Referater - Arkiv 2022-2025
Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.
Udvalg: Udvalget for Beskæftigelse 2022-205
Mødedato: 28. maj 2024 16:00
Mødested: Hedensted Rådhus mødelokale 3 og 4
Sagsnr.: 27.00.00-A00-10-23
Beslutningstema
Udvalget for Beskæftigelse, Social Omsorg og Læring skal tage stilling til udkastet for Strategi for velfærdsteknologi med henblik på endelig godkendelse i kommunalbestyrelsen den 28. august 2024.
Økonomi
Økonomien til nye tiltag og teknologier afholdes indenfor de respektive kerneområders budget. Der koordineres og investeres på tværs for at reducere udgifterne.
Historik
Direktionen har drøftet idéer og det første udkast til strategien samt fungeret som styregruppe.
Sagsfremstilling
Formålet med strategien for velfærdsteknologi er at fastlægge de overordnede rammer og retning for arbejdet med velfærdsteknologi i perioden 2024-2028. Strategien sigter mod ”Forpligtende fællesskaber” på tværs af kommunen samt optimal udnyttelse af kompetencer og ressourcer på velfærdsområderne. Desuden er målet at styrke "Vækst i balance", som er et centralt fokus i Kommunalbestyrelsens strategi - Sammen om Hedenstederne, ved at øge borgeres mestring af eget liv og frigive medarbejderes tid. Dette skal også adressere de fremtidige udfordringer med at rekruttere og tilknytte kvalificeret arbejdskraft, ved at fokusere på implementeringen af velfærdsteknologiske løsninger i hverdagen. Heri ligger også, at teknologi kan skabe et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne.
Strategien er udviklet på baggrund af input, idéer og viden fra en bredt sammensat arbejdsgruppe, der repræsenterer forskellige velfærdsområder i Hedensted Kommune. Arbejdsgruppen består primært af medarbejdere med tæt kontakt til borgerne i kommunen, hvilket bidrager til, at strategien er baseret på erfaringer fra ansatte, der er bekendt med udfordringerne og mulighederne ved anvendelsen af velfærdsteknologi.
Udkastet sendes til politisk behandling i Udvalget for Beskæftigelse den 28. maj 2024 samt Udvalget for Social Omsorg og Udvalget for Læring den 3. juni 2024. Udkast til strategien for velfærdsteknologi – Sammen tør vi teknologi er vedlagt som bilag.
2. behandling af strategien med henblik på godkendelse af strategien sker i Udvalget for Social Omsorg og Udvalget for Læring den 12. august 2024 og Udvalget for Beskæftigelse den 13. august 2024. Efterfølgende sendes strategien til endelig godkendelse i Kommunalbestyrelsen den 28. august 2024.
Kommunikation
Sagen sendes til høring i Seniorrådet den 10. juni og til skriftlig høring i Handicaprådet den 6.-14. juni.
Indstilling
at Udvalget for Beskæftigelse, Udvalget for Social Omsorg og Udvalget for Læring drøfter udkastet og sender det til høring i Seniorrådet og Handicaprådet.
Beslutning
Udvalget drøftede strategien og glæder sig over udviklingen på teknologiområdet både de større hjælpemidler og almindelig hverdagsteknologi.
Bilag
Sagsnr.: 15.00.00-A00-13-11
Beslutningstema
Virtuel bostøtte - Hedensted Kommune.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Historik
Ingen bemærkninger.
Sagsfremstilling
Virtuel bostøtte – Hedensted Kommune.
Baggrund
Oprettelsen af det nye virtuelle tilbud hviler på kommunalbestyrelsens fælles sigtepunkter:
- Forpligtigende Fællesskaber
- Vækst i balance
- Smidige processer
Derudover er det et konkret bud på udviklingen af tiltag,som skal understøtte visionerne i den nye Ungestrategi 2023, Velfærdsteknologistrategien samt de målsætninger, som er formuleret i handleplanen Voksenhandicap Gentænkt 2023-2026.
Fra Ungestrategien: Ungdomslivet er en fase i livet, hvor man er godt på vej til at skabe og udforske sig selv, sin identitet og at træde de næste skridt ind i nye fællesskaber som en del af vejen til uddannelse og job. Dette uanset om de unge befinder sig et sted i ungdomslivet, hvor de trives og er godt på vej, eller om de står i en udsat position og på kanten af fællesskabet og har brug for støtte og hjælp til at komme videre.
Anbefalinger til en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på socialområdet peger blandt andet på en styrkelse af tidligt forebyggende indsatser. Dette ligger fint i tråd med Voksenhandicap Gentænkts udviklingsinitiativer, hvis mål er at tilpasse en fleksibel tilbudsvifte, som alternativ til midlertidige og/eller længerevarende botilbud.
Formål
Formålet med dette tilbud er, at understøtte at personer i social udsathed med psykiske vanskeligheder eller nedsat funktionsevne kan øge eller fastholde så stor grad af selvstændighed som muligt. Det erstatter ikke borgerens andre støtteforanstaltninger men skal ses som et supplement.
Målgruppen
Indsatsen etableres og drives i et tæt samarbejde mellem Børn & Familier, SocialPsykiatrien & Rusmiddelcenteret, Ungeenheden og Voksenhandicap/Social Omsorg.
Ungeenheden
Målgruppen for Virtuel Bostøtte er de 15 – 30-årige, hvor der er behov for, at de kan tilbydes ophold i en boform efter reglerne i Barnets Lov §§ 32 og 46 (forebyggende foranstaltning og anbringelse på eget værelse), Barnets Lov § 114 (efterværn).
- Unge under 18 år, der anbringes uden for hjemmet, og hvor det er forsvarligt, at de har ophold i egen bolig.
- Unge mellem 18 og 23 år, der er i målgruppen for efterværn.
- Unge mellem 18 og 30 år, der hidtil har haft ophold på et midlertidigt botilbud og vil kunne udskrives fra dette til egen bolig, hvis der er mulighed for kontakt til pædagogisk støtte i hele døgnet.
- Unge der ellers ville været blevet indskrevet i både midlertidige og længerevarende botilbud (fokus her vil være unge, som er på vej i den gode overgang med let støttebehov, men hvor utrygheden fylder, og forældrene har varetaget mange af ADL-opgaver mv.).
- Unge der ellers ville være tænkt ind i længerevarende botilbud med et meget lille støttebehov.
- Unge, der er boligløse, og ellers ville have skulle have haft ophold på et forsorgshjem.
- Unge, der bor i egen bolig og har kontakt til SocialPsykiatrien og har behov for nogen at ringe til, når det bliver for svært.
Socialpsykiatrien & Rusmiddelcentret:
Tilbuddet vil sideløbende kunne give støtte til borgere, der har indsats fra SocialPsykiatrien og Rusmiddelcentret, og som har behov for at kunne få kontakt med en støtteperson i aftentimerne. Tilbuddet er her bl.a. rettet mod borgere, som nyligt er udskrevet eller med henblik på at forhindre indlæggelse.
Børn & Familier:
Målgruppen for dette virtuelle tilbud er unge anbragt på eget værelse under 18 år iht Barnets Lov § 32 og i opretholdt anbringelse/ungestøtte iht Barnets Lov § 120 til og med 22 år. Tilbuddet vil dertil kunne give unge anbragt i plejefamilier og på børn- & ungehjem mulighed for på et tidligere tidspunkt i anbringelsen, at flytte i egen bolig med fortsat ungestøtte, når den kan suppleres med tryghedsskabende kontaktmulighed i ydertimerne. Tilbuddet skal ligeledes ses som et tilbud i udslusning fra anbringelsen
Voksenhandikap/Social Omsorg
Eksempler på målgrupper hos Voksenhandicap/Social Omsorg:
Unge borgere med psykisk funktionsnedsættelse som er forsinkede i deres udviklingsalder, men har ressourcer til og en drøm om at kunne bo i egen bolig. Det bliver derfor et alternativ til indskrivninger i hhv. § 107-målgruppe samt bofællesskaber oprettet efter ABL § 105/SEL § 85. Herved kan vi træne udviklingspotentialet i de rigtige omgivelser fra start, samt hurtigere kunne arbejde målrettet mod at borgeren inkluderes og får et fællesskab i sit lokalområde.
Aflastning af hjemmeplejen og hjemmesygeplejen ved psykisk sårbare personer som alternativ til fysiske besøg.
Forebyggelse af indlæggelser i psykiatrisk regi.
Beskrivelse af Virtuel Bostøtte
Tilbuddet skal medvirke til at borgerne har en tryghed i at kunne snakke med en person i ydertimerne, hvor andre tilbud er lukkede. Ved at tilbyde videosamtaler er det også målet, at oplevelsen af ensomhed reduceres. Der tilbydes ligeledes telefonsamtaler for de borgere, der er mest trygge herved.
Alle parter arbejder med en rehabiliterende tilgang i hjælpen. Målet er, at borger selv varetager og trænes i at varetage det, som borgeren selv kan tage vare på, og at behovet for hjælp og støtte hele tiden gives ud fra tankegangen om, at vi skal udvikle eller vedligeholde færdigheder, således indsatsen er den mindst indgribende og fagligt forsvarlige indsats.
Det er væsentligt at understrege, at der ikke er tale om en akut indsats, men en tryghedsskabende foranstaltning, som kan støtte borgeren i perioder, hvor borgerens øvrige indsatser ikke leveres.
I tilfælde af behov for andre (akutte) indsatser skal tilbuddet kunne aktivere eksisterende akutte beredskaber, såvel kommunalt som præhospitalt.
Endelig kan et virtuelt tilbud være relevant for borgere, som hjemtages fra botilbud, og som har behov for en kommunalt forankret tryghedsskabende indsats.
Det betyder konkret, at SocialPsykiatriens nuværende og kendte aftentelefon vil blive integreret i tilbuddet, og der kan hentes erfaringer herfra til den konkrete organisering og opgaveløsning (både gode som mindre gode erfaringer, vi ønsker at undgå fremadrettet).
Tilbuddet om virtuel bostøtte for unge mellem 15 og 30 år, vil kunne etableres som en del af et matrikelløst tilbud og som en del af den samlede og helhedsorienterede ungeindsats i Hedensted Kommune.
Tilbuddet skal indeholde mulighed for støtte gennem hele døgnet til de unge. De unge skal således her kunne komme i kontakt med en medarbejder i alle døgnets timer. Kontakten vil primært være virtuel, men hvis der viser sig at være behov for yderligere hjælp til den unge, vil en medarbejder kunne tage ud til vedkommende.
Der er således erfaring for, at det er vigtigt for unge, der ikke kan bo hjemme, at forblive i lokalområdet, så de kan fortsætte i fx det allerede eksisterende uddannelsestilbud og fritidstilbud og bevare netværket blandt venner og kammerater. Med virtuel bostøtte vil indsatsen kunne være en meget lidt indgribende foranstaltning i den unges liv, hvilket i ethvert tilfælde må tilstræbes.
De unge vil via den virtuelle bostøtte altid kunne få vejledning og rådgivning – eller bare en uformel snak. Der er således for de unge altid mulighed for kontakt til en voksen – også om natten og i weekenden.
Det samme gælder for unge, der hidtil har haft ophold på et midlertidigt eller længerevarende botilbud eller ville være blevet indskrevet i et sådant, unge der ellers ville være tænkt ind i længerevarende botilbud med et meget lille støttebehov, unge der ellers ville skulle have haft ophold på et forsorgshjem, eller unge der bor i egen bolig og har kontakt til SocialPsykiatrien og har behov for nogen at ringe til, når det bliver for svært.
Fælles fagligt mindset
Foreløbige erfaringer, fra de kommuner som er længst med en fuldstændig omlægning til recovery-orienteret rehabilitering, indikerer, at tilgangen har positive effekter. Personer i social udsathed, med psykiske vanskeligheder eller nedsat funktionsevne har opnået en øget grad af selvstændighed. Dertil kommer økonomiske gevinster, hvis borgerne får behov for mindre indgribende og omkostningstunge indsatser (PwC 2023, Social- og Boligstyrelsen 2024b) (Anbefalinger til en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på socialområdet, 2024).
Vi læner os derfor op ad de omdrejningspunkter, som danner udgangspunktet i den Recovery-orienterede rehabilitering.
Der er fokus på borgerens potentiale som afsæt for indsatsen.
- Borgerens egne mål er styrende for indsatsen, og borgerens motivation er en væsentlig drivkræft.
- Borgerens mål tilrettelægges med udgangspunkt i borgerens ressourcer og potentiale og i dialog mellem borger og relevante fagpersoner.
- Det styrende for indsatsen er borgerens behov for at realisere sine mål, og borgeren har et ansvar for at deltage aktivt i indsatsen, så vidt borgerens funktionsevne muliggør dette.
Organisering
Organisatorisk refererer Virtuel bostøtte til de fire chefer for Børn & Familier, SocialPsykiatrien & Rusmiddelcenteret, Voksenhandikap/Social Omsorg og Ungeenheden.
Den daglige drift varetages af aften- og nattevagter i de eksisterende kommunale botilbud.
Den økonomiske udgift for indsatsen ift. lønninger forventes at blive ca. et årsværk plus driftsomkostninger til skærmløsningen og vedligehold heraf. Der kan forekomme engangsudgifter til indkøb af nødvendigt udstyr herunder software og devices til brug for personalet.
Indstilling
at Udvalget beslutter, om sagen skal oversendes til budgetforhandlingerne.
Beslutning
Udvalget besluttede, at sagen oversendes til budgetforhandlinger med økonomibeskrivelser og målgruppe vurderinger.
Sagsnr.: 15.00.00-A00-12-24
Beslutningstema
Oplæg om indgåelse af et struktureret samarbejde med de almennyttige boligforeninger om brug af anvisningsretten til at boligplacere borgere, der returnerer til egen bolig efter ophold på forsorgshjem, fremlægges til godkendelse.
Økonomi
Allokering af to medarbejdere til projektet, som finansieres via de midler, som tidligere er tilført området via DUT midler, som følge af lovændring. Den resterende del af de udmeldte DUT midler forventes anvendt til mere lempelig etableringsydelse, huslejetilskud og etablering af udslusningsboliger i op til 2 år fra indflytning. Finansieringen sker indenfor budgetrammen i Beskæftigelse for 2024 – herunder anvendes overført mindreforbrug fra Rusmiddelcenter og Socialpsykiatri bl.a. til dækning af merudgifter på forsorgshjemsområdet.
I forbindelse med de strategiske budgetudfordringer for 2025 er der meldt ind for forsorgshjemsområdet.
Økonomi har ikke yderligere kommentarer til de økonomiske aspekter.
Personale
Allokering af to medarbejdere som intensiv bostøtte efter Housing First-principperne i forbindelse med brugen af anvisningsretten, når borger etableres i egen bolig.
Historik
Med virkning fra 1. oktober 2023 blev reglerne for statsrefusion til kommunerne omlagt. Formålet er hurtig hjemtagning og boligplacering for borgere på forsorgshjem. Fremadrettet kan der kun opnås statsrefusion i en periode på 4 måneder, og når lovændringen er fuld indfaset statsrefusion i 3 måneder.
Det har været vanskeligt at etablere overblik over egnede boliger til målgruppen, hvilket kan forlænge opholdstiden. Samtidig kan målgruppen afslå at tage imod tilbud om bolig, hvis de ikke ønsker at returnere til Hedensted Kommune, eller hvis de ikke ønsker at tage imod en tilbudt bolig.
Sagsfremstilling
Nedenfor præsenteres baggrunden for, at forvaltningen vælger at indstille, at kommunen i første omgang via anvisningsretten iværksætter et formaliseret samarbejde med de almennyttige boligforeninger. Alternativet ville være, at iværksætte et investeringsprojekt i form af ansøgning om midler til at oprette et opgangsfællesskab eller en hytteby med små egnede boliger til målgruppen. Ved struktureret anvendelse af anvisningsretten er det forvaltningens opfattelse, at der i Hedensted Kommune kan skaffes tilstrækkelige boliger til de borgere, som er ramt af hjemløshed og derfor har taget ophold på forsorgshjem. Det vurderes, at det er en god investering, at sikre hurtigere hjemtagning af borgerne fremfor at oppebære omkostning til forsorgshjem i flere måneder efter, at statsrefusionen er bortfaldet. Det forventes, at omkostningerne vil kunne dækkes af omplacering af midler fra budget til udgifter på forsorgshjem § 110, hvis budgettet for forsorgshjem tilpasses fra 2025, som er indmeldt i forbindelse med de strategiske budgetudfordringer.
Opholdstiden på forsorgshjem er pt langt over de 4 måneder, der ydes statsrefusion – bl.a. med begrundelse i, at kun ca 50 % af borgerne ønsker at returnere til Hedensted Kommune, og ligesom det har været uklart, hvor mange boliger der eksisterede i en prisklasse, hvor det er realistisk, at borgere fra forsorgshjem kan placeres.
Der forventes således ikke en decideret investering i projektet.
Anvendelse af anvisningsretten
Kommunerne har ret til at benytte sig af anvisningsretten i op til 25 % af de almennyttige boliger. Det er ofte her, der findes små egnede og billige lejligheder, som netop er relevant for borgere, der hjemtages fra forsorgshjem. Der er i forbindelse med lovændringen opstået og udmeldt en række puljer, fonde og projekter, som har fokus på, at kommunerne kan ansøge om midler til opførselse af egnede boliger til borgere, der returnerer fra forsorgshjem. Der må forventes en relativ stor udskiftning i lejligheder placeret i bebyggelser, som udelukkende er opført med henblik på en målgruppe af misbrugere, psykisk syge og/eller dobbelt diagnostiserede borgere. Hertil vil der forventeligt eksistere et relativt højt konfliktniveau mellem sådane opgangsfællesskabs borgere, en situation som kommunen skal kunne håndtere døgnet rundt. Konfliktniveauet mellem bebyggelsens borgere kan forventeligt skabe utryghed for omgivelserne.
Det er forvaltningens opfattelse, at populationen i Hedensted Kommune af hjemløse borgere – eller borgere truet af hjemløshed - er for lille til, at det vil være rentabelt at opføre, renovere eller indrette specifikke opgangsfællesskaber med tilstrækkelig personaledækning.
Som hjemløs disponerer borgeren ikke over egen bolig, ejet eller lejet. De er således henvist til at benytte sig af midlertidige boformer fx forsorgshjem, familie og venner eller bekendte.
Målgruppen befinder sig ofte på kanten af det etablerede samfund, og har i reglen også andre udfordringer end hjemløshed, det kan fx være misbrug og psykisk sygdom samt svigtende somatisk helbred som følge af livsførelsen. Af samme årsag er der erfaringsmæssigt behov for, at der tilknyttes personale i bebyggelser med flere udsatte borgere koncentreret inden for et enkelt boligkompleks.
I Hedensted tager omkring 15-18 borgere ophold på forsorgshjem pr. år. Heraf viser erfaringen, at ca. 50 % ikke returnerer til Hedensted kommune. Det betyder, at Hedensted Kommune reelt står med en målgruppe på 7-9 borgere, som skal placeres i egen bolig pr. år. Hertil kan der komme et antal unge, som kan være på kanten af hjemløshed. Da målgruppen for indsatsen i Hedensted Kommune er relativt lille (eksempelvis er der 36 boliger tilknyttet Vesterled i Horsens) vurderes det, at det vil være meget vanskeligt, at opbygge et opgangsfællesskab med personaledækning i aften, nat og weekender af tilstrækkelig volumen til, at løsningen er optimal.
Fra de nationale undersøgelser om hjemløshed fra 2022 fastslås at:
- Hovedparten af de hjemløse er mænd.
- Flertallet af de borgere der overnatter på forsorgshjem er over 30 år.
- Cirka 73 % har misbrugsproblematikker, og 61 % har en psykisk sygdom.
- Hovedparten af de hjemløse er forsørget af kontanthjælp, og 35 % af de hjemløse er under 30 år
- I alt 33 % af de hjemløse har hertil en kendt fysisk sygdom.
- Kun omkring 5 % af borgerne har et job eller er under uddannelse.
Forvaltningen vurderer, at de almennyttige boligselskaber samlet har egnede boliger til borgergruppen, således der ved anvendelse af anvisningsretten kan skabes de bedste betingelser for at tilbyde egnede boliger, der kan medvirke til at understøtte rammen om et bedre liv. Handleplanerne for hjemløse viser ofte, at borger grundlæggende ønsker egen bolig, afhjælpning af ensomhed og hjælp til at bryde mønstre og indgroede vaner. Med udgangspunkt i Housing First kan kommunen tilbyde intensiv bostøtte, hvor der kan være fokus på forebyggelse af ny hjemløshed og forberedelse af overgang til job, uddannelse og afklaring af forsørgelse. Det vurderes, at kommunen derved kan medvirke til, at hjemløsheden falder, borgers potentialer sættes i spil ved samarbejde på tværs, hvor målet er afklaring af borgers kompetencer, afdækning af funktionsnedsættelse, afklaring af job, uddannelsesmuligheder og dermed mulighed for selvforvaltning og selvforsørgelse.
Investering/finansiering
Ved at anvende anvisningsretten i et formaliseret samarbejde med de almennyttige boligforeninger forventes det, at der vil være tilstrækkelig med boliger til målgruppen, som trods alt ikke er stor. Der allokeres medarbejderressourcer svarende til 2 årsværk ca. kr. 1.050.000, som finansieres via de midler, Hedensted kommune er tilført som DUT midler - en følge af lovændringen. Den resterende del af de udmeldte DUT midler forventes anvendt til mere lempelig etableringsydelse, huslejetilskud og etablering af udslusningsboliger i op til 2 år fra indflytning.
Medarbejderressourcerne skal anvendes på hjælp til etablering i bolig og intensiv bostøtte efter Housing First principperne. Med udgangspunkt i Housing First vil der blive arbejdet med at anvise en passende bolig for borgerne. En passende bolig er en bolig, som borger har råd til, som har en størrelse, borger kan overskue, og hvis placering er relevant i forhold til borgers fremtidsønsker. Forslaget begrænser behovet for yderligere investering på området til et minimum, og det forventes, at kortere opholdstid på forsorgshjem, kan være medvirkende til at dække de renoveringsomkostninger, der vil følge med brug af anvisningsretten.
Formålet for investeringen
- At kunne tilbyde borgere med ophold på forsorgshjem en egnet og billig bolig, således opholdstiden på forsorgshjem minimeres.
- At yde målrettet bostøtte til hjemtagne borgere efter Servicelovens § 85a, således at borger hjælpes til at etablere en hverdag efter ophold på forsorgshjem, og at borger via fleksibel og intensiv støtte hjælpes med de svære overgange til et bedre liv.
- At bygge bro til øvrige relevante etablerede indsatser i kommunen, herunder misbrugsbehandling, sundhedspleje, afklaring af forsørgelse og optræning af færdigheder generelt med henblik på så stor grad af selvforvaltning som muligt.
- At der ikke skabes en lille ghetto i Hedensted kommune, hvor beboerne i overvejende grad er særligt udsatte, med de problematikker, der ofte følger med udsathed.
- At modvirke utryghedsskabende opgangsfællesskaber i kommunen.
Det bemærkes, at der ved nærværende forslag ikke længere er tale om et reelt investeringsprojekt, men at investeringen i medarbejder ressourcer kan dækkes af DUT midler, og at sparet opholdstid på forsorgshjem kan dække øgede udgifter til renovering af bolig ved evt. fraflytning. Der gøres ligeledes opmærksom på, at forsorgshjemsområdet allerede på nuværende tidspunkt er indmeldt i forbindelse med de strategiske budgetudfordringer for 2025 jævnfør tidligere udvalgsbeslutning.
Kommunikation
Ingen bemærkninger.
Lovgrundlag
Serviceloven § 85a og § 110.
Indstilling
at der indgås strategiske samarbejder med almennyttige boligforeninger, og at borgere samtidig tilbydes intensiv bostøtte i overgangsfasen fra forsorgshjem til egen bolig.
Beslutning
Udvalget godkendte, at der arbejdes videre med projektet, og at sagen oversendes til Økonomiudvalget med henblik på at godkende aftaler med boligselskaber om anvisningsret (frivillige aftaler).
Sagsnr.: 15.00.00-A00-12-24
Beslutningstema
Tre investeringsforslag til budgetforslag 2025 fremsættes til beslutning.
Økonomi
Investering i projekt Forebyggelse af sygefravær på årligt 1.100.000. Allokering af to medarbejdere til projektet budgetteres under Økonomiudvalget, som finansieres gennem nedskrivning af sygedagpengebudgettet under Udvalget for Beskæftigelse.
Investering af 500.000 kr. i projekt Styrket ressourcefokus i 2025 budgetteres under Økonomiudvalget, og finansieres gennem midler afsat til beskæftigelsesindsatsen under Udvalget for Beskæftigelse.
Investering af 550.000 kr. i projekt Grøn omstilling - socialt ansvar. Allokering af 1 medarbejder til projektet, som budgetteres og finansieres via midler afsat til beskæftigelsesindsatsen under Udvalget for Beskæftigelse.
Økonomi har ikke yderligere kommentarer til de økonomiske aspekter i ovenstående projekter
Projekterne medvirker til opfyldelse af de mål, som er indarbejdet i det foreløbige budgetforslag 2025.
Personale
Ingen bemærkninger.
Historik
På møde i Udvalget for Beskæftigelse den 8. april 2024, punkt 36, blev det besluttet, at beskrive mulige investeringsprojekter: Kompetenceløft til medarbejdere og forebyggelse af sygefravær. Desuden blev det ved forelæggelse af status for projekt Grøn omstilling på møde i Udvalget for Beskæftigelse den 7. maj, punkt 55 drøftet, at projekt Grøn omstilling kan forankres via et investeringsprojekt.
Sagsfremstilling
Nedenfor uddybes de fire investeringsoplæg. Vedlagt i bilag er uddybende oplæg for hvert enkelt projekt.
1. Investering i forebyggende sygedagpenge indsats
Baggrund
Sygefraværet er steget på både offentlige og private arbejdspladser efter covid-19 pandemien. Dette medfører øgede udgifter til sygedagpengeområdet, ligesom det medfører øget belastning af arbejdspladserne. Med den nuværende lave ledighed er den største resserve til arbejdskraft de sygemeldte. Derfor er der behov for at styrke den tidlige indsats på arbejdspladserne og understøtte forebyggelse af langtidssygefravær, således at færre bliver sygemeldt, og de sygemeldte kommer hurtigere tilbage til arbejdet.
Projektets indsats
Projektet vil oprette et lille forebyggelsesteam, som kan rykke ud på virksomheder, støtte virksomheder og medarbejdere i at forebygge sygefravær. Hjælpen kan være i forhold til fysisk/ergonomisk arbejdsmiljø og i forhold til psykisk arbejdsmiljø. Der etableres en virksomhedstelefon, hvor virksomheden kan ringe når der er bekymringer omkring sygefravær eller eventuel kommende sygefravær. Virksomheden får herefter besøg af det forebyggende team. Endvidere etableres et stærkt samarbejde med kommunens egen HR afdeling om forebyggelse på egne arbejdspladser. Endelig vil der ud fra kortlægning af sygefraværet blive etableret kontakt til virksomheder med tilbud om samarbejde om sygefraværs forebyggelse.
Formål
Formålet er at forebygge sygemeldinger på kommunens virksomheder for kommunens borgere. Investeringen vil gavne både de offentlige arbejdspladser, herunder Hedensted Kommune, som også er kommunens største arbejdsplads, og vil også gavne de private virksomheder.
Mål
- At virksomhederne kender Jobcentrets tilbud og muligheder og kontakter Jobcentret, når de er bekymrede for medarbejderes sygefravær, således at der kan forebygges langtidsfravær, og virksomhederne oplever Jobcentret som en attraktiv samarbejdspartner.
- At der etableres et fast samarbejde mellem Jobcentret og kommunens egne arbejdspladser med henblik på at forebygge sygefravær.
- At der etaberes samarbejde med lokale virksomheder, hvor der er mange ansatte - og risko for højt sygefravær, med henblik på at forebygge sygefravær.
2. Styrket ressourcefokus
Baggrund
Ledige og sygemeldte borgere har ofte brug for individuel støtte og vejledning, som tager højde for deres unikke jobsituation, deres jobrettede ressourcer samt lokale jobmuligheder. En ressourcefokuseret tilgang, koblet med et godt kendskab til – og samarbejde med – lokale virksomheder vil betyde, at ledige og sygemeldte hurtigere vender tilbage til job.
Projektet tager dermed afsæt i nedenstående tre grundpiller:
- Det ressourcefokuserede og jobrettede forløb for ledige og sygemeldte.
- Virksomheders behov for kvalificeret arbejdskraft.
- Trivsel og høj faglighed blandt Jobcenterets medarbejdere, som betyder, at de sammen og hver især møder ledige og sygemeldte med ressourcefokus, jobtro og konkret kendskab til jobmulighederne på det lokale arbejdsmarked.
Aktiviteter i projektet er ud over opstartsworkshop, brush-up kurser i jobrettede samtaler, kompetenceudviklingsforløb til styrkelse af job- og ressourcefokus i samtaler og indsatser samt forankringstiltag.
Mål
- Ledige og sygemeldte tilkendegiver, at de i deres forløb i Jobcentret bliver mødt med et positivt ressourcefokus, at jobcentermedarbejderne har stor tiltro deres jobmuligheder, samt at de har et brugbart, konkret kendskab til lokale virksom-heders behov for arbejdskraft.
- Medarbejderne tilkendegiver, at de via projektet har styrket praksisnære relevante kompetencer, at de derfor i højere grad kan anvende relevante metoder og tilgange, som styrker ledige og sygemeldtes hurtige tilbagevenden til job.
- Virksomheder er i høj grad tilfredse med samarbejdet med Jobcentret.
- I KL borgertilfredsheds undersøgelsen 2025 ligger Jobcenter Hedensted på niveau med eller over gennemsnittet for landet.
- I KL borgertilfredsheds undersøgelsen 2026 ligger Jobcenter Hedensted over gennemsnittet for landet.
- At antal ydelsesforløb og den gennemsnitlige varighed af ydelsesforløb reduceres.
3. Grøn omstilling og socialt ansvar
Baggrund
Hedensted Kommune deltager aktuelt i projekt Grøn omstilling – en nøglebrik til social bæredygtighed, som er et EU socialfondsstøttet projekt og administreret af konsulent- og videnshuset CABI. Dette projekt involverer flere kommuner, erhvervsservice og er-hvervsskoler, og fokuserer på at styrke den grønne omstilling i virksomheder gennem en række aktiviteter. Projektet har været en succes: Mange virksomheder har vist stor interesse for sambesøg af kommunens konsulenter fra henholdsvis Jobcenter og Erhverv, og har aktivt arbejdet med den grønne omstilling. Sambesøgene har givet virksomhederne en god service, og har samtidig bidraget væsentligt til, at flere ledige fundet job via projektet. Projektet slutter imidlertid pr. 1. kvartal 2025.
Investeringsforslag
Der allokeres årligt en medarbejder til projektet, en udgift på 550.000 kr., som afholdes af udgifter til beskæftigelsesindsatsen.
Formål
Formålet med projektet er at fortsætte fremdriften i den grønne omstilling ved at støtte virksomheder i denne proces og sikre dem kompetent arbejdskraft. Tiltaget både hjælper og inspirerer virksomheder til den sociale del af ESG regnskabet. Samtidig støtter det virksomhederne i rekrutterings og opkvalificeringsbestræbelser, bestræbelser om at sikre af vækst, fremtidig arbejdskraft og grøn produktion.
Projektets aktiviteter
Projektets aktiviteter
Partnerskab og netværk
- Koordinering af et virksomhedsnetværk og -samarbejde, hvor virksomheder og Jobcenter kan dele erfaringer og bedste praksis inden for grøn omstilling.
Jobskabelse og uddannelse
- Identifikation og afdækning af grønne jobs /opgaver i private virksomheder.
- Matching af ledige med relevante virksomheder.
- Holdforløb for ledige, som klæder disse på til jobs i virksomheder, som arbejder med grøn omstilling.
Matchmaking og rekruttering
- Implementering af effektiv rekrutteringsproces, der forbinder ledige med grønne jobmuligheder.
- Afholdelse af jobmesser og andre aktiviteter med fokus på grøn omstilling.
Opkvalificering til fremtiden
- Opkvalificering af ledige og ansatte på virksomheder, som understøtter behovet for kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling i virksomheder. Et eksempel er El-projektet, som har opkvalificeret ledige og ansatte til at arbejde med eltavler på tværs af virksomheder. Dermed er der sikret opgaveløsning og vækst i en elbranche, som pt. er særdeles efterspurgt.
Forventede resultater
- Skabelse af et betydeligt antal nye grønne jobmuligheder
- Øget opkvalificering af ledige med kompetencer inden for den grønne omstilling
- Styrket samarbejde mellem Jobcentret og private virksomheder om grøn omstilling.
- Styrket samarbejde mellem virksomheder om grøn omstilling.
- Udarbejdelse af en model for hvor Jobcenter og virksomheder i fællesskab kan styrke den grønne omstilling, fremme grønne jobs.
Kommunikation
Ingen bemærkninger.
Indstilling
at investeringsoplægget Forebyggelse af sygedagpengeindsats godkendes og oversendes til budgetforhandlingerne.
at investeringsoplægget Styrket ressourcefokus godkendes og oversendes til budgetforhandlingerne.
at investeringsoplægget Grøn omstilling og socialt ansvar godkendes og oversendes til budgetforhandlingerne.
Beslutning
Udvalget drøftede investeringsoplæg og besluttede at sende 3 forslag videre til budgetforhandlingerne.
Sagsnr.: 00.00.00-P35-21-24
Beslutningstema
Hvert år udarbejder forvaltningen tre budgetopfølgninger til politisk behandling. Budgetopfølgningen er en økonomisk status og en prognose for årets samlede resultat. Ved budgetopfølgningerne kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning eller ændret efterspørgsel på overførselsudgifter. Det kan især være nødvendigt at tilrette budgetter efter midtvejsreguleringen fra staten. For alle andre afvigelser fra budgettet gælder rammestyringens principper om, at overskridelser skal finansieres inden for udvalgets ramme
Sagsfremstilling
Herunder er en gennemgang af de væsentligste opmærksomhedspunkter i budgetopfølgningen.
Samlet resultat.
Ukraine relaterede udgifter er ikke opgjort særskilt i årets budgetopfølgning, da der ikke forventes nogen særskilt refusionsmulighed for udgifterne i år. Udgifterne er medregnet i budgetopfølgningen for alle udvalg.
Økonomiudvalget forventer at bruge 1,3 mio. kr. mere end budgetteret.
I forbindelse med budgetlægningen af 2023, blev der under ØPI afsat et budget i 2024 til handleplanen for Social Omsorg. Social Omsorg forventer at få brug for hele beløbet. Beløbet i 2024 er endnu ikke formelt bevilget til Social Omsorg, men det forventes at ske i løbet af året.
For budget 2024, er der puljer under Kommunaldirektøren på:
- Konkurrenceudsættelse: 3,3 mio. kr.
- Puljer i hele organisationen: 1,0 mio. kr.
- Naturlig afgang og timereduktion: 0,6 mio. kr.
Puljerne på samlet 4,9 mio. kr. forventes at blive håndteret ved efterårets budgetopfølgning.
Politik og Udvikling forventer samlet et mindreforbrug på 2,0 mio. kr. fra budget til valg og engangsmidler i Data og Analyse.
På øvrige områder forventes et mindreforbrug på 1,6 mio. kr.
Udvalget for Læring forventer at bruge 21,0 mio. kr. mindre end budgetteret.
Børn og Familier forventer et merforbrug 9,0 mio. kr., som skyldes stigning i antallet af anbringelser
Skoleområdet forventer et merforbrug på 3,0 mio. kr. som følge af segregering. Der arbejdes løbende med de økonomiske og faglige hensyn med afsæt i balanceplanen for skoleområdet. Derudover forventes skoleområdet at balancere. Denne forventning er belagt med usikkerhed som følge af den økonomiske tilbageholdenhed, der blev udvist i 2023.
De øvrige decentrale enheder forventer et mindreforbrug 8,0 mio. kr. på driftsenhederne Bakkevej, Tandplejen, daginstitutioner, TCLT samt Ungdomsskolen.
På de øvrige centrale puljer forventes et mindreforbrug på 25,0 mio. kr. Puljerne består bl.a. af reguleringspuljen og prioriteringspuljerne., som anvendes løbende til for eksempel uddannelse, nye børn i dagtilbud, vedligehold og andre uforudsete decentrale udgifter.
Udvalget for Beskæftigelse forventer at bruge 1,0 mio. kr. mindre end budgetteret.
Der forventes færre udgifter til løntilskud, integration, sygedagpenge, fleksjob og ledighedsydelser for i alt 14,0 mio. kr. Modsat forventes udgifterne til FGU, jobafklaring, kontanthjælp og forsikrede ledige at overstige budgettet med 13,0 mio. kr.
Den samlede resultat for socialpsykiatrien og rusmiddelcenter er på nul i 2024.
Det forventes isoleret set, at udgiften til forsorgshjem giver en merudgift på 4,0 mio. kr. i 2024. Dette dækkes ind i 2024 via overført mindreforbrug fra 2023 i Rusmiddelcentret og Socialpsykiatrien, samt forventet mindreforbrug i Socialpsykiatrien i 2024.
Der gøres opmærksom på, at fra 2023 til 2024 er der overført 3,0 mio. i mindreforbrug samlet set i Rusmiddelcentret og socialpsykiatrien. Dette er engangsmidler, som i 2024 tænkes anvendt til det betydelige hul, der på grund af lovændringer er opstået vedrørende forsorgshjem § 110. Forsorgshjemmene giver således en strategisk budgetudfordring efter 2024.
Udvalget for Social Omsorg forventer at bruge 1,0 mio. kr. mere end budgetteret .
Staben sparer op til indkøb af ny IT i 2025, og forventer derfor et mindreforbrug på 3,0 mio. kr. i år.
Voksenhandicap er under pres ligesom tendensen er på landsplan, og handleplanen er derfor udfordret. Presset skyldes et stigende antal dyre borgere i eksterne botilbud. Merforbruget forventes i år at blive på 32 mio. kr., men det dækkes delvist af øgede refusioner på 9,0 mio. kr. og overførsel af 22,0 mio. kr. fra handleplanen.
På den kommunale medfinansiering og ældreboliger forventes et merforbrug på 3,0 mio. kr.
Udvalget for Fællesskab forventer at bruge 7,0 mio. kr. mere end budgetteret.
Merforbruget skyldes primært forsinkede besparelser på projektet ’Kloge m2’, hvor der mangler salgsindtægter og driftsbesparelser for 11,0 mio. kr. Beløbet er inklusiv overførsel af ikke-realiserede besparelser på 6,0 mio. kr. fra 2021 - 2023. Der forventes salg af bygninger for 5,5 mio. kr. i 2024, og etableringsudgifter på 4,5 mio. kr. i realiseringen af ’Tættere sammen’. Derfor er der kun 1,0 mio. kr. til ’Kloge m2’ i 2024, hvilket giver et samlet forventet merforbrug på 10,0 mio. kr. Flere af Kapacitetsudvalgets anbefalinger kan først realiseres i de kommende regnskabsår.
Puljen til udvendig bygningsvedligehold og tekniske installationer i Ejendomme & Service er i år 6,0 mio. kr. mindre end normalt. Der forventes et merforbrug på 2,0 mio. kr. Det skyldes blandt andet to tidligere ikke planlagte vedligehold ved Tørring Camping og asbestsanering på Stjernevejskolen. Herudover forventes et merforbrug på 1,0 mio. kr. på den kollektive trafik.
På Kultur & Fritid og landdistrikter forventes et samlet mindreforbrug på 6,0 mio. kr., da nogle afsatte puljemidler bevilges i 2024, men bliver først udbetalt i årene efter, når projekterne er afsluttede. Det gælder eksempelvis midler fra LUP-puljen, udviklingspuljen med videre.
Udvalget for Teknik og Miljø forventer at bruge 5,0 mio. kr. mere end budgetteret.
Ved udgangen af marts er budgettet til vintervedligehold overskredet med 1,0 mio. kr. Der skønnes et merforbrug for året på mindst 3,5 mio. kr.
Der forventes en merudgift på ca. 1,5 mio. kr. på forsyningsområdet. Det skyldes blandt andet merudgifter for henteordningen vedrørende affaldsområdet.
Øvrige midler på udvalgets område forventes at balancere.
Udvalget for Vækst og Klima forventer at bruge 0,5 mio. kr. mere end budgetteret.
Der forventes et merforbrug på 0,5 mio. kr. på vandløbsvedligeholdelse som følge af ekstraordinære undersøgelser samt efterfølgende behov for oprensning.
Der forventes ingen større mer- eller mindreforbrug for branding, erhverv eller turisme.
Anlæg: Forvaltningen forventer at bruge 4,0 mindre end budgetteret.
Mindreforbruget skal ses i lyset af udskydelse af anlægsarbejder, som udgør i alt 26,0 mio. kr.
Der forventes samtidig at ske en forskydning af indgåede salgsindtægter på i alt 22,0 mio. kr.
Likviditet:
Likviditet udgør ultimo april 142,4 mio. kr., hvilket er 8,9 mio. kr. mere end ved udgangen af marts måned. Likviditeten forventes at have en jævn svag stigning resten af året til et niveau omkring 150,0 mio. kr.
Indstilling
At budgetopfølgningen tages til efterretning.
Beslutning
Indstillingen godkendt.
Bilag
Sagsnr.: 15.00.00-P20-23-11
Beslutningstema
Overblik over projekter med ekstern bevilling og investeringsprojekter fremlægges til orientering.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Personale
Ingen bemærkninger.
Historik
Seneste projektoverblik blev forelagt Udvalget for Beskæftigelse den 7. september 2023, punkt 90.
Sagsfremstilling
Vedhæftet er oversigt over projekter med ekstern bevilling og investeringsprojekter. Overblikket gennemgås nærmere på Udvalgsmødet.
Kommunikation
Ingen bemærkninger.
Lovgrundlag
Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Indstillingen godkendt.
Sagsnr.: 00.01.00-I00-1-24
Beslutningstema
Orientering om afgørelser på klagesager for Jobcenter Hedensted i perioden 1. juli - 31. december 2023.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Personale
Ingen bemærkninger.
Historik
Udvalget for Beskæftigelse orienteres to gange årligt om afgørelser på klagesager.
Sagsfremstilling
Administrationen har udarbejdet en oversigt over Ankestyrelsens afgørelser på klagesager i 2. halvår 2023 (vedlagt som bilag).
Ankestyrelsens afgørelser opdeles i fire kategorier: Afvisning/bortfald, hjemvisning, ændring og stadfæstelse jf. følgende:
Afvisning/bortfald:
Ankestyrelsen behandler ikke sagen. Ankestyrelsen kan afvise at behandle en klage, hvis der er klaget for sent, eller Ankestyrelsen ikke er den rigtige instans at klage til. Det kan også skyldes, at klageren beslutter sig for at opgive klagen, eller klagen af anden grund bortfalder.
Hjemvist:
Sagen bliver sendt tilbage til kommunen, der skal behandle sagen og træffe afgørelse en gang til. Det kan være fordi, Ankestyrelsen mener, at der er tale om alvorlige sagsbehandlingsfejl, som ikke umiddelbart kan rettes op i klagesagsbehandlingen. Det kan også være, at Ankestyrelsen mener, at der er behov for nye oplysninger, som kommunen skal tage med i en afgørelse.
Ændring:
Ankestyrelsen har ændret kommunens afgørelse.
Stadfæstet:
Ankestyrelsen er enig i kommunens afgørelse.
Vedhæftet er også artikel fra Ankestyrelsen af 15. maj 2024 vedr. omgørelsesprocentens udvikling.
Kommunikation
Ingen bemærkninger.
Lovgrundlag
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt relevant lovgivning for de enkelte fagområder.
Indstilling
at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Indstillingen godkendt.
Til næste møde helt overordnet:
- antal sager
- antal afgørelser.
Sagsnr.: 00.00.00-P35-22-24
Beslutningstema
Orientering om Borgerrådgivernes beretning for funktionen i 2023.
Økonomi
Hedensted Kommune fik i 2021 tilsagn om i alt 988.000 kr. fra Bolig- og Planstyrelsens Demokratipulje til ansættelse af en borgerrådgiver på deltid til udgangen af 2024.
I løbet af 2022 besluttede Hedensted Kommune efter dialog med Bolig- og Planstyrelsen, og en række østjyske kommuner, i stedet at indtræde i en fælleskommunal ordning for borgerrådgivere med virkning fra primo 2023, hvortil der er en udgift på 420.000 kr. årligt i en toårig periode.
På nuværende tidspunkt er der ikke taget stilling til, hvorvidt borgerrådgiverordningen skal fortsætte efter, at forsøgsperioden via Demokratipulje er ophørt ved udgangen af 2024, og dermed er der endvidere ikke taget stilling til finansiering af udgifterne, forbundet med en fortsat deltagelse i den fælleskommunale ordning. En fortsættelse i den fælleskommunale ordning, i den nuværende form, vil indebære en årlig udgift på 420.000 kr.
Historik
Hedensted Kommune fik i 2021 tilsagn om i alt 988.000 kr. fra Bolig- og Planstyrelsens Demokratipulje til ansættelse af en borgerrådgiver på deltid.
I løbet af 2022 beslutter Hedensted Kommune efter dialog med Bolig- og Planstyrelsen, og en række østjyske kommuner, i stedet at indtræde i en fælleskommunal ordning for borgerrådgivere med virkning fra primo 2023. Dette bl.a. med henblik på at sikre et fagligt fællesskab omkring opgaven samt sikre en tydelig uvildig rådgivning af borgerne.
Sagsfremstilling
I 2023 har Hedensted Kommune derfor haft tilknyttet to borgerrådgivere, som har haft træffetid to gange ugentligt i løbet af året, mandag og fredag på rådhuset i Hedensted.
Som led i borgerrådgivernes opgavevaretagelse udarbejdes der hvert år en såkaldt beretning – en årsrapport - over det foregående års aktiviteter.
Gennemgang af henvendelser
Borgerrådgiverne har håndteret i alt 115 konkrete henvendelser fra borgere i løbet af 2023. Det skal dog bemærkes, at der i praksis har været flere henvendelser, men at flere henvendelser om den samme sag registreres som en henvendelse. Se evt. metodeafsnittet i bilag 1 i beretningen.
Henvendelserne kommer fra borgere som har haft berøring med forskellige dele af Hedensted Kommune, men særligt beskæftigelses- og læringsområdet, som tegner sig for ca. en tredjedel af henvendelserne hver.
Henvendelserne giver i langt størstedelen af tilfældene (75 sager) anledning til, at borgerne modtager råd og vejledning uden, at kommunens forvaltning bliver involveret.
Borgerne har i disse samtaler typisk fremført sine synspunkter og/eller stillet spørgsmål til en given sagsbehandling eller afgørelse. Borgerrådgiveren har herefter tilbudt borgeren en uddybende forklaring på sagsforløbet, en generel information om lovgivningen eller en orientering om, hvilken retning borgerens sag kunne formodes at udvikle sig i, hvorefter sagen afsluttes i borgerrådgiverens regi.
Øvrige sager har givet anledning til, at borgerrådgiveren har kontaktet forvaltningen for at gå i dialog om en konkret sag (9 sager) eller at borgerrådgiveren beder forvaltningen om at forholde sig en konkret afgørelse (11 sager).
I disse sager, hvor forvaltningen har været inddraget, skyldes henvendelsen typisk en eller anden form for frustration, som kan have vidt forskellige årsager. Lige fra manglende svar over personalets opførsel til spørgsmål til sagsbehandlingen, men også flere andre årsager.
Borgerne henvender sig som oftest ikke til borgerrådgiveren igen, efter afdelingen har besvaret henvendelsen, hvilket borgerrådgiveren tager som et udtryk for, at borgeren er tilfreds med svaret.
Omvendt kan der være tilfælde, hvor den enkelte afdelings svar giver anledning til at borgerrådgiveren stiller uddybende spørgsmål.
Herefter er de fleste sager afsluttet i borgerrådgiverregi, fordi borgeren enten modtager en uddybende forklaring på fx en afgørelse eller invitation til yderligere dialog fra den afdeling eller sagsbehandlinger, som er involveret i den konkrete sager.
Kun i en sag har borgerrådgiveren hjulpet borgeren med at formulere en skriftlig klage, mens der to gange er ydet vejledning i forbindelse med fremsendelse af en ansøgning.
Anbefalinger fra borgerrådgiverne
På baggrund borgerrådgivernes erfaringer kommer de også med en række opfordringer, som kan styrke sagsbehandlingen og dialogen med borgerne, herunder:
- At forvaltningerne fortsat er opmærksomme på vigtigheden i at besvare borgerens henvendelser, og gerne fremsende en kvittering til borgeren for modtagelsen af deres ansøgninger, samt hvornår borgeren kan forvente svar eller afgørelse.
- At forvaltningerne fortsat er opmærksom på, særligt i de komplekse og langstrakte sagsforløb, med jævne mellemrum og gerne af egen drift at opdatere borgerne omkring sagsforløbet.
- At forvaltningerne har fokus på retssikkerhedslovens bestemmelse om hurtig sagsbehandling da de efter borgerrådgiverens opfattelse er en af de vigtigste retssikkerhedsgarantier for borgerne. Det er samtidig borgerrådgiverens erfaring at et højnet fokus herpå ofte har en positiv effekt på borgerens tillid og tilfredshed til forvaltningen i almindelighed.
For uddybende og mere detaljeret beskrivelse og redegørelser for henvendelser på de enkelte kerneområder henvises til borgerrådgivernes beretning, som er vedlagt som bilag.
Stillingtagen til fortsættelse af ordningen
Som tidligere nævnt ophører den statslige finansiering, via Demokratipuljen, til Hedensted Kommunes borgerrådgiverfunktion, ved udgangen af 2024.
Samtidigt indebærer aftalen med den fælleskommunale borgerrådgiverfunktion, at Hedensted Kommune har et opsigelsesvarsel på seks måneder, såfremt det ønskes at udtræde af ordningen, og opsigelsen gælder først pr. 1. januar det efterfølgende år. Såfremt aftalen opsiges pr. 30. juni 2024, udtræder Hedensted Kommune af ordningen pr. 1. januar 2025. Såfremt aftalen opsiges pr. fx 30. september 2024, udtræder Hedensted Kommune først pr. 1. januar 2026.
Forvaltningen lægger på den baggrund op til, at Kommunalbestyrelsen beslutter, hvorvidt Hedensted Kommune skal fortsætte i ordningen
- og i så fald at Kommunalbestyrelsen anviser finansiering af ordningen.
Indstilling
- at udvalgene tager borgerrådgivernes beretning til efterretning,
- at Kommunalbestyrelsen beslutter, hvorvidt borgerrådgiverfunktionen skal videreføres og i så fald anviser finansiering af ordningen.
Beslutning
Udvalget har taget beretningen til efterretning.
Det vurderes at være en god investering
Sagsnr.: 15.20.00-P35-2-21
Beslutningstema
Orientering fra formanden.
Indstilling
Orienteringen tages til efterretning
Beslutning
Intet.
Sagsnr.: 15.20.00-P35-1-24
Beslutning
Intet.
Sagsnr.: 15.20.00-P35-1-24
Beslutningstema
Udvalgets medlemmer skriver under digitalt her
Beslutning
.
Sagsnr.: 15.00.00-P00-2-22
Sagsnr.: 00.30.04-S00-6-23