Referater - Arkiv 2022-2025
Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.
Udvalg: Udvalget for Læring 2022-2025
Mødedato: 7. oktober 2024 16:00
Mødested: Stenderup Skole mødelokale
Sagsnr.: 29.15.00-A00-1-24
Beslutningstema
Udvalget introduceres til ny overtandlæge samt orienteres omkring status for Tandplejen.
Sagsfremstilling
I begyndelsen af 2024 startede Camilla Nydam Nielsen som overtandlæge i tandplejen, organiseret under Malene Panduro Christensen, der også er leder af Sundhed i Læring.
På udvalgsmødet giver ledelsen en samlet orientering omkring status for området, herunder drifts- og udviklingsperspektiver for Tandplejen.
Indstilling
At udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning.
Fraværende: Rune Mikkelsen
Sagsnr.: 28.06.00-G01-1-21
Beslutningstema
Udvalget præsenteres for oplæg om indførelse af modulordning i dagtilbud.
Økonomi
Indførelse af et 30 timers modul kan ske ud fra en forudsætning om, at kommunens udgift til dagtilbud, dvs. nettodriftsudgift, fastholdes uændret indenfor den afsatte ramme for området.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Sagsfremstilling
Denne sagsfremstilling omhandler oplæg om indførelse af 30 timers modulordning i dagtilbud i Hedensted Kommune. Forslaget er udarbejdet af forvaltningen i Læring og bygger på erfaringer fra en række andre kommuner samt input fra en arbejdsgruppe med dagtilbudsledere.
Formålet med modulordning er at skabe øget fleksibilitet for forældrene i forhold til børns institutionstid, samtidig med at den kommunale udgift og kvaliteten i den pædagogiske indsats tilstræbes uændret.
Forældrebetalingen for 30 timers modulet vil udgøre 80 % af taksten for fuldtidsmodulet. Det skønnes, at 20 % af forældrene vil vælge deltidsmodulet, og den økonomiske påvirkning vil være en reduktion i kommunens indtægter fra forældrebetaling på ca. 2,3 millioner kroner. Den reducerede indtægt fra forældrebetalingen på deltidsmoduler vil blive indregnet i lønsummen til daginstitutionerne, og vil medføre en reduktion i den tildelte lønsum på omkring 1,5 %. Dette skal ses i sammenhæng med, at børnene gennemsnitligt set vil tilbringe mindre tid i institutionen.
Der vil være en række fordele og ulemper ved indførelse af et 30 timers modul. Fordele omhandler bl.a. fleksibilitet for forældre, økonomisk besparelse for forældrene og kortere institutionstid for børnene. Ulemperne omhandler bl.a. mulige forstyrrelser i det planlagte pædagogiske arbejde, udfordringer og manglende sammenhæng for sårbare børn samt øget administration.
Forslaget om et 30 timers modul indebærer, at forældre kan vælge et deltidsmodul på op til 30 timer ugentligt for deres barn. Modulet vil være en mulighed for både børn i vuggestuer og børnehaver. Der vil være mulighed for at skifte fra fuldtidsmodul og deltidsmodul med én måneds varsel og fra deltid til fuldtid dag til dag. Institutionerne vil modtage samme gennemsnitstildeling pr. barn, uanset om børnene er tilmeldt deltid eller fuldtid. Institutionerne vil opleve en marginal reduktion i tildelingen, hvilket skal ses i lyset af, at børnene vil være færre timer i institutionen. Der vil ikke være nogen ændringer i institutionernes åbningstider, og børn kan ikke akkumulere ubrugte timer fra uge til uge. De foreslåede vilkår er udarbejdet på baggrund af andre kommuners erfaringer med regulering og tildeling.
I vedlagte notat er forslaget beskrevet mere detaljeret sammen med nogle opmærksomhedspunkter samt en diskussion af fordele og ulemper.
Indførelse og implementering kan ske gennem følgende proces:
- 7/10 Udvalget for Læring beslutter at sende forslag i høring med høringsfrist 18/11
- 2/12 Udvalget for Læring behandler indkomne høringssvar og kan på den baggrund anbefale Kommunalbestyrelsen at godkende forslaget.
- 18/12 Kommunalbestyrelsen behandler udvalgets anbefaling samt deraf følgende takster.
- 1/4-2025 Modulordning indføres, og de første børn kan overgå til 30-timers-modul.
Det kan være naturligt efter et halvt og et helt års tid at gøre status på implementering og konsekvenser: Er der behov for justering af vilkår og rammer? Hvor stor en andel af forældrene har benyttet sig af 30 timers modulet? Er det reelt 20 pct. af børnene, der er overgået til 30 timers modulet? Dette for at imødekomme de reelle økonomiske tilpasningsbehov og monitorere efterlevelse af minimumsnormering.
På mødet vil forslaget bliver præsenteret med diverse detaljer.
Indstilling
At forslag til modulordning drøftes politisk.
At der politisk tages stilling til, om forslaget skal sendes i høring i forældrebestyrelserne.
Beslutning
Forslaget sendes i høring i forældrebestyrelserne og hos de faglige organisationer.
Fraværende: Rune Mikkelsen
Sagsnr.: 28.03.04-G01-1-24
Beslutningstema
Muligheder for og udfordringer ved drift af stordagplejehuse.
Historik
Udvalget for Læring havde på møde den 12. august 2024 en temadrøftelse vedr. udviklingsperspektiver på det samlede 0-2 års område.
På møde den 2. september 2024 besluttede Udvalget, at der, såfremt der afsættes anlægsmidler på budget 2025, kan arbejdes videre med etablering af vuggestuer.
Sagsfremstilling
På baggrund af temadrøftelse på møde i august præsenterer forvaltningen hermed en status vedr. kapacitetspres generelt på 0-2 årsområdet samt muligheder for og udfordringer ved drift af stordagplejehuse.
Over de seneste år er der i flere distrikter etableret stordagpleje, så der nu er stordagpleje følgende steder:
• Hedensted - Dalbyvej
• Lindved - Tumlebakken
• Tørring - Fuglereden
• Tørring - Kernehuset
• Ølholm - Regnbuen
• Aale-Hjortsvang – Hjortsvang stordagpleje
Stordagplejen udgør en væsentlig del af den samlede pasningskapacitet, og kapaciteten i stort set alle distrikter dækker lige netop behovet.
Driftsudgiften pr. barn varierer afhængigt af typen af pasningstilbud, men taksten for dagpleje er den samme, uanset om der er tale om dagpleje eller stordagpleje.
Hvad bygningerne angår lejer Hedensted Kommune stordagplejehusene Tumlebakken i Lindved og Fuglereden i Tørring, hvor der følgeligt er en huslejeudgift. De øvrige huse er kommunale ejendomme, der generelt bærer præg af slid.
Med overenskomst 2024 er det blevet præciseret, at antallet af børn pr. hus kun må være 8 børn – dog med mulighed for midlertidig indskrivning af op til 10 børn i en kortere periode på op til 3 måneder. Det betyder, at Dagplejen nu mangler forældrebetaling og driftstilskud til 2 børn pr. hus i forhold til budget, mens de faste omkostninger til personale og bygninger er forblevet de samme. I runde tal er driftsudgiften pr. hus nu ca. 300.000 kr. højere end. alm dagpleje.
Overordnet set er der i teorien fire muligheder og scenarier for stordagplejehusene. De kan, for at håndtere kapacitetspresset og de økonomiske udfordringer,: 1) videreføres 2) erstattes af dagplejere i eget hjem 3) Omstruktureres til vuggestue under den lokale institutions ledelse eller 4) Udfases idet der etableres nye vuggestuer i daginstitutioner. Det vil være forskelligt hvilket scenarie, der er mest hensigtsmæssigt for hvert stordagplejehus. Medarbejdere i stordagplejehusene vil fortsat kunne tilbydes ansættelse uanset hvilke løsninger, der vælges fremadrettet. Der vil være flere muligheder for fortsat ansættelse, som vil sikre både jobsikkerhed og kontinuitet i deres arbejdsforhold.
Vedlagte notat vil blive gennemgået på mødet.
Kommunikation
De berørte enheder vil blive involveret direkte i eventuelle beslutningsprocesser.
Indstilling
At orienteringen tages til efterretning.
At der politisk tages stilling til, hvilke muligheder der skal forfølges for stordagplejen, herunder kommunikation til de berørte parter.
Beslutning
At udvalget på mødet i november præsenteres for et samlet beslutningsoplæg for 0-2 års området, der kan sendes i høring.
Fraværende: Rune Mikkelsen
Sagsnr.: 00.30.14-S00-3-24
Beslutningstema
I forlængelse af 'Aftale om budget 2025-2028' skal udvalget drøfte proces for budgetrealisering.
Sagsfremstilling
Nedenstående aftaletekst fra budgetforliget, der retter sig mod Udvalget for Læring:
For at sikre en økonomi i balance med plads til vækst og velfærd har Udvalget for Læring fået tilført i alt 35,8 mio. kr. til at imødekomme et stigende antal børn og unge, ændret lovgivning og pris- og lønfremskrivninger.
Skoler: Udvalget for Læring godkendte januar 2023 en Balanceplan for balance imellem almen- og specialområdet. Forligspartierne bakker fortsat op om Balanceplanen. Skolerne er godt i gang med at omsætte politikkens pejlemærker til praksis, og balanceplanen adresserer de nødvendige faglige og økonomiske tiltag. Men de er udfordrede. Derfor er forligspartierne enige om, at der gives et varigt løft til 10 folkeskolen på 5 mio. kr., til at imødekomme arbejdet med balanceplanen. Det betyder, at skolerne får 15 mio. kr. i 2025, 10 mio. kr. i 2026 og derefter permanent 5 mio. kr. i 2027 og frem. Forligspartierne er enige om, at fokus på aktiviteter i forhold til skolevægring skal styrkes ift. balanceplanen, ligesom kompetenceudvikling bør målrettes styrkede socialfaglige kompetencer hos lærere og pædagoger, både i forhold til arbejde med børn, unge og forældre.
Principper for anvendelse af mobiltelefoner på skolerne: Mange skoler har oplevet, hvordan mobiltelefoner har ændret undervisningen og gjort eleverne mindre aktive i skolens fysiske fællesskaber. For at give eleverne mulighed for at være nærværende og deltagende i skolen ønskes det, at skolebestyrelserne udfærdiger principper for elevernes anvendelse af mobiltelefoner i skoletiden. Der skal fortsat være en opmærksomhed på elever med særlige behov, ligesom motiverende aktiviteter i frikvartererne kan bringes i fokus.
Partnerskab om haver til maver: Naturen og det grønne er en vigtig del af Hedensted Kommune, og det ønskes i højere grad at skabe et undervisningsunivers med jorden, naturen og skolehaven som ramme for et unikt læringsrum. I en skolehave samles børn i et forpligtende fællesskab – i børnehøjde - omkring grøntsagsdyrkning og madlavning, mens naturen omkring skolehaven udforskes og opleves. Derfor ønskes det, at hver skolebestyrelse skal overveje et partnerskab med Haver til Maver, som er et gastronomisk skolehaveprogram, hvor en klasse har deres eget jordstykke, som de passer i grupper, og hvor de lærer at dyrke og tilberede økologiske grøntsager sammen med praksis-mindede fagpersoner såsom kokke, gartnere, landmænd og naturvejledere.
Flere praksisnære skemaer for elever i skolen: Der ønskes at bygge videre på de mange gode erfaringer med inddragelse af erhvervslivet og det praksisnære i undervisningen på kommunens folkeskoler. I den brede aftale om folkeskolen fra marts 2024 blev der lagt op til en større frisættelse af folkeskolerne med fokus på større valgfrihed og mere praktisk undervisning, ligesom aftalen indebærer obligatorisk erhvervspraktik for alle elever. Vi ønsker, at skolerne videndeler og inspirer hinanden, og afprøver de mange forskellige muligheder med fagdage, projektdage, virksomhedsdage, fire dages undervisningsuge mv.
Tilskud til lejrskoler: En lejrskoletur i folkeskolen er en investering, som er med til at styrke fællesskaber og kan styrke trivsel og læring. Forligspartierne er derfor enige om at give skolerne et tilskud til lejrskoler på i alt 0,5 mio. kr. i 2025 og frem.
Lys i vores lokale bygningsmasse: Der gives med budgetforliget et varigt løft til folkeskolen. Dette vil understøtte arbejdet med balanceplanen, og sikre, at udviklingsinitiativerne i planen, får rum og plads. Forligspartierne er enige om, at Læringsområdet imidlertid også selv skal arbejde videre med at frigive midler inden for egne fysiske rammer, til at styrke den fortsatte udvikling ud fra skolepolitikkens pejlemærker.
Der anvises i facilitetsplanen flere lokalområder, hvor der vil være en økonomisk fordel over tid, ved at flytte børnehaverne ind på skolernes matrikel. Der skal igangsættes involvering af disse lokalområder i forhold til, hvordan det skal ske. I dette arbejde skal også indtænkes synergier med kultur- og fritidsbrugere samt andre lokale interessenter, så bygningerne udnyttes optimalt til gavn for lokalsamfundet. Dette gælder for alle skoler og dagtilbud. Dette vil give en besparelse på lokaleleje andre steder. Det skal undersøges hvor mange midler, der kan frigives til skolerne ad den vej. Facilitetsplanen rummer i forbindelse med renoveringer også steder, hvor bygningsmassen i den forbindelse kan downsizes. I forbindelse med igangsætningen i 2026 skal steder med mulighed for børnebyer, samt mulighed for færre kvadratmeter på matriklen, prioriteres. I Hedensted er der etableret et rigtig godt samarbejdsorgan i form af ”Sammen om skolen”. Sammen om skolen kan med fordel følge og bidrage til udviklingen både kvalitativt og økonomisk, ligesom forældrebestyrelserne på de enkelte skoler fortsat skal involveres tæt i skoleudviklingen.
Dagtilbud: Forligspartierne er enige om at afsætte 7 mio. kr. i 2025 til fortsat at udvide den lokale pasningskapacitet i takt med væksten. Forligspartierne bakker stadig op om et bredt udvalg af pasningsmuligheder, herunder både dagpleje og vuggestue.
Sundhedsplejen: Hedensted Kommune ønsker at være en kommune for familierne. I den forbindelse er forligspartierne enige om at tilføre Sundhedsplejen 0,2 mio. kr. årligt til særlig indsats for gravide.
Børn og Familie: Forligspartierne er endvidere enige om at tilføre Børn og Familie 1,2 mio. kr. årligt fra 2026 og frem til videreførelse af Forældrekontakten, hvor alle kommende og nuværende forældre til børn fra 0-18 år i Hedensted kommune anonymt kan henvende sig for råd og vejledning.
Indstilling
At udvalget drøfter proces for budgetrealisering.
Beslutning
Processen blev drøftet og udvalget præsenteres for en budgetrealiseringssag i november.
Fraværende: Rune Mikkelsen
Sagsnr.: 00.30.14-S00-4-23
Beslutningstema
Hvert år udarbejder forvaltningen tre budgetopfølgninger til politisk behandling. Budgetopfølgningen er en økonomisk status og en prognose for årets samlede resultat.
Økonomi
Det forventede regnskab og tillægsbevillingerne som følge af midtvejsreguleringen er beskrevet i afsnittet nedenfor og uddybet i de vedlagte bilag.
Samlet set tilføres driften 20,7mio. kr. Midtvejsreguleringen medfører indtægter på 14,3 mio. kr. De resterende 6,5 mio. kr. finansieres af kassebeholdningen i 2024.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Historik
Budgetopfølgningen blev behandlet af Kommunalbestyrelsen på sit møde den 25. september 2024.
Sagsfremstilling
Herunder er en gennemgang af de væsentligste opmærksomhedspunkter i budgetopfølgningen samt ønske om bevillingskorrektioner.
Bevillingskorrektionerne
Regeringen og KL har indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2025, hvori der også indgår aftale om midtvejsregulering af den kommunale økonomi i 2024. Hedensted Kommune modtager fra midtvejsreguleringen i alt 14,3 mio. kr. Heri indgår bl.a. DUT-midler, trepartsmidler, ændrede skøn for overførselsudgifter m.m.
Samlet set lægges der op til, at der på udgiftssiden bliver givet bevillingskorrektioner på 18 mio. kr., herunder 3,5 mio. kr. til vintervedligehold, 3 mio. kr. til barselspuljen, 5,3 mio. kr. DUT efterreguleringer samt 6,2 mio. kr. til udmøntning af trepartsaftalen.
Endeligt er der nogle bevillingskorrektioner mellem områder, som samlet giver 0, og som er udtryk for udmøntning af afsatte midler.
Økonomiudvalget forventer at balancere
I forbindelse med budgetlægningen af 2023, blev der under ØPI afsat et budget i 2024 til handleplanen for Social Omsorg. Social Omsorg forventer at få brug for hele beløbet. Beløbet i 2024 er endnu ikke formelt bevilget til Social Omsorg, men det forventes at ske i forbindelse med bevillingskorrektionerne.
Barselspuljen forventer et merforbrug på 3 mio. kr.
Politik og Udvikling forventer samlet et mindreforbrug på 3 mio. kr. fra valg, kommunalbestyrelsen samt engangsmidler i Data og Analyse.
Jobcentret og Borgerservice har samlet haft en merudgift til ukrainerelaterede udgifter på 1 mio. kr.
Det er ikke muligt at opnå den budgetterede indtægt på byggesagsgebyr. Der forventes en mindreindtægt på ca. 1 mio. kr.
På øvrige områder forventes et mindreforbrug på 2 mio. kr.
Udvalget for Læring forventer at bruge 19 mio. kr. mindre end budgetteret
Børn og Familier forventer et merforbrug 8 mio. kr., som skyldes stigning i antallet af anbringelser.
Læring i skolen forventer et mindreforbrug på i alt 10 mio. kr. Heraf et merforbrug på skolerne på ca. 3 mio. kr. Udgiften til segregering på skoleområdet er fra skoleåret 2024/2025 overgået fra skolerne til et centralt område jf. Balanceplanen. Der arbejdes løbende med de økonomiske og faglige hensyn med afsæt i balanceplanen for skoleområdet.
Læring i dagtilbud forventer et mindreforbrug på 14 mio. kr. Heraf et merforbrug på daginstitutioner på 3 mio. kr.
De øvrige decentrale enheder forventer et mindreforbrug 3 mio. kr. på driftsenhederne Bakkevej, Tandplejen, TCLT samt Ungdomsskolen.
Udvalget for Beskæftigelse forventer at bruge 1 mio. kr. mere end budgetteret
Der forventes færre udgifter til løntilskud, sygedagpenge, fleksjob og ledighedsydelse for i alt 13 mio. kr. Modsat forventes udgifterne til FGU, jobafklaring, Pensioner og forsikrede ledige at overstige budgettet med 14 mio. kr.
Det forventes isoleret set, at udgiften til forsorgshjem giver en merudgift på 4 mio. kr. i 2024. Dette dækkes ind i 2024 via overført mindreforbrug fra 2023 i Rusmiddelcentret og Socialpsykiatrien, samt forventet mindreforbrug i Socialpsykiatrien i 2024. Der gøres opmærksom på, at fra 2023 til 2024 er der overført 3 mio. i mindreforbrug samlet set i Rusmiddelcentret og socialpsykiatrien. Dette er engangsmidler, som i 2024 tænkes anvendt til det betydelige hul, der pga. lovændringer er opstået vedrørende forsorgshjem § 110. Forsorgshjemmene giver således en strategisk budgetudfordring efter 2024.
Udvalget for Social Omsorg forventer at bruge 10mio. kr. mere end budgetteret
Staben sparer op til indkøb af ny IT i 2025, og forventer derfor et mindreforbrug på 2 mio. kr. i år.
Voksenhandicap er under pres ligesom tendensen er på landsplan, og handleplanen er derfor udfordret. Presset skyldes et stigende antal dyre borgere i eksterne botilbud. Merforbruget forventes i år at blive på 37 mio. kr., men det dækkes delvist af øgede refusioner på 11 mio. kr. og overførsel i forbindelse med bevillingskorrektionerne af 22 mio. kr. fra økonomiudvalget til Social Omsorg vedr. handleplanen.
Sundhed & Ældre er udfordret i forhold til stigende udgifter på komplekse borgere, teknologiske udvikling på hjælpemidler (Computerstyret ben og knæ) samt biler. Området giver et merforbrug på 5 mio. kr.
På den kommunale medfinansiering og ældreboliger forventes et merforbrug på 3 mio. kr.
Udvalget for Fællesskab forventer at bruge 4 mio. kr. mere end budgetteret
Merforbruget skyldes primært forsinkede besparelser på projektet ’Kloge m2’, hvor der mangler salgsindtægter og driftsbesparelser for 9,5 mio. kr. Beløbet er inklusiv overførsel af ikke-realiserede besparelser på 5,8 mio. kr. fra 2021 – 2023, salg af bygninger i 2024, etableringsudgifter i realiseringen af ’Tættere sammen’ og driftsbesparelser. Flere af Kapacitetsudvalgets anbefalinger kan først realiseres i de kommende regnskabsår.
Puljen til udvendig bygningsvedligehold og tekniske installationer i Ejendomme & Service er i år 6 mio. kr. mindre end normalt. Der forventes et merforbrug på 2,5 mio. kr. Det skyldes to tidligere ikke planlagte vedligehold ved Tørring Camping og asbestsanering på Stjernevejskolen samt øvrige nødvendige investeringer, som finansieres af puljen i 2025.
På Kultur & Fritid og landdistrikter forventes et samlet mindreforbrug på 8 mio. kr. Det skyldes bl.a., at nogle afsatte puljemidler bevilges i 2024, men bliver først udbetalt i årene efter, når projekterne er afsluttede. Det gælder eksempelvis midler fra LUP-puljen, udviklingspuljen med videre.
Udvalget for Teknik og Miljø forventer at bruge 5 mio. kr. mere end budgetteret
Ved udgangen af marts er budgettet til vintervedligehold overskredet med 1 mio. kr. Der skønnes et merforbrug for året på mindst 3,5 mio. kr.
Der forventes en merudgift på ca. 1,5 mio. kr. på forsyningsområdet. Det skyldes blandt andet merudgifter for henteordningen vedrørende affaldsområdet. Over en årrække skal det ”hvile i sig selv”.
Udvalget for Vækst og Klima forventer at bruge 0,5 mio. kr. mere end budgetteret
Der forventes et merforbrug på 0,5 mio. kr. på vandløbsvedligeholdelse som følge af ekstraordinære undersøgelser samt efterfølgende behov for oprensning.
Anlæg: Forvaltningen forventer at bruge 36 mio. kr. mindre end budgetteret
Mindreforbruget skal ses i lyset af udskydelse af anlægsarbejder m.v., som udgør i alt 37 mio. kr., hvilket blandt andet omfatter daginstiutionen i Tørring, varmekonvertering/energibesparelser samt Ringvej Øst.
Der forventes samtidig at ske en forskydning af indgåede salgsindtægter på i alt 1 mio. kr. Dette omfatter både mer- og mindreindtægter i forhold til det budgetlagte.
Likviditet
Likviditet udgør ultimo juli 168,2 mio. kr., hvilket er 9,7 mio. kr. mere end ved udgangen af juni måned. Likviditeten forventes at have en jævn svag stigning resten af året til et niveau omkring 200 mio. kr.
Indstilling
at budgetopfølgningen indenfor udvalgets eget område drøftes og tages til efterretning.
Beslutning
Opfølgningen blev taget til efterretning.
Fraværende: Rune Mikkelsen
Sagsnr.: 17.02.00-P20-1-24
Beslutningstema
Udvalget orienteres om ansøgninger i regi af Erasmus+.
Økonomi
Hedensted Kommune er NA certificeret organisation i Erasmus+ programmet, hvilket betyder, at vi har mulighed for at ansøge om tilskud i det EU-program, som støtter læringsmobilitet og internationalt samarbejde inden for hele uddannelsesområdet, ungdomsområdet og idræt.
Som Kommune eller organisation vil man få økonomisk tilskud til at afvikle aktiviteter inden for programmets anvisninger og mål, og man får stillet rådgivning og sparring til rådighed dels fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og dels fra netværk med andre tilskudsmodtagere fra samme område.
Tildelte projektmidler er primært øremærket til aktiviteter/mobiliteter igennem projekternes løbetid. Derudover vil der være en mindre pulje af midler til organisationen, der drifter projektet.
Der ydes udelukkende tilskud til aktiviteter/mobiliteter og ikke medarbejderløn.
Sagsfremstilling
Ungdomsskolen har i februar 2024 ansøgt om to projekter i Erasmus+ regi. Begge disse projekter er placeret i Erasmus+ ungdom, og de er af typen KA154. Disse er karakteriseret som Youth Participation Activities, der støtter aktiviteter uden for formel uddannelse, der tilskynder, fremmer og letter unges deltagelse i det demokratiske liv i Europa på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk niveau. Erasmus+ støtter ungdomsledede lokale, nationale, tværnationale og internationale deltagelsesprojekter, som tilskynder unge til at deltage i det demokratiske liv i Europa, og som har et eller flere af følgende mål om at give unge mulighed for at engagere sig og lære at deltage i samfundslivet ved at tilbyde muligheder for, at unge kan engagere sig i dagligdagen, men også i det demokratiske liv, idet der sigtes mod et meningsfyldt aktivt medborgerskab og en meningsfyldt økonomisk, social, kulturel og politisk deltagelse for unge, uanset baggrund, og navnlig unge med færre muligheder.
De to Erasmus+ projekter er udviklingsprojekter i Ungdomsskolens demokratiindsats. Projekterne hedder ’Politisk Påbygning’ og ’Udskolingsnetværk’, og understøtter unge- og elevinddragelsen både i hverdagslivet og i en skolemæssig sammenhæng. Samtidig kobler de sig direkte på Ungdomsskolelovens formålsparagraf §1 som bl.a. udtrykker, at ungdomsskolen skal udvikle deres (unge, red.) interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund.
På det samlede skoleområde ansøges der i oktober 2024 om en akkreditering, således det samlede skolevæsen i Hedensted Kommune har en samlet ansøgning som et kommissorium. Hvis ansøgningen til akkrediteringen bliver godkendt, vil et samlet skolevæsen i Hedensted Kommune være garanteret midler i en given programperiode, der løber indtil 2027.
Akkrediteringsansøgningen har fokus på organisatorisk kapacitetsopbygning, hvor pædagoger, lærere og ledere har mulighed for at oparbejde nye kompetencer via kurser og netværk i EU.
Indstilling
At udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning.
Fraværende: Rune Mikkelsen
Sagsnr.: 28.00.00-A00-9-24
Beslutningstema
Udvalget skal tage stilling til navneændring af 'Børnehaven Eventyrhaven' i Lindved til 'Børnehuset Eventyrhaven'.
Sagsfremstilling
Daginstitutionen 'Børnehaven Eventyrhaven' ønsker, efter at have fået tilføjet vuggestue, navneændring til 'Børnehuset Eventyrhaven'. Benævnelsen 'Børnehuset' symboliserer, at der er tale om en institution, der rummer både vuggestue og børnehave.
Ønsket til navneændringen har været med på personalemøde med MED status, ligesom det i foråret også har været med på bestyrelsesmøde. En enig personalegruppe og bestyrelse ønsker navneskiftet til 'Børnehuset Eventyrhaven'.
Kommunikation
Bestyrelsen og institutionen orienteres om udvalgets beslutning.
Indstilling
At anmodning om navneændring godkendes.
Beslutning
Anmodningen er godkendt.
Fraværende: Rune Mikkelsen
Sagsnr.: 15.00.00-P00-3-24
Sagsnr.: 00.01.00-A00-20-24
Beslutningstema
Orientering til udvalgets medlemmer.
Sagsfremstilling
- Ansættelser i Læring
- Orientering om kommunalt specialtilbud, Del 1
- Orientering om samarbejde Bakkevej
Indstilling
At udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning.
Fraværende: Rune Mikkelsen
Sagsnr.: 00.01.00-P35-40-24
Beslutningstema
Udvalgets medlemmer skriver under her.
Beslutning
.