Gå til hovedindhold

Referater - Arkiv 2022-2025

Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.

Indhold

    Udvalg: Fritidsudvalget 2022-2025
    Mødedato: 12. december 2023 17:30
    Mødested: Mødelokalerne i Tørring

    Sagsnr.: 01.02.15-P16-2-23

    Beslutningstema

    Fritidsudvalget orienteres om kommuneplantillæg for landsbyer, herunder arbejdet med lokalsamfundenes udviklingsretning.

    Historik

    Planstrategi 2023:


    • Den 26. oktober 2022 afholdt Udvalget for Vækst & Klima en temadrøftelse med Kommunalbestyrelsen om indhold og prioritering af emner i Planstrategi 2023.
    • Den 22. februar 2023, under punkt 26, godkendte Kommunalbestyrelsen Planstrategien og sendte den i offentlig høring.
    • Den 21. juni 2023, under punkt 87, behandlede Kommunalbestyrelsen bemærkninger og godkendte Planstrategien endeligt. I Planstrategi 2023 peger Kommunalbestyrelsen på landsbyudvikling som et af de fire vigtige temaer, der skal arbejdes med i denne kommunalbestyrelsesperiode. Ud over landsbyudvikling peges der på Boliger, Turisme og natur samt Erhverv.


    Kommissorie for landsbyudvikling:


    • Den 24. maj 2023, under punkt 72, godkendte Kommunalbestyrelsen Kommissorie for Program for landsbyudvikling. Programmet redegør for, hvordan Kommunalbestyrelsen vil arbejde med flere indsatser for landsbyudvikling, der har samme overordnede formål og tilgang. Kommuneplantillæg for landsbyer er en af indsatserne i Program for landsbyudvikling. De øvrige indsatser er Landzoneadministration, Politik- og strategiudvikling samt Opbygning af handlekraftige lokalsamfund.


    Kommuneplantillæg for landsbyer:


    • Den 21. juni 2023, under punkt 88, igangsatte Kommunalbestyrelsen kommuneplantillæg for landsbyer.

    Sagsfremstilling

    Formål

    Kommuneplantillæg for landsbyer skal bidrage til at realisere Kommunalbestyrelsens mål om at skabe vækst og bosætning i balance, samt sikre liv og aktive, forpligtende fællesskaber i kommunens landsbyer.


    Afgrænsning

    Kommuneplantillægget omhandler den fysiske udvikling i kommunens 38 landsbyer og 16 lokalbyer.


    Indhold

    Kommuneplanen er overordnet set opdelt i:

    1) Rammer

    2) Retningslinjer

    3) Hovedstruktur


    Kommuneplantillægget omhandler på de tre niveauer følgende:


    1) Rammer: Ændring af kommuneplanrammer i landsbyer

    En landsbyramme er en landsbys fysiske afgrænsning og indeholder overordnede bestemmelser om opførelse af bygninger, arealanvendelse med videre. Inden for en landsbyramme er det lettere at opnå en landzonetilladelse til udvikling, for eksempel huludfyldning i en husrække med et nyt hus. Formålet med at lave mindre ændringer i landsbyrammer er at imødekomme konkrete ønsker og idéer til udvikling, samt sikre mulighed for udvikling på den lange bane i kommunens landsbyer.

    For at sikre at alle interessenter har muligheden for at komme med idéer til rammeændringer i kommunens landsbyer, vil denne del indledes med en offentlig debatfase i fire uger. Efter debatfasen vil forvaltningen tilrettelægge et forløb, hvor Udvalget for Vækst & Klima sammen med den øvrige Kommunalbestyrelse skal kigge nærmere på, hvilke idéer til rammeændringer der kan realiseres i det kommende kommuneplantillæg for landsbyer.


    2) Retningslinjer: Revision af gældende retningslinjer vedrørende landsbyudvikling

    Kommuneplanens retningslinjer bestemmer, hvordan Hedensted Kommune i den enkelte sagsbehandling forholder sig til forskellige overordnede emner. Kommuneplantillægget skal revidere retningslinjer vedrørende landsbyudvikling med det formål at sikre, at retningslinjerne er hensigtsmæssige i forhold til den udvikling, Kommunalbestyrelsen ønsker, samt at myndighedsarbejdet kan foregå så smidigt som muligt.


    3) Hovedstruktur: Beskrivelse af lokalområdernes udviklingsretning

    Kommuneplanens hovedstruktur beskriver Kommunalbestyrelsens visioner, mål og handlinger for kommunen. I forbindelse med kommuneplantillæg for landsbyer vil forvaltningen opstarte samarbejdet med kommunens lokalsamfund om at finde frem til hvert lokalområdes udviklingsretning, som efterfølgende vil fremgå i kommuneplanens hovedstruktur. Udviklingsretningen er den retning, som lokalsamfund og Hedensted Kommune i fællesskab finder frem til at vil arbejde for i det enkelte lokalområde. Udviklingsretningen vil tage afsæt i hvert lokalområdes kvaliteter og styrker, men vil også hæve blikket og se lokalområdets potentialer i kontekst af et større bynetværk.


    Forvaltningen vil koordinere ovenstående med eksisterende samt kommende udviklingsplaner. På den måde oplever lokalsamfundene udvikling af deres lokalområder som sammenhængende og koordinerede fra Hedensted Kommunes side, og ressourcerne bruges klogest.


    Baggrund og afsæt

    Kommuneplantillæg for landsbyer skal bidrage til at realisere Kommunalbestyrelsens vision, strategi og politikker. Kommuneplantillægget tager blandt andet afsæt i Kommunalbestyrelsens:

    • Strategi 2022-2025 - ”Sammen om Hedenstederne”
    • Bosætningsstrategi, 2023
    • DK 2020 Klimaplan


    Derudover bygger kommuneplantillægget videre på igangværende og nyligt afsluttede indsatser, heriblandt strategisk planlægning for landsbyer (Kommuneplan 2021), lokale udviklingsplaner (LUP), lokalsamfundsprofiler med videre.



    Kommunikation

    Under udarbejdelsen af kommuneplantillægget vil forvaltningen involvere følgende aktører:


    1) Rammer: Ændring af kommuneplanrammer i landsbyer

    Debatoplægget vil blive offentliggjort i fire uger på kommunens hjemmeside og Plan-data.dk i henhold til planlovens §23c. Herudover sendes debatoplægget til relevante lokalråd, Det Fælles Landdistriktsråd samt lodsejere, der ejer jord inden for de områder med idéer til rammeændringer, der er med i debatoplægget.


    2) Retningslinjer: Revision af gældende retningslinjer vedrørende landsbyudvikling

    Forvaltningen vil invitere Glud Museum med i dialogen om revidering af retningslinjerne.


    3) Hovedstruktur: Beskrivelse af lokalområdernes udviklingsretning

    Forvaltningen vil i forbindelse med beskrivelse af hver udviklingsretning involvere relevante lokalråd og sammen med dem tilrettelægge en meningsgivende proces. Hedensted Kommune vil understøtte lokalrådene i at involvere det øvrige lokalsamfund. Det kan for eksempel være gennem processer med kommende udviklingsplaner, jævnfør budget 2024-2027.

    Forvaltningen vil i dialogen med lokalrådene have fokus på at understøtte udvikling af handlekraftige lokalsamfund, der selv vil og kan tage ansvar for den lokale udvikling. I den sammenhæng er der fokus på at skabe klarhed omkring, hvordan hver part bidrager til den fælles opgave omkring landsbyudvikling.


    Forvaltningen har den 31. august 2023 orienteret Det Fælles Landdistriktsråd om det forestående arbejde med lokalområdernes udviklingsretninger, og rådet har drøftet potentialerne, samt hvordan de kan understøtte indsatsen.

    Forvaltningen har den 12. oktober 2023 orienteret Klimarådet, og rådet har givet input til det videre arbejde.

    Forvaltningen vil orientere indsatsen med Fritidsudvalget den 12. december 2023.

    Forvaltningen vil i det videre forløb med kommuneplantillægget involvere Det Fælles Landdistriktsråd, Klimarådet samt Fritidsudvalget som aftalt på møderne.


    Involvering af de forskellige aktører sker med udgangspunkt i landdistriktsudvikling med fokus på kapacitetsopbygning og netværk. Ved at tænke indsatser og processer sammen kan der skabes et bedre afsæt for udviklingen lokalt.


    Når forslag til kommuneplantillægget er udarbejdet, vil det efter politisk behandling sendes i ny offentlig høring, hvor der vil være mulighed for at komme med bemærkninger til kommuneplantillægget.


    På punktet deltager byplanlægger Mette W. Georgakatos.


    Lovgrundlag

    Kommuneplantillæg udarbejdes efter Lov om planlægning, LBK nr. 1157 af 1. juli 2020, §23c.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning.



    Beslutning

    Fritidsudvalget tog oplægget til efterretning.


    Jette Søby og Jakob Toftebjerg deltog ikke i mødet.

    Sagsnr.: 18.15.00-A00-1-23

    Beslutningstema

    Ungeprofilundersøgelsens formål er at bidrage til at skabe de bedste betingelser for et godt ungeliv. Undersøgelsen skal give kommuner og uddannelsesinstitutioner en aktuel viden om unges trivsel, sundhed, livsopfattelse og livssituation - og bidrager dermed til at styrke den forebyggende indsats i og på tværs af landets kommuner.


    I perioden fra den 1. november 2022 til den 31. januar 2023 er undersøgelsen gennemført for 7.-9. klasse fra kommunens skoler samt udvalgte friskoler med i alt 1.300-1.325 besvarelser. Resultaterne sammenlignes med 45.953 besvarelser fra de i alt 35 deltagende kommuner på landsplan.


    På mødet præsenteres udvalgte resultater ved leder af Ungdomsskolen, Jakob Klode Damgaard.


    Beslutning

    Fritidsudvalget tog oplægget til efterretning.


    Jette Søby og Jakob Toftebjerg deltog ikke i mødet.

    Sagsnr.: 18.15.00-A00-1-23

    Beslutningstema

    Kreativ Fritid har fået administrativt bevilget 3.120 kr fra Udviklingspuljen til indkøb af udstyr til tuftekurser.


    Østjydsk R/C Modelflyveklub og Area15 Modelflyveklub har fået administrativt bevilget 5.000 kr fra Udviklingspuljen til Pilotdag 7. april 2024 i Hedensted Centret.


    Aftenskolen Billedskolen i Skovhuset har nedlagt sig. Beslutningen blev truffet på ekstraordinær generalforsamling torsdag den 12. oktober 2023. Foreningens overskud blev doneret til Dansk Røde Kors.


    På baggrund af omfanget af dagsorden foreslår Forvaltningen at Fritidsudvalgets drøftelse om fremtidig indsats i forbindelse med frivillighed, rykkes til mødet i februar 2024.


    Det Fælles Landdistriksråd vil gerne i dialog med Fritidsudvalget om Frivillighed.

    Beslutning

    Der aftales et møde med formandsskabet i Det Fælles Landdistriktsråd og formandsskabet i Fritidsudvalget.


    Jette Søby og Jakob Toftebjerg deltog ikke i mødet.


    Sagsnr.: 18.15.00-A00-1-23

    Beslutning

    Jette Søby og Jakob Toftebjerg deltog ikke i mødet.

    Sagsnr.: 00.01.00-A00-14-21

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til Fritidsudvalgets mødestruktur i 2024.

    Sagsfremstilling

    Administrationen for Kultur & Fritid foreslår, at Fritidsudvalgets møder i 2024 kalenderplaceres til tirsdage i ugen efter udvalgsmøder i Udvalget for Fællesskab. Dog således at mødet i februar afholdes torsdag i samme uge som udvalgsmødet i Udvalg for Fællesskab.

    Det vil sige, at Fritidsudvalgets møder i 2024 ligger på følgende datoer:

    Den 8. februar 2024

    Den 16. april 2024

    Den 4. juni 2024

    Den 20. august 2024

    Den 8. oktober 2024

    Den 10. december 2024

    Fritidsudvalget afholder årligt 2 møder med Udvalget for Fællesskab. Det foreslås, at møderne bliver tirsdag den 16. april 2024 og tirsdag den 8. oktober 2024.


    Indstilling

    at Fritidsudvalgets mødedatoer i 2024 samt datoer for de 2 fællesmøder godkendes.

    at mødetidspunkt besluttes.

    Beslutning

    Mødedatoer for 2024 blev godkendt og starttidspunkt bibeholdes til kl. 18.00.

    Jette Søby og Jakob Toftebjerg deltog ikke i mødet.

    Sagsnr.: 18.15.01-G01-1-23

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til fordeling af tilskud for 2024 til voksenundervisning under folkeoplysningsloven.

    Økonomi

    Budget 2024 til den folkeoplysende voksenundervisning lyder på 1.096.826 kr. Budgettet dækker tilskud til voksenundervisning og mellemkommunale betalinger til andre kommuner.

    Sagsfremstilling

    8 aftenskoler har søgt om tilskud til voksenundervisning i 2024, og der er udarbejdet en beregning over tilskudstilsagn.

    Kommunikation

    Aftenskoler og oplysningsforbund informeres om godkendt tilskudstilsagn for 2024.

    Lovgrundlag

    Folkeoplysningsloven

    Indstilling

    at beregningerne godkendes.

    Beslutning

    Beregningerne blev godkendt.


    Jette Søby og Jakob Toftebjerg deltog ikke i mødet.

    Sagsnr.: 20.00.00-Ø40-14-23

    Beslutningstema

    Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning til Kulturpuljen fra Hedensted Handelsforening om 30.000 kr i tilskud til en troldebænk.

    Økonomi

    Der er pr. 5. december 2023 126.750 kr tilbage i Kulturpuljen til uddeling i 2023.

    Sagsfremstilling

    Den 16. december 2023 har Hedensted Handelsforening planlagt en aktivitet med den lokale træskulptør-kunstner Peter fra ArTart.dk. Peter kommer på Bytorvet i Hedensted og udskærer en troldebænk, som skal være et blivende kunstværk på Bytorvet. På bilag 1 er et par midlertidige skitser, den de har valgt er på side 1, hvor tudsen i stedet bliver til en trold.


    På dagen vil alle kunne se hvordan trolden vokser ud af hans træarbejde – efterfølgende finpudser Peter træskulpturen derhjemme og bænken opsættes efterfølgende.


    Det hele sker i tidsrummet 9.30-15.00, hvor alle har mulighed for at se kunstværket blive skabt.


    Hedensted Handelsforening dækker alle udgifter til arrangementet, men søger Kulturpuljen om op til 30.000 kr til aktiviteten.


    Hvis de opnår tilskud fra Kulturpuljen, er det deres plan at fortsætte denne ”juleaktivitet” fremover, med andre troldeskulpturer til placering i Midtbyen i Hedensted – og over tid skabe en lille samling af bytrolde i Hedensted.

    Kommunikation

    Beslutningen meddeles Hedensted Handelsforening.

    Indstilling

    at ansøgningen drøftes.

    Beslutning

    Der bevilges 30.000 kr fra Kulturpuljen.


    Jette Søby og Jakob Toftebjerg deltog ikke i mødet.

    Sagsnr.: 18.15.05-Ø40-2-23

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til ansøgning fra De kreative værksteder i Ølholm, der søger om godkendelse som en folkeoplysende forening i Hedensted Kommune.

    Sagsfremstilling

    De kreative værksteder i Ølholm søger om at blive godkendt som en folkeoplysende forening i Hedensted Kommune.


    I Ølholm har de netop gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt beboerne i Ølholm, i forbindelse med et større landsbyudviklingsprojekt. Et af resultaterne fra undersøgelsen er et udtalt ønske om mulighed for at lave kreative ting i byen. En gruppe satte sig sammen og tænkte fælles, hvilket nu har resulteret i bl.a. en håndarbejdsgruppe med ca. 60 interesserede samt en male- og keramikgruppe med ca. 40 interesserede. De har besluttet at danne en forening, der kan rumme alle kreative initiativer i Ølholm under navnet De kreative værksteder i Ølholm.


    De ønsker at skabe et kreativt fællesskab, hvor de kan hjælpe hinanden samt få kurser og undervisning m.v. på tværs af generationer og etnisk oprindelse. De er i dialog med skole og andre lokale muligheder for at skaffe lokaler.


    Der er indsendt vedtægter og referat fra den stiftende generalforsamling. Vedtægterne er gennemgået og har ikke givet anledning til bemærkninger.

    Kommunikation

    Beslutningen meddeles til De kreative værksteder i Ølholm.

    Lovgrundlag

    Folkeoplysningsloven

    Indstilling

    at De kreative værksteder i Ølholm godkendes.

    Beslutning

    Foreningen blev godkendt.


    Jette Søby og Jakob Toftebjerg deltog ikke i mødet.

    Sagsnr.: 18.15.05-Ø40-1-23

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til ansøgning fra Løsning E fitness, der søger om godkendelse som en folkeoplysende forening i Hedensted Kommune.


    Sagsfremstilling

    Løsning E fitness søger om at blive godkendt som en folkeoplysende forening i Hedensted Kommune.


    Centret i Løsning har været kommercielt ejet. Der er nu stiftet en forening, som ønsker at drive det. Og det er denne forening, der søger om godkendelse.


    Løsning E Fitness ønsker at udbyde holdtræning for seniorer om formiddagen, hvor der både er fokus på træning og det sociale. De vil gerne samarbejde med Løsning skole, så de kan udbyde fitness i de større klasser i idræt. De har planer om generelt at udbyde holdtræning, og med tiden også e-sport.

    Der er indsendt vedtægter og referat fra den stiftende generalforsamling. Vedtægterne er gennemgået og har ikke givet anledning til bemærkninger.


    Kommunikation

    Beslutningen meddeles til Løsning E fitness.

    Lovgrundlag

    Folkeoplysningsloven

    Indstilling

    at Løsning E fitness godkendes.

    Beslutning

    Foreningen blev godkendt.


    Jette Søby og Jakob Toftebjerg deltog ikke i mødet.

    Sagsnr.: 18.15.05-Ø40-15-22

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til ansøgning fra KFUM Spejderne Bernadotte Gruppe, der søger om tilskud til en bi-børnehavepakke og diverse buske og planter.

    Økonomi

    Ansøgningen skal i givet fald finansieres via Fritidsudvalgets udviklingspulje.

    Der er ved mødets start et restbeløb i Udviklingspuljen på 532.765 kr.


    Sagsfremstilling

    KFUM Spejderne Bernadotte Gruppe ønsker, at indkøbe bioobservatorier, blomsterfrø og undersøgelsesudstyr. Helt konkret en bi-børnehavepakken: https://shop.planbi.dk/collections/tilbud og derudover diverse buske og planter, som vil være gode for biodiversiteten ved fx at være værtsplanter for sommerfugle eller gode nektarkilder til insekter. Bi-hoteller og blomster m.m. vil blive placeret på KFUM spejdernes område på Kastaniehøj i Hedensted, og vil gøre det nemt og sjovt at lære insekter, sommerfugle og vilde bier bedre at kende, uden at de behøver tage på tur langt væk.


    I deres nyopstartede familiespejdergruppe er der stor interesse for at børnene lærer naturen at kende, og samtidig give en hånd til den trængte biodiversitet. De ønsker at lave et projekt i 2024, hvor de omdanner et mindre område til et biodiversitetsområde. Til glæde og gavn for både naturen og for alle spejdergrupper og andre besøgende på Kastaniehøj.


    Der søges om 10.000 kr fra Udviklingspuljen i forbindelse med udgifter til en bi-børnehavepakke og diverse buske og planter.


    Kommunikation

    Beslutningen meddeles KFUM Spejderne Bernadotte Gruppe.

    Lovgrundlag

    Folkeoplysningsloven.

    Indstilling

    at ansøgningen drøftes.

    Beslutning

    Der bevilges 10.000 kr. til det ansøgte.


    Jette Søby og Jakob Toftebjerg deltog ikke i mødet.

    Sagsnr.: 18.15.05-Ø40-53-22

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til ansøgning fra Rask Mølle & Omegns Idrætsforening der søger om tilskud til "Gymnastikafdeling i stor udvikling".

    Økonomi

    Ansøgningen skal i givet fald finansieres via Fritidsudvalgets udviklingspulje.


    Der er ved mødets start et restbeløb i Udviklingspuljen på 532.765 kr.

    Historik

    Rask Mølle og Omegns IF har i løbet af det sidste år modtaget tilskud til teambuilding 10.000 kr og udstyr til floorball 2.800 kr.

    Sagsfremstilling

    ROI gymnastik havde før corona næsten 200 gymnaster, og foreningen meddeler at der har været svært at trække medlemmer og frivillige igang igen. ROI gymnastik ønsker hjælp til at øge deres faciliteter og redskaber for kunne holde på trænere og frivillige.


    Foreningen har lavet tiltag som kæphest, stortrampolin, jumping fitness for teens og damehold, som har givet foreningen nye medlemmer. For at gøre disse hold endnu mere attraktive, ønsker foreningen at udvide foreningens materialer/redskaber. Foreningen har investeret i udstyr til kæphest og andre småredskaber. Foreningen søger Udviklingspuljen til en airmåtte og stortrampolin. Den lokale støtteforening ROI´s venner er ligeledes ansøgt med 50.000 kr. Foreningens hovedforening dækker resten, hvis de får de to tilskud fra ROI´s venner og Udviklingspuljen.

    Der søges om 50.000 kr fra Udviklingspuljen i forbindelse med udgifter til "Gymnastikafdeling i stor udvikling".

    Kommunikation

    Beslutningen meddeles Rask Mølle & Omegns Idrætsforening.

    Lovgrundlag

    Folkeoplysningsloven

    Indstilling

    at ansøgningen drøftes.

    Beslutning

    Der bevilges 30.000 kr til det ansøgte.


    Jette Søby, Jakob Toftebjerg og Anja Andersen deltog ikke i mødet.

    Sagsnr.: 18.15.05-Ø40-20-22

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til ansøgning fra Juelsminde Golfklub, der søger om tilskud til indkøb af golfsimulator.

    Økonomi

    Ansøgningen skal i givet fald finansieres via Fritidsudvalgets udviklingspulje.


    Der er ved mødets start et restbeløb i Udviklingspuljen på 532.765 kr.

    Sagsfremstilling

    Ansøgning er til en del af et større projekt, klubben er ved at etablere. Der bygges en stor hal, der ikke udelukkende skal rumme golfarena, men også optimere forholdene for ansatte, maskiner og udstyr og give medlemmer og gæster mulighed for at træne i vinterhalvåret.


    Klubben har gennem længere tid samlet penge ind til dette projekt, og er nu klar til at bygge. Juelsminde Golfklub ligger på jordbunde, der normalt ikke kan bruges om vinteren,

    grundet lerbund under banen. Dette stiller foreningen i en ufavorabel situation sammenlignet med andre golfbaner, hvor der kan spilles næsten hele året. Klubben har de seneste år fået opbygget en solid børne- og juniorafdelingen med omkring 100 medlemmer.


    Med den nye golfarena vil det være muligt at tiltrække yderligere medlemmer. Ikke kun unge men også ældre, der ønsker at få en fritidsaktivitet, der ikke er fysisk krævende, men en god motionsform. Derfor ønsker de at lave en arena, hvor der kan tilbydes en bred vifte af indendørs golfaktiviteter, der kan danne ramme for medlemmernes golfaktiviteter og klubbens

    sociale aktiviteter i vinterhalvåret. Den indrettes med et loungeområde, som klubbens medlemmer og gæster kan benytte.


    Formålene med projektet er:

    1. At forøge og forstærke deres børne- og juniorafdeling – de ønsker også at tiltrække unge, der ikke i forvejen er med i klubben og måske har svært ved sociale relationer.

    2. At give klubbens medlemmer et sted hvor de kan træne og forsætte deres sociale samvær om vinteren.

    3. Styrke turisterhvervet med endnu et anderledes aktivitetstilbud om vinteren.

    4. Attraktive golffaciliteter, der kan gavne bosætning af børnefamilier i området og være til gavn for både foreninger, turisme og institutioner.


    Etablering af golfarenaen er en del at et større byggeprojekt, der igangsættes medio november 2023 og forventes færdig med udgangen af juni 2024. Spillefaciliteterne forventes klar til brug juni 2024.


    Klubben vi anskaffe to golfsimulatorer (Trackmann). Den ene søger de tilskud til via Udviklingspuljen 175.000 kr og den anden søges andre fonde i området.


    Spilleområdet er en del af et større projekt.

    Link til Trackman Golf Simulator - Premier Indoor Golf Experience 2023

    Link til Varde Indoor Golf - Varde Golfklub med en video som beskriver Trackmann rigtigt godt


    Kommunikation

    Beslutningen meddeles til Juelsminde Golfklub.

    Lovgrundlag

    Folkeoplysningsloven

    Indstilling

    at ansøgningen drøftes.


    Beslutning

    Fritidsudvalget besluttede at give afslag på ansøgningen men opfordre til, at Juelsminde Golfklub kan ansøge på ny, når faciliteterne er etableret.


    Jette Søby og Jakob Toftebjerg deltog ikke i mødet.

    Sagsnr.: 18.15.05-Ø40-61-22

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til ansøgning fra Klakring IF, der søger om tilskud til indkøb af fem rullevogne til forbedring af instruktørernes arbejdsmiljø.

    Økonomi

    Ansøgningen skal i givet fald finansieres via Fritidsudvalgets udviklingspulje.


    Der er ved mødets start et restbeløb i Udviklingspuljen på 532.765 kr.

    Historik

    Klakring IF har i løbet af det sidste modtaget støtte fra Udviklingspuljen til udvikling af frivillige 5.000 kr.

    Sagsfremstilling

    Klakring IF søger om hjælp til, at deres gymnastik-, kæphest- og nerfinstruktører kan få et bedre arbejdsmiljø. Det er et hårdt arbejde at gøre klar til en gymnastiktime i Klakring IF. Der er mange, både stor og små redskaber, der skal findes frem og bæres ind i hallen.


    Instruktørerne møder altid op i god tid inden træningstimen, for at have det hele klar til børnene kommer. Derfor har de tænkt, hvordan det kunne gøres nemmere for deres instruktører. De er nået frem til, at hvis de havde deres grej i nogle rullevogne med hjul, ville det være meget nemmere at køre redskaberne samlet ind i hallen. Og efter endt time, at køre vognen med rundt i hallen under oprydningen.


    De har fået et tilbud på 9237,50 kr fra JI Sport ved bestilling af fem stk. Tilbuddet er gældende til den 20. december 2023.


    Der søges om et tilskud fra udviklingspuljen på 9.237,50 kr.


    Kommunikation

    At beslutningen meddeles Klakring IF.

    Lovgrundlag

    Folkeoplysningsloven

    Indstilling

    at ansøgningen drøftes.

    Beslutning

    Der bevilges 9.237,50 kr til det ansøgte.


    Jette Søby og Jakob Toftebjerg deltog ikke i mødet.

    Sagsnr.: 18.15.05-Ø40-43-22

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til ansøgning fra Tørring-Uldum Rideklub, der søger om tilskud til en ny pony.

    Økonomi

    Ansøgningen skal i givet fald finansieres via Fritidsudvalgets udviklingspulje.


    Der er ved mødets start et restbeløb i Udviklingspuljen på 532.765 kr.

    Sagsfremstilling

    Tørring-Uldum Rideklub søger hjælp til finansieringen af en ny elevpony, således at de fortsat kan udvikle og opretholde klubben til gavn for især de yngste i ridesporten. De har gennem de sidste par år, desværre mistet gode små ponyer, enten på grund af alderdom eller sygdom.


    Alene i år har de mistet tre ud af deres fire bedste elevponyer. Derfor er det ekstra svært for dem at opretholde antallet af elever, især de yngre børn. Også corona har været hård ved økonomien, da prisen på heste steg voldsomt i perioden 21-23, og klubben har desværre måttet købe heste alt for dyrt.


    Klubben holder en del arrangementer for både børn fra klubben og udefra. Blandt andet har de haft ponyer med til vikingefest på boldbanen i Uldum, og har afholdt "ponylegestue" flere lørdage i efteråret, hvor folk udefra kunne komme med deres børn og få trækture og hjælpe med at strigle og sadle op osv. De har pt. sagt nej til flere arrangementer, da deres ponyer dels er for store, og dels bliver brugt meget i hverdagene. De plejer også at være i Tørring, når julemanden kommer, men i år har de måttet sige nej til stor skuffelse for handelsstandsforeningen.


    De mangler to ponyer, for at kunne tilbyde ridning til alle, og skal så hurtigt som muligt have anskaffet dem.


    Der søges om 40.000 kr fra Udviklingspuljen som tilskud til en ny pony. Såfremt der er økonomi i Udviklingspuljen, søges om tilskud til to ponyer.

    Kommunikation

    At beslutningen meddeles Tørring-Uldum Rideklub.

    Lovgrundlag

    Folkeoplysningsloven

    Indstilling

    at ansøgningen drøftes.

    Beslutning

    Der bevilges 40.000 kr til det ansøgte.


    Jette Søby og Jakob Toftebjerg deltog ikke i mødet.

    Sagsnr.: 18.15.05-Ø40-5-21

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til ansøgning fra Aale Ungdoms- og Idrætsforening, der søger om tilskud til optimering af deres trampoliner.

    Økonomi

    Ansøgningen skal i givet fald finansieres via Fritidsudvalgets udviklingspulje.


    Der er ved mødets start et restbeløb i Udviklingspuljen på 532.765 kr.

    Historik

    Aale Ungdoms- og Idrætsforening har i løbet af det sidste år modtaget støtte fra Udviklingspuljen til vogn til nedspringsmåtter 9.707 kr, familie floorballpakke 5.000 kr og startpakke til pickleball 4.419 kr.


    Sagsfremstilling

    Aale Ungdoms- og Idrætsforening søger Udviklingspuljen til ny dug på deres trampolin. Den nuværende trampolin er for avanceret for foreningens målgruppe og med en ny dug, kan foreningen beholde den nuværende trampolin frem for at købe en ny.


    Der søges om 7.476 kr fra Udviklingspuljen som tilskud til optimering af deres trampoliner.

    Kommunikation

    At beslutningen meddeles Aale Ungdoms- og Idrætsforening.

    Lovgrundlag

    Folkeoplysningsloven.

    Indstilling

    at ansøgningen drøftes.

    Beslutning

    Der bevilges 7.476 kr til det ansøgte.


    Jette Søby og Jakob Toftebjerg deltog ikke i mødet.


    Sagsnr.: 18.15.05-Ø40-50-22

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til ansøgning fra Sportsdykkerklubben Dykanden, der søger om tilskud til to varmepumper.

    Økonomi

    Ansøgningen skal i givet fald finansieres via Fritidsudvalgets udviklingspulje.


    Der er ved mødets start et restbeløb i Udviklingspuljen på 532.765 kr.

    Sagsfremstilling

    Sportsdykkerklubben Dykanden ansøger om tilskud til to varmepumper til deres klubhus. Årsagen er de stigende udgifter til el. Ved at sætte elforbruget ned, nedsættes COշ udslippet og derved vil det kunne bidrager til en grønnere verden. Opvarmningen er i dag elradiatorer.


    Der søges om 35.000 kr fra Udviklingspuljen som tilskud til to varmepumper.

    Kommunikation

    At beslutningen meddeles Sportsdykkerklubben Dykanden.

    Lovgrundlag

    Folkeoplysningsloven

    Indstilling

    at ansøgningen drøftes.

    Beslutning

    Fritidsudvalget valgte at udskyde beslutningen til næste møde, da der manglede et budget.


    Jette Søby og Jakob Toftebjerg deltog ikke i mødet.

    Sagsnr.: 18.15.05-Ø40-25-21

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til ansøgning fra Tørring Idrætsforening, der søger om tilskud til indkøb af pickleballudstyr til fem baner.

    Økonomi

    Ansøgningen skal i givet fald finansieres via Fritidsudvalgets udviklingspulje.


    Der er ved mødets start et restbeløb i Udviklingspuljen på 532.765 kr.

    Sagsfremstilling

    Tørring IF er en forening der hele tiden prøver at følge med tiden og tilbyde nye aktiviteter. Flere har spurgt ind til indendørs pickleball, så det ønsker foreningen at kunne tilbyde. Dels med træning, men evt. også med et bookingsystem, hvor man selv kan booke ind på ledige tider i hallen. Der vil også være mulighed for at Tørring skole, kan bruge baner og udstyr i de idrætstimer, de har i hallen. Pickleball er en alsidig og tilgængelig sport, der kan spilles af folk i alle aldre, så det er også en ekstra mulighed for de mange, der hver tirsdag går til "idræt i Dagtimer". Pickleballbanerne vil også kunne bruges på tværs af alle foreningens afdelinger, hvis man på et tidspunkt ønsker en anderledes træning, eller blot vil prøve det.


    Der søges om 5.000 kr fra Udviklingspuljen om tilskud til indkøb af pickleballudstyr til fem baner.

    Kommunikation

    At beslutningen meddeles Tørring Idrætsforening.

    Lovgrundlag

    Folkeoplysningsloven

    Indstilling

    at ansøgningen drøftes.

    Beslutning

    Der bevilges 5.000 kr til det ansøgte.


    Jette Søby og Jakob Toftebjerg deltog ikke i mødet.

    Sagsnr.: 18.15.00-A00-1-23

    Beslutning

    Jette Søby og Jakob Toftebjerg deltog ikke i mødet.

    Sagsnr.: 18.15.00-A00-1-23

    Beslutningstema

    Underskriftsside/godkendelsesside. Udvalgets medlemmer skriver under digitalt her.