Referater - Arkiv 2022-2025
Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.
Udvalg: Udvalget for Social Omsorg 2022-2025
Mødedato: 2. juni 2025 16:00
Mødested: Mødelokale 5, Hedensted Rådhus
Sagsnr.: 00.22.04-A00-15-24
Beslutningstema
Mødets deltagere og fraværende noteres her.
Beslutning
Jeppe Mouritsen var fraværende under hele mødet.
Sagsnr.: 00.00.00-P35-13-25
Beslutningstema
Udvalget orienteres om opfølgning på budgetrealisering af Budget 2025 og overslagsårene.
Økonomi
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Sagsfremstilling
I efteråret 2024 vedtog Kommunalbestyrelsen et toårigt budgetforlig for 2025 og overslagsårene. For at sikre en vellykket implementering af budgetaftalen følger forvaltningen nu op på processen sideløbende med den politiske budgetopfølgning, dog som en separat sag.
Formålet med denne opfølgning er tredelt: at sikre at alle tiltag realiseres efter hensigten, at give udvalget grundig indsigt i udmøntningen, samt at skabe sammenhæng mellem nuværende og kommende kommunalbestyrelsesperiode. Udvalgene har et løbende ansvar for at sikre sammenhæng mellem budgetforudsætninger, konkrete tiltag og de ressourcer, der er til rådighed.
Indstilling
at opfølgningen på budgetrealisering drøftes og tages til efterretning.
Beslutning
Opfølgning på budgetrealisering blev drøftet og orienteringen taget til efterretning.
Sagsnr.: 00.30.14-S00-4-24
Beslutningstema
Hvert år udarbejder forvaltningen tre budgetopfølgninger til politisk behandling. Budgetopfølgningen er en økonomisk status og en prognose for årets samlede resultat.
Ved budgetopfølgningerne kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning eller ændret efterspørgsel på overførselsudgifter. Det kan især være nødvendigt at tilrette budgetter efter midtvejsreguleringen fra staten. For alle andre afvigelser fra budgettet gælder rammestyringens principper om, at overskridelser skal finansieres inden for udvalgets ramme.
Historik
Budgetopfølgningen blev behandlet af Kommunalbestyrelsen på sit møde den 28. Maj 2025.
Sagsfremstilling
Herunder er en gennemgang af de væsentligste opmærksomhedspunkter i budgetopfølgningen.
Samlet resultat
Ukrainerelaterede udgifter er ikke opgjort særskilt i årets budgetopfølgning, da der ikke forventes nogen særskilt refusionsmulighed for udgifterne i år. Udgifterne er medregnet i budgetopfølgningen for alle udvalg.
Økonomiudvalget forventer at bruge 1,0 mio. kr. mindre end budgetteret
IT- og digitaliseringsafdelingen har igangsat en omfattende gennemgang af hele afdelingens drift, opgaveporteføljer og funktioner. Arbejdet er tilrettelagt i tre hovedspor som forventes afrapporteret til direktionen i sommeren 2025. De tre hovedspor vedr.: 1) Kommunens IT infrastruktur og netværk, 2) Cybersikkerhed samt 3) organisering, ressourcer og kompetencer. Der er på nuværende tidspunkt bl.a. igangsat en ekstern screening af kommunens cybersikkerhed, infrastruktur og netværk, som har afdækket et behov for en styrket sikkerhedsindsats, som i 2025 kan afholdes indenfor områdets eksisterende økonomi og budget.
Vækst, Teknik & Fællesskab forventer et samlet merforbrug på 2,0 mio. kr. Det skyldes en forventning om færre indtægter til honorarmodellen på 2 mio. kr., og merudgifter på 1 mio. kr. til fysisk planlægning, end budgetteret. Der forventes et mindreforbrug på 1 mio. kr. på Kørselskontorets område til mere grøn energi i kommunens vognpark.
På øvrige områder forventes et mindreforbrug på 3 mio. kr.
Udvalget for Læring forventer at bruge 42,0 mio. kr. mindre end budgetteret
Uden overførte midler fra 2024 ville der være merudgifter på 4,9 mio. kr. samlet set, idet overførte midler udgør 46,6 mio. kr.
Børn og Familier forventer et merforbrug 14,0 mio. kr. Driftsenhederne Bakkevej, Søndergården og Familicentret/Ankersvej har et samlet mindreforbrug på 3 mio. kr. Myndighedsområdet, som også tæller Integration, har et samlet merforbrug på 17 mio. kr. Heraf udgør anbringelsesområdet langt det meste.
Der er igangsat en analyse af anbringelsesområdet, som skal afdække udgiftsudviklingen. Dertil er der fagligt fokus på gennemgang af sagerne.
Læring i skolen forventer et mindreforbrug på i alt 14 mio. kr. Heraf forventes et mindreforbrug på skoler og Ungdomsskolen på 3 mio. kr.
Læring i dagtilbud forventer et samlet mindreforbrug på 38,5 mio. kr. Heraf forventes både daginstitutioner og Dagplejen at balancere.
De øvrige decentrale enheder, Tandplejen og sundhedsplejen, forventer et mindreforbrug på 3,5 mio. kr. Heraf udgør Tandplejens opsparing til større anskaffelser 2,7 mio. kr.
Der er igangsat konkrete pædagogiske aktiviteter i 2025 for dele af overførselsmidlerne fra 2024. Bl.a. løft af dagtilbud med 10 mio. kr., partnerskabet Have til Mave, skolevægringsindsatser, samt etablering af specialtilbud i Stouby.
Udvalget for Beskæftigelse forventer at balancere
Der forventes færre udgifter STU, FGU og Beskæftigelsesordninger med 6 mio. kr. Modsat forventes udgifterne til jobafklaring, pensioner, boligstøtte, A-dagpenge, Fleksjob og ledighedsydelser at overstige budgettet med 10 mio. kr. Hvilket giver et forventet merforbrug på 4 mio. kr.
Det samlede resultat for socialpsykiatrien og rusmiddelcenter er et mindreforbrug på 4 mio. i 2025
Det forventes isoleret set, at udgiften til forsorgshjem kan give en merudgift på op mod 2,5 mio. kr. i 2025.
Der gøres opmærksom på, at fra 2024 til 2025 er der overført 3,5 mio. i mindreforbrug samlet set i Rusmiddelcentret og socialpsykiatrien. Dette er engangsmidler, som i 2025 tænkes anvendt til det dække merforbruget på forsorgshjem § 110.
Udvalget for Social Omsorg forventes at balancere
Det er usikkert, hvor meget den nye Ældrereform vil påvirke Sundhed & Ældre. Det er en kompleks opgave at definere, hvordan forløbene i Helhedsplejen skal skrues sammen og hvilke økonomiske konsekvenser dette har. Der afventes udmøntning af midtvejsreguleringen på Ældrereformen og midler fra Lov og Cirkulære programmet.
Voksenhandicap området er fortsat udfordret af flere komplekse og dyre enkeltsager. Med midler fra Handleplanen i 2025 og overførsel af midler fra 2024 forventer området at balancere i 2025.
Udvalget for Fællesskab forventer at bruge 2,0 mio. kr. mindre end budgetteret
På Kultur & Fritid og landdistrikter forventes et samlet mindreforbrug på 6,0 mio. kr., da nogle afsatte puljemidler bevilges i 2025, men bliver først udbetalt i årene efter, når projekterne er afsluttede. Det gælder eksempelvis midler fra LUP-puljen, udviklingspuljen med videre.
Der forventes et merforbrug på 1,5 mio. kr. på puljen til udvendigt bygningsvedligehold og tekniske installationer i Ejendomme & Service.
Efter salg af ”Valencia-bygningen” er der ikke længere en akkumuleret gæld på projektet ”Kloge m2”. Der er fortsat en varig driftsudfordring på 2,5 mio. kr., som Kapacitetsudvalget skal arbejde med i 2025. Der forventes ikke at blive realiseret besparelser med effekt i 2025.
Udvalget for Teknik og Miljø forventer at bruge 1,0 mio. kr. mindre end budgetteret
Der forventes et mindreforbrug på ca. 1,0 mio. kr. til skadedyrsbekæmpelse. Akkumuleret overskud skal udlignes over de næste 3 år.
Øvrige midler på udvalgets område forventes at balancere.
Udvalget for Vækst og Klima forventes at balancere
Der forventes ingen større mer- eller mindreforbrug for vandløbsvedligeholdelse, branding, erhverv eller turisme.
Udvalget for Fællesskab forventer at bruge 2,0 mio. kr. mindre end budgetteret.
Udvalget for Vækst og Klima forventes at balancere.
Anlæg: Forvaltningen forventer at bruge 33,0 mio. kr. mindre end budgetteret
Mindreforbruget skal ses i lyset af forsinkelse/udskydelse af anlægsarbejder, som udgør i alt 86,0 mio. kr.
Der forventes samtidig at ske en forskydning/forsinkelse af budgetterede salgsindtægter på i alt 53,0 mio. kr. som overvejende vedrører jordsalg ved Hedensted Syd og Kildeparken.
Likviditet:
Likviditet udgør ultimo april 242,6 mio. kr., hvilket er 8,5 mio. kr. mere end ved udgangen af marts måned.
Indstilling
at budgetopfølgningen indenfor udvalgets eget område drøftes og tages til efterretning.
Beslutning
Budgetopfølgningen blev drøftet og orienteringen taget til efterretning.
Sagsnr.: 27.34.10-G01-1-25
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen bedes tage stilling til godkendelse af pleje- og omsorgsforløb i henhold til ældreloven.
Historik
Den 18. april 2024 blev der indgået en aftale om en ny ældrereform, hvor ældre kan se frem til mere selvbestemmelse, faste teams i hjemmet, og medarbejderne får sat deres faglighed fri til at skabe det gode ældre liv. Ældrereformen består af flere lovgivninger, herunder en ny ældrelov som træder i kraft 1. juli 2025.
Sagsfremstillingen har været behandlet i Udvalget for Social Omsorg den 5. maj 2025, hvorefter den blev sendt i skriftlig høring ved Seniorrådet og Handicaprådet i perioden den 6. maj til og med den 13. maj.
Der er indkommet høringssvar fra Seniorrådet. Forvaltningen har læst høringssvaret fra Seniorrådet.
Forvaltningen kvitterer for de mange gode inputs og væsentlige opmærksomhedspunkter til den videre proces og arbejdet med implementering. Forvaltningen vil drøfte temaerne i høringssvaret i den løbende dialog med Seniorrådet. Forvaltningen vurderer ikke, at høringssvarene giver anledning til ændringer i selve beskrivelsen af forløbspakkerne.
Handicaprådet havde ingen bemærkninger.
Sagsfremstilling
Ældreloven medfører, at ældreplejen udskilles fra det specialiserede socialområde i serviceloven, da aldring og alderdom ikke længere betragtes som et specialiseret område, men derimod et alment område.
Ældreloven gælder for personer, som har nået folkepensionsalderen og har behov for pleje og omsorg til varetagelsen af den daglige livsførelse på grund af nedsat funktionsevne, der er opstået i forbindelse med personens aldring. Derudover gælder der en snæver undtagelse for ældre personer, som ikke har nået folkepensionsalderen, men hvor det efter en samlet vurdering af personens livssituation vurderes, at behovet for pleje og omsorg er tilsvarende ældre personer, der har nået folkepensionsalderen.
Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om, hvilke tilbud om helhedspleje i form af få, sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb, der skal kunne tilbydes.
Helhedsplejen omfatter følgende:
- Personlig hjælp og pleje.
- Hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver m.v.
- Genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse.
Tilbuddet om helhedspleje skal løbende tilrettelægges og udføres på baggrund af dialog mellem den udførende medarbejder og den, der modtager tilbuddet, og ud fra en faglig vurdering af modtagerens aktuelle behov og ressourcer.
Almen sygepleje
Det følger af den politiske aftale af 15. november 2024 om sundhedsreformen, at den almene sygepleje efter sundhedslovgivningen vil skulle integreres med ældrelovens helhedspleje. Dette indebærer en særskilt lovproces, og den lovgivningsmæssige integration er således ikke på nuværende tidspunkt en del af ældreloven og Hedensted Kommunes pleje- og omsorgsforløb.
Ældreloven og serviceloven
Ældreloven indeholder en afskaffelse af årlige kvalitetsstandarder og tilsynspolitikker. Der vil fortsat være krav om årlige kvalitetsstandarder for bestemmelserne i serviceloven. Bestemmelserne i servicelovens kapitel 16 om personlig hjælp, omsorg og pleje med videre opretholdes.
Kommunikation
Hedensted Kommune skal sikre, at oplysninger om rammerne for og indholdet af kommunens få, sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb er tilgængelige for borgerne. Derfor vil pleje- og omsorgsforløbene være tilgængelige på Hedensted Kommunes hjemmeside.
Lovgrundlag
Ældrelov, LBK nr. 1651 af 30. december 2024, §§ 2, 2 stk. 2, 9, 10 og 11
Indstilling
at Kommunalbestyrelsen godkender organiseringen af helhedsplejen via faste teams og de fremlagte pleje- og omsorgsforløb efter ældreloven.
Beslutning
Indstillingen godkendt.
Sagsnr.: 27.34.10-G01-1-25
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen bedes tage stilling til beslutning vedrørende fortsat fravalg af udlån af robotstøvsuger eller økonomisk støtte til køb heraf.
Historik
Den 18. april 2024 blev der indgået en aftale om en ny ældrereform, som består af flere lovgivninger, herunder en ny ældrelov som træder i kraft den 1. juli 2025.
Sagsfremstillingen har været behandlet i Udvalget for Social Omsorg den 5. maj 2025, hvorefter den blev sendt i skriftlig høring ved Seniorrådet og Handicaprådet i perioden den 6. maj til og med den 13. maj.
Seniorrådet og Handicaprådet havde ingen bemærkninger.
Sagsfremstilling
Det foreslås som noget nyt i ældreloven, at Kommunalbestyrelsen kan vælge at udlåne robotstøvsugere eller yde økonomisk støtte til køb heraf til ældre personer, som tilbydes pleje- og omsorgsforløb (helhedspleje).
Ældreloven gælder for personer, som har nået folkepensionsalderen og har behov for pleje og omsorg til varetagelsen af den daglige livsførelse på grund af nedsat funktionsevne, der er opstået i forbindelse med personens aldring. Derudover gælder der en snæver undtagelse for ældre personer, som ikke har nået folkepensionsalderen, men hvor det efter en samlet vurdering af personens livssituation vurderes, at behovet for pleje og omsorg er tilsvarende ældre personer, der har nået folkepensionsalderen.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte, om der skal ydes økonomisk støtte eller indkøbes robotstøvsugere med henblik på efterfølgende at udlåne disse til ældre borgere eller beslutte at undlade at benytte bestemmelsen i ældreloven.
Hvis kommunalbestyrelsen vælger at udlåne eller yde økonomisk støtte til borgere omfattet af ældreloven, vil kommunalbestyrelsen skulle fastlægge de nærmere rammer for udlån eller økonomisk støtte, herunder udgifter til reparation eller drift af robotstøvsugeren. Ændring af praksis vil ikke kunne holdes inden for den nuværende økonomiske ramme.
Bestemmelsen omkring robotstøvsugere finder alene anvendelse for borgere, som er omfattet af ældreloven. Borgere, som er omfattet af serviceloven, vil skulle søge hjælp efter reglerne om forbrugsgoder og hjælpemidler, hvor der blandt andet ikke kan ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. I Hedensted Kommune betragtes en robotstøvsuger som et forbrugsgode, der normalt indgår i sædvanligt indbo, jf. Ankestyrelsens principmeddelelse 36-22.
Lovgrundlag
Ældrelov, LBK nr. 1651 af 30. december 2024, § 15.
Indstilling
at Hedensted Kommune fortsætter med ikke at udlåne robotstøvsugere eller yder økonomisk støtte hertil.
Beslutning
Indstillingen godkendt.
Sagsnr.: 32.18.08-K08-1-24
Beslutningstema
Handicapsagsbarometret 2024 om merudgifter til børn og voksne.
Historik
I slutningen af 2021 blev der indgået en 4-årig politisk aftale om at styrke retssikkerheden på handicapområdet – det vil Ankestyrelsen gøre ved at gennemføre en landsdækkende måling af juridisk sagsbehandlingskvalitet på udvalgte bestemmelser på voksen- og børnehandicapområdet.
Den landsdækkende måling kaldes Handicapsagsbarometret, fordi det løbende følger kommunernes sagsbehandling på handicapområdet. Handicapsagsbarometret giver et aktuelt billede af kommunernes juridiske sagsbehandlingskvalitet, på tværs af alle landets kommuner, på en udvalgt bestemmelse i serviceloven. De sager der indgår i målingen, må ikke tidligere have været påklaget til Ankestyrelsen.
I 2024 har bestemmelsen om merudgifter til børn efter servicelovens § 41 og merudgifter til voksne efter servicelovens § 100 været i fokus.
Den 14. marts 2025 offentliggjorde Ankestyrelsen Handicapsagsbarometret for 2024.
Sagsfremstilling
Formålet med Handicapsagsbarometret er at give et overordnet og generaliserbart billede af kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet på tværs i landets kommuner. Resultatet i Handicapsagsbarometret kan derimod ikke bruges til at beskrive sagsbehandlingskvaliteten på kommuneniveau.
Ankestyrelsen har alene foretaget en retlig prøvelse af de udvalgte afgørelser.
Det vil sige, at der måles på:
- Retlige mangler, for eksempel hjemmelsmangel, begrundelsesmangel, forkert vurdering og manglende sagsoplysning (officialprincippet).
- Sagsbehandlingsregler, for eksempel klagevejledning, handleplaner, helhedsvurdering og opfølgning.
Merudgifter til børn
Undersøgelsen omhandler afgørelser truffet inden 1. januar 2024 efter servicelovens § 41. Efter 1. januar 2024 har merudgiftsydelse til børn hjemmel i § 86 i barnets lov.
Til brug for målingen indhentede Ankestyrelsen 385 sager fra alle landets kommuner. Fra Hedensted Kommune blev der indhentet 5 sager.
Det fremgår af Ankestyrelsens undersøgelse, at det på landsplan fordeler sig således:
- På landsplan ville Ankestyrelsen have stadfæstet 55 procent af sagerne, hvis de var blevet påklaget
- På landsplan ville 50 procent af sagerne indeholder en eller flere retlige mangler, som i de fleste tilfælde handler om utilstrækkelig sagsoplysning.
- 46 procent af sagerne overholder ikke svarfristen.
Uddybelse af Hedensted Kommunes resultater
Den 11. marts 2025 modtog Hedensted Kommune de konkrete resultater for de sager, som kommunen havde indsendt til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen anfører i følgebrevet, at det ikke er muligt at udtale sig generelt om kvaliteten af sagsbehandlingen på området i kommunen alene ud fra de sager, der er indsendt.
Ankestyrelsen har herefter udtaget 4 af de indsendte sager til vurdering:
- I 2 ud af 4 sager, som er vurderet af Ankestyrelsen, ville sagen blive stadfæstet, hvis denne var blevet påklaget til Ankestyrelsen.
- I 2 ud af 4 sager, som er vurderet af Ankestyrelsen, er der ikke fundet retlige mangler.
- I 1 ud af 4 sager, som er vurderet af Ankestyrelsen, er sagen ikke behandlet inden for den offentliggjorte svarfrist, og der er ikke oplyst en ny frist til borgeren. I de øvrige sager er sagen behandlet inden for svarfristen.
Merudgifter til voksne
Til brug for målingen indhentede Ankestyrelsen 385 sager fordelt på 97 kommuner. Fra Hedensted Kommune blev der indhentet 5 sager.
Det fremgår af Ankestyrelsens undersøgelse, at det på landsplan fordeler sig således:
- 90 procent af sagerne ville Ankestyrelsen have stadfæstet, hvis de var blevet påklaget. For Hedensted Kommune ville 100 procent af sagerne være blevet stadfæstet.
- 13 procent af sagerne indeholder en eller flere retlige mangler, som i de fleste tilfælde handler om utilstrækkelig sagsoplysning. For Hedensted Kommune er der 0 procent af sagerne med retlige mangler.
- 51 procent af sagerne overholder ikke svarfristen. For Hedensted Kommune overholder 1 ud af de 4 sager ikke svarfristen.
Uddybelse af Hedensted Kommunes resultater
Den 11. marts 2025 modtog Hedensted Kommune de konkrete resultater for de sager, som kommunen havde indsendt til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen anfører i følgebrevet, at det ikke er muligt at udtale sig generelt om kvaliteten af sagsbehandlingen på området i kommunen alene ud fra de sager, der er indsendt.
I 2023 oprettede Visitation Voksenhandicap 109 sager om merudgifter efter servicelovens § 100. Ud af de 109 sager, har Ankestyrelsen bedt om at få tilsendt 5 sager. Blandt de indsendte sager skulle der minimum indgå 2 sag, hvor der var givet helt eller delvist afslag på dækning af en eller flere ansøgte merudgifter efter servicelovens § 100. Der kunne både være tale om ny-ansøgninger og opfølgningsafgørelser, og det skulle være de nyeste sager, hvor der er truffet afgørelse før den 1. december 2023 – det vil sige, at i de valgte sager skulle afgørelsen ligge så tæt på den 1. december 2023 som muligt.
Ankestyrelsen har herefter udtaget 4 af de indsendte sager til vurdering:
- I 4 ud af 4 sager, som er vurderet af Ankestyrelsen, ville sagen blive stadfæstet, hvis denne var blevet påklaget til Ankestyrelsen.
- I 4 ud af 4 sager, som er vurderet af Ankestyrelsen, er der ikke fundet retlige mangler.
- I 1 ud af de 4 sager, som er vurderet af Ankestyrelsen, er sagen ikke behandlet inden for den offentliggjorte svarfrist, og der er ikke oplyst en ny frist til borgeren. I de øvrige sager er sagen behandlet inden for svarfristen.
Hedensted Kommunes tal for merudgifter til voksne
Ankestatistikken viser, at ud af de 109 sager, der er oprettet i 2023, er 1 blevet påklaget, og denne sag blev stadfæstet. Ankestatistikken viser desuden, at ud af de 99 sager, der er oprettet i 2024, er 4 blevet påklaget. Heraf er 3 sager blevet stadfæstet, og 1 sag er blevet hjemvist til ny behandling.
Kilde: Ankestyrelsens talportal
Lovændring gældende fra 1. juli 2025
Initiativ om forenkling af merudgiftsydelsen indgår i Rammeaftale om en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet af 2. maj 2024 mellem regeringen (SVM), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre. Der er udarbejdet et lovforslag, med planlagt ikrafttrædelsesdato den 1. juli 2025.
Det foreslås med udkastet til lovforslag at gennemføre en forenkling af merudgiftsydelsens udmålingssystem. Det foreslås for det første, at betegnelsen merudgiftsydelse i lov om social service og barnets lov ændres til kompensationsydelse, og at begrebet merudgifter i de nævnte love ændres til kompensationsberettigende udgifter.
Det foreslås desuden at gøre udmålingssystemerne for den foreslåede kompensationsydelse i § 100 i lov om social service og § 86 i barnets lov, som i dag er forskellige, ensartede og enklere, så der vil skulle udbetales hjælp i form af et fast standardbeløb.
Kommunerne vil i lovforslaget få en overgangsperiode på to år til at om beregne eksisterende bevillinger.
Lovgrundlag
- Lov om social service, LBK nr. 155 af 11. februar 2025, §§ 41 og 100
- Lov om retssikkerhed, LBK nr. 261 af 13. marts 2024, § 79 a.
Indstilling
- at udvalget for Læring drøfter undersøgelsens resultater i Handicapbarometret 2024 (Børn) samt kommuneresultater for Handicapsagsbarometret 2024 (Børn),
- at udvalget for Social Omsorg drøfter undersøgelsens resultater i Handicapbarometret 2024 (Voksne) samt kommuneresultater for Handicapsagsbarometret 2024 (Voksne), og
- at kommunalbestyrelsen orienteres om undersøgelsens resultater i Handicapbarometret 2024 (Børn) og (Voksne) samt kommuneresultater for Handicapsagsbarometret 2024 (Børn) og (Voksne).
Beslutning
Indstillingen godkendt.
Bilag
-
(Voksne) Offentliggørelse af Handicapsagsbarometret 2024
-
(Børn) Offentliggørelse af Handicapbarometret 2024
-
(Børn) Indkaldelsesbrev fra Ankestyrelsen af 6. november 2023
-
(Børn) Resultater / Behandling af Hedensted Kommunes 4 sager fra Ankestyrelsen af 11. marts 2025
-
(Voksne) Indkaldelsesbrev fra Ankestyrelsen af 2. januar 2024
-
(Voksne) Resultater / Behandling af Hedensted Kommunes 4 sager fra Ankestyrelsen af 11. marts 2025
Sagsnr.: 00.22.04-A00-16-24
Beslutningstema
- Orientering om status på eventuel overgang til udbudsmodel
- Status på Skærmede enheder
Beslutning
Udvalget orienteres om:
- at processen for afklaring af udbudsmodel er forlænget i forbindelse med implementering af ny ældrelov
- status på skærmede enheder. Processen er i gang, og Udvalget vil løbende blive orienteret
- sammenlægning af hjemmeplejen og sygeplejen i område Vest. Der er aktuelt udfordringer med antallet af parkeringspladser, men der arbejdes på en løsning
- at Regeringen, KL og Danske Regioner den 25. maj 2025 har indgået Forårsaftale 2025 om implementeringen af sundhedsreformen.
Orienteringen tages til efterretning og en pixiudgave af Forårsaftale 2025 vedhæftes referatet.
Sagsnr.: 00.22.04-A00-17-24
Beslutningstema
Stillingtagen til kørselsgodtgørelse til konferencer og møder med videre.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen har vedtaget at såfremt der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser). Der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til følgende arrangementer;
- Den 4. september 2025. Borgerrådsmøde klokken 18:30 på Hedensted Rådhus, Niels Espes Vej 8, 8722 Hedensted.
Lovgrundlag
Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser.
Indstilling
at der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer.
Beslutning
Indstillingen godkendt.
Sagsnr.: 00.22.04-A00-19-24
Beslutningstema
Orientering om kommende punkter til møder i Udvalget for Social Omsorg.
Sagsfremstilling
Kommende punkter:
- Tilsynsrapport Voksenhandicap
- §108 Kildebjerget
- Arbejde med dokumentation i Voksenhandicap
- Danmarkskortet
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Orienteringen taget til efterretning.
Sagsnr.: 00.22.04-A00-18-24
Beslutningstema
Udvalgets medlemmer skriver under digitalt her.
Beslutning
Mødets deltagere skriver under digitalt her.