Gå til hovedindhold

Referater - Arkiv 2022-2025

Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Social Omsorg 2022-2025
    Mødedato: 4. december 2023 15:30
    Mødested: Gudenåcenteret, Kirkevej 10, 7160 Tørring - Falentinsal

    Sagsnr.: 27.03.00-P23-1-23

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal godkende kvalitetsstandarder for Social Omsorg 2024.

    Økonomi

    Kvalitetsstandarderne er udarbejdet, så de understøtter udmøntningen af Budget 2024-2027 – herunder fortsat opbakning til Handleplanen for Voksenhandicap – Gentænkt 2023-2026, hvor der tages udgangspunkt i et ønske om at skabe en udvikling af voksenhandicapområdet, der er helhedsorienteret og tager udgangspunkt i den enkeltes drømme og mål, såvel som ønske om selvbestemmelse og om at være til værdi for fællesskabet.

    Endvidere øges gennemsnitstiden på rengøring i rengøringspakke 1, efter Servicelovens § 83, stk. 1, nr. 2, fra 20 minutter hver anden uge til 30 minutter hver anden uge.


    I budgetforliget 2024 er der bevilget og indarbejdet 400.000 kr. til gennemførelse af opjustering af rengøringspakke 1.


    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Historik

    Kommunalbestyrelsen skal én gang årligt godkende kvalitetsstandarderne.

    Sagsfremstilling

    Kommunalbestyrelsen skal mindst én gang om året udarbejde lovpligtige kvalitetsstandarder på forebyggende hjemmebesøg, personlig pleje, støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, madservice, rehabiliteringsforløb, afløsning/aflastning, genoptræning/ vedligeholdelsestræning og pasning af døende efter Servicelovens §§ 79 a, 83, 83 a, 84, 86 119-122, jf. Servicelovens §§ 138 og 139.


    Hedensted Kommune har valgt også at udarbejde kvalitetsstandarder på voksenhandicap- og hjælpemiddelområdet.


    Kvalitetsstandarderne for år 2024 indeholder primært redaktionelle ændringer, som er bekrevet nærmere i bilaget ”Oversigt over ændringer - Supplerende materiale til Kvalitetsstandarder for 2024”.


    Der er ikke endnu indskrevet takstreguleringer efter Serviceloven i kvalitetsstandarderne – taksterne på social- og ældreområdet tilrettes så snart disse er opdateret af Social-, Bolig- og Ældreministeriet og offentliggjort på ministeriets hjemmeside.


    Til orientering og for overblik over de samlede indsatser er der ligeledes vedlagt revideret Indsatskatalog for hjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretning for 2024 samt Sundhedsfaglige standarder for 2024.


    Christina Blåbjerg Troelsen, proceskonsulent i Kvalitet & Udvikling Voksenhandicap deltog under punktet på mødet den 30. oktober.


    Vedlagt som bilag er:

    1. Oversigt over ændringer - Supplerende materiale til kvalitetsstandarder for 2024

    2. Samlet katalog over kvalitetsstandarder for 2024

    3. Indsatskatalog for hjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretning for 2024

    4. Sundhedsfaglige standarder for 2024


    Forvaltningen indstiller, 30. oktober 2023, pkt. 86:

    • at Udvalget for Social Omsorg sender det fremlagte udkast til kvalitetsstandarder i høring ved Handicapråd og Seniorråd samt behandler punktet igen den 4. december 2023, og
    • at høringssvarene indgår i Kommunalbestyrelsens behandling af kvalitetsstandarderne den 20. december 2023.


    Beslutning fra Udvalget for Social Omsorg 2022-2025, 30. oktober 2023, pkt. 86:
    Indstillingen godkendt.
    Kristendemokraterne er fortsat bekymrede for kvalitetsstandarderne særligt for Voksenhandicapområdet, hvor der er skåret ind til benet som følge af handleplanen.

    Kvalitetsstandarderne 2024 har efterfølgende været sendt til høring i Handicaprådet og Seniorrådet. Høringssvarene er vedlagt som bilag.

    Kommunikation

    Udvalget for Social Omsorg 2022-2025, 30. oktober 2023, pkt. 86:

    Kvalitetsstandarderne for 2024 sendes i høring i Handicaprådet den 1. november 2023 og Seniorrådet den 6. november 2023.

    Høringssvar sendes til proceskonsulent Christina Blåbjerg Troelsen, Voksenhandicap.

    Efter godkendelse i Kommunalbestyrelsen orienteres medarbejderne via MED-systemet. 

    Lovgrundlag

    Servicelovens §§ 138 og 139.

    Beslutning

    Udvalget godkender indstillingen, som oversendes til Kommunalbestyrelsen.


    Godkendelsen er med det forbehold at tilsynsudtalelsen behandles og efterleves indenfor Ankestyrelsens tidsfrist, som er med udgangen af januar 2024.

    Bilag beskriver ankestyrelsens udtalelse, hvori det også fremgår, at sagen genfremsendes til politisk behandling primo 2024.


    Kristendemokraterne er fortsat bekymrede for kvalitetsstandarderne særligt for Voksenhandicapområdet, hvor der er skåret ind til benet som følge af handleplanen.

    Sagsnr.: 00.15.20-I00-1-23

    Beslutningstema

    Orientering om status på Udvalgets fokusområder.

    Historik

    Som en del af Kommunalbestyrelsens Strategi 2022-2025 "Sammen om Hedenstederne", blev tre sigtepunkter ”Vækst i balance”, ”Smidige og effektive processer” og ”Forpligtende fællesskaber” udformet.

    I tråd hermed har Udvalget for Social Omsorg valgt otte fokusområder for at understøtte og konkretisere den fælles retning for Hedensted Kommune.

    I denne forbindelse blev ligeledes beskrevet, hvilke handlinger og indsatser fokusområderne krævede for at komme i mål, samt hvordan disse handlinger og indsatser hver især kunne måles for at sikre, at vi fortsat er på rette vej.

    Sagsfremstilling

    Der har henover året 2023 løbende været afrapportering på flere af fokusområderne. På mødet fremlægges oversigt over afrapportering i 2023 og administrationens forslag til afrapportering for Udvalget for Social Omsorg i 2024.


    Vækst i Balance

    • Gentækning af området for voksne med handicap
    • Økonomistyring skal understøtte målsætninger i Social Omsorg
    • Velfærdsteknologi til øget mestring af borgers eget liv og frigivelse af medarbejdernes tid
    • Et trygt og værdigt liv med demens


    Smidige og effektive processer

    • Sagsbehandling tæt på borgeren – inden for lovgivningens rammer
    • Den gode overgang fra barn til voksen


    Forpligtende fællesskaber

    • Inddragelse af civilsamfundet – forebygge ensomhed
    • Fastholde og rekruttere medarbejdere ved at sikre trivsel og godt arbejdsmiljø, samt give medarbejderne anerkendelse og faglig stolthed.

    Indstilling

    At Udvalget tager orienteringen til efterretning.

    Beslutning

    Administrationens orientering blev suppleret med udvalgets ønsker til afrapportering og derefter godkendt.

    Sagsnr.: 81.00.00-P20-1-23

    Beslutningstema

    Orientering og drøftelse af indsatsen for ”Rekruttering og Fastholdelse”.

    Historik

    Arbejdet vedrørende rekruttering og fastholdelse blev igangsat i 2021, og er efterfølgende blevet et politisk fokuspunkt.

    I 2021 blev der nedsat en projektgruppe for at skabe retning inden for udvalgte emner, som branding, rekruttering, introduktion og fastholdelse. Dette med henblik på at udarbejde materiale og tiltag, som er meningsfulde på både det organisatoriske og individuelle niveau.

    Som det fremgår af ”Strategi for Rekruttering og Fastholdelse i Hedensted Kommune” er formålet med at sætte fokus på rekruttering og fastholdelse, at sikre tilstrækkelig og kompetent arbejdskraft til den fælles opgave med at levere god service over for kommunens borgere, politikere og virksomheder.


    I 2023 besluttede det politiske udvalg for Social Omsorg, at et af deres fokuspunkter skulle være at ´Fastholde og rekruttere medarbejderne ved at sikre trivsel og godt arbejdsmiljø samt give medarbejderne anerkendelse og faglig stolthed´.


    Fokuspunkt

    Handling

    Data


    Fastholde og rekruttere medarbejderne ved at sikre trivsel og godt arbejdsmiljø samt give medarbejderne anerkendelse og faglig stolthed.



    Kompetenceårshjul for faglig læring og kommunikation.


    Opfølgning på årshjul med lærings- og kommunikationsindsats.


    Nedsat arbejdsgruppe der skal have fokus på rekrutterings- og fastholdelsesindsats.


    Følge data på rekruttering, personaleinformation og personaleomsætning - opdelt på faggrupper.


    Lederunderstøttelse af godt arbejdsmiljø, trivsel og faglig stolthed indenfor de givne rammer og vilkår.

    Løbende dialog med medarbejderne, MUS-samtaler. Medarbejderundersøgelse hvert andet år. Drøftelser i MED-organisationen.



    Sagsfremstilling

    Herunder udvalgte indsatser opdelt som i skemaet med handlinger der imødekommer fokuspunktet Rekruttering og Fastholdelse. En lidt længere oversigt med flere emner i stikordsform ses i bilaget ”Initiativer for Rekruttering og Fastholdelse i Social Omsorg”.

    Kompetenceårshjul for faglig læring og kommunikation

    o Kompetenceårshjul (for sundhedsfaglig kompetenceudvikling i hele Social omsorg).

    o Kommunikations indsats i 2024


    Arbejdsgruppe med ledere og medarbejdere omkring Rekruttering og Fastholdelse

    o Introduktionsmaterialer til alle store faggrupper i Social Omsorg, der kan bruges lokalt

    o Introduktion til nyansatte (uuddannede får 1 dags introduktionskursus)

    o Fleksibilitet (har været på dagsordenen til Fællesmøde for alle ledere, teamledere, TR'er og AMR'er)

    o Fastholdelse af Seniorer. Vi vil gerne imødekomme særlige behov for ansatte i alle livsfaser i det omfang at det kan passes ind i helheden. Der er forholdsvis mange erfarne medarbejdere fra store årgange i 1960´erne. Kan vi udskyde deres fratrædelse, kan det bidrage positivt til at vi fortsat har kvalificeret arbejdskraft.


    Understøttelse af godt arbejdsmiljø, trivsel og faglig stolthed inden for de givne rammer og vilkår via ledelse og i øvrigt i organisationen

    o Fleksibilitet i arbejdsplanlægning og smidig medindflydelse KMD Opus vagtplan understøtter dette. Nærhed i omsorg og den nuværende fleksible arbejdsplanlægning er tidligere fremlagt for Udvalget

    o Et godt og sikkert ergonomisk arbejdsmiljø er et indsatsområde i 2024

    o Undervisning af to-sprogede der allerede er ansat samt gentagelse af Fag- og Sprogkurset for kommende SOSU-elever med mindre tilretninger

    o Ledermøderne i 2023 har haft fokus på ledelse. Det har bl.a. været ledernes fælles ansvar for at lykkes og undgå suboptimering, balancer i ledelseskompasset, lærings- og feedbackkultur med professionel tvivl og psykologisk tryghed samt ledernes personlige lederskab og arbejdsmiljø

    Der er en række af tiltag som er nævnt i bilaget: ”Initiativer for Rekruttering og Fastholdelse i Social Omsorg”.

    Data på godt arbejdsmiljø, trivsel og faglig stolthed samt rekruttering og fastholdelse generelt

    o Der er data på, at der overordnet er et godt og en positiv udvikling på arbejdsmiljø, trivsel og faglig stolthed i medarbejderundersøgelserne 2019, 2021 og 2023 samt et højere fremmøde og lavere sygefravær. (Både medarbejderundersøgelsen og fremmødedata viser dette).

    o Data viser blandt andet, at der overordnet set er flere ansøgere pr. jobopslag i 2023 end tidligere. Flere data vises på mødet.

    Beslutning

    Taget til efterretning.

    Sagsnr.: 87.00.00-P05-4-23

    Beslutningstema

    Orientering om Medarbejderundersøgelsen 2023 i Social Omsorg.

    Sagsfremstilling

    Efter aftale i Hedensted Kommunes Hovedsamarbejdsudvalg (MED-Hovedudvalget) gennemøres der en medarbejderundersøgelse i hele kommunen hvert andet år.


    På mødet vil direktør Ann Hermansen give et overordnet blik på undersøgelsens samlede resultater for Social Omsorg.


    Der er en høj svarprocent på 85% på medarbejderundersøgelsen. Dette viser, at de ansatte har prioriteret, at give deres bidrag til undersøgelsen og giver brugbare data, der danner et grundlag for opfølgningsprocessen.

    Overordnet set ser det fint ud og med øget tilfredshed på de fleste emner. Det velvidende og med respekt for, at der er udsving, der kan være lokale udfordringer, som der i den kommende tid arbejdes med, for at de kan blive løst på den enkelte arbejdsplads.

    Undersøgelsens resultater drøftes på alle arbejdspladser, hvorefter der igangsættes en lokal opfølgning på Medarbejderundersøgelsen 2023.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Taget til efterretning.

    Sagsnr.: 00.30.08-P19-1-23

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til anlægsbevilling til ”2 hjemmeplejegrupper i Rask Mølle” – sammenlægning til én gruppe.

    Økonomi

    I 2023 er der afsat et rådighedsbeløb på i alt 1,4 mio. kr. til "2 hjemmeplejegrupper i Rask Mølle".

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.

    Sagsfremstilling

    Kommunalbestyrelsen har afsat et rådighedsbeløb på i alt 1,4 mio. kr. i 2023 til "2 hjemmeplejegrupper i Rask Mølle", som der nu søges frigivet.

    Der søges om frigivelse af alle midlerne til et samlet hjemmepleje Vest på Nedergården, samt til forbedring af parkeringsforhold ved Møllebo, når ældreboligerne er fjernet.


    Anlægsbevillingens formål:

    Midlerne skal bidrage til at indfri ønsket om at samle hjemmeplejegruppen i Tørring og hjemmeplejegruppen i Uldum ét sted. Erfaringer fra Midt der er samlet på Spettrupvej i Hedensted, og Øst der er samlet på Juelsminde Rådhus viser, at dette er til stor gavn for både medarbejdere og borgere. Oprindeligt var det påtænkt, at de to hjemmeplejegrupper skulle samles på Møllebo, men grundet kapacitetsudfordringer har man i stedet valgt at samle hjemmeplejegrupperne på Nedergården i Uldum. Hensigten med anlægsønsket opfyldes derved fortsat, trods ændring af lokationen, men herved uden at det kræver, at der sker en tilbygning til Møllebo.

    Yderligere ønskes der en forbedring af parkeringsforholdene ved Møllebo. Dette kan realiseres, når ældreboligerne fjernes. Både personale og pårørende oplever i det daglige, at der er udfordringer med at finde tilgængelig parkering.
    Da der på nuværende tidspunkt er denne udfordring, vurderes det, at denne problematik fortsat vil være aktuel, selvom de to hjemmeplejegrupper ikke samles på Møllebo, hvorfor de resterende midler søges frigivet til forbedring af parkeringsforholdene ved Møllebo.

    Indstilling

    at Udvalget indstiller til Kommunalbestyrelsen, at der meddeles anlægsbevilling på 1,4 mio. kr.

    Beslutning

    Udvalget godkender indstillingen, som oversendes til Kommunalbestyrelsen.

    Sagsnr.: 00.15.00-P35-3-23

    Beslutningstema

    Godkendelse af tidspunkter for dialogmøder med Seniorrådet, Handicaprådet og OmrådeMED Social Omsorg i 2024.

    Sagsfremstilling

    Udvalget har tradition for at mødes til dialogmøder med Seniorrådet, Handicaprådet og OmrådeMED.


    Der afholdes 2 årlige dialogmøder med Seniorrådet og Handicaprådet. Der er afsat 1 time til hvert dialogmøde.

    Der afholdes 1 årligt dialogmøde med OmrådeMED Social Omsorg. Der er afsat 1½ time til mødet.


    Administrationen foreslår følgende tidspunkter

    • Dialogmøde med Handicaprådet og Seniorrådet i forbindelse med Udvalgets møder den 8. april og den 2. september, henholdsvis kl. 13.30-14.30 og kl. 14.45-15.45.

    • Dialogmøde med OmrådeMED Social Omsorg den 6. september kl. 08.30-10.00.


    Handicaprådet og Seniorrådet kommer inden møderne med forslag til punkter til dagsordenen.

    Kommunikation

    Tidspunkter for dialogmøderne meddeles Seniorrådet, Handicaprådet og OmrådeMED Social Omsorg.

    Indstilling

    at Udvalget godkender forslag til tidspunkter samt tidsrammen for dialogmøderne i 2024.

    Beslutning

    Taget til efterretning.

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-31-22

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til Udvalgets deltagelse i arrangementer, konferencer, møder mv.

    Historik

    Kommunalbestyrelsen har vedtaget, at såfremt der gives kørselsgodtgørelse til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser).

    Sagsfremstilling

    Kommende arrangement


    • Overrækkelse af Handicapprisen den 4. december

    Indstilling

    at der gives kørselsgodtgørelse til de i sagsfremstillingen nævnte arrangementer.

    Beslutning

    Viggo Kjær Poulsen, Ester Due og Jeppe Mouritsen deltog ved overrækkelse af Handicapprisen den 4. december i Ølholm.


    Fraværende: Viggo Kjær Poulsen

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-31-22

    Beslutningstema

    • Status på Handleplanen Voksenhandicap - Gentænkt
    • Projekt Tættere Sammen

    Beslutning

    Taget til efterretning.


    Fraværende: Viggo Kjær Poulsen

    Sagsnr.: 00.30.14-S00-2-23

    Beslutningstema

    Orientering om kommunens forventede regnskab for 2023 holdt op imod budgettet for 2023.

    Økonomi

    Det forventede regnskab og budgetopfølgningen for 2023 er beskrevet overordnet i afsnittet nedenfor og uddybet i de to vedlagte bilag.


    Budgettet er på Kommunalbestyrelsesmødet den 27. september 2023, forhøjet med samlet 37,2 mio. kr., fordelt med 31,6 mio. kr. på driften, 1,6 mio. kr. på anlæg og 4 mio. kr. til renter.


    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.

    Sagsfremstilling

    Oktober opfølgningen viser forventede mindreudgifter på netto 8 mio. kr. i 2023 i forhold til det korrigerede budget.

    I forhold til oprindeligt budget, forventes et merforbrug på 27 mio. kr. i 2023, som blandt andet indeholder overførsler fra 2022, samt bevillingskorrektioner.


    Social Omsorg:

    Bevillingskorrektionerne har forhøjet budgettet med 25,3 mio. kr. som tidligere har været budgetlagt under Økonomi, Personale & IT og som omhandler handleplanen på voksenhandicapområdet.

    Staben er i gang med at overgå til KMD Opus vagtplan og forbruget hertil i overgangsfasen er højere end budgetteret.


    Der forventes et merforbrug vedrørende tomgangsleje for ubesatte ældreboliger, plejeboliger og handicapboliger.


    Læring:

    Størstedelen af kommunens skoler har flere udgifter til betaling for segregerede elever, end der er budgetteret med, og der er en generel tendens til øgede segregering, som presser skoleområdets økonomi betydeligt.

    I Læring arbejdes der løbende med, at balancere de faglige og økonomiske hensyn med afsæt i en balanceplan for området og for 2023, forventer man at kunne finansiere merudgiften til segregerede elever inden for eget budget.

    I budgetaftalen for 2024-2027 er budgettet til segregerede elever forhøjet med 15 mio. kr. i 2024, 10 mio. kr. i 2025 og 5 mio. kr. i 2026.


    Ukraine og Energi:

    Der afholdes fortsat Ukraine-relaterede udgifter samt forhøjede udgifter til energi i 2023.

    Bevillingskorrektionerne har samlet set forhøjet budget 2023 med 12,7 mio. kr.


    Anlæg:

    Der er siden september-opfølgningen givet flere bevillinger til salg af grunde og bygninger, disse indtægter er endnu ikke kommet ind og man forventer ikke, de når at komme i 2023.


    Likviditet:

    Likviditet opgjort efter kassekreditreglen udgør ultimo oktober 2023, 133 mio. kr., hvilket er 6 mio. kr. mindre end ved udgangen af september måned. Likviditeten forventes fortsat at falde lidt resten af 2023 til et niveau omkring 120 mio. kr. ultimo året.

    Indstilling

    at månedsopfølgningen indenfor udvalgets eget område drøftes og tages til efterretning.


    Beslutning

    Taget til efterretning.


    Fraværende: Viggo Kjær Poulsen

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-31-22

    Beslutningstema

    • Fokuspunktet: Velfærdsteknologi til øget mestring af borgers eget liv og frigivelse af medarbejderes tid
    • Status på Budget 2024 i Voksenhandicap

    Beslutning

    Orienteringen fra forvaltningen omkring de to punkter i dagsordenen taget til efterretning.


    På baggrund af drøftelser i Kommunalbestyrelsen spørges der til, om det er muligt at nuancere statistikken, som fremgår af Danmarkskortet.

    Administrationen vil have en opmærksomhed på det i forbindelse med sagsfremstillingen af 'Danmarkskortet 2024'.

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-10-22

    Beslutningstema

    Referatet godkendes digitalt.

    Beslutning

    Udvalgsmedlemmerne skriver under digitalt her.