Referater - Arkiv 2022-2025
Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.
Udvalg: Udvalget for Vækst & Klima 2022-2025
Mødedato: 2. juni 2025 14:30
Mødested: Mødelokale 5 og 6, Administrationshuset Tørring
Sagsnr.: 00.22.04-A00-13-24
Beslutningstema
Mødets deltagere og fraværende noteres her.
Beslutning
Alle deltog
Sagsnr.: 00.00.00-P35-13-25
Beslutningstema
Udvalget orienteres om opfølgning på budgetrealisering af Budget 2025 og overslagsårene.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Sagsfremstilling
I efteråret 2024 vedtog Kommunalbestyrelsen et toårigt budgetforlig for 2025 og overslagsårene. For at sikre en vellykket implementering af budgetaftalen følger forvaltningen nu op på processen sideløbende med den politiske budgetopfølgning, dog som en separat sag.
Formålet med denne opfølgning er tredelt: at sikre at alle tiltag realiseres efter hensigten, at give udvalget grundig indsigt i udmøntningen, samt at skabe sammenhæng mellem nuværende og kommende byrådsperiode. Udvalgene har et løbende ansvar for at sikre sammenhæng mellem budgetforudsætninger, konkrete tiltag og de ressourcer, der er til rådighed.
Status:
Ekstra grundsalgsmedarbejder
Er ansat.
Byudvikling
Arbejde med realisering af Hedensted Midtbyplan og åbningstrækket i Østerbrogade, finansieret af pulje på 0,8 millioner kroner afsat hertil under "øvrig byudvikling". Forprojekt for kulturhus og mobiliseringsindsats er igangsat.
Overordnet plan for byudvikling og infrastruktur i Øster Snede er under udarbejdelse.
Indstilling
at opfølgningen på budgetrealisering drøftes og tages til efterretning
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima tog orienteringen til efterretning.
Sagsnr.: 00.30.14-S00-4-24
Beslutningstema
Hvert år udarbejder forvaltningen tre budgetopfølgninger til politisk behandling. Budgetopfølgningen er en økonomisk status og en prognose for årets samlede resultat.
Ved budgetopfølgningerne kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning eller ændret efterspørgsel på overførselsudgifter. Det kan især være nødvendigt at tilrette budgetter efter midtvejsreguleringen fra staten. For alle andre afvigelser fra budgettet gælder rammestyringens principper om, at overskridelser skal finansieres inden for udvalgets ramme.
Historik
Budgetopfølgningen blev behandlet af Kommunalbestyrelsen på sit møde den 28. Maj 2025.
Sagsfremstilling
Herunder er en gennemgang af de væsentligste opmærksomhedspunkter i budgetopfølgningen.
Samlet resultat
Ukrainerelaterede udgifter er ikke opgjort særskilt i årets budgetopfølgning, da der ikke forventes nogen særskilt refusionsmulighed for udgifterne i år. Udgifterne er medregnet i budgetopfølgningen for alle udvalg.
Økonomiudvalget forventer at bruge 1,0 mio. kr. mindre end budgetteret
IT- og digitaliseringsafdelingen har igangsat en omfattende gennemgang af hele afdelingens drift, opgaveporteføljer og funktioner. Arbejdet er tilrettelagt i tre hovedspor som forventes afrapporteret til direktionen i sommeren 2025. De tre hovedspor vedr.: 1) Kommunens IT infrastruktur og netværk, 2) Cybersikkerhed samt 3) organisering, ressourcer og kompetencer. Der er på nuværende tidspunkt bl.a. igangsat en ekstern screening af kommunens cybersikkerhed, infrastruktur og netværk, som har afdækket et behov for en styrket sikkerhedsindsats, som i 2025 kan afholdes indenfor områdets eksisterende økonomi og budget.
Vækst, Teknik & Fællesskab forventer et samlet merforbrug på 2,0 mio. kr. Det skyldes en forventning om færre indtægter til honorarmodellen på 2 mio. kr., og merudgifter på 1 mio. kr. til fysisk planlægning, end budgetteret. Der forventes et mindreforbrug på 1 mio. kr. på Kørselskontorets område til mere grøn energi i kommunens vognpark.
På øvrige områder forventes et mindreforbrug på 3 mio. kr.
Udvalget for Læring forventer at bruge 42,0 mio. kr. mindre end budgetteret
Uden overførte midler fra 2024 ville der være merudgifter på 4,9 mio. kr. samlet set, idet overførte midler udgør 46,6 mio. kr.
Børn og Familier forventer et merforbrug 14,0 mio. kr. Driftsenhederne Bakkevej, Søndergården og Familicentret/Ankersvej har et samlet mindreforbrug på 3 mio. kr. Myndighedsområdet, som også tæller Integration, har et samlet merforbrug på 17 mio. kr. Heraf udgør anbringelsesområdet langt det meste.
Der er igangsat en analyse af anbringelsesområdet, som skal afdække udgiftsudviklingen. Dertil er der fagligt fokus på gennemgang af sagerne.
Læring i skolen forventer et mindreforbrug på i alt 14 mio. kr. Heraf forventes et mindreforbrug på skoler og Ungdomsskolen på 3 mio. kr.
Læring i dagtilbud forventer et samlet mindreforbrug på 38,5 mio. kr. Heraf forventes både daginstitutioner og Dagplejen at balancere.
De øvrige decentrale enheder, Tandplejen og sundhedsplejen, forventer et mindreforbrug på 3,5 mio. kr. Heraf udgør Tandplejens opsparing til større anskaffelser 2,7 mio. kr.
Der er igangsat konkrete pædagogiske aktiviteter i 2025 for dele af overførselsmidlerne fra 2024. Bl.a. løft af dagtilbud med 10 mio. kr., partnerskabet Have til Mave, skolevægringsindsatser, samt etablering af specialtilbud i Stouby.
Udvalget for Beskæftigelse forventer at balancere
Der forventes færre udgifter STU, FGU og Beskæftigelsesordninger med 6 mio. kr. Modsat forventes udgifterne til jobafklaring, pensioner, boligstøtte, A-dagpenge, Fleksjob og ledighedsydelser at overstige budgettet med 10 mio. kr. Hvilket giver et forventet merforbrug på 4 mio. kr.
Det samlede resultat for socialpsykiatrien og rusmiddelcenter er et mindreforbrug på 4 mio. i 2025
Det forventes isoleret set, at udgiften til forsorgshjem kan give en merudgift på op mod 2,5 mio. kr. i 2025.
Der gøres opmærksom på, at fra 2024 til 2025 er der overført 3,5 mio. i mindreforbrug samlet set i Rusmiddelcentret og socialpsykiatrien. Dette er engangsmidler, som i 2025 tænkes anvendt til det dække merforbruget på forsorgshjem § 110.
Udvalget for Social Omsorg forventes at balancere
Det er usikkert, hvor meget den nye Ældrereform vil påvirke Sundhed & Ældre. Det er en kompleks opgave at definere, hvordan forløbene i Helhedsplejen skal skrues sammen og hvilke økonomiske konsekvenser dette har. Der afventes udmøntning af midtvejsreguleringen på Ældrereformen og midler fra Lov og Cirkulære programmet.
Voksenhandicap området er fortsat udfordret af flere komplekse og dyre enkeltsager. Med midler fra Handleplanen i 2025 og overførsel af midler fra 2024 forventer området at balancere i 2025.
Udvalget for Fællesskab forventer at bruge 2,0 mio. kr. mindre end budgetteret
På Kultur & Fritid og landdistrikter forventes et samlet mindreforbrug på 6,0 mio. kr., da nogle afsatte puljemidler bevilges i 2025, men bliver først udbetalt i årene efter, når projekterne er afsluttede. Det gælder eksempelvis midler fra LUP-puljen, udviklingspuljen med videre.
Der forventes et merforbrug på 1,5 mio. kr. på puljen til udvendigt bygningsvedligehold og tekniske installationer i Ejendomme & Service.
Efter salg af ”Valencia-bygningen” er der ikke længere en akkumuleret gæld på projektet ”Kloge m2”. Der er fortsat en varig driftsudfordring på 2,5 mio. kr., som Kapacitetsudvalget skal arbejde med i 2025. Der forventes ikke at blive realiseret besparelser med effekt i 2025.
Udvalget for Teknik og Miljø forventer at bruge 1,0 mio. kr. mindre end budgetteret
Der forventes et mindreforbrug på ca. 1,0 mio. kr. til skadedyrsbekæmpelse. Akkumuleret overskud skal udlignes over de næste 3 år.
Øvrige midler på udvalgets område forventes at balancere.
Udvalget for Vækst og Klima forventes at balancere
Der forventes ingen større mer- eller mindreforbrug for vandløbsvedligeholdelse, branding, erhverv eller turisme.
Udvalget for Fællesskab forventer at bruge 2,0 mio. kr. mindre end budgetteret.
Udvalget for Vækst og Klima forventes at balancere.
Anlæg: Forvaltningen forventer at bruge 33,0 mio. kr. mindre end budgetteret
Mindreforbruget skal ses i lyset af forsinkelse/udskydelse af anlægsarbejder, som udgør i alt 86,0 mio. kr.
Der forventes samtidig at ske en forskydning/forsinkelse af budgetterede salgsindtægter på i alt 53,0 mio. kr. som overvejende vedrører jordsalg ved Hedensted Syd og Kildeparken.
Likviditet:
Likviditet udgør ultimo april 242,6 mio. kr., hvilket er 8,5 mio. kr. mere end ved udgangen af marts måned.
Indstilling
at budgetopfølgningen indenfor udvalgets eget område drøftes og tages til efterretning.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima tog orienteringen til efterretning.
Sagsnr.: 01.02.03-P15-1-22
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal godkende forslag til Hedensted Kommuneplan 2025-2037 og beslutte om den, sammen med tilhørende miljøvurdering af planen, skal sendes i høring. Kommunalbestyrelsen skal samtidig beslutte processen for høringsperioden.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Historik
- Den 21. juni 2023, under punkt 87, behandlede Kommunalbestyrelsen bemærkninger til og godkendte Planstrategien.
- Den 8. april 2024, under punkt 40, drøftede Udvalget for Vækst & Klima den forestående kommuneplanrevision 2025. Den samlede Kommunalbestyrelse drøftede samme emne på temamøde den 24. april 2024.
- Den 8. april 2024, under punkt 41, drøftede Udvalget for Vækst & Klima kommunens bymønster (tidligere kaldet bystruktur). Den samlede Kommunalbestyrelse drøftede samme emne på temamøde den 24. april 2024.
- Den 25. september 2024, under punkt 152, igangsatte Kommunalbestyrelsen kommuneplanrevision 2025 og godkendte samtidigt indhold og tidsplan for kommuneplanrevisionen.
- Den 13. januar 2025, under punkt 5, blev Udvalget for Vækst & Klima orienteret om status på kommuneplan 2025-2037. Udvalget besluttede desuden, at forvaltningen skulle indarbejde bytypenavne og mønster således lokalby til "landsby i byzone" og landsby til "landsby i landzone" for at tydeliggøre forskellen mellem bytyperne. Ændringen skal mindske eventuel forvirring og skabe klarhed om udviklingsmuligheder og planlægningsmæssige hensyn for de enkelte bytyper. Derudover blev det besluttet at der skulle udarbejdes og beskrives konkrete udviklingsretninger i otte lokalområder.
- Den 13. januar 2025, under punkt 6, besluttede Udvalget for Vækst & Udvikling, at forvaltningen skal arbejde videre med retningslinjeændringer for solcelleanlæg og vindmøller i det åbne land. Samtidig blev det besluttet at justere kommuneplanens rammer for vindmølleområder, herunder fastsætte en maksimal totalhøjde på 150 meter og angive et forventet antal møller i udvalgte rammeområder.
- Den 26. marts 2025 drøftede Kommunalbestyrelsen ændringerne af Hedensted Kommuneplan 2025-2037 på et temamøde.
- Den 5. maj 2025, under punkt 67, besluttede Udvalget for Vækst & Klima om der skulle indarbejdes ændringer i kommuneplanen som resultat af drøftelserne fra Kommunalbestyrelsens temamøde. De besluttede, at Kommuneplanrammen 3.0.02 i Stouby skal tilpasses sådan, at adresserne Vejlevej 95 og 97 indgår i rammen.
Sagsfremstilling
Kommuneplanen er den øverste plan for kommunens udvikling de næste 12 år.
Det kan beskrives som en forventningsafstemning mellem kommunalbestyrelsen, bygherrer og investorer, da Kommunalbestyrelsen ifølge planloven har pligt til at virke for Kommuneplanens gennemførelse. Der kan eksempelvis ikke vedtages lokalplaner i strid med Kommuneplanen. Til gengæld kan Kommunalbestyrelsen beslutte at ændre Kommuneplanen med kommuneplantillæg. Kommuneplanen består af en hovedstruktur, retningslinjer og redegørelse for arealanvendelse samt rammer for lokalplanlægning.
Kommuneplan 2025-2037 tager udgangspunkt i Kommuneplan 2021-2033 og er blevet delvis revideret ud fra følgende emner:
- Revision af hovedstrukturen - fra byhieraki til bynetværk med beskrivelse af kvaliteter og udviklingspotentialer for det enkelte områder. Derudover er de kulturhistoriske værdier blevet beskrevet i lokalområderne.
- Tilpasning af få tekniske rettelser i kommuneplanrammer primært ved tilpasning af afgrænsning og mindre justeringer af bestemmelser.
- Rettelser i retningslinjer af teknisk karakter - foretaget på baggrund af lovændringer, nye administrationspraksisser, konkrete sager og lignende forhold.
- Retningslinjen for Kulturhistorisk bevaringsværdi er revideret således, at de helt eller delvist nedrevne bevaringsværdige bygninger er fjernet fra udpegningen. Derudover er de udpegede bevaringsværdige bygninger, som ikke allerede var registreret i kommuneplanen, blevet en del af udpegningen. De allerede fredede bygninger fremgår nu også af retningslinjeudpegningen.
- Strategisk planlægning for bycentre og bymidter.
- Hedensted Kommune har vedtaget en ny Strategisk Energiplan. Energiplanen er indarbejdet i retningslinjer for solcelleanlæg og vindmøller og med mindre justeringer i eksisterende rammer.
De samlede ændringer af kommuneplanen kan læses på bilag 1. Derudover er der mindre ændringer af teknisk karakter. Forslaget til Hedensted Kommuneplan 2025-2037 kan læses her eller på bilag 2-5. Kommentarerne fra temamødet i marts, Udvalgets for Vækst og Klima's kommentarer og forvaltningens kommentarer hertil kan læses i bilag 6.
Da Kommuneplanens struktur er opbygget omkring beskrivelser af kvaliteter og udviklingspotentialer i de enkelte byområder, foreslår forvaltningen, at der i forbindelse med den offentlige høring udsendes en særskilt mail til formændene for lokalrådene med opmærksomhed på følgende:
- Kommuneplanforslaget er i offentlig høring, og alle borgere og interessenter har mulighed for at indsende bemærkninger, indsigelser og forslag.
- Kommuneplanen er en samlet plan for hele kommunen, og danner grundlag for den videre kommunale udvikling og understøttelse af lokale initiativer.
- Input fra lokalrådene er modtaget og indarbejdet i kommuneplan forslaget.
Miljøvurdering
I overensstemmelse med lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) er forslag til Hedensted Kommuneplan 2025-2037 miljøvurderet. Miljørapporten er vedlagt Kommuneplanen og dagsordenspunktet med et overblik over planens indflydelse på miljømæssige forhold, natur og områdeudpegninger. Se miljøvurderingen på bilag 6.
Det er de samlede ændringer af Kommuneplanen, der miljøvurderes, hvilket giver et overblik over, hvilke miljøpåvirkninger der kan forventes heraf.
Forslag til Kommuneplan 2025-2037 er vurderet at kunne påvirke landskab, kulturarv, vandmiljø, biodiversitet og materielle goder. Højere vindmøller vil gøre dem mere synlige i landskabet og kan påvirke nærliggende kirker og naturområder. Kulturarvskortet opdateres, hvilket styrker beskyttelsen af bevaringsværdige bygninger.
Der er potentiel risiko for påvirkning af sårbare vandløb ved grundvandssænkning, og højere møller kan øge risikoen for fugle- og flagermuskollisioner. En mindre udvidelse af Grønt Danmarkskort vurderes positivt. Planen understøtter byudvikling, boligfleksibilitet og erhverv, hvilket samlet har en moderat positiv effekt.
Ingen væsentlige negative påvirkninger er identificeret, og der er derfor ikke behov for afværgetiltag eller overvågning.
Miljørapporten skal følge forslaget til Kommuneplanen, når det fremlægges i offentlig høring i minimum 8 uger, hvorfor Kommunalbestyrelsen også skal godkende rapporten til offentlig høring. I forbindelse med den senere endelige vedtagelse af Kommuneplanen, vil Kommunalbestyrelsen samtidig behandle en sammenfattende redegørelse for miljøvurderingen, inklusiv hvordan den forholder sig til de indkomne bemærkninger til miljørapporten.
Beslutningsproces
Planlægningen er af principiel karakter. Kommunalbestyrelsen skal derfor behandle både forslag og endelig vedtagelse af planlægningen. Det fremgår af beslutningen på mødet den 29. maj 2024, punkt 86.
Hvis sagen ikke godkendes af udvalget, afsluttes sagen, og sendes derfor ikke videre til Kommunalbestyrelsen.
Kommunikation
Forslag til Hedensted Kommuneplan 2025-2037 offentliggøres på kommunens hjemmeside og på plandata og sendes i offentlig høring i 8 uger hen over sommeren 2025.
I offentlighedsfasen vil der være mulighed for at borgere, erhverv og interesseorganisationer kan fremsende deres bemærkninger til kommuneplanen. De indkomne bemærkninger vil efterfølgende blive politisk behandlet i forbindelse med den endelige vedtagelse af kommuneplanen.
De borgere, organisationer der derudover har været involveret i kommuneplanprocessen, vil ligeledes blive orienteret om Kommunal bestyrelsens beslutning.
Planforslaget offentliggøres i henhold til planlovens § 24-26.
Lovgrundlag
Kommuneplanen udarbejdes efter Planlovens § 11, stk. 1 LBK nr. 572 af 29. maj 2024 § 11 og § 24.
Miljøvurderingen af planen udarbejdes efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023 med senere ændringer, § 8, stk. 1.
Indstilling
- at forslag til Hedensted Kommuneplan 2025-2037 sendes i 8 ugers offentlig høring,
- at miljøvurderingen af forslag til Hedensted Kommuneplan 2025-2037 sendes i høring sammen med planforslaget,
- at formænd for lokalråd informeres om offentliggørelse og høring.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende sagen som indstillet.
Sagsnr.: 20.00.00-A00-1-25
Sagsnr.: 01.11.00-P20-11-23
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Klima orienteres på møde om præcisering og justering af entrepriseområdet i projektet "Bæredygtig udvikling af levebyen og turismebyen Juelsminde".
Økonomi
Præciseringen og justeringen påvirker ikke den samlede økonomi til projekt "Bæredygtig udvikling af levebyen og turismebyen Juelsminde".
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter på nuværende tidspunkt.
Historik
Udvalget for Vækst & Klima godkendte den 4. november udbudsmaterialet samt igangsætning af udbud af totalentreprise for projekt ”Bæredygtig udvikling af levebyen og turismebyen Juelsminde”.
Sagsfremstilling
Som en del af udbudsmaterialet var en skitsering af entrepriseområdet, hvor der på området på havnetorvet blandt andet var anført, at område B (ved Marineshoppen) ud for byggefelt nr. 6 er et optionsområde. ”Det kan ikke forudsættes, at bygningerne i område B er fjernet ved entreprisens opstart. Tilbudsgiver skal have område B med i sin skitsering og projektering (til og med udførelsesprojekt). Selve udførelsen skal prissættes som en optionspris.”
Status er, at der ikke er indgået nogen aftale med ejere af bygningerne i område B vedrørende flytning af bygningerne, hvorfor løsningen bliver, at projekt ”Bæredygtig udvikling af levebyen og turismebyen Juelsminde” udføres med udgangspunkt i, at bygningerne i område B fortsat er på havnepladsen.
Yderligere inkluderede en del af entrepriseområdet et areal, som på sigt involverede en flytning af vejen langs campingpladsen. I udbudsmaterialet stod dette beskrevet således:
”Vejføringen ved campingpladsen flyttes forventeligt først efter, entreprisen er udført. Matrikel 7000bn og den lille del af 89a, der i dag er en vej, skal derfor stadig kunne fungere som vej. Tilbudsgiver skal medtage både 7000bn og 89a i det samlede koncept – dog skal det skal være muligt at anvende området til vej.”
Da der, jf. tidligere beskrevet, ikke er indgået aftale med ejerne af bygningerne i område B, ejerne af bygninger indenfor byggefelterne 6 og 7, samt afklaring med hensyn til fremtiden for campingpladsen arbejdes der med en løsning, hvor der i stedet sker en afgrænsning, hvor havnetorvet også slutter i dag. Det vil sige, at der ikke etableres belægning udover arealet, hvor der i dag er vejføring lang campingpladsen.
Denne ændring i entrepriseområdet vil formodentlig muliggøre nogle af de inputs og tiltag, som bedømmelseskomiteen havde til projektet.
Så frem der på sigt sker en flytning af vejføringen langs campingpladsen, må det i forbindelse med denne flytning vurderes, hvorvidt man ønsker at ”forlænge” havnepladsen, som skitseret i konkurrenceprogrammet for projekt ”Bæredygtig udvikling af levebyen og turismebyen Juelsminde”, og der vil skulle findes finansiering til dette.
Indstilling
At Udvalget for Vækst & Klima tager præcisering og justering af entrepriseområdet til efterretning.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima tog orienteringen til efterretning.
Sagsnr.: 01.11.00-P20-11-23
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til ansøgning om anlægsbevilling til projektet "Bæredygtig Udvikling af Levebyen og Turismebyen Juelsminde"
Økonomi
Der søges om:
- Tillæg til anlægsbevilling til realisering af projektet "Bæredygtig Udvikling af Levebyen og Turismebyen Juelsminde" på i alt 45 mio. kr.
- Anlægsbevilling til tilskudsmidler som indtægt til finansiering fra Erhvervsstyrelsen på 29 mio. kr.
I investeringsoversigten er der afsat 13 mio. kr i 2025, 17 mio. kr i 2026 og 15 mio. kr i 2027 i udgift. Der er afsat 3,8 mio. kr i 2025, 10,6 mio. kr i 2026 og 14,6 mio. kr i 2027 vedrørende indtægter fra Erhvervsstyrelsen.
Den 25. september 2024, sag nr. 151 blev der meddelt anlægsbevilling på 2 mio. kr til igangsætning og udbud af arkitektkonkurrence vedrørende projektet.
Den afledte drift af anlæg og område i helhed estimeres at give øget drift på ca. 1,1 mio. kr om året, når det tages i drift afhængigt af valg af de endelige løsninger. Efter overdragelse til drift indarbejdes det i budgetprocessen som tillæg til driftsrammen for området.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Kommunalbestyrelsen godkendte på mødet den 30. april 2025 under pkt. 73 (lukket punkt) vinderen af totalentreprisen for projektet Bæredygtig udvikling af levebyen og turismebyen Juelsminde.
Sagsfremstilling
I forbindelse med indgåelse af totalentrepriseaftale på projektet "Bæredygtig udvikling af levebyen og turismebyen Juelsminde" ønskes frigivelse af anlægsmidler til igangsættelse af realiseringen.
Der søges frigivelse af den resterende midler til projektet - udgifter på 45 mio. kr og indtægter fra Erhvervsstyrelsen på 29 mio. kr.
Det forventes også, at der bliver mere drift af området end det nuværende. Der kommer eksempelvis flere nye elementer ind i byen eksempelvis Krabbearenaen samt Pynten med installationer, der kræver ekstra løbende vedligehold for at sikre, at de fremstår vedligeholdte og med lang levetid.
Indstilling
at der meddeles anlægsbevilling til projektet "Bæredygtig udvikling af levebyen og turismebygen Juelsminde som anført under Økonomi.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende sagen som indstillet.
Sagsnr.: 01.30.00-G01-1-24
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Klima gives en status for udbygningen for VE-anlæg i Hedensted Kommune.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Sagsfremstilling
Status i forhold til de enkelte vedvarende energiprojekter i Hedensted Kommune
Der er fortsat to projekter, der har en godkendt lokalplan; Nord for Løsning (Ussinggård), samt Juelsminde Solar v. Stourup.
Projektet ved Stourup er i gang med at opstille anlægget, mens der for anlægget Nord for Løsning pågår nogle indledende undersøgelser, inden de endeligt kan påbegynde byggeprocessen.
Herudover arbejdes der på lokalplaner for to yderligere VE-anlæg; Et solcelleanlæg ved Uldum/Hesselballe og et kombineret vind- og solcelleprojekt ved Stenderup/Bjerre/Hornsyld. For begge projekter forventes et forslag til lokalplan at kunne komme til beslutning i Kommunalbestyrelsen i december 2025. Endelig vedtagelse af lokalplanerne vil tidligst kunne finde sted i maj 2026. Tidsplanen er dog afhængig af, at der ikke kommer uforudsete forsinkelser til processen.
Kommunens planafdeling har ressourcer til to VE-lokalplaner ad gangen, så opstart af nye lokalplaner til VE afventer, at der igen er ledige ressourcer.
For at Hedensted Kommune er klar, når ressourcerne frigives, arbejdes der med en venteliste for næstkommende VE-projekter, hvor ansøgninger, der er blevet politisk prioriteret af Udvalget for Vækst & Klima, står i en rangeret kø. Gennem tidligere prioriteringssag står følgende projekter i kø:
- Aldumgaard (60 hektar sol)
- Energipark Sindbjerg, tidligere ”Nord for Lindved” (3x 150 meter møller og 137 hektar sol)
- Energiportalen (Soleskov) (Større projekt i samarbejde med Vejle Kommune)
- Tørring Kraftvarme (Én mølle og op til 30 hektar sol)
En uddybende opdatering for disse fire VE-projekter kan ses beskrevet i Bilag 1.
Status i forhold til målsætningen om, at Hedensted Kommune skal kunne dække eget elbehov.
Hedensted Kommune har i både Klimaplanen og Strategisk Energiplan fastsat målsætninger om, lokalt at skulle producere en mængde vedvarende strøm svarende til det forbrug, der er inden for kommunegrænsen i 2030.
Vedlagt til denne sag er derfor et bilag (Bilag 2), hvori nyeste udregninger for, hvor stor en andel de enkelte VE-anlæg, som kommunen arbejder med lige nu, ville kunne bidrage til i forhold til ovenstående målsætning.
Udregningerne tager udgangspunkt i, hvor stor en del de enkelte projekter dækker af det forventede elforbrug for 2030.
Grundet større usikkerheder og uklarheder i forhold til udregningsmetoden for fortrængningseffekten for CO2 udledningen for kommunen, er der ikke foretaget udregninger for, hvor stor et potentiale VE-projekterne har i forhold til kommunens CO2 udledning. Ønskes dette afdækket nærmere, anbefaler forvaltningen at dette bestilles eksternt.
Forvaltningen har dog den 9. maj modtaget det nye CO2 regnskab for Hedensted Kommune, som dækker udledninger for 2023. Som orientering er der derfor til denne sag vedhæftet en ny og opdateret reduktionssti for kommunens samlede udledninger (Bilag 3).
Indstilling
At Udvalget for Vækst & Klima tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima tog orienteringen til efterretning.
Sagsnr.: 06.02.03-P20-4-25
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Klima skal beslutte, hvilke tiltag forvaltningen skal arbejde videre med i forhold til bedre sikring af Tørring by mod oversvømmelser.
Økonomi
Forslag til finansiering vil komme i en senere sag, når Udvalget for Vækst & Klima har besluttet, om der skal arbejdes videre med processen, og i så fald hvilken af løsningerne, der skal arbejdes videre med.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter på nuværende tidspunkt.
Historik
Vinteren 2023/2024 var yderst regnfuld med mange store regnhændelser. Værst var det den 6. februar, hvor der mange steder i kommunen var ekstreme oversvømmelser. I Tørring oversvømmede broen ved Vongevej og gav oversvømmelser langs Solfang. Hændelsen udløste et politisk ønske om, at forvaltningen skulle undersøge mulighederne for at sikre Tørring mod fremtidige oversvømmelser. Udvalget for Vækst & Klima besluttede derfor på udvalgsmødet den 12. august 2024, under punkt 86, at forvaltningen skulle arbejde videre med at undersøge 10 handlemuligheder til sikring af Tørring mod oversvømmelser.
Forvaltningen har i tiden herefter udført forskellige tiltag, der skal medvirke til sikring af Tørring og Åle By. Der er blandt andet gravet sand væk fra broerne ved Vongevej og Åle Bygade, samt fjernet træer og lignende, der kan være medvirkende årsag til opstuvning af vand og dermed oversvømmelser.
Der er endvidere lavet små tiltag med blandt andet hævning af kantsten ved Engvej og på Grønnevej ud mod Bredgade, samt skiftet vejriste. Disse små tiltag er vurderet til at kunne have en positiv effekt.
Der er lavet aftale med Materielgården, om at der laves sandsække i tilfælde af oversvømmelse. Disse kan afhentes foran Materielgården i Tørring. Dette bliver meldt ud på Facebook og andre sociale medier ved risiko for skybrud. Der er desuden mandskab på arbejde ved skybrudshændelser, i tilfælde af behov for afspærring af veje eller lignende.
En decideret Beredskabsplan for oversvømmelse er under udarbejdelse i forvaltningen.
Sagsfremstilling
Som led i arbejdet med at sikre Tørring mod oversvømmelser ved kraftig nedbør, har forvaltningen undersøgt mulighederne for at inddrage ekstern rådgivning til kvalificering af forvaltningens forslag.
Tre rådgivende ingeniørfirmaer er blevet kontaktet med henblik på at udarbejde en overslagspris for en analyse af tiltagene. To er vendt tilbage, med i alt tre forslag på hydrauliske analyser af forskellige scenarier til klimasikring af Tørring by.
Der er i nedenstående opsummeret de tre mulige måder at løse opgaven på:
- En analyse, der dækker de tekniske, økonomiske og miljømæssige aspekter beskrevet i bilagene. Pris 600.000-700.000 kr. Det er dog et estimat, givet uden præcis viden om opgavens fulde omfang – herunder behovet for hydrauliske beregninger og eventuelle opmålinger.
- En beregning på forvaltningens forslag 1: vandparkering i Slårup Å i kombination med forvaltningens forslag 4: omløb af Slårup Å uden om Tørring by. Pris 160.000 kr.
- Et overslag på en samlet opgave, hvor der analyseres på seks forskellige mulige tiltag. Pris 400.000 kr.
Det ene rådgivende ingeniørfirma har vurderet, at man kan komme langt med de kombinerede forslag 1 og 4 (mulighed 2 i ovenstående). Forvaltningen kan tilslutte sig denne vurdering.
Det understreges, at disse beløb udelukkende dækker selve undersøgelsen af de foreslåede løsninger og deres effektivitet – ikke en eventuel realisering af løsningerne. Det er samtidig understreget i tilbuddene, at det er grove estimater.
Forvaltningen har ikke de faglige kompetencer eller ressourcer til selv at udføre denne type beregninger. Forvaltningen har ikke vurderet om de nødvendige tilladelser kan opnås, men det vil blive belyst i det videre arbejde. Lodsejertilslutning til det aktuelle projekt er heller ikke belyst.
Udvalget for Vækst & Klima skal vælge, hvilket af forslagene forvaltningen skal arbejde videre med.
Indstilling
at Udvalget for Vækst & Klima beslutter, at forvaltningen skal arbejde videre med løsning 2.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima godkendte sagen som indstillet.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-29-24
Beslutningstema
Punkter til orientering
Sagsfremstilling
Orientering om Klimanyhedsbrev (se bilag)
”Klimateamet udsender hver 3. måned fast et nyhedsbrev omkring klimatiltag i Kommunen. I maj måned er udgivet en ekstra særudgave om Den Grønne Trepart. Nyhedsbrevet er primært målrettet Kommunalbestyrelsen, men alle interesserede er velkommen til at læse med.
Klimanyhedsbrevets indhold spænder ved de faste udgivelser bredt, og der fortælles om både små og store tiltag, så den samlede klimaindsats fremstår levende, varieret og relevant. Input og forslag til emner modtages gerne.
I denne særudgave er der fokus på arbejdet med Den Grønne Trepart lokalt, en introduktion til nogle af de nye medarbejdere, der er involveret i processen og viden om hvad det egentligt betyder, at vi skal bruge 140 % af Danmarks areal for at komme i mål.
Nye læsere af klimanyhedsbrevet kan tilmelde sig distributionslisten via klima.hedensted.dk”.
- Orientering om første spadestik i Trykkeriparken i Hedensted
- Orientering om køb og salg
- Orientering om start af forundersøgelse ved Grøn Trepart
- Orientering om sandfang
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima tog orienteringerne til efterretning.
Bilag
Sagsnr.: 00.22.04-A00-10-24
Beslutningstema
Stillingtagen til kørselsgodtgørelse til konferencer og møder mv.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen har vedtaget at såfremt der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser). Der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til følgende arrangementer;
- Invitation til første spadestik i Trykkeriparken i Hedensted
Den 19. juni 2025 kl. 13.00 - 13.45 vil der være en markering af første spadestik til den nye grønne Trykkeripark i Hedensted med deltagelse af borgmester Ole Vind og det udførende anlægsfirma. Anlægsarbejdet vil foregå henover sommeren med planlagt åbning i midten af september 2025.
Lovgrundlag
Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser
Indstilling
at der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer
Beslutning
Udvalget for Vækst & Klima godkendte deltagelse i arrangementet.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-26-24
Beslutning
Intet at bemærke
Sagsnr.: 00.00.00-A00-23-24
Beslutningstema
Udvalgets/Kommunalbestyrelsens medlemmer skriver under digitalt her.
Beslutning
Godkendt