anlæg kigget på, hvordan vores allerede vedtagne retningslinjer i kommuneplanen vil kunne justeres, så de i højere grad læner sig op ad anbefalingerne i bekendtgørelsen. Det er op til Udvalget for Vækst & Klima, om de ønsker, at der skal foretages ændringer i de allerede vedtagne retningslinjer for større solcelleanlæg i det åbne land.


    Af hensyn til nabobeboelser indeholder bekendtgørelsen forskellige anbefalinger om afstande, der bør overholdes for at undgå, at naboer bliver tæt omkranset af solceller, og at der som hovedregel skal være beplantning omkring anlæggene. Se bekendtgørelsens anbefalinger om afstand til nabobeboelse på bilag 3.


    Hedensted Kommunes gældende retningslinjer for større solcelleanlæg i det åbne land siger følgende om afstand til nabobeboelse:


    ”14.6.2 Nye solcelleanlæg skal som hovedregel placeres med en minimum afstand til boliger på 200 meter.”


    Hvis Udvalget for Vækst & Klima ønsker at ændre retningslinjen om afstand til nabobeboelse på baggrund af bekendtgørelsen, foreslår forvaltningen, at retningslinjen ændres til:


    ”14.6.2 Nye solcelleanlæg skal som hovedregel placeres med en minimumsafstand til boliger, landsbyer og sommerhusområder på 200 meter. Hvis der planlægges for opstilling af solceller på flere sider af en bolig, bør afstanden øges.”


    Forvaltningen foreslår at fastholde en minimumsafstand på 200 meter frem for de 150 meter, som bekendtgørelsen anbefaler, da minimumsafstanden på 200 meter allerede er politisk vedtaget og fungerer godt i forvaltningens arbejde med solcelleanlæg i kommunen.


    Bekendtgørelsen anbefaler følgende om afskærmende beplantning:


    • § 3, stk. 2, nr. 6: Der bør som altovervejende hovedregel etableres afskærmende beplantning, hvis solcelleanlæg placeres i nærheden af beboelse, medmindre for eksempel andre bygninger, terrænforhold eller skov udgør en permanent visuel barriere, eller der er indgået aftale om opkøb med henblik på nedlæggelse af sådanne beboelser.


    Hedensted Kommunes gældende retningslinjer for større solcelleanlæg i det åbne land siger følgende om afskærmende beplantning:


    ”14.6.4 Anlægget skal afskærmes med beplantning hele vejen rundt, hvor der redegøres for faunaens passage, at der ikke sker en negativ påvirkning af biodiversiteten, muligheder for at fremme biodiversitet i området, og at anlægget tilpasses de landskabelige hensyn. Dette skal ske på baggrund af en konkret landskabelig vurdering.”


    Hvis udvalget for Vækst & Klima ønsker at ændre retningslinjen om afskærmende beplantning på baggrund af bekendtgørelsen, foreslår forvaltningen, at retningslinjen ændres, så der står som hovedregel:


    ”14.6.4 Anlægget skal som hovedregel afskærmes med beplantning hele vejen rundt, hvor der redegøres for faunaens passage, at der ikke sker en negativ påvirkning af biodiversiteten, muligheder for at fremme biodiversitet i området, og at anlægget tilpasses de landskabelige hensyn. Dette skal ske på baggrund af en konkret landskabelig vurdering.”


    Forvaltningen foreslår desuden en mindre ændring af den gældende retningslinje vedrørende kystnærhedszonen:


    Retningslinjen: ”14.6.3 Opstilling af solceller inden for kystnærhedszonen kræver en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse.”

    Ændres til: ”14.6.3 Planlægning af solcelleanlæg inden for kystnærhedszonen kræver en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse.”


    Vurdering af konsekvenser i forhold til igangværende lokalplaner for solcelleanlæg

    På nuværende tidspunkt har vi i forvaltningen to igangsatte lokalplaner for solcelleanlæg. Det drejer sig om lokalplan for et solcelleanlæg ved Hornsyld og 2 vindmøller vest for Bjerre samt lokalplan for et solcelleanlæg mellem Uldum og Hesselballe.


    Forvaltningen vurderer, at ændringerne foreslået ovenfor ikke vil få betydning for de igangværende lokalplaner for solcelleanlæg, da der er indgået en aftale med alle boliger, hvor der planlægges for opstilling af solceller på flere sider af boligen. Begge solcelleanlæg afskærmes med beplantning hele vejen rundt, og ingen af anlæggene er placeret inden for kystnærhedszonen.


    Ændring af retningslinjer for vindmøller

    Bekendtgørelse om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller regulerer planlægning for opstilling af vindmøller med henblik på at fremme en bæredygtig udbygning med vindmøller, hvor der tages omfattende hensyn til ikke alene muligheden for at udnytte vind ressourcen, men også til nabobeboelse, natur, landskab, kulturhistoriske værdier samt til de jordbrugsmæssige interesser.


    Jævnfør bekendtgørelsens § 2, stk. 3, må der ikke fastsættes retningslinjer med generelle bestemmelser om vindmøllers totalhøjde i kommuneplanen. Bekendtgørelsen indeholder desuden en række bestemmelser om afstand til nabobeboelse og eksisterende eller planlagte vindmøller som kan se på bilag 4.


    Hedensted Kommunes gældende retningslinjer 14.1.1 og 14.1.2 for vindmøller indeholder i modstrid med bekendtgørelsen generelle bestemmelser om vindmøllernes totalhøjde. Forvaltningen foreslår på den baggrund følgende ændring af retningslinje 14.1.1:


    Retningslinjen: ”14.1.1 Vindmøller skal opstilles indenfor udpegede vindmølleområder. Enkeltstående vindmøller med totalhøjde op til 80 m kan opstilles på placeringerne vist på retningslinjekortet.”

    Ændres til: ”14.1.1 Vindmøller skal opstilles indenfor udpegede vindmølleområder. Enkeltstående vindmøller kan opstilles på placeringerne vist på retningslinjekortet.”


    Forvaltningen forslår på samme baggrund, at retningslinje 14.1.2 vedrørende maksimal totalhøjde erstattes med en ny retningslinje vedrørende afstande:


    Retningslinjen: ”14.1.2 Inden for udpegede områder til vindmøller, kan der planlægges for vindmøller med en maksimal totalhøjde på 100 meter medmindre andet fremgår af rammerne for det enkelte vindmølleområde.”

    Ændres til: ”14.1.2 Der må ikke placeres vindmøller nærmere nabobeboelse end fire gange møllens totalhøjde. Ved planlægning for vindmøller nærmere end 28 gange totalhøjden fra eksisterende eller planlagte vindmøller, skal redegørelsen for planforslaget belyse anlæggenes påvirkning af landskabet. Retningslinjen gælder ikke for husstandsmøller med en totalhøjde på op til 25 meter, der opstilles i umiddelbar tilknytning til eksisterende bygningsanlæg.”


    Forvaltningen forslår desuden at udtage sætningen ”Forholdet mellem møllernes navhøjde og rotordiameter skal være mellem 1:1 og 1:1,35.” af retningslinje 14.1.10, da det vurderes, at denne bestemmelse kan sætte en uhensigtsmæssig begrænsning i forhold til nye typer af vindmøller. Forvaltningen gør opmærksom på, at der i forbindelse med planlægningen tages højde for vindmøllernes udtryk og påvirkning af landskabet og omgivelserne.


    Ændring af rammer for vindmølleområder

    Jævnfør § 3, stk. 2 i bekendtgørelse om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller skal kommuneplanens rammer for lokalplanlægning, jævnfør planlovens § 11b, stk. 1, nr. 8, for vindmølleområder indeholde bestemmelser om møllernes forventede maksimale antal og totalhøjde.


    Hedensted Kommunes gældende rammer for vindmølleområder indeholder bestemmelser om møllernes forventede maksimale totalhøjde, men kun delvist bestemmelser om møllernes forventede maksimale antal.


    Forvaltningen foreslår at fastholde gældende rammer for vindmølleområder, men at der indsættes et forventet maksimal antal i de rammer, hvor der ikke står noget om antal. Forvaltningen foreslår desuden, at møllernes forventede maksimale totalhøjde ændres i alle rammerne, så den er 150 meter frem for henholdsvis 80 og 100 meter. Dette i tråd med de politiske principper i Strategisk Energiplan 2023-2030. Se oversigt over forvaltningens forslag til ændringer i kommuneplanens rammer for vindmølleområder på bilag 5.


    Vurdering af konsekvenser i forhold til igangværende lokalplan for vindmøller

    Forvaltningen vurderer, at ændringerne foreslået ovenfor ikke vil få betydning for den igangværende lokalplan for et solcelleanlæg ved Hornsyld og 2 vindmøller vest for Bjerre. Der planlægges for vindmøller i en højde af 150 meter i tråd med den ændring forvaltningen foreslår vedrørende maksimal totalhøjde i rammerne for vindmølleområder. Den igangværende planlægning for vindmøller er i overensstemmelse med forvaltningens forslag til afstandskrav beskrevet ovenfor og påvirkes ikke af en eventuel udtagning af sætning i retningslinje 14.1.10 som beskrevet ovenfor.


    Miljøvurdering

    Der udarbejdes en miljøvurdering af ændringer i Hedensted Kommuneplan 2025-2037.

    Kommunikation

    Kommuneplan 2025-2037 skal i otte ugers offentlig høring.


    Planforslaget vil blive offentliggjort i henhold til planlovens § 24-26.

    Lovgrundlag

    Kommuneplanen udarbejdes efter Lov om planlægning, LBK nr. 572 af 29/05/2024, § 11, stk. 1.

    Bekendtgørelse om planlægning for lokalplanpligtige solcelleanlæg i det åbne land, BEK nr. 440 af 03/05/2024.

    Bekendtgørelse om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller, BEK nr. 923 af 06/09/2019.

    Miljøvurderingen af planen udarbejdes efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 03/01/2023 med senere ændringer, § 8, stk. 1.

    Indstilling

    • at der arbejdes videre med retningslinjeændringer som beskrevet på bilag 6 for solcelleanlæg i det åbne land i revisionen af kommuneplanen
    • at der arbejdes videre med retningslinjeændringer som beskrevet på bilag 6 for vindmøller i revisionen af kommuneplanen.
    • at der arbejdes videre med kommuneplanens rammer for vindmølleområder i revisionen af kommuneplanen:

      - Møllernes forventede maksimale totalhøjde ændres til 150 meter i alle kommunens rammer for vindmølleområder, som er ramme nr. 2.T.04, 2.T.07, 3.T.03, 3.T.05, 4.T.08, 6.T.01, 6.T.02, 6.T.03, 7.T.01 og 7.T.07.  

      - Der indsættes et forventet maksimal antal i ramme nr. 4.T.08 og 7.T.01 som beskrevet på bilag 5.

    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima besluttede:


    • at der arbejdes videre med retningslinjeændringer som beskrevet på bilag 6 for solcelleanlæg i det åbne land i revisionen af kommuneplanen
    • at der arbejdes videre med retningslinjeændringer som beskrevet på bilag 6 for vindmøller i revisionen af kommuneplanen.
    • at der arbejdes videre med kommuneplanens rammer for vindmølleområder i revisionen af kommuneplanen:
      • Møllernes forventede maksimale totalhøjde ændres til 150 meter i alle kommunens rammer for vindmølleområder, som er ramme nr. 2.T.04, 2.T.07, 3.T.03, 3.T.05, 4.T.08, 6.T.01, 6.T.02, 6.T.03, 7.T.01 og 7.T.07.
      • Der indsættes et forventet maksimal antal i ramme nr. 4.T.08 og 7.T.01 som beskrevet på bilag 5.


    Fraværende: Jacob Ejs.


    Sagsnr.: 06.02.11-G01-1-24

    Beslutningstema

    Udvalget for Vækst & Klima skal godkende et forenklet budget for vandløbsvedligehold herunder prioriteringen af de ekstra afsatte 700.000 kr til vandløbsvedligehold.

    Økonomi

    Der er i alt afsat 2,8 mio. kr til vandløbsvedligehold fra budget 2025.


    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Historik

    Udvalget for Vækst & Klima er den 4. marts 2024, under punkt 34, orienteret om, at forvaltningen, ved gennemgang af vedligeholdelsen af de offentlige vandløb, har konstateret uoverensstemmelser mellem vandløbsregulativernes bestemmelser om vedligehold og det nuværende vandløbsvedligehold. Udvalget blev samtidig orienteret om, at vandløbsvedligehold i Hedensted Kommune ikke har været udbudt længe, og at der derfor ikke er kontraktlig styring på, hvordan vandløbene faktisk vedligeholdes.


    Udvalget for Vækst & Klima besluttede den 3. juni 2024, at opgaven med nye sandfang i Hedensted kommune skulle fremmes. Den 12. august 2024 blev Udvalget for Vækst & Klima præsenteret for et forslag til placering af 14 nye sandfang.


    Udvalget for Vækst og Klima besluttede den 7. oktober 2024 at ændre grødeskæringsmetode i Gudenåen med opstart i sæson 2025


    Udvalget for Vækst og Klima blev den 4. november 2024 orienteret om fordele ved teknisk tilsynsførende vandløbspersonale.

    Sagsfremstilling

    Forsimplet vandløbsvedligeholdelses budget 2025

    Der er i Bugetaftalen for 2025 bevilget 700.000 kr ekstra om året til vandløbsvedligeholdelse i Hedensted Kommune.


    Der har de sidste år været et underskud på vandløbsvedligeholdsbudgettet. Det forenklede budget er derfor justeret, således der er 600.000 kr til nye opgaver, så budgettet fremadrettet kommer i balance.

    Budgettet i bilag 1, er udarbejdet på baggrund af tidligere udgifter til tømning af sandfang og grødeskæring samt forventede udgifter til nye opgaver samt ændret vandløbsvedligehold. Der er derudover afsat midler til udbud af vandløbsvedligeholdelsen. Udbuddet forventes at blive udført i slutningen af 2025.


    I Bilag 2 er en samlet liste over de opgaver, som Udvalget for Vækst & Klima har besluttet at arbejde videre med.


    Forvaltningen foreslår en prioritering af de nye vedligeholdelsesopgaver (bilag 1) ud fra målet om, at alle kommunale vandløb fremadrettet vedligeholdes efter de gældende vandløbsregulativer. Det betyder, at alle vandløbsstrækninger får minimum en årlig gennemgang samt at der igangsættes etablering af 4 sandfang i tilløb til Gudenåen. Pincetmetoden implementeres på udvalgte strækninger på baggrund af erfaringerne med strækninger med store fremkomster af stivstænglede grødearter.


    Det vurderes, med vedhæftede budgetforslag, at alle kommunale vandløbsstrækninger fremadrettet ville blive gennemgået eller vedligeholdt årligt. Den vedligehold der udføres vil, hvor det er fysisk muligt, og hvor det giver mening i 2025, være i tråd med gældende regulativer.

    Implementeringen af pincetmetoden vil udover at fjerne de grødearter, som medfører et højt vedligeholdelsesbehov, også have den positive synergieffekt at vandløbskvaliteten forbedres med en mere målrettet og skånsom vedligehold. Implementeringen af pincetmetoden vil over en årrække ændre behovet for grødeskæring, så det i mindre grad vil være nødvendigt for at sikre vandføringsevnen.


    Sandfang: Udvalget for Teknik & Miljø besluttede på dets møde den 4. december af afsætte 300.0000kr til etablering af de to store sandfang i henholdsvis Tørring og Aale, driften af sandfangene estimeres til i 2025 at være på ca 50.000-100.000 alt efter etableringstidspunkt.


    Årlig kontrolopmåling af Gudenåen

    Det gældende vandløbsregulativ for Gudenåen er et såkaldt QH regulativ. Et QH regulativ er baseret på forholdet mellem vandspejlshøjden (H) og vandføringen (Q) fremfor på

    vandløbets fysiske dimensioner. Ved QH regulativet skal Hedensted Kommune jf det gældende regulativ kontrollere vandløbets vandføringsevne ved at sammenholde vandspejlshøjden med den målte vandføring.


    I henhold til regulativet for Gudenåen på strækningen Hammer Mølle – Mattrup Å, skal der 2 gange, i perioden november til april, årligt foretages en måling af sammenhørende vandføring (Q) og vandstand (H) i 7 kontrolstationer med mindst en måneds mellemrum. Desuden skal samtlige 65 skalapæle aflæses én gang i forbindelse med målingen af vandføringsevnen. Forvaltningen har indhentet et tilbud på opgaven, der lyder på ca 92.000kr pr. år.


    Forvaltningen vurderer, at det er en regulativ bestemt opgave, som er indgået ved aftale mellem bredejerne og Hedensted Kommune jf. regulativet for Gudenåen.


    Bjarke H. Jensen og Maria Elise Sørensen deltager under punktet.

    Indstilling

    at Udvalget for Vækst & Klima godkender prioritering og det fremlagte budget.

    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima godkendte sagen som indstillet.


    Fraværende: Jacob Ejs.


    Sagsnr.: 01.30.00-P20-14-24

    Beslutningstema

    • Kommunalbestyrelsen skal beslutte, hvorvidt Hedensted Kommune skal deltage aktivt eller passivt i treparten for Ringkjøbing Fjord, og beslutte om der skal udpeges repræsentanter herfor.
    • Kommunalbestyrelsen skal udpege mindst én politisk repræsentant, der skal repræsentere kommunen i de lokale treparter for Randers Fjord, Horsens Fjord, LilleBælt/Jylland og Ringkjøbing Fjord.
    • Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om medlemmer som udpeges som repræsentanter for treparter, også skal sidde i styregruppen for klimapartnerskabet med landbruget.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Sagsfremstilling

    Med "Aftale om et Grønt Danmark" og "Aftale om Implementering af et Grønt Danmark" får kommunerne ansvaret for planlægning og implementering af arealomlægningsindsatsen. Kommunernes opgave forankres i lokale treparter, der tager udgangspunkt i de eksisterende vandoplandsstyregrupper (VOS’er). Kommunerne får herigennem en central rolle, med ansvar for planlægning og implementering af arealomlægningsindsatsen. Det betyder, at kommunerne skal udarbejde dynamiske omlægningsplaner senest i 2025, der viser, hvordan man lokalt vil komme i mål med indsatsen. Indsatsen omfatter udtagning af kulstofrige lavbundsjorder, vådområder, skovrejsning, ekstensivering og andre arealbaserede omlægningsindsatser, der skal bidrage til bedre vilkår for natur og biodiversitet.


    Siden 2010 har kommunerne koordineret deres udtagningsindsats af landbrugsarealer i 23 tværkommunale vandoplandsstyregrupper (VOS’er), som fra 2024 har organiseret sig i 10 grupperinger, med henblik på tværgående samarbejde, kapacitetsopbygning og stordriftsfordele. Hedensted Kommune er medlem af fire treparter (tidligere VOSSER): Randers Fjord, Horsens Fjord, Lillebælt/Jylland og Ringkjøbing Fjord.


    Viborg Kommune har formandskabet for Randers Fjord og står for sekretariatsbetjeningen. Hedensted Kommune har 132 km2 som afvander mod Randers Fjord. Horsens Kommune har formandskabet for Horsens Fjord og står for sekretariatsbetjeningen. Hedensted Kommune har 242 km2 som afvander mod Horsens Fjord. Vejle Kommune har formandskabet for Lillebælt/Jylland (Vejle Fjord) og står for sekretariatsbetjeningen. Hedensted Kommune har 171 km2 som afvander mod Lillebælt/Jylland (Vejle Fjord). Ringkjøbing-Skjern Kommune har formandskabet for Ringkjøbing Fjord og står for sekretariatsbetjeningen. Hedensted Kommune har 6 km2 som afvander mod Ringkjøbing Fjord.


    Hver lokal trepart består af følgende medlemmer:

    • 1-2 repræsentanter for hver kommune i oplandet, heraf mindst 1 politisk repræsentant
    • 1-2 lokale landbrugsrepræsentanter
    • 1-2 lokale repræsentanter for lokale naturorganisationer
    • 1 repræsentant fra Naturstyrelsen


    Repræsentanterne fra natur- og landbrugsorganisationerne udpeges centralt, af henholdsvis Danmarks Naturfredningsforenings og Landbrug & Fødevarers hovedorganisationer. Naturstyrelsen udpeger også deres repræsentanter.


    Med Hedensted Kommunes Klimapartnerskabet med landbruget, bygger Hedensted videre på et eksisterende samarbejde om realisering.


    Kommunalbestyrelsen skal udpege 1-2 politiske repræsentanter for de lokale treparter, som kommunen er en del af. Fristen for udpegelse til lokale treparter bliver forventeligt 1. februar 2025, men er ikke endelig udmeldt.

    Som oplandskommune kan man undlade at lade sig repræsentere i en lokal trepart, hvis der er enighed med de øvrige kommunalbestyrelser i oplandet om, at andelen af kommunens areal i oplandet er ubetydeligt eller ikke relevant. Da Hedensted kommune har et meget begrænset opland til Ringkjøbing Fjord, foreslår forvaltningen af prioriteringshensyn, at der tages politisk stilling til, om Hedensted Kommune vil sidestille sig med Silkeborg Kommune og Holstebro Kommune, ved ikke at deltage som aktive medlemmer i Den Lokale Trepart for Ringkjøbing Fjord, og deltage som passivt medlem. Ved at deltage som passivt medlem, holdes kommunen orienteret om aktiviteter for treparten for det pågældende opland.

    Lovgrundlag

    Den lokale organisering af omlægningsindsatsen er aftalebaseret og udmøntes ikke i love og bekendtgørelser. 

    • Aftale om et Grønt Danmark. Aftale mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunerne. Landsforening den 24. juni 2024
    • Aftale om Implementering af et Grønt Danmark. Aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre den 18. november 2024.
    • Kvælstofindsatsbehovet fastlægges i statens reviderede Vandområdeplaner 2021-2027, som blev sendt til høring den 20. december 2024.

    Indstilling

    • At Kommunalbestyrelsen tager beslutning om, at deltage passivt i treparten for Ringkjøbing Fjord.

    • At Kommunalbestyrelsen udpeger ét til to udvalgsmedlemer, der skal repræsentere kommunen i de lokale treparter for Randers fjord, Horsens Fjord, Lillebælt/Jylland.

    • At Kommunalbestyrelsen tager beslutning om, hvorvidt medlemmer, som udpeges som repræsentanter for treparter, også skal sidde i styregruppen for klimapartnerskabet med landbruget.

    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima anbefaler, at Kommunalbestyrelsen:


    • beslutter at Hedensted Kommune deltage passivt i treparten for Ringkjøbing Fjord
    • udpeger Lars Poulsen som udvalgsmedlem i Lillebælt/Jylland
    • udpeger 1-2 repræsentanter fra Udvalget for Teknik & Miljø til Horsens Fjord og Randers Fjord
    • udpeger repræsentanterne for treparterne til også at sidde i styregruppen for klimapartnerskabet med landbruget


    Fraværende: Jacob Ejs.




    Sagsnr.: 01.30.00-P20-1-22

    Beslutningstema

    Udvalget for Vækst & Klima orienteres om samarbejde med Vejle Kommune vedrørende klimaprojekter.

    Alle kommuner er udfordret af de hyppige store nedbørshændelser. En måde at øge sikkerheden er ved at anlægge projekter til vandparkering, og dermed fjerne en smule af det vandløbsvand, der skaber udfordringer.

    Hedensted kigger i den forbindelse på mulighed for vandparkering og forsinkelse af vand ved genslyngning, ovenfor Tørring, i Slårup Å.

    Vejle Kommune er også udfordret af oversvømmelser fra vandløb i blandt andet Vejle By. Derfor arbejder Vejle Kommune på flere strategier. Den ene strategi er at holde vand tilbage ved vandparkering i oplandet til Vejle By.

    Fruens Møllested Bæk har sit udspring i Hedensted Kommune, og Vejle Kommune har blandt andet identificeret to områder ved Fruens Møllested Bæk, hvor det er muligt at parkere vand ved store nedbørshændelser.

    De to områder er delvist placeret i Hedensted Kommune (se bilag 1).

    Tilsammen vil de to områder kunne tilbageholde ca. 64.000 kubikmeter vand.

    Derfor er der indgået et samarbejde mellem Hedensted og Vejle Kommune. Vejle Kommune er i praksis bygherre og Hedensted Kommune er myndighed og skal tilse, at projekterne kan gennemføres under gældende lovgivning.

    Hedensted og Vejle Kommune har afholdt indledende møder med alle de berørte lodsejere, som har vist sig positive overfor projekterne.

    Vejle Kommune er nu i gang med at indgå aftaler med lodsejerne, og det er aftalt, at Hedensted Kommune deltager i møderne.

    Det er Vejle Kommune, der finansierer projekterne 100%.

    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima tog orienteringen til efterretning.


    Fraværende: Jacob Ejs.

    Sagsnr.: 06.01.17-S55-2-24

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal godkende takster for Hedensted Spildevand 2025

    Økonomi

    Vandafledningsafgiftens udvikling de seneste 10 år, angivet som takst pr. m3 inklusiv moms:


    2025: 57,50 kr.

    2024: 52,50 kr.

    2023: 48,75 kr.

    2022: 48,75 kr.

    2021: 47,50 kr.

    2020: 47,50 kr.

    2019: 46,25 kr.

    2018: 42,50 kr.

    2017: 41,25 kr.

    2016: 40,62 kr.


    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Historik

    Kommunalbestyrelsen har senest godkendt takster for 2024 for Hedensted Spildevand A/S den 1. februar 2024.

    Sagsfremstilling

    Hedensted Spildevand A/S fremsender takster for 2025 for spildevandsområdet til Kommunalbestyrelsens godkendelse. Kommunalbestyrelsens rolle er begrænset til en legalitetskontrol. Med en legalitetskontrol kan Kommunalbestyrelsen alene påse, om taksten er fastsat i overensstemmelse med lovgivningen. Taksterne er godkendt af bestyrelsen for Hedensted Spildevand den 19. november 2024. Vandafledningsbidraget vurderes at være fastsat i overensstemmelse med lovgivningen. Forvaltningen har derfor ingen bemærkninger og anbefaler, at taksterne godkendes.


    Taksten er fastsat ud fra følgende:


    Taksten er i 2025 hævet fra kr 42,00 til kr 46,00 eksklusiv moms. Taksten ændres hovedsageligt som følge af de generelle prisstigninger i samfundet. Forsyningssekretariatet har således udmeldt en prisregulering af den økonomiske ramme med 8,08% fra 2024 til 2025, hvilket giver en takst på 45,39 kr eksklusiv moms. Hedensted Spildevand har desuden valgt, at der i de kommende år fortsat skal være fokus på fjernelse af uvedkommende vand i afløbssystemerne. Uvedkommende vand medfører kapacitetsproblemer i afløbssystemerne, hvilket medvirker til flere overløb til naturen og kan medføre opstuvninger i private boliger. Endelig har den positive vækst i boliger og erhverv i Hedensted Kommune den betydning, at der skal etableres flere afløbssystemer til forsyning af nye byggemodninger, herunder nye afskærende transportledninger.


    Takstbladet indeholder udover vandafledningsbidraget også andre takster i relation til spildevandsområdet og kan i sin helhed ses i bilag 1 til dagsordenen.


    Kommunikation

    Beslutningen meddeles Hedensted Spildevand.

    Lovgrundlag

    Bekendtgørelse af lov om betalingsregler for spildevandsselskaber med videre, Lovbekendtgørelse 1775 af den 2. september 2021.

    Indstilling

    at Kommunalbestyrelsen godkender taksterne.

    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima anbefaler, at kommunalbestyrelsen godkender taksterne som indstillet.

    Sagsnr.: 00.00.00-A30-3-24

    Beslutningstema

    Udvalget for Vækst & Klima skal udpege en repræsentant til kapacitetsudvalget.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Historik

    Økonomiudvalget behandlede på sit møde den 9. december 2024 en sag om udpegning af medlemmer til det kommende kapacitetsudvalg. Beslutningen herfra blev "Økonomiudvalget anbefaler Henrik Alleslev til Kapacitetsudvalget. Fagudvalgene udpeger i

    januar måned hver især et medlem til udvalget, hvorefter arbejdet kan påbegyndes." ( se bilag).

    Sagsfremstilling

    Jævnfør Økonomiudvalgets beslutning fra mødet den 9. december 2024 anmodes Udvalget for Vækst & Klima om at udpege en repræsentant til det kommende kapacitetsudvalg.

    Indstilling

    at udvalget for Vækst & Klima udpeger en repræsentant til kapacitetsudvalget.

    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima udpeger Lars Poulsen som repræsentant til Kapacitetsudvalget.


    Fraværende: Jacob Ejs.

    Sagsnr.: 00.22.04-A00-3-23

    Beslutningstema

    • Stillingtagen til deltagelse på KL Klima og Miljø Topmøde i Aalborg den 24.-25. april 2025

    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima godkendte deltagelse i arrangementet.


    Fraværende; Jacob Ejs.

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-14-23

    Beslutningstema

    • Orientering om organisering af Klimasekretariatets opgaver i 2025, herunder Den Grønne Trepart (se bilag)
    • Orientering om muligt fjernvarmeprojekt i Stouby leveret af Tørring Kraftvarmeværk i samarbejde med kommunen
    • Orientering om status for dagligvarebutikken i Stouby
    • Orientering om status for køb og salg
    • Orientering om Tørring Camping
    • Orientering om ansøgning til "Levende bymidter"
    • Orientering om status for planlægningen af KSM Steel

    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima tog orienteringerne til efterretning.


    Fraværende: Jacob Ejs.



    Sagsnr.: 00.01.00-P35-21-23

    Beslutningstema

    Forvaltningen har modtaget en høring over forslag til lov om én indgang for etablering og udvidelse af produktionsanlæg og om statslig udpegning af industriparker og har udarbejdet et udkast til høringssvar (se bilag). Forvaltningen ønsker at drøfte udkast til høringssvar på udvalgsmødet.


    Udkast til høringssvar:

    Hedensted Kommune ser positivt på udkast til lov om én indgang for etablering og udvidelse af produktionsanlæg og om statslig af industriparker. Kommunen kan se flere synergier i at etablere statslige udpegede industriparker i Hedensted Kommune. I Hedensted Kommune har vi adskillige produktionsvirksomheder og tung industri, hvilket er placeret strategisk tæt på E45, midtjyske motorvej – primærrute 18 og motortrafikvejen Vestvejen. Forvaltningen ser et stort erhvervsmæssigt potentiale i at understøtte de infrastrukturelle knudepunkter, vi har i vores kommune.

    Derfor glæder Hedensted Kommune sig til at se den endelige lov og efterfølgende planlægning- og etableringsproces.

    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima tog orienteringen til efterretning.


    Fraværende: Jacob Ejs.

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-25-23

    Beslutning

    Godkendt