Referater - Arkiv 2022-2025
Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.
Udvalg: Udvalget for Fælleskab 2022-2025
Mødedato: 3. september 2024 16:00
Mødested: Tørring
Sagsnr.: 20.00.00-A00-3-24
Beslutningstema
Udvalget for Fællesskab orienteres om puljer og puljekriterier på kultur-, fritids-, og landdistriktsområder samt §18 midler inden for det frivillige sociale område og skal på baggrund af orienteringen beslutte, om der skal arbejdes videre med at sætte retning og rammer for puljer og puljekriterier på området.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Sagsfremstilling
Efter ønske fra Udvalget for Fællesskab har forvaltningen lavet en oversigt over puljer og puljekriterier for kultur-, fritids- og landdistriktsområdet samt §18-midler.
Det drejer sig overordnet om følgende puljer:
Landdistriktsrådet:
- Lille Landdistriktspulje
- Store Landdistriktspulje
- LUP-puljen
- Kulturpuljen (administreres sammen med Fritidsudvalget).
- Drifts- og vedligeholdelsespuljen
Fritidsudvalget
- Udviklingspuljen.
- Kulturpuljen (administreres sammen med Landdistriktsrådet)
Det frivillige sociale område
- §18-puljen
- Initiativpuljen
Hvilke kriterier, der gør sig gældende for de enkelte puljer og hvordan de administreres, fremgår af vedhæftede bilag.
På mødet vil forvaltningen kort gennemgå oversigten - kvalificere den -, og der vil være mulighed for, at udvalget kan drøfte udfordringer og potentialer for puljer og puljekriterier på området.
Forvaltningen anbefaler, at der i dialog med brugerudvalgene, bliver arbejdet videre med området med henblik på at sætte retning og rammer for puljekriterier og puljer for udvalgets område.
Landdistriktskoordinator Niels Top deltager i mødet.
Indstilling
at udvalget tager orienteringen til efterretning, og at udvalget godkender anbefalingen
Beslutning
Udvalget for Fællesskab tog orienteringen til efterretning og godkendte anbefalingerne til næste skridt.
Sagsnr.: 88.12.00-Ø54-1-24
Beslutningstema
Udvalget for Fællesskab skal godkende udbud af ladestandere.
Økonomi
Hedensted Kommune har modtaget forhåndstilsagn fra Vejdirektoratet om tilskud på 769.138 kr, som medfinansiering til kommunens betaling til ladestanderoperatører i forbindelse med kommunens udbud af offentligt tilgængelig ladestandere på kommunale arealer. Kommunerne kan via midlerne opnå medfinansiering fra staten på 50 procent af den kommunale betaling til operatøren.
Der skal være tegnet kontrakt med den private ladestanderoperatør senest den 1. januar 2025.
Vejdirektoratet udbetaler kommunens medfinansiering i perioden januar til april 2025, når kommunen senest 31. marts 2025 har fremsendt alle underskrevne kontrakter, og dokumentationen er godkendt af Vejdirektoratet.
Hedensted Kommune har samlet afsat et tilsvarende beløb i budget 2024 og 2025 på Kørselskontorets område.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
I forbindelse med Hedensted Kommunes overgang til el-biler, - på nuværende tidspunkt råder Hedensted Kommune over 107 Hyundai Kona Electric, - er der løbende blevet opstillet ladestandere, således at der er et ladepunkt til hver kommunale bil. En ladestander = 2 ladepunkter. Alle steder, hvor der er opstillet ladestandere til kommunale biler, er det også minimum et offentligt tilgængeligt ladepunkt.
På nuværende tidspunkt er der opstillet 76 ladere - 152 ladepunkter - på 16 forskellige adresser:
- Hedensted; 7 adresser
- Juelsminde; 4 adresser
- Tørring; 2 adresser
- Hornsyld; 1 adresse
- Rask Mølle; 1 adresse
- Uldum; 1 adresse
Sagsfremstilling
Ladestanderbekendtgørelsen: § 3.
Bestående bygninger med mere end 20 parkeringspladser, der ikke er beboelsesbygninger, skal have etableret mindst 1 ladestander i tilknytning til parkeringsanlægget senest den 1. januar 2025.
Ud over de 16 lokaliteter, hvor der allerede er opstillet ladestandere, har Hedensted Kommune yderligere 38 adresser, hvor der skal opstilles en ladestander i henhold til ladestanderbekendtgørelsen.
Fællesindkøb Midt gennemfører udbuddet for Hedensted Kommune. Efterfølgende kan Hedensted Kommune supplere antallet af ladestandere gennem et dynamisk indkøbssystem, som Fællesindkøb Midt etablerer.
Kontrakten indgås i 2024, og ladestanderne etableres hurtigst muligt. Kontraktlængden bliver 10 år, hvor tilbudsgiver vil have råderet over det kommunale areal, hvor ladestanderne etableres.
Ladestanderbekendtgørelsen definerer en ladestander som en grænseflade, der er i stand til at oplade mindst et elektrisk køretøj af gangen. Der er således ikke noget krav om, hvor mange kW ladestanderen skal kunne levere, eller om den skal være offentlig tilgængelig.
Ladepunkter:
- Normalt ladepunkt: Et ladepunkt, der gør det muligt at overføre elektricitet til et elektrisk køretøj med en effekt på højst 22 kW.
- Højeffekt ladepunkt: Et ladepunkt, der gør det muligt at overføre elektricitet til et elektrisk køretøj med en effekt på mere end 22 kW.
Hurtiglader: Et ladepunkt der typisk lader med 50 kW.
Lynlader: Et ladepunkt der lader med 150 kW eller mere.
- Offentligt tilgængeligt ladepunkt: Et ladepunkt, som giver ikkediskriminerende adgang for brugere.
I udbuddet skal der som udgangspunkt gives tilbud på Normalt ladepunkt, men der vil være mulighed for, som option, at give tilbud på Højeffekt ladepunkter.
Ud over de 38 adresser, hvor der skal opstilles ladestandere i henhold til ladestanderbekendtgørelsen, udbydes mulighed for at opstille ladestandere:
- Hedensted. Parkeringsplads bag Hedensted Rådhus, Mindevej/Stationsvej.
- Hedensted. Parkeringsplads ved Hedensted Bibliotek, Østerbrogade.
- Løsning. Parkeringsplads Jernganegade, syd for den gamle stationsbygning.
- Snaptun. Parkeringsplads Havnevej, pladserne ud mod lystbådehavne.
Det forventes, at tilbudsgiverne kan have kommerciel interesse i at opstille Højeffekt ladepunkter på nogle, eller alle, ovennævnte adresser.
Hedensted Kommune skal, jf. AFI-loven, udbyde offentligt tilgængelig ladeinfrastruktur på markedsvilkår. Da alle puljer indeholder lokaliteter med offentligt tilgængelige ladeinfrastruktur, udbydes de alle i overensstemmelse hermed.
Udgangspunktet er, at det private marked selv skal finansiere omkostningerne og udelukkende i de tilfælde, hvor dette ikke er muligt, kan der søges om offentlig medfinansiering.
For at reducere omkostninger til tilbudsafgivelse for både tilbudsgivere og ordregiver, gennemføres processen således, at tilbudsgiverne i én og samme proces kan tilbyde en positiv eller negativ koncessionsafgift pr. pulje.
En positiv koncessionsafgift er udtryk for det beløb, som tilbudsgiver er villig til at betale for at få adgang til at etablere, levere og drive ladestandere i og for Hedensted Kommune.
En negativ koncessionsafgift er udtryk for det beløb, som tilbudsgiver ser sig nødsaget til at opkræve for at kunne etablere, levere og drive ladestandere i og for Hedensted Kommune.
Alle omkostninger, der er knyttet til etablering, levering og drift af ladestanderne i aftaleperioden, påhviler de vindende tilbudsgivere, der indgås aftaler med.
Ladestanderne udbydes i 2 pakker, geografisk fordelt i hele kommunen. Pakkerne er sammensat således, at der indgår adresser, hvor der forventes en negativ koncessionsafgift såvel som positiv koncessionsafgift.
Såfremt koncessionsafgiften bliver negativ forstået på den måde, at det er kommunen, der skal betale for, at en operatør etablerer og driver ladestandere på en lokalitet, vil kontraktindgåelse på den enkelte pulje afhænge af Kommunalbestyrelsens tilsagn.
Kontrakterne for hver pulje vil blive tildelt den tilbudsgiver, der tilbyder det økonomisk mest fordelagtige tilbud, på grundlag af tildelingskriteriet bedste forhold mellem pris og kvalitet.
Vurderingen vil ske ud fra følgende kriterier:
- 70 % Totaløkonomi: Samlet tilbudt koncessionsafgift for puljen.
- 10 % Options-ladepunkter: Yderligere tilbudte ladepunkter (optioner), ud over minimumskravene for puljen.
- 10 % Antal hurtigladere: Antal tilbudte hurtigladere (minimumskravet er normalladere).
- 10% Driftstidspunkt: Garanteret driftstidspunkt for alle ladepunkter i puljen, ud over minimumskravet på 12 måneder efter kontraktindgåelse (forventet kontraktindgåelse primo juni 2023).
Hvis der opstilles Højteffekt ladepunkter, vil tilbudsgiver have mulighed for at opsætte P-skilte, der forbeholder den pågældende P-plads til elbiler under opladning.
Senest 6 måneder efter standerne er idriftsat og løbende herefter, skal operatøren levere stamdata og statistiske oplysninger om ladehistorik på de opstillede ladepunkter. Data skal registreres i den fællesoffentlige løsning (GeoFA), og skal leveres i det format, der understøttes i datamodellen for løsningen.
Koncessionstageren skal selv søge finansiering af ydelserne dækket via den indtjening, der kan opnås på salg af strøm på ladestanderne.
Kommunen finansierer eller medfinansierer som alt overvejende udgangspunkt hverken ladestanderne eller etableringen heraf, men udbyder alene retten til at etablere og drifte ladestandere på de omfattede lokationer i aftaleperioden.
Omkostninger til den strøm, som kommunen selv anvender til kommunens egne biler, må udelukkende blive afregnet til den faktiske kostpris på strømforbruget inklusive afgifter.
Lars Oksbjerre deltager i behandlingen af punktet.
Lovgrundlag
- Bekendtgørelse om forberedelse til og etablering af ladestandere i forbindelse med bygninger (ladestanderbekendtgørelsen); BEK nr 181 af 5. marts 2020
- Lov om infrastruktur for alternative drivmidler til transport (AFI-loven); LOV nr 412 af 4. april 2022
Indstilling
at Udvalget for Fællesskab godkender, at Fællesindkøb Midt udbyder etablering af ladestandere i Hedensted Kommune, som beskrevet.
Beslutning
Udvalget for Fællesskab godkender sagen som indstillet.
Sagsnr.: 20.03.01-A00-1-22
Beslutningstema
Musikforeningen MIDTi ansøger Udvalget for Fællesskab om honorarstøtte til tikoncerter i Hedensted Kommune i 2025.
Økonomi
Musikforeningen MIDTi ansøger Udvalget for Fællesskab om honorarstøtte på 37.500 kr. til ti koncerter. Et eventuelt tilsagn om honorarstøtte vil blive finansieret inden for udvalgets egen ramme på kulturområdet.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Musikforeningen MIDTi blev stiftet i juli 2020, og ansøgte i årene 2020- 2023 Kulturpuljen om honorarstøtte til foreningens aktiviteter. Den første ansøgning til Kulturpuljen blev behandlet på mødet i Fritidsudvalget den 1. december 2020, hvor musikforeningen fik tilsagn om 32.550 kr i kommunal honorarstøtte. Foreningens anden ansøgning blev behandlet på mødet i Fritidsudvalget den 31. november 2021, hvor Musikforeningen MidtI fik tilsagn om 18.410 kr i kommunal honorarstøtte. På baggrund af Musikforeningens anden ansøgning blev kriterierne for den nye Kulturpulje revideret, og det blev besluttet, at den samme forening kun kan ansøge Kulturpuljen om støtte til samme arrangement to gange. Derfor blev Musikforenings ansøgning om honorarstøtte på 34.500 kr i 2023 behandlet i Udvalget for Fælleskab på udvalgsmødet den 8. november 2022. Her fik musikforening tildelt de ansøgte midler. Udvalget for Fællesskab behandlede den 7. november 2023 ansøgning om honorarstøtte til 2024 på 35.700 kr, hvor ansøgningen blev imødekommet.
Sagsfremstilling
Musikforeningen MIDTi´s primære aktivitet er centreret omkring planlægning og afholdelse af ti årlige koncerter med professionelle og kendte, samt up-coming musikere og bands indenfor genren rytmisk musik i bred forstand(blandet andet country, blues, pop, folk og rock).
Musikforening MIDTi ønsker at fortsætte sine aktiviteter i Hedensted Kommune og har fortsat brug for den kommunale og statslige honorarstøtte, for at kunne forsætte sine aktiviteter i Hedensted Kommune i 2025.
Foreningens formål er at bidrage til kulturel udvikling i Hedensted Kommune gennem koncerter, der opfylder lokale musikbehov og øger interessen for livemusik. Der kan ved koncerter deltage op mod 100 siddende publikummer. I 2024 fik foreningen et mindre tilskud fra Hedensted Kommune til indkøb af scenemoduler. Disse stilles op af frivillige fra koncert til koncert. Foreningens primære indtjening kommer fra salg af koncertbilletter. Salget af billetter er steget i 2024. Derudover har foreningen en forventet indtjening fra den honorarstøtte, foreningen søger hos Statens Kunstfond og fra Hedensted Kommune.
Musikforeningen er i årene fra 2020-2024 blevet støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik med honorarstøtte til rytmisk musik. Med honorarstøtte følger blandt andet krav om:
- afholdelse af minimum ti koncerter på et år
- et minimum for musikernes honorar
- at foreningen tager entré ved koncerterne, som skal være offentligt tilgængelige
- at der foreligger kommunal medfinansiering
Statens Kunstfonds mål med honorarstøtte er blandt andet, at sikre adgangen til livemusik af høj kunstnerisk kvalitet i hele danmark året rundt. For at få statslig støtte fra Projektstøtteudvalg for Musik skal et rytmisk spillested/musikforening som minimum modtage tilsvarende kommunal støtte, som det ansøgte ved staten. Beløbet svarer til 30 klip af 1250 kr, i alt 37.500 kr. Beløbet skal øremærkes honorarstøtte. Er det ikke muligt for foreningen at opnå tilsagn om kommunal støtte på minimumsbeløbet, frafalder den statsliges støtte fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.
Musikforeningen MidtI får svar på ansøgning til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik i slutningen af november 2024.
Vedhæftet er Musikforeningen MidtI´s ansøgning til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik. Heraf fremgår blandt andet en foreløbig evalueringen af musikforeningens koncerter i 2024, koncertprogram for 2025 samt et budget for 2025. Ansøgningens budget lyder på en indtægt på 275.000 kr og udgift på 268.500 kr.
Kommunikation
Beslutningen meddeles Musikforening MidtI.
Indstilling
at Udvalget for Fællesskab tager stilling til, om ansøgning om honorarstøtte på 37.500 kr. skal imødekommes. at eventuelt tilsagn om kommunal honorarstøtte frafalder i tilfælde af, at foreningen ikke opnår tilsagn om honorarstøtte fra at eventuelt tilsagn om honorarstøtte vil blive finansieret inden for Udvalgets for Fællesskabs ramme til kulturområdet.
Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.
Beslutning
Udvalget for Fællesskab besluttede: at godkende ansøgning om honorarstøtte på 37.500 kr. at eventuelt tilsagn om kommunal honorarstøtte frafalder i tilfælde af, at foreningen ikke opnår tilsagn om honorarstøtte fra at eventuelt tilsagn om honorarstøtte vil blive finansieret inden for Udvalgets for Fællesskabs ramme til kulturområdet. |
Sagsnr.: 19.03.00-A00-1-22
Beslutningstema
Udvalget for Fællesskab skal tage stilling til årsrapporten 2023 for Glud Museum.
Økonomi
Glud Museum er ejet og drevet af museumsforeningen Glud Museum.
Museets Hovedtilskudsyder er Hedensted Kommune. Herfra modtog museet i 2023 et ordinært tilskud på 3.646.268 kr og et tilskud til flexjob med videre på 332.385 kr.
Fra Slots- og Kulturstyrelsen modtog museet et ordinært statstilskud på 1.672.623 kr. Staten gav også et tilskud til flexjob på 830.865 kr.
Museets egenindtægter og ikke-offentlige tilskud udgjorde 287.796 kr. i entréindtægter. Museets café gav et overskud på 73.462 kr og museets øvrige indtægter udgjorde 131.792 kr.
Årsregnskabet for 2023 viser en omsætning på 6.975.191 kr. Dog skal det nævnes, at museets projekter ikke er indregnet i omsætningen.
Årsregnskabet for 2023 viser et overskud på 3.780 kr. Der er hensat 600.000 kr til museumsudvikling.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Sagsfremstilling
2023 blev et år der stod i det velkendtes og forandringens navn for Glud Museum.
- Den 1. april åbnede museet med en helt ny særudstilling, Pilfingermuseet, i den gamle Præsteenkebolig. Her kan børn og voksne mærke historien på egen krop. I Pilfingermuseet er det nemlig tilladt for gæsterne at interagere med genstandene. Man kan lægge sig under de gamle, tunge olmerdyner, lave mad ved komfuret eller efterlade museet en sød besked på skrivemaskinen.
- Dyrenes dag den 14. maj var velsignet med godt vejr og masser af gæster.
- Den 8. juli åbnede Sommer i landsbyen, der kulminerede med den HØST-fest den 5.-6. august
- Den 17. september satte museet besøgsrekord på Planternes dag.
- Det sene efterår bød på uhygge med Sagn i mørket den 26. oktober
- Julehygge med Jul i landsbyen den 3. december bød på en masse glade hedenstedske skoleklassebesøg, og som noget nyt arrangerede museet fysisk årsskriftsudlevering den 19. december, hvor der var foredrag, musik og lidt til ganen og maven.
- Vandre- og cykelture rundt omkring i det gamle Bjerge Herred, som del af projekt Kysthistorier støttet af Nordea-fonden, Friluftsrådet og Det fælles landdistriktsråd Hedensted Kommune
- Den 1. oktober blev sommerhuset Hobby flyttet til sin endelige plads, med henblik på at blive åbnet for gæster i sommeren 2024
- Udvikling og afholdelse af projektet 'Din fortælling - vores historie, sammen om historien'. Her samarbejdede kommunens tre museer til stor tilfredshed om indsamling af museumsgenstande og formidling af disse på tværs af kommunen. Med fokus på fælles identitet, fælles historier og fælles stolthed.
Museets samlede besøgstal for 2023 var 10.203 - og dermed en lille stigning fra 2022 (9.685).
Kommunikation
Glud Museum og Slots- og Kulturstyrelsen orienteres om udvalgets behandling.
Lovgrundlag
Bekendtgørelse af museumsloven LBK nr. 358 af 8. april 2014, kap. 11 §34
Indstilling
at årsrapporten for 2023 godkendes
Beslutning
Udvalget for Fællesskab godkendte årsrapporten.
Sagsnr.: 00.00.00-A00-20-24
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal drøfte og tage stilling til mødekalenderen for de politiske møder i 2025.
Økonomi
Udgifter til afvikling af møder indgår i budgettet.
Historik
Udkastet til mødeplan har forud for den politiske behandling været præsenteret for Direktionen 15. august 2024.
Sagsfremstilling
Udkastet til mødeplan 2025 er vedhæftet som bilag og er udarbejdet efter de samme principper og opmærksomhedsområder som den eksisterende mødeplan for 2024.
- Ferieugerne er som udgangspunkt friholdt for møder.
- Kommunernes Landsforenings topmøder er indsat i mødekalenderen.
- Der afholdes mandagsmøder i begyndelsen af måneden for Udvalget for Vækst & Klima, Læring og Social Omsorg.
- Der afholdes tirsdagsmøder i begyndelsen af måneden for udvalget for Fællesskab samt Beskæftigelse.
- Der afhodes mandagsmøder for Økonomiudvalget medio hver måned.
- Kommunalbestyrelsesmøder samt temamøder afholdes som udgangspunkt den sidste onsdag i måneden.
- 1. og 2. behandling af budgettet er indsat i kalenderen.
Derudover er Kommunalvalget 18. november indsat sammen med dato for det konstituerende møde for den nye Kommunalbestyrelse som planlægges afholdt onsdag den 10. december 2025.
Det betyder at møderne for 2025 afvikles på følgende datoer;
Udvalgene for Vækst & Klima, Læring og Social Omsorg holder mandagsmøder på dagene;
- 13. januar
- 3. februar
- 3. marts
- 31. marts (april mødet)
- 5. maj
- 2. jun
- 11. august
- 1. september
- 6. oktober
- 3. november
- 1. december
Udvalgene for Beskæftigelse og Fællesskab holder tirsdagsmøder på dagene;
- 14. januar
- 4. februar
- 4. marts
- 1. april
- 6. maj
- 3. juni
- 12. august
- 2. september
- 7. oktober
- 4. november
- 2. december
Udvalget for Teknik & Miljø holder onsdagsmøder på dagene;
- 15. januar
- 5. februar
- 5. marts
- 2. april
- 7. maj
- 4. juni
- 13. august
- 3. september
- 1. oktober
- 5. november
- 3. december
Økonomiudvalget holder mandagsmøder på dagene;
- 20. januar
- 17. februar
- 17. marts
- 7. april
- 19. maj
- 16. juni
- 18. august
- 8. september (ekstra budgetmøde)
- 15. september
- 20. oktober
- 10. november
- 8. december
Kommunalbestyrelsen holder onsdagsmøder på dagene;
- 29. januar
- 26. februar
- 26. marts
- 30. april
- 28. maj
- 25. juni
- 27. august
- 24 september
- 29. oktober
- 26. november
- 17. december
1. behandling af budgettet onsdag den 17. september
2. behandling af budgettet onsdag den 8. oktober
Kommunikation
Mødeplanen behandles politisk i de stående udvalg, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen i september måned. Efterfølgende vil møderne blive lagt i Kommunalbestyrelsens og Direktionens kalender.
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse § 8 og 20.
Indstilling
at mødeplanen for 2025 godkendes.
Beslutning
Udvalget for Fællesskab godkendte mødekalenderen.
Sagsnr.: 00.22.04-A00-3-23
Beslutning
Intet at bemærke
Sagsnr.: 00.01.00-P35-13-23
Beslutningstema
Status på Korninghus
Orientering om livreddertårn i Juelsminde
Status på Hedensted Rideklub
Beslutning
Udvalget for Fællesskab tog orienteringerne til efterretning.
Sagsnr.: 00.01.00-P35-19-23
Beslutning
Intet at bemærke
Sagsnr.: 00.00.00-A00-25-23
Beslutning
Godkendt
Sagsnr.: 18.00.00-A00-10-24
Sagsnr.: 01.00.05-P20-1-22