Gå til hovedindhold

Referater - Arkiv 2022-2025

Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Teknik & Miljø 2022-2025
    Mødedato: 14. august 2024 12:00
    Mødested: Tørring

    Sagsnr.: 01.02.00-P16-8-22

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal med denne sag tage stilling til, om Lokalplan 1184 for boliger ved Bredgade i Hedensted med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 15 skal vedtages endeligt.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Historik

    • Den 28. september 2022, under punkt 174, besluttede Kommunalbestyrelsen at indkalde idéer og forslag til planlægningen.
    • Den 21. december 2022, under punkt 263, besluttede Kommunalbestyrelsen at igangsætte planlægningen.
    • Den 20. marts 2024, under punkt 43, besluttede Kommunalbestyrelsen at sende planlægningen i 8 ugers høring.

    Sagsfremstilling

    Planlægningen har til formål at muliggøre opførelse af ny etageboligbebyggelse på hjørnet mellem Bredgade og Ankersvej i den nordlige del af Hedensted centrum. Bebyggelsen kommer til at rumme cirka 14 lejligheder.Se områdets disponering på lokalplankortet på bilag 1.


    Lokalplan1184 for boliger ved Bredgade i Hedensted med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 15 har været i høring fra den 4. april 2024 til den 30. maj 2024. Der er ikke kommet høringssvar til planlægningen.


    Der vil kun være mindre redaktionelle tilretninger af planerne.


    Forslag til Lokalplan 1184 for boliger ved Bredgade i Hedensted kan ses her, og er vedhæftet som bilag 2.


    Forslag til Kommuneplantillæg nr. 15 kan ses her, og er vedhæftet som bilag 3.


    Beslutningsproces

    Planlægningen er af principiel karakter. Kommunalbestyrelsen skal derfor behandle både forslag og endelig vedtagelse af planlægningen. Det fremgår af beslutningen på mødet den 29. maj 2024, punkt 86.


    Hvis sagen ikke godkendes af udvalget, afsluttes sagen, og sendes derfor ikke videre til Kommunalbestyrelsen.

    Kommunikation

    Beslutningen meddeles ansøger.


    Der blev indkaldt idéer og forslag fra den 14. oktober 2022 til den 28. oktober 2022 ifølge planlovens § 23c.


    Planforslagene var i høring fra den 4. april 2024 til den 30. maj 2024 i henhold til planlovens § 24-26.


    Planforslagene offentliggøres i henhold til planlovens §§ 30-31.

    Lovgrundlag

    Lokalplan: Lov om planlægning, LBK nr. 572 af 29. maj 2024, § 13 stk.

    Kommuneplantillæg: Lov om planlægning, LBK nr. 223 af 1. marts 2024, §23c.

    Indstilling

    • at Lokalplan 1184 vedtages endeligt uden ændringer
    • at Kommuneplantillæg nr. 15 vedtages endeligt uden ændringer

    Beslutning

    At forvaltningens indstilling anbefales godkendt.

    Sagsnr.: 01.10.00-P19-3-24

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik & Miljø skal beslutte, om bevaringsværdig bygning på Brethvej 11, 7150 Barrit, må nedrives.

    Udvalget skal derudover tage stilling til, om en nedrivning fra 2008 skal lovliggøres.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Sagsfremstilling

    Den sydlige længe - ansøgning om nedrivning

    Hedensted Kommune har modtaget en ansøgning om nedrivning af en bevaringsværdig bygning på Brethvej 11, 7150 Barrit.

    Ejendommen er registreret som en firelænget gård, der i landsbykataloget er udpeget som bevaringsværdig i sin helhed (fire længer). Udpegningen skete som led i den overordnede udarbejdelse af et landsbykatalog for Breth og blevet foretaget af den forhenværende Juelsminde Kommune i 2005.

    Den sydlige længe af bygningen er i forfald, og ejer ønsker ikke at renovere bygningen eller erstatte med en ny.

    I forhold til offentligheden er bygningen hverken tilgængelig eller udpræget synlig. Bygningen ligger fjernest vejen og skærmes af ejendommens øvrige bygninger, træer og beplantning (se bilag 1 og 2).

    Anmodningen om nedrivningstilladelse af den sydlige længe har været offentligt fremlagt i 4 uger i perioden fra den 4. april 2024 til den 2. maj 2024. Der er kommet to høringssvar fra henholdsvis Vejlemuserne og Glud Museum. Svarene kan ses på bilag 3.

    Bemærkningerne drejer sig om:

    1. Ønsker om arkæologisk forundersøgelser samt overvågning af nedrivningsarbejdet

    2. Ønsker om bevaring af bygningens sydlige længe

    3. Ønsker til udformning af eventuel ny bebyggelse

    4. Ønsker om redegørelse i forbindelse med en tidligere nedrivning af en bevaringsværdig bygning på matriklen

    Bemærkningerne vurderes ikke at være til hinder for nedrivningen af den sydelig længe. Bygningen er ikke synlig fra den offentlige vej og forringer derved ikke opfattelsen af en landsby. I vurderingen er der blevet lagt vægt på, at bygningen ikke er SAVE registreret.

    (Læs notat over bemærkninger samt høringssvarene i bilag 3).


    Da den sydlige og den østlige længe er en del af én struktur, vælger forvaltningen at udvide sagen således, at den også omhandler den østlige længe.


    Den østlige længe - ulovligt forhold på ejendommen og ønske om en ny bebyggelse

    Ejendommens østligste længe blev enten nedrevet eller er delvis faldet sammen på grund af manglende vedligehold og derefter fjernet omkring år 2008. Dette er sket uden ansøgning eller indmelding til kommunen, og forholdet er derfor ulovligt (se lovhenvisninger længere ned i dokumentet).


    Nuværende ejer har på tilsvarende placering aktuelt planer om at etablere en ny bygning, hvormed den bevaringsværdige udpegede struktur delvist reetableres.
    Gives tilladelse til nedrivningsansøgningen af den sydlige længe, og ny bebyggelse ved den østlige længe etableres, vil ejendommen på sigt komme til at fremstå som en trelænget gård.

    Landzonetilladelse samt byggetilladelse til etablering af ny bebyggelse er blevet udstedt i starten af 2024 (se bilag 4 og 5).

    Ved gennemførelse af en intern screeningsproces har forvaltningen ikke haft tilstrækkelig kendskab til det ulovlige forhold på matriklen. Derved er vurderinger og tilladelser foretaget på et forkert oplyst grundlag.

    Det aktuelt ansøgte projekt for østlængen, der har fået byggetilladelse, indpasser sig kun landsbyens karakteristika, hvad angår placeringen.
    Bygningen vil ikke være indpasset landsbyen, hvad angår form og materialer.

    I forbindelse med sagens forløb, blev der den 12. juni 2024 afholdt dialogmøde med ejeren, med henblik på at søge et tilpasningskompromis af projektet, så bygningens materialer og form også kan afspejle landsbyens karakter.

    På mødet blev ejeren præsenteret for Glud Museums bemærkninger til udseende af nybebyggelse.


    Ejer tilbyder på mødet at justere projektet. Det er forvaltningens vurdering, at den nye bygning vil indpasse sig landsbyen og reetablere den bevaringsværdigt udpegede fortælling, da:

    · Den nye østlige længe opføres med 40 graders taghældning.

    · Materialer på ny østlig længe vil fastholdes som stålplader. Samme stålplader er allerede at finde på vestlængens tag.

    · Kampestensfundamentet fra den sydlige længe indtænkes i en bevaret form, for eksempel som terrasse eller lignende.


    Eneste afvigelse fra Glud Museums bemærkninger er, at facadematerialer på nybyg ikke vil blive tegl (se en uddybende beskrivelse af ændringer i projektet i bilag 6 samt kommentarer fra museet i bilag 3).

    Da forvaltningen er forpligtet til at reagere for at få ulovlige forhold lovliggjort, skal udvalget overveje beslutningsmuligheder og potentielle konsekvenser.

    · Beslutningsmulighed 1a: Retlig lovliggørelse, hvor byggetilladelsen stoppes

    · Beslutningsmulighed 1b: Fysisk lovliggørelse, hvor byggetilladelsen stoppes

    · Beslutningsmulighed 1c: Retlig lovliggørelse, hvor byggetilladelse stoppes og der nedlægges §14-forbud

    · Beslutningsmulighed 2: Retlig lovliggørelse af hidtil ulovligt forhold


    Se en uddybende beskrivelse af mulighederne i bilag 7.

    Forvaltningen anbefaler beslutningsmulighed 1a (retlig lovliggørelse).



    Økonomi

    Et forbud efter § 14 er et foreløbigt retsmiddel, der giver kommunen mulighed for at modsætte sig etablering af forhold på en ejendom, som ellers ville være lovlige, for eksempel efter en gældende lokalplan, fordi kommunen ønsker at vedtage en (ny) lokalplan.


    Når det i en lokalplan eller en byplanvedtægt er bestemt, at en bebyggelse ikke må nedrives uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen og tilladelse nægtes, kan ejeren forlange ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning, jf. Planlovens § 49. Overtagelsespligten påhviler dog kun kommunen, hvis der er et væsentligt misforhold mellem ejendommens afkastningsgrad og afkastningsgraden for ejendomme med en lignende beliggenhed og benyttelse, som ikke er omfattet af et nedrivningsforbud.


    Kommunen kan blive overtagelsespligtig, hvis der vedtages en lokalplan, der hindrer nedrivning af bebyggelse, og nedrivningsforbuddet giver et væsentlig misforhold i forhold til afkastningsgraden for ejendommen.


    Såfremt kommunen bliver overtagelsespligtig, skal sagen genbehandles med henblik på bevilling.

    Kommunikation

    Ansøger og ejer er oplyst om, at denne sag er sendt til politisk behandling. Afgørelsen meddeles ansøger og ejer.

    Lovgrundlag

    Ulovlig nedrivning af en bevaringsværdig bygning er i strid med bygningsfredningslovens §18.

    Manglende vedligeholdelse af en bevaringsværdig bygning er i strid med byggelovens §§14 og 17.


    Kommunen er forpligtet til at rette op på ulovlige forhold ifølge §16c i byggeloven.


    Det fremgår af Planlovens § 14, at Kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan - herunder nedrivning af en ejendom.

    Ved nedlæggelse af forbud efter planlovens § 14 skal der ske varsling af det påtænkte forbud. Der skal endvidere ske partshøring, jf. forvaltningslovens §§ 19 og 21 (NKO 2018/2000).

    Indstilling

    at udvalget beslutter, om bevaringsværdig bygning på Brethvej 11, 7150 Barrit, må nedrives.
    at udvalget beslutter, om bygning, der er fjernet i 2008, skal lovliggøres enten retligt eller fysisk.

    Beslutning

    at den bevaringsværdige bygning på Brethvej 11, 7150 Barrit, må nedrives.

    at bygningen, der er fjernet i 2008, skal retligt lovliggøres. Retlig lovliggørelse sker via beslutningsmulighed 2.

    Sagsnr.: 02.34.00-P19-1304395-24

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik & Miljø bedes tage stilling til ansøgning om tilladelse til maskinhus med værksted på 200 m² til privat brug på Skævlundvej 3, Stourup, 7130 Juelsminde. (Bilag 1 - kortmateriale)

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Historik

    Udvalget for Teknik godkendte den 8. november 2016 ”Nyt administrationsgrundlag for udhuse” hvor afgørelser, der indstilles til afslag, og alle udhuse på mere end 250 m² forelægges udvalget.

    Sagsfremstilling

    Hedensted Kommune har modtaget en ansøgning om tilladelse til at bygge et maskinhus med værksted på 200 m² til privat brug. Maskinhuset skal bruges til opbevaring af diverse maskiner (trailer, hestetrailer, minigraver med videre). Værkstedet skal anvendes til blandt andet reparation af maskiner. Ansøger ønsker at have maskinerne inde, så de ikke ødelægges af vejret og står ude og skæmmer landskabet.

    For at tilpasse bygningen så vidt muligt i landskabet, bygges den ind i det skrånende terræn og facaderne beklædes med varmebehandlet træ, som fremstår med naturlig overflade og taget beplantes med sedum. Bygningen placeres omkring 10-12 meter syd for eksisterende bolig. Der laves port i bygningens vestlige gavl til adgang for maskiner og dør ind til værkstedet i den østlige gavl. Der sættes vinduer i facaden mod syd. Tegningere af det ansøgte kan ses i bilag 2 - Indstillingsnotat.


    Ejendommens samlede areal er på 52.593 m² = ca. 5,6 ha.

    Ifølge BBR er ejendommen registret med landbrugspligt og bebygget med en bolig fra 1975 på 228 m², en garage fra 2004 på 72 m², et udhus fra 2014 på 67 m² og et udhus fra 2018 på 33 m² - de to sidstnævnte udhuse udgør en samlet stald.

    Samlet areal af eksisterende udhuse 72+67+33 = 172m²

    Fremtidigt samlet areal af udhuse 72+67+33+200 = 372 m²


    Landskabelige udpegninger

    Den del af ejendommen, som bebygges, er omfattet af følgende udpegninger i gældende kommuneplan for Hedensted Kommune:


    · Kystnærhedszone: Kystnærhedszonen skal efter planlovens § 5a søges friholdt for bebyggelse, der ikke er afhængig af kystnærhed. I kystnærhedszonen må der, jf. § 35, stk. 3, kun gives landzonetilladelse, hvis det ansøgte er af helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne.

    · Større sammenhængende landskaber: De større sammenhængende landskaber skal som hovedregel friholdes for større byggeri, anlæg, støj og menneskeskabt lys. Hvor byggeri eller anlæg tillades, skal byggeriet besidde en høj arkitektonisk kvalitet og samspillet med landskabet prioriteres højt.


    Ejendommen ligger i landzone. For større udhusbygninger kræves landzonetilladelse. I den konkrete vurdering indgår blandt andet ejendommens størrelse, omfanget af eksisterende udhusbygninger samt placering af den nye bygning set i forhold til hensynet om at undgå spredt bebyggelse. Der kan normalt meddeles tilladelse til opførelse af nye udhuse og garager med videre i størrelsesordenen 50 – 100 m² i tilknytning til enfamiliehuse, afhængig af den eksisterende bebyggelse på ejendommen, hvorimod der ikke bør gives tilladelse til garager og udhuse på mere end 100 m², medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder.


    Administrationens vurdering

    Det samlede udhusareal på ejendommen vil blive på 372 m² og dermed overskrides de 250 m², som er fastlagt i administrationsgrundlaget fra 2016. Derfor forelægges sagen for Udvalget for Teknik & Miljø.


    Sagen har været i 14 dages naboorientering, og der er ikke modtaget bemærkninger til sagen i den forbindelse.


    Hver sag skal vurderes enkeltvis. Der skal være ganske særlige forhold, der gør sig gældende for at tillade et udhusareal på mere end 100 m² på en ejendom i landzone. Såfremt udvalget træffer afgørelse om tilladelse til det ansøgte, bedes afgørelsen meddelt med begrundelse for de helt særlige omstændigheder for tilladelsen.

    Kommunikation

    Beslutningen meddeles ansøger.

    Lovgrundlag

    Bekendtgørelse af lov om planlægning - LBK nr 223 af 1. marts 2024, planlovens § 35, stk. 1

    Indstilling

    at sagen drøftes

    Beslutning

    At der gives tilladelse til det ansøgte, da det vurderes nødvendigt for ejendommens landbrugsmæssige drift.

    Sagsnr.: 01.11.34-K08-11-24

    Sagsnr.: 01.11.34-K08-75-23

    Sagsnr.: 05.13.00-P20-2-24

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til ansøgning om anlægsbevilling til projektering og opgradering af krydset ved Sneppevej og Nordre Allé

    Økonomi

    Der søges om anlægsbevilling på 0,6 mio kr til projektering og gennemgørelse af krydsopgraderingen ved Sneppevej-Nordre Allé

    Ansøgningen finansieres af beløb afsat på investeringsoversigten i budget 2024 på 1,5 mio. kr til formålet.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Historik

    I budget 2024 er der i investeringsoversigten afsat 1,5 mio. kr til formålet.


    Relateret til ansøgningen om anlægsbevilling:

    Den 15. maj 2024, under punkt 89, besluttede Udvalget for Teknik & Miljø, at eksisterende vigepligtsforhold fastholdes. Der udarbejdes nyt forslag, hvor der tages særlige hensyn til handicappede medborgere.

    Sagsfremstilling

    Der er udarbejdet en trafikal analyse af krydsområdet. Den nuværende lokalitet omhandler en skarp kurve mellem Sneppevej og Nordre Allé, hvor der samtidig er tilkoblet to mindre boligveje (blindevej) i ydersiden af kurven. Dette medvirker til en atypisk krydsudformning.

    Det eksisterende kurve- og krydsforløb medvirker til uhensigtsmæssige trafiksituationer og misforståelser mellem trafikanterne, hvilket reducerer trafiksikkerheden væsentligt.

    Der er udarbejdet en en trafikal analyse af krydsområdets problematikker, samt vurderinger af forskellige løsningsmuligheder og anbefalinger, hvilket fremgår nærmere beskrevet i bilaget; kurve- og krydsanalyse Sneppevej.

    Den anbefalede løsning i trafikanalysen omhandler en fjernelse af kurven og ændring af vigepligten for etablering af et normalt firevejskryds, hvor Nordre Allé bliver den primære vej og sidevejene Sneppevej nord og Sneppevej syd forsynes med fortovsoverkørsler.


    Den anbefalede løsning udgår, da Udvalget for Teknik & Miljø ved den tidligere behandling har besluttet, at de eksisterende vigepligtsforhold ønskes fastholdt. Endvidere blev det besluttet, at der udarbejdes nyt forslag, hvor der tages særlige hensyn til handicappede medborgere.


    Der er udarbejdet et nyt forslag, hvor der fokuseres på at tydeligegøre krydset med ekstra skiltning og kørebaneafmærkning i sin nuværende udformning, samt supplere med fartdæmpende forantaltninger i form af modificerede cirkelbump fra begge sider af det primære forløb.

    I nærheden af lokaliteten indgår også en opgradering af fodgængerfeltet, med særskilte belysningsmaster med belyste fodgængertavler og torontoblink ved dagligvarebutikkerne på Sneppevej, hvilket øger tilgængeligheden for de bløde trafikanter.


    Skitseforslaget på opgradering af krydset ved Sneppevej og Nordre Allé fremgår af tegningsbilaget; forslag til opgradering af eksisterende kryds.

    Indstilling

    at ansøgning om anlægsbevilling anbefales godkendt, som anført under økonomi.

    Beslutning

    At forvaltningens indstilling anbefales godkendt

    Sagsnr.: 02.00.00-G01-8-23

    Beslutningstema

    Orientering om status på byggesagsbehandling, gebyr og handleplan for byggesager.


    Bilag:

    Sagsbehandlingstider og sagsmængder

    Indtægter fra byggesagsgebyr 2. kvartal 2024.

    Status Handleplan


    (Bilag medtages på mødet og udsendes med referat)

    Beslutning

    Orienteringen er taget til efterretning

    Sagsnr.: 09.05.00-K08-1-24

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik & Miljø bedes forholde sig til, hvad skal der ske med den grundstødte kutter i As Vig.

    Økonomi

    Prisoverslag for bjærgning og ophugning eftersendes. Forvaltningen foreslår, at bjærgning og ophugning finansieres af "få-det-gjort"-puljen.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger.

    Sagsfremstilling

    I As Vig ligger en grundstødt kutter. Kutteren er stødt på grund i As Vig omkring den 16. juli, hvor miljøvagt og beredskab rekvireres af sommerhusgæsterne i området.


    Der har været dykkere i vraget og maskinrummet er oversvømmet. I forbindelse med besigtigelse af kutteren vurderer miljøvagt og beredskab, at kutteren i sig selv ikke udgør nogen væsentlig miljørisiko. Beredskabet har fastgjort skroget, så det ikke kan gøre skade på badebroer eller andet.


    Politiet har efterfølgende efterforsket ejerforholdene på kutteren, og kan ikke finde nogen registreret ejer af kutteren. Politiet har henlagt sagen, da der ikke er noget kriminelt i, at kutteren ligger, hvor den gør. Både skal ikke registreres i samme omfang som for eksempel en bil, hvorfor der heller ikke findes et register, der kan klarlægge ejerforholdet. I følge politiet kan kutteren betragtes som hittegods, da ingen endnu har tilkendegivet, at de ejer kutteren.


    Der er ikke en ejer eller forsikring, der kan dække nogle af udgifterne ved bjærgning. Derfor er forvaltningen i gang med at undersøge mulighederne for bjærgning og eventuel ophugning, da efterårsstorme formentlig vil slå kutteren i stykker, og oprydningsarbejdet/bjærgningen potentielt blive vanskeligere.


    Forvaltningen fremsender om muligt prisoverslag før behandling af sagen i udvalget.

    Indstilling

    at udvalget beslutter, om Hedensted Kommune skal få den grundstødte kutter bjerget.

    Beslutning

    At sagen udsættes til næste møde i udvalget.

    Sagsnr.: 01.07.00-G00-4611-01

    Beslutningstema

    Fastlæggelse af emner til det årlige dialogmøde med sommerhusforeningerne i september 2024

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Sagsfremstilling

    Dagsordenen udarbejdes af forvaltningen, idet sommerhusforeningerne opfordres til at indsende forslag til emner til drøftelse. Det henstilles, at emnerne er af generel interesse for mere end egen forening.


    Forvaltningens forslag til emner er:

    • Velkommen v/udvalgsformanden
    • Kystlandet v/Helle B. Rosenberg
    • Administrationsgrundlag for sommerhusområder uden lokalplan (Morten finder én)
    • Foreningers ansvar i forhold til private legepladser og bådebroer
    • Eventuelt
    • Afrunding v/udvalgsformanden


    Sommerhusforeningernes indkomne forslag til emner er:

    • Klimaforandringernes betydning for sommerhusområderne (oversvømmelse, dræning og afvanding samt nedstyrtede træer)
    • Diget - og effekten/konsekvensen heraf (vandet udefra hindres mens vandet indefra oversvømmer)
    • Status på havdambrug i Juelsminde
    • Vedligehold af det grønne område omkring kolonien "Horsnæsbo".


    Øvrigt:

    • Intet nyt fra Hedensted Spildevand. Skulle der opstå spørgsmål, må der gerne henvises direkte til Hedensted Spildevand. Henvendelser af driftsmæssig karakter skal selvfølgelig ske direkte til driften.

    Kommunikation

    Den endelige dagsorden sendes til foreningerne

    Indstilling

    at forslag til emner drøftes

    Beslutning

    At de i sagsfremstillingen forslåede emner medtages på dagsordenen. Dog medtages for enkelte foreninger specifikke emner ikke, i stedet gives dirkte svar til den relevante forening.

    Sagsnr.: 00.22.04-A00-3-23

    Beslutningstema

    • Invitation fra Midttrafik til konference om mobilitetshubs, fredag den 13. september klokken 11.00-15.00 på Gl. Skovridergaard i Silkeborg.

    På konferencen er der oplæg om mobilitetshubs, byudvikling, kobling mellem land og by, klimagevinster med videre.

    Tilmeding på mail til brc@midttrafik.dk

    • Fælles udflugt med Udvalget for Vækst & Klima den 29. august. Se tidligere udsendte invitation i bilag.
    • Invitation til konference om Gudenåplanen den 6. september 2024 (se bilag)

    Beslutning

    Mødekalenderen er godkendt og suppleret med klimatopmøde i Middelfart den 30. august 2024. Invitationen eftersendes til Kommunalbestyrelsen.

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-15-23

    Beslutningstema

    • Orientering fra rotteområdet (se bilag)
    • Orientering om kampagnen 'Reduktion af Resten Småt' (se bilag)
    • Orientering om at der er meddelt miljøgodkendelse til Colas Danmark A/S til modtagelse og nedknusning af ren beton fra betonproducenter og kantsten og fliser fra anlægsarbejder samt oplag heraf og modtagelse og kalkstabilisering af ren jord fra anlægsarbejder samt oplag heraf på matr.nr 6b, Hvirring By, Hvirring beliggende Nørre Snedevej 108, 8762 Flemming.
    • Orientering om, at meddelt miljøgodkendelse til terrænregulering med 6.500 m³ jord på dele af matrikel nr. 18C og 20M, Kalhave By, Hornborg. Matriklerne hører til ejendommene Haurumvej 29, 8762 Flemming og Horsensvej 5, 7171 Uldum. Sags ID 09.02.00-P19-28231-23
    • Orientering om, at der 6. juni 2024 meddelt tilladelse efter husdyrbruglovens §16b til videre produktion af slagtesvin på Møgelbjergvej 8, 8762 Flemming. Sags ID 09.17.21-P19-3-24
    • Orientering om ophævelse af kondemnering (se lukket bilag)
    • Orientering om klage over afgørelse om ikke-påbud, Q8 Tørring (se bilag)
    • Orientering om dom på Gludvej 74
    • Status Bredalvej 83
    • Status Gram Møllevej 2
    • Status Gartnerbakken og Mørtelvej
    • Status E45
    • Orientering om beredskabsplan for oversvømmelser
    • Orientering om etablering af kryds ved Vestre Ringgade i Hedensted

    Beslutning

    Orienteringerne blev taget til efterretning. Udvalget vil gerne orienteres om udgifterne til affaldskampagnen.

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-20-23

    Beslutning

    Intet at bemærke

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-25-23

    Beslutning

    Godkendt