Gå til hovedindhold

Referater - Arkiv 2022-2025

Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Beskæftigelse 2022-205
    Mødedato: 3. december 2024 16:00
    Mødested: Hedensted Rådhus mødelokale 3 og 4

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-34-24

    Beslutningstema

    Orientering fra Borgerservice

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Personale

    Ingen bemærkninger

    Historik

    Ingen bemærkninger .


    Sagsfremstilling

    Der orienteres om opgaver og drift, der vedhæftes oversigt over opgaver i Borgerservice.

    Orienteringen omhandler:

    - Ekstra administrative opgaver i forbindelse med ændringer af kontanthjælpssystemet

    - Samarbejdet med ældresagens it cafeer

    - Serviceniveau for oprettelse af MitId

    - Mulighed for tidsbestilling for pas og kørekort bortfalder 1.12.24

    - Ny Borgerzone

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-29-24

    Beslutningstema

    Politisk afrapportering.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Personale

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Ingen bemærkninger.

    Sagsfremstilling

    Kommunalbestyrelsen besluttede i forbindelse med godkendelse af ny politisk og administrativ struktur i juni 2021 at nedsætte et § 17, stk. 4 udvalg med opgaven at udarbejde en ny strategi for en samlet ungeindsats i Hedensted kommune.

    Ungdomslivet er en fase i livet, hvor man er godt på vej til at skabe og udforske sig selv, sin identitet og at træde de næste skridt ind i nye fællesskaber som en del af vejen til uddannelse og job.

    Med ungestrategien vil Hedensted Kommune understrege, at vi vil noget for og med alle unge i kommunen. Dette uanset om de unge befinder sig et sted i ungdomslivet, hvor de trives og er godt på vej, eller om de står i en udsat position og på kanten af fællesskabet og har brug for støtte og hjælp til at komme videre.

    For at sætte retningen for arbejdet med Ungestrategien, udarbejdede man et kommissorium, som skulle danne udgangspunkt og sikre en fælles ramme for det videre arbejde. Herefter udviklede forvaltningen i regi af KUI i samarbejde med § 17, stk. 4-udvalget og andre relevante aktører Ungestrategien og de mål, der skal sikre fremdrift i implementeringen og udmøntningen af Ungestrategien. I processen blev både unge, virksomheder, fagprofessionelle, forskere m.fl. inddraget.

    Resultatet er Ungestrategien, som er rettet mod alle unge fra 7. klasse til 25 år i Hedensted Kommune.

    Visionen

    Alle unge fra 7. kl. til 25 år i Hedensted Kommune skal opleve et godt ungdomsliv præget af trivsel og adgang og deltagelse i meningsfulde fællesskaber i både uddannelse, fritid og job for at give dem de bedste forudsætninger for at udvikle sig til livsduelige og fremtidsparate unge.

    Ungestrategien tager afsæt i eksisterende politikker på ungeområdet i Hedensted Kommune, hvor der allerede er formuleret vigtige pejlemærker, visioner og målsætninger. Ungestrategiens mission er derved funderet i kerneopgaverne på tværs af de forskellige kerneområder, som bl.a. er beskrevet i:

    • Det gode liv

    • Børne-og Ungepolitikken

    • Visionsplan for Beskæftigelse

    Samtidig er Ungestrategiens mission forankret på tværs af lovgivninger som Lov om Social Service, Lov om en Aktiv Beskæftigelse, Lov om Kommunal Ungeindsats samt Folkeskole-og Ungdomsskoleloven.


    Arbejdet med Ungestrategien resulterede i fire overordnede spor og en række ungestrategiske mål, som man i Hedensted Kommune gerne vil arbejde videre med og sætte et særligt fokus på. De fire sporer:

    • Fællesskaber og fleksible ungemiljøer

    - sammen skal vi skabe et godt ungemiljø – alternative og rummelige ungemiljøfrirum – der giver plads til og mulighed for, at alle unge kan blive en del af et fællesskab

    • En koordineret og sammenhængende indsats for de unge

    - ungeområdet skal være præget at gode overgange og stærke sammenhænge, som skaber et sammenhængende ungeområde og oplevelsen af helhed

    • Vejen til uddannelse og job

    - sammen skal vi sikre flere veje at gå og plads til fejl

    • Hurtig og let tilgængelig hjælp ved mistrivsel

    - Sammen skal vi sørge for, at alle unge har mulighed for hurtigt og nemt at få hjælp, når de har burg for det




    Ungestrategien blev vedtaget d. 20. december 2023. Der har efterfølgende været afholdt to temadage med særligt fokus på vidensdeling og styrkelse af den relationelle kapacitet. Temadagene blev afholdt i hhv. marts og november 2024 for medarbejderne, som har arbejdet med implementeringen af de tiltag og aktiviteter, der er kommet ud af Ungestrategien. På temadagene har både frontpersonale og ledere deltaget.

    Herudover er der som nævnt sat en masse tiltag, aktiviteter og indsatser i søen, som hver især er med til at understøtte de fire spor. Aktiviteterne inkluderer bl.a. Forældrekontakten, OCN-læringsbeviser, Omvendt Uddannelsesmesse, øget fokus på fritidsjob, opsøgende klub og Projekt Fælles om Ungelivet, aktivitetskatalog for Ungdomsskolen, Virksomhedsbus for blot at nævne nogle få.

    Endeligt er samarbejdet på tværs af afdelingerne i KUI blevet meget tættere – både i løbet af processen med udviklingen af Ungestrategien og i den efterfølgende implementering. Voksenhandikap er desuden blevet en del af det tætte samarbejde og KUI-styregruppen.

    Kommunikation

    Sagen bliver behandlet på møde både i Udvalg for Læring og i Udvalg for Beskæfigelse i december 2024.

    Lovgrundlag

    Ingen bemærknnger

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-32-24

    Beslutningstema

    Status på indsats med virtuel bostøtte.

    Personale

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Ingen bemærkninger.

    Sagsfremstilling


    Der er indgået et samarbejde mellem Socialpsykiatrien, Ungeenheden og Voksenhandicap om etablering af virtuel støtte til borgere, der har sag i en af de tre afdelinger.


    De politiske udvalg er tidligere orienterede om dette, og der vil, når de sidste aftaler om it-betjening af ordningen er på plads, blive lavet en endelig indstilling til udvalgene herom.


    Målgruppen for indsatserne

    Målgruppen for indsatserne er de 15 – 30-årige, hvor der er behov for, at de kan tilbydes ophold i en boform efter reglerne i Barnets Lov §§ 32 ved anbringelse på eget værelse eller 114 (efterværn), samt efter Lov om Social Service §§ 107 (midlertidig botræning), 110 (forsorgshjem) eller unge, der kan bo for sig selv med støtte efter Lov om Social Service §§ 82 eller 85:


    • Unge under 18 år, der anbringes uden for hjemmet, og hvor det er forsvarligt, at de har ophold i egen bolig.

    • Unge mellem 18 og 23 år, der er i målgruppen for efterværn.

    • Unge mellem 18 og 30 år, der hidtil har haft ophold på et midlertidigt botilbud og vil kunne udskrives fra dette til egen bolig, hvis der er mulighed for kontakt til pædagogisk støtte i hele døgnet.

    • Unge der ellers ville været blevet indskrevet i både midlertidige og længerevarende botilbud (fokus her vil være unge, som er på vej i den gode overgang med let støttebehov, men hvor utrygheden fylder, og forældrene har varetaget mange af ADL-opgaver mv.).

    • Unge der ellers ville være tænkt ind i længerevarende botilbud med et meget lille støttebehov.

    • Unge der er boligløse og ellers ville have skulle have haft ophold på et forsorgshjem.

    • Borgere der bor i egen bolig og har kontakt til SocialPsykiatrien/Rusmiddelcenter og har behov for nogen at ringe til, når det bliver for svært.


    Indsatsen vil kunne etableres og drives i et tæt samarbejde mellem Socialpsykiatrien, Ungeenheden og Voksenhandicap.


    Beskrivelse af tilbuddet

    Tilbuddet etableres som en del af et matrikelløst tilbud og som en del af den samlede og helhedsorienterede ungeindsats i Hedensted Kommune i tæt samarbejde med Socialpsykiatrien.


    Tilbuddet skal indeholde mulighed for støtte gennem en ungebase i hele døgnet til de unge. De unge skal således her kunne komme i kontakt med en medarbejder i alle døgnets timer. Kontakten vil primært være digital, idet alle de unge vil kunne komme i kontakt via videoopkald. Hvis der viser sig at være behov for yderligere hjælp til den unge, vil en medarbejder kunne tage ud til vedkommende. Ud over den virtuelle støtte, så skal Ungebasen jf. Barnets Lov også være et sted, hvor fx unge anbragte kan søge hen til for fællesskab, uvildig vejledning mv.


    Der er således erfaring for, at det er vigtigt for unge, der ikke kan bo hjemme, at forblive i lokalområdet, så de kan fortsætte i fx det allerede eksisterende uddannelsestilbud og fritidstilbud og bevare netværket blandt venner og kammerater. Med virtuel bostøtte og med tæt kontakt til en ungebase vil de unge opleve et mere almindeligt liv med en meget lidt indgribende indsats.


    De unge vil i ungebasen altid kunne få vejledning og rådgivning – eller bare en uformel snak. Der er således for de unge altid mulighed for kontakt til en voksen – også om natten og i weekenden.


    Det samme gælder for unge, der hidtil har haft ophold på et midlertidigt eller længerevarende botilbud eller ville være blevet indskrevet i et sådant, unge der ellers ville være tænkt ind i længerevarende botilbud med et meget lille støttebehov, unge og andre borgere der ellers ville skulle have haft ophold på et forsorgshjem, eller unge og andre borgere der bor i egen bolig og har kontakt til Socialpsykiatrien eller Rusmiddelcentret og har behov for nogen at ringe til, når det bliver for svært.


    Der er personalemæssigt døgndækning i tilbuddet, og den pædagogiske indsats har altid et socialt inkluderende og arbejdsmarkedsrettet perspektiv, og sympati og empati går hånd i hånd med reel og faglig rådgivning og vejledning.


    De unge, der har tilknytning til ungebasen og andre borgere, der modtager virtuel bostøtte, vil uanset målgruppe have behov for pædagogisk støtte og tilsyn.


    Tilknytning til ungebasen betyder også tilknytning til en primær voksen, der både skal være hånden i ryggen og den personlige støtte – et anker, og relationsarbejdet med den voksne skal være solidt. For andre borgere kan den virtuelle bostøtte give hjælp til at komme videre, når noget er blevet for svært.


    Bemanding

    Tilbuddet vil fra klokken 17 til 23 blive bemandet med Ungeenhedens forvagter og fra 23 til 07 med vågne nattevagter fra botilbuddene i Voksehandicap.


    Iværksættelse

    Indsatsen vil kunne iværksættes, når den er vedtaget i de politiske udvalg. Dette afventer dog, at de it-mæssige løsninger er på plads, og at de økonomiske konsekvenser er endeligt beregnede.


    Dog er det besluttet i en periode indtil da at iværksætte tilbuddet for de borgere, der hidtil har gjort brug af Aftentelefonen i Socialpsykiatrien, så disse ikke kommer til at opleve en manglende støtte.


    Erfaringer

    Der er gode erfaringer med lignende indsatser fx i form opgangsfællesskaber i bl.a. Assens, Frede-riksberg, Hillerød, Holbæk, Aalborg og Aarhus kommuner.


    Ankestyrelsens undersøgelse i 2015

    Anbringelse af unge på eget værelse kan være et godt afsæt til voksenlivet.


    Ankestyrelsens undersøgelse om anbringelse af unge på eget værelse viser, at både kommunerne og de unge selv mener, at ordningen er et godt alternativ til andre slags anbringelse. Men de unge skal følges tæt.


    Både kommunerne og de unge selv ser fordele ved at anbringe unge i egen bolig, viser Ankestyrelsens undersøgelse om anbringelse på eget værelse. Undersøgelsen peger dog også på, at anbringelsesformen kan give problemer med misbrug og ensomhed.


    Undersøgelsen

    Undersøgelsen er gennemført i andet halvår af 2015. Den består af en spørgeskemaundersøgelse med svar fra 95 kommuner, og der indgår data fra Ankestyrelsens anbringelsesstatistik. Undersøgelsen bygger også på interviews med udvalgte kommunale ledere, sagsbehandler og unge, der er anbragt på eget værelse.


    Hovedparten af kommunerne oplyser, at eget værelse giver mulighed for at arbejde med de unge i nærmiljøet, og at eget værelse forbereder de unge til voksenlivet. Godt halvdelen af kommunerne anvender eget værelse for at skabe ro omkring den unge – for eksempel i forhold til konflikter med familien.


    Kommunerne nævner også, at anbringelsen kan skabe ensomhed og isolation blandt de unge, og at værelserne kan blive opholdssted for andre unge med problemer.


    Støttekontaktpersonen er vigtig

    Interviewene med de unge på eget værelse viser, at det har været en hård overgang at flytte i egen bolig, men at de unge i stort omfang har lært at tage ansvar for sig selv. Ifølge de unge er det vigtigt at få hjælp – især fra støttekontaktpersonen - til at håndtere praktiske gøremål, pligter og økonomi.


    For flere af de unge udgør støttekontaktpersonen en livline i hverdagen. Til trods for at de unge af og til kan føle sig ensomme på eget værelse, er de unge, som Ankestyrelsen har interviewet, faldet godt til i de nye omgivelser og har fået et socialt netværk.


    Undersøgelsen handler om

    • Praksis forbundet med anbringelse af unge på eget værelse (dengang efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7)

    • Døgnophold i eget værelse som led i efterværn (dengang efter servicelovens § 76)

    • Kommunernes praksiserfaringer med personrettede tilsyn (dengang efter servicelovens § 148, stk. 1).


    Egen undersøgelse af Aftentelefonen

    Lokalt har Socialpsykiatrien i 2018 lavet en undersøgelse blandt borgerne med indsats fra Socialpsykiatrien i forhold til Aftentelefonen. Her fremgik det, at hovedparten af borgerne tilknyttet Socialpsykiatrien opfattede det som et godt tilbud at vide, hvor der kunne hentes hjælp, men at hovedparten af socialpsykiatriens borgere ikke aktivt benyttede Aftentelefonen.

    Kommunikation

    Ingen bemærkning

    Lovgrundlag

    Barnets Lov § 32

    Når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om en eller flere af følgende støttende indsatser, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet:

    1. Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted el.lign.

    2. Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.

    3. Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien.

    4. Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge.

    5. Familiebehandling eller behandling af barnet eller den unge.

    6. Familieanbringelse i form af et døgnophold for både forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien i en almen plejefamilie, i en forstærket plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie, på et børne- og ungehjem, jf. § 43, eller i et botilbud, jf. § 107 i lov om social service.

    7. Støtteophold i en almen plejefamilie, i en forstærket plejefamilie, i en specialiseret plejefamilie, i en netværksplejefamilie eller på et børne- og ungehjem, jf. § 43.

    8. Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte.


    Barnets Lov § 43

    Børn og unge kan anbringes på følgende anbringelsessteder:

    1. Almene plejefamilier.

    2. Forstærkede plejefamilier.

    3. Specialiserede plejefamilier.

    4. Netværksplejefamilier.

    5. Egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem.

    6. Børne- og ungehjem, jf. stk. 3.

    7. Pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.


    Barnets Lov § 114

    For en ung, der er eller var anbragt uden for hjemmet på et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 5 i denne lov eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om følgende:

    1. At opretholde et døgnophold, jf. §§ 46 eller 47, på et anbringelsessted, jf. § 43.

    2. At udpege en fast kontaktperson for den unge, jf. § 32, stk. 1, nr. 3.

    3. At etablere en udslusningsordning i det hidtidige anbringelsessted.

    4. At tildele andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge.


    Lov om Social Service § 82

    Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp efter denne lov i overensstemmelse med formålet, jf. § 81, til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte. Hjælpen kan dog ikke ydes ved brug af fysisk tvang.


    Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan inddrages i varetagelsen af interesserne for en person med betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede Familieretshuset om at beskikke en værge efter værgemålsloven.


    Lov om Social Service § 85

    Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.


    Lov om Social Service § 107

    Kommunalbestyrelsen kan tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for det.


    Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold


    1) til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte, og


    2) til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte.


    Lov om Social Service § 108

    Kommunalbestyrelsen skal tilbyde ophold i boformer, der er egnet til længerevarende ophold, til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.


    Lov om Social Service § 110

    Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.


    Stk. 2. Optagelse i boformer efter stk. 1 kan ske ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder.


    Stk. 3. Lederen træffer afgørelse om optagelse og udskrivning.


    Stk. 4. Boformer efter stk. 1 skal senest 3 hverdage efter afgørelse om optagelse i boformen give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter denne lov, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.


    Stk. 5. Boformer efter stk. 1 skal så vidt muligt inden udskrivning fra boformen, dog senest 3 hverdage herefter, give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter denne lov, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.


    Stk. 6. Orienteringerne efter stk. 4 og 5 skal som minimum indeholde personens navn og cpr-nummer samt dato og begrundelse for henholdsvis optagelsen og udskrivningen.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.


    Sagsnr.: 15.00.00-A00-31-24

    Beslutningstema

     Hjemløse og forsorgshjem: Drøftelse og beslutning om Housing First indsats jf. Servicelovens § 85a.

    Økonomi

    Der er givet bevilling til indsatsen vedr. Housing First, § 85a bostøtte. Der skal udarbejdes kvalitetsstandard og serviceniveau for indsatsen, og det ønskes drøftet, hvorvidt der kan oprettes en mellemregningspulje, som kan smidiggøre arbejdsgangen, og som kan dække de nødvendige omkostninger, som kan dukke op i forbindelse med arbejdet med disse borgere.

    Puljen vurderes at skulle udgøre kr. 50.000.

    Personale

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Ingen bemærkninger.

    Sagsfremstilling

    Indsatsen omkring hjemtagning af borgere med ophold på forsorgshjem har nu fulgt de nuværende regler siden 1. oktober 2023.


    Der er nu en række erfaringer omkring de praktiske opgaver, der følger med at indflytte en borger i egen bolig, som Udvalget hermed orienteres om.


    Overgangen fra forsorgshjem til egen bolig er for mange af disse borgere kritisk. Meget kan gå skævt, og det kan være afgørende for, hvorvidt det lykkedes af få borger ud af hjemløshed.


    I Rusmiddelcentret er opgaven forankret i et mindre team af medarbejdere, som arbejder med hjemtagning af borgere til Hedensted. Teamet arbejder også med udflytning af borgere fra forsorgshjem, som ikke ønsker at returnere til Hedensted kommune. I disse tilfælde er det vigtigt, at indsatsen efter Servicelovens § 85a bevilges, mens borger opholder sig på forsorgshjem, da den nye bopælskommune ellers ikke kan få refusion for bostøtteindsatsen efter Servicelovens § 85a.

    For de borgere som fraflytter forsorgshjem til en bolig i Hedensted kommune, er det en række opgaver, som skal falde i hak, for at udflytningen fra forsorgshjem lykkes.


    1. Når borger tager ophold på forsorgshjem udarbejdes en handleplan sammen med borgeren. Formålet er dels at få tilstrækkeligt kendskab til borgeren og dels at afdække borgeres livssituation – herunder forudsætningerne for at komme i egen bolig. Denne opgaves varetages af en socialrådgiver tilknyttet Rusmiddelcentret.


    2. Der skal findes en bolig til borgeren. En stor del af disse borgere stiller ikke store krav til boligen, men det er et faktum, at det er vanskeligt at finde boliger, som ligger inden for det økonomiske råderum, en borger på kontakthjælp kan afholde, uden det går ud over det rådighedsbeløb, som i alle andre tilfælde anvendes som grundlag for beregning i Hedensted kommune. Særligt sårbare er unge borgere under 30 år på kontakthjælp. For denne gruppe af borgere er kontanthjælpen reduceret, og der findes nærmest ingen lejeboliger, som er aktuelle for disse borgere.


    3. Når der er fundet en egnet bolig, bestilles en lejekontrakt, som borger skal underskrive. Herefter planlægges indflytning.


    4. Der søges normalt om indskudslån i Borgerservice. Har borger i forvejen et indskudslån, skal der søges om enkeltydelse.


    5. Borger hjælpes til at søge boligsikring. Det sker enten via forsorgshjemmet, andre gange via de bostøtter, der er tilknyttet § 85 a her i Hedensted.


    6. Der søges § 34 – særlig støtte til høje huslejeudgifter typisk for de borgere, der er på kontakthjælp.


    7. Der søges om etableringsydelse. Reelt er det den kommune, hvor borger opholder sig, der skal behandle en sådan ansøgning. Borgerservice Hedensted kan først behandle en ansøgning, når borger har flyttet adresse til Hedensted. I forbindelse med ansøgningen afdækkes borgers indkomst (arbejdsindtægt, uddannelseshjælp, førtidspension eller kontanthjælp).


    Der er flere ulemper ved denne ordning – særligt for denne gruppe af borgere. Dels er serviceniveauet for etableringsydelse ikke afstemt med niveauet i Hedensted. Dels er der store forskelle på sagsbehandlingstiderne i Borgerservice i de forskellige kommuner. Sagsbehandlingstiden kan være afgørende for om en flytning gennemføres. Det betyder, at en hjemflytning af en borger enten kan forsinkes eller aflyses, såfremt den sagsbehandlende kommune ikke når at træffe afgørelse, inden boligtilbuddet skal accepteres.


    Etableringsydelse er hjælp til etablering for 1 person – kun det allermest nødvendige. I praksis har Hedensted kommune et niveau for etableringsydelse på kr. 1943. Det dækker dyne, pude, sengetøj, håndklæder, seng, stol, spisebord, bestik og service til 1 person.


    I praksis har det vist sig, at hvis principperne for Housing First skal gennemføres, er det nødvendigt at tage stilling til, om dette begreb – allermest nødvendige jævnfør Housing First dækker billigst mulige persienner til vinduer, gulvspand, moppe og støvsuger.


    8. Der indgås hvis muligt en administrationsaftale med borgeren. Denne sikrer, at borgers faste udgifter betales månedligt og til tiden. I nogle tilfælde opdeles borgeres ydelse i flere portioner, således pengene rækker til hele måneden.


    9. I nogle tilfælde er det nødvendigt at søge overlevelseshjælp til den første tid efter udflytning fra forsorgshjem, dette hvis borger har opbrugt alle midler inden indflytning.

    Teamet der arbejder med forsorgshjem, har nu været gennem 5 sager, hvor etablering af borger i Hedensted kommune er gennemført. Det giver et erfaringsgrundlag, som kan medvirke til at udarbejde kvalitetsstandard og serviceniveau på området, ligesom det kan medvirke til at skabe smidige arbejdsgange.

    På baggrund af disse 5 konkrete sager – som skitseres på mødet, bedes Udvalget tage stilling til:

    - Udvalget bedes drøfte, hvorvidt flest mulige ansøgninger om etableringydelse bevilges via Hedensted kommune eller via borgers opholdskommune, dvs., mens borger er på forsorgshjem? Det bemærkes, at selv om der ansøges i anden kommune, vil Hedensted blive opkrævet betaling herfor.

    Såfremt Udvalget vurderer, det er mest optimalt, at Hedensted Kommune varetager bevillingen, er det nødvendigt at etablere en mellemregningskonto, hvor Rusmiddelcentret via bevilling til § 85a i en kort periode kan afholde etableringsudgifterne. Disse vil så efterfølgende refunderes via bevilget etableringsydelse fra Borgerservise. Fordelen herved er, at Hedensted kommune har indflydelse på såvel serviceniveau som sagsbehandlingstid. Forvaltning vil så undersøge mulighederne for en mellemregningskonto.


    - Vil udvalget godkende, at der i forbindelse med etablering af borger i eget hjem med henvisning til Housing First princippet arbejdes med det heraf følgende nødvendige serviceniveau for disse borgere.


    Der er pt. indgået aftale med Y’s Men Club genbrug om afhentning af møblement, service, køkkenudstyr mv. Dette afregnes med kr. 1.000 pr. borger.

    Der ønskes mulighed for at indkøb persienner, rengøringsartikler samt støvsuger – billigst mulig løsning, dette er ud over, hvad der normalt bevilges – men søges holdt inden for den gennemsnitlige ramme.


    Den gennemsnitlige udgift til etableringsydelse er for nuværende kr. 1943 for en Hedensted borger.

    Da aftalen med Y’s Men Club betyder, der bruges kr. 1.000 på møblement, vil der være en buffer op til det beløb, der normalt bevilges. Dette kan benyttes til det særlige inventar, som jf. Housing First vurderes nødvendigt for at få en hverdag til at fungere efter overgangen fra forsorgshjem til egen bolig.


    - I enkelte tilfælde er det ligeledes nødvendigt at søge Borgerservice om hjælp til vaskemaskine, hvis der ikke i boligen er fælles vaskeri til rådighed. Her er det muligt via lokal installatør at indkøbe og få installeret brugt vaskemaskine. Dette vil ske via ansøgning om enkeltydelse, når borger er indflyttet i bolig. Hvis borger ikke kan få bevilget enkeltydelse hertil, bedes Udvalget tage stilling til, hvorvidt denne udgift kan afholdes via pulje etableret under § 85a af Rusmiddelcentret?


    - Der er mulighed for at etablering af udslusningsboliger. Det betyder, at borger kan opnå et forhøjet tilskud til husleje i en periode normalt op til 2 år. Udslusningsboliger etableres ved aftale mellem boligorganisation og kommune. I udslusningsboligen betaler den anviste lejer selv et beløb, der svarer til opholdsbetalingen på et herberg, mens kommunen dækker differencen i forhold til den reelle husleje.


    Det er realistisk at arbejde med denne mulighed, hvis der er udsigt til, at borger i løbet af perioden kan opnå et indkomstgrundlag, som gør borgeren i stand til selv betale huslejen uden det forhøjede tilskud. Det kan konkret være i tilfælde hvor borger f.eks. afklares til førtidspension, borger får arbejde eller borger uddannes.


    Der kan være mulighed for at søge puljemidler til denne type af tilskud, men der er ikke garanti for, at der opnås tilskud.


    Ønsker Udvalget der arbejdes videre med denne mulighed?

    Indstilling

    at Udvalget for Beskæftigelse godkender de foreslåede elementer

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.


    Borgeren i centrum - vigtigt at der ses på borgerens behov, og der findes den rigtige løsning.


    Opfølgning i Udvalget i juni 2025.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-2-23

    Beslutningstema

    Oversigt over sagsbehalingsfrister i Beskæftigelse.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Personale

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Sagen blev senest behandlet på Udvalg for Beskæftigelse i maj 2023 i forbindelse med henvendelse fra folkebevægelsen En million stemmer.

    Sagsfremstilling

    Hedensted kommune modtog d. 7. oktober 2024 en henvendelse fra Ankestyrelsen om "Høring om mulig tilssynssag"
    (se vedhæftet bilag)

    I henvendelsen anmodes Hedensted kommune om, at redegøre for om kommunens offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister efter kommunens opfattelse er i overensstemmelse med reglerne i retssikkerhedsloven. Der henvises i brevet til Ankestyrelsens tilsynsudtalelse i forhold til sagsbehandlingsfrister på det sociale området af 15. december 2023(se vedhæftet bilag) - foranlediget at hendvendelsen fra folkebevægelsen En million stemmer.


    På baggrund af brevet fra Ankestyrelsen har forvaltningen gennemgået de svarfrister på beskæftigelsesområdet, som er oplyst på kommunens hjemmeside. Vi har herefter sammenlignet Hedensted kommunes svarfrister med vores omliggende kommuner - Vejle og Horsens kommune - og har ladet os inspirere af deres oplysninger om svarfrister.


    I de vedhæftede oversigter ses de oplyste frister for sagsbehandling dels som de ser ud nu, og dels som forvaltningen anbefaler disse tilrettet.


    Det indstilles, at svarfristerne tilrettes som det fremgår af oversigten med tilrettede svarfrister således at Hedensted kommunes svarfrister på beskæftigelsesområdet er i overensstemmelse med de svarfrister, som er gældende i vores omegns kommuner.

    Kommunikation

    Punktet bliver behandlet på møde i kommunalbestyrelsen i december 2024.

    Lovgrundlag

    Retssikkerhedsloven § 3,

    Indstilling

    at Udvalget for Beskæftigelse indstiller til Kommunalbestyrelsen, at Hedensted kommunes svarfrister tilrettes, således at de ligger i tråd med vores omliggende kommuner.



    Beslutning

    Indstillingen godkendt - dog rettes svarfrist på social frikort til 2 uger.

    Sagsnr.: 15.00.00-A00-4-24

    Beslutningstema

    Opfølgning på Jobcamp 2024.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Sagsfremstilling

    Udvalget for Beskæftigelse deltog i Jobcamp 2024.


    På mødet drøftes emner og relevante temaer fra Jobcamp. Hvad har vi taget med hjem ?


    Vedhæftet er PowerPoints og oplæg fra Jobcamp 2024.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.


    Sagsnr.: 15.00.00-A00-4-24

    Beslutningstema

    Invitation til netværksmøde for AnsvarligHedensted 11. december 2024.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Ingen bemærkninger.

    Sagsfremstilling

    Udvalget for Beskæftigelse har modtaget invitation til netværksmøde for AnsvarligHedensted 11. december 2024.


    Invitationen er vedhæftet som bilag.

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Lovgrundlag

    Ingen bemærkninger.

    Indstilling

    at det besluttes hvilke udvalgsmedlemmer, der deltager.

    Beslutning

    Følgende deltager:


    Lars Jensen

    Hanne Grangaard

    Viggo Kjær Poulsen

    Sagsnr.: 00.30.14-S00-4-23

    Beslutningstema

    Hvert år udarbejder forvaltningen tre budgetopfølgninger til politisk behandling. Budgetopfølgningen er en økonomisk status og en prognose for årets samlede resultat. Her sammenholdes det forventede forbrug med det korrigerede budget for at sikre, at økonomien er på rette kurs.

    Økonomi

    Budgetopfølgningen viser et forventet mindreforbrug på 64 mio. kr. Dette skyldes primært et markant mindreforbrug på 35 mio. kr. i Udvalget for Læring samt et mindreforbrug på 41 mio. kr. på anlægsområdet. Der ses også et merforbrug på 8 mio. kr. i Udvalget for Social Omsorg.


    Økonomi har ikke yderlige bemærkninger til de økonomiske aspekter.

    Historik

    Budgetopfølgningen blev behandlet af Kommunalbestyrelsen på sit møde den 27. November 2024.

    Sagsfremstilling

    Herunder er en gennemgang af de væsentligste opmærksomhedspunkter i budgetopfølgningen.


    Økonomiudvalget forventer at bruge 4 mio. kr. mindre end budgetteret

    Politik og Udvikling forventer samlet et mindreforbrug på 4 mio. kr. fra valg, kommunalbestyrelsen samt engangsmidler i Data og Analyse.


    Kommunaldirektøren forventer samlet et mindreforbrug på 5 mio. kr. som blandt andet skyldes en forventet merindtægt på overhead samt et mindreforbrug på løn grundet konstitueringer.


    IT har foretaget ekstraordinære investeringer i både hardware og software i efteråret 2024, da et gennemgribende platformsskift af en 10 år gammel platform har vist sig påkrævet. IT-platformen har betydning for driftssikkerheden og driftsstabiliteten for alle kommunens ca. 4.000 IT-brugere. Den totale omkostning for denne platformsfornyelse er beregnet til ca. 4 mio. kr. i 2024, hvilket lægger et betydeligt pres på Økonomi, Personale og ITs økonomiske ramme i år. Samtidig er flere mindre projekter i gang, som er nødvendige for at optimere organisationens daglige drift. Dette omfatter bl.a. en modernisering af det fælles printermiljø/trykkeriet. Der er skærpet fokus på kontraktstyring i ITD afdelingen og prioriteret ressourcer hertil på bekostning af GDPR indsatsen. Grundet disse investeringer samt øgede omkostninger til arbejdsskader i 2024, forventer Økonomi, Personale og IT samlet set et merforbrug på 3 mio. kr. i forhold til det budgetterede.


    Det er ikke muligt at opnå den budgetterede indtægt på byggesagsgebyr. Der forventes en mindreindtægt på ca. 1 mio. kr.


    Der forventes en mindreindtægt for honorarmodellen på ca. 2 mio. kr. Det skyldes bl.a. ikke gennemførte anlægsarbejder.


    Understøttende funktioner under Social Omsorg forventer et mindreforbrug på 1 mio. kr.


    Udvalget for Læring forventer at bruge 35 mio. kr. mindre end budgetteret

    Børn og Familier forventer et samlet merforbrug på 5 mio. kr. Dette består af et merforbrug på myndighedsområdet på 7 mio. kr. grundet øget antal anbringelser, mens driftsenhederne Bakkevej, Søndergården og Familicentret/Ankersvej samlet har et mindreforbrug på 2 mio. kr.


    Læring i skolen forventer et mindreforbrug på i alt 10 mio. kr. Heraf forventes et mindreforbrug på skolerne på 1 mio. kr.
    Udgiften til segregering på skoleområdet er fra skoleåret 2024/2025 overgået fra skolerne til et centralt område jf. Balanceplanen. Der arbejdes løbende med de økonomiske og faglige hensyn med afsæt i balanceplanen for skoleområdet.


    Læring i dagtilbud forventer et samlet mindreforbrug på 25 mio. kr. Heraf forventer daginstitutioner et mindreforbrug på 1 mio. kr. Dagplejen forventer et merforbrug på 1 mio. kr., primær årsag er øgede udgifter til driften afstordagplejere.


    De øvrige decentrale enheder forventer et mindreforbrug på 5 mio. kr. TCLT, Tandplejen og sundhedsplejen forventer samlet et mindreforbug på 3 mio. kr. Heraf er 2 mio. kr. tandplejens pulje til større anskaffelser. En del af midlerne fra Midtvejsregulering til ”Lettere behandlingstilbud” forankret i TCLT forventes at blive overført til 2025 til det videre arbejde.


    Udvalget for Beskæftigelse forventer at bruge 1 mio. kr. mere end budgetteret

    Der forventes færre udgifter til STU, beskæftigelsesindsats, løntilskud, sygedagpenge, fleksjob og ledighedsydelse for i alt 15 mio. kr. Modsat forventes udgifterne til FGU, jobafklaring, Pensioner og forsikrede ledige at overstige budgettet med 16 mio. kr.


    Det forventes isoleret set, at udgiften til forsorgshjem giver en merudgift på 4 mio. kr. i 2024. Dette dækkes af overført mindreforbrug i 2024. Dette er dog engangsmidler, hvorfor forsorgshjemmene giver en strategisk budgetudfordring efter 2024.


    Udvalget for Social Omsorg forventer at bruge 8mio. kr. mere end budgetteret

    Staben sparer op til indkøb af ny IT i 2025, og forventer derfor et mindreforbrug på 2 mio. kr. i år.


    Voksenhandicap er under pres ligesom tendensen er på landsplan, og handleplanen er derfor udfordret. Presset skyldes et stigende antal dyre borgere i eksterne botilbud. Merforbruget forventes i år at blive på 14 mio. kr., men det dækkes delvist af øgede refusioner på 10 mio. kr.


    Sundhed & Ældre er udfordret i forhold til stigende udgifter på komplekse borgere, teknologiske udvikling på hjælpemidler (Computerstyret ben og knæ) samt biler. Området giver samlet et merforbrug på 3 mio. kr. Der er nogle puljer i Sundhed & Ældre, som forventes at blive udmøntet i de kommende år og derfor står som uforbrugte. Disse uforbrugte puljer gør merforbruget mindre i 2024.


    På den kommunale medfinansiering og ældreboliger forventes et merforbrug på 3 mio. kr.


    Udvalget for Fællesskab forventer at bruge 3 mio. kr. mere end budgetteret

    Merforbruget skyldes primært forsinkede besparelser på projektet ’Kloge m2’, hvor der mangler salgsindtægter og driftsbesparelser for 9,5 mio. kr. Beløbet er inklusiv overførsel af ikke-realiserede besparelser på 5,8 mio. kr. fra 2021 – 2023, salg af bygninger i 2024, etableringsudgifter i realiseringen af ’Tættere sammen’ og driftsbesparelser. Flere af Kapacitetsudvalgets anbefalinger kan først realiseres i de kommende regnskabsår.


    Puljen til udvendigt bygningsvedligehold og tekniske installationer i Ejendomme & Service er i år 6 mio. kr. mindre end normalt. Der forventes et merforbrug på 1,5 mio. kr. Det skyldes nødvendige akutte investeringer i vedligehold, som finansieres af puljen i 2025.


    På Kultur & Fritid og landdistrikter forventes et samlet mindreforbrug på 8 mio. kr. Det skyldes bl.a., at nogle afsatte puljemidler bevilges i 2024, men bliver først udbetalt i årene efter, når projekterne er afsluttede. Det gælder eksempelvis midler fra LUP-puljen, udviklingspuljen med videre.


    Udvalget for Teknik og Miljø forventer at balancere

    Samlet set forventer de skattefinansierede områder under Teknik og Miljø budgetoverholdelse.


    Det brugerfinansierede område - affaldsområdet:

    Der forventes et merforbrug på ca. 2 mio. kr. på affaldsområdet, hvilket skyldes ikke-budgetlagte prisstigninger i forbindelse med afhentning og bearbejdning af affald. Derudover er der 2 mio. kr. i mindreindtægter ligeledes på affaldsområdet.
    Over en årrække skal det ”hvile i sig selv”.


    Udvalget for Vækst og Klima forventer at balancere

    Efter tilførsel af 0,5 mio. kr. til vandløbsvedligehold ved bevillingskorrektionen i september forventes budgettet at balancere.


    Anlæg: Forvaltningen forventer at bruge 41 mio. kr. mindre end budgetteret

    Mindreforbruget skal ses i lyset af udskydelse af anlægsarbejder m.v., som udgør i alt 59 mio. kr., hvilket bl.a. omfatter daginstitutionen i Tørring, varmekonvertering/energibesparelser samt Ringvej Øst.

    Der forventes samtidig at ske en forskydning af indgåede salgsindtægter på i alt 18 mio. kr.

    Dette omfatter både mer- og mindreindtægter i forhold til det budgetlagte.


    Likviditet

    Likviditeten udgør ultimo oktober måned 198,9 mio. kr., hvilket er 9,6 mio. kr. mere end ved udgangen af september måned. Likviditeten forventes fortsat at have en jævn svag stigning resten af året til et niveau omkring 200 mio. kr.


    Indstilling

    at budgetopfølgningen indenfor Udvalgets eget område drøftes og tages til efterretning.

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.


    Sagsnr.: 27.00.00-P19-1-24

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til godkendelse af rammeaftale 2025-2026 for det specialiserede socialområde.

    Økonomi

    Ud over de faglige udviklingsområder, sætter rammeaftalen rammerne for styring af økonomi- og kapacitetsudviklingen på de omfattede tilbud.


    Med rammeaftalen indgår de 19 kommuner og Region Midtjylland aftale om, at taksterne ikke kan stige i perioden 2025-26. Der skal frem mod den næste rammeaftale fra 2027 arbejdes på at udarbejde et nyt fælles styringsredskab som alternativ til den nuværende takstaftale.

    Historik

    Kommunekontaktrådet (KKR) Midtjylland har på møde den 19. november 2024 godkendt udkast til Rammeaftale 2025-26 og anbefaler, at rammeaftalen godkendes i de midtjyske byråd og i regionsrådet.

    Sagsfremstilling

    Kommunerne og regionen i Midtjylland indgår hvert andet år en rammeaftale om samarbejdet på det specialiserede socialområde. Formålet med rammeaftalen er at sikre fælles principper for styring og udvikling på tværs af kommuner og region.


    Rammeaftale 2025-26 er udarbejdet i en tæt dialog mellem de 19 kommuner og Region Midtjylland, som har haft mulighed for at komme med indspil til rammeaftalens udviklingsområder undervejs. Dette har givet et godt afsæt for fælles indsats og rammer på det specialiserede socialområde.


    Rammeaftalen har fokus på faglig udvikling og indeholder et samlet skøn over behovet for pladser og tilbud. Overordnet set tilkendegiver de midtjyske kommuner, at de oplever rimelig sammenhæng mellem behovet for specialiserede tilbud og det samlede udbud af tilbud.


    De midtjyske kommuner og Region Midtjylland sætter med rammeaftalen særligt fokus på tre områder:

    1. Mental sundhed og psykiatri
    2. Borgere med komplekse udfordringer
    3. Overgangen fra børne – og ungeområdet til voksenområdet


    På disse områder vurderer vi, at der er brug for en ekstra tværsektoriel og tværkommunal indsats i de kommende år. Her ønsker vi at skærpe videns- og evidensarbejdet, samt styrke vores handlekraft, så der skabes nye tiltag, der imødekommer den efterspørgsel og det udviklingsbehov, vi ser.
    For de to førstnævnte begge områder er der tale om en videreførelse fra rammeaftale 2023-2024, mens det tredje område er nyt.


    Vi har en fælles udfordring på det specialiserede socialområde med at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft og de rette kompetencer til at løse opgaverne. Derfor sætter vi fokus på rekruttering, fastholdelse og kompetenceudvikling og på, hvordan vi kan løse opgaver på en ny og mere effektiv måde.

    Kommunikation

    Tilbagemelding om kommunalbestyrelsens beslutning fremsendes efterfølgende til det fælleskommunale social- og sundhedssekretariat på mail ern@viborg.dk. Sekretariatet sender herefter en samlet skrivelse til Social – og Boligstyrelsen fra kommunerne og Region Midtjylland vedrørende godkendelse.

    Indstilling

    at de midtjyske byråd/kommunalbestyrelser og regionsrådet godkender udkast til Rammeaftale 2025-26.


    Beslutning

    Indstillingen godkendt.


    Sagsnr.: 15.00.00-A00-10-23

    Beslutningstema

    Orientering om udviklingen indenfor beskæftigelsesområdet.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger.

    Historik

    Månedsvise opgørelser.

    Sagsfremstilling

    Administrationen i Jobcentret udarbejder hver måned en oversigt over antal borgere, fordelt på de forskellige forsørgelsesgrupper, der er i Jobcentret.


    Ledelsesinformationen følger op på de måltal, der hvert år besluttes af Udvalget for Beskæftigelse ud fra budgetlægningen. På den måde har udvalget mulighed for at følge op på, hvordan Jobcentret ligger i forhold til måltallene. Måltallene er etableret for bedre at kunne følge borgerens bevægelse mod selvforsørgelse.


    Oversigten for november 2024 uddeles på mødet den 3. december 2024.

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Lovgrundlag

    Ingen bemærkninger.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.


    Sagsnr.: 15.20.00-P35-2-24

    Beslutningstema

    Formanden orienterer:


    - FGU skolen i Hedensted

    Beslutning

    Indstillingen godkendt.


    Sagsnr.: 15.20.00-P35-1-24

    Beslutning

    Ønske om et punkt :

    Verserende sager.

    Sagsnr.: 15.20.00-P35-1-24

    Beslutningstema

    Her skriver Udvalgets medlemmer under digitalt


    Beslutning

    Intet.