Gå til hovedindhold

Referater - Arkiv 2022-2025

Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Teknik & Miljø 2022-2025
    Mødedato: 4. juni 2025 12:00
    Mødested: Mødelokale 5 og 6, Administrationshuset Tørring

    Sagsnr.: 00.22.04-A00-14-24

    Beslutningstema

    Mødets deltagere og fraværende noteres her.

    Beslutning

    Ove, Steen, Claus og Jeppe deltog. Der var afbud fra Gitte

    Sagsnr.: 00.00.00-P35-13-25

    Beslutningstema

    Udvalget orienteres om opfølgning på budgetrealisering af Budget 2025 og overslagsårene.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Sagsfremstilling

    I efteråret 2024 vedtog Kommunalbestyrelsen et toårigt budgetforlig for 2025 og overslagsårene. For at sikre en vellykket implementering af budgetaftalen følger forvaltningen nu op på processen sideløbende med den politiske budgetopfølgning, dog som en separat sag.

    Formålet med denne opfølgning er tredelt: at sikre at alle tiltag realiseres efter hensigten, at give udvalget grundig indsigt i udmøntningen, samt at skabe sammenhæng mellem nuværende og kommende byrådsperiode. Udvalgene har et løbende ansvar for at sikre sammenhæng mellem budgetforudsætninger, konkrete tiltag og de ressourcer, der er til rådighed.

    Fjernelse af byggesagsgebyr

    Byggesagsgebyret er fjernet.

    Få-Det-Gjort puljen

    Den økonomiske status på få-det-gjort puljen er:

    Midler overført fra 2024 = kr. 249.727 kr.

    Midler til rest i 2025 = 705.987

    Midler til disposition i alt  = 955.714 kr.

    Nedrivning

    Der er pt. uforbrugte midler i puljen:

    2023: 1.095.906 kr.

    2024: 981.096 kr.

    2025: 1.252.974 kr.

    Der arbejdes på, at få forlænget fristen hos staten på puljen fra 2023.

    Cykelsti Øster Snede - Løsning

    Der er udarbejdet en ansøgning til Statens cykelsti-pulje i marts 2025. Såfremt der opnås tilskud, opstartes projektering af projektet. 

    Indstilling

    at opfølgningen på budgetrealisering drøftes og tages til efterretning.

    Beslutning

    Forvaltningens indstilling godkendes

    Sagsnr.: 00.30.14-S00-4-24

    Beslutningstema

    Hvert år udarbejder forvaltningen tre budgetopfølgninger til politisk behandling. Budgetopfølgningen er en økonomisk status og en prognose for årets samlede resultat.

    Ved budgetopfølgningerne kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning eller ændret efterspørgsel på overførselsudgifter. Det kan især være nødvendigt at tilrette budgetter efter midtvejsreguleringen fra staten. For alle andre afvigelser fra budgettet gælder rammestyringens principper om, at overskridelser skal finansieres inden for udvalgets ramme.

    Økonomi

    Fremgår af sagsfremstillingen

    Historik

    Budgetopfølgningen blev behandlet af Kommunalbestyrelsen på sit møde den 28. Maj 2025.

    Sagsfremstilling

    Herunder er en gennemgang af de væsentligste opmærksomhedspunkter i budgetopfølgningen.

    Samlet resultat

    Ukrainerelaterede udgifter er ikke opgjort særskilt i årets budgetopfølgning, da der ikke forventes nogen særskilt refusionsmulighed for udgifterne i år. Udgifterne er medregnet i budgetopfølgningen for alle udvalg.

    Økonomiudvalget forventer at bruge 1,0 mio. kr. mindre end budgetteret

    IT- og digitaliseringsafdelingen har igangsat en omfattende gennemgang af hele afdelingens drift, opgaveporteføljer og funktioner. Arbejdet er tilrettelagt i tre hovedspor som forventes afrapporteret til direktionen i sommeren 2025. De tre hovedspor vedr.: 1) Kommunens IT infrastruktur og netværk, 2) Cybersikkerhed samt 3) organisering, ressourcer og kompetencer. Der er på nuværende tidspunkt bl.a. igangsat en ekstern screening af kommunens cybersikkerhed, infrastruktur og netværk, som har afdækket et behov for en styrket sikkerhedsindsats, som i 2025 kan afholdes indenfor områdets eksisterende økonomi og budget.

    Vækst, Teknik & Fællesskab forventer et samlet merforbrug på 2,0 mio. kr. Det skyldes en forventning om færre indtægter til honorarmodellen på 2 mio. kr., og merudgifter på 1 mio. kr. til fysisk planlægning, end budgetteret. Der forventes et mindreforbrug på 1 mio. kr. på Kørselskontorets område til mere grøn energi i kommunens vognpark.

    På øvrige områder forventes et mindreforbrug på 3 mio. kr.

    Udvalget for Læring forventer at bruge 42,0 mio. kr. mindre end budgetteret

    Uden overførte midler fra 2024 ville der være merudgifter på 4,9 mio. kr. samlet set, idet overførte midler udgør 46,6 mio. kr.

    Børn og Familier forventer et merforbrug 14,0 mio. kr. Driftsenhederne Bakkevej, Søndergården og Familicentret/Ankersvej har et samlet mindreforbrug på 3 mio. kr. Myndighedsområdet, som også tæller Integration, har et samlet merforbrug på 17 mio. kr. Heraf udgør anbringelsesområdet langt det meste.

    Der er igangsat en analyse af anbringelsesområdet, som skal afdække udgiftsudviklingen. Dertil er der fagligt fokus på gennemgang af sagerne.

    Læring i skolen forventer et mindreforbrug på i alt 14 mio. kr. Heraf forventes et mindreforbrug på skoler og Ungdomsskolen på 3 mio. kr.

    Læring i dagtilbud forventer et samlet mindreforbrug på 38,5 mio. kr. Heraf forventes både daginstitutioner og Dagplejen at balancere.

    De øvrige decentrale enheder, Tandplejen og sundhedsplejen, forventer et mindreforbrug på 3,5 mio. kr. Heraf udgør Tandplejens opsparing til større anskaffelser 2,7 mio. kr.

    Der er igangsat konkrete pædagogiske aktiviteter i 2025 for dele af overførselsmidlerne fra 2024. Bl.a. løft af dagtilbud med 10 mio. kr., partnerskabet Have til Mave, skolevægringsindsatser, samt etablering af specialtilbud i Stouby.

    Udvalget for Beskæftigelse forventer at balancere

    Der forventes færre udgifter STU, FGU og Beskæftigelsesordninger med 6 mio. kr. Modsat forventes udgifterne til jobafklaring, pensioner, boligstøtte, A-dagpenge, Fleksjob og ledighedsydelser at overstige budgettet med 10 mio. kr. Hvilket giver et forventet merforbrug på 4 mio. kr.

    Det samlede resultat for socialpsykiatrien og rusmiddelcenter er et mindreforbrug på 4 mio. i 2025

    Det forventes isoleret set, at udgiften til forsorgshjem kan give en merudgift på op mod 2,5 mio. kr. i 2025.

    Der gøres opmærksom på, at fra 2024 til 2025 er der overført 3,5 mio. i mindreforbrug samlet set i Rusmiddelcentret og socialpsykiatrien. Dette er engangsmidler, som i 2025 tænkes anvendt til det dække merforbruget på forsorgshjem § 110.

    Udvalget for Social Omsorg forventes at balancere

    Det er usikkert, hvor meget den nye Ældrereform vil påvirke Sundhed & Ældre. Det er en kompleks opgave at definere, hvordan forløbene i Helhedsplejen skal skrues sammen og hvilke økonomiske konsekvenser dette har. Der afventes udmøntning af midtvejsreguleringen på Ældrereformen og midler fra Lov og Cirkulære programmet.

    Voksenhandicap området er fortsat udfordret af flere komplekse og dyre enkeltsager. Med midler fra Handleplanen i 2025 og overførsel af midler fra 2024 forventer området at balancere i 2025.

    Udvalget for Fællesskab forventer at bruge 2,0 mio. kr. mindre end budgetteret

    På Kultur & Fritid og landdistrikter forventes et samlet mindreforbrug på 6,0 mio. kr., da nogle afsatte puljemidler bevilges i 2025, men bliver først udbetalt i årene efter, når projekterne er afsluttede. Det gælder eksempelvis midler fra LUP-puljen, udviklingspuljen med videre.

    Der forventes et merforbrug på 1,5 mio. kr. på puljen til udvendigt bygningsvedligehold og tekniske installationer i Ejendomme & Service.

    Efter salg af ”Valencia-bygningen” er der ikke længere en akkumuleret gæld på projektet ”Kloge m2”. Der er fortsat en varig driftsudfordring på 2,5 mio. kr., som Kapacitetsudvalget skal arbejde med i 2025. Der forventes ikke at blive realiseret besparelser med effekt i 2025.

    Udvalget for Teknik & Miljø forventer at bruge 1,0 mio. kr mindre end budgetteret

    Der forventes et mindreforbrug på ca. 1,0 mio. kr til skadedyrsbekæmpelse. Akkumuleret overskud skal udlignes over de næste 3 år.

    Øvrige midler på udvalgets område forventes at balancere.

    Udvalget for Vækst og Klima forventes at balancere

    Der forventes ingen større mer- eller mindreforbrug for vandløbsvedligeholdelse, branding, erhverv eller turisme.

    Udvalget for Fællesskab forventer at bruge 2,0 mio. kr. mindre end budgetteret.

    Udvalget for Vækst og Klima forventes at balancere.

    Anlæg: forvaltningen forventer at bruge 33,0 mio. kr. mindre end budgetteret

    Mindreforbruget skal ses i lyset af forsinkelse/udskydelse af anlægsarbejder, som udgør i alt 86,0 mio. kr.

    Der forventes samtidig at ske en forskydning/forsinkelse af budgetterede salgsindtægter på i alt 53,0 mio. kr, som overvejende vedrører jordsalg ved Hedensted Syd og Kildeparken.

    Likviditet:

    Likviditet udgør ultimo april 242,6 mio. kr, hvilket er 8,5 mio. kr mere end ved udgangen af marts måned.

    Indstilling

    at budgetopfølgningen indenfor udvalgets eget område drøftes og tages til efterretning.

    Beslutning

    Forvaltningens indstilling godkendes

    Sagsnr.: 01.02.05-P16-4-24

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik & Miljø skal med denne sag beslutte, om Lokalplan 1210 for boliger ved Søborgvej i Glud skal vedtages endeligt. Udvalget skal samtidig forholde sig til de indkomne bemærkninger og ændringsforslag.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    • Den 29. maj 2024, under punkt 82, besluttede Kommunalbestyrelsen at igangsætte lokalplanen.
    • Den 5. marts 2025, under punkt 34, besluttede Udvalget for Teknik & Miljø at sende lokalplanen i 4 ugers høring.

    Sagsfremstilling

    Lokalplanen har til formål at udlægge lokalplanområdet til et boligområde med tæt-lav boligbyggeri. Lokalplanen skal desuden sikre, at nye veje og stier tilkobles eksisterende trafiksystemer på en funktionel og sikker måde, at fælles fri- og opholdsarealer placeres, hvor der er gode solforhold og terræn egnet til leg og boldspil samt sikre, at der udlægges tilstrækkeligt med arealer til at håndtere skybrudsregn.

    Se områdets disponering på bilag 1 - Lokalplankort.

    Lokalplan 1210 for boliger ved Søborgvej i Glud har været i høring fra den 11. marts 2025 til den 8. april 2025. Der er kommet 3 høringssvar. Bemærkningerne kan ses på bilag 2.

    Der er udarbejdet et notat over de enkelte bemærkninger og indsigelser, der kan ses på bilag 3. Som det fremgår af notatet, drejer bemærkningerne og indsigelserne sig om,

    • Bygningshøjde, udsyn, indbliksgener og lokalmiljø,
    • Regnvandsbassin og klima-bed,
    • Vejforhold og trafiksikkerhed,
    • Behovet for ny bebyggelse, bebyggelse indefra og ud samt ekspropriation,
    • Skovrejsning, visuel påvirkning af kystlandskabet og forslag om udvidelse af Natura 2000-områderne,
    • Vandområder og vandløb,
    • Varmeforsyning.

    Forvaltningen foreslår i notatet over bemærkninger, at planlægningen tilrettes på følgende måde:

    • Kortbilag 2 og 3 præciseres, så det fremgår, at vejen tilkobles Fjordplantagen umiddelbart syd for det eksisterende klimabed. 

    Derudover vil der være mindre redaktionelle tilretninger.

    Forslag til lokalplan 1210 for boliger ved Søborgvej i Glud kan ses her, og er vedhæftet som bilag 4.

    Beslutningsproces

    Lokalplanen er en almindelig lokalplan. Kommunalbestyrelsen har delegeret kompetencen til behandlingen af forslag og endelig vedtagelse af denne type planer til Udvalget for Teknik & Miljø eller forvaltningen. Det fremgår af beslutningen på mødet den 29. maj 2024, punkt 86.

    Dette gælder dog kun, hvis planforslaget holder sig inden for de principper, som Kommunalbestyrelsen besluttede i denne sag.

    Kommunikation

    Beslutningen meddeles ansøgeren.

    Planforslaget var i høring fra den 11. marts 2025 til den 8. april 2025 i henhold til planlovens § 24-26.

    Planforslaget offentliggøres i henhold til planlovens §§ 30-31.

    Lovgrundlag

    Lokalplan: BK nummer 572 af 29. maj 2024, § 13 stk. 2, §§ 30 og 31

    Indstilling

    • at Lokalplan 1210 for boliger ved Søborgvej i Glud vedtages endeligt med følgende ændring: Kortbilag 2 og 3 præciseres, så vejtilkoblingen til Fjordplantagen fremgår tydeligere. 

    Beslutning

    Forvaltningens indstilling godkendes, med følgende ændring:

    At § 6.6 ændres til: Anlæg til opbevaring og håndtering af affald kan placeres i tilknytning til boligerne eller som fælles anlæg, og skal afskærmes med fast gennemsigtigt hegn i træ, kompositmateriale, som begrønnet hegn eller levende hegn.

    Sagsnr.: 01.02.00-G01-35-22

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik & Miljø skal beslutte, om forslag til Lokalplan 1194 for boliger på Lindvedvej i Øster Snede skal sendes i høring. Samtidigt skal udvalget godkende, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering af planforslaget, og tage stilling til navngivningen af den nye boligvej.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Historik

    Den 30. november 2022, under punkt 230, besluttede Kommunalbestyrelsen at igangsætte lokalplan 1194 for boliger på Lindvedvej i Øster Snede.

    Sagsfremstilling

    Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske fra en projektudvikler om at udvikle matrikel nummer 11a Ø. Snede By, Ø. Snede til et boligområde. Det er intentionen at udvikle området med tæt-lave boliger.

    Se områdets disponering på lokalplankortet på bilag 1.

    En illustration af projektet kan ses på bilag 1.

    Lokalplan

    Lokalplanen har til formål at udlægge lokalplanområdet til et boligområde med tæt-lavt boligbyggeri. Lokalplanen skal sikre, at det nye boligområde fremstår som en samlet helhed med relation til de eksisterende boligområder og det tilstødende landskab. Lokalplanen skal samtidig sikre stiforbindelser til søen mod nord, tilstrækkelig parkering og at overfladevand håndteres indenfor lokalplanområdet.

    Lokalplanen indeholder:

    • Området disponeres efter principperne vist på lokalplanens bilag 2,
    • Anvendes til boligformål i form af tæt-lav boligbebyggelse med tilhørende veje, stier og grønne fællesarealer, samt areal til håndtering af regn- og overfladevand.
    • En bebyggelsesprocent på maksimalt 40 for tæt-lav boligbyggeri,
    • En maksimal bygningshøjde på 8,5 meter,
    • Området skal vejforsynes fra Lindvedvej,
    • Området forbliver i Byzone

    Lokalplan 1194 for boliger på Lindvedvej i Øster Snede kan ses her, og er vedhæftet som bilag 2.

    Følger af global opvarmning

    Hverdagsregnen fra en del af lokalplanområdet forsinkes, så der ikke sker en øget belastning af Hedensted Spildevand regnvandskloak, og derved øget risiko for oversvømmelse fra kloak. Det vurderes derved, at lokalplanen ikke medvirker til en øget risiko for oversvømmelse.

    Bygherre har lavet et vandhåndteringsnotat (Regnvandshåndteringsplan), som redegør for, hvordan ekstremregn håndteres indenfor lokalplanområdet. De nuværende lavningsvolumener i lokalplanområdet bevares. Strømningsveje bevares også som udgangspunkt, dog ændres en nuværende strømningsvej til naboejendommen, som i stedet ledes til den nærliggende sø. Arealer til håndtering af ekstremregn er afsat i lokalplanen.

    Støj

    Der er i forbindelse med lokalplanarbejdet blevet udarbejdet et støjnotat, hvori der er redegjort for vejstøj. Notatet viser, at der, for at overholde Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser, er behov for en støjafskærmning langs Højmarksvej på minimum 2,3 meter, lokalplanen fastsætter et maksimum på 2,8 meter. De resterende i en højde af minimum 1,8 meter, lokalplanen sætter et maksimum  på 2,1 meter. Lokalplanen udlægger areal til støjskærmende foranstaltninger i form af støjskærme eller anden støjafskærmning, som vist på lokalplanens bilag 2. Det stilles som betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse, at der etableres støjskærmende foranstaltninger, som sikrer, at de vejledende støjgrænser, er overholdt.

    Lugt

    Der er i forbindelse med lokalplanarbejdet blevet udarbejdet lugtgeneberegninger, der viser, at området ikke er påvirket af lugt fra de omkringliggende husdyrbrug. En OML-beregning foretaget i forbindelse med tidligere planlægning i Øster Snede viser, at lokalplanområdet ligger i grænseområdet for lugtspredning fra Daka. Det er dog vurderet, at lokalplanområdet ikke vil blive påvirket, da der er et større boligområde mellem Daka og lokalplanområdet. Det vurderes derfor, at lokalplanen er i overensstemmelse med planlovens § 15 b. 

    Natur

    Der kan være potentielt levested for flagermus i bygninger og gamle træer. Flagermus er fredede og beskyttede arter, som ikke må dræbes, og deres levesteder må ikke indskrænkes. Der er udbredelsesområde for sydflagermus og dværgflagermus, hvor sydflagermus udelukkende holder til i bygninger. Det vurderes, ud fra bygherres oplysninger, at bygningerne har stået uopvarmede de sidste mange år og tjent som lagerfunktion og garage for entreprenørmaskiner, ikke er egnede som yngle-rastesteder for flagermus. Træerne på grunden vurderes på grund af deres alder ikke at være yngle- og rastesteder for flagermus. På grund af arealets hidtidige anvendelse vurderes det ikke, at være et velegnet levested for øvrige bilag IV-arter. Derfor vurderes det, at planlægningen ikke kan påvirke bilag IV-arter.

    Eksisterende forhold

    Planområdet omfatter matrikelnummer 11a Ø. Snede By, Ø. Snede og udgør et areal på cirka 5.400 m2. Planområdet ligger centralt i Øster Snede afgrænset af Lindvedvej mod syd, Højmarksvej mod øst og sø mod nord.

    Planområdet er ifølge Hedensted Kommuneplan 2021-2033 omfattet af rammeområde 5.B.69 og udlagt til boligområde til åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse med en maksimal bebyggelsesprocent på 30 for åben-lav boligbebyggelse og 40 for tæt-lav boligbebyggelse, en maksimal bygningshøjde på 8,5 meter og et maksimalt antal etager på 2. Projektet er i overensstemmelse med kommuneplanrammen.

    Planområdet er i dag omfattet af lokalplan 27, der fastlægger anvendelsen i området til erhvervsformål, hvilket ikke er foreneligt med den ønskede anvendelse til boligformål. I forbindelse med den endelige vedtagelse af Lokalplan 1194 - Boliger ved Lindvedvej i Øster Snede, ophæves den gældende lokalplan 27, vedtaget i 1983 i sin helhed. 

    Miljøvurdering

    Der er foretaget en miljøscreening af planen, hvori det blev vurderet, at planlægningen ikke vil kunne påvirke miljøet væsentligt. Screeningen kan ses på bilag 3.

    På grundlag af udkast til miljøscreeningen har andre berørte myndigheder i perioden fra den 26. marts 2025 til den 14. april 2025 haft mulighed for at kommentere kommunens forventede afgørelse om ikke at gennemføre en miljøvurdering af planforslagene. Der er ikke indkommet høringssvar, som giver anledning til at gennemføre en miljøvurdering.

    Nyt vejnavn

    I forbindelse med Lokalplan 1194 for boliger på Lindvedvej i Øster Snede er der behov for et nyt vejnavn. Projektudvikler foreslår vejnavnet ”Lindvedparken” eller ”Østerparken”. Forvaltningen kan tilslutte sig dette.

    Beslutningsproces

    Lokalplanen er en almindelig lokalplan. Kommunalbestyrelsen har delegeret kompetencen til behandlingen af forslag og endelig vedtagelse af denne type planer til Udvalget for Teknik & Miljø eller forvaltningen. Det fremgår af beslutningen på mødet den 29. maj 2024, punkt 86.

    Dette gælder dog kun, hvis planforslaget holder sig inden for de principper, som Kommunalbestyrelsen besluttede i denne sag.

    Kommunikation

    Beslutningen meddeles ansøgeren.

    Planforslaget offentliggøres i henhold til planlovens § 24-26. Afgørelsen om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering offentliggøres samtidigt.

    Vejnavnene ”Lindvedparken” og ”Østerparken” er reserverede og forhåndsgodkendte af Klimadatastyrelsen.

    Lovgrundlag

    Forslag til lokalplan: Lov om planlægning, LBK nr. 572 af 29. maj 2024, § 13 stk. 2 og § 24

    Afgørelse om miljøvurdering: Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023 med senere ændringer, § 8, stk. 2

    Vejnavn: Vejnavn tildeles efter adresseloven Lov nr. 136 af 1. februar 2017 med senere ændringer, §3

    Bekendtgørelse om vejnavne og adresser: BEK nr. 271 af 13. april 2018 med senere ændringer, §3 og §6

    Indstilling

    • at forslag til lokalplan 1194 for boliger på Lindvedvej i Øster Snede sendes i 7 ugers offentlig høring,
    • at afgørelsen om ikke at udarbejde en miljøvurdering af planforslagene offentliggøres samtidig,
    • at den nye boligvej navngives enten ”Lindvedparken” eller ”Østerparken”.

    Beslutning

    Forvaltningens indstilling godkendes med følgende tilføjelse, at støjhegn skal udføres i træ med begrønning.

    Navngivning af vejen genoptages, når der er indkommet nye forslag. 

    Sagsnr.: 05.13.00-P15-1-24

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik & Miljø orienteres om status på udarbejdelse af Trafiksikkerhedsplan 2025 - 2029.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Historik

    Kommunalbestyrelsen godkendte under mødet den 26. februar 2025 anlægsbevilling på 600.000 kr til udarbejdelse af trafiksikkerhedsplan 2025 - 2029.

    Sagsfremstilling

    Trafiksikkerhedsplan 2025 - 2029 vil som udgangspunkt blive udarbejdet som en opdatering af den eksisterende Trafiksikkerhedsplan og vil indeholde følgende:

    Trafiksikkerhedsplan:
    • Vision og mål
    • Læsevejledning
    • Evaluering af tiltag
    Uheldsanalyse og sortpletudpegning:
    • Uheldsanalyse for perioden 2019 - 2024
    • Sortpletudpegning
    • Løsningsforslag
    • Anlægsoverslag
    Udarbejdelse af ny projektliste
    • Der udarbejdes en ny projektliste på baggrund af input fra direkte borgerhenvendelser, borgermodul, lokalråd og eksisterende projektliste. Der vil i den forbindelse blive anvendt GPS-data til analyse af hastighedsniveau, som vurderes efter den eksisterende hensigtserklæring.
    Nye tiltag til trafiksikkerhedsplanen:
    • Der indføres trafiksikkerhedsrevision på blandet andet byggemodninger, herunder private. I praksis udføres i dag trafiksikkerhedsrevision på kommunale vej- og stiprojekter.
    • Der arbejdes på at skaffe undervisningsmateriale til frivillige og skoler.
    • Der udarbejdes en strategi for Kommunernes Skoletrafiktest, der er en årlig måling af skoler og kommuners arbejde med trafikundervisning. Testen, der organiseres af Rådet for Sikker Trafik, udmøntes i en offentlig rapport, der giver et overblik over trafikundervisningen i grundskolen - både på nationalt plan og i hver enkelt kommune. Strategien skal være med til at give en højere score for Hedensted kommune, som i 2024 lå på en 67. plads i forhold til landets kommuner.
    • Der udføres en målrettet indsats for, at skolerne får eller har en trafikpolitik, som et led i at sikre en højere score i Skolernes Trafiktest.
    • Der skaffes kampagnemateriale på "Sammen sænker vi farten" til at kunne udføre lokale kampagner om at sænke farten. Dette kan blandt andet ske i samarbejde med og på foranledning af de enkelte lokalråd, hvis der er ønske herom i lokale vej- eller byområder.
    • Der blive udført en granskning af hastighedsniveau ved hjælp af GPS-data. På baggrund heraf udpeges og prioriteres vejstrækninger, hvor der udarbejdes løsningsforslag og anlægsoverslag.
    Foreløbig Tidsplan:

    Opstart                                                                       Ultimo april 2025
    Oplæg behandles på TMU                                         Primo november 2025
    Tilretning og Strategisk Miljøvurdering                       November - december 2025
    Politisk godkendelse af Trafiksikkerhedsplan             Februar  - marts 2026

    Indstilling

    At orienteringen tages til efterretning, og at der arbejdes videre herudfra.

    Beslutning

    Forvaltningens indstilling godkendes

    Sagsnr.: 05.01.00-G01-3-25

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik og Miljø skal beslutte, om der skal arbejdes videre med skiltning mod gennemkørende lastbiltrafik på to veje i Hedensted.

    Udvalgsformand Ove K. Nielsen har bedt om, at få en drøftelse af ovenstående.

    Økonomi

    Skiltningen forventes at kunne etableres indenfor ordinær drift.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Sagsfremstilling

    Forvaltningen er blevet bedt om at undersøge mulighederne for at indføre gennemkørselsforbud for lastbiler på Constantiavej samt Lille Dalby Bakker i forbindelse med åbningen af Ringvejen øst om Hedensted.

    Både Lille Dalby Bakker og Constantiavej er klassificeret som klasse 3-veje (lokalveje, primærveje). Deres primære funktion er at forbinde trafikvejene med boligområderne. Et gennemkørselsforbud vil derfor ikke være i strid med vejklassifikationen.

    Det foreslås at opsætte skiltning med "Lastbil forbudt" og undertavlen "Gælder kun gennemkørsel" jf. bekendtgørelsen om vejafmærkning. Skiltene foreslås placeret følgende steder:

    • Lille Dalby Vej ved krydset Rødebrovej

    • Lille Dalby Vej ved rundkørslen Dalbyvej

    • Constantiavej ved rundkørslen Dalbyvej

    • Constantiavej ved Østre Ringgade

    De strækninger, hvor der foreslås etableret gennemkørselsforbud for tunge køretøjer, fremgår af det vedlagte bilag.

    Det er forvaltningens vurdering, at åbningen af den nye vej øst om Hedensted i sig selv vil aflaste de nævnte veje for tung trafik.

    Ændring af skiltning kræver politiets tilladelse.

    Indstilling

    at Udvalget for Teknik & Miljø beslutter, om der skal arbejdes videre med skiltningen og at den iværksættes, såfremt alle tilladelser kan indhentes. 

    Beslutning

    Udvalget beslutter, at der skal arbejdes videre med skiltningen, jfr. indstillingen

    Sagsnr.: 07.00.10-S00-2-25

    Beslutningstema

    Udvalget skal godkende grundlaget for affaldsområdets budget for 2026 samt for udarbejdelse af takster for 2026.

    Økonomi

    Affaldsområdet (renovationsområdet samt genbrugsstationerne) er omfattet af hvile-i-sig-selv princippet som beskrevet i Affaldsbekendtgørelsen og Affaldsaktørbekendtgørelsen. Renovationsområdet er underopdelt, og for hvert område gælder, at det skal følge princippet om, at indtægter og udgifter skal balancere set over en sammenhængende periode.

    Det fremgår af forsyningsregnskabet, at det samlede resultat for 2024 var et underskud på balancen på 493.666 kr, hvilket betød, at den samlede gæld for forsyningsområdet steg fra 11,8 mio. kr. til 12,3 mio. kr ved udgangen af 2024. 

    Investeringen i den nye mandskabsbygning i Hornsyld på 2.234.508 kr betød, at gælden vedrørende genbrugsstationerne er steget med 1.922.804 kr.
    Endvidere er der på genbrugsstationerne investeret i en del nye containere og udstyr, ligesom der har været ekstraordinære omkostninger til modtagelse af asbestaffald i 2024.

    På renovationssiden er gælden minimeret med 1.389.706 kr. Det gode resultat skyldes imidlertid, at en større regning på 1,8 mio. kr fra Meldgaard blev forskudt fra 2024 til 2025. Forskydningen forventes at bidrage til et ringere resultat for 2025 end forventet. 

    Forsyningsregnskabet for affaldsområdet for 2024 fremgår af bilag A.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Historik

    I 2023 blev miljøgebyret forhøjet fra 1.496 kr årligt til 1.619 kr årligt med henblik på at nedbringe gælden på genbrugsstationerne, som på daværende tidspunkt (udgangen af 2022) beløb sig til 13,5 mio. kr. 

    Per 1. januar 2024 blev der indført nummerpladegenkendelse på alle genbrugsstationer, hvorefter opkrævning for erhvervsbesøg sker automatisk.

    Per 1. januar 2025 blev renovationstaksterne øget med 10% for at bringe området i balance og afspejle en del af de prisstigninger, der er sket i perioden 2020-2024.

    Sagsfremstilling

    I budgetforslaget for 2026 er der taget højde for følgende: 

    • fortsat nedbringelse af gælden på renovationsområdet såvel som for genbrugsstationer med henblik på overholdelse af hvile-i-sig-selv princippet
    • gebyrindtægter i henhold til reglerne for producentansvar for emballage
    • omkostninger til igangsættelse af projektering af genbrugsstationerne
    • forbedringer i driften af genbrugsstationerne i henhold til mangler, der er blevet identificeret som en del af arbejdet med planlægning af modernisering af genbrugsstationerne (primært forhold der vedrører mandskabsrum og bemanding på genbrugsstationerne) 
    • igangsættelse af arbejdet med Affaldsplanen
    • indtægter fra styrket affaldstilsyn

    I forhold til producentansvaret for emballage, så er det fortsat ikke helt klart, hvad gebyr- og omkostningsudvekslingen mellem producentforeningen og Hedensted kommune vil resultere i. Der er beregnet gebyr for sidste kvartal af 2025 og som en del af budgetforslaget for 2026, er der beregnet gebyr for 2026. Den første modregning (for Q4 2025) fra Producentforeningen forventes dog først ved indgangen til 2026 og herefter kvartalsvist. Dermed får affaldsteamet ikke et overblik førend ved slutningen af 2026. Derfor er der i budgetforslaget valgt en forholdsvis konservativ tilgang, idet det dog er forudsat, at gebyret vil føre til en positiv indvirkning på det samlede budget. På genbrugsstationerne er der f.eks. regnet med -1,6 mio. kr i indtægter fra producentgebyret; mens der på renovationssiden er regnet med netto -2,5 mio. kr i indtægt. På renovationssiden betyder det, at indtægterne fra producentgebyret bidrager til at få det samlede budget til at balancere inkl. den planlagte afvikling af gælden over fem år.

    Renovationstakster:
    Det indstilles, at renovationstaksterne i 2026 fastholdes på samme niveau som i 2025 og at udviklingen i indtægter og udgifter i forbindelse med producentansvaret for emballage følges. 

    Miljøgebyr:
    For at kunne afvikle genbrugsstationernes gæld på 7,5 mio. kr senest ved udgangen af 2027 og dermed skabe et bedre udgangspunkt for modernisering af genbrugspladserne, vil det være nødvendigt at øge miljøgebyret med ca. 180 kr fra de nuværende 1.619 kr årligt til 1.799 kr for en almindelig husholdning. Det betyder en 11% stigning i forhold til nuværende og vil indbringe ca. 3,6 mio. kr til nedbringelse af gælden. 

    Nummerpladeskanningsgebyr:
    Erhvervets betaling for brug af genbrugsstationerne har siden 2021 været fastholdt på samme niveau, med 240 kr uden moms per besøg.
    Med indførelsen af automatisk nummerpladeskanning og fakturering er det tydeligt, at indtægterne i tidligere år ikke har været retvisende for de faktiske besøg på genbrugsstationerne. Idet erhvervet typisk afleverer mere affald end private brugere samt affald, der er dyrere i behandlingspriser (jfr. stikprøveanalyse gennemført i 2024), bør erhvervets gebyr afspejle dette. Budgetforslaget for 2026 viser, at der vil være et samlet underskud på erhvervets brug af genbrugsstationerne på ca. 700.000 kr (uden moms), dersom gebyret ikke reguleres. Derfor vurderer forvaltningen, at gebyret skal stige fra de nuværende 240 kr plus moms til 300 kr plus moms.    

    Jordflytning for erhverv:
    Gebyret for jordflytning er hidtil blevet reguleret i henhold til den almindelige prisudvikling. I prisudregningen har omkostningerne til IT-licenser ikke været fuldt indregnet. Dette ønsker forvaltningen at gøre til 2026.

    Det samlede takstblad forventes at blive lagt ind til godkendelse i oktober 2025.

    Bilag A - Forsyningsregnskabet for Affaldsområdet for 2024

    Bilag B - Affaldsteamets årsrapport for 2024 - "Årsrapport for Affaldsområdet 2024".

    Lovgrundlag

    Affaldsbekendtgørelsen (BEK nr. 1749 af 30. december 2024) 

    Affaldsaktørbekendtgørelsen (BEK nr. 1743 af 30. december 2024)

    Emballagebekendtgørelsen (BEK nr. 323 af 20. marts 2025)

    Hedensted Kommunes affaldsregulativer for husholdninger og erhverv

    Indstilling

    At udvalget godkender forvaltningens grundlag for udarbejdelse af budgetter og takster for affaldsområdet i 2026.

    Beslutning

    Udvalget godkender forvaltningens indstilling, dog således:

    Udvalget anmoder om yderligere oplysninger omkring scanning af nummerplader på erhvervstrailere,

    Der undersøges for mulige besparelser i det nuværende budget for at minimere stigningerne.

    Der ønskes forskellige modeller på takststigningerne herunder en indekseringsmodel.

    Sagsnr.: 09.13.01-P15-1-24

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal godkende den af forvaltningen udarbejdede handleplan for rottebekæmpelsen i Hedensted Kommune for perioden 2025-2028. 

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Historik

    Hedensted kommunes nuværende rottehandleplan blev godkendt af udvalget for Teknik & Miljø på udvalgsmøde den 7. juni 2023 og er gældende frem til juni 2025. 

    Udvalget for Teknik & Miljø godkendte på udvalgsmøde den 4. december 2024 forvaltningens forslag til indsatsområder for rottebekæmpelsen i Hedensted Kommune for handleplansperioden 2025-2028.

    Sagsfremstilling

    I henhold til gældende rottebekendtgørelse, skal Kommunalbestyrelsen minimum hvert 3. år udarbejde en handleplan for forebyggelse og bekæmpelse af rotter i kommunen.

    Hedensted Kommunes nuværende handleplan udløber ved udgangen af juni 2025.  

    Handleplanen for perioden 2025-2028 er vedlagt som bilag til dagsordenspunktet. Forvaltningen anbefaler handleplanen godkendt. 

    Der er i forbindelse med udarbejdelse af handleplanen truffet afgørelse om, at handleplanen ikke skal miljøscreenes efter Lov om Miljøvurdering jf. LBK nr. 4 af 3. januar 2023. Det afgøres heri, at der ikke skal udarbejdes miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM) §8, stk. 2, i det der planlægges en plan, der ikke er omfattet af bekendtgørelsens bilag 1 eller 2 og ikke vurderes at få en væsentlig påvirkning af miljøet. 

    Kommunikation

    Handleplanen vil efter endelig godkendelse blive offentliggjort på kommunens hjemmeside samt Miljø- og Ligestillingsministeriets hjemmeside under kommunale handleplaner. 

    Lovgrundlag

    Bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter BEK 991 af 21. august 2024

    Indstilling

    At Kommunalbestyrelsen godkender den af forvaltningen udarbejdede rottehandleplan for Hedensted Kommune gældende for perioden 2025-2028. 

    Beslutning

    Forvaltningens indstilling godkendes

    Sagsnr.: 05.01.01-P19-40-25

    Beslutningstema

    Udvalget skal beslutte, om et eksisterende vejnavn kan ændres efter anmodning fra grundejerforening for området.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger 

    Sagsfremstilling

    Forvaltningen har modtaget en forespørgsel fra en grundejer i sommerhusområde, som med bemyndigelse fra grundejerforening foreslår vejnavneændring af del af Fjordvej. 

    Den øverste del af Fjordvej er planmæssigt udlagt som boligområde, og det er parcelhus-område med asfalteret vej og fortove. Hvor Fjordvej krydser Sandbjergvej/Dykjærvej er området planmæssigt udlagt som sommerhusområde, og vejen en grusvej. 
    Sommerhusområdet har egen grundejerforening og betaler selv vedligeholdelsen af blandt andet grusvejen. 

    Ansøger forespørger om navneændring af den del af Fjordvej, der er sommerhusområde, til Fjordvænget.
    I sommerhusområdet er der vejnavne som Kystvænget, Grønnevænget og Solvænget, som ligger i nærheden.

    Se kortbilag over området. 

    De nugældende ”Retningslinjer for fastsættelse af vejnavne i Hedensted Kommune” foreskriver om ændring af eksisterende vejnavne: 

    Uddrag af retningslinjer (i fulde længde er vedhæftet som bilag):
    ” Ændring af eksisterende vejnavne:
    Udgangspunktet er, at eksisterende vejnavne ikke ændres. Hvis der skal ske ændring af vejnavne, vil det normalt være på baggrund af nedenstående forhold:

    •    På grund af krav i lovgivning eller bekendtgørelsen
    •    Af hensyn til beredskab eller andre myndigheder
    •    Hvis der er helt særlige forvekslingsmuligheder
    •    Ændringen sker som en del af en omdannelse af et større område

    Ved ændringer i eksisterende vejnavne, som er velbegrundede, fastsættes vejnavnet umiddelbart efter partshøringen hos de berørte parter, og træder i kraft senest 3 måneder herefter.”

    Forvaltningen vurderer, at ønsket kan imødekommes, idet vejområdet identificerer sig som sommerhusområde og ikke har tilknytning til boligområdet.
    I alt 24 sommerhusejere vil få ændret adresse.

    Kommunikation

    Vejnavnet Fjordvænget er godkendt af KDS (Klimadatastyrelsen). 

    Lovgrundlag

    Adresseloven: Lov nr. 136 af 1. februar 2017, § 3 
    Bekendtgørelse om vejnavne og adresser: BEK nr. 271 af 13. april 2018 

    Indstilling

    at udvalget beslutter, at sidste del af Fjordvej ændres til Fjordvænget

    Beslutning

    Forvaltningens indstilling godkendes

    Sagsnr.: 01.00.00-P19-2-25

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik & Miljø skal beslutte, om der skal igangsættes informationskampagne om beskyttet natur

    Økonomi

    Udgifterne til informationskampagnen afholdes indenfor det afsatte budget.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Sagsfremstilling

    I forbindelse med konkret sagsbehandling oplever administrationen ofte, at jordejere ikke er bekendt med, at deres marker og andre arealer er, eller kan være, omfattet af naturbeskyttelseslovens §3. De seneste 10 års tilsyn viser også, at der er sket tilstandsændringer af de naturbeskyttede arealer flere steder. Årsagen kan måske være at lodsejer ikke er bekendt med §3 beskyttelsen eller hvad den betyder.

    Beskyttelsen betyder, at arealet ikke må omlægges, gødes, sprøjtes, tilplantes eller drænes, eller med andre ord, arealerne må ikke tilstandsændres. 

    Kommunerne har ikke pligt til at informere om ændringer i den vejledende registrering af §3 natur, men i forbindelse med §3 naturtilsyn bliver der informeret om nye registrerede §3 naturarealer og større ændringer til den enkelte lodsejer. Forud for tilsyn bliver der også sendt breve ud til alle lodsejere med §3 natur i de områder, hvor de årlige besigtigelser skal foregå.

    Forvaltningen ønsker med en informationskampagne, at gøre flere borgerne i kommunen opmærksom på, at de måske har beskyttet natur på deres ejendom og hvordan de passer på naturen og undgår at overtræde loven. Derved kan kommunen minimere håndhævelsessager.

    Kommunikation

    Informationskampagnen foreslås at indeholde opslag på sociale medier, kommunens hjemmeside samt annoncer i lokale aviser.

    Lovgrundlag

    LBKG 2024-06-28 nr 927 Naturbeskyttelsesloven §3 og §4

    Indstilling

    at Udvalget for Teknik beslutter, at igangsætte informationskampagne på sociale medier, hjemmesiden og lokale aviser.

    Beslutning

    Forvaltningens indstilling godkendes 

    Sagsnr.: 01.05.00-S00-1-24

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal genforhandle og genbeslutte, hvordan afsatte midler til at arbejde med renere havmiljø i vores fjorde udmøntes jf. Aftale om Budget 2025-28.

    Økonomi

    Der er afsat 0,5 mio. kr til at arbejde med renere havmiljø i vores fjorde jf. Aftale om Budget 2025-28.

    Midlerne er sidenhen flyttet til Økonomiudvalget. Hvis det besluttes at tilbageføre beløbet til Udvalget for Teknik & Miljø, skal der ske en korrektion af bevillinger.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Historik

    Udvalget for Teknik & Miljø har tidligere behandlet sagen den 4. december 2024. Her besluttede udvalget, at

    • de afsatte 0,5 mio. kr jf. budgetaftalen anvendes til personale, der frem mod 2027 kan arbejde for at mindske næringsstoftilførslen til vores havmiljø gennem næringsstofreducerende tiltag på land.
    • bevillingen på 0,5 mio. kr flyttes til Økonomiudvalget, hvis det besluttes, at der ansættes personale.

    Tidligere sagsfremstilling inklusiv bilagsmateriale er vedlagt.

    Sagsfremstilling

    Udvalgsmedlem Steen Christensen har anmodet om, at sagen genoptages og genforhandles med baggrund i sagen "Grøn Trepart - Opstartspakke og økonomi", som udvalget behandlede på mødet i marts 2025.

    Skulle Kommunalbestyrelsen beslutte at flytte midlerne til disponering for Udvalget i Teknik & Miljø, vil Udvalget for Teknik & Miljø udmønte midlerne til relevante projekter. Se anden sag herom på dagsorden for Udvalget for Teknik & Miljø 4. juni 2025.

    Indstilling

    at det besluttes, om midlerne tilbageføres til Udvalget for Teknik & Miljø til udvalgets disponering.

    Beslutning

    Det indstilles, at midlerne føres tilbage Udvalget for Teknik- og Miljø

    Sagsnr.: 01.05.00-P20-1-25

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik & Miljø skal tage stilling til, om at forvaltningen skal deltage økonomisk samt med personaleressourcer til Juelsminde-Halvøens Kystheltes projekter: Udplantning af ålegræs i As Vig, As Vig Snorkeling Reef, samt Projekt Almindelig Tangnål.   

    Sagen er til behandling efter ønske fra Steen Christensen og betinget af, at sagen "Genoptagelse af sag om Renere havmiljø i fjorde og udmøntning af budget 2025-28" vedrørende tilbageføring af de 0,5 mio. kr overføres til en "pulje for renere havmiljø". 

    Økonomi

    0,5 mio. kr der potentielt føres tilbage til en "pulje for renere havmiljø", bruges til at finansiere projekterne. Se anden sag på Udvalget for Teknik & Miljøs dagsorden 4. april 2025.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Sagsfremstilling

    Nedenstående mail-uddrag fra Kystheltene drøftes: 

    1) Udplantning af ålegræs i As Vig (2025-2028)

    - Tilladelse fra kystdirektoratet modtaget (Vedhæftet - Længere nede i dokumentet ser man vores ansøgning og projektområder)

    - 12.000 af 100.000 kr. har vi skaffet (To fodboldbaner udplantes over 3 år)

    - Materiel: Se dokumentet "Projektbudget & materialer - Ålegræs-udplantning As Vig 2025-2028"

    - Arrangementerne kommer til at forløbe i juni hvert år med placering ved Kirkholm

    2) As Vig Snorkeling Reef
    - Flere stenrev på Juelsminde-halvøens kyster -  2025-2028)

    - Projektbeskrivelse vedhæftet

    - Excel dokument med opgaver vedhæftet (HK's muligheder for at hjælpe med tilladelser og midler er markeret med gul og grøn)

    - Omfang og budget er stadig under bearbejdning, men sandsynligt med et projektbudget på 2,5 - 4 mio. kr.


    3) Projekt Almindelig Tangnål (formidling, undervisning og trivsel ved havnaturen for børn, unge og udsatte borgere)
    - Monitorering af de ovenstående projekter og mulighed for at se livet vende tilbage

    - Undervisning og formidling om livet i havet gennem skiltning og videofilm fra områderne

    - Etablering af grejbank (udstyr til formidling og monitering: snorkeludstyr, waders, rejenet, vandkar med videre)

    - Projektet er også kort beskrevet i projektbeskrivelsen om stenrevet.

    Vedhæftet bilag: 

    Bilag 1. Tilladelse til udplantning af ålegræs i As Vig, Hedensted Kommune

    Bilag 2. Projektbudget & materialer - Ålegræs-udplantning As Vig 2025-2028

    Bilag 3. Resurser og opgaver - As Vig Stenrev

    Bilag 4. As Vig Snorkeling Reef - Projektbeskrivelse (1)

    Bilag 5. Projektplan - As Vig Snorkeling Reef

    Indstilling

    at Udvalget for Teknik & Miljø beslutter, om de vil medfinansiere Juelsminde-Halvøens Kystheltes projekter og i hvilket omfang. 

    at Udvalget for Teknik & Miljø beslutter, om finansieringen skal ske for de 0,5 mio. kr, der er afsat til "Renere havmiljø i fjorde" fra budget 2025, såfremt Kommunalbestyrelsen beslutter at flytte disse midler til udvalgets disponering.

    at sagen genoptages i Udvalget for Teknik & Miljø, såfremt midlerne ikke flyttes til udvalgets disponering. 

    Beslutning

    Sagen genoptages på et kommende møde

    Sagsnr.: 01.05.00-A00-2-25

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal beslutte, hvorvidt Hedensted Kommune skal fortsætte sit medlemskab i Havsamarbejdet efter 2025.

    Økonomi

    Finansieringen af Havsamarbejdet og dermed udgiften til medlemskabet hæves for Hedensted Kommunes vedkommende fra 53.333 kr til 70.767 kr fra 2026. 

    Beløbet kan indeholdes i det allerede afsatte budget på 100.000 kr til formålet, som blev indarbejdet ved budgetlægningen for 2025. 

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Sagsfremstilling

    Havsamarbejdet er igangsat af syv kommunalbestyrelser, som har kyster ud til den østjyske del af Kattegat. Der er aftalt en foreløbig funktionsperiode på tre år, i årene 2023-2025. 

    I løbet af 2025 skal der således træffes en politisk beslutning om Havsamarbejdets fortsættelse. 

    Indstillingen vedrører således budgetår 2026 og frem. Den økonomiske fordelingsnøgle er aftalt i kommissoriet og følger antal indbyggere (Bilag 4. Kommissorium - Havsamarbejdet i Østjylland). 

    Havsamarbejdets politiske styregruppe, der består af kommunernes syv borgmestre, indstiller, at Havsamarbejdet fortsætter med en bemanding som den nuværende. 

    Hvis Kommunalbestyrelsen beslutter at fortsætte Havsamarbejdet, træder ligeledes et opdateret kommissorium (Bilag 4. Kommissorium  - Havsamarbejdet i Østjylland) samt en ny forretningsorden (Bilag 6. Forretningsorden for Havsamarbejdet) i kraft. 

    Evaluering

    Havsamarbejdets tekniske styregruppe har evalueret resultaterne af de første to års arbejde. Evalueringen fremgår af bilag 5, og er kort resumeret herunder: 

    Havsamarbejdet har medvirket til at øge det generelle vidensniveau om livet i havet, både i de enkelte kommunalbestyrelser og blandt lokale borgere. Det har ført til lokale ønsker om forbedring af tilstanden i det kystnære hav, hvor havkoordinatoren har haft en faciliterende rolle ved opstart af forskellige nye aktører, og når frivillige foreninger er gået sammen om at lave marin naturgenopretning.

    Havsamarbejdet har udarbejdet et virksomhedskoncept ”Guld og Grønne Tangskove”, som har rejst 3 mio. kr. til genskabelse af levesteder med stenrev og ålegræs. Havsamarbejdet deltager desuden i flere forskningsprojekter, som skal give viden om, hvilke havområder og arter der er vigtigst at beskytte i fremtiden.

    Den største værdi af Havsamarbejdet vurderes dog at ligge i den politiske interessevaretagelse, hvor lokale resultater kan opnås, når syv kommuner og et Blåt Råd går sammen om at afgive fælles synspunkter til statslige myndigheder.

    Konkret har dette haft betydning for:

    1. Udpegning af det lokale naturområde Mejl Flak som et strengt beskyttet havområde
    2. Sikring af midler til kvælstof-indsatser til de østjyske havområder
    3. Udfasning af muslingefiskeri med skrab på vilde muslingebanker
    Indstilling fra politisk styregruppe

    På baggrund af evalueringen indstiller den politiske styregruppe (kommunernes syv borgmestre) til kommunalbestyrelserne, at Havsamarbejdet fortsætter med en justeret bevilling, men samme bemanding, uden en fastsat tidsramme.

    Den længere tidshorisont for Havsamarbejdet vurderes af være afgørende for at opnå længerevarende fondsbevillinger, der ofte har en varighed på 3-5 år pr. projekt. Derudover tager genopretning af havet årtier og der er derfor behov for en stabil indsats gennem mange år, før målet om god tilstand i vores hav-region kan forventes opnået.

    Ved en fortsættelse med den nuværende bemanding er der en havmiljøkoordinator, som fortsat ansøger fonde om midler til tværkommunale projekter og drifter projektet med virksomhedssamarbejder. Hver kommune skal bidrage til at lede og gennemføre marine genopretningsprojekter i alle syv kommuner.

    Forvaltningen bemærker, at Horsens Kommune har haft sagen i Bæredygtigheds- Natur- og Klimaudvalget d. 6. maj 2025, og indstiller til Byrådet i Horsens, at havsamarbejdet fortsætter med en justeret bevilling og samme bemanding, med en fastsat tidsramme på 5 år, gældende fra 2026-2030. Byrådet har ikke truffet beslutning endnu. 

    Indstilling

    at Kommunalbestyrelsen beslutter, om Hedensted Kommune fortsætter i Havsamarbejdet efter 2025.

    Beslutning

    Udvalget anbefaler, at Hedensted Kommune fortsætter i havsamarbejdet. Udvalget anbefaler dog, at bemandingen i samarbejdet drøftes. 

    Sagsnr.: 01.05.00-A00-2-25

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal tilslutte sig strategien i Havsamarbejdet. 

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Udvalget for Teknik & Miljø blev den 6. marts 2024, under pkt. 46, "Første drøftelse af strategi for Havsamarbejdet", præsenteret for et udkast til Havsamarbejdets fælles strategi. 

    Sagsfremstilling

    Havmiljøet er sårbart og udfordret. For at beskytte og forbedre havmiljøet langs Østjyllands kyster, er der behov for fælles indsatser på tværs af kommunegrænser. Derfor er syv kommuner, Norddjurs, Syddjurs, Samsø, Århus, Odder, Horsens og Hedensted Kommune, gået sammen i det tværkommunale Havsamarbejde i Østjylland (herefter Havsamarbejdet). 

    Havsamarbejdet arbejder for at forbedre tilstanden i den østjyske del af Kattegat, skabe gode rammer for rekreative aktiviteter og samtidig fremme bæredygtig brug af havet. Havsamarbejdet ønsker at udarbejde en fælles ramme og retning for dets fremtidige virke. Derfor er der udarbejdet et forslag til strategi, som Havsamarbejdet ønsker vedtaget i de syv Byråd (Bilag 1. Fælles strategi for Havsamarbejdet).

    Strategien er udarbejdet i et samarbejde mellem de syv kommuners borgmestre og med bidrag fra Havsamarbejdets tekniske styregruppe. Strategien har også været fremlagt offentligt samt for Blåt Råd, som har medlemmer fra en lang række interesseorganisationer. 

    Et udkast til strategien er tidligere blevet politisk behandlet i de syv kommuner. Der er kun foretaget mindre justeringer i forhold til udkastet. Blandt andet er de lokale treparter nævnt og forskellen mellem dem og Havsamarbejdet er forklaret. Der er også tilføjet et afsnit om presfaktorer, der er relevante for Havsamarbejdet at arbejde med - for eksempel dialog med erhvervet om omlægning af fiskeri med bundslæbende redskaber, råstofindvinding samt miljøfremmede stoffer, der kan påvirke havmiljøet (Bilag 2. oversigt høringssvar og justeringer Havsamarbejdets fælles strategi). 

    Strategien er blevet forskningsfagligt kvalitetssikret af Aarhus Universitet, som vurderede indsatsområderne relevante og virksomme (Bilag 3. Faglig kvalitetssikring af fælles strategi). 

    Indhold i strategien

    Følgende syv strategiske indsatsområder er udpeget for Havsamarbejdets arbejde: 

    1. Interessevaretagelse og rammer for brug af havet
    2. Indsamling af viden om havets tilstand og udvikling
    3. Kortlægning af de rekreative muligheder og begrænsninger
    4. Formidling af havets tilstand, projekterne og samarbejdet
    5. Samarbejde med NGO´er om forbedring af havmiljøet 
    6. Ekstern finansiering af projekter (fundraising)
    7. Fysisk genoprettelse af tabte levesteder

    Havet, fiskene og det samlede økosystem er under stort pres. Derfor er de behov for ekstra indsatser samtidig med, at der skal findes en bærdygtig måde at udnytte havets ressourcer på. Hertil kommer bevarelsen af de store naturmæssige, rekreative og turistmæssige værdier, der er i de kystnære områder af Kattegat og Horsens Fjord. 

    Hovedkonklusionen er, at fysisk genopretning af tabte levesteder ikke kan stå alene. Det vigtigste er at sænke presset fra de menneskeskabte faktorer. Det gælder blandt andet næringsstoffer, der er en central del af Grøn Trepart, samt fysisk forstyrrelse af havbunden, herunder afledte effekter af fiskeri samt klapning og råstofindvinding. 

    Forslaget til strategien inkluderer et afsnit, der beskriver retningen for arbejdet med de syv strategier. 

    Udarbejdelse af en handle- og tidsplan for strategien igangsættes i efteråret 2025. 

    Alle Havsamarbejdets syv kommuner behandler strategien parallelt. 

    Indstilling

    at Kommunalbestyrelsen tilslutter sig Strategien for Havsamarbejdet i Østjylland. 

    Beslutning

    Forvaltningens indstilling anbefales godkendt

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-30-24

    Beslutningstema

    Punkter til orientering

    Sagsfremstilling

    • Orientering om start af forundersøgelse ved Grøn Trepart
    • Orientering om sandfang
    • Orientering om mulig nationalpark (se bilag)
    • Orientering om 10 års status for registrering af §3 natur (se bilag 1-4)
    • Orientering om svar fra Miljøstyrelsen vedrørende affaldstilsyn (se bilag)
    • Orientering om evaluering af kampagnen "Mere kapacitet til genanvendeligt affald".
    • Orientering om Klimanyhedsbrev (se bilag)

      ”Klimateamet udsender hver 3. måned fast et nyhedsbrev omkring klimatiltag i Kommunen. I maj måned er udgivet en ekstra særudgave om Den Grønne Trepart. Nyhedsbrevet er primært målrettet Kommunalbestyrelsen, men alle interesserede er velkommen til at læse med.

      Klimanyhedsbrevets indhold spænder ved de faste udgivelser bredt, og der fortælles om både små og store tiltag, så den samlede klimaindsats fremstår levende, varieret og relevant. Input og forslag til emner modtages gerne.

      I denne særudgave er der fokus på arbejdet med Den Grønne Trepart lokalt, en introduktion til nogle af de nye medarbejdere, der er involveret i processen og viden om hvad det egentligt betyder, at vi skal bruge 140 % af Danmarks areal for at komme i mål.

      Nye læsere af klimanyhedsbrevet kan tilmelde sig distributionslisten via klima.hedensted.dk”.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Udvalget tager orienteringen til efterretning.

    Sagsnr.: 00.22.04-A00-11-24

    Beslutningstema

    Stillingtagen til kørselsgodtgørelse til konferencer og møder mv.

    Sagsfremstilling

    Kommunalbestyrelsen har vedtaget at såfremt der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser). Der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til følgende arrangementer;

    •  

    Lovgrundlag

    Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser

    Indstilling

    at der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer

    Beslutning

    Intet at bemærke

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-27-24

    Beslutning

    Intet at bemærke

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-24-24

    Beslutningstema

    Udvalgets/Kommunalbestyrelsens medlemmer skriver under digitalt her.

    Beslutning

    Godkendt