Referater - Arkiv 2022-2025
Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.
Udvalg: Udvalget for Fællesskab 2022-2025
Mødedato: 2. september 2025 16:00
Mødested: Hornsyld Idrætscenter
Sagsnr.: 00.22.04-A00-12-24
Sagsfremstilling
Mødets deltagere og fraværende noteres her.
Beslutning
Kasper Glyngø var fraværende.
Fraværende:
Sagsnr.: 00.01.00-A00-9-25
Beslutningstema
Rundvisning på Hornsyld Folkebibliotek og i Hornsyld Svømmehal.
Sagsfremstilling
Udvalget for Fællesskabs møde starter med en rundvisning på Hornsyld Folkebibliotek, hvor Biblioteksleder Heidi Kudahl Sørensen vil fortælle om de tiltag, der er foretaget på biblioteket. Efterfølgende vil Hornsyld Idrætscenters Centerchef, Lars Gyberg tage udvalget med på en rundvisning i svømmehallen, der åbnede efter renovering den 11. august 2025.
Indstilling
at rundvisningen tages til orientering.
Beslutning
Udvalget for Fællesskab tog rundvisningerne til efterretning.
Fraværende:
Sagsnr.: 20.00.00-P22-1-22
Beslutningstema
Udvalget for Læring, Udvalget for Social Omsorg og Udvalget for Fællesskab orienteres om status på arbejdet med Kulturstrategiens mål 3: Kultur som læring og trivsel, samt om den videre proces for arbejdet.
Økonomi
En del af de inkluderede aktiviteter kun kan fortsætte i 2026, hvis der tilvejebringes midlertidig finansiering.
Sagen skal genoptages med henblik på afklaring af finansiering.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Kommunalbestyrelsen vedtog i juni 2024 en ny kulturstrategi.
Hedensted Kommunes Kulturstrategi
Som en del af denne strategi skal den kommunale organisation arbejde med kulturelle tiltag og aktiviteter som en alternativ metode til at løse relevante opgaver på velfærdsområderne under overskriften ”Mål 3: Kultur som en vej til læring og trivsel”.
Til dette formål er der nedsat et Kulturforum bestående af personale fra Læring, Social omsorg og Vækst, Teknik & Fællesskab.
Leder af Sundhed, Frivillighed & Forebyggelse, leder af Kulturskolen, leder af Biblioteket, leder af Kultur & Fritid, skolechef, dagtilbudschef, direktør for henholdsvis Social Omsorg og Vækst Teknik & Fællesskab.
Vækst, Teknik & Fællesskab agerer som gruppeejer og sekretariatsbetjener med en kulturkonsulent.
Kulturforum har efterfølgende kortlagt eksisterende kulturtilbud og planlagte aktiviteter. Dette har ført til en bruttoliste af kulturelle tiltag, som er kendetegnet ved følgende:
- Findes i dag i en eller anden form i den kommunale organisation
- Lever op til formålet om at fremme læring og trivsel
- At det er muligt at afklare hvilke organisatoriske eller økonomiske behov, der på kort og længere sigt vil opstå, hvis de identificerede kulturelle aktiviteter skal blive en del af målopfyldelsen i forhold til kulturstrategiens mål 3.
Kulturforum har herefter arbejdet med at kvalificerer en del af tiltagene yderligere.
Det bemærkes, at der under mål 3 ikke arbejdes med aktiviteter drevet at frivillige eller kommercielle interesser.
Sagsfremstilling
Kulturforum foreslår at samle et udvalg af de identificerede kulturelle aktiviteter i konceptet: Kulturrejsen.
Formålet er at skabe et fælles, tydeligt og let afkodeligt overblik over et udvalg af de kulturaktiviteter, som er tilgængelig i den kommunale opgaveløsning.
Dette overblik kan kommunikeres til borgerne som en del af fortællingen om Hedensted kommunes arbejde med kultur og velfærd.
Et sidekoncept er, at andre kulturaktiviteter - for eksempel frivilligt drevne - visuelt kan placeres ind sammen med de kommunalt drevne og på den måde vise den flydende sammenhæng, en borger kan opleve.
Samtidig synliggør Kulturrejsen som koncept en række konkrete muligheder for såvel vuggestuepædagogen og fællesskabskoordinatoren som for skolebestyrelse og brugerråd og fremmer således sammenhæng og fælles opgaveløsning på tværs af den kommunale organisation.
For at komme fra bruttolisten til Kulturrejsen, har kulturforum indsnævret bruttolisten af aktiviteter ud fra følgende kriterier:
- Høj kulturfaglig kvalitet.
- Understøtter områdernes formålsparagraffer samt eksisterende strategier eller politikker.
- Har høj relevans for læring og trivsel blandt de borgere, som den kommunale organisation er mest i berøring med.
- Er gennemførlige med de kompetencer, som er tilstede i den kommunale organisation.
- Når eller kan nå et stort antal borgere i de relevante målgrupper.
Proces herfra
Kulturforum arbejder nu på, gennem mindre forsøg og afprøvninger, at skabe et godt grundlag for en politisk prioritering af aktiviteterne i kulturrejsen i løbet af 2026, ligesom der er ønske om at skabe mulighed for yderligere afprøvning inden for eksempelvis teater og rolle-leg og aktiviteter med et mere direkte sigte på social omsorgs særlige borgergrupper.
For visse af aktiviteterne vil det være nødvendigt at anvise ny finansiering efter 2025, mens en del kan gennemføres inden for de nuværende rammer og således allerede nu understøtter formålet om kultur som en vej til læring og trivsel.
Biblioteksleder Heidi Kudahl fremlægger sagen for udvalget.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Udvalget for Fællesskab tog orienteringen til efterretning.
Fraværende:
Sagsnr.: 01.00.05-P20-1-23
Beslutningstema
Udvalget for Vækst & Klima, Udvalget for Fællesskab og Udvalget for Teknik & Miljø skal orienteres om status på de fire indsatser, der indgår i Program for landsbyudvikling.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Historik
Den 24. maj 2023, under punkt 72, godkendte Kommunalbestyrelsen Kommissorie for Program for landsbyudvikling.
Den 21. juni 2023, under punkt 87, behandlede Kommunalbestyrelsen bemærkninger og godkendte Planstrategi 2023 endeligt. I planstrategien peger Kommunalbestyrelsen på landsbyudvikling som et af fire vigtige temaer, der skal arbejdes med i igangværende kommunalbestyrelsesperiode.
Sagsfremstilling
Udvalget for Vækst & Klima, Udvalget for Fællesskab og Udvalget for Teknik & Miljø har i igangværende kommunalbestyrelsesperiode arbejdet med landsbyudvikling som et program, der samler og koordinerer forskellige indsatser for landsbyudvikling.
Indsatserne i programmet har haft samme overordnede mål, nemlig at skabe vækst og bosætning i balance samt sikre liv og aktive, forpligtende fællesskaber i kommunens landsbyer. Bilag 1 er kommissoriet, som Kommunalbestyrelsen godkendte i maj 2023.
Formålet med at samle indsatserne i et program har været:
- at have et strategisk og langsigtet fokus på landsbyudvikling
- at opnå et overblik over igangværende og fremtidige indsatser
- at kunne koordinere indsatserne, sikre fælles retning og en ensartet tilgang
- at skabe synergi mellem indsatserne
- at sikre at fokus er rettet mod de indsatser, der skal til, for at nå i mål med den ønskede landsbyudvikling
For at sikre sammenhæng mellem indsatserne har Kommunalbestyrelsen brugt følgende tilgang til landsbyudvikling:
- Lokale kvaliteter: Kommunalbestyrelsen har blik for, at hvert lokalsamfund og hver landsby kan noget forskelligt - og skal udvikle sig forskelligt. Med afsæt i lokale kvaliteter og styrker.
- Bynetværk: Kommunalbestyrelsen betragter alle landsbyer som del af et bynetværk, hvor landsbyernes forskellige kvaliteter supplerer hinanden og bidrager til at løfte udviklingen i et større geografisk område.
- Handlekraftige lokalsamfund: Kommunalbestyrelsen understøtter udvikling af handlekraftige lokalsamfund, der selv vil og kan tage ansvar for den lokale udvikling. Kommunalbestyrelsen har i den sammenhæng fokus på partnerskaber, hvor der er klarhed omkring, hvordan hver part bidrager til den fælles opgave omkring landsbyudvikling.
- Varige, koordinerede og forankrede indsatser: God landsbyudvikling tager tid. Kommunalbestyrelsen har derfor det lange lys på og går efter at finde de rigtige og bæredygtige løsninger, baseret på kvalitet og fællesskab.
Programmet har bygget videre på tidligere indsatser, heriblandt strategisk planlægning for landsbyer (Kommuneplan 2021), lokale udviklingsplaner (LUP'er), lokalsamfundsprofiler med videre.
Programmet har samlet set bidraget til at realisere Kommunalbestyrelsens vision, strategier og politikker, særligt Kommunalbestyrelsens Strategi 2022-2025 og Bosætningsstrategien.
Status på programmets indsatser
Program for landsbyudvikling har fire indsatser, som Udvalget for Vækst & Klima, Udvalget for Fællesskab eller Udvalget for Teknik & Miljø på forskellig vis har arbejdet med i igangværende kommunalbestyrelsesperiode. Efter behov er indsatserne blevet koordineret mellem udvalgene på fælles udvalgsmøder eller som temamøder for den samlede Kommunalbestyrelse. Følgende er en status på hver indsats.
Indsats 1 - Kommuneplanlægning:
- Forslag til Kommuneplan 2025-2037, som Kommunalbestyrelsen godkendte og sendte i offentlig høring den 25. juni 2025 under punkt 111, indeholder en ny hovedstruktur med fokus på den strategiske planlægning- og udvikling af kommunens lokalområder, herunder kommunens landsbyer. Kommuneplan 2025-2037 forventes endeligt vedtaget ultimo 2025.
- Kommuneplantillæg nr. 10, som Kommunalbestyrelsen vedtog den 28. februar 2024 under punkt 26, har udlagt arealer til nye boligområder i de landsbyer i byzone, hvor det har været muligt. Kommuneplantillæggets formål er at sikre muligheder for vækst og udvikling i kommunens landsbyer i byzone.
- Kommuneplantillæg for landsbyer ændrer kommuneplanrammer i de landsbyer i landzone, hvor det er muligt. Kommuneplantillæggets formål er at sikre muligheder for landsbyudvikling i alle kommunens landsbyer i landzone. Derudover ændrer kommuneplantillægget kommuneplanens retningslinjer for landzoneadministration med det formål at sikre en mere smidig landzonesagsbehandling. Det forventes at forslag til kommuneplantillægget kan behandles politisk i efteråret 2025, hvorefter en offentlig høring af forslaget følger forud for endelig vedtagelse.
Indsats 2 - Landzoneadministration:
- På et fælles udvalgsmøde den 24. september 2025 skal Udvalget for Teknik & Miljø og Udvalget for Vækst & Klima behandle en sag om delegation af beslutningskompetence i forbindelse med landzonesagsbehandling. Formålet er smidigere sagsbehandling, der tager afsæt i den retning for landzoneadministration, som Kommunalbestyrelsen sætter i kommuneplanen gennem kommuneplantillægfor landsbyer og Kommuneplan 2025-2037.
- Forvaltningen arbejder sideløbende med en eksempelsamling, der skal anvendes i dialogen med ansøgere, om hvordan et konkret projekt bedst muligt kan tilpasses, så den er i overensstemmelse kommuneplanen. Udkast til eksempelsamlingen præsenteres på det fælles udvalgsmøde den 24. september 2025.
Indsats 3 - Politik- og strategiudvikling:
- Der har været et særligt fokus på kulturstrategi, der sætter retning for udviklingen af kulturlivet i Hedensted Kommune.
- Landdistriktsrådet og Fritidsudvalget har sammen forsøgt at sætte fokus på udviklingen af foreningslivet både med en fælles kulturpulje og projekt Foreningsforum, hvor der blev sat fokus på udvikling kommunens foreningsliv. Nu står Landdistriktsrådet og Fritidsudvalget overfor at skulle at lægges sammen i et udvalg.
Indsats 4 - Opbygning af handlekraftige lokalsamfund:
- På tværs af kultur, fritid og landdistriktsområdet har der været indkaldt til møder med fokus på vidensdeling, netværks-/temamøder og undervisningsforløb.
- Flere folkeoplysende foreninger og lokalråd har søgt midler fra Det Fælles Landdistriktsråd eller Fritidsudvalget til udviklingsprojekter lokalt, og begge udvalg har afsat midler til projekter til gavn for foreningslivet.
- Rådgivning og sparring om foreningsudvikling som for eksempel nye organiseringsformer, fastholdelse og rekruttering af medlemmer, trænere og bestyrelsesmedlemmer og nye aktiviteter.
- Lokalråd har i perioden fået mulighed for at søge om tilskud til at dække udgifter til drift af hjemmeside, hvor lokalområdernes kvaliteter og muligheder kan synliggøres
- Forvaltningen har afholdt puljecafé med fokus på tilskud på kommunale puljer og fundraising.
Kommunikation
Involvering af- og kommunikation til borgere, lokalråd, Det Fælles Landdistriktsråd og andre interessenter er sket i forbindelse med arbejdet med de forskellige indsatser når- og i det omfang, det har givet mening for den enkelte indsats.
Indstilling
at Udvalget for Vækst & Klima, Udvalget for Fællesskab og Udvalget for Teknik & Miljø tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Udvalget for Fællesskab tager orienteringen til efterretning.
Fraværende:
Sagsnr.: 20.03.01-A00-1-22
Beslutningstema
Musikforeningen MIDTi ansøger Udvalget for Fællesskab om honorarstøtte til ti koncerter i Hedensted Kommune i 2026.
Økonomi
Musikforeningen MIDTi ansøger Udvalget for Fællesskab om honorarstøtte på 47.250 kr til ti koncerter. Et eventuelt tilsagn om honorarstøtte vil blive finansieret inden for udvalgets egen ramme på kulturområdet.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Historik
Musikforeningen MIDTi blev stiftet i juli 2020, og ansøgte i årene 2020- 2023 Kulturpuljen om honorarstøtte til foreningens aktiviteter.
Den første ansøgning til Kulturpuljen blev behandlet på mødet i Fritidsudvalget den 1. december 2020, hvor musikforeningen fik tilsagn om 32.550 kr i kommunal honorarstøtte.
Foreningens anden ansøgning blev behandlet på mødet i Fritidsudvalget den 31. november 2021, hvor Musikforeningen MIDTi fik tilsagn om 18.410 kr i kommunal honorarstøtte.
På baggrund af Musikforeningens anden ansøgning blev kriterierne for den nye Kulturpulje revideret, og det blev besluttet, at den samme forening kun kan ansøge Kulturpuljen om støtte til samme arrangement to gange. Derfor blev Musikforenings ansøgning om honorarstøtte på 34.500 kr i 2023 behandlet i Udvalget for Fælleskab på udvalgsmødet den 8. november 2022. Her fik musikforening tildelt de ansøgte midler.
Udvalget for Fællesskab behandlede den 7. november 2023 ansøgning om honorarstøtte til 2024 på 35.700 kr, hvor ansøgningen blev imødekommet.
Udvalget for Fællesskab behandledes ligeledes en ansøgning om honorarstøtte til 2025 på 37.500 kr den 3. september 2024. Ansøgningen blev bevilget.
Sagsfremstilling
Musikforeningen MIDTi´s primære aktivitet er centreret omkring planlægning og afholdelse af ti årlige koncerter med professionelle og kendte, samt up-coming musikere og bands indenfor genren rytmisk musik i bred forstand(blandet andet country, blues, pop, folk og rock). De afholder små, intime koncerter med kendte og mindre kendte kunstnere, hvor publikum kommer helt tæt på.
Musikforening MIDTi ønsker at fortsætte sine aktiviteter i Hedensted Kommune og har fortsat brug for den kommunale og statslige honorarstøtte, for at kunne forsætte sine aktiviteter i Hedensted Kommune i 2026.
Foreningens formål er at bidrage til kulturel udvikling i Hedensted Kommune gennem koncerter, der opfylder lokale musikbehov og øger interessen for livemusik. I 2025 har foreningen stadfæstet samarbejdet med Hedensted Sognegård med plads til ca. 100 siddende gæster.
Foreningens primære indtjening kommer fra salg af koncertbilletter. Der opleves fortsat en positiv udvikling både i antal medlemmer og i publikummer. Medlemstallet voksede med godt 26% i sidste regnskabsår 2024-25, fra 114 medlemmer til 144 medlemmer. Billetsalget nåede op på 833 solgte billetter til de 10 koncerter, hvilket er en stigning på godt 11% i forhold til året før.
Musikforeningen er i årene fra 2020-2025 blevet støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik med honorarstøtte til rytmisk musik. Med honorarstøtte følger blandt andet krav om:
- afholdelse af minimum ti koncerter fordelt på mindst 6 måneder.
- at bookers provision ikke medtælles i musikerhonorar
- at foreningen tager entré ved koncerterne, som skal være offentligt tilgængelige
- at der foreligger kommunal medfinansiering på 50% (svarende til minimum 30 klip á 1.575 kr, i alt 47.250)
Slots- og kulturstyrelsen har i 2025 udstedt nye kriterier fra og nye tariffer for musikere. Det er de nye kriterier og tariffer der ses ovenover.
Statens Kunstfonds mål med honorarstøtte er blandt andet, at sikre adgangen til livemusik af høj kunstnerisk kvalitet i hele Danmark året rundt. For at få statslig støtte fra Projektstøtteudvalg for Musik skal et rytmisk spillested/musikforening som minimum modtage tilsvarende kommunal støtte, som det ansøgte ved staten. Er det ikke muligt for foreningen at opnå tilsagn om kommunal støtte på minimumsbeløbet, frafalder den statsliges støtte fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.
Musikforeningen MIDTi forventes at få svar på ansøgning til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik i slutningen af november 2025.
Vedhæftet er Musikforeningen MIDTi´s ansøgning til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik. Heraf fremgår blandt andet en foreløbig evalueringen af musikforeningens koncerter i 2025, koncertprogram for 2026 samt et budget for 2026. Ansøgningens budget lyder på en indtægt på 284.500 kr og udgift på 282.100 kr.
Kommunikation
Beslutningen meddeles Musikforening MIDTi.
Indstilling
at Udvalget for Fællesskab tager stilling til, om ansøgning om honorarstøtte på 47.250 kr skal imødekommes.
at et eventuelt tilsagn om kommunal honorarstøtte frafalder i tilfælde af, at foreningen ikke opnår tilsagn om honorarstøtte fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.
at et eventuelt tilsagn om honorarstøtte vil blive finansieret inden for Udvalget for Fællesskabs ramme til kulturområdet.
Beslutning
Udvalget for Fællesskab besluttede:
at godkende ansøgning om honorarstøtte på 47.250 kr.
at eventuelt tilsagn om kommunal honorarstøtte frafalder i tilfælde af, at foreningen ikke opnår tilsagn om honorarstøtte fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.
at eventuelt tilsagn om honorarstøtte vil blive finansieret inden for Udvalgets for Fællesskabs ramme til kulturområdet.
Fraværende:
Sagsnr.: 00.01.00-A26-3-25
Beslutningstema
Det enkelte udvalg skal tage stilling til delegationsplan indenfor deres eget område.
Kommunalbestyrelsen skal efterfølgende tage stilling til den samlede delegationsplan.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Historik
Hedensted Kommune har ikke tidligere haft en samlet nedskrevet delegationsplan.
Sagsfremstilling
På baggrund af drøftelse i gruppeformandskredsen er der nu udfærdiget en samlet delegationsplan for hele organisationen. En delegationsplan i en kommune beskriver, hvordan kommunalbestyrelsen har fordelt beslutningskompetencen mellem sig selv, udvalg og administrationen. Planen klargør, hvilke opgaver der behandles politisk, og hvilke der håndteres administrativt. Den udarbejdede delegationsplan er vedhæftet som bilag.
Formålet med delegationsplanen er at skabe smidige og effektive processer i samarbejdet mellem borgere, virksomheder, administration og det politiske niveau som beskrevet i Kommunalbestyrelsens overordnede strategi for perioden 2022-2025. Den er medvirkende til at sikre hurtig handlekraft og skabe et overordnet overblik over delegationer, beslutningskompetence, administrationsgrundlag m.v. Kommunalbestyrelsen fastsætter de strategiske og mere overordnede rammer og behandler ikke sager på enkeltsagsniveau.
Delegationsplanen er kommet i stand via en arbejdsgruppe bredt i organisationen efter fastsættelse af rammer fra direktionen. Der er ved arbejdet set på, hvordan andre kommuner har udfærdiget delegationsplaner og afstemt dette til en lokal kontekst.
Der er henset til, at delegationsplanen skal være så enkel og forståelig som mulig og give et overblik over delegationer, beslutningskompetencer m.v., men samtidig være så detaljeret, at den er reelt anvendelig.
Delegationsplanen er efter fælles bestemmelser delt op i opgaver indenfor de enkelte politiske udvalg. Det er det enkelte Udvalg – dettes administration – der har ansvaret for opdatering af planen. Der opdateres løbende efter behov (ved ændringer af den politiske struktur, ved diverse lovreformer eller andet, der medfører ændringer heri) dog altid i januar måned. Den samlede delegationsplan opdateres og godkendes politisk hver 4. år i forbindelse med ny valgperiode.
Delegationsplanen er forsøgt ensartet bredt, men der er en vis naturlig forskellighed , da opgaverne i kerneområderne er forskellige, og der for eksempel på Vækst, Teknik og Fællesskabs område er 3 udvalg.
Delegationsplanen er ikke en oversigt over alle opgaver i kommunen. Administrationen har naturligt beslutningskompetencen på mange områder / opgaver. Opgaver med ”B” i administrationen er kun taget med, hvor der kan være tvivl om – og i give fald på hvilket niveau – sagen skal behandles politisk.
Direktionen har sagt god for den samlede delegationsplan.
Delegationsplanen er lavet i tabelform, da det giver det bedste overblik. Af hensyn til webtilgængelighed er der udfærdiget alternativ.
Kommunikation
Delegationsplanen skal efter politisk godkendelse lægges på Hedensted Kommunes hjemmeside.
Lovgrundlag
Der er ikke noget lovkrav om at udfærdige delegationsplaner.
Indstilling
- at de enkelte udvalg drøfter og godkender delegationsplan indenfor deres eget område
- at den samlede delegationsplan behandles og godkendes af kommunalbestyrelsen
Beslutning
Udvalget for Fællesskab godkender delegationsplanen på eget område.
Udvalget for Fællesskab anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende delegationsplanen.
Fraværende:
Sagsnr.: 00.00.00-P35-25-25
Beslutningstema
Udvalgene og Kommunalbestyrelsen orienteres om Borgerrådgiverens beretning for funktionen i 2024.
Historik
Hedensted Kommune fik i 2021 tilsagn om i alt 988.000 kr. fra Bolig- og Planstyrelsens Demokratipulje til ansættelse af en borgerrådgiver på deltid.
I løbet af 2022 beslutter Hedensted Kommune efter dialog med Bolig- og Planstyrelsen, og en række østjyske kommuner, i stedet at indtræde i en fælleskommunal ordning for borgerrådgivere med virkning fra primo 2023.
Siden starten af 2023 har Hedensted Kommune derfor haft tilknyttet to borgerrådgivere, som har haft træffetid to gange ugentligt i løbet af året, mandag og fredag på rådhuset i Hedensted.
Det har også været tilfældet i 2024. Med virkning fra ultimo 2024 bortfalder støtten fra Demokratipuljen. Derfor finansierer Hedensted Kommune selv ordningen, som kommunalbestyrelsen besluttede i juni sidste år.
Sagsfremstilling
Som led i borgerrådgivernes opgavevaretagelse udarbejdes der hvert år en såkaldt beretning – en årsrapport - over det foregående års aktiviteter.
Borgerrådgiverne har i 2024 registreret i alt 257 henvendelser fra borgere i løbet af året. Det er en betydelig stigning i forhold til 2023, hvor der var 115 henvendelser. Det er værd at bemærke, at 2023 var et år med opstart og tallene dækker derfor ikke hele året.
Henvendelserne kommer fra borgere som har haft berøring med forskellige dele af Hedensted Kommune, men særligt læringsområdet (123) og beskæftigelsesområdet (73) er der mange henvendelser på.
Henvendelserne giver i langt størstedelen af tilfældene (189 henvendelser) anledning til, at borgerne modtager råd og vejledning uden, at kommunens forvaltning bliver involveret.
Borgerne har i disse samtaler typisk fremført sine synspunkter og/eller stillet spørgsmål til en given sagsbehandling eller afgørelse. Borgerrådgiveren har herefter tilbudt borgeren en uddybende forklaring på sagsforløbet, en generel information om lovgivningen eller en orientering om, hvilken retning borgerens sag kunne formodes at udvikle sig i.
Øvrige sager har givet anledning til, at borgerrådgiveren har bedt forvaltningen svare på henvendelsen (19 sager), at borgerrådgiveren har kontaktet forvaltningen for at gå i dialog om en konkret sag (17 sager) eller at borgerrådgiveren har deltaget i et møde mellem borgeren og forvaltningen (16 sager).
Herefter er de fleste sager afsluttet i borgerrådgiverregi, fordi borgeren enten modtager en uddybende forklaring på for eksempel en afgørelse eller invitation til yderligere dialog fra den afdeling eller sagsbehandlinger, som er involveret i den konkrete sag.
I seks sager har borgerrådgiveren hjulpet borgeren med at klage over en afgørelse og i tre sager at fremsende en ansøgning. For uddybende beskrivelse af indsatsen henvises til borgerrådgivernes beretning.
På baggrund borgerrådgivernes erfaringer kommer de også med en række opfordringer, som kan styrke sagsbehandlingen og dialogen med borgerne, herunder:
- At styrke borgernes mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunalbestyrelsen tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed. Dette kan med fordel gøres ved at indføre faste procedurer for borgerinddragelse i alle relevante sagsgange.
- At svare hurtigt og imødekommende på borgernes spørgsmål, klager og forespørgsler styrker tilliden til kommunen. Derudover fremmer det en åben, gennemsigtig og serviceorienteret forvaltning. Borgerrådgiverens erfaring er, at et højnet fokus herpå ofte har en positiv effekt på borgerens tillid til kommunen i almindelighed.
- At forvaltningerne særligt i de komplekse og langstrakte sagsforløb, med jævne mellemrum og af egen drift opdaterer borgerne omkring deres sagsforløb.
For uddybende og mere detaljeret beskrivelse og redegørelser for henvendelser på de enkelte kerneområder henvises til borgerrådgivernes beretning, som er vedlagt som bilag.
Indstilling
at borgerrådgivernes beretning tages til orientering.
Beslutning
Udvalget for Fællesskab tager orienteringen til efterretning.
Fraværende:
Sagsnr.: 00.01.00-P35-28-24
Beslutningstema
Punkter til orientering
Sagsfremstilling
- Ny organisering af brugerudvalg og puljekriterier
- Faciliteter lokalarkiver
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Udvalget for Fællesskab tager orientering til efterretning.
Fraværende:
Sagsnr.: 00.22.04-A00-9-24
Beslutningstema
Stillingtagen til kørselsgodtgørelse til konferencer og møder mv.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen har vedtaget at såfremt der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser). Der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til følgende arrangementer;
- Dialogmøde med frivillige sociale forening, 5. november 2025 kl. 19, Hedensted Rådhus.
Lovgrundlag
Kommunalbestyrelsens retningslinjer for vederlag og godtgørelser
Indstilling
at der gives kørselsgodtgørelse samt godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap jævnfør kommunalbestyrelsens retningslinjer afsnit 2.7 til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer
Beslutning
Udvalget for Fællesskab godkendte deltagelse i arrangementet og tilføjede Mesterskabshædring, den 23. oktober 2025, i Hedensted.
Fraværende:
Sagsnr.: 00.01.00-P35-25-24
Beslutning
Intet at bemærke
Fraværende:
Sagsnr.: 00.00.00-A00-22-24
Beslutningstema
Udvalgets/Kommunalbestyrelsens medlemmer skriver under digitalt her.
Beslutning
Godkendt