Referater - Arkiv 2022-2025
Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.
Udvalg: Udvalget for Fælleskab 2022-2025
Mødedato: 14. januar 2025 16:00
Mødested: Tørring
Sagsnr.: 27.00.00-P35-13-24
Beslutningstema
Birgit Jakobsen, formand for § 17, stk. 4-udvalget om Gentænkning af socialområdet, giver en orientering om udvalgets arbejde med temaet Forpligtende fællesskaber – partnerskaber og inddragelse af civilsamfundet. Dette med henblik på at sikre videndeling, da frivillighed også er et centralt tema for Udvalget for Fællesskab. I forlængelse heraf ønsker § 17, stk. 4-udvalget desuden at drøfte muligheden for et samarbejde om at understøtte et konkret fællesskabs- og frivillighedsrettet tiltag med fokus på frivillighed i bekæmpelse af ensomhed som sundhedsindsats, herunder forberedelse af en eventuel ansøgning til Udvalget for Fællesskabs pulje til understøttelse af implementering af sundhedspolitikken.
Økonomi
I forlængelse af orienteringen ønsker § 17, stk. 4-udvalget at drøfte muligheden for et samarbejde om at understøtte et konkret fællesskabs- og frivillighedsrettet tiltag, herunder forberedelse af en eventuel ansøgning til Udvalget for Fællesskabs pulje til understøttelse af implementering af sundhedspolitikken.
Historik
Kommunalbestyrelsen har ved sin konstituering nedsat et § 17, stk. 4-udvalg, der i perioden 2024-2025 skal undersøge, udfordre og gentænke det samlede socialområde i Hedensted Kommune. Dette ud fra en ambition om, at kommunens borgere i højere grad skal opleve, at deres behov for hjælp imødekommes på en måde, der er sammenhængende og bæredygtig. Udvalget har valgt at opdele gentænkning af socialområdet i tre tematikker, der danner ramme for arbejdet.
- I første fase (marts 2024 - januar 2025) behandler udvalget temaet forpligtende fællesskaber – partnerskaber og inddragelse af civilsamfundet
- I anden fase (november 2024 – december 2025) behandler udvalget temaerne et sammenhængende socialområde, herunder implementering af lovgivning og reformer i en Hedensted-kontekst
Udvalget har i ovenstående periode bestået af fem medlemmer af kommunalbestyrelsen samt fem indbudte midlertidige medlemmer, som i deres professionelle virke og som frivillige har kendskab og indsigt i såvel civilsamfundets ressourcer som sociale udfordringer og behov. Udvalget for Fællesskab og underliggende forvaltning har et solidt engagement og en væsentlig repræsentation i § 17, stk. 4-udvalget, hvilket er afgørende for, at § 17, stk. 4-udvalget under nærværende tema kan forløse ambitionen om at skabe et tværgående fundament, som sikrer bred forankring, samarbejde og tilgængelighed til frivillighedsrettede kultur-, sport- og sociale tilbud i kommunen.
§ 17, stk. 4-udvalget vil i januar 2025 give Kommunalbestyrelsen en status på det igangværende udvalgsarbejde samt give anbefalinger til en videre proces, der skal afstedkomme en strategi for bekæmpelse af ensomhed. Også her har Fællesskabsområdet, herunder foreninger, sportsklubber og landdistrikterne en vigtig rolle i arbejdet med at bidrage til såvel tilblivelsen som udmøntningen af en sådan strategi.
Sagsfremstilling
I § 17, stk. 4-udvalgets første fase har et omdrejningspunkt været, hvordan Hedensted Kommune kan indgå i, bidrage til og facilitere forpligtende fællesskaber og samarbejde med det omgivende samfund, herunder foreninger, frivillige og civile aktører, som på hver sin måde kan byde ind i partnerskaber, til gavn for alle i Hedensted Kommune. Kommunens rolle har i den forbindelse været et selvstændigt emne, der har afstedkommet grundige drøftelser i forhold til, hvordan kommunen mest hensigtsmæssigt samarbejder med civilsamfundet og tilpasser sig de eksisterende behov.
Temaet om samarbejde og partnerskaber med civile aktører, lokalsamfund og virksomheder beror på en overbevisning om, at der i Hedensted Kommune, med et grundigt forarbejde og de rette vilkår, er et spirende potentiale for at sammenkoble og opbygge flere forpligtende fællesskaber og partnerskaber. Fællesskaber, som alene eller i samarbejde med kommunens sociale områder, kan respondere på problemstillinger, hvor udsatte børn, unge, voksne og ældre søger at blive mødt, at indgå i et meningsfuldt fællesskab eller at blive ledt det rette sted hen for yderligere hjælp.
Frivillighed har i udvalget været et tilbagevendende emne. Både fordi vi i kommunen har et væsentligt antal frivillige og foreninger, som gerne vil bidrage, men også fordi udvalget har været interesseret i at undersøge, hvordan der kan skabes vilkår for, at flere kan blive frivillige og i særdeleshed, hvordan flere opgaver og behov kan løftes ved hjælp af frivillighed.
Vi ved, at der er mennesker, som ikke kommer af sig selv, når de har brug for hjælp og ligesom vi ved, at ensomhed er et stigende og alvorligt sundhedsproblem, der også rammer de yngre aldersgrupper. Til denne udfordring skal man i Hedensted Kommune lægge de typiske landdistriktsudfordringer med store afstande og begrænsede offentlige transportmuligheder.
Udvalget vurderer med baggrund i ovenstående, at det er afgørende nødvendigt at sætte bredt ind med et handlingsspor, der skal afdække omfanget af social udsathed og afledte behov hos borgere, der ikke kommer af sig selv. I den forbindelse ønsker udvalget at undersøge eventuelle muligheder for at indgå et partnerskab med KFUM’s Sociale Arbejde, der med deres Social Drive Out-koncept bygger bro lokalt mellem borgere og relevante myndigheder, sundhedsvæsen eller sociale/frivillige tilbud. Udvalget og relevante fagpersoner ser her frivillighed som en del af løsningen. Frivillighed løser manges behov og aktiviteter og berører mange mennesker, hvad enten man bidrager som frivillig eller modtager hjælp fra en frivillig.
Udvalget anbefaler derfor, at frivillighed understøttes bredt og på tværs af forvaltningsområder.
Birgit Jakobsen, formand for § 17, stk. 4-udvalget og Ann Hermansen, sekretær for § 17, stk. 4-udvalget deltager ved behandlingen af sagen i Udvalget for Fællesskab.
Indstilling
at orienteringen om § 17, stk. 4-udvalgets arbejde tages til efterretning. at Udvalget drøfter muligheden for at understøtte et samarbejde omkring et konkret fællesskabs- og frivillighedsrettet tiltag ved hjælp af eksisterende puljer under Udvalget for Fællesskab.
Beslutning
Udvalget for Fællesskab tog orienteringen til efterretning.
Sagsnr.: 20.00.00-A00-3-24
Beslutningstema
Udvalget for Fællesskab skal tage stilling til den videre proces for udmøntning af budget 2025-28 i relation til eftersynet af puljer og tildelingskriterier.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Sagsfremstilling
Udvalget for Fællesskab skal tage stilling den videre proces for udmøntning af budget 2025-28 i relation til den opgave, udvalget er givet, med at give puljer og tildelingskriterier et eftersyn.
Der har været en række indledende drøftelser i udvalget om opgaven. Både Landdistriktsrådet og Fritidsudvalget er blevet orienteret om opgaven samt den besparelse på puljeområderne, som udmøntningen af budgetforliget også har betydet. Forvaltningen vil sammen med udvalget på mødet samle op på brugerudvalgenes reaktioner samt de drøftelser, der har været på fællesmøderne mellem brugerudvalgene og Udvalg for Fællesskab i forhold til opgaven. Opsamlingen vil også indeholde en kort genopfriskning af den nuværende organisering af puljeområdet samt de temaer, som udvalget, den 3. december 2024, besluttede at anvende i eftersynet. Temaerne er:
- Tydeligere beslutningsprocesser og –kompetencer
- Styrkelse af organisation, organisering og strategier
- Øget genkendelighed og sammenhæng
Forvaltningen planlægger seminarrækker for alle udvalgene i Vækst, Teknik og Fællesskab i februar måned. Udvalget for Fællesskab har udtrykt ønske om at benytte seminaret til også at arbejde videre med den i budgetforliget stillede opgave. Forvaltningen vil gerne have input til, hvordan udvalget ønsker at arbejde med opgaven på seminaret samt hvilke andre rammer, forvaltningen skal tage forbehold for i forberedelserne til seminariet.
Forvaltningen forventer, at gennemsynet af puljer og tildelingskriterier er gennemført inden sommerferien 2025. Forvaltningen ønsker derfor input til, hvordan processen kan sammensættes, så den kan gennemføres inden for den periode særligt taget i betragtning af, at der er to brugerudvalg, der kan inddrages i processen. Procesplanen skal tage højde for, hvilke rammer Udvalget for Fællesskab ønsker at sætte for brugerudvalgenes medindflydelse og medbestemmelse.
Forvaltningen fremlægger et udkast til procesplan for opagven.
Landdistrikskoordinator Niels Top deltager på udvalgsmødet.
Indstilling
at udvalget for Fællesskab tager stilling til den videre proces for udmøntning af budget 2025-28 i relation til eftersynet af puljer og tildelingskriterier.
Beslutning
Udvalget for Fællesskab godkendte procesplanen for udmøntning af budget 2025-28 i relation til eftersynet af puljer og tildelingskriterier med enkelte justeringer (se opdateret bilag).
Sagsnr.: 18.00.00-Ø34-1-24
Beslutningstema
Udvalget for fællesskab skal drøfte de overordnede rammer for kommende driftsaftaler for svømmehaller.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Historik
Kommunalbestyrelsen besluttede den 18. december 2024 at igangsætte udarbejdelse af nye driftsaftaler med svømmehallerne.
Sagsfremstilling
Udvalget for fællesskab skal drøfte de overordnede rammer for nye driftsaftaler med svømmehallerne.
Rammerne for aftalerne skal skabe grundlag for dialogen med svømmehallerne inden den endelige udarbejdelse af aftalerne.
De kommende driftsaftaler skal indeholdes inden for det nuværende budget og de 2 mio. kr til området, der blev tilført i forbindelse med Budget 2025.
Indstilling
at Udvalget for Fællesskab drøfter rammerne for driftsaftalerne.
Beslutning
Udvalget for Fællesskab drøftede rammerne for driftsaftalerne med svømmehallerne.
Sagsnr.: 18.00.00-A00-4-24
Beslutningstema
Udvalget for Fællesskab skal fastsætte det kommunale tilskud til større renovering, etablering eller udskiftning af lysanlæg ved boldbaner.
Økonomi
Der er til den løbende drift hvert år afsat 104.000 kr. Der tilføres desuden hvert år 119.000 kr. til "Lysanlægspuljen", som skal bruges til ekstraordinære vedligehold.
Der er ultimo 2024 et restbudget på 169.310 kr i "Lysanlægspuljen". I forbindelse med Kommunalbestyrelsens behandling af overførsel af ikke-brugte midler fra 2024 til 2025, vil Udvalget for Fællesskab indsende ønske om, at de 169.310 kr overføres. Ønsket behandles på Kommunalbestyrelsens møde i april.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Udvalget for Fællesskab blev den 7. maj 2024 orienteret om, og skulle beslutte, det kommunale tilskud ved større renovering og nyt lysanlæg, der er tilknyttet kommunale boldbaner. Ved sagens gennemgang gjorde forvaltningen opmærksom på, at der i løbet af 2024 ville blive udarbejdet en samlet gennemgang af lysanlæggene, som redskab til prioritering af foreningernes ønsker til udbedring af lysanlæg. Udvalget besluttede på dette møde at udsætte sagen indtil gennemgangen var udført.
Sagsfremstilling
Der er 22 lysanlæg i kommunen, som primært er tilknyttet kommunale boldbaner.
Lysanlæggene gennemgår årligt et sikkerhedseftersyn. Ved eventuelle skader rapporterer el-installatøren dette til kommunen.
Hvis anlægget er blevet skadet eller på anden vis er gået i stykker, er praksis, at foreningerne selv kontakter en el-installatør. Såfremt reparationen overstiger 6.000 kr, skal foreningen tage kontakt til kommunen, så reparationen kan aftales.
Ved større udskiftninger af lysanlæg har det siden 2020 været praksis, at kommunen bidrager med op til 2/3 dele af den samlede projektsum, dog maksimalt med 120.000 kr eksklusiv moms.
Udgifterne ved større renoveringer eller nyt lysanlæg vil variere afhængig af hvor mange lyskilder og eventuelt master, der skal udskiftes i de enkelte lysanlæg. Den nuværende praksis med at Hedensted Kommune betaler op til 2/3 af den samlede projektsum med maksimalt 120.000 kr eksklusiv moms betyder, at foreningernes egenbetaling til renovering af eller udskiftning af lysanlæg varierer.
I efteråret 2024 har der været en gennemgang af alle lysanlæg. Gennemgangen viser, at der inden for de næste par år vil komme er øget behov for udskiftning af lyskilder og master. 18 af de 22 lysanlæg har i dag en lyskilde, som udgår fra 2027. Gennemgangen viser ligeledes, at der er 9 anlæg, der har master og fundamenter, som har mindre skader eller bør udskiftes.
På baggrund af tidligere projekter vurderer forvaltningen, at udgiften til udskiftning af lyskilder udgør ca. 150.000 kr og udskiftning af nyt lysanlæg med nye master vil udgøre ca. 225.000 kr.
Gennemgangen har betydet, at forvaltningen har igangsat en nærmere undersøgelse af eller får repareret de skader, som fremgår af gennemgangen.
Vil den nærmere undersøgelse vise, at lysanlægget enten skal skiftes eller have en større renovering, vil det medføre en egenbetaling for den pågældende forening.
Overblik over tilstanden på lysanlæg fremgår af bilag.
Indstilling
at det kommunale tilskud udgør 2/3 dele af den samlede projektsum, dog maksimalt med 120.000 kr eksklusiv moms. at lysanlæg, der af sikkerhedsårsager skal udskiftes, og hvor foreningen ikke ønsker at bidrage med egenbetaling, nedtages.
Beslutning
Udvalget for Fællesskab godkendte:
- at det kommunale tilskud udgør 2/3 dele af den samlede projektsum, dog maksimalt med 120.000 kr eksklusiv moms.
- at lysanlæg, der af sikkerhedsårsager skal udskiftes, og hvor foreningen kan bidrage med egenbetaling, kan nedtages, såfremt der ikke findes andre løsninger.
Sagsnr.: 00.00.00-A30-3-24
Beslutningstema
Udvalget for Fællesskab skal udpege en repræsentant til kapacitetsudvalget.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Historik
Økonomiudvalget behandlede på sit møde den 9. december 2024 en sag om udpegning af medlemmer til det kommende kapacitetsudvalg. Beslutningen herfra blev "Økonomiudvalget anbefaler Henrik Alleslev til Kapacitetsudvalget. Fagudvalgene udpeger i
januar måned hver især et medlem til udvalget, hvorefter arbejdet kan påbegyndes." ( se bilag).
Sagsfremstilling
Jævnfør Økonomiudvalgets beslutning fra mødet den 9. december 2024 anmodes Udvalget for Fællesskab om at udpege en repræsentant til det kommende kapacitetsudvalg.
Indstilling
at Udvalget for Fællesskab udpeger en repræsentant til Kapacitetsudvalget.
Beslutning
Udvalget for Fællesskab udpegede Søren Vanting som medlem.
Sagsnr.: 00.22.04-A00-3-23
Beslutningstema
- Invitation til Idrætsmødet, 30. april 2025 i Aalborg. IDRÆTSMØDETS Konference 2025 | Sundhed og Kultur
Beslutning
Udvalget for Fællesskab godkendte deltagelse i arrangementet.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-13-23
Beslutningstema
- Orientering om honorarstøtte til musikforeningen MIDTi
- Orientering om ansøgning til Levende Bymidter
- Orientering fra repræsentantskabsmøde i Midtrafik
- Orientering om status på Kulturring Østjylland og EKR
- Orientering om ny hjemmeside med tal og viden på idræts- og fritidsområdet
Beslutning
Udvalget for Fællesskab tog orienteringerne til efterretning.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-19-23
Beslutning
Intet at bemærke
Sagsnr.: 00.00.00-A00-25-23
Beslutning
Godkendt