Referater - Arkiv 2022-2025
Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.
Udvalg: Udvalget for Læring 2022-2025
Mødedato: 2. juni 2025 16:00
Mødested: Mødelokale 5, Hedensted Rådhus
Sagsnr.: 17.03.00-A26-1-25
Beslutningstema
Udvalget orienteres om specialtilbud i Hedensted Kommune.
Historik
Der er på tidligere udvalgsmøder ønsket en orientering om specialtilbudsstrukturen i Hedensted Kommune.
Punktet var dagsordenssat til udvalgsmøde i Læring d.5. maj 2025 men blev udsat til indeværende møde.
Sagsfremstilling
Ifølge Bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand § 9 er der følgende muligheder, når en elev skal modtage specialpædagogisk bistand:
1) Eleven bevarer tilhørsforholdet til den almindelige klasse og deltager i den almindelige undervisning.
2) Elevens tilhørsforhold til den almindelige klasse ophører, idet hele undervisningen gives i en specialklasse, der er placeret på en almindelig folkeskole, på en specialskole eller på et regionalt undervisningstilbud.
3) Eleven har et tilhørsforhold til en specialklasse, men modtager også undervisning i en almindelig klasse.
Der skelnes således hverken lovmæssigt eller indholdsmæssigt mellem en specialklasse og en specialskole, da der ikke er tale om en særlig specialisering i det ene frem for det andet.
I folkeskoleloven §20 stk. 3 beskrives det, at:
Det påhviler regionsrådet at drive lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud for børn og unge under 18 år, som vedkommende Kommunalbestyrelse har henvist til specialundervisning ved regionsrådets foranstaltning.
Fredericiaskolen er et eksempel på et regionalt specialskoletilbud under Region Syd. Her er tilbuddet til børn med høretab i 0. til 10. klasse. Hedensted kommune har gennem årene brugt skolen til enkelte børn.
I Region Midt er der primært tilbud efter §20 stk. 5, der omhandler interne skoler på botilbud som på Fogedvænget i Hedensted. Dette tilbud bruges af Hedensted Kommune.
I Hedensted har vi, bortset fra UG Skolen, vores specialtilbud placeret på almenskoler. Ser vi på Horsens har de 2 selvstændige specialskoler (Det tidligere regionale tilbud Lundagerskolen og Bakkeskolen) og derudover er de øvrige specialtilbud placeret på almene skoler. Det samme gør sig gældende i Vejle, hvor Skovagerskolen en den eneste specialskole og de øvrige specialtilbud er placeret på almene skoler.
I Inklusionseftersynet fra 2016 kommer der blandt andet følgende to anbefalinger:
- Specialundervisning og specialpædagogisk støtte skal tættere på den almene undervisning. Dette gælder både eleverne, så vejen fra et specialtilbud til almenskolen reduceres, og i forhold til at sikre at den specialiserede viden også kan spille ind i almenområdet og viden fra almenområdet kan styrke specialtilbuddene. Samtidig skal der sikres den nødvendige fleksibilitet til, at skoler kan arbejde kvalificeret med inkluderende læringsmiljøer.
- Ekspertgruppen anbefaler, at Kommunalbestyrelsen i vidst muligt omfang sørger for at placere specialtilbud og almentilbud i fysisk nærhed af hinanden. Dette skal skabe rammer for, og fremme oparbejdelse af, tættere samarbejde og en lettere overgang fra et tilbud til et andet.
De 5 skoler, der har et specialtilbud i Hedensted Kommune, arbejder med elever indenfor nedenstående områder:
- Autismespektrumforstyrrelser: Tilbud for elever med en gennemgribende udviklingsforstyrrelse i form af Aspergers syndrom eller infantil autisme. Klasserne er for elever, der har brug for megen støtte i undervisningen i strukturerede rammer. Elevernes kognitive funktionsniveau er i de fleste tilfælde alderssvarende. Eleverne er primært i Stjernevejskolens Centerklasseafdeling og i et mindre omfang i Rask Mølle og i Barrit.
- Generelle indlæringsvanskeligheder: Tilbud for elever med generelle indlæringsvanskeligheder. Klasserne er for elever, der kræver en del støtte. Elevernes kognitive funktionsniveau er ikke alderssvarende. Klasserne er fordelt på Barrit Skole, Løsning Skole og Rask Mølle Skole. Det er en gruppe elever, der er færre af i vores specialtilbud end tidligere.
- Opmærksomhedsvanskeligheder: Klasserne er primært for elever med ADHD, der har brug for megen støtte i hele undervisningen i strukturerede rammer. Eleverne er forskellige, de har opmærksomhedsproblemer men deres kognitive funktionsniveau er alderssvarende. Eleverne er på Løsning Skole og på Rask Mølle Skole.
- Socio-emotionelle vanskeligheder: Klasserne er for elever, der har brug for megen støtte i dagligdagen. Undervisningen foregår i meget strukturerede, forudsigelige rammer med meget tydelige voksne. Elevernes kognitive funktionsniveau er alderssvarende, men funktionsniveauet er samtidig præget af elevernes socio-emotionelle forudsætninger. Eleverne er på Rask Mølle Skole, Løsning Skole og UG Skolen.
- Vidtgående vanskeligheder: Tilbud til elever med multiple funktionsnedsættelser, udviklingshæmning, børn uden talesprog, varigt nedsat motorisk eller psykisk formåen. Der kan yderligere være specifikke fysisk handicappede, kommunikative, kognitive eller adfærdsmæssige vanskeligheder, som kræver bistand fra specialister. Til denne gruppe af elever har vi et tilbud på Barrit Skole. Der er stadig elever fra denne gruppe uden for kommunen – primært på Lundagerskolen (Horsens) og Skovagerskolen (Vejle).
- Heltidsundervisning: Heltidsundervisningen er et tiltag i ungdomsskoleregi, der er oprettet efter ungdomsskolelovgivningen. Tilbuddet møder den unge, hvor han eller hun er. Elevgruppen er blandet men består primært af unge med en grad af socio-emotionelle vanskeligheder eller indlæringsvanskeligheder. Klasserne er fysisk placeret i UG Skolen (Ungdomsgården i Hedensted).
Udover ovenstående kan der ske henvisning til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i et dagbehandlingstilbud eller på et anbringelsessted. Her i kommunen benytter vi tre af disse tilbud (Stenagergård, Juelsminde Dagskole og Fogedvænget).
Lovgrundlaget for dette er, at:
1) eleven af de sociale myndigheder af sociale grunde er henvist til et dagbehandlingstilbud eller anbragt på et anbringelsessted, og
2) det vil være mest hensigtsmæssigt at undervise eleven i kortere eller længere tid i et dagbehandlingstilbud eller på et anbringelsessted, eksempelvis på grund af elevens svære adfærdsvanskeligheder.
Der er således tale om, at eleven skal visiteres til dagbehandling gennem Børn- og familieafdelingen og specialpædagogisk bistand/specialundervisning af skoleforvaltningen. Det er de respektive afdelinger, der skal vejlede forældrene i mulighederne indenfor deres områder.
Indstilling
At udvalget drøfter gennemgangen.
Beslutning
Udvalget drøftede gennemgangen idet det aftaltes, at forvaltningen inviterer Kommunalbestyrelsen på besøg i området efter en nærmere plan.
Sagsnr.: 17.03.00-A26-2-25
Beslutningstema
Udvalget får status på den styrkede centrale visitation på skoleområdet.
Historik
Den 30. januar 2023 godkendte Udvalget for Læring 'Handleplan for balance mellem almen- og specialområdet i Hedensted Kommune'. Handleplanen med anbefalinger og tiltag blev udarbejdet på baggrund af de seneste års udvikling, hvor flere og flere børn og unge befinder sig i en sårbar situation, hvor de – i en kortere eller længere periode – har behov for en særlig tilrettelagt indsats. (Se bilag)
Tiltag 4 i handleplanen er:
At vi skaber en styrket visitation på tværs af dagtilbud og skole. Visitation på tværs af dagtilbud og skole vil blive omsat til en visitationspraksis, hvor vi på basis af en ensartet systematik i højere grad sikrer koordinering og sammenhængskraft.
Dette er udmøntet i en centralvisitation, hvor afgørelserne tages i forhold til de elever, der er indstillet fra skolerne. Tidligere havde den enkelte skoleleder kompetencen til at beslutte, om en elev skulle segregeres.
Sagsfremstilling
På mødet vil der blive en kort gennemgang af rammerne for visitation på skoleområdet med udgangspunkt i vedhæftede bilag samt visitationsudvalgets erfaringer fra det første år med central visitation.
Gennemgangen vil fokusere på konkrete beskrivelser af arbejdet og afgørelser i visitationsudvalget for både skolestartere og øvrige indstillede elever, en samlet oversigt over den forventede status på det segregerede skoleområde pr. 1. august 2025 samt de forventede økonomiske konsekvenser.
Indstilling
At udvalget drøfter og tager gennemgangen til efterretning.
Beslutning
Sagen blev drøftet og gennemgangen blev taget til efterretning.
Sagsnr.: 28.03.00-A00-1-25
Beslutningstema
Fortsat orientering og drøftelse på foranledning af spørgsmål fra Birgit Jakobsen og Liselotte Hillestrøm.
Historik
På Udvalg for Lærings ordinære møde d. 5. maj 2025 under punktet Orientering om §83 særlige dagtilbud og skærmet gruppe, bad Liselotte Hillestrøm og Birgit Jakobsen om, at punktet blev genoptaget på kommende møde.
Sagsfremstilling
Med afsæt i spørgsmål (jævnfør bilag) stillet af Birgit Jakobsen og Liselotte Hillestrøm drøftes punktet, og forvaltningen vil orientere om arbejdet med børn i udsatte positioner, visitation og balanceplan på dagtilbudsområdet.
På mødet orienteres om udvikling af visitation og arbejdet med børn i udsatte positioner på 0-6 års området, som har sit afsæt i 'Handleplan for balance mellem almen- og specialområdet i Hedensted Kommune', der blev godkendt af Udvalget for Læring 30.1.2023. I 2024 blev hele visitationen på dagtilbud revideret for at skabe en øget systematik og transparens i de faglige vurderinger og derigennem en styrket visitation. Det er et dynamisk arbejde, og tilretninger finder stadig sted, for at vi kan sikre dette formål. Senest med en opmærksomhed på at sikre, at forældrene bliver orienteret om visitationsudvalgets beslutning. Organisering af TCLT’s understøttende funktioner, som på dagtilbudsområdet har indebåret at ressourcepersoner fra TIP- Teamet er blevet tættere forankret med de øvrige ressourcepersoner i kommunen, skaber øget mulighed for samspil og koordinering i forhold til at understøtte ledelser og medarbejdere i dagtilbud. Dette er et centralt element i arbejdet med at skabe udvikling og trivsel for alle børn – ikke mindst for børn i udsatte positioner. Ressourcepædagogerne er derfor også i forbindelse med arbejdet skrevet ind som vigtige samarbejdspartnere for dagtilbuddene.
Visitationsudvalgets arbejde rummer både faglige vurderinger af, og sparring på, dagtilbuddets arbejde og understøttelse af børn/ grupper af børns behov for understøttelse. Jf. Dagtilbudsloven og Barnets Lov så kan støtte til et barns udvikling foregå i daginstitutionerne og med mulighed for at oprette særlige dagtilbudspladser eller skærmede pladser (jævnfør bilag om Særlige dagtilbud). I Hedensted har vi, jævnfør sagen ’Orientering om særlige dagtilbud og skærmede pladser’ d. 5. maj 2025, igangsat et arbejde med at oprette særlige dagtilbudspladser efter Barnets Lov §83 i Hedensted, da vi ikke længere har mulighed for at købe dem i de nærmeste kommuner. Forventningen er, at vi pr 1. august 2025 er på plads med dette. Pladserne kan både være i de lokale dagtilbud eller på Årupvej/ Barrit, hvor vi har særlig specialpædagogisk faglighed.
Når et dagtilbud/dagplejen eller andre fagpersoner indstiller til sparring ved visitationsudvalget, er forældrene som udgangspunkt altid inddraget, og der er, jævnfør vores procedurebeskrivelse ’Børn i udsatte positioner 0-6 år’, arbejdet med barnets udvikling og trivsel. Det er en forventning, at det lokale dagtilbud har arbejdet kvalificeret og med inddragelse af supplerende fagpersoner jævnfør ’målgruppe og indsatsbeskrivelse’.
Indstilling til sparring har tidligere ofte indeholdt en ansøgning om midler til at lave en styrket pædagogisk indsats lokalt, indenfor en aftalt tidsramme. Denne praksis har betydet et administrativt stort stykke arbejde for dagtilbud i forhold til at indhente og dokumentere deres indsatser og ikke mindst afsendelse og behandling i Visitationsudvalget. Med den administrative beslutning, som det fremgår af sagen ’Løft af dagtilbud’ d. 3.3.2025 om udlægning af centrale midler og puljer til styrkede pædagogiske indsatser, samt den udarbejdede og igangsatte strategi omkring kompetenceudvikling for alle dagtilbud samt kompetenceudvikling af dagplejen, så arbejdes der målrettet med at realisere vores Børne- og Ungesyn samt udvikling af mangfoldige børnefællesskaber. Midlerne til dagtilbud er udlagt med den opgave, som blev fremlagt på blandt andet dialogmøde med forældrebestyrelser d. 3.3.25, til at ansætte personale og opbygge strukturer og praksis omkring styrkede pædagogiske indsatser, med fokus på styrkelse af børns deltagelsesmuligheder og mangfoldige børnefællesskaber.
På mødet vil dokumentet ’Børn i udsatte positioner 0-6 år’ blive gennemgået i forhold til at besvare de stillede spørgsmål.
Indstilling
At udvalget drøfter og tager sagen til efterretning.
Beslutning
Sagen blev drøftet og gennemgangen blev taget til efterretning.
Bilag
-
2025.6.2 Spørgsmål til udvalgsmødet i Læring
-
Børn i udsatte positioner og visitation på dagtilbudsområdet 2024
-
Lovgivning om Særlige dagtilbud
-
Skema til indstilling og sparring med Visitationsudvalget på dagtilbud
-
Målgruppebeskrivelse
-
Samlet handleplan for balance mellem almen og special i Læring. Godkendt 30.1.2023
-
Kompetenceudvikling for medarbejdere og ledelser 2024-27
-
Kompetenceudviklingsstrategi dagtilbud 2024-27
Sagsnr.: 28.00.00-A26-3-25
Beslutningstema
Udvalget skal beslutte sig for fremadrettet praksis i forhold til Forretningsudvalget for dialogmøder med forpersoner for dagtilbud.
Historik
D. 8. april 2024 besluttede Udvalget for Læring at lave et forsøg med etablering af et forretningsudvalg af 3-4 forpersoner, som sammen med en udpeget politiker fra Udvalget, skulle stå for at beslutte temaer for de to årlige dialogmøder mellem bestyrelser og politikere.
Rune Mikkelsen blev udpeget til Forretningsudvalget, og på dialogmøde i maj 2024 meldte fire forpersoner sig til Forretningsudvalget.
Dette forsøg skal nu drøftes i Udvalget, ligesom det skal besluttes, hvordan fremadrettet praksis skal være.
Sagsfremstilling
Etablering af et forretningsudvalg havde til hensigt at styrke relevansen af de temaer, som kommer på dagsorden til dialogmøderne.
Der er indtil nu afholdt to møder i Forretningsudvalget af 1-1½ times varighed og herefter dialogmøder. Temaerne har været ’Rekruttering og fastholdelse’ samt ’Brobygning’.
Chef for dagtilbud har fået tilbagemeldinger fra forældrebestyrelserne og vil medbringe disse til udvalgsmødet.
Indstilling
At udvalget tager stilling til, om forretningsudvalget skal fortsætte.
Beslutning
Udvalget besluttede at forretningsudvalget skal fortsætte.
Sagsnr.: 29.15.00-A26-1-25
Beslutningstema
Udvalget orienteres om ventelister i Tandplejen.
Sagsfremstilling
Der er ikke fastsat en specifik national maksimumsventetid i lovgivningen for, hvor hurtigt en borger skal have tilbudt undersøgelse eller behandling i kommunal tandpleje.
Men der gælder følgende for praksis:
Børne- og ungetandpleje
- Ifølge Sundhedsstyrelsen og Sundhedsloven skal børn og unge have tilbudt regelmæssige undersøgelser og nødvendig behandling.
- Tidsintervaller for undersøgelser varierer efter barnets individuelle behov.
- Hvis der opstår ventetid, skal kommunen sikre, at det ikke går ud over barnets sundhed, og der skal være saglige grunde til ventetiden.
I Hedensted kommune ser ventetider ud som følger:
Undersøgelse: 6 uger
Behandling: 6-8 uger
Akut: på dagen
Bøjlevisitation: Efter vurdering fra specialtandlægen
Bebehandling opstart: cirka 4 uger
Udvidet åbningstid i Tandplejen:
Som udgangspunkt følger tandplejen skolernes årshjul, personalet i en lønbrøk på samme vilkår på skolelærere. Vi arbejder dog allerede med fleksible åbningstider i for eksempel ferier og på skolernes lukkedage.
Dette gøres for blandt andet at imødekomme ønsket om tider, hvor børn/unge er hjemme fra skole/efterskole.
Indstilling
At udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning.
Sagsnr.: 32.18.08-K08-1-24
Beslutningstema
Handicapsagsbarometret 2024 om merudgifter til børn og voksne.
Historik
I slutningen af 2021 blev der indgået en 4-årig politisk aftale om at styrke retssikkerheden på handicapområdet – det vil Ankestyrelsen gøre ved at gennemføre en landsdækkende måling af juridisk sagsbehandlingskvalitet på udvalgte bestemmelser på voksen- og børnehandicapområdet.
Den landsdækkende måling kaldes Handicapsagsbarometret, fordi det løbende følger kommunernes sagsbehandling på handicapområdet. Handicapsagsbarometret giver et aktuelt billede af kommunernes juridiske sagsbehandlingskvalitet, på tværs af alle landets kommuner, på en udvalgt bestemmelse i serviceloven. De sager der indgår i målingen, må ikke tidligere have været påklaget til Ankestyrelsen.
I 2024 har bestemmelsen om merudgifter til børn efter servicelovens § 41 og merudgifter til voksne efter servicelovens § 100 været i fokus.
Den 14. marts 2025 offentliggjorde Ankestyrelsen Handicapsagsbarometret for 2024.
Sagsfremstilling
Formålet med Handicapsagsbarometret er at give et overordnet og generaliserbart billede af kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet på tværs i landets kommuner. Resultatet i Handicapsagsbarometret kan derimod ikke bruges til at beskrive sagsbehandlingskvaliteten på kommuneniveau.
Ankestyrelsen har alene foretaget en retlig prøvelse af de udvalgte afgørelser.
Det vil sige, at der måles på:
- Retlige mangler, for eksempel hjemmelsmangel, begrundelsesmangel, forkert vurdering og manglende sagsoplysning (officialprincippet).
- Sagsbehandlingsregler, for eksempel klagevejledning, handleplaner, helhedsvurdering og opfølgning.
Merudgifter til børn
Undersøgelsen omhandler afgørelser truffet inden 1. januar 2024 efter servicelovens § 41. Efter 1. januar 2024 har merudgiftsydelse til børn hjemmel i § 86 i barnets lov.
Til brug for målingen indhentede Ankestyrelsen 385 sager fra alle landets kommuner. Fra Hedensted Kommune blev der indhentet 5 sager.
Det fremgår af Ankestyrelsens undersøgelse, at det på landsplan fordeler sig således:
- På landsplan ville Ankestyrelsen have stadfæstet 55 procent af sagerne, hvis de var blevet påklaget
- På landsplan ville 50 procent af sagerne indeholder en eller flere retlige mangler, som i de fleste tilfælde handler om utilstrækkelig sagsoplysning.
- 46 procent af sagerne overholder ikke svarfristen.
Uddybelse af Hedensted Kommunes resultater
Den 11. marts 2025 modtog Hedensted Kommune de konkrete resultater for de sager, som kommunen havde indsendt til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen anfører i følgebrevet, at det ikke er muligt at udtale sig generelt om kvaliteten af sagsbehandlingen på området i kommunen alene ud fra de sager, der er indsendt.
Ankestyrelsen har herefter udtaget 4 af de indsendte sager til vurdering:
- I 2 ud af 4 sager, som er vurderet af Ankestyrelsen, ville sagen blive stadfæstet, hvis denne var blevet påklaget til Ankestyrelsen.
- I 2 ud af 4 sager, som er vurderet af Ankestyrelsen, er der ikke fundet retlige mangler.
- I 1 ud af 4 sager, som er vurderet af Ankestyrelsen, er sagen ikke behandlet inden for den offentliggjorte svarfrist, og der er ikke oplyst en ny frist til borgeren. I de øvrige sager er sagen behandlet inden for svarfristen.
Merudgifter til voksne
Til brug for målingen indhentede Ankestyrelsen 385 sager fordelt på 97 kommuner. Fra Hedensted Kommune blev der indhentet 5 sager.
Det fremgår af Ankestyrelsens undersøgelse, at det på landsplan fordeler sig således:
- 90 procent af sagerne ville Ankestyrelsen have stadfæstet, hvis de var blevet påklaget. For Hedensted Kommune ville 100 procent af sagerne være blevet stadfæstet.
- 13 procent af sagerne indeholder en eller flere retlige mangler, som i de fleste tilfælde handler om utilstrækkelig sagsoplysning. For Hedensted Kommune er der 0 procent af sagerne med retlige mangler.
- 51 procent af sagerne overholder ikke svarfristen. For Hedensted Kommune overholder 1 ud af de 4 sager ikke svarfristen.
Uddybelse af Hedensted Kommunes resultater
Den 11. marts 2025 modtog Hedensted Kommune de konkrete resultater for de sager, som kommunen havde indsendt til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen anfører i følgebrevet, at det ikke er muligt at udtale sig generelt om kvaliteten af sagsbehandlingen på området i kommunen alene ud fra de sager, der er indsendt.
I 2023 oprettede Visitation Voksenhandicap 109 sager om merudgifter efter servicelovens § 100. Ud af de 109 sager, har Ankestyrelsen bedt om at få tilsendt 5 sager. Blandt de indsendte sager skulle der minimum indgå 2 sag, hvor der var givet helt eller delvist afslag på dækning af en eller flere ansøgte merudgifter efter servicelovens § 100. Der kunne både være tale om ny-ansøgninger og opfølgningsafgørelser, og det skulle være de nyeste sager, hvor der er truffet afgørelse før den 1. december 2023 – det vil sige, at i de valgte sager skulle afgørelsen ligge så tæt på den 1. december 2023 som muligt.
Ankestyrelsen har herefter udtaget 4 af de indsendte sager til vurdering:
- I 4 ud af 4 sager, som er vurderet af Ankestyrelsen, ville sagen blive stadfæstet, hvis denne var blevet påklaget til Ankestyrelsen.
- I 4 ud af 4 sager, som er vurderet af Ankestyrelsen, er der ikke fundet retlige mangler.
- I 1 ud af de 4 sager, som er vurderet af Ankestyrelsen, er sagen ikke behandlet inden for den offentliggjorte svarfrist, og der er ikke oplyst en ny frist til borgeren. I de øvrige sager er sagen behandlet inden for svarfristen.
Hedensted Kommunes tal for merudgifter til voksne
Ankestatistikken viser, at ud af de 109 sager, der er oprettet i 2023, er 1 blevet påklaget, og denne sag blev stadfæstet. Ankestatistikken viser desuden, at ud af de 99 sager, der er oprettet i 2024, er 4 blevet påklaget. Heraf er 3 sager blevet stadfæstet, og 1 sag er blevet hjemvist til ny behandling.
Kilde: Ankestyrelsens talportal
Lovændring gældende fra 1. juli 2025
Initiativ om forenkling af merudgiftsydelsen indgår i Rammeaftale om en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet af 2. maj 2024 mellem regeringen (SVM), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre. Der er udarbejdet et lovforslag, med planlagt ikrafttrædelsesdato den 1. juli 2025.
Det foreslås med udkastet til lovforslag at gennemføre en forenkling af merudgiftsydelsens udmålingssystem. Det foreslås for det første, at betegnelsen merudgiftsydelse i lov om social service og barnets lov ændres til kompensationsydelse, og at begrebet merudgifter i de nævnte love ændres til kompensationsberettigende udgifter.
Det foreslås desuden at gøre udmålingssystemerne for den foreslåede kompensationsydelse i § 100 i lov om social service og § 86 i barnets lov, som i dag er forskellige, ensartede og enklere, så der vil skulle udbetales hjælp i form af et fast standardbeløb.
Kommunerne vil i lovforslaget få en overgangsperiode på to år til at om beregne eksisterende bevillinger.
Lovgrundlag
- Lov om social service, LBK nr. 155 af 11. februar 2025, §§ 41 og 100
- Lov om retssikkerhed, LBK nr. 261 af 13. marts 2024, § 79 a.
Indstilling
- at udvalget for Læring drøfter undersøgelsens resultater i Handicapbarometret 2024 (Børn) samt kommuneresultater for Handicapsagsbarometret 2024 (Børn),
- at udvalget for Social Omsorg drøfter undersøgelsens resultater i Handicapbarometret 2024 (Voksne) samt kommuneresultater for Handicapsagsbarometret 2024 (Voksne), og
- at kommunalbestyrelsen orienteres om undersøgelsens resultater i Handicapbarometret 2024 (Børn) og (Voksne) samt kommuneresultater for Handicapsagsbarometret 2024 (Børn) og (Voksne).
Beslutning
Sagen blev drøftet.
Bilag
-
(Børn) Indkaldelsesbrev fra Ankestyrelsen af 6. november 2023
-
(Børn) Resultater / Behandling af Hedensted Kommunes 4 sager fra Ankestyrelsen af 11. marts 2025
-
(Børn) Offentliggørelse af Handicapsagsbarometret 2024 om dækning af merudgifter til børn og unge efter servicelovens
-
(Voksne) Indkaldelsesbrev fra Ankestyrelsen af 2. januar 2024
-
(Voksne) Resultater / Behandling af Hedensted Kommunes 4 sager fra Ankestyrelsen af 11. marts 2025
-
(Voksne) Offentliggørelse af Handicapsagsbarometret 2024 om dækning af nødvendige merudgifter efter servicelovens § 10
Sagsnr.: 00.00.00-P35-13-25
Beslutningstema
Udvalget orienteres om opfølgning på budgetrealisering af Budget 2025 og overslagsårene.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Sagsfremstilling
I efteråret 2024 vedtog Kommunalbestyrelsen et toårigt budgetforlig for 2025 og overslagsårene. For at sikre en vellykket implementering af budgetaftalen følger forvaltningen nu op på processen sideløbende med den politiske budgetopfølgning, dog som en separat sag.
Formålet med denne opfølgning er tredelt: at sikre at alle tiltag realiseres efter hensigten, at give udvalget grundig indsigt i udmøntningen, samt at skabe sammenhæng mellem nuværende og kommende byrådsperiode. Udvalgene har et løbende ansvar for at sikre sammenhæng mellem budgetforudsætninger, konkrete tiltag og de ressourcer, der er til rådighed.
Indstilling
at opfølgningen på budgetrealisering drøftes og tages til efterretning.
Beslutning
Opfølgningen blev taget til efterretning.
Sagsnr.: 00.30.14-S00-4-24
Beslutningstema
Hvert år udarbejder forvaltningen tre budgetopfølgninger til politisk behandling. Budgetopfølgningen er en økonomisk status og en prognose for årets samlede resultat.
Ved budgetopfølgningerne kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning eller ændret efterspørgsel på overførselsudgifter. Det kan især være nødvendigt at tilrette budgetter efter midtvejsreguleringen fra staten. For alle andre afvigelser fra budgettet gælder rammestyringens principper om, at overskridelser skal finansieres inden for udvalgets ramme.
Historik
Budgetopfølgningen blev behandlet af Kommunalbestyrelsen på sit møde den 28. Maj 2025.
Sagsfremstilling
Herunder er en gennemgang af de væsentligste opmærksomhedspunkter i budgetopfølgningen.
Samlet resultat
Ukrainerelaterede udgifter er ikke opgjort særskilt i årets budgetopfølgning, da der ikke forventes nogen særskilt refusionsmulighed for udgifterne i år. Udgifterne er medregnet i budgetopfølgningen for alle udvalg.
Økonomiudvalget forventer at bruge 1,0 mio. kr. mindre end budgetteret
IT- og digitaliseringsafdelingen har igangsat en omfattende gennemgang af hele afdelingens drift, opgaveporteføljer og funktioner. Arbejdet er tilrettelagt i tre hovedspor som forventes afrapporteret til direktionen i sommeren 2025. De tre hovedspor vedr.: 1) Kommunens IT infrastruktur og netværk, 2) Cybersikkerhed samt 3) organisering, ressourcer og kompetencer. Der er på nuværende tidspunkt bl.a. igangsat en ekstern screening af kommunens cybersikkerhed, infrastruktur og netværk, som har afdækket et behov for en styrket sikkerhedsindsats, som i 2025 kan afholdes indenfor områdets eksisterende økonomi og budget.
Vækst, Teknik & Fællesskab forventer et samlet merforbrug på 2,0 mio. kr. Det skyldes en forventning om færre indtægter til honorarmodellen på 2 mio. kr., og merudgifter på 1 mio. kr. til fysisk planlægning, end budgetteret. Der forventes et mindreforbrug på 1 mio. kr. på Kørselskontorets område til mere grøn energi i kommunens vognpark.
På øvrige områder forventes et mindreforbrug på 3 mio. kr.
Udvalget for Læring forventer at bruge 42,0 mio. kr. mindre end budgetteret
Uden overførte midler fra 2024 ville der være merudgifter på 4,9 mio. kr. samlet set, idet overførte midler udgør 46,6 mio. kr.
Børn og Familier forventer et merforbrug 14,0 mio. kr. Driftsenhederne Bakkevej, Søndergården og Familicentret/Ankersvej har et samlet mindreforbrug på 3 mio. kr. Myndighedsområdet, som også tæller Integration, har et samlet merforbrug på 17 mio. kr. Heraf udgør anbringelsesområdet langt det meste.
Der er igangsat en analyse af anbringelsesområdet, som skal afdække udgiftsudviklingen. Dertil er der fagligt fokus på gennemgang af sagerne.
Læring i skolen forventer et mindreforbrug på i alt 14 mio. kr. Heraf forventes et mindreforbrug på skoler og Ungdomsskolen på 3 mio. kr.
Læring i dagtilbud forventer et samlet mindreforbrug på 38,5 mio. kr. Heraf forventes både daginstitutioner og Dagplejen at balancere.
De øvrige decentrale enheder, Tandplejen og sundhedsplejen, forventer et mindreforbrug på 3,5 mio. kr. Heraf udgør Tandplejens opsparing til større anskaffelser 2,7 mio. kr.
Der er igangsat konkrete pædagogiske aktiviteter i 2025 for dele af overførselsmidlerne fra 2024. Bl.a. løft af dagtilbud med 10 mio. kr., partnerskabet Have til Mave, skolevægringsindsatser, samt etablering af specialtilbud i Stouby.
Udvalget for Beskæftigelse forventer at balancere
Der forventes færre udgifter STU, FGU og Beskæftigelsesordninger med 6 mio. kr. Modsat forventes udgifterne til jobafklaring, pensioner, boligstøtte, A-dagpenge, Fleksjob og ledighedsydelser at overstige budgettet med 10 mio. kr. Hvilket giver et forventet merforbrug på 4 mio. kr.
Det samlede resultat for socialpsykiatrien og rusmiddelcenter er et mindreforbrug på 4 mio. i 2025
Det forventes isoleret set, at udgiften til forsorgshjem kan give en merudgift på op mod 2,5 mio. kr. i 2025.
Der gøres opmærksom på, at fra 2024 til 2025 er der overført 3,5 mio. i mindreforbrug samlet set i Rusmiddelcentret og socialpsykiatrien. Dette er engangsmidler, som i 2025 tænkes anvendt til det dække merforbruget på forsorgshjem § 110.
Udvalget for Social Omsorg forventes at balancere
Det er usikkert, hvor meget den nye Ældrereform vil påvirke Sundhed & Ældre. Det er en kompleks opgave at definere, hvordan forløbene i Helhedsplejen skal skrues sammen og hvilke økonomiske konsekvenser dette har. Der afventes udmøntning af midtvejsreguleringen på Ældrereformen og midler fra Lov og Cirkulære programmet.
Voksenhandicap området er fortsat udfordret af flere komplekse og dyre enkeltsager. Med midler fra Handleplanen i 2025 og overførsel af midler fra 2024 forventer området at balancere i 2025.
Udvalget for Fællesskab forventer at bruge 2,0 mio. kr. mindre end budgetteret
På Kultur & Fritid og landdistrikter forventes et samlet mindreforbrug på 6,0 mio. kr., da nogle afsatte puljemidler bevilges i 2025, men bliver først udbetalt i årene efter, når projekterne er afsluttede. Det gælder eksempelvis midler fra LUP-puljen, udviklingspuljen med videre.
Der forventes et merforbrug på 1,5 mio. kr. på puljen til udvendigt bygningsvedligehold og tekniske installationer i Ejendomme & Service.
Efter salg af ”Valencia-bygningen” er der ikke længere en akkumuleret gæld på projektet ”Kloge m2”. Der er fortsat en varig driftsudfordring på 2,5 mio. kr., som Kapacitetsudvalget skal arbejde med i 2025. Der forventes ikke at blive realiseret besparelser med effekt i 2025.
Udvalget for Teknik og Miljø forventer at bruge 1,0 mio. kr. mindre end budgetteret
Der forventes et mindreforbrug på ca. 1,0 mio. kr. til skadedyrsbekæmpelse. Akkumuleret overskud skal udlignes over de næste 3 år.
Øvrige midler på udvalgets område forventes at balancere.
Udvalget for Vækst og Klima forventes at balancere
Der forventes ingen større mer- eller mindreforbrug for vandløbsvedligeholdelse, branding, erhverv eller turisme.
Udvalget for Fællesskab forventer at bruge 2,0 mio. kr. mindre end budgetteret.
Udvalget for Vækst og Klima forventes at balancere
Anlæg: Forvaltningen forventer at bruge 33,0 mio. kr. mindre end budgetteret
Mindreforbruget skal ses i lyset af forsinkelse/udskydelse af anlægsarbejder, som udgør i alt 86,0 mio. kr.
Der forventes samtidig at ske en forskydning/forsinkelse af budgetterede salgsindtægter på i alt 53,0 mio. kr. som overvejende vedrører jordsalg ved Hedensted Syd og Kildeparken.
Likviditet:
Likviditet udgør ultimo april 242,6 mio. kr., hvilket er 8,5 mio. kr. mere end ved udgangen af marts måned.
Indstilling
at budgetopfølgningen indenfor udvalgets eget område drøftes og tages til efterretning.
Beslutning
Budgetopfølgningen blev taget til efterretning.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-44-24
Beslutningstema
Udvalget orienteres om indsatser i Læring.
Sagsfremstilling
- Status på overflyttelser og ansættelser på skole/ dagtilbudsområdet
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-43-24
Beslutningstema
Stillingtagen til kørselsgodtgørelse til konferencer og møder mv.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen har vedtaget at såfremt der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser). Der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til følgende arrangementer;
- Indvielse Hornsyld Idrætsbørnehus, Tirsdag d.17. juni kl. 16.30-19.00 (invitation på mail til udvalg)
Lovgrundlag
Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser
Indstilling
at der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer
Beslutning
Godkendt.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-42-24
Beslutningstema
Fraværende/ deltagende under mødet.
Beslutning
Finn Kejfe Abrahamsen var inviteret til at deltage i udvalgsmødet jf. vedtægterne herom.
Liselotte Hillestrøm var fraværende under hele mødet.
Rune Mikkelsen var fraværende under behandlingen af punkt 68.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-45-24
Beslutningstema
Udvalgets/Kommunalbestyrelsens medlemmer skriver under digitalt her.
Indstilling
Udvalgets medlemmer skriver under digitalt her.
Beslutning
Udvalgets medlemmer skriver under digitalt her.