Gå til hovedindhold

Referater - Arkiv 2022-2025

Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Vækst & Klima 2022-2025
    Mødedato: 3. marts 2025 14:30
    Mødested: Mødelokale 5 og 6, Administrationshuset Tørring

    Sagsnr.: 00.22.04-A00-13-24

    Beslutningstema

    Mødets deltagere og fraværende noteres her.

    Beslutning

    Hans Vacker, Gitte Andersen, Jacob Ejs samt Lars Poulsen deltog. Mads-Peder Søby var fraværende under hele mødet.

    Sagsnr.: 05.05.00-P20-1-25

    Beslutningstema

    Udvalget for Vækst & Klima orienteres om Daugaard Lokalråds udviklingsprojekt i Daugaard by

    Økonomi

    Lokalrådet i Daugaard har søgt midler ved forskellige fonde til deres udviklingsprojekt. Blandt andet har Hedensted Kommune tidligere bevilget følgende til projektet:

    • 300.000 fra Det Fælles Landdistriktsråd.
    • 100.000 fra Region Midtjyllands pulje "Den bæredygtige Landsby".

    Udover de kommunale midler er det lykkedes Lokalrådet, at få andre midler til projektet. Samlet set har Lokalrådet indsamlet over en million kroner.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.

    Sagsfremstilling

    Daugård Lokalråd arbejder på et projekt i området omkring Gl. Vejlevej ved Vandværkets område og Ørum-Daugård hallen. Der er indgået en aftale med en arkitekt, der skal skitsere projektet. 

    Ideerne er i store træk:

    • At få skabt et levende miljø i og omkring vandværkets område. Området benævnes "Vandværksparken"
    • Ideer og byggeprogram for et kommenende mobilitets- og mødested
    • Transformering af bygade, parkeringsområde fra købmandsforretningen, vandværk og hen til hallen.

    Daugaard Lokalråd har oprettet en referencegruppe med centrale aktører i Daugaard med det formål løbende at orientere at de lokale interessenter om projektet. Hedensted Kommune er en del af referencegruppen og agerer i den nuværende fase sparringspartner for Lokalrådet, i forhold til den videre udvikling af projektet.

    Ifølge Daugaard Lokalråd er status, at Gustin Landskab er klar til at indsende myndighedsprojekt til Kommunal godkendelse og byggetilladelse. Der er indledende samtaler med Lokale- og Anlægsfonden for deltagelse i transformation af forplads i en kommende fase 2, hvor projekteringen forventes påbegyndt i løbet af foråret.

    Projektets historik og udkast til udformning kan ses i vedlagte bilag

    John Kristensen deltager i punktet

    Indstilling

    at udvalget for Vækst & Klima tager orienteringen til efterretning.

    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima tog orienteringen til efterretning og bestilte en sag til næste udvalgsmøde, hvor forskellige modeller for realisering, herunder kommunens rolle, gennemgås.

    Sagsnr.: 06.02.11-G01-5-25

    Beslutningstema

    Udvalget for Vækst & Klima skal beslutte, om forvaltningen skal arbejde med omklassificering af vandløb i Hedensted kommune, herunder beslutte de overordnede principper for op- og nedklassificering af vandløb i Hedensted Kommune, som forvaltningen skal arbejde videre med. 

    Økonomi

    Det forventes at udgifterne til vandløbsvedligehold efter omklassificering vil være uændret i forhold til nuværende. 

    En eventuel merpris vil blive indeholdt i driften. Opklassificeringer vil medføre nyt regulativ. Udgiften hertil vil blive behandlet særskilt.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.

    Historik

    Udvalget for Vækst & Klima besluttede, under punkt 122 den 7. oktober 2024, en procesplan hen imod et udbud. 

    Sagsfremstilling

    Offentlige vandløb

    Op- og nedklassificering af vandløb har ikke være udført længe og ikke siden kommunesammenlægningen. Der er væsentlige forskellige i vedligeholdelsesniveauet fra de tre tidligere kommuner, Hedensted, Tørring-Uldum og Juelsminde. Derfor foreslås en opdatering og ensretning af de kriterier, som afgør, om et vandløb skal være offentligt eller privat. 

    Hvis et vandløb er klassificeret som offentligt, har kommunen påtaget sig vedligeholdelsesforpligtigelsen jf. regulativet. Det ændrer ikke på ejerforholdet eller giver borgerne større adgang til vandløbet, end hvad naturbeskyttelsesloven foreskriver.

    Alle vandløb – både offentlige og private – skal vedligeholdes således, at det enkelte vandløbs skikkelse eller vandføringsevne ikke ændres. Vedligeholdelsen skal ske under hensyntagen til vandløbets plante- og dyreliv. 

    Forslag til kriterier 

    Det væsentligste argument for en op- eller nedklassificering af offentlige vandløb er, om offentligheden har en væsentlig interesse i pågældende vandløb. Se bilag 1 for uddybning af kriterier ved opklassificering og nedklassificering. Omfang udspecificeres også i bilag 1.

    Vandløb, som foreslås udpeget til omklassificering, vurderes på baggrund af følgende kriterier (ikke i prioriteret rækkefølge):

    Nedklassificering:

    • Visse rørlagte vandløb.
    • Vandløb anlagt til særligt formål.
    • Mindre vandløb, der kun berører få lodsejere eller/og få ha.
    • Små eller mindre vandløb med en lav eller ingen miljømålsætning.
    • Små vandløb med begrænset naturmæssig værdi.
    • Vandløb, der i begrænset omfang modtager offentligt overflade- og/eller spildevand.

    Opklassificering: 

    • Større vandløb med store afvandingsmæssige interesser.
    • Vandløb med væsentlig offentlig interesse.
    • Vandløb med stor naturmæssig interesse.
    • Åbne vandløbsstrækninger med gode muligheder for at opnå/fastholde god økologisk kvalitet.

    Forvaltningen udarbejder en bruttoliste med de vandløb, som der arbejdes videre med. De udvalgte vandløb skal opfylde et eller flere af ovennævnte kriterier. 

    Den videre proces for omklassificering af enkelte vandløb

    Forvaltningen udarbejder et forslag til omklassificering for hvert af de udvalgte vandløb med beskrivelse af hvilke kriterier, der ligger til grund for udvælgelsen af netop det pågældende vandløb. Udvalget for Vækst & Klima behandler forvaltningens forslag til vandløb, der foreslås op- eller nedklassificeret.

    Forslaget sendes i forhøring hos de berørte lodsejere. Efter behov kan der arrangeres informationsmøder, fælles besigtigelse med videre. Efterfølgende sendes forslaget i offentlig høring.

    Efter behandling og vurdering af alle indkomne bemærkninger i høringsperioden træffes en endelig afgørelse om klassifikation.

    Afgørelsen kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

    En afgørelse om ændret klassificering skal indeholde en dato for, hvornår omklassificeringen har virkning fra. Ved nedklassificering af et vandløb fra offentligt til privat skal vandløbet være vedligeholdt i overensstemmelse med regulativet på den pågældende dato. Ved opklassificering af vandløb skal der udarbejdes et regulativ.  

    Maria Elise Sørensen deltager under punktet.

    Kommunikation

    Alle berørte bredejere vil blive inddraget og hørt forud for en eventuel omklassificering. 

    Lovgrundlag

    Efter vandløbslovens §10 (LBK nr. 1217 af 25. november 2019) kan vandløbsmyndigheden bestemme, at et vandløb skal indgå eller udgå af den hidtidige klasse. 

    Bestemmelser vedrørende omklassificering af vandløb fremgår af bekendtgørelse nr. 838 af 27. juni 2016

    Indstilling

    at Udvalget for Vækst & Klima beslutter:

    1. At forvaltningen udarbejder en liste over vandløb, der skal henholdsvis op- og nedklassificeres, og at de fremlagte kriterier lægges til grund for udvælgelsen af vandløb der indstilles til op- og nedklassificering.

    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima godkendte forvaltningens indstilling.

    Sagsnr.: 01.30.00-P20-14-24

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om Hedensted Kommune kan tiltræde Forretningsorden for Lokal Trepart Randers Fjord.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Historik

    Kommunalbestyrelsen udpegede den 29. januar 2025 repræsentanter for treparterne og godkendte samtidig indstillingen om at være passivt medlem af Ringkøbing Fjord. 

    Kommunalbestyrelsen godkendte d. 26 marts at tiltræde kommissorierne for Den Lokale Trepart for Horsens Fjord og Ringkøbing Fjord. Kommunalbestyrelsen besluttede også, at forvaltningen arbejder for en helhedsorienteret plan i udarbejdelsen af de lokale omlægningsplaner. 

    Sagsfremstilling

    Forretningsorden for Lokal Trepart Randers Fjord

    Der er udarbejdet en forretningsorden for den lokale trepart Randers Fjord. Det er besluttet, at dette vil være det gældende styringsredskab, og at man derved ikke udarbejder et kommissorium for Den Lokale Trepart for Randers Fjord, men holder sig til forretningsordenen.

    Forretningsorden for Lokal Trepart Randers Fjord er vedlagt sagen under Bilag 1. 

    Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om Hedensted Kommune kan tiltræde forretningsorden som indstillet, jf. Bilag 1

    Lovgrundlag

    Aftale om et Grønt Danmark. Aftale mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening den 24. juni 2024 
    Aftale om Implementering af et Grønt Danmark. Aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre den 18. november 2024.
    Kvælstofindsatsbehovet fastlægges i statens reviderede vandområdeplaner 2021-2027, som blev sendt i høring den 20. december 2024.

    Indstilling

    At Kommunalbestyrelsen godkender, at Hedensted Kommune tiltræder Forretningsorden for Lokal Trepart Randers Fjord.

    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende sagen som indstillet.

    Sagsnr.: 01.30.00-P20-14-24

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen orienteres om den økonomiske fordeling og startpakken til Grøn Trepart. 

    Økonomi

    I forbindelse med midtvejsregulering af bloktilskuddet for 2025 kan der søges en tillægsbevilling på 680.000 kr i sagen om budgetopfølgning i september 2025.

    Der tages stilling til beløbene for 2026 - 2032 i forbindelse med budgetarbejdet for 2026.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.

    Sagsfremstilling

    Den 13. december 2024 indgik KL og Ministeriet for Grøn Trepart en rammeaftale om kommunernes opgaver i omlægningsindsatsen. Rammeaftalen indeholder blandt andet et afsnit om økonomi og principper for fordeling af midler.

    Den samlede økonomiske ramme på 461,8 mio. kr i perioden 2025-2032 fordeles i fire puljer. Heraf fordeles den største pulje på i alt 314,8 mio. kr via bloktilskuddet, efter en særskilt fastlagt fordelingsnøgle, baseret på kommunernes kvælstofindsatsbehov og potentialet for udtagning af lavbundsjorder i en 60/40%-fordeling.

    Da økonomien blandt andet er baseret på kvælstofindsatsbehovet, har fordelingsnøglen afventet høringen af vandområdeplanerne, som blev udsendt den 20. december 2024. Hedensted Kommune har nu modtaget en økonomiberegning baseret på fordelingsnøglen fra Ministeriet for Grøn Trepart. En oversigt over fordelingen af midler pr. kommune med afsæt i fordelingsnøglen er vedhæftet som Bilag 1.

    Midlerne afsættes forventeligt til kommunerne med bloktilskudsaktstykket for 2026, herunder midtvejsregulering af bloktilskuddet for 2025.

    Samlet afsatte midler for Hedensted Kommune fordeles således:

    • 2025: 680.000 kr.

    • 2026: 610.000 kr.

    • 2027: 380.000 kr.

    • 2028: 380.000 kr.

    • 2029: 280.000 kr.

    • 2030: 280.000 kr.

    • 2031: 50.000 kr.

    • 2032: 10.000 kr.

    Samlet for perioden 2025-2032: 2.670.000 kr.

    Startpakke

    Den 29. januar blev der udsendt en startpakke til de lokale treparter og kommunerne med vejledning i, hvordan de kan komme i gang med opgaven. Startpakken indeholder en milepælsplan for 2025, introduktionsmateriale til MARS og en guide til, hvor der kan hentes hjælp.

    Startpakken indeholdt dog ikke de specifikke reduktionskrav, som Hedensted Kommune lokalt skal levere på. Dette forventes udsendt omkring slutningen af marts. Relevant indhold fra startpakken er tilføjet som bilag under Bilag 2-5. 

    Indstilling

    at Kommunalbestyrelsen tager orienteringen til efterretning. 

    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen at tage orienteringen til efterretning.

    Sagsnr.: 01.30.10-P20-4-24

    Beslutningstema

    Udvalget for Vækst & Klima skal modtage en status på skovrejsning efter afholdelse af Open Call for skovrejsning

    Udvalget for Vækst & Klima skal orienteres om, hvilke projekter for skovrejsning, forvaltningen arbejder for realisering af, og hvilke der skal afvises. 

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Sagsfremstilling

    For Open Call 2024 har forvaltningen modtaget ti forslag, fordelt på ni arealer. Samlet er der indsendt forslag på 61 hektar, hvor der efter første screening forventes at kunne rejses skov på 11 hektar af de indsendte arealer. 

    Næste skridt er, at indlede dialog med de pågældende lodsejere om ønsker og finansieringsmuligheder til et skovrejsningsprojekt. For arealer, som Hedensted Kommune selv ejer, vil forvaltningen sende arealerne i stjernehøring og herefter fremlægge mulighederne i en politisk sag.

    Foruden projekterne indsendt til Open Call, arbejder forvaltningen sideløbende på realisering af følgende projekter: Rårup Vandværk (70 hektar), Kirkbi (76 hektar), Hedensted Bakker (11 hektar), Drikkevandsområde ved Hornsyld (6 hektar), Stouby Vandværk (7 hektar), Øster Snede Skole (20 hektar).

    Open Call for 2024 har resulteret i færre tilmeldinger sammenlignet med 2023. Det er forvaltningens opfattelse, at den grønne trepart og udsigten til et øget tilskud ved udgangen af 2025 også har haft en effekt på antallet af de indmeldte arealer.

    De indsendte arealer er følgende:

    1) Hvirring (4  hektar)

    2) Remmerslund By (20 hektar – afvises grundet negativ udpegning)

    3) Klakring/Juelsminde 21A  (2,1 hektar – politisk godkendt i 2023 runden)

    4) Årupvej, Hedensted (5,5 hektar – afvises grundet negativ udpegning)

    5) Uldum (1,2 hektar – afvises grundet negativ udpegning)

    6) Soleskov (19 hektar – afvises grundet hensyn til fremtidig erhverv)

    7) Lindved (2 hektar)

    8) Uldum By (4,5 hektar – afvises grundet muligt salg)

    9) Vrigsted (2,6 hektar)

    Samlet: 61 hektar

    Indstilling

    At orienteringen tages til efterretning

    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima tog orienteringen til efterretning.

    Sagsnr.: 01.00.00-P35-1-25

    Beslutningstema

    Efter ønske fra Jacob Ejs orienteres udvalget om initiativ omkring tunnelen i Hedensted Midtby

    Historik

    På møde i februar 2025 havde det nye lokalråd i Hedensted borgerbudgettering på dagsordenen. Det lykkedes at få aktiveret en lang række gode forslag; fra kulturaktiviteter til konkrete projekter som en repair-café og så videre. Der var også en gruppe, der havde arbejdet med tunnelen og ønskede at tage en borgerdebat for at komme længere og løfte ambitionen for projektet. De havde bedt om 75.000 kr til dette arbejde.

    Sagsfremstilling

    Projektet handler primært om, hvordan nedgange og adgangsveje på begge sider af tunnelen kan blive mere tidssvarende i forhold til fremtiden og de øvrige planer for Østerbrogade.

    På opfordring fra Jacob Ejs med flere, bedes udvalget overveje mulighederne for at understøtte projektet og hjælpe det på vej.

    Indstilling

    At orienteringen tages til efterretning

    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima tog orienteringen til efterretning og ønskede en sag på et kommende møde, hvor forvaltningen i dialog med initiativtagerne bag ønsket om forandring af tunnelen kommer med et bud på, hvordan projektet kan realiseres.

    Sagsnr.: 01.05.08-P19-3-25

    Beslutningstema

    Udvalget for Vækst & Klima skal orienteres om, at der i forbindelse med realiseringen af treparten og klima-lavbundsprojektet Uldum Kær, afholdes et møde med repræsentanter for lodsejere, Kærlauget og interesseorganisationer (Danmarks Naturfredningsforening, Sportsfiskerne og Dansk Ornitologisk Forening). 

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Sagsfremstilling

    Udvalget for Vækst og Klima traf den 4. december 2024 under punkt 163 beslutning om, at alternative muligheder skal afsøges, før der arbejdes videre med konsekvensvurderingen af oprensningen af Gudenåen. 

    En undersøgelse af alternative muligheder indarbejdes i realiseringen af treparten, konkret i klima-lavbundsprojektet for Uldum Kær, hvor interessenter inddrages for at sikre størst mulig synergi i forhold til alle relevante forhold i området. Uldum Kær rummer mange interesser og er et område, hvor natur, miljø, rekreative forhold, vand og klima er centrale emner.

    På baggrund af Udvalget for Vækst & Klimas ønske om at afsøge muligheder og afholde et møde mellem lodsejere, Kærlauget og interesseorganisationer (Danmarks Naturfredningsforening, Sportsfiskerne og Dansk Ornitologisk Forening) foreslår forvaltningen at igangsætte en indledende dialog med de lokale interessenter om Uldum Kær med forventet opstart i april. På dette møde vil der blive lagt op til en drøftelse af processen og interessenternes ønsker hertil samt en dialog om, hvad en forundersøgelse for et klima-lavbundsprojekt indebærer. 

    Udvalget for Vækst og Klima vil modtage en invitation til mødet, ved fastsættelse af dato. 

    I 2022 blev der søgt midler til en forundersøgelse af hele kæret, herunder også vandforhold. En forundersøgelse i regi af klima-lavbundsordningen vil dermed kunne identificere muligheder inden for flere områder end blot de klimarelaterede.

    Forvaltningen har igangsat en ansættelsesproces for en ny projektleder med forventet opstart den 1. marts. Uldum Kær bliver den primære opgave for den nye projektleder.

    Udvalget skal derfor orienteres om, at der efter projektlederens opstart afholdes et møde med interessenterne, i forbindelse med forundersøgelsen igangsættes. Dette skal sikre en holistisk tilgang med forbindelse til realiseringen af den grønne trepart.

    Indstilling

    at Udvalget for Vækst & Klima orienteres om, at der med forbindelse til realiseringen treparten afholdes et særskilt møde i april omkring Uldum Kær.

    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima tog orienteringen til efterretning.

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-29-24

    Beslutningstema

    Punkter til orientering

    Sagsfremstilling

    • Orientering om status vedrørende biogasanlæg ved Daka
    • Orientering om procesplan for fremdrift på vandløb (se bilag)
    • Orientering om køb og salg
    • Orientering om fremdrift på proces om sikring af Tørring By – Regnvandsbassin ved motorvej. De nødvendige tilladelser til oprensning af regnvandsbassinerne ved motorvejen er nu gældende. Det vil sige, at Vejdirektoratet kan udføre oprensningen med henblik på at opnå en forbedret funktion af bassinerne og dermed større forsinkelse samt beskyttelse af vandløb. (se oversigtskort i bilag)
    • Orientering om høring om genbesøg af Vandområdeplanerne 2021-2027 (VP3) og Høring om udkast til arbejdsprogram for Vandområdeplanerne 2027-2033
      Hedensted Kommune har modtaget to høringer fra Ministeriet for Grøn Trepart. Begge høringer har høringsperiode med mulighed for at komme med bemærkninger indtil den 20. juni 2025.
      Høringsmaterialet om udkast til arbejdsprogram for kommende Vandområdeplan 2027-2033, samt høringsmaterialet om genbesøg af Vandområdeplanerne 2021-2027 (VP3). Der kan afgives tekniske og politiske høringssvar. Det er ikke et krav, at der afgives høringssvar. (se eventuelt bilag 1-12).
    • Tidsplan for VE-anlæg (se bilag)

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Udvalget for Vækst & Klima tog orienteringen til efterretning.

    Sagsnr.: 00.22.04-A00-10-24

    Beslutningstema

    Stillingtagen til kørselsgodtgørelse til konferencer og møder mv.

    Sagsfremstilling

    Kommunalbestyrelsen har vedtaget at såfremt der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser). Der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til følgende arrangementer;

    • Opfølgning på tilmelding til KL Topmøde i Aalborg - behov for hjælp til tilmelding?

    Lovgrundlag

    Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser

    Indstilling

    at der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer

    Beslutning

    Intet at bemærke.

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-26-24

    Beslutning

    Intet at bemærke.

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-23-24

    Beslutningstema

    Udvalgets/Kommunalbestyrelsens medlemmer skriver under digitalt her.

    Beslutning

    Godkendt