Referater - Arkiv 2022-2025
Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.
Udvalg: Udvalget for Teknik & Miljø 2022-2025
Mødedato: 5. februar 2025 12:00
Mødested: Mødelokale 2, Administrationshuset Tørring
Sagsnr.: 00.22.04-A00-14-24
Beslutningstema
Mødets deltagere og fraværende noteres her.
Beslutning
Alle deltog
Sagsnr.: 00.00.00-A00-32-24
Beslutningstema
Det indstilles, at Udvalgene for Vækst & Klima, Teknik & Miljø samt Fællesskab formelt godkender et tværgående politisk initiativ om en tværgående koordinationsgruppe, der skal sikre fokus på og koordinering af de mange politiske vedtagne projekter for udviklingen af Hedensted by.
Økonomi
Den tværgående koordinationsgruppe har til formål at sikre fokus på og koordinering af allerede politisk vedtagne projekter for udvikling af Hedensted by, hvorfor de økonomiske konsekvenser er indeholdt i tidligere og fremtidige sager til Udvalgene for Vækst & Klima, Teknik & Miljø samt Fællesskab.
Der er ikke yderligere økonomiske konsekvenser forbundet med Fart på Hedensted.
Sagsfremstilling
Hedensted har vokseværk. Fortsat flere virksomheder vælger at slå sig ned i Hedensted, og boligområder skyder op. Der er i Kommunalbestyrelsen såvel som Udvalgene for Vækst & Klima, Teknik & Miljø samt Fællesskab politisk vedtaget gode planer for udviklingen af byen. Det gælder både for erhverv, bosætning og infrastruktur. Et væsentlig udviklingsspor er udviklingen af Hedensted Midtby.
Der er således en opmærksomhed på, at farten på de mange projekter holdes, og der på tværs af udvalgenes ressortområder er fokus på sikre sammenhæng og koordinering således, at der er overblik og synlig fremdrift for byudviklingen i Hedensted som helhed.
Samtidigt er der en opmærksomhed på, at farten skal sættes sammen med de mange interessenter i byen. Derfor skal vi sikre involvering og samspil i og på tværs af projekterne, således at byen ser sig selv som medskaber af fremtiden og aktive bidragsydere til at realisere planerne. Det gælder både foreninger, det lokale erhvervsliv, samt de udviklere, der er klar til at investere i byen. Det gælder også Hedensted Fællesråd, hvormed der januar 2024 er indgået en partnerskabsaftale om udviklingen af Hedensted by, som indebærer nedsættelsen af en aktionsgruppe, hvor to medlemmer fra udvalgene er udpeget som repræsentanter.
Der er derfor taget politisk initiativ til at nedsætte en tværgående politisk koordinationsgruppe, som skal se på de mange gode projekter som ét samlet program. Den tværgående gruppe er således ansvarlig for, at sikre sammenhæng, koordinering og fremdrift samlet på tværs af projekterne. De enkelte delprojekter er fortsat forankret i de respektive udvalg. Det er fortsat her, de konkrete sager behandles og sendes videre til eventuel behandling i Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelsen.
Den tværgående koordinationsgruppe består af Borgmester Ole Vind, samt fire øvrige politikere, som dels er repræsenteret i udvalg og andre grupper omhandlende Hedensted by. Dette med henblik på at understøtte et ønske om stærkt samspil mellem politikerne og de mange lokale interessenter. Samtidig sidder alle i ét af Udvalgene for Vækst & Klima, Teknik & Miljø samt Fællesskab og dækker samlet set alle tre udvalg, med overvægt af Vækst & Klima som ansvarlig for Hedensted Midtbyplan. Det drejer sig om følgende:
- Gitte Andersen (V), som medlem af Udvalget for Vækst & Klima, medlem af aktionsgruppen i forbindelse med partnerskabsaftale med Hedensted Fællesråd og formand for Handelsforeningen i Hedensted Kommune
- Jacob Ejs (A), som medlem af Udvalget for Vækst & Klima samt medlem af aktionsgruppen i forbindelse med med Hedensted Fællesråd.
- Ove Kjærskov (O), som medlem af Udvalget for Teknik & Miljø
- Finn Kejfe Abrahamsen (A), som medlem af Udvalget for Fællesskab.
Direktøren for Vækst, Teknik og Fællesskab bliver programejer, og understøtter den politiske styregruppe. Derudover er der udpeget en programleder til dels at hjælpe med den politiske understøttelse, dels have opgaveledelsen på den løbende koordinering og fremdrift.
Indstilling
Det indstilles, at Udvalgene for Vækst & Klima, Teknik & Miljø samt Fællesskab formelt godkender den tværgående koordinationsgruppe ”Fart på Hedensted”.
Beslutning
Forvaltningens indstilling godkendt
Sagsnr.: 01.10.00-P19-8-24
Beslutningstema
Udvalget for Teknik & Miljø skal beslutte, om en bevaringsværdig bygning på Småbuskvej 2, 7130 Juelsminde, må nedrives.
Økonomi
Kommunen kan blive overtagelsespligtig, hvis der vedtages en lokalplan, der hindrer nedrivning af bebyggelse, og nedrivningsforbuddet giver et væsentlig misforhold i forhold til afkastningsgraden for ejendommen.
Forvaltningen har ikke vurderet på det potentielle omfang af denne konsekvens, da det endnu ikke er klart, hvad en eventuel fremtidig lokalplan vil tillade, og det dermed ikke er klart, om et sådan misforhold opstår.
Såfremt kommunen bliver overtagelsespligtig, skal sagen genbehandles med henblik på bevilling.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Sagsfremstilling
Hedensted Kommune har modtaget en ansøgning om nedrivning af en bevaringsværdig bygning på Småbuskvej 2, 7130 Juelsminde (se bilag 1 for placering).
Bygningen ligger yderligst i Skjold, hvor den delvist ligger skjult af landskab og andre bygninger, og stort set kun opleves fra vejforløbet vest for ejendommen.
Udover nedrivning af hovedhuset, tiltænker ansøger nedrivning af sydlængen, samt delvis renovering af vestlængen. Detaljerne herfor vil præciseres i senere ansøgning.
Bygningen er i sin udpegning registreret som del af en tvillingegård. I Kommuneplan 2021 er alene hovedhuset udpeget som bevaringsværdigt, mens ejendommens øvrige bygninger ikke er udpeget som bevaringsværdige. Udpegningen skete som led i den overordnede udarbejdelse af et landsbykatalog for Skjold i 2005.
Bygningen er i forfald, og ansøger ønsker at erstatte den med en ny. Forvaltningen vurderer hertil, at der jævnfør proportionalitetsprincippet, ikke kan stilles krav om istandsættelse af den forfaldne bygning.
Forvaltningen har på den baggrund indgået en dialog med ansøger om udformning af det nye hus. Dette med formålet at bevare flest mulige referencer til den kulturhistoriske udpegning, i en løsning der samtidig gør det rentabelt for ansøger at tage ejendommen i brug. I dialogen har der særligt været fokus på bebyggelsesstruktur og volumen samt symmetri i facaden og tegl som materiale, så historien om bebyggelsen på det pågældende sted bevares.
Tillades nedrivning af hovedhuset, vil det nye hovedhus blive forskudt en anelse mod nord, af hensyn til indkørselsforhold og afstandskrav til nabo. Herved vil kunne bemærkes en begrænset ændring i bebyggelsesstrukturen.
Offentlig bekendtgørelse om nedrivning af bevaringsværdig bygning på Småbuskvej 2, Skjold, 7130 Juelsminde, kan ses af bilag 2.
Offentlig høring
Anmodningen om nedrivningstilladelse af den bevaringsværdige bygning har været offentligt fremlagt i 4 uger i perioden fra den 22. november 2024 til den 20. december 2024. Der er kommet 2 høringssvar fra henholdsvis Vejlemuseerne og Glud Museum. Svarene og forvaltningens vurderinger kan ses på bilag 3.
Bemærkningerne drejer sig om:
1. Arkæologisk overvågning af eventuelt nedrivningsarbejde i jordniveau
2. Bevaring af udpegede bevaringsværdige bygninger jævnfør kommuneplanens retningslinje 12.2.1
3. Videreføring af historisk formidlende elementer i eventuelle ændringer på ejendommen.
Bemærkningerne vurderes ikke at være til hinder for nedrivningen af hovedhuset.
§14-forbud
Hvis Kommunalbestyrelsen ønsker at forhindre nedrivning og/eller ændring af en bevaringsværdig bygning eller et kulturmiljø, kan Kommunalbestyrelsen nedlægge et forbud mod det ansøgte for derefter at udarbejde et forslag til lokalplan, der beskriver, hvad der kan ske i det pågældende område i fremtiden. Forbuddet nedlægges efter Planlovens §14 – og kaldes derfor populært et §14-forbud.
Hvis nedrivningsønsket imødekommes, skal afgørelsen annonceres. Hvis der gives afslag, skal der ske tinglysning af forbud mod nedrivning efter Planlovens §14. Forbuddet er gældende i et år og betyder, at kommunen inden et år skal have offentliggjort et lokalplanforslag med bestemmelser om forbud mod nedrivning af bygningen.
Kommunikation
Ansøger og ejer er oplyst om, at denne sag er sendt til politisk behandling. Afgørelsen meddeles ansøger og ejer.
Lovgrundlag
Nedrivning af en bevaringsværdig bygning: Bygningsfredningslovens, LBK nr. 219 af 6. marts 2018, §18.
Byggeloven, LBK nr. 1178 af 23. september 2016, §§14 og 17.
Planloven, LBK nr. 572 af 29. maj 2024, §14, nedlæggelse af forbud efter Planlovens §14 Forvaltningsloven, LBK nr. 433 af 22. april 2014, §§19 og 21 (NKO 2018/2000).
Indstilling
- at udvalget beslutter, om en bevaringsværdig bygning på Småbuskvej 2, 7130 Juelsminde må nedrives.
Beslutning
At bygningen må nedrives
Sagsnr.: 05.13.00-P15-1-24
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til ansøgning om anlægsbevilling på 600.000 kr til udarbejdelse af Trafiksikkerhedsplan 2025 - 2029.
Økonomi
Der søges om anlægsbevilling til udarbejdelse af Trafiksikkerhedsplan 2025 - 2029.
Udgiften finansieres af beløb på investeringsoversigten i Budget 2025 på 600.000 kr.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Under mødet den 29. januar 2020 vedtog Byrådet Trafiksikkerhedsplan 2020 - 2023, der fortsat er gældende.
Sagsfremstilling
Trafiksikkerhedsplan 2019 - 2023 er gældende indtil Trafiksikkerhedsplan 2025 -2029 vedtages og træder i stedet.
Trafiksikkerhedsplan 2025 - 2029 vil tage udgangspunkt i Færdselssikkerhedskommissionens målsætning i Handlingsplan 2021 - 2030.
Planen vil blive udført som en opdatering af den eksisterende Trafiksikkerhedsplan. I forbindelse med udarbejdelsen, vil der blive en begrænset involvering af lokalråd, skoler og borgere, i mindre omfang end i forbindelse med udarbejdelse af Trafiksikkerhedsplan 2020 - 2023, hvor der blandt andet blev udført en skolevejsanalyse, herunder også elevernes transportvaner.
Udvalget for Teknik & Miljø vil løbende blive forelagt målsætningsarbejdet og planens udarbejdelse.
I bilag ses en udgave af Trafiksikkerhedsplan 2020 - 2023 - dog uden aktive links, som i versionen på hjemmesiden.
Indstilling
at anlægsbevilling anbefales godkendt som anført under økonomi.
Beslutning
At forvaltningens indstilling anbefales godkendt
Sagsnr.: 05.01.35-P20-2-25
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til anlægsbevilling til forundersøgelser og skitseprojekt til ændret vejadgang fra Aalevej til et nyt boligområde mellem Kirkevej og Aalevej i Tørring.
Økonomi
Udgiften kan finansieres af beløb afsat på investeringsoversigt for 2025 til projektet.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Historik
- Den 25. januar 2023, punkt 5, besluttede Kommunalbestyrelsen at igangsætte planlægningen for et boligområde ved Kirkevej. I den forbindelse blev infrastrukturen på Kirkevej drøftet, og det blev besluttet, at der skulle igangsættes en konsekvens vurdering af åbning for trafik fra Brædstrupvej til Kirkevej.
- Den 8. marts 2023, punkt 31, behandlede Udvalget for Teknik & Miljø en sag om forundersøgelser af et vejprojekt for åbning af Kirkevej til Brædstrupvej. Udvalget besluttede, at projektet skulle fremsendes som ønske på investeringsoversigten for 2024, og derfor udskydes igangsættelsen af projektet. Hvis udviklingen af det kommende boligområde på Kirkevej gik hurtigere end forventet, skulle sagen genfremsendes til fornyet behandling af finansiering og igangsætning.
- Den 17. januar 2024, punkt 2, behandlede Udvalget for Teknik & Miljø den endelige vedtagelse af lokalplanen for boligområdet. Udvalget besluttede, at den endelige vedtagelse af lokalplan 1163 skulle afvente en afklaring af en midlertidig byggevej via Aalevej, og at sagen vedrørende ombygning af krydset Kirkevej og Brædstrupvej ønskes genoptaget.
- Den 29. maj 2024, punkt 81, besluttede kommunalbestyrelsen at bibeholde forundersøgelsen på investeringsoversigten i 2025.
Sagsfremstilling
Der har siden januar 2023 været politisk fokus på åbning af adgangen fra Brædstrupvej til Kirkevej i forbindelse med behandling af det nye boligområde ved Kirkevej på 80 boligenheder, Lokalplan 1163.
Siden endelig vedtagelse af Lokalplan 1163 i 2024, hvor kommunalbestyrelsen besluttede at bibeholde forundersøgelse af krydset Brædstrupvej/Kirkevej på investeringsoversigten 2025, er det besluttet, at undersøge muligheden for at ændre vejadgangen til lokalplanområdet fra Kirkevej til Aalevej.
Vejadgangen fra Aalevej kan udlægges, så den også kan fungerer som fremtidig adgangsvej til matrikel nr. 16 y, Tørring By, der er udlagt i Kommuneplan 2021 til boligformål. Dette areal er beliggende langs Aalevej, se bilag 1.
Beløbet på 250.000 kr fra investeringsoversigt 2025 anvendes til mindre anlægsarbejder i forbindelse med ændret vejadgang fra Aalevej.
Indstilling
- at udvalget beslutter, om vejadgang til boligområdet skal ske fra Aalevej
- at der bevilliges anlægsbevilling og projektet finansieres som beskrevet under Økonomi.
Beslutning
At vejadgangen skal være fra Aalevej
At anlægsbevillingen anbefales godkendt som indstillet
At den endelige disponering af midlerne skal behandles i udvalget
Bilag
Sagsnr.: 82.06.00-P20-1-24
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til tillæg til anlægsbevilling til etablering af fælles service- og garagefaciliteter på Materielgården i Klakring.
Økonomi
Se bilag vedrørende tidligere bevillinger - samlet anlægsbevilling 3.858 mio. kr.
Regionen har meddelt, at de ikke længere har mulighed for at være en del af projektet og således ikke kan bidrage med et kontant tilskud på 642.000 kr. Dette indgår således ikke længere i projektet.
De samlede anlægsomkostninger for det korrigerede projekt er budgetteret til 3.635 mio. kr.
Der er afholdt 373.000 kr pr. december 2024, restrådighedsbeløb er 3.485 mio. kr.
Den manglende finansiering på 150.000 kr finansieres via;
1. Få-det-gjort puljen eller
2. En pulje i 2024 budgettet, der hedder trafiksikkerhed/asfalt med emnet "nyanlæg".
Sydøstjyllands Brandvæsens andel er 2,435 mio. kr svarende til SOJBV`s brugsandel. Afregning for denne del sker via lejeindtægter på driftsbudgettet for materielgården, hvor der er indarbejdet lejeindtægter fra SOJBV. Driftsbudgettet tilrettes til en forventet indtægt på 200.000 kr fra 2026 og 20 år frem.
Både projektoverslag og husleje vil blive justeret, når de endelige anlægsomkostninger kendes.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Der har siden 2022 været arbejdet med et projekt for et byggeri af en ny brandstation i Juelsmindeområdet.
Konkret har der været arbejdet med at etablere fælles service- og garagefaciliteter på Materielgården i Klakring.
Region Midtjylland, Sydøstjyllands Brandvæsen (SOJBV) og Hedensted kommune gik sammen om at finansiere projektet.
Sagsfremstilling
Regionen har meddelt, at de ikke længere har mulighed for at være en del af det oprindelige projekt.
Dette betyder, at projektet nu alene skal bruges og finansieres af SOJBV og Materielgården.
Projektet er derfor blevet tilrettet, ligesom der er arbejdet med 4 forskellige scenarier.
1. Renovering og ombygning af de eksisterende faciliter på materielgården
2. Hedensted Kommune bygger ny brandstation med fælles velfærdsfaciliter på materielgårdens grund.
SOJBV lejer sig ind.
3. SOJBV bygger ny brandstation med fælles velfærdsfaciliter på materielgårdens grund.
Hedensted Kommune lejer sig ind.
4. En kombination, hvor SOJBV bygger ny brandstation på materielgårdens grund.
Hedensted kommune renoverer de eksisterende lokaler.
Forvaltningen og SOJBV er enige om at scenarie 2, hvor Hedensted Kommune bygger nyt og SOJBV lejer sig ind, er det mest optimale for begge parter.
Fordelen er blandt andet, at opførelsen af en hel ny bygning giver de optimale muligheder for at indrette sig hensigtsmæssigt. Herunder at tilgodese arbejdsmiljøet på bedste vis for både ansatte hos kommunen og Brandvæsnet. Byggeriet opføres efter de nyeste energikrav, hvilket betyder en lavere energiregning og dermed lavere driftsudgifter, samt en mindre CO2 udledning. Endelig er der mulighed for, at indtænke bæredygtige løsninger i projektet.
Hedensted bygger således en ny Brandstation på ca. 200 m2 på den eksisterende grund. Bygningen kommer blandt andet til at indeholde fælles velfærdsfaciliter for både Materielgården og SOJBV samt garage til en brandbil.
Indstilling
at scenarie 2 vælges og
at der meddeles tillæg til anlægsbevilling samt rådighedsbeløb som beskrevet under Økonomi
Beslutning
At forvaltningens indstilling anbefales godkendt, og finansiering sker efter model 2 fra økonomiafsnittet.
Bilag
Sagsnr.: 02.00.00-G01-8-23
Beslutningstema
Udvalget for Teknik & Miljø orienteres om status på byggesagsbehandling.
Bilag:
Servicemålstatistik 4. kvartal
Status på handleplan
(Bilag medtages på mødet og udsendes med referat)
Indstilling
At orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Orienteringen tages til efterretning
Sagsnr.: 01.30.00-P20-14-24
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om omlægningsplanerne for 2025 primært skal fokusere på kvælstofindsatsbehovet eller udarbejdes som en helhedsorienteret plan.
Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om Hedensted Kommune kan tiltræde kommissorierne for Den Lokale Trepart for Horsens Fjord og Ringkøbing Fjord.
Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om Hedensted Kommune kan godkende kommissoriet for kystvandrådet for Horsens Fjord.
Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om Hedensted Kommune vil støtte Vejle Kommunes ønske om at etablere et kystvandråd for Vejle Fjord.
Økonomi
Intet at bemærke
Historik
Kommunalbestyrelsen udpegede den 29. januar 2025 repræsentanter for treparterne og godkendte samtidig indstillingen om at være passivt medlem af Ringkøbing Fjord.
Sagsfremstilling
Med "Aftale om et Grønt Danmark" og "Aftale om Implementering af et Grønt Danmark" pålægges kommunerne ansvaret for planlægning og implementering af arealomlægningsindsatsen, der forankres i de lokale treparter, baseret på de eksisterende vandoplandsstyregrupper (VOS’er). Kommunerne skal udarbejde omlægningsplaner senest i 2025 med udgangspunkt i kvælstofindsatsbehovet på hovedvandoplandsniveau.
I 2026 vil regeringen præsentere en samlet plan for genopretning af den danske natur, som vil omfatte definitioner på beskyttet og strengt beskyttet natur. Senest i 2027 skal der tages stilling til, hvordan en ny drikkevandskortlægning fra Miljøstyrelsen (færdig i 2026) kan sikre en samlet beskyttelse af sårbare grundvandsdannende områder.
For at sikre en helhedsorienteret opgaveløsning ønsker forvaltningen, at kommunalbestyrelsen tager stilling til, om der i 2025 skal arbejdes ud fra en omlægningsplan med primær fokus på kvælstofindsats, eller om forvaltningen, baseret på nuværende lokale viden, skal udarbejde en så helhedsorienteret plan som muligt.
De mulige indsatser, der kan indgå i en helhedsorienteret omlægningsplanerne, er:
- Kvælstofvådområder
- Lavbundsprojekter
- Klima-lavbundsprojekter
- Ekstensivering
- Minivådområder
- Skovrejsning
- Restaurering af ådale
- Drikkevandsområder
- Øvrig permanent udtagning, der for eksempel kan bidrage til store sammenhængende naturområder
Analyser viser, at Danmark har brug for ca. 140 % af landets areal for at opfylde nationale mål for produktion af fødevarer, klimatilpasning, natur, skov, energiproduktion og drikkevand. Derfor er der behov for prioritering af arealanvendelsen i det åbne land og en helhedsplanlægning for at minimere konflikter og sikre størst muligt samspil mellem målsætningerne. Forvaltningen ønsker derfor Kommunalbestyrelsens retning for fremtidens arealanvendelse.
Da omlægningsplanerne udarbejdes lokalt for hver trepart og indstilles til principvedtagelse i Kommunalbestyrelsen, vil Kommunalbestyrelsens beslutning om enten et centreret fokus på kvælstofindsatsen eller en mere helhedsorienteret tilgang ikke begrænse fremtidige muligheder for at ændre kurs. Omlægningsplanerne er dynamiske og adskiller sig fra kommune- og lokalplaner ved løbende at kunne justeres, efterhånden som ny viden og ændrede forudsætninger opstår samt projekter der realiseres og tilpasses.
Kommissoriet for Den Lokale Trepart for Horsens Fjord og Ringkøbing Fjord
Der er udarbejdet et kommissorium for Den Lokale Trepart for Horsens Fjord og Ringkøbing Fjord. Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om Hedensted Kommune kan tiltræde kommissorierne.
Bilag 1: Kommissorium for Horsens Fjord
Bilag 2: Kommissorium for Ringkøbing Fjord
Kommissoriet for kystvandråd for Horsens Fjord
Der er udarbejdet et kommissorium til et kystvandråd for Horsens Fjord. Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om Hedensted Kommune kan godkende kommissoriet for kystvandrådet for Horsens Fjord.
Bilag 3: Kommissorium for Kystvandråd til Horsens Fjord
Stillingstagen til et muligt kystvandråd for Vejlefjord
For Lillebælt/Jylland (Vejle Fjord) er der modtaget en anmodning fra Vejle Kommune (sekretariats kommune) om Hedensted Kommunes holdning til etableringen af et kystvandråd for Vejle Fjord. Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om man ønsker at bakke Vejle Kommune op i ønsket om også at etablere et kystvandråd for Vejle Fjord.
For treparterne for Lillebælt/Jylland og Randers Fjord er der endnu ikke modtaget kommissorier til godkendelse for Hedensted Kommunes kommunalbestyrelse.
Forvaltningen indstiller, at der skal udarbejdes en helhedsorienteret plan for omlægningen, og at Hedensted Kommune tiltræder kommissorierne for Den Lokale Trepart for Horsens Fjord og Ringkøbing Fjord.
Forvaltningen indstiller endvidere, at Hedensted Kommune godkender kommissoriet for kystvandrådet for Horsens Fjord og støtter Vejle Kommunes forslag om at etablere et kystvandråd for Vejle Fjord.
Lovgrundlag
Aftale om et Grønt Danmark. Aftale mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening den 24. juni 2024
Aftale om Implementering af et Grønt Danmark. Aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre den 18. november 2024.
Kvælstofindsatsbehovet fastlægges i statens reviderede vandområdeplaner 2021-2027, som blev sendt i høring den 20. december 2024.
Indstilling
At Kommunalbestyrelsen beslutter:
- at omlægningsplanerne for 2025 udarbejdes som en helhedsorienteret plan baseret på lokal viden, der også inddrager hensyn som eksempelvis: natur, drikkevand og skovrejsning.
- at Hedensted Kommune tiltræder kommissorierne for Den Lokale Trepart for Horsens Fjord og Ringkøbing Fjord.
- at Hedensted Kommune godkender kommissoriet for kystvandrådet for Horsens Fjord.
- at Hedensted Kommune støtter Vejle Kommunes forslag om at etablere et kystvandråd for Vejle Fjord.
Beslutning
At forvaltningens indstilling anbefales godkendt
Sagsnr.: 07.00.00-K08-1-24
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal beslutte taksten for et nyt styrket affaldstilsyn hos erhvervsvirksomheder i 2025.
Økonomi
Prisen er beregnet til 805 kr pr. time fra 1. januar 2025. Forud for prisfastsættelsen til budget 2026 vil der blive evalueret på faktisk tidsforbrug mm, hvilket kan medføre ændringer i den beregnede takst.
Taksten bliver desuden hvert år automatisk fremskrevet med nettoprisindekset.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Der er ikke tidligere opkrævet særskilt gebyr for affaldstilsyn hos erhvervsvirksomheder.
Sagen blev fremlagt for Udvalget for Teknik & Miljø første gang på udvalgsmødet den 15. januar 2025. Idet sagen ikke var sat op til efterfølgende at skulle behandles i Økonomi Udvalget og herefter Kommunalbestyrelsen, har forvaltningen besluttet at lade sagen gå om, så sagen behandles i et korrekt forløb.
Udvalget for Teknik & Miljøs beslutning på mødet den 15. januar 2025 var:
Et flertal i udvalget stemmer nej til indførelse af gebyret.
Steen Christensen og Claus Thaisen anbefaler forvaltningens indstilling godkendt under protest. Et samlet udvalget ønsker at fremsende et svar til Miljøstyrelsen omhandlende det bureaukratiske i tilsynet.
Sagsfremstilling
Per 1. januar 2025 indføres et nyt styrket affaldstilsyn med virksomhederne i form af et administrativt og et fysisk affaldstilsyn.
Miljøstyrelsen vil stå for det administrative affaldstilsyn med virksomhederne, mens det fysiske affaldstilsyn kan blive ført af enten kommunen eller Miljøstyrelsen. Som noget nyt vil kontorer, detailbutikker, hoteller og restaurationer også kunne få et affaldstilsyn. På de virksomheder/landbrug, hvor der i forvejen køres miljøtilsyn, vil det styrkede affaldstilsyn skulle udføres i fast frekvens sammen med basistilsynene.
Det styrkede tilsyn skal gebyrfinansieres 100 procent i henhold til det EU-retlige forureneren betaler-princip. Gebyr for de administrative tilsyn opkræves af Miljøstyrelsen, mens gebyret for de fysiske affaldstilsyn skal opkræves af kommunen. Taksten for gebyret skal fastsættes således, at der tilstræbes fuld dækning for de omkostninger, der er forbundet med det styrkede affaldstilsyn. Det kan være et fast gebyr eller et gebyr beregnet som en timepris.
Forvaltningen foreslår, at Miljøgruppen foretager affaldstilsyn hos de virksomheder, der allerede modtager et regelmæssigt miljøtilsyn, mens Affaldsteamet foretager affaldstilsyn hos de virksomheder, som ikke tidligere har fået tilsyn. Ialt forventes det, at Miljøgruppen skal gennemføre 130 styrkede affaldstilsyn, mens Affaldsteamet skal gennemføre mellem 40-50 affaldstilsyn. Der tilføres ikke ekstra ressourcer til områderne som følge af tilsynet, dog vil det nye tilsyn tage tid fra andre opgaver, som dermed nedprioriteres.
Det indstilles, at der opkræves en timepris for medgået tid, som også dækker overhead og omkostninger i forbindelse med tilsynet. Økonomi har beregnet en timeprisen på 805 kr. i 2025.
Kommunikation
Gebyret offentliggøres på kommunens hjemmeside.
Der sikres kommunikation til erhvervsvirksomhederne via kommunens sædvanlige kommunikationskanaler.
Lovgrundlag
Miljøbeskyttelsesloven, LBK nr. 1093 af 11/10/2024
Affaldstilsynsbekendtgørelse, ”Bekendtgørelse om affaldstilsyn”, af 22. november 2024,
Regeringsdokumentet ’Strategi for Cirkulær Økonomi’ fra 2018
Klimaplanerne for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi fra hhv. 2020 og 2022
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at gebyret for styrket affaldstilsyn:
- opkræves som en fast timepris for medgået tid
- i 2025 fastsættes til en timepris på 805 kr.
Beslutning
Sagen udsættes
Sagsnr.: 00.01.00-P35-30-24
Beslutningstema
Punkter til orientering
Økonomi
Intet at bemærke
Sagsfremstilling
- Orientering om dispensation til etablering af en badestrand på bredden af en af Hedensted søerne (se placering i bilag) og indvielse
- Orientering om status på kryds-projektet til Helheden
- Orientering om, at der 16. januar 2025 er meddelt godkendelse efter husdyrbrug lovens §16a stk. 2 til eksisterende svineproduktion på Overvej 20, 7140 Stouby. (Overgang til ny lovgivning) Sags ID: 09.17.19-P19-5-20
- Orientering om, at der 16. januar 2025 er meddelt godkendelse efter husdyrbrug lovens §16a stk. 2. til eksisterende svineproduktion på Bråskovvej 90, 7140 Stouby. (Overgang til ny lovgivning) Sags ID: 09.17.19-P19-3-21
- Orientering om afgørelse i klagesag vedrørende legeplads beliggende Bækketoften 1, 8722 Hedensted, hvor kommunen får medhold. Klager har ikke klaget indenfor fristen, og klagenævnet har ikke fundet, at klager er part i sagen (se afgørelse i bilag)
- Orientering vedrørende kommunikation om treparterne:
Forvaltningen vil løbende holde udvalgene, såvel som borgmesteren, orienteret om udviklingen af treparten.
Dette vil som udgangspunkt ske via mail og blive sendt løbende i takt med, at der kommer nye oplysninger.
For de udpegede repræsentanter i treparterne, vil der løbende blive delt relevant information, så repræsentanterne er godt rustet i forbindelse med møder i de respektive treparter.
Indstilling
At orienteringerne tages til efterretning
Beslutning
Orienteringerne tages til efterretning
Desuden blev der orienteret om høringsprocessen i lokalplansag i Aale
Sagsnr.: 00.22.04-A00-11-24
Beslutningstema
Stillingtagen til kørselsgodtgørelse til konferencer og møder mv.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen har vedtaget at såfremt der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser). Der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til følgende arrangementer;
Lovgrundlag
Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser
Indstilling
at der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer
Beslutning
Forvaltningens indstilling godkendes
Sagsnr.: 00.01.00-P35-27-24
Beslutning
Intet at bemærke
Sagsnr.: 07.04.20-A00-1-24
Beslutningstema
Udvalget for Teknik & Miljø skal drøfte og prioritere de temaer, som skal indgå i planlægningen af genbrugsstationernes modernisering og danne grundlag for forvaltningens videre arbejde.
Der skal bruges en time til workshoppen med udvalget.
Økonomi
Den efterfølgende undersøgelse af temaer forventes at involvere inddragelse af eksterne konsulenter. Omkostningerne forventes at kunne dækkes af affaldsområdets budget og økonomi for 2025.
Historik
På udvalgsmøde den 6. november 2024 igangsatte udvalget for Teknik & Miljø planlægningen for modernisering af kommunens genbrugsstationer.
Udvalget for Teknik & Miljø var på en inspirationstur til udvalgte genbrugsstationer i nabokommunerne den 9. januar 2025.
Sagsfremstilling
Med udgangspunkt i inspirationsturen den 9. januar 2025 skal det politiske udvalg drøfte, hvilke temaer det ønsker prioriteret og undersøgt i processen med at lave en plan for udvikling af genbrugsstationerne.
Forvaltningen forventer, at følgende overordnede temaer skal indgå i planlægningen, og at udvalget, løbende hen over første halvår 2025, vil få mulighed for at gå i dybden med hver enkelt af disse temaer:
- Den fysisk ramme (herunder placering, størrelse, overordnet flow og indretning, overdækkede arealer/bygninger, belægning)
- Brugeroplevelse (herunder indretning/placering af fraktioner, service, adgangsforhold og tilgængelighed, skiltning)
- Drift og organisering (herunder ledelse og styring, personaleforhold, faciliteter og systemer)
- Bæredygtighed og miljøhensyn (herunder materialevalg, integration af vedvarende energikilder, vandhåndtering, design til fleksibilitet)
- Sikkerhed og arbejdsmiljø (herunder arbejdsvilkår for personale, sikkerhedssystemer, håndtering af farlige fraktioner, miljøgodkendelser)
- Æstetik og lokalt samspil (herunder beplantning, arkitektonisk udtryk, støjafskærmning)
Konkrete tilbud og løsninger, som minigenbrugsstationer, 24/7 og direkte genbrug, vil indgå som elementer i ovenstående temaer.
Forvaltningen fremlægger endvidere et forslag til involvering af interessenter.
Punktet er planlagt som en workshop.
Bilag - Status på Hedensted Kommunes Genbrugsstationer
Bilag - Opsamling fra Inspirationstur 9-1-2025
Indstilling
At udvalget giver input til og godkender den fremlagte plan for undersøgelser samt involvering af interessenter.
Beslutning
Den fremlagte plan justeres således, at emnerne på marts og april samles på april mødet.
Øvrige godkendes som fremlagt.
Sagsnr.: 00.00.00-A00-24-24
Beslutningstema
Udvalgets/Kommunalbestyrelsens medlemmer skriver under digitalt her.
Beslutning
Godkendt