Gå til hovedindhold

Referater - Arkiv 2022-2025

Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Social Omsorg 2022-2025
    Mødedato: 2. oktober 2023 16:00
    Mødested: Hedensted Rådhus, mødelokale 5

    Sagsnr.: 00.16.02-P20-1-22

    Beslutningstema

    Udvalget for Social Omsorg, Udvalget for Læring og Udvalget for Beskæftigelse orienteres om fremdrift i projekt Udvikling af Handicapområdet 2022-2023.

    Sagsfremstilling

    Byrådet besluttede i 2020 at gennemføre en ekstern undersøgelse af myndighedsfunktionerne for hele handicapområdet. Marselisborg udførte undersøgelsen, der mundede ud i seks anbefalinger. Der blev nedsat en styregruppe bestående af repræsentanter fra alle partier i Byrådet, repræsentanter fra Handicaprådet og de administrative ledere fra Social Omsorg og Læring.


    Udvalgene i social Omsorg, Læring og Beskæftigelse godkendte på udvalgsmøder den 7. juni 2021, at der skulle arbejdes videre med en udviklingsplan for udmøntning af handicapundersøgelsens anbefalinger. Handleplanen blev godkendt i august 2021 og implementeringen af handleplanens 17 delprojekter blev igangsat med ansættelse af projektleder 1. marts 2022.


    Undersøgelsen fokuserede på 5 områder

    1. Borgerens retssikkerhed

    2. Sagsbehandlingens kvalitet

    3. Borgernes tilfredshed og inddragelse

    4. Kommunikation, dialog, empati og samarbejde

    5. Overgangen mellem børne- og voksenområdet


    Resultater

    - Borgernes retssikkerhed varetages

    - Kvaliteten i sagsbehandlingen er overordnet god

    - Tilfredsheden kan forbedres

    - Borgeres/ pårørendes oplevelse af kommunikation kan forbedres

    - Overgangen fra børne- til voksenområdet kan forbedres


    Udviklingsplan: Udvikling af handicapområdet 2022-2023

    Ud fra undersøgelsen er der udarbejdet en plan med de 6 anbefalinger:

    1. Skab gennemsigtighed i sagsbehandlingen

    2. Styrk kommunikation med borgere/ pårørende

    3. Systematiser overlevering ved sagsbehandlerskift

    4. Systematiser administrationsgrundlag

    5. Styrk sammenhæng i forløb på tværs af ydelser

    6. Styrk samarbejdet om overgangen


    Projektperioden løber fra 1. marts 2022 til 1. marts 2024

    Anbefalingerne og udviklingsplanen handler mest om det bagvedliggende: det som borgerne ikke lægger mærke til, når det fungerer. Disse tiltag handler om hvordan rådgiverne taler med borgerne, samarbejde med borgere og pårørende og mellem afdelinger, systematik i sagsbehandlingen og gennemsigtighed i sagsbehandlingen, så borger ved hvad der sker og hvorfor.


    Udviklingsplanen har også en række borgerrettede tiltag

    - Cafemøde og informationsbrev om overgangen fra barn til voksen

    - To borgerrettede pjecer og en animationsfilm om sagsbehandlingen

    - Folder om bisidder m.v.

    - Folder over tilbud der ikke kræver visitation

    - Grafik/ tegning om sagsbehandlingsforløbet

    - Følgegruppen


    Evaluering

    Projektet bliver evalueret i en borger- og pårørendeundersøgelse 2. kvartal 2024.


    På mødet deltager socialfaglig projektleder Pia Baumgarten, Voksenhandicap.

    Indstilling

    at udvalgene tager orienteringen til efterretning

    Beslutning

    Orienteringen om fremdrift i projekt Udvikling af Handicapområdet 2022-2023 taget til efterretning. Udvalgene glædede sig over inddragelsen af følgegruppe og fokus på læring.

    Udvikling af Handicapområdet 2022-2023 er indsatser, der bidrager til Social Omsorgs fokuspunkter: Sagsbehandling tæt på borgeren og Voksenhandicap gentænkt.

    Sagsnr.: 27.00.00-K04-2-23

    Beslutningstema

    Udvalget for Social Omsorg bedes drøfte udkast til høringssvar til ”Visions- og udviklingsplan for Socialområdet i Region Midtjylland” med henblik på tilbagemelding til Regionsrådet.

    Historik

    I arbejdet med Visions- og udviklingsplanen har der været afholdt workshops i 2022 og 2023.

    I denne proces har Borger- og pårørendeforeninger, en række midtjyske kommuner, Socialstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed været inddraget og har bidraget med vigtige input til udarbejdelsen af Visions- og udviklingsplanen.

    Sagsfremstilling

    Regionsrådet i Region Midtjylland har fremsendt udkast til ”Visions- og udviklingsplan for Socialområdet i Region Midtjylland” i høring.

    Visions- og udviklingsplanen italesætter udfordringer på socialområdet og sætter retning for de indsatser der prioriteres i de kommende år. Dette sker med afsæt i en ny version, hvor fokus er på borgerperspektivet, samt den faglige specialisering, der er nødvendig for at understøtte den enkelte borger i at udleve sine ønsker, håb og drømme.


    Visions- og udviklingsplanen har tre strategispor

    • Det hele menneske
    • Fagligt stærke specialområder
    • Ét socialområde


    På baggrund af en række temadrøftelser afholdt i 2023 i Psykiatri- og Socialudvalget i Region Midtjylland har man formuleret pejlemærker inden for de tre strategispor, samt Visions- og udviklingsplanen som helhed. Hvert strategispor består af fem politiske pejlemærker, der har til formål at udvikle socialområdet i den ønskede retning. De fem politiske pejlemærker skal omsættes til konkrete indsatser i 2024-2027.


    Med Visions- og udviklingsplanen sikres en agil og dynamisk organisation, der er omstillingsparat, hvis udfordringer og behov ændrer sig.

    Kommunikation

    Høringssvaret sendes til Regionsrådet i Region Midtjylland senest den 11. oktober 2023.

    Indstilling

    at Udvalget for Social Omsorg drøfter udkast til høringssvar til ”Visions- og udviklingsplan for Socialområdet i Region Midtjylland” med henblik på at afgive et endeligt høringssvar til Regionsrådet i Region Midtjylland senest onsdag den 11. oktober 2023.  

    Beslutning

    Høringssvaret godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-24-23

    Beslutningstema

    Hedensted Kommune er inviteret til at afgive høringssvar i forhold til Region Midtjyllands nye psykiatriplan for 2024 og frem.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Personale

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Seneste psykiatriplan var til høring den 30. januar 2017 i Udvalget for Beskæftigelse, punkt 13.

    Sagsfremstilling

    Region Midtjyllands psykiatriplan bygger videre på eksisterende indsatser og angiver regionsrådets ambitioner indenfor nedenstående temaer:


    • Udredning og behandling
    • Patienter, pårørende og Peers
    • Viden, udvikling og stærke faglige miljøer
    • En attraktiv arbejdsplads
    • Sammenhæng
    • Børn og unge
    • Mental sundhed
    • Lighed og afstigmatisering
    • De bygningsmæssige rammer.


    Region Midtjylland angiver ved præsentationen af psykiatriplanen, at nogle af ambitionerne er relativ konkrete og vil kunne realiseres med kort tidshorisont. Andre ambitioner skal kvalificeres nærmere med henblik på budget- og indsatsmæssig prioritering. Implementeringen vil derfor skulle ske gradvist over en længere årrække.

    Administrationen har udarbejdet et udkast til høringssvar, som kvalificeres yderligere ved de politiske udvalgsbehandlinger i Udvalget for Beskæftigelse, Udvalget for Læring og Udvalget for Social Omsorg.

    Kommunikation

    Høringssvar i forhold til psykiatriplanen for 2024 forelægges Udvalget for Læring samt Udvalget for Social Omsorg.

    Lovgrundlag

    Ingen bemærkninger

    Indstilling

    at der tages stilling til det af administrationen udarbejdede høringssvar.

    Beslutning

    Høringssvaret godkendt.

    Sagsnr.: 27.00.00-G01-473-23

    Beslutningstema

    Drøftelse og godkendelse af dato og tidsplan for Udvalgets besøg med beboerne på Hedensted Bofællesskab, afdelingerne Solhøj, Lunavej og Rørkærvej.

    Sagsfremstilling

    Administrationen foreslår, at Udvalgets besøg foretages på en af nedenstående datoer i tidsrummet kl. 15.45 - 17.45:


    • Torsdag den 26. oktober
    • Onsdag den 1. november
    • Torsdag den 2. november


    Besøgstider incl. transporttid

    Kl. 15.45 - Bofællesskabet Solhøj, Vejlevej 30

    Kl. 16.30 - Bofællesskabet Lunavej, Lunavej 9

    Kl. 17.15 - Bofællesskabet Rørkærvej, Rørkærvej 49


    Voksenhandicapchef Jenny Groth Bjerking og leder af Hedensted Bofællesskab Vibeke Midtgaard deltager i besøget.

    Direktør for Social Omsorg Ann Hermansen deltager, hvis det er muligt.

    Indstilling

    at Udvalget aftaler dato og godkender tidsplan for besøget med beboerne på Bofællesskabet Hedensted, afdelingerne Solhøj, Lunavej og Rørkærvej.

    Beslutning

    Udvalget aftalte at besøge Bofællesskabet Hedensted mandag den 30. oktober fra kl. 16.00 - 18.10. Herefter er der udvalgsmøde.

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-31-22

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til Udvalgets deltagelse i arrangementer, konferencer, møder mv.

    Historik

    Kommunalbestyrelsen har vedtaget, at såfremt der gives kørselsgodtgørelse til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser).

    Sagsfremstilling

    Kommende arrangement


    Indstilling

    at der gives befordring til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer.

    Beslutning

    Udvalget besluttede at deltage ved KL´s  Social og Sundhedspolitisk Forum 2024 den 16.-17. maj i Aalborg.

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-31-22

    Beslutningstema

    Orientering om


    1) Budget 2024

    Indledende drøftelse efter budgetvedtagelse.


    2) Høringssvar på Kvalitetsstandarder for forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom

    Høringsversionen er administrativt behandlet i Hedensted Kommune.

    Der er bemærkninger til afsnit 5 – Nikotinafvænning.

    Høringsudkast og bemærkninger hertil er vedhæftet som bilag.


    3) Evaluering af Fællesarrangementet for alle medarbejdere i Social Omsorg den 11. og 28. september

    Her takkede Udvalget for Social Omsorg medarbejderne for deres store indsats og direktør Ann Hermansen tog os med på et kig ind i fremtiden.

    Endvidere gav tv-lægen Peter Qvortrup Geisling foredraget: 'Humor - Vejen til et bedre helbred'.

    Beslutning

    1) Administrationen går i gang med at udmønte Budget 2024.

    2) Høringssvaret til 'Kvalitetsstandarder for forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom' godkendt.

    3) Fællesarrangementet blev godt modtaget. Deltagerne udtrykte at de fik noget med hjem til refleksion samt at det var en sjov og hyggelig eftermiddag. Et lignende arrangement kan gentages om 2-3 år.

    Sagsnr.: 00.30.14-S00-2-23

    Beslutningstema

    Orientering om kommunens forventede regnskab for 2023 holdt op imod budgettet for 2023.

    Økonomi

    Det forventede regnskab og tillægsbevillingerne som følge af midtvejsreguleringen er beskrevet i afsnittet nedenfor og uddybet i de vedlagte bilag.

    Samlet set tilføres driften 31,6 mio. kr., rådighedsbeløb til anlæg tilføres netto 1,6 mio. kr. og renter tilføres 4 mio. kr. I alt merudgifter på 37,2 mio. kr. Midtvejsreguleringen medfører merindtægter på 65,6 mio. kr. og der tilføres således 28,5 mio. kr. til kassebeholdningen i 2023.

    I sammenhæng med korrektionerne af rådighedsbeløb til anlæg er der behov for meddelelse af tilsvarende tillæg til anlægsbevillinger med netto 1,6 mio. kr.  
    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.

    Sagsfremstilling

    Regeringen og KL har indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2024, hvori der også indgår aftale om midtvejsregulering af den kommunale økonomi i 2023. Hedensted Kommune modtager fra midtvejsreguleringen i alt 65,6 mio. kr. Midtvejsreguleringer kommer som følge af nye skøn for de kommunale udgifter, og skal sikre at kommunerne kan fastholde serviceniveauet i tilfælde af fx prisstigninger, konjunkturudsving, lovændringer m.v. der har betydning for kommunernes økonomi.


    Alle bevillingsmæssige konsekvenser kan ses i det vedhæftede bilag, men det er værd at fremhæve regulering for merudgifter til fordrevne fra Ukraine, øgede overførselsudgifter, ekstraordinære prisstigninger og teknisk tilpasning af centrale puljer, herunder særligt barselspuljen og forsikringspuljen. drift- og anlægsbudgetter tilføres i alt 37,2 mio. kr. og de resterende 28,5 mio. kr. styrker bundlinje og likviditet.


    I samme forbindelse tages bevillingsmæssig konsekvens af en række ’nul-sager’, hvor budgetter flyttes mellem udvalgene – de samlede budgetændringer går i nul. Puljen på 25,3 mio. kr. til handleplanen på Voksen Handicap flyttes fra Økonomiudvalget til Udvalget for Social Omsorg.


    I Udvalget for Social Omsorg forventes den afsatte pulje til handleplanen for Voksen Handicap fuldt disponeret i 2023, især som følge af et stort udgiftspres på botilbud.


    I Udvalget for Læring presses skoleområdets økonomi af en generel tendens til øget segregering. Der arbejdes løbende med segregeringen og der er udarbejdet en balanceplan.


    Likviditeten opgjort efter kassekreditreglen udgør ultimo august 153 mio. kr. Likviditeten forventes fortsat at falde støt igennem 2023 til et niveau på 100-120 mio. kr. ultimo året.

    Indstilling

    at månedsopfølgningen indenfor udvalgets eget område drøftes og tages til efterretning.

    Beslutning

    Månedsopfølgningen taget til efterretning.

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-31-22

    Beslutningstema

    • Godkendelse af kvalitetsstandarder 2024 – 1. behandling
    • Sagsbehandling tæt på borgeren - 'Myndighed tættere på drift'
    • Danmarkskortet
    • Dialogmøder 2024
    • Orientering:

    - Status på Plejestrategien

    Beslutning

    Taget til efterretning.

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-10-22

    Beslutningstema

    Referatet godkendes digitalt.

    Beslutning

    Udvalgets medlemmer skriver under digitalt her.