Gå til hovedindhold

Referater - Arkiv 2022-2025

Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Beskæftigelse 2022-2025
    Mødedato: 4. februar 2025 16:00
    Mødested: Mødelokale 3 & 4 Hedensted Rådhus

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-2-24

    Sagsfremstilling

    Mødets deltagere og fraværende noteres her.

    Beslutning

    Ingen fraværende.

    Mødet sluttede kl. 18.45.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-4-25

    Beslutningstema

    Orientering til Udvalg for Beskæftigelse om KL's nye kommunepartnerskab omkring unge og den gode overgang.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Sagsfremstilling

    KL har inviteret til et partnerskab om unge og gode overgange, og vi har takket ja til invitationen.

    For mange unge falder fra en ungdomsuddannelse. 11 % falder fra en gymnasial ungdomsuddannelse, og 41 % falder fra en erhvervsuddannelse. Mens en del af de unge der falder fra, vælger en anden uddannelse, så ender 15 % af de frafaldne på en erhvervsuddannelse i ledighed, og 28 % falder fra til ”andet”. Dette kan fx være unge, som forsørges af forældre m.fl.

    Samtidig viser analyser at de unge, der hverken er i uddannelse eller job i mere end et år, har afbrudt en eller flere ungdomsuddannelser. Der har gennem flere år været et stort politisk fokus på, at finde løsninger på at lykkes med denne gruppe unge. For mange unge i denne gruppe kan FGU være et skridt nærmere videre uddannelse eller varig beskæftigelse.

    Kommunerne arbejder og udvikler løbende deres praksis med at sikre, at de unge uden uddannelse og job hjælpes på rette vej. Mange kommuner arbejder intensivt med at sikre den nødvendige indsats og vejledning, men det kræver samarbejde. FGU-institutionerne og ungdomsuddannelser er centrale aktører i forhold til at vejlede unge, der er frafaldstruede. Det kræver styrket samarbejde mellem aktørerne for at lykkes med alle unge.

    KL har derfor i samarbejde med Børne- og Undervisningsministeriet inviteret til dette partnerskab for kommuner, som ønsker at styrke den lokale indsats over for de unge, der afbryder deres uddannelse uden et alternativ for på sigt at mindske antallet af unge, der ender i gruppen uden uddannelse og job i længere tid. Det vil bl.a. kræve et tættere samarbejde med de unge, FGU-institutionerne og ungdomsuddannelserne. Til partnerskabet tilknyttes en følgegruppe med repræsentanter fra erhvervsskoler, gymnasier og unge. Partnerskabet udspringer af den politiske aftale på FGU-området.

    Om partnerskabet

    I partnerskabet vil der være fokus på følgende temaer:

    • Fortættet samarbejde mellem kommunerne, ungdomsuddannelser, FGU mfl. for at styrke indsatsen med unge og gribe de unge der har behov, og som falder fra en ungdomsuddannelse.
    • Inddragelse af unge med henblik på deres perspektiv og ønsker til, hvordan kommuner og institutioner lykkes med opgaven.
    • Arbejdet med data som fælles afsæt.
    • Arbejdet med blandt andet målgruppevurdering, uddannelsesplan og forløbsplan på tværs af relevante forvaltninger.

    Vi vil som kommune i partnerskabet hente inspiration til at udvikle vores lokale praksis og med afsæt i egen praksis igangsætte relevante prøvehandlinger inden for et eller flere temaer. Partnerskabet kan være en øvebane til udvikling eller videreudvikling af praksis og samarbejde med internt såvel som med eksterne samarbejdspartnere.

    Vi har derfor valgt, at deltagerne i partnerskabet er fra henholdsvis UU og Ungeenheden og vores samarbejdstemaer vil være:

    • Ønsker om erfaringer i løbet af partnerskabet:
      • Vi har gode erfaringer med etablering af gode og bæredygtige partnerskaber med lokale virksomheder (30 virksomheder pr. dags dato), men det kniber mere med ungdomsuddannelserne og FGU.
    • Områder som vi ønsker at sætte fokus på:
      • Inddragelse af de unge som målgruppe i ønsket om etablering af partnerskaber og arbejdet med data (hvilke data) som fælles afsæt.
    • Områder der særligt er på spil hos i Hedensted Kommune:
      • Logistikken i kommunen samt at vi udover et gymnasium ikke har nogen ungdomsuddannelser i kommunen. De unge skal derfor til f.eks. Horsens eller Vejle for at tage uddannelse.

    Som en del af partnerskabet vil der både være oplæg, facilitering og sparring fra relevante videnspersoner, kommuner samt mulighed for vidensdeling mellem kommuner og tid til at arbejde kommunevis.

    KL har været i dialog med os inden opstart for at tilrettelægge forløbet, så det bedst imødekommer vores ønsker og behov.

    Som en del af partnerskabet vil der være to supplerende spor, som inddrages løbende.

    • Et spor hvor FGU Danmark og repræsentanter fra ungdomsuddannelserne inviteres ind i forhold til gode samarbejder f.eks. med fokus på indberetning af risiko for frafald, og ved frafald en styrket kommunikation mv.
    • Et andet spor hvor de unge inviteres ind i partnerskabet f.eks. repræsenteret ved Modstrøm, Autisme Ungdom m.fl. f.eks. arrangeret som en workshop sammen med relevante aktører. Her vil der bl.a. være fokus på, hvordan mødet mellem KUI, ungdomsuddannelser, FGU og den unge udvikles og kvalificeres.

    Forventninger til partnerskabet.

    Vi forventer som deltagerkommune gennem partnerskabsprojektet at få:

    • Inspiration og sparring fra relevante videnspersoner og på tværs af kommuner til at udvikle og styrke praksis over for de unge, der falder fra en ungdomsuddannelse eller et FGU-forløb og derigennem styrke unges overgang til FGU, ungdomsuddannelse eller job.
    • Understøttelse af vores arbejde med prøvehandlinger herunder planlægning, afprøvning og evaluering.
    • Fokus på at styrke arbejdsgange og forståelse med lokale samarbejdspartnere om opgaver og ansvar.
    • Netværk med andre kommuner der arbejder med samme dagsorden.
    • Bidrag til at udarbejde og videregive anbefalinger til det politiske niveau.

    Samtidig så forventer KL af os, at:

    • Vi får politisk opbakning til, at vi deltager i partnerskabet og i den forbindelse igangsætter lokale prøvehandlinger for at lykkes endnu bedre med ungeindsatsen i vores kommune.
    • Vi overvejer, hvilke samarbejdsrelationer og partnere vi har internt såvel som eksternt i forhold til de unge, og som kan være relevante at aktivere i partnerskabet.

    Partnerskabet vil kunne bruges som afsæt for et kommunalt og lokalt udviklingsarbejde samt til at identificere lokale barrierer og muligheder.

    Partnerskabet er et tilbud til forvaltninger herunder gerne med deltagelse både på et chef/lederniveau og af relevante medarbejdere. Partnerskabet vil munde ud i en række anbefalinger, som skal afleveres til det politiske niveau på Christiansborg.

    Kommunikation

    Punket er lavet i samarbejde mellem Per Lunding, leder af Administration og Uddannelsesvejledning og Pia Hermanstad, chef for Ungeenheden

    Indstilling

     at Udvalget for Beskæftigelse tager orienteringen til efterretning.

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-5-25

    Beslutningstema

    Orientering til Udvalget for Beskæftigelse om samarbejde med Glud Museum.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Sagsfremstilling

    Glud Museum har modtaget 1,3 millioner kroner til et samarbejdsprojekt med Ungeenheden i Hedensted Kommune.

    Projektets titel er ”Empowerment på Museet - Livsmestring for unge på Glud Museum”.

    Projektet skal skabe et tværinstitutionelt laboratorie, hvor de unge, der er i et forløb i Ungeenheden Daugaard, i perioder skifter hverdagen i Daugaard ud med erhvervsrettede aktiviteter på Glud Museum.

    Målet hermed er at skabe et rum, hvor de unge selv kan være medskabere af produkter og leverancer på vejen mod en tilværelse i beskæftigelse eller uddannelse. Der er fokus på recovery-begrebet, og de unges egen stemme, ønsker og behov inddrages aktivt for at styrke medborgerskab og give de unge konkrete erfaringer med at være en del af samfundets fællesskaber.

    Glud Museum er projektejer og er ansvarlig for alle dele af projektets fremdrift og overholdelse af formelle krav. Ungeenheden forpligter sig til at facilitere en fast ramme for et ungeinitieret samarbejde med Glud Museum samt til løbende at bidrage til delevaluering og iterativ tilpasning af indhold og rammer.

    Vi vil også indgå i vidensudveksling og f.eks. ekskursioner med projektsamarbejdspartnerne på Give Museum i Vejle Kommune.

    I projektets gennemførelsesperiode vil vi flytte en del af hverdagen for de unge ud på museet og f.eks. deltage i ture til Give Museum.

    Ungeenheden vil i projektet bidrage med data mv. til gennemførelse af en forankringsplan.

    Glud Museum bidrager med projektledelse, administration, praktisk og fysisk hjælp samt aktivering af museets frivillige til gennemførelse. Desuden forpligter museet sig til at udvikle en plan for, hvordan Ungeenheden Daugaards målgruppe kan få deres faste gang på museet efter endt projektperiode.

    Projektet starter den 1. marts 2025 og varer i to år.

    Indstilling

    at Udvalget for Beskæftigelse tager indstillingen til efterretning

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-6-23

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-24-24

    Beslutningstema

    Årshjul for virksomhedskontakt 2025 forelægges til orientering.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Personale

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Ingen bemærkninger.

    Sagsfremstilling

    Vedhæftede dokument giver et overblik over aktiviteter relateret til virksomhedskontakten for henholdsvis Beskæftigelse, Erhverv og UU.

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Lovgrundlag

    Ingen bemærkninger.

    Indstilling

    at Udvalget for Beskæftigelse tager orienteringen til efterretning.

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-P20-1-24

    Beslutningstema

    Status på investeringsprojekter 2024-2025 forelægges Udvalget for Beskæftigelse til orientering.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Personale

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Iværksættelse af investeringsprojekterne for perioden 2024-2025 blev godkendt på møder i Udvalget for Beskæftigelse den 6. juni 2023, punkt 62 og den 15. august 2023, punkt 75. På møde i Udvalget for Beskæftigelse den 16. januar, punkt 4, blev de uddybende beskrivelse af investeringsprojekterne godkendt. På møde den 13. august 2024, punkt 79, blev status pr. august 2024 præsenteret.

    Sagsfremstilling

    Vedhæftet nærværende sagsfremstilling er status for de 5 investeringsprojekter, som blev påbegyndt i 2024. Det er følgende 5 investeringsprojekter:

    • Klar, parat - i job
    • Håndholdt indsats for jobparate kontanthjælpsmodtagere
    • Flere i job
    • Kompetenceporten
    • Det sociale frikort.

    Status for de 5 investeringsprojekter gennemgås nærmere på udvalgets møde. Nedenfor er en kort status for hver af de 5 projekter.

    Klar, parat - i job

    Målsætningen for Klar, parat - i job er at give ledige a-dagpengemodtagere et lokalt forankret og målrettet jobsøgningstilbud så tidligt i ledighedsforløbet som muligt, gerne mens den ledige endnu er i det indledende 3 måneders kontaktforløb hos a-kassen. Det har dog vist sig, at de ledige ikke bliver henvist til forløbet. før de overgår til kontaktforløbet i jobcentret.

    Resultater:

    • Den gennemsnitlige varighed af dagpengeforløbene er aktuelt på gennemsnitligt 17,5 uger, hvilket er ca. 3 procentpoint lavere end for gennemsnittet af landets kommuner.
    • Antal fuldtidsledige efteråret 2024 matcher niveauet for 2023. Pr. november 2024 var der 412 fuldtidsledige i Hedensted Kommune.
    • I Hedensted er der flere, som er i job efter endt ledighedsforløb end hos gennemsnittet af landets kommuner.
    Håndholdt indsats for jobparate kontanthjælpsmodtagere

    Projektet sigter mod, at der er færre jobparate kontanthjælpsmodtagere, at varigheden af forløbene reduceres, samt at en høj andel er i job efter endt forløb.

    Resultater:

    • Målgruppen er reduceret med 25 procent i løbet af 2024.
    • Den gennemsnitlige varighed af afsluttede forløb er 24 uger, hvilket er væsentligt under gennemsnittet for øvrige kommuner.
    • Den jobrettede status efter endt forløb er ca. 75 procent.
    • 33 procent af ydelsesmodtagerne har lønnede timer/vikarjobs.
    Flere i job

    Flere i job er primært for målgrupperne aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og borgere i ressourceforløb. I indsatsen er der fokus på koordinerede tidlige virksomhedsrettede forløb parallelt med andre indsatser - samt på hyppig opfølgning på de virksomhedsrettede forløb.

    Resultater:

    Antal aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere har været stigende over de senere måneder, mens antallet af borgere i ressourceforløb falder. Den gennemsnitlige varighed af forløbene er høj, men den jobrettede status efter endt forløb er også høj. 

    Kompetenceporten

    Kompetenceporten har fokus på at understøtte virksomheders kompetenceudvikling af de ansatte, samt at ledige får kompetenceopbyggende forløb, som giver dem job. Det gøres blandt andet via formidling af information, gennem virksomhedsopsøgende arbejde og gennem faciliterende tiltag i samarbejde med uddannelsesinstitutioner.

    Resultater:

    • Ledige og sygemeldte har gennem forskellige kurser opnået beskæftigelse.
    • Virksomheder har deltaget i bl.a. kurser omkring asbest håndtering, el-tavle projekt mv.
    • Jobcentret afvikler job- og uddannelsesmesser målrettet områder med særlige rekrutteringsudfordringer.
    • Grøn omstilling: Opkvalificering af ledige til "grønne jobs" og til arbejdet med bæredygtighed.
    Unge i job med Socialt Frikort

    Målet for projektet er at flere unge får ordinær tilknytning til arbejdsmarkedet, herunder at unge, som visiteres til fleksjob, har så mange lønnede timer på arbejdspladsen som muligt.

    Resultater:

    • Pr. januar 2025 er der 28 unge med socialt frikort og relativt mange har virksomhedspraktik og eller lønnede timer.

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Lovgrundlag

    Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

    Indstilling

    At orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-14-24

    Beslutningstema

    Orientering om resultatet af temarevision angående fleksjobordningen - 2023

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Sagen blev behandlet på Udvalget for Beskæftigelse d. 13. august 2024, hvor udvalget blev præsenteret for de konklusioner, som Hedensted kommunes revisorer havde lavet i forbindelse med temarevisionen i 2023. 

    Sagsfremstilling

    Landets kommuner blev i december 2022 orienteret om en planlagt temarevision for revisionsåret 2023 med fokus på progression i fleksjob.

    Ifølge Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 116, skt. 2, kan personer, der aktuelt har en meget begrænset arbejdsevne, visiteres til fleksjob, hvis der er mulighed for, at deres arbejdsevne inde for en rimelig periode kan udvikles.

    Formålet med temarevisionen var at sikre, at kommunerne visitererede korrekt, og at der blev truffet korrekte afgørelser, samt at procedurerne omkring processen var korrekt.

    Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering opstillede i alt 10 punkter til revisionen, og BDO ville igennem besvarelsen af disse kunne afdække, hvorvidt kommunens praksis var i overensstemmelse med lovens intention.

    Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering konkluderer i det vedlagte materiale, at kommunerne forvalter fleksjobordningen for borgere med en aktuelt meget begrænset arbejdsevne i overensstemmelse med loven og intensionerne bag ordningen. Det er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings opfattelse af kommunerne har fulgt revisorernes anbefalinger, opdatereret forretningsgangsbeskrivelser og kompetenceudviklet medarbejderne.

    Revisionens anbefalinger har medvirket til, at borger, kommuner og virksomheder fra starten er opmærksomme på, at der skal arbejdes med et udviklingsperspektiv i borgernes fleksjob.

    Notatet om hovedkonklusionerne af temarevisionen er vedlagt som bilag.

    Lovgrundlag

    Lov om aktiv beskæftigelsesindsats § 116, stk. 2

    Indstilling

    at Udvalget for Beskæftigelse tager orienteringen til efterretning. 

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-10-23

    Beslutningstema

    Orientering om udviklingen indenfor beskæftigelsesområdet.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Sagsfremstilling

    Administrationen i jobcentret udarbejder hver måned en oversigt over antal borgere, fordelt på de forskellige forsørgelsesgrupper, der er i jobcentret.

    Ledelsesinformationen følger op på de måltal, der hvert år besluttes af Udvalget for Beskæftigelse ud fra budgetlægningen. På den måde har udvalget mulighed for at følge op på, hvordan jobcentret ligger i forhold til måltallene. Måltallene er etableret for bedre at kunne følge borgerens bevægelse mod selvforsørgelse.

    Oversigten for januar 2025 uddeles på mødet og tilknyttes referatet. Endvidere er tilknyttet et bilag med status på ledigheden for a-dagpengemodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere.

    Indstilling

    at Udvalget for Beskæftigelse tager orienteringen til efterretning. 

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-4-24

    Sagsfremstilling

    • Dagsordenen til seminar den 4. marts 2025.
    • Ungeløftet - se bilag

    Beslutning

    • Kamstrupgaardsagen fra TV. Vi har ingen indskrevne på Kamstrupgaard. 1 indskrevet i 2023.og vi har efterfølgende kontaktet tilsynet.
    • Tønder kommunes Beskæftigelsesudvalg kommer på besøg den 3. juni 2025 fra kl. 11.00 - 13.00.
    • Mødet i Udvalget for Beskæftigelse starter kl. 8.00 den 3. juni 2025.
    • Opdatering på reformarbejdet.
    • Pia Hermanstad orienterede om Ungeløftet.

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-8-24

    Beslutning

    Intet.

    Sagsnr.: 15.00.00-P35-6-24

    Beslutningstema

    Udvalgets medlemmer skriver under digitalt her.

    Beslutning

    .